Ja jeg vil vove det og her allene vente,
Hør! er her nogen! tal!–o! hvis mig Himlen sendte
En fra Stryanges Leir! maaskee jeg torde faae
Den bange Tvivl oplyst, som mig om Hiertet laae.
Men hvorfor kan jeg dog ei ligegyldig være?
Skal jeg i dette Bryst en Ild, som denne, nære?
En Ild, som blusser op paa Tapperheds Ruin?
Hvo havde før en Siel, saa fuld af Mod, som min?
Med roeligt Øie jeg har kunnet Farer skue,
Og Helte skialv, saasnart jeg greb til Piil og Bue;
Men nu, beklemt og øm og kielen og forsagt,
Jeg tænker, sukker og tilbeder Elskovs Magt.
Stryange! ja du vandt, jeg føler her

                              din Seier –
Men naar din Taushed jeg betænksom overveier,
Da burde Hiertet ei endnu bestemme sig:
Stryange! nei jeg maae, jeg bør mistænke dig –
Men søde Følelse! skal jeg mig selv fornægte
Og mod din kielne Lyst forhærdet, voldsom fægte.
Stryange har udi mit uerfarne Bryst
En alt for hældig Tolk; det er Naturens Røst.
Guddommelige Ild, som ulmer i mit Hierte,
Med hvilken himmelsk Fryd betaler du den Smerte,
Du foraarsager! – – jeg, eenfoldig, uforsøgt
Omfavner denne Qval, tilbeder denne Frygt. –
En Himmel i mit Bryst, en Flugt i muntre Tanker
Jeg stundom føle maae og stundom Hiertet banker,
Nu som i stille Drøm min Siel inddysser sig,
Nu længselfuld den fløi, Stryange! hen til dig.
Men grumme Følelse! om Dyden du vanærer!
Ja dersom nogen mig Stryanges Brøde lærer,
O! hvilket Hiertestød! det blev mig Dødens Bud:
Jeg seer til hvilken Strid jeg da blev fordret ud.
O! Elskov! skulde du mod Dyd i Hiertet stride,
Hvor vilde det dig gaae? Hvad maatte jeg ei lide?
Skiønt yndet af min Siel, du reene spæde Lyst,
Dog maatte give tabt for Dyden i mit Bryst;
Ja himmelsendte Dyd! mit Hiertes Herskerinde
Du bør, du maae, du skal mod Elskov Seier vinde,
Du fra min Ungdom var min Fryd, min Roe og Løn;
Viig derfor, Elskov viig, du Hiertets yngre Søn.
Men kunde disse to foreenes i mit Hierte,
O! Himmel, det var alt, hvad jeg af dig begierte,
Hvis ikke, styrk min Siel, giør Dyden seierrig,
Ja, Himmel! lad mig ei vanære den og dig.

Saa veed jeg da min Dom, selv har han mig betaget
Min Tvivl, mit Haab og Trøst. Foragtet og bedraget,
Jeg dog endnu engang udruster mig med Mod;
Jeg vinder eller døer ved min Stryanges Fod.

Saa skal jeg dog omsonst ham allevegne søge,
Og Nat og Eensomhed mit Hiertes Qval forøge,
Han er ei heller her, her seer jeg dog hans Telt,
Her vil jeg sætte mig og bede for min Helt.

Jeg Tiden gribe maae, nu er her Lys at hente,

Elskværdige, jeg troer at Himlen selv dig sendte.

O! det er Dronningen – –

                              Hid for at glæde mig.

Den, som er fattig selv, giør sielden nogen rig,
Den, som er trøstesløs, hvem skulde den vel glæde?

Hør Unge, Skiønne, tal, hvad Aarsag til at græde?
Hvo er du? kiender du de Meders tappre Helt?

Ja til min bittre Sorg – De Taare, jeg har fældt
For Heltens kiere Liv, da det for Sacers Piile –

O! grumme Frygt! ak! jeg begynder alt at tvivle;
Hvo er du? kiere siig – –

                              Viid da min Fader er
Cyaxares, og jeg – – jeg har Stryange kier.

Stryange kier! hvordan, o! Gud mit Hierte banker;
Min Tvivl var grundet; men har han de samme Tanker
For dig? Og du maaskee fra ham et Løfte har?

