Hauk og hadding

Der var i gamle Dage to Næssekonger, som var Naboer og begge navngjetne Vikinger. De var Fostbrødre og levede i stort Venskab.

Hauk og Hadding hed deres Sønner, som skulde tage Rigerne efter dem.

Men, eftersom de voksede til, skjønte Fædrene, at de var af saare forskjellig Sind, begge haarde i Hugen og ikke lette til Enighed.

Dette tyktes dem at bære ilde Varsel.

Og ved et Juleblot førte de dem til Ed ved Balders Knæ i Gudehovet, at aldrig skulde de bære Vaaben mod hinanden; men holde Freden slig, som Fædrene havde holdt den.

Siden faldt de gamle i et stort Slag mod syv andre Næssekonger.

De blev høilagte i Grænseskjellet mellem deres to Riger, og Offer gjort til Fredens Vætter i alt saaledes, som de havde ønsket.

Fra tidlig om Vaaren, til det blev sent ud paa Høsten, laa nu Hauk og Hadding ude med Langskibe.

Men, fo’r Hauk i Vesterviking, seilede Hadding i Østerled. Og mest Glæde havde de af de Færder, hvis Lykke eller Berømmelighed helst maatte svide og bide den anden i Hugen, fordi han følte sin at være ringere.

Begge vandt de meget Gods. Nye fagre Drikkehaller byggede de sig, og med allehaande koseligt Pel og Vaaben var de prydede.

Naar de om Høsten kom hjem og lagde Langskibene op, drak de Julen hver med hundrede Mand, medens Kjertesvendenes Blus røg op imod de sodede Bjelker. Hornet signedes til Thor, og mange og dyre Skaaler blev der drukket for Held og Berømmelse og godt Aar paa Sjøen.

Men skadefro Mænd, som kjendte deres Sind, bar Ord og Rygter mellem dem.

En Jul spurgtes der, at Hadding havde nydt stor Ære derude. Af en mægtig Høvding havde han faat en Skarlagens Kappe foret med kostbart Pel i Vennegave.

Da begyndte Hauk at tykkes, at Gjæstebudet varede for længe, og at der var andet at gjøre for Mænd end at tømme Horn og stege sig ved Ildene inde paa Langbænken.

Han lod reise Spanter og bygge og udruste endnu et nyt stort Fartøi, og tingede udvalgte Mænd inde fra Herrederne.

Og, da Vaaren kom, stak han tilhavs med et Langskib mere end Hadding aatte.

Hadding lo og mente, at det skulde være megen Berømmelse, som ikke kunde rummes paa tre Herskibe. Og han stevnte ikke Mænd til Skibene, før et helt Maaneskifte var ledet.

Saalunde seilede de hver i sin Viking i adskillige Aar.

Aldrig budsendte de hverandre. Men vel agtede de paa hinandens Færd, og syntes hver, det minkede med Glæden over det, han selv havde vundet, naar han hørte, at den anden havde naat mere.

Der var nok af Mænd og løse Kvinder, som vidste at berette det, som mest kunde egge.

En Høst kom Hauk hjem og beredte stort Julegilde. Da havde han faat et herligt Sværd med Guldhjalte af Torbjørn Herse, som raadede over Vingulmark.

Fagert var det at skue, naar Skinnet af Ilden lyste i Staalet, og saa fin og skarp var Eggen, at Synet kløvedes.

Men paa Hjaltet var der virket Kjærlighedsruner.

Og, som Laget stod paa det prydeligste, og Hornet var signet for Sif, reiste Hauk sig i Høisædet og forkyndte, at til Sommeren skulde Langskibene være nymalede og Dragehoderne skinne, og han og hans Mænd fare i lystig Brudefærd.

Thi drak han under stor Glæde Fæstensskaal med Høvdingens Datter i Vingulmark.

Og slig drog Runerne, at han ikke havde Fred i Hugen for Længsel.

Da kom der en Dag Mænd nordfra paa Ski, og mangt og meget havde de at berette i Hauks Hal om, hvorlunde Julegjæstebudet var forløbet hos Kong Hadding.

Han havde om Sommeren været hos Jarlen nede paa Rygen, der havde fagnet ham med stort Venskab, og fra den Færd bar han en snoet Armring til over halvanden Mark veiet.

Den var lagt i Skikkelse af en Orm med to underlig lysende Stene til Øine. Og saa fint var Guldet vundet og spundet, at de fleste mente, at det maatte være en Kvindegave, – helst siden Hadding selv tiede om det.

Som Hauk sad ved Langilden og hørte til, blev han meget bleg og fæl i Ansigtet.

Thi paa det Vis, Armringen beskreves at være, tyktes han med Vished at skjønne, at den maatte være en Gave fra selve Rygerjarlens Datter.

Siden var Hauk saare faamælt. Heller ikke nævnte han videre, da det spurgtes, at Hadding gjorde store Forberedelser til at bygge et Kvindebur og lægge flere Omfar af Tømmer til Høienloftet. –

Skibene blev saa malede, som Hauk havde bebudet, og Dragehoderne beslagne, og stavede Seil blev der kostet med megen Pragt. Hellerikke manglede det paa udvalgt Mandskab.

