IX

Da han stille og forsigtig for ikke at vække Andenstyrmanden i Underkøjen havde byttet af sig Landgangsklærene, som han syntes var for gode til at slaas i, satte han sig nedfor paa Kisten ved det lille, aabne Vindu i Hyttens Forkant. Derfra kunde han overse saagodtsom hele Dækket, Landgangen og et Stykke af Kajen.

«Ja saa Gu’ hjælpe mig, staar ikke Kongstabelen der endnu,» udbrød han hviskende og lod sin Haand falde ned paa den lille Hylde under Vinduet, der var fastgjort i Væggen og tjente til Bor. «Eg trur han e’ fastgrodd –. E’ han ment paa, – nej, der lusker han av – de’ va’ daa endeli’ vel engang.»

Da Sivert havde siddet lidt, blev han søvnig. Hodet var tungt efter Rummen, han havde nydt. «Den, som hadde seg en Skraa,» mumled han og stak Haanden ned i Andenstyrmandens Vestelomme paa Væggen, fandt hvad han søgte, bed et Stykke af og la Resten tilbage. Det hjalp; han følte sig med ét saa vaagen og saa oplagt til Slagsmaal som nogensinde.

Der kom en Skikkelse tilsyne paa Kajen, som stiled lige paa Skibet. Skulde det være Kokken? Nej, han var for høj. Nu satte den Foden paa Landgangsbrættet og kom ombord. Det var Styrmanden. Han saa ud til at være i slet Humør. Uden at se tilhøjre eller venstre gik han agterover, snakkende med sig selv i en opbragt Tone: «Gu’ gje, Fan’en hadde hele Kodiljen. Fordømte Tøsene … d’e’ Plyndring, rikti’ gjedigen Plyndring,» Sivert hørte ham gaa ind i Kammeret om Bagbord og smælde Døren i efter sig.

«Den saa vil være me’ i Lejken, faar smake Stejken,» sukked Sivert og smilte skadefro. «Saalissen e’ de’ –, han e’ galen, for han e’ bleven av me’ Pengene sine, og eg e’ galen for eg har mine me’ meg igjen.»

«Men sku’ de’ ikkje være Kaftejnen, saa kommer der, saa ska’ de’ gaa underligt te,» Sivert satte Ansigtet lige i Vindusaabningen og spilte Øjnene op. «Nej, han ser meg for’ liten ut igjen. – – Kaslag, ja Gu’sdø’e e’ de’ Kaftejnen, ja, men ka e’ de’ saa fejler ‘an? Han e’ full, aldeles plakatenes full. Eg ska’ vædde paa, han finner ikkje Skuten. Jou saa sandelig kommer han sig ikkje op paa Lanngangen likevel –. Halloj der dratter ‘an.» Sivert holdt Haanden for Munden og lo, saa det klukked i ham, mens han iagttog Kaptejnen, der Gang efter Gang satte den ene Fod paa Landgangsbrættet uden at kunne faa den anden med sig, hvorfor han uafladelig hopped op og ned, idet han fægted med Armene og tilsidst slog Hatten af sig. Efter en Del frugtesløse Anstrengelser og mange Bukninger og Fejlgribninger, for at faa fat paa Hatten igjen, syntes han med ét at glemme, hvad han vilde. Han blev staaende lidt og saa paa sine Fødder som i den højeste Forundring over et eller andet. Derpaa gav han sig atter ifærd med sine Forsøg paa at bestige Landgangen. Sivert lo, saa han værked.

«Eg trur eg faar ta og gaa ner og hjælpe ‘an,» sa han omsider til sig selv. «D’e’ daa bedst te faa ‘an avvejen, før Kokken kommer.»

«Go’ Kvæll, Kaftejn, værs’go’ her e’ Hatten Jeres.» Sivert var gaat ned paa Kajen lige forbi Kaptejnen, som ikke syntes at bemærke ham.

Kaptejnen gav en hæs Brummen fra sig, idet han bevæged Armene, som om han slog efter Fluer, og snapped derpaa, liksom tilfældig, Hatten fra Sivert, Men istedetfor at sætte den paa Hodet, som først øjensynlig havde været hans Hensigt, stak han den pludselig ind under Armen og klemte den flad med et Smæld, hvorpaa han satte alle ti Fingre sprikende op for Næsen og rakte Tungen ud.

