V

Om Natten vaagned Sivert af et vældigt Brag og trodde i første Øjeblik, at det var et Skud fra Fæstningen derhjemme, hvor det altid lød, som blev der skudt lige under Vinduerne.

Straks derpaa hæved Køjen sig op under ham, saa han indtog en næsten staaende Stilling. Saa var det liksom han fik et Puf i Ryggen, der letted hans Overkrop op fra Madrassen, og slog hans Hode mod Hyttetaget. Han greb med begge Hænder i Køjekanten og blev vrikket frem og tilbage saa heftigt, at det knaged i hans Skulderled, og saa pludselig danned Køjen en stejl Bakke, saa han fik Benene endebent i Vejret, hvorefter det begyndte forfra.

Hyttevæggene gav sig knagende og knirkende. Udenfor hylte og brølte Vinden, og Sjøen dundred mod Skibets Sider, som vilde den bryde alting sønder og sammen. Og saa var der en allestedsfrakommende Klapren, som om store Hunde sad og slog med Halerne.

Sivert undred sig over, at han ikke hørte nogen Tumult af Folkene fra Dækket. Gjorde de da ingenting for at redde sig selv og Skuden? Eller vidste de, at intet vilde nytte, og vented de derfor bare rolig paa Enden?

Han svedte af Angst. Aa, at omkomme saaledes – – Skuden revne – – fyldes med Vand – synke – – rives i Stumper og Stykker – sætte Baadene ud – – han holde sig fast i en Planke – – klamre sig til Hvælvet – klamre sig til Hvælvet.

Han sad oprejst i Køjen og stirred paa Mørket, og holdt sig fast af al sin Styrke for ikke at styrte frem, eller bli forslaat mod Køjevæggen. Hvergang der kom et Dunk, som bragte ham til at sprætte op, gisped han efter Vejret, og saa knak hans Tanke tvært over.

Pludselig hørte han en ny Lyd i Larmen derudefra som en tusentunget Hvislen baaret frem af en susende Fos. Det kom nærmere og nærmere, det var over ham, under ham, allevegne paa en Gang, indtil det slog ned med et Smæld lige over ham, og i det samme kjendte han Vandet komme sivende ovenfra. Han greb sig til Hodet for at forvisse sig om, at det ikke var fladslaat. Blodet suste og sang for hans Øren, det var som hans Trommehinder skulde sprænges.

«Slo’ ‘an Holl i Hyttetake’ derborte?» hørte han Kaptejnens Stemme raabe udenfor.

«D’e’kje frit for, de’ fik en Lekasi, Kaftejn,» svartes der.

«E’ de’ Deg, saa staar te Rors, Sølvfest?»

«Ja vel, Kaftejn.»

«Eg tænker, vi faar gjøre fast Rob og Stob retno, han bler grovere og grovere,» sa saa Kaptejnen.

Lyden af Menneskestemmer, der talte paa sædvanlig Vis, virked for et Øjeblik beroligende paa Sivert. Han la sig tilbage paa Puden, og vilde tvinge sig til at tænke, at der ingen Fare var; men straks efter sad han atter oprejst. Saa prøved han at lægge sig paa Mave og stikke Fingrene i Ørene, men det hjalp ikke. Tilsidst drev Angsten ham til at græde, og saa raabte han med et: «Herre Gud Fader i Himlen, tilgiv mig mine Synder og vær naadig mod os!» Han, som havde frydet sig saa, da Kokken blev bundet – aa, aa, aa, nu fik han Straf for sin Ondskab. – Elske sine Fiender, elske sine Fiender. Han gav sig til at ramse op en Del usammenhængende Skriftsteder, som han husked noget af, fra han gik for Præsten. «Aflægger Løgn og taler Sandhed, aflægger Løgn og taler Sandhed,» gjentog han flere Ganger. Den Historie med Spøgelset – – hvad skulde han finde paa den for –. Uf nej, der var han nær gaat paa Hodet ud af Køjen. Graaklædt Mand, tyndt, langt Skjæg –. Om det nu viste sig for ham. Haaret stritted paa hans Hode, og han kneb Øjnene til i Rædsel, men maatte straks efter aabne dem for at stirre omkring sig med tilbageholdt Aandedræt. Nej Gudskelov, ingenting at se, ikke nu, og ikke nu, og heller ikke nu, han blev ved at aabne og lukke Øjnene, mens han laa der og skakedes,Forfatternote: Rystes. idet han klemte dem saa fast sammen, at de svidde og brændte. Ikke det krybenes Gran af et Spøgelse – men en anden Gang – – mindst tænkte paa det – staa midt for ham, uf, uf – graaklædt og roligt, Dødningeansigt –. Du store Tid, hvor skulde han gjøre af sig – – gloenes Øjne – løftet Haand, liksom Djævelen paa Billedet i Bønnebogen hjemme, Fristelsen i Ørkenen –. Aa, saa’n Storm og Bulder –. Vejr at forlise i – maatte forlise, maatte forlise – ingen Skude staa i sligt –. Den Løgn, det Spøgelse – gaa til Bekjendelse –. Ja, ja til Bekjendelse, slippe at tænke paa det mere, tænke paa det mere –. Gjerne falde paa Knæ – – gjerne la dem trampe paa sig – –.