Men, da Hauk tidligvaars lagde tilsjøs, sattes Kursen ikke sørover til Vingulmark, men ret vesterud.

Ikke strøg han Seilet, før han kastede Anker over hos Irerkongen.

Og, som han der bød sig til at bli hans Landeværnsmand for Kysten med de fire Langskibe, blev han vel modtaget.

Irerne laa dengang under stor Frygt for Herjinger, og mange var de Vikinger, som feidede paa deres Rige baade østen- og søndenfra.

Tyktes da Kong Hauks Mænd, at de var farne i en underlig Brudefærd, thi Stevn ved Stevn blev der lagt til og haardt bar det frem over Skibsbordene, saa tit de mødtes med Ufredsmændene, og Dækkene ryddedes til helt bag Masten.

Her vandt Hauk saare megen Berømmelse. Men aldrig nænvte han om Lønnen.

Det andet Aar om Høsten fæstede han Irerkongens Datter med rigt Hjemgifte. Og Brylluppet stod med Pragt og Herlighed.

Hjem seilede han saa med Bruden og de irske Terner, som fulgte hende.

Og saare vidspurgt blev denne Kong Hauks Bryllupsreise.

Han lod nu bygge en Gjæstebudshal der var dobbelt saa stor som Kong Haddings, og et prægtig prydet Kvindebur med Svalgange og udsnittede Dragehoder, som alt saas langt udover Sjøen.

Men om Kvælden sad han taus ved Ilden med Sværdet under Hagen, det, som havde Runerne paa Guldhjaltet, og tænkte paa liden Signe syd i Vingulmark. Og tyktes det ham en Ulyd, naar den irske Kongedatter revsede høilydt og avede Husfolket med rap og vredagtig Tunge.

Samme Høst vendte ogsaa Hadding hjem fra Tog.

Mange og store Vennegaver havde han faat hos Høvdinger.

Men, da det spurgtes, at Mørejarlen havde forlenet Hadding med saamange Herreder, at de udgjorde Trediedelen af det ganske Fylke nordenfor, udbød Hauk straks Leding og satte alt, hvad han aatte af Skibe, i Sjøen.

Den Sommer holdt han et stort Slag mod tre Næssekonger, som havde deres Havne og Skibsnøster i Fylket søndenfor, og underlagde sig deres Riger. Thi ikke vilde han raade for mindre Land end Hadding.

Begge sad de saa med megen Pragt og Herlighed paa sine Gaarde og med mange gjæve Mænd.

Men, naar Hadding holdt Gjæstebud, spurgte han altid, at Hauk beredte et saa meget herligere og, var nogen berømmelig Kjæmpe Gjæst om Vinteren, gav den ene altid større Gave end den anden, at hans Navn kunde bæres saa meget længere ud.

Slig vogtede og vaagede de paa hverandre, og havde de Mænd ude om Næssene at speide og forfare hinandens Færd.

Men et Aar, da Sendemændene kom hjem hver til sit, havde disse meget at berette: Kong Hauk havde svoret at fælde Vikingen Hake den svarte.

Og Kong Hadding beredte sig til at fare saa vide som syd igjennem Njørfasund og herje paa Blaaland.

Men, da Hauk spurgte den underlige Færd, som Hadding rustede sig til, blev han meget tvilende og tung i Hu. Det bares ham for, at hint Tog alt til det fjerne Blaaland kunde bringe Haddings Hæder og Ry anderledes videnom i Folkemunde.

Og han nagedes af Tanken, grublede meget og fik ikke Fred.

Gjorde Kong Hauk saa en Kvæld et Drikkelag og lod Ølbollerne iskjænkes og gaa rundt, til alle hans Mænd var drukne og søvnørske.

Men, da det var blet stille i Hallen, og Ilden var gaat ud, stod han op fra sit Soverum og vækkede Trællen Griot. Ham bød han løse en ung svart Fole af Hestestalden og lede den ned til Skibsbaaden.

Fo’r han saa med Trællen i den svarte Vinternat ud til Hesteskjæret i Braatholmene, hvor Fjorden mynner ud.

Der kogte Troldmænd i Løndom Seid, og vildredes mange Fartøier af den blussende Ild under Kjedlerne, saa de forliste.

Den Nat var tæt Taage og megen Hildring om Skjæret, saa de havde ondt for at finde op til Stedet, og knæggede Folen og skumsvedede.

Tændte saa Trællen op Ild.

Og offrede Hauk der Unghingstens Hjerte til Havtrolden og lod det tages ud af Strømmen, at der skulde hage Vanlykke og Vanskjæbne ved Haddings Færd til Blaaland.

Men, da Offeret var forrettet, sopede Trællen Asken ind i sit Forskind og kastede den ud i Sjøen, at det skulde blive vel dulgt og lønt efter dem.

