II

Nede i Dræggen,Forfatternote: En Bydel af Bergen omkring Bergenhus, tæt ved og lavere liggende end Stølen. midtvejs mellem Tyskekirken og Bryggerporten laa et lidet Hus. Det saa gammelt og ludende ud. Den graa Maling var stærkt medtat af Solsteg og Regn; kun her og der sad Rester tilbage i lange, knudede Flækker. Forsiden havde to lave Vindusfag med bittesmaa Ruder; saa kom Gadedøren, og derpaa et Vindu, som sad højere oppe og var mindre end de to andre. Ovenover i Midten var en spids liden Gavl med en Lem, som stod aaben.

Gadedøren førte lige ind i Kjøkkenet. Der stod en førladen, middelhøj Kone og vasketvasket] rettet fra: vaskel (trykkfeil) op Kopper og Tallerkener, som hun hvælved i et Trug. Hun var klædt i Skjørt og Trøje og havde en Shirtings Kappe paa Hodet, besat med Krogelidseblonder og knyttet under Hagen med en stivet Tøjsløjfe. Baade Hænderne og det brede Ansigt var oversaat med KlakerForfatternote: Klatter. af brune Fregner. Næsen var kort og velformet, Munden liden, fint buet, men uden Læber. Af Øjnene var kun to smale Rifter synlig, Resten skjultes under de store hvælvede, underlig stramme Øjenlaag. Paa Fødderne havde hun Filtsko, som var nedtraadt bag.

Døren aabnedes med en pibende Lyd i Hængslerne, og Konen drejed Hodet for at se, hvem der kom.

«Aa, e’ de’ Deg, Sivert, – eg trudde, det va’ Far,» sa hun og fortsatte sit Arbejde.

Gutten gik ind i Stuen ved Siden af Kjøkkenet uden at svare.

Da Konen var færdig med Opvasken, dryssed hun af et Kræmmerhus Kaffe paa en Kjedel, der stod over Ilden paa en Brandfod borte i Gruen.

«Saa sku’ eg vel smurt Maten,» sa hun til sig selv, idet hun tog et Tolvskillingsbrød og en Kniv og gav sig til at skjære Skiver af det paa Kjøkkenbordet.

Kort efter blev Døren atter aabnet, og en Mand i Arbejdsklær af Sækkelærred kom ind i Kjøkkenet. Han hængte den bulede Spaanhat fra sig paa en Træknage og tørred Sveden af Panden med sit Ærme. Saa gik han hen til Gruen og spændte Træskoene af sig.

«Farfar e’ i By’n idag igjen,» begyndte Konen. Hun stod med Ryggen til Manden og la Smør og Gammelost paa Brødstykkerne.

«Ja, eg mener, eg veit de’,» svarte Manden og sukkede, idet han satte sig op paa Kjøkkenbordet, der var saa højt, at kun Spidsen af hans ene Tøffel naadde Gulvet. Han tog et af Brødstykkerne og begyndte at spise.

«Kun ‘kje Du se aa tale ‘an te at holle seg heme,» vedblev Konen i en muggen Tone. «De’ gjore han jo alti’ før. De’ e’ daa græsseligt, vi ska’ ha han over os, før vi vet Or’e’ av’ han ossaa. Eg synes, vi har mere enn nok me’ din Mor.»

«De’ holler snart op av seg sjøl, tænker eg.eg] rettet fra: ef (trykkfeil) Han ser meg saa affældi’ …» hvad han videre sa, var ikke til at forstaa. Munden var altfor fuld af Mad.

«Ka?» sa Konen. Du kan ‘kje tygge og snakke paa én Gang. – Se her e’ Kaffi.» – Hun rakte ham en dampende Skaal, som hun havde skjænket op borte i Gruen. «Men vi’kje Du, eg ska’ bære Maten inn i Stoven te Deg, Jens?»

«Nej, la meg bare faa de’ her.» Han tog Skaalen og drak af den. «Eg maa ner og se etter Far, derfor maa eg skynne …» Atter gik Ordenes Lyd tabt under hans Tyggen.

«Jou, de’ nøtter saapasse. Han sku vist faa gaa for meg,» vrissed Konen.

«Hadde Du kjendt Far i tili’ere Ti’er Du, Marthe. Sjur Gabriel Hellemyren va’ saa’n arbejsam og skikkeli’ Kar, saa kunne gaa i …» han tog sig en Bid, «to Sko,» kom det saa med tykt Mæle.

«Desto større Skam e’ de’ for ‘an,» mente Marthe.

«Han hadde saa’n skrøpelig Kaane, Stakkaren. Kaa ska’ en Mann kunne berge sig …» Nu havde han ikke Tid længer, men satte Kaffeskaalen for Munden.

«Kaa mange Kaaner har ‘kje skrøpeli’e Mænder,» sa Marthe og slog paa Nakken.

«Aa, saa va’ de’, daa dette Guttebarnet dødde for ‘an. – Det skjærer meg i Hjærte’ …» længer kom han ikke for Tyggetravlhed.

«Kjaa mange maa ‘kje finne sig i, at Barnene faller fra?» Marthe stod og smurte det ene Brødstykke efter det andet og stilled dem op i en Stabel. «Har ‘kje vi møst fire kanske, og e’ der nokken av os, som har tokke seg te me’ UlikenskapForfatternote: Taget sig til med uordentlig Levnet. for de daa?» De’ e’ bare nokke, Dokker har funne’ paa baketter.»

