Den store kong alphons’s aand

Der kom engang en Gavtyv til en fremmed By.

Da han stod paa Bryggen i den store Stad, kom Toldens Folk for at efterse, hvad han førte i den Randsel, han bar paa Ryggen.

Men i Randselen havde han et Ekorn, som var saa afrettet, at det, saa tit den aabnedes, sneg sig ind i hans Vams gjennem en Klaf i Læderet.

Og alt det, de ledte og keg, fandt de ingenting.

Vidste I, hvad der var i den, vilde I forundre Jer, sa han. Min Rigdom er ikke af denne Verden.

Da ledte og grov de endnu ivrigere. Hvergang Randselen var lukket, kjendte de grangivelig, at noget rørte sig inde i den, men, naar den aabnedes, var den alligevel tom.

Den, som derinde er, behøver hverken Pas eller Toldbevis, sa han; thi det er den store Kong Alphons’s Aand, som nu føres ind i Landet.

Da stimlede der mange Mennesker om ham, som og fulgte ham op til Herberget.

Og meget forundrede de sig, da de saa, at han bankede en Prop i Dørhullet.

Det skede, for at Aanden ikke skulde fare ud, sa han.

Da peb og huiede de og gjorde ham allehaande futile Spørgsmaal, saasom, hvi, – naar han havde en Aand i sin Randsel, der kunde skaffe ham alt, baade Guld og Rigdom, eftersom den jo sagde sig at være den store Kong Alphons, – hvi han da bode i et saa usselt Herberge?

Og, som Hoben udenfor Porten stadig blev større og større og raabte efter Manden, som havde Aanden i Randselen, fo’r Rygtet hastigen op i Staden, saa allehaande Mennesker samledes og begyndte at snakke paa alle Hjørner.

Men, da Politiet saa, der blev Uro, og erfarede, at den havde sit Ophav af, at der var kommet en Mand til Staden, som paastod sig at bære en Aand i Randselen, mente de straks, at han var en Bedrager.

Og alt tidlig næste Morgen indfandt de sig med Haandjern, for at holde Forhør og faa ham vel forvaret under Laas og Lukke.

Da kastede Gavtyven Randselen paa Ryggen, som om han gjorde sig rede at fare i Arresten.

Ingen kan gjøre for, hvad Følge han faar, sa han, enten det er en Aand til Forherligelse eller Politivagt til Raadstuen.

Saa begyndte de igjen at undersøge og forfare Skræppen.

Naar de følte udenpaa den, kjendte de grangivelig noget, som var levende, og, naar de keg og tog indeni den, var den tom.

Men Politimesteren sagde: Du est alligevel en Bedrager. Bringer Du mig ikke Aanden frem, saa disse mine Mænd kan vidne, at de har set den, inden Sol gaar ned, er Haandjernene Dig visse.

Men Gavtyven tænkte, at disse Mænd var ved sin daglige Haandtering vel øvede og vante til at se Menneskene paa Fingrene og udforske alle Kneb.

Saa raabte han:

Hvad kunde disse ulærde vidne, at der kan blive nogen Vished i denne Sag, som er kun aandelig? Er her ikke viden berømte og vise Doctores i Staden? Fører mig heller for de ældste og lærdeste Mænd, at de kunne udgranske Sagen og vidne for mig.

Og, som det rygtedes, at han havde paakaldt de største Doctores, blev der en Disputeren og Talen i Staden, og Mængden fulgte efter ham til de lærdes Forsamling.

Men Gavtyven udsaa fluksens de to, som havde de tykkeste Stænger i Brillerne og keg med Næserne dybest i Bogen, – som og traf sig saa, at de var de berømteste, at de kunde forfare hans Sag i Herberget ved den Tid, naar det led mod Kvæld.

Men der var et Værelse indenfor hans med kun en Skyvedør imellem.

Og, som de to lærde Mænd af den høie Skole kom, saa og kigede de straks med stor Skepsis og Dragen paa Læberne under Bordet og Stolene samt i Sengen saa og i Kakkelovnen og Skabe, som og at intet fandtes endog indeni Slaguhret.

Endda hver af dem befølte og for vist kjendte, at der inde i Randselen rørte sig nogetslags Skabning, som levede, det være af hvilkensomhelst Art, og at den dog var tom saa tit, de greb og søgte ned i den med deres Hænder og lyste til Bunden, undlod de ikke at ryste paa Hodet og anse ham med foragtelige Øiekast, som den, der mente sig at kunne skuffe saa lærde og studerede Mænd.

Men, som det blev mørkere i Værelset, begyndte der at hoppe og vimse et Ekorn omkring Væggene.

Snart blev det borte, snart var det der igjen.

Da blev de begge meget stilfærdige i deres Væsen, og de udspurgte hinanden paa Latin:

Ser Du noget, Domine frater, af Skikkelse som et Ekorn, som snart er og snart ikke er?

Og, idet de begge dernæst forvissede sig om, at det nu i det samme Øieblik sad paa og svandt af Slaguhret, og de derom kom til Enighed, stedtes de i adskillig Betænkning.

Hvorpaa de, efter synderlig Raadslagning og Konference, mente, at saadant Syn vel kunde til samme Moment opkomme hos tvende Personer per phansasiam, og at de in casu havde sig for effectu imaginationis illusivæ vel at tage vare eller og for noget sindrigt Skyggespil per magicam laternam.

