Det gaar, saalænge hyssingen holder

Der var engang en Bygd, der var berømt videnom for sine Indvaaneres Fromhed og Afholdenhed. De gjorde ikke andet end læse hele Dagen, saa de knap fik pløiet og kjørt ud paa Ageren for Studeringer paa de Ting, som er oventil.

Men særlig stod de imod Brændevinet, som en Rod til alt ondt. Gud gav Regn, og han gav i sin Overflod Kilde- og Elvevand at øse af. Men Djævelen korkede sit paa Flasker, og at det vældede op fra hans Rige, kunde enhver grant se og forstaa af, at det brændte med den blaa Lue.

Ikke nogetsomhelst stærkt saameget som nævntes mellem dem. Ikke engang en Lommelærke skulde én finde frem, om én saa ledte og grov al Bygden igjennem. Og, saa saare Doktoren vilde gi de syge det ind i Medicinen, snudde og dreiede de Øinene op mod Loftet og vrængte dem i stor Harme og Afsky, saa det hvide vendtes ud, og raabte, at det var at tage Lægedom af Djævelen.

Men, som mange af de ypperste Mænd i Bygden ikke kunde fordrage Præsten for hans Lunkenheds Skyld, eftersom han aldrig prædikede imod Brændevinet, og de heller ikke syntes, at en Dags Kirkegang i den ganske Uge kunde være nok til Salighed, saa sluttede de sig sammen og holdt egne Møder, hvortil ingen anden end de udvalgte maatte tilstedes Adgang.

Og var disse Møder i Begyndelsen faste hver Lørdagsaften silde, saa de forsamlede først skiltes ud paa Morgensiden.

Men senere under den store Nidkjærhed og Iver blev de holdte to, ja endog tre Gange i Ugen, saa hos den ene, saa hos den anden, alt efter enhvers Tur og Orden.

Blev da disse Mænd slagne af en slem udvortes Syge, idet Ansigterne blev stærkt røde og særligen Næsen hovnede og bulnede blaa med Gule Ædderkveiser og Blemmer.

Og, som de, der lyttede og keg ind af Dørsprækkerne, idelig droges af Lyst til at være med, og der blev stærkt Tilløb, delte de sig i flere Forsamlinger, saa at slige snart afholdtes noget hvert Sted rundt i den ganske Bygd.

Men, efterdi Deltagerne var blevet saa mange, kunde det ikke blive skjult længere, at det just ikke var from Læsning og Salmesang til Opbyggelse, der her gik for sig i Natten og Mørket, men allehaande Drik og Svir.

Og nu henfaldt Folket uden Skam og Blussel i den aabenbare Drukkenskabs Last.

Der lød Sang og Klang med Spot og Latter fra Hus til Hus, og i Vinduer og paa Trapper stod de med opløftede Glas og vinkede og bød hverandre Godmorgen.

Snart gik de saavidt i Uskikken, at Brændevinet kjørtes i Ankere og Tønder paa Læs op til Bygden.

Imidlertid, da de lystige Aar var gaat, og der var turet hos Mand efter Mand i Sus og Dus, saa der allesteds var tomme Hus, var der ingen flere, som havde Penge.

Brændevin maatte de dog ha som en Livsfornødenhed ikke mindre end at drage Aanden.

Saa blev de ved hen i Galskaben, indtil de havde solgt baade Hester og Buskap og tilsidst Klæder af Seng og Krop.

Nu sa Brændevinet stop.

Men saa henfaldne var de blet, at de syntes, de hellere kunde gjøre en Ende paa sit usle Liv med det samme og springe i Fossen end gaa slig og forsmægte af Tørst.

Da fandt Klokkeren en Udvei til at faa læst Fadervoret høilydt bagvendt i Kirken paa tre Søndage, hvilket er af den Kraft, at den onde maa give én hvadsomhelst, man monne begjære.

Og straks Mandagen efter stod der en liden Mand i en ny Bod bag Kirkebakken.

Brændevin kunde de nu faa saameget, de vilde; men det kostede en Sjæl for hvert Anker.