Et Løfte, hvortil Jord og Himmel Vidne var.

Ach! den Meeneder! men hvad Aarsag til din Smerte?

Et ømt, men sønderknust, men giennemboeret Hierte,
En skuffet Kierlighed, en kier men troeløs Haand,
Et troefast knyttet, men et sønderrevet Baand,
En smuk og seierrig; men grum Medbeilerinde.

Og denne uden Tvivl er da din verste Fiende.

Jeg hader ingen. – Nei hun vist uskyldig er.
Jeg let kan ynke den, som har Stryange kier.

O! hielp mig Himmel dog mig selv at overvinde.
O! Gud nu gielder det at viise sig Heltinde.

Hvad Strid, o! Dronning og al den Forvirrelse!
Skal jeg al Verden da i Dag bedrøvet see?

Du Dronning kaldte mig, jeg mærker du mig kiender.

Det Ord faldt af min Mund, tillad at jeg fuldender:
Her til Forstillelse er ikke Tid og Sted;
En Ulyksalig for din Fod sig kaster ned;
Eet Ord udaf din Mund, min Død, mit Liv bestemmer.

Hvad! Kongedatter! nei din Fader du forglemmer;
Staae op og tal – –

                              Du da o! Dronning her
Den allerømmeste blandt Elskerinder seer;
Fra Ungdoms muntre Aar, da Hiertet Suk ei kiendte,
En Glød oppustet blev, som snart en Ild antændte.
Den Ild omsider ud i heftig Lue brød,
Den Lue Næring fik og blusser til min Død;
Sluk den og Livet ud, det staaer i dine Hænder;
Men taaler du, at den for min Stryange brænder,
Fuld af Erkiendtlighed jeg skal velsigne dig,
Og glad tilgive ham – –

                              Forklar dig, kiere, siig,
Hvad fordring du og kan paa Heltens Hierte have,
Var ei Stryange meer af sine Løfter Slave?

Ja du befaler mig – jeg neppe tale kan – –
Viid, den som elsker dig, o! Dronning! er min Mand.

Din Mand! o! grumme Sviig, hvad vover du Meeneeder!
Skielv for min Hævn! saa sandt som jeg Zarine hedder,
Min heele Kierlighed til Had forvandler sig,
Og det skal koste den Barbar en blodig Krig:
Han tør bedrage mig og sin Gemal forraade,
Vanære Dronninger, misbruge Kongers Naade;
Nei slig Forbrydelse forsones kun med Blod:
Op! tappre Sacer op! og sabler ned for Fod.
Mit Piilekogger, fuldt af drabelige Piile,
Alt svangert er med Hævn, og hver en Piil skal iile,
Stryange, til dit Bryst; med uforfærdet Mod
Jeg skal udtappe selv dit sidste Hierteblod.

Din Vrede billig er, du bør til Krigen iile,
Udfør din Hævn mod mig og giv mit Hierte Hvile,
Din Vrede fordrer Blod og jeg vil ofre mit;
Spar kun Stryange –

                              Hvad? jeg skulde fordre dit?
Mod en uskyldig Barm mit Sværd sig aldrig vender;
Men naar Stryange jeg til Dødens Rige sender,
Jeg hævner Dyd og Eed, Natur og dig og mig.

Mig knuser denne Hævn, jeg meer ulykkelig
Ved Livet – skulde da, endnu ved Døden være.

For den Troeløse kan du endnu Godhed bære?

Du mod din Villie selv undskylder Heltens Sviig,
Den, som Zarine saae, kan let forglemme mig,
Det Sæders Lighed er, som troefast Venskab stifter;
Stryange, seer dit Mod og mandige Bedrifter,
Selv tapper, ærer han hos andre Tapperhed,
Hos mig han finder kun en kielen Kierlighed.
Lad mine Taarer da, lad disse Sukke røre
Din ædle Siel, betænk, du kan paa engang giøre
To Hierter glade, spar nu min Gemal og mig,
Vi begge kappes skal om at velsigne dig;
Lad ei mit Hierte meer af Qval og Smerte bløde,
Betænk, om du mig tvang, at sørge mig til døde,
For dyrt betalte jeg Zarines Yndighed,
Som kom Stryange til, at glemme Pligt og Eed;
Selv Guderne sin Lyst udi Velgierning finde,
Viis dig i al din Glands og vær mig en Gudinde;
Tilgiv Stryange da og skiænk mig ham igien!
Hvor stolt er ei den Roes, at ligne Himmelen?