Der Trællen saa havde gjort og igjen vendte sig, skalv og hakkede han med Tænderne og ravede i Angst, thi han vidste sin usle Skjæbne.

Og stødte Hauk Kniven i hans Strube og overgav ham til Havet.

Da var Taagen blet end tættere med Haglkorn og Isnaale, og der lød Skoggren og lange fæle Skrig fra Havgasten over Holmerne.

Skimtede han saa, at det lyste af nogen anden rød Fakkel, som rørte sig opover Skjæret.

Og slukkede han hastig sit Blus.

Som han søgte ned mod Baaden, kom Fakkelen ud af Taagen lige nær hans Ansigt, og saa han Kong Hadding, som var meget bleg og rimet i Skjægget, at han fo’r i samme Ærinde med Offerdyr til Skjæret.

Hadding drog paa Mundvigen, som han vilde rope, og tog brat til Sværdet.

Deraf skjønte Hauk, at han havde kjendt ham. Og de veg hastelig hver sin Vei ind i Mørket.

Men begge taug de siden for alle om det Møde.

Den Sommer fo’r Hauk i en berømmelig Færd.

Udenfor Hisingen gik det saa hvast til over Skibsbordene, at tre af Hauks Skibe blev ryddede, før han tog Seiren.

Der fældedes Vikingen Hake den svarte.

Hjem kom han saa senhøstes saare plukket i Fjerene. Og mange gode Mænds Minde drukke de den Jul.

Høilig var hans Hæder øget. Thi hin Kamp under Hisingen, og at den onde Viking, Hake, var fældet, spurgtes viden om.

Men mere end alt laa det ham paa at vide, hvorlunde Haddings Færd til Blaaland monne falde ud, om Folk vilde nævne den med større Hæder end hans.

Og, som han altid havde Kong Haddings langfarende Tog for Tanken, grundede han paa at prøve et nyt Storværk og fare helt til Gandvig og Biarmeland, længere nord, end nogen Mand før havde styret, og hvor der er mørkt, og Solen blir borte.

Mange Kjæmper søgte til ham nu, han var bleven saa navnkundig, at han skulde tage dem i sin Tjeneste.

Men ogsaa den Jul drukke de, uden at noget blev spurgt fra Hadding.

Og rustede Hauk da udover Vaaren med største Iver Skilbene til Biarmelandstoget.

Som han en Dag stod nede ved Nøstene i megen Travlhed og saa til dem, som skar og sy’de Seil, kom der en Skude ind paa Vaagen med Melding og sikkert Frasagn om, at Kong Hadding var falden i et stort Slag nede i Njørfasund mod en Konge over Morerne.

Men Hauk blev staaende med Maalestangen i Haanden og saa tomt ned i Seilet det længste af Dagen.

Næste Morgen ventede Kjæmperne i Hallen paa ham under stor Raadløshed.

Men, end de biede til langt udover mod Kvælden, kom han ikke. Det hed, at han laa under Felden i sit Soverum.

Og hans Mænd gik Dag paa Dag styresløse og uden Besked.

Kom Kjæmperne saa en morgen alle tilhobe til ham. Nu led Tiden, og de maatte vide Besked om, naar de skulde lægge ud til Biarmelandsfærden.

Solen stak og lyste i Vaaren og randt indover Gulvet, og fra Døraabningen yrrede Havet blankt og blaat med stort Skin.

Paakom der da Kong Hauk en brat Længsel efter Udfærd, og han fo’r op af Leiet og saa ud i al den fagre Sol.

Lød der da nok Besked:

Saa vide og langt skulde de fare, som ingen før havde spurgt. Hæder og Ære skulde de vinde og nok af kosteligt Pel og dyrebare Skind, saa hver Mands Navn skulde nævnes fra Færden.

Hvas var han i Øinene, og vandrede han i Hallen under mange og store Tanker paa det Tog.

Bort ginge Kjæmperne saare eggede i Hugen og optændte.

Men som Kong Hauk med ét kom ihu, at Haddings Øine aldrig mere skulde vogte paa hans Færd, gren han mod Lysningen fra Døren, snudde sig og gik ind i Hallens Mørke.

Atter la han sig ned paa Felden.

Men om Kvældene sad han taus ved Ilden med Hagen over Guldhjaltet, hvori Runer var ristet, og mindedes liden Signe fra Vingulmark, medens hans smaaøiede Dronning skjældte i Hallen.

Thi siden Hadding var falden, var alt øde og tomt. Der bredte sig en Skygge om ham, og de tuslede alle kun som Gjenfærd i Skummerheden.

Syntes han det nu ikke længere værdt at leve.

Da det led ud paa Vaaren, lod han sit ældste Langskib fylde med Træ og Tjære og Beg og skydes ud paa Fjorden.

Selv stod han i Løftingen tung og bøiet og styrede. De gamle kjendte Hjemnæs og Holmer laa og drev i Sprøiten som døde Hvaler for hans Øine.

Da Trællene optændte Ilden og den steg rød om Masten, mærkede han sig med Geirs Odd og faldt paa sit Spyd.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.