Døren aabnedes, og han saa Omridsene af en, som kom ind.

«E’ de’ Jer, An’enstyrmann?» spurgte han med ynkelig Røst.

Der lød en Brummen til Svar.

«Eg ville gjerne bekjenne for Jer, at de’ va’ …»

Noget blev revet ned af Væggen, Døren aabnet igjen og atter lukket.

Se saa, der gik Lejligheden fløjten. Ja, ja, saa var det ikke hans Skyld. Vorherre saa paa Hjertet og de indre Dele – – tage Viljen i Gjerningens Sted – Viljen i Gjerningens Sted. – Hvad var det for noget? Et blankt Øje foran Køjen –. Nu var det vække igjen, nej, nej – der var ingenting.

Det blev uudholdeligt for Sivert derinde. Han klavred frem af Køjen, fik nogle Klær paa sig og gik ud paa Dækket.

Det blæste saa haardt, at han uvilkaarlig kruked sig ned og holdt sig fast i Hyttevæggen, mens han hikked efter Vejret. Himmel og Hav gik i ét og stod i en eneste drivende Røg. Skibet tumledes om mellem de høje Sjøer som en Kastebold. Hver Gang det havde arbejdet sig op paa Toppen af en Bølgekam, skalv og vred det sig som i Krampetrækninger, hvorpaa det styrted ned over i en Dybde saa det svimled for Sivert bored Næsen i Sjøskummet og begraved Forenden under de fremvæltende Vandmasser. Saa laa det og slang sig til Siderne med Spidsen af Ræerne i Vandet, indtil det atter rejste sig som et Dyr mod en Angriber og satte Agterenden dybt i Vandet, som vilde det slaa en baglænds Koldbøtte. Og saa tuded og raste Vinden. Det peb og sang i Riggen. Tougværket slog mod Dæk og Master, det rasled af Jernbeslag og Kjætting. Det lød som Hyl af Hunde, som Brøl af Okser, som Skrig af Ugler, som Aander, der hvinte og stønned.

Kritschkratschbrøføfu, og saa kom der nogle korte Slag, blandet med en underlig Snerren og Knurren.

«Pur ut te gjøre fast! Alle Mann paa Dæk!» skreg Kaptejnens Stemme et Stykke borte.

Sivert krøb paa alle fire hen til Rormanden.

«Ka va’ de’, saa revnet, Sølvfest?» spurgte han.

«Ja, no revner ‘an snart, hele Komersen,» svarte Sølvfest.

«Trur I, vi gaar under, Sølvfest?»

«Jaggu gaar vi under ja. Bare kryp tekøjs igjen Du. Ka ve Du paa Dække’ etter?»

I det samme slog en Sjø ind over Rorhytten. En Del af Vandmassen traf Sivert paa Siden og hev ham over mod Læ, hvor han kasted sig flad ned og klamred Armene om et Vandfad. I næste Nu rejste han sig og fo’r med et Hyl hen til Storbaaden, der laa hvælvet paa Agterlugen. Vetløs av Angst gav han sig til at plukke paa Snurringen, idet han skreg: «Kom her og hjælp te sitte Baaten paa Vanne’!»

«E’ Du spikendes galen, Gut!» Sivert blev grebet i Nakken af Kaptejnen. «Ve Du se te aa holle Deg i Skinne’ eller eg hiver Deg paa Sjøen!» og med et kraftigt Stød blev han føjset agterover.

Hele Mandskabet var nu kommen paa Dækket. Kaptejnen søreg op og kommanderte. Sivert kunde ikke begribe, hvorledes han kunde gjøre sin Stemme hørlig gjennem alt det Bulder, men straks efter skjælned han i Mørket, der ikke længer forekom ham saa sort som før, at han stod med en Raabert for Munden. Folkene gjentog Kommandoordene. Deres Tilraab lød som hæse Brøl, men Sivert syntes, der var noget næsten muntert i Tonefaldet. Der blev en Hiving og Hejsning, en Løben og Trampen, et travelt Rabalder paa alle Kanter. Som før, da han fra sin Køje hørte Menneskestemmer i Uvejrslarmen, følte han sig beroliget. Denne ufortrødne Sikkerhed hos disse farevante Sjøulker gjorde godt. Saa modige og sorgløse de var. Der kom en Slags Rørelse op i ham. Taarerne steg ham i Øjnene, og han følte næsten Kjærlighed til dem. Alle disse arbejdsføre Mennesker kunde Gud dog ikke la gaa under. Nej, det var umuligt. De fleste havde jo Familie at forsørge, og de andre var for unge og uforberedte paa Døden. Han vilde ikke tænke paa sig selv, han fortjente ikke bedre; men de andre, de andre, dem maatte Gud skaane. «Herren skal beskikke sine Engle om Dig, og de skal følge Dig paa alle dine Veje,» stod han pludselig og sa Gang efter Gang, rent mekanisk.