Princesse! Du har lært Zarine ret at kiende,
Paa Dydens Alter skal i Dag et Offer brænde:
Jo meere Smerte det mit Hierte kostet har,
Jo meere dyrebart det og for Himlen var;
Jeg elskte din Gemal, hans Tapperhed optændte
De kiere Luer, som mit Hierte før ei kiendte;
Men denne Følelse, som nu min Vellyst var,
Sig i et Øieblik til Gift forvandlet har;
Jeg vilde hade nu – men Himlen det forbyde,
Jeg skal mig selv til Trods ei Hiertets Røst adlyde?
For Elskovs Svaghed og for Vredens Tyrannie
Jeg ligegyldig skal herefter være frie.
Ja Strid er al min Lyst og Seyer al min Ære,
At vinde mod mig selv, i Dag min Roes skal være;
Tag din Stryange du og Elskovs Vellyst nyd,
Jeg stolt indsvøber mig udi min strænge Dyd.

Saa var da Rygtet ei, o! Dronning, overdrevet,
Nei, kun med svage Træk det har din Dyd beskrevet;
Saae du i dette Bryst, hvor høit du agtet er,
Og hvor min Siel, opfyldt af Glædens Følelser,
Til Himlen løfter op sin nye Velgiørerinde,
I min Erkiendtlighed din Løn du skulde finde,
Ja min udøste Fryd min glædedrukne Siel
Formaaer kun denne Bøn: Zarine leve vel.

Jeg altsaa har i Dag den største Seier vundet,
Og ved at glæde dig, langt større Glæde fundet
End den, jeg fordum fandt ved nye Erobringer,
Nu jeg min egen og mit Hierte Dydens er.
Men hvad Bebreidelse fortiener din Stryange,
Som vil forskyde dig og mig til Brud forlange?

Undskyld en Skrøbelig – – –

                              Din Ømhed Vidne bær,
At han saa troeløs var, som du elskværdig er.

O! du, som har begyndt, mit Ønske at opfylde,
Fuldend, lad Elskov her min Dristighed undskylde!
Kun denne Bøn endnu, jeg meer ei bede skal:
Døm mig lastværdig, men undskyld dog min Gemal.
Bebreidelser af dig hans Hierte giennemtrængte
Og at han var forraad af mig, han vist nok tænkte;
Maaskee – dog Himlen veed, det mod min Villie var – –
Uvidende maaskee jeg ham fortørnet har.
Mod mig han synes vreed, skiønt Grunden til hans Vrede
Har han fortiet; men o! Dronning! tør jeg bede
At jeg mit Hierte frit for dig oplade maae,
Du selv en Krigsmand her, ved Navn Lorano saae;
I meer end tvende Aar for ham jeg Frygt har baaret,
Hans Hierte vist nok er af troeløs Elskov saaret;
Hans Falskheds sledske Sprog han stedse hvislede;
Mit Hierte sagde mig, det var Bagvaskelse.
Hvo veed, maaskee han mig Misgierninger tillagde
Og med behændig List til min Stryange sagde. – –

Og saadant skulde strax om dig Stryange troe!
Da maae en nedrig Siel udi din Elsker boe.
Kort sagt han ikkun lidt i Dyder dig maa ligne:
Bliv min Veninde du, og Himlen dig velsigne,
Ved Dyden lykkelig og i din Elskov glad,
Og værd en troefast Ven, som større Dyd besad.