«Hvo, som staar, pøh, pøh,» – Jens tændte sin Kridtsnadde – «se til, pøh, pøh, at han ikke faller!» Dermed stak han atter Fødderne i Træskoene, greb sin Hat og skyndte sig ud.

Da Marthe var færdig med at smøre Mad, strøg hun med Haanden Brødkrummerne sammen paa Bordet, og lod dem falde ned i sit Forklæde. Saa aabned hun en Dør ved Siden af Gruen og kasted Krummerne ud paa en liden indhegnet Gaardsplads.

«Tip, tip, tip!» kaldte hun. «Ska tru, di alt e’ gaat te Ro.» Hun keg ind i en Vedbod, hvor nogle Høns sad og sov paa Pinde oppe under Loftet. «Jammensandt, de’ va’ daa svært kaa til’i for Byhøns aa være. Ja, ja, saa kan di ha de’ te’ imorentili’. – Di finner de’ nok.»

Hun lukked Døren og tørred Fingrene af i en fugtig Faddug, bytted saa Forklæde og gik ind i Stuen, hvor hun satte sig til at strikke ved Vinduet.

Borte i Krogen paa Sengebænken sad Sivert lænet op mod Væggen og stirred tankefuldt frem for sig.

Paa Bordet mellem Vinduerne laa den Byldt, han havde havt under Armen, da han kom.

«De’ e’ daa ikkje nokke te pynte Stovebore’ me’, Sivertmann,» sa Marthe og pegte paa Byldten. «De’ skidne, talgete Forklæ’e dit. Lig de’ ut i Kjøkkene’.»

Ved Morens Tiltale rejste Sivert sig, tog Byldten fra Bordet og bar den ud. Saa kom han ind igjen og satte sig i den forrige Stilling.

«K’ e’, saa fejler Deg ikvæll, Sivert? Du ser saa furtenForfatternote: Muggen. ut.»

«Ikkje nokke,» – svarte han med et lidet Ryk til Siden.

«Aa saa spør Du ikkje etter Maten din. Kaa kan de’ ha seg?»

Sivert gjorde atter den forrige Bevægelse, og der gik en Trækning over hans Ansigt.

«Farfar har vorre her idag igjen – full naturligvis,» begyndte saa Moren i en Tone, som om hun talte med sig selv, hvad hun ofte havde for Vane.

«De’ e’ et sørgeligt Par Folk, din Far sine Forældrer,» fortsatte hun lidt efter, og saa blev hun ved at snakke, med smaa Ophold imellem, mens hun strikked og rysted paa Hodet.

«Bare no Dokker Baren ve ta A’varsel av de’ og ikkje gaa hen og ble likedan, naar Dokker vokser til.»

«Begge to like gale. – En ska’ aldri’ ha set slikt.»

«Nej, daa priser eg mine Forældrer, fatti’ va’ di, men retskafne. – Derfor va’ di ossaa aktenes Folk hos alle, saa kjendte di.»

«Aa saa pent og rejnt, som min Mor holdt os. Og Stoven, slikket og patentli, Golve saa rejnt, at en gjerne kunde spist Suppe av de’ – me’ Blomstrer i Vindøgene liksaa her, og stivete Gardiner, Maken te disse, – og enddaa min Far hadde Værkste’ i Stoven og alting. Gamle rike Thor Monsen va’ hans bedste Ven – di holdt Opbyggelser sammen.»

«Va’ han Bønnemann din Far daa?» spurgte Sivert.

«Bønnemann ve eg just ikkje seje, men han va’ svært gussfrøkti, Mor ossaa. – Og uten de’ nøtter de’ aldri her i Verden. Eg trur ikkje din Far sine Forældrer har ha’t de’ nokke videre me’ Kristelihet. «D’e’ de’, saa e’ Uløkken.»

Hun tav stille et Minut eller saa, men saa lod hun Strikketøjet synke og saa hen paa Sivert.

«K’ e’ saa gaar av Deg ikvæll, Gut, e’kje Du svulten heller?»

«Nej.»

«Aa joumen maa Du være svulten jou. No gaar eg ut og skjænker Kaffien te Deg.» Hun rejste sig, og forlod Stuen.

Da Sivert blev alene, begyndte han med ét at snøfte. Ansigtsmusklerne dirred, og han skar frygtelige Grimaser. Saa kasted han sig næsegrus paa Sengebænken og græd, saa han rysted.

«Nej, men Gu’ bevare meg vel.» Marthe stod ved Siden af ham med Hænderne fuld af Mad og Kaffe. «Har Du hat Fortræder af Mejsteren?»

Gutten bare hulked.

«Har Du skjemt ut Lys i Støpningen? Sej de’ te meg, Sivertmann. Han har no vel ikje jaget Deg?»

«Aa nej daa, Mor,» hikked Sivert.

«Men ka e’ de’ daa, Guttebaren?»

«Farmor!» brød det pludselig med skrigende Graad uf af ham. «Hon gik me’ Tippe Tue under Armen. – Di sku i Paatholle’ og sælle Skjørte’ hinnes.»

«Tse, tse, tse, ja e’ de’ daa ikkje grusomt for et Barnebaren at