«Pejl Pompen, Styremann!» raabte Kaptejnen.

Hvis han nu kommer og siger: «Tæt saa Potte,Forfatternote: Tæt som en Potte. Kaptejn,» saa er det Tegn paa, at alt gaar godt, tænkte Sivert, og hvis han siger: «Fem Tommer Vann,» sa er vi i stor Fare, men klarer os alligevel, og siger han: «Halvanden Fod Vann, Kaftejn,» saa forliser vi, men blir bjerget af et fremmed Fartøj; men siger han: «Tre Fod Vann …»

«Tæt saa Potte, Kaftejn!» lød det pludselig lige ved Sivert.

Det gav et Sæt i ham, og han havde nær raabt: «Kipelam!» men istedetfor vendte han sig til Rormanden og sa: «D’e’ vist en stærk Skude, detteher.»

«Fir ner Fokkeraaen og kap væk Fillene av Sejle’!» raabte Kaptejnen. «Sur saa LikeForfatternote: Sejlets Tougkantning. fast!»

Sivert saa hen til Fokkemasten, hvor han skimtede nogle lange Traser, som hang og flagrede, og slog om sig ubændigt og arrigt. Nu forstod han den flænsende Lyd, da han havde trodd, at Skibet revnede. Fokken var røget, fra Liket, og endda det havde været revet. Det viste bedst, hvad Slags Vejr de havde. Men han var alligevel ikke bange, ikke det Dusten, han var Gutten sin han! Der fo’r paa engang et ustyrligt Mod i ham. Han spytted i Næverne, og idet han skreg: «Sur Like’ fast! ska være, ja,» tumled han over det svajende Dæk, hang sig fast i Bardunen og klatred op i Vantet, hev sig efter Armene ud paa Fokkeraaen, fik Fodfæste i Pærten og gav sig til at arbejde med Resterne af det ramponerte Sejl, idet han søgte at bære sig ad som sin Sidemand paa Raaen, hvis Bevægelser han kunde se i det gryende Dagslys. Det var første Gang han var med til at bjerge Sejl, og han havde ikke Begreb om, hvordan han skulde bære sig ad, men instinktsmæssig fandt han sig til Rette og forstod han at gjøre Gavn.

Kaptejnen, som havde set ham springe tilvejrs, gik nærmere og plired op i Riggen efter ham. «Eg mener, han e’ gaat av me’ Forstan’en af bare Forskrækkelse,» mumled han. Men kort efter raabte han op: «De’ va’ Ret, Sivert! Du e’ nok ikkje saa tussete, Du, likevel!»

Stormen varte i tre Døgn og blæste med vekslende Styrke. Men Sivert var ikke bange mere. Fra det Øjeblik, da han havde hørt Ordene: «Tæt saa Potte, Kaftejn,» var al Frygt som blæst fra ham. Med Modet kom Selvtilliden. Han blev munter og brautende, og følte sig som han sa: Jo mer det blæste, jo mere i sit Es. Dette var just Liv for ham. At være med overalt, hejse og hale under Opsang og Hallojer, gaa med Støvlerne fulde af Sjøvand og ikke ha en tør Traad paa Kroppen, jumpe af Køjen med et lystigt Raab til Svar paa Udpurringen, tørne ind om Dagen og ud om Natten, nu først forstod han det friske og kjække ved Sjømandslivet.

For siden hin Nat gjorde han Vagt ombord som det øvrige Mandskab. Straks om Morgenen havde han bedt Kaptejnen om Lov til det, og denne havde med et halvt haanligt, halvt anerkjendende Brummen git sit Samtykke.

Disse Begivenheder løfted med ét Slag Sivert op fra Hundsvaatspladsen ombord til de andres Ligemand. Nu havde han vist, at han var «Kar for sin Hat» og det skaffed ham Respekt. Om det saa var Kokken, var han bleven spagere imod ham.

Kptejnen var fremdeles i et forfærdeligt Humør. Han svor højlydt paa, at Hinman’enForfatternote: Den Onde. var sluppen løs for at gjøfre ham al den Fortræd, som kun Fan’en sjøl kunde hitte paa.