Det var et Lynildslag; skal Hiertets Saar ei læges?
O! Himmel mon du dog ei ved min Nød bevæges?
Ach! vilde Dronningen kun mig strafværdig troe,
Undskylde ham, og os forglemme begge to.
Nei, jeg skal aldrig meer bestandig Glæde finde,
Du blev mig dog tilsidst en grum Velgiørerinde;
Du gav o! Dronning mig i Dag min Mand igien;
Men du fordømte ham som en uværdig Ven.
Ret som et Stierneskud igiennem Mørket glimter,
Saa giennem sorte Skræk min korte Glæde skimter.
Jeg glad omfavner den; men faaer kun Mørket fat,
Og mig omringet seer af Sorgers tykke Nat;
Man giver mig min Mand berøver ham hans Ære – –
O! Himmel kunde du mig dog de Grunde lære,
Hvorved at viise hver hans Dyd, Uskyldighed,
Jeg skulde glemme strax al min Gienvordighed;
Men see, der er han selv. O! Gud! hvad skal jeg giøre!
Ach! Himmel styrk min Siel, lad mine Sukke røre
Hans haarde Hierte – –

                              Din Rhetea venter her,
Sin Siels Behersker! siig, er hun endnu dig kier?

Mig Tiden kostbar er – –

                              Ja heele Verdens Skatte
De dyre Øieblik ei kunde mig erstatte,
Som jeg henbringe maae ved min Stryanges Bryst.

Spar disse Favnetag. – – –

                              Nægt mig! ei denne Trøst,
Jeg ellers døer af Sorg – –

               Farvel!

                              Du mig da hader!

Ja, slip mig eller jeg udi dit Blod mig bader:
Paa Krigens Skueplads har Kierlighed ei Sted;
Flye selv, Troeløse, flye! og al din Elskov med.
Du eller jeg maae flye. – – –

                              Nei lad os begge tøve
Og denne kiere Haand mig Livet her berøve;
Saa døer jeg fyldestgiort. – I! Guder, ja jeg døer;
Men kun et Suk endnu! fortørnet Himmel, hør,
Et Suk for dig min Ven, min grumme Ven! jeg beder:
At Himlen aldrig vil saa mange Bitterheder
Udøse over dig, som du mig skiænket har;
Farvel, stød til, trods dig, jeg din bestandig var.

Nei jeg maae gaae – hvo kan mod disse Vaaben stride?

Du skal ei kundekunde] rettet fra: knnde (trykkfeil) dig af mine Arme slide.

Jeg gaaer, forund mig Roe og lev kun, men tilgiv!

Jeg har tilgivet alt; men end mit usle Liv!
Er du ei meere min, da er mit Liv til Byrde,
Og du mig skulde kun med langsom Smerte myrde,
Nei hør dog denne Bøn: igiennemboer min Barm.
I det du støder til, velsigner jeg din Arm.

Jeg qvæles, hvilken Strid! mit Mod min Siel undfalder.
Kom Vrede, Hævn og Død, jeg eders Hielp paakalder;
Styrk denne svage Haand, udruster den med Had.

Min Mand! jeg døer og vi for evig skilles ad.

O! Last, hvor er du svag! hvi skiælve disse Hænder!

O! det er Kierlighed, som dette Stød afvender,
Du elsker mig endnu – – –

                              Ach! jeg fortvivle maae,
Du selv, du dræber mig, gaae bort o! Grumme gaae.

Nei jeg er tryg hos dig og jeg har Seier vundet
Og du er min igien. Zarine har ei kundet – – –

Zarine hvad? hvordan?

                              Det alt tilgivet er,
Hun er ei meere din, du har Rhetea kier.

Jeg er forraad, fortabt, Ulykker sig foreene,
For ved en samlet Storm at knuse mig allene,
Du har Zarine sagt – – –

                              Kun at jeg elsker dig.

Og det er meer end nok, hun kiender da min Svig:
Du Grumme, ja du har, du har min Skam opdaget,
og al den bittre Qval mit Hierte foraarsaget!
Jeg veed ei hvad mig holt tilbage – – –

                              Himlen selv,
Du vilde dog vel ei – – –

                              Hvorhen, Forvovne, skiælv!
Tør du forhindre mig. – – –

                              Du selv mig skal berømme,
Og om min Dristighed det allerbeste dømme:
Din Vrede raser nu. – Rhetea kom følg med.

Forlade min Gemal saa længe han er vreed?
Stryange skal jeg gaae? glæd dog et saaret Hierte:
Et Ord udaf din Mund skal læge al min Smerte.
Et Ord! tal dog! tilgiv! jeg endnu høre kan.
Du tier, jeg forgaaer! Farvel min grumme Mand.