Men, som Ekornet med engang hoppede ned paa deres Skuldre fra den ene til den anden og saa forsvandt inde i Kakkelovnen, stængte den ene af de tvende Doctores fluksens Spjeldet for, og kastede den anden sin Doctorhat og kigede i Hullet.

Men af, at Ekornet ruskede med sin buskede Hale oppe i det trange Rør, kom der ham saa tæt et Sodstøv i hans Ansigt, at han maatte aflade at efterse og reise sig for at hoste og spytte.

Hvorpaa straks den anden Doctor stak Hodet i Ovnshullet, og gik det ham ligedan, at han maatte aflade for at hoste og spytte.

Da raabte der en Røst ned ad Ovnsrøret, som lød saare meget anderledes hul og dump end en vanlig menneskelig Stemme og ligesom fra nogen skjult eller occult Verden:

Jeg er den store Kong Alphons’s Aand, som kan ei synes uden i Skikkelse af et Ekorn. Men her, jeg sidder i Ovnsrøret, kan jeg vel kaste om og flytte alle Ting, som er i Værelset.

Da begyndte der et Bulder med Stole og Borde, som skrabede i Gulvet og væltedes, og Ildskuffen, som kastedes. Og Slaguhret slog Timer og Halvtimer, som nogen kunde dreiet Viseren idelig fra Slet til Slet.

Men, at det ikke kunde have sin Aarsag af noget Bedrag af Manden med Randselen, kunde de deraf med Vished se og vide, at han den ganske Tid sprang for deres Øine frem og tilbage for at vare dem for Ulempe og Stød og tilslut tog dem bag sin Ryg ved Slaguhret.

Og, som han truede med høi Røst ad Aanden, blev den kun desto ustyrligere og raabte, at straks vilde den løfte begge Doctores saa høit op, at de skulde blive hængende i Tagbjelken ved Læderstropperne paa deres Kapper.

Just til samme Tid løftedes de store og krøllede Parykker dem af Hoderne.

Og saa de sandeligen, at de svævede i Luften per se og tillige, at de steg og blev hængende i Mørket over dem ved Tagbjelken. Saa de vel maatte betages af Frygt for, at Gespenstet mente at tage sig nogen Revanche paa dem og forgribe sig paa dem videre in personam.

Da spottede Aanden og haanede ud af Ovnsrøret og raabte, at det var deres gode Lykke, at de ikke var fast sammenhængende med deres Parykker, som sad dem lige løst som deres Indsigt i de Ting, som var af den skjulte Verden. Og at, om de havde hængt ved, skulde den løftet dem som en Fjer, – ja sendt dem op igjennem Skorstenspiben med slig Hast og Fart, at de først skulde dale ned paa den Stjerne Sirius, som var den Planet, hvor den selv bode. Der vilde de med al deres Lærdom og deres Doctorbreve kun eragtes som Fusker endog mellem Drengene i aller nederste Klasse.

Og, da de ved dette mente helst straks at tage sig den Konduite at retirere ud af Døren, raabte Aanden, at der nu dem intet ondt skulde vederfares, efterdi den kun var kommet i Affekt over deres Vantro. Nu agtede den at aabenbare sig for dem i Skyvedøren.

Men, forlod de Stedet uden at have taget deres fulde Vished med sig, vilde den slaa ned i Kammerset i Skikkelse af et Lyn, og der skulde intet være igjen af dem uden deres Hatte over to graa rygendes og lugtendes Askehobe.

Som de befandt sig i yderste Skjælven og Forvirring, saa de for Skrækken hartad intet sansede eller agtede paa, førte Manden, som havde Randselen, dem ved Haanden i hver sit Værelse med Ansigtet til Skyvedøren.

Og, da de stod mod hinanden og intet saa for Mørket, rev han hastig Ild i en Strygestikke af dem med Fosfor paa og holdt den frem i Skyvedøren.

Saa da hver af dem grangiveligen et sort sodet og blaaagtigt Aasyn, som vel kunde være en afdøds eller nogen Aands.

Og geraadede de ved dette Syn i slig Forfærdelse og Alteration, at de skjælvende i deres Knæer flyde ad Trappen og lod Herberget hastig bag sig, menende ikke at være in salvo, før de hver paa sit Studiokammer igjen befandt sig.

Men, da det nu rygtedes, at tvende Doctores illustrissimi af saa eminent Lærdom og Berømmelse sagde sig ved Disputation for det høie Fakultet at ville saavel per illductionem som deductionem bevise og forsvare, at der af dem i samme titnævnte Randsel var en Aand befunden eller noget Væsen substratu vel consistentia immateriale seu astralica, kom der saare mange høilærde Mænd til Staden at erkyndige sig, samt drage deres consequentia og ponere deres theses.

Og der udgik Skrifter over den ganske Verden om den saare mærkelige Opdagelse, der var sket og af de største lærde og Professores bevist og konstateret. –

– Men, da Manden med Ekornet snørede Randselen og under stor Ære og Berømmelse drog af Staden, og der denne Gang intet kjendtes i den, saasom den var fuld af Guldpenge, sagde Politimesteren:

Efterdi Du har faat disse høilærde Doctores at fare med Limstangen, tør jeg Dig intet gjøre. Men Du est dog en Bedrager, – ikkun en af de slueste.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.