Allerede den første Stormdag havde Kokken erklæret, at han ikke saa sig istand til at faa kogt nogen Mad. Ilden slukkedes og Kasserollernes Indhold sprøjted omkring paa Kahytsvæggene. De maatte derfor nøje sig med Brød og Smør og et lidet Stykke Ost, som Kaptejnen engang om Dagen lod uddele til Mandskabet af sit private Forraad. Af og til vanked der jo ogsaa et Krus The eller Kaffe, som Kokken med stort Besvær skaffed tilveje. Mandskabet var forbitret over det Savn, de led, og skjældte Kokken ud for et Drog, der brugte den «bitte Kuling» til Paaskud for at dovne sig. Sivert grubled stundimellem paa en Udvej til at faa kogt op en Gryde Velling om ikke andet, men opgav det igjen, indtil han den anden Stormdag hørte Kaptejnen sige til nogle af Folkene, som knurred over den tørre Kost: «Dokker sku skamme Dokker! Faar vi an’t i Kajytten, kanskje? Se paa Sivert, han e’ Pinedø’ den likeste av hele Sulamitten.»

Hjærtet svulmed i Sivert ved disse Ord, og fra det Øjeblik slap Tanken om Vellingen ham ikke mere. Den næste Morgen, mens Kokken sov, gik han ind i Kabysen og mønstred den grundende. Med ét gik der et Lys op for ham. I en Fart var han nede i Kabelgattet og fik fat paa en Jernstang. Den bar han op i Kabysen, hvor han bandt den fast paa Søm i begge Væggene, saa den kom til at hænge vandret tværs over Komfuren. Saa trak han en smækker Line gjennem Ørene paa den største Kasserolle og surred den fast paa Midten af Jernstangen, saa den kunde følge Skibets Bevægelser uden at spille formeget af Indholdet. Derpaa fyldte han den halvt med Vand, rørte Gryn paa og la Fyr under. Han var færdig at omkomme af Røg, der slog op og ud allevegne, og han maatte hvert Øjeblik ud paa Dækket for at trække Vejret og gnide Øjnene, men han gav sig ikke. Da det led mod Middagstid kunde han melde for og agter, at der var Sirupsvelling at faa, dampende varm og ikke de’ Granne’ svidd.

Denne Bedrift gjorde stor Lykke. Sivert blev rost baade i Kahytten og i Ruffet, og Kokken blev forfulgt med Haansord og Stiklerier. Han paastod, at Sivert havde gjort det af pur Ondskab og lovte ham Juling, saasnart de kom i smulere Sjø. Men Sivert bare spytted i Næven og spurgte Kokken, om han kjendte «Dø’lokt».Forfatternote: Liglugt.

Den fjerde Dags Eftermiddag begyndte Stormen at lægge sig Ud paa Aftenen blev det ganske stille, og om Natten fik de frisk Bris af god Vind og stjerneklar Himmel med ny Maane.

De følgende Dage blev Mandskabet sat til at utbedre den Skade, Stormen havde foraarsaget. Snart var Skuden i god Stand, og alt gik sin vante Gang.

Sivert blev ved at gjøre Vagterne med, og fik endda god Tid til at udføre sit øvrige Arbejde. Alt i alt viste det sig mere og mere, at han var en rask og arbejdsdygtig Gut, og Kaptejnen tænkte i sit stille Sind, at han havde været heldig med Kahytsgut denne Gang.

Tre og tredive Dage efter Afrejsen fra Bergen passerte de Madeira og tolv Dag senere naadde de Nordostpassaten. –

Sivert stod agterud med korslagte Arme lænet op mod Rorhyttens Væg, og saa ud over Kjølvandet, hvor de staalblanke Smaabølger med de brede, sølvglinsende Morildsstriber roligt kom glidende. Den milde Vind strøg ham svalende om Kinderne. Maaneskinnet lyste hvidt henover Havet; Skyggen af Skibsriggen tegned sig bugtet paa den krusede Sjøflade. Fra Bakken lød der Sang og Harmonikaspil. Sivert syntes, at Sejladsen i Passaten var som at være i Paradis. Aldrig havde han set en saa blaa og skyfri Himmel. Solvarme om Dagen og om Natten Stjerner saa store som Ortestykker. Og saa denne Ro og Tryghed ombord. Ingen Slingring, ingen Reving, ingen Forandring Ætmaalet rundt. Alle Sejl til, Dækket skinnende rent, Messingen spejlblank, Folkene i Lærredsklær og aabne Skjortebryster, Sejldugshuer paa Hodet og bare Fødder, selve Kokken saa hvid som en Bagersvend, ingen Spektakler af Kaptejnen, glubende Madlyst, uforstyrret Søvn paa Frivagterne, aldrig mere Klammeri, alt lutter Velvære.

Og saa var det endnu det bedste, at de stadig væk kom nærmere og nærmere til det mærkelige Land, hvor Menneskene var sorte, og hvor de havde Abekatter paa Størrelse med Læredrenge.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.