Ja meer end grum! o Gud! du taaler dog paa Jorden
En Lastefuld som jeg! ney knus mig med din Torden.
Din Ære, Dydens Ret jeg nok fornærmet har,
Du eier ingen Straf, som jeg jo værdig var:
Dog – jeg har Æren tabt, fortient Zarines Vrede
Og hos Cyaxares om Naade maatte bede,
Saafremt han hørte kun at jeg hans Datter her
Foragtet har, og havt hans verste Fiende kier.
Den qvæler mig med Suk, som jeg forskyde vilde,
Og den jeg elsker, kan jeg aldrig meer formilde;
Den jeg adlyde bør, med Hævn forfølger mig;
Er dette dog ei nok for at afstraffe Svig?
Jeg skal mit Hierte selv med Helvedangest plage,
Ja da jeg først et Skridt fra Dyden veeg tilbage,
Oprørtes i mit Bryst de sorte Sorgers Hav,
Hvor Fred og Haab og Trøst nedsank i bundløs Grav.

Mit Anlæg færdigt er: jeg fire Sacer haver,
Som fik hver af min Haand sin Frihed, Sværd og Gaver:
De skulle bryde ind, Rhetea snappe bort,
Og jeg besørger, at de kunne komme fort.
Jeg vore Vagter har en stræng Befaling givet,
At holde sig herfra, og det skal koste Livet,
Om nogen denne Nat sig her indfinde tør,
Endog de Flygtende man ei paagribe bør.

Din Fliid er priselig, Lorano – men Stryange
Forloren er – –

                              Hvad nu? det er en Sacisk Fange,
Som, os uvidende, Rhetea røvet har;
Lad kun Cyaxares forbande den Barbar.

Nei – men Zarine veed – –

                              Lad hende alting vide,
Troe mig, hun ei saa let sin Elskov kan bestride,
Jeg veed hun elsker dig, og skiønt hun det fortrød,
Saa trodser Elskov tit mod det, Fornuften bød.
Man slaaer i Luen ned og Luens Kraft forøger,
Naar Elskov Modstand faaer, den kun Udflugter søger,
Hvorved at skuffe den bebreidende Fornuft,
Og blusser himmelhøit, saasnart som den faaer Luft.
Og hos det andet Kiøn tit heftig Elskov skaber
Ugrundet Haab, hvorved det Sands og Samling taber;
Zarine spørger ei, hvad List man her har brugt,
Hun hører hierteglad Medbeilerindens Flugt.
Gaae, tappre Helt, af Krig og Sorg og Elskov trættet,
Ind i dit Telt og sov, naar alt er vel forrettet,
Da skal jeg være her – Paa Sacers Dronning tænk!

Om hende Søvnens Gud ham søde Drømme skienk!

Ja Søvn fornøden var; men Søvn er Himlens Gave,
Og Himlen er mig vreed; jeg vildsom her maae rave,
Hvor Nattens Spøgelser, Skræk og Fortvivlelse
Igiennem Mørket fælt til mine Sorger lee.

Ak! dette Sted var tit en Grav for Sorg og Møie,
Der sov jeg dydig før; nu tør mit bange Øie
Knap skimte did! o! Død! dit Billede jeg seer,
Og til en Pinebenk min Seng forvandlet er.
Min egen Gruesomhed forøger Nattens Mørke,
Fortvivlelse! du er den Gud, jeg nu maae dyrke,
Men du, Rhetea, som tilbeder Guderne,
Skal du og denne Nat i al sin Grumhed see?
Snart skal du føres bort og jeg er selv Medvider,
Jeg taale kan at Skræk dit Hierte sønderslider.
Ja reis til Ørkener, en Tiger der maaskee
Skal røres ved de Suk, som mig forhærdede.
Reis hen Uskyldige, lad mig et Offer være
For alle Guders Hævn. – Kom Søvn, du mig skal lære,
Hvad Straf mig forestaaer. Jeg skal i Drømme see
Rheteæ Dyd, min Skam, min Løn, mit Helvede.