Salg blev der intet af Mandagen og lige til Tirsdag Aften.

Folk flokkedes blot flere og flere under Kirkebakken. Der gik de altid galere i Ring. De truede og knyttede Næverne mod Himlen og svor og raabte og skreg paa, at Handelsmanden var en Blodigle, som vilde tage mere end Livet.

Men just i seneste Laget, som Manden holdt paa at lukke Lemmen for Boden, kom der med engang to løbende til, som snakkede saare lydt og lystigt over sig og mente, at som deres Sjæle var saa alligevel forlorne, kunde de lige godt nytte Krediten, medens Glædens Tid varede.

Og saa ravede de og tumlede og krøgede sig og prækede med Fagter og skjænkede enhver, som vilde drikke, saa der den Kvæld blev en stor og overmaade Lystighed over hele Kirkevolden.

Fra hin Stund gik der Anker efter Anker, et og to om Dagen, saa langt som Aaret var.

Og slig Huseren med Hui og Skraal og Galmandskjørsel i Følge fra Grænd til Grænd og Vræl af drukne Folk fra Veigrøfterne som i denne Bygd, skulde én aldrig set Mage til. Der var ingen Mand ædru længere, fra Sol stod op, til Sol gik ned, og heller ikke vidste nogen, hvad Dag det var i Ugen, om Søndag eller Virkedag.

De gik og ravede i Veiene og kjørte Grassat og bestilte aldrig det Verdsens Gran.

Men, saalænge havde Bygden nu turet og levet høit paa Ankerne borte fra Kirkebakken, at der ikke fandtes én Sjæl mere at kjøbe for.

Da kom Fanden en Dag traskende for at kræve sit. Og Veien la han indom Rebslageren.

Saa daarligt var det blet med den Handelen hans nede i Bygden, klagede han, at nu maatte han realisere.

Og saa vilde han kjøbe Hyssing til Haaven, han skulde fange ind alle Sjælene med.

Det kunde der nok være Raad til mente Rebslageren, han kløede sig bag Øret. Men saa solgte han nu ikke mindre end en hel Snelle ad Gangen. Og saa fik han vente til en Dag i Ugen, han havde Stunder til at maale den op.

Men det, mente Fanden, skulde være fort gjort.

Han behøvede bare at fly tilveirs med det, indtil Vindslet stoppede, saa kunde Rebslageren regne det efter Øiemaal.

Ja, Fanden var raus nok med Tilbud, mente Rebslageren; men ellers var han kjendt for en utryg Kar i Handel og for at ha noget hvert i Baghaanden. Han kunde nok finde paa sligt, som at slide af Snøret, før Snellen var løbet ud, og bare betale for Stumpen.

Men da blev Fanden sint. Røg Snøret, skulde han gjerne gi igjen hver evige Sjæl, han skulde ha for Brændevinet, og Brændevinet med, skreg han.

Og ikke før havde Rebslageren samtykket, før han tog Snoret mellem Tænderne og fo’r tilveirs saa fort, at Hjulet med Snellen trindsede Smek i Smek.

Men, da det lakkede imod, at Snellen var udgaat, bandt Rebslageren Enden paa et nyt Vindsel.

Og saa, smek smek, maatte Fanden fare høiere.

Slig gik det paa, til han var saa høit tilveirs, at han ikke var til at øine mere, og Hjulet gik alt langsommere og forsigtigere, smek smek af, at han blev ræddere og ræddere for at slide Hyssingen af.

Da fo’r Rebslageren ud i Bygden og fortalte, hvorledes det stod til. Og at nu fik de krafse til med at skaffe Hyssing og Snøre og Garnstumper alt det, de bare kunde finde og faa fat i, saa at der altid var noget at skjøde til, naar Beholdningen i Rebslageriet tog Slut.

Der blev en Leden fra Kjælder til Loft.

De bestilte ikke andet end at fare med Hyssingstubber for at knytte til.

Men drikke og ture gjorde de værre end før.

Og drikke og ture gjør de den Dag i Dag.

Det gaar nok, mener de, saalænge Hyssingen holder.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.