«D’e’ bedst, I gjer meg Han’en Jeres, Kaftejn,» sa saa Sivert med en Stemme, der var mat efter den voldsomme Latter, som han af al Magt havde søgt at bekjæmpe. «Lanngangsbrætte’ e’ kje nokke videre te gaa paa Nattens Ti’er,» og da Kaptejnen lod til hverken at forstaa eller høre, tog Sivert ham uden videre under Armen og fik ham med noget Besvær velbeholden ombord.

«Ska’ eg følle Jer ner, Kaftejn?» spurgte Sivert, der havde sluppet ham.

Kaptejnen folded Armene over Brystet, kasted Overkroppen tilbage, gik et Par Skridt agterover med stiv Holdning og nogle Slæng af Fødderne, som om han vilde danse Lancier.

«Fin Skute, Barken «To Venner», dejli’ Skute,» udbrød han saa med tykt Mæle og stod stille. «Tæt saa Potte – og se paa disse Natene,Forfatternote: Nadde, Stribe mellem Dæksplankerne. han bøjed sig forover for at betragte Dækket, men tabte i det samme Balancen og vilde være falden, hvis Sivert ikke havde grebet ham.

«Kaptejnen paa «To Venner» bra’ Mann,» snøvled han videre. «Hædersmann, first rate fellow.Forfatternote: Karl af første Sort. Du ska’ kje bry Deg om, at han har drokke litevette i kvæll,» Tonen blev ydmyg næsten bedende, han stod i en ludende Stilling og vugged sagte frem og tilbage.

«I sku’ gaa tekøjs, Kaftejn, se her e’ Kappedøren.» Sivert gik hen, og slog Kappen op. «Gaa no ner, Kaftejn, Klokken e’ mange,» Sivert var atter ved Siden af Kaptejnen, tog ham i Armen og trak ham afsted.

«En Ting vil eg seje før eg dør,» begyndte Kaptejnen og blev pludselig høitidelig, mens han, næsten baaren af Sivert, stavred ned over Trappen. «Gaa aldri’ te Fruentimmer i fremmene Havner, aldri’ sejer eg. – Di tar Blo’penger, og saa forfører di te Drik, te Dri’,» en heftig Hikke afbrød ham, og saa blev han ved med at sige «te Drik» længe efter at Sivert havde faat ham væltet overende paa Sofaen inde i Kahytten.

I det samme Sivert fik Hodet op over Kahytskappen, saa han Kokken komme anstigende over Landgangen. Af hans slingrende Gang og ivrig nikkende Hode forstod han, at ogsaa han havde faat en Taar over Tørsten.

Efter Optrinnet med Kaptejnen, var imidlertid Sivert kommen i en saa munter Stemning, at han ikke længer var saa opsat paa at prygle Kokken. Det er bedst at vente til en anden Gang, tænkte han, eller var det kanske rettere at gjøre det af med det samme? Uvis drev han nogle Skridt henover Dækket med Blikket paa Kokken, som nu var kommen ombord og langsomt gik forover. «Han kan hverken se eller sanse ikvæll,» mumled Sivert og vilde gaa, men i det Øjeblik vendte Kokken sig og raabte med sin drukne Stemme: «Annie ba’ meg helse te Pattebarne’ vores!»

Han havde neppe faaet snud Ryggen til, for at fortsætte forover, før han havde Siverts Hænder om sin Strube, og i næste Nu laa han kladask i Dækket med Sivert ovenpaa sig.

Det blev et voldsomt Basketag. Kokken slog fra sig med knyttede Næver; den pludselige Forskrækkelse havde gjort ham næsten ædru. Men Sivert, som laa med Knæerne paa hans Bryst, havde Overtaget. Med den ene Haand letted han Kokkens Hode op efter LuggenForfatternote: Pandehaar. og klasked det mod Dækket af al sin Kraft Gang efter Gang, med den anden slog han ham uophørlig i Ansigtet, og samtidig gjorde han, hvad han kunde med Fødderne. Kokken søgte at kaste ham af sig, men Sivert var ikke til at rokke, tiltrods for de vældige Slag, Kokken tildelte ham. Tilsidst lykkedes det Kokken at faa ham rykket saa langt fremover, at han kunde komme til at gi ham et Spark bag, og i samme Nu fløj Sivert over hans Hode og næsegrus i Dækket en Alen borte. I en rasende Fart var Kokken paa Benene og havde faat Sivert under sig. Og nu byttede de Roller. Kokken tog Sivert i Luggen og slog hans Hode mod Dækket, men da han tredje Gang letted det op, saa Sivert sit Snit til at bide ham i Næsen saa eftertrykkeligt, at Kokken med et Brøl, den eneste Lyd, de havde git fra sig under Slagsmaalet, slap Luggen og rulled ned paa Dækket ved Siden af Sivert, hvor han blev liggende som livløs.

«Saa fik ‘an daa sin beskikkede Del,» mumled Sivert, idet han rejste sig op og betragted sit Offer. Kokken laa paa Side med Hodet bøjet ned mod Brystet og Ansigtet mod Dækket, saa det næsten var skjult.

Pludselig blev Sivert greben af Angst. Med en Gysen gjennem alle Lemmer sprang han ind i sit Kammer for at klæ af sig og gaa tilkøjs. Men idet han aabned Hænderne, der fremdeles havde været knyttet som til Slag, saa han, at den højre var fuld af røde Menneskehaar. Med en ny Gysen lukked han Døren op og rysted Haanden ud gjennem den. Straks efter blev et gustent Ansigt besmurt med Blod synligt i Spejlet. Med stirrende Øjne og strittende Haar vilde han vende Hodet for at se, om der var nogen, men hurtigere end han kunde gjøre det, vidste han, at Ansigtet var hans. Han tog fat i Snippen af Haandklædet paa Væggen og gav sig til at tørre Blodet af, mens han holdt Spejlet i den anden Haand. Der var intet Saar at opdage, og heller ikke var det Næseblod. Altsaa maatte det være kommet fra Kokken, da han bed ham. Hans Hænder rysted, og Tænderne begyndte at klapre i Munden paa ham. End om han havde bidt Kokken ihjel. Det var, som om alt stod stille indeni ham. Knapt 16 Aar og kanske alt en Morder. Han keg ud gjennem Vinduet. Der laa Kokken paa samme Flæk og i samme Stilling. Forsigtig sneg han sig ud, listed over Dækket, bøjed sig ned over Kokken og lytted. Ikke Tegn til Aandepust at mærke. Han gik flere Gange rundt om ham i en ludende Stilling, lyttende og stirrende.

Aldeles tilintetgjort af Skræk tog han omsider Pøsen ved Kahytsdøren og hældte noget Vand over Hodet paa Kokken. Efter flere gjentagne Forsøg begyndte Kokken at røre paa sig. «Gu’skjelov, d’ e’ han daa ikkje,» sa Sivert ved sig selv og pusted ud i usigelig Lettelse, hvorpaa han blev ved med at hælde Vand paa ham, indtil han kom helt til sig selv. Med en jamrende Lyd rejste Kokken sig langsomt overende i en siddende Stilling, trak Knæerne op og støtted Albuerne paa dem, mens han med begge Hænder tog sig om Hodet. Sivert havde set et Glimt af hans Ansigt. Det var forfærdelig tilredt, Næsen opsvulmet og maset i Blod.

Sivert var imidlertid saa sjæleglad over, at Kokkens Liv var i Behold, at han gjerne kunde ha git sig til at synge. Hurtig og lydløst satte han Pøsen fra sig og sprang paa Taaspidserne tilbage til Kammeret. Før han krøb tilkøjs, keg han ud paa Dækket. Kokken var da kommen paa Benene. Støttet til Kabysvæggen drog han sig forover og forsvandt saa ved Hjørnet af Ruffet.

«Imor’entili’ e’ han like go’ igjen,» trøsted Sivert sig, da han la Hodet paa Puden og vendte sig mod Væggen. Straks efter faldt han i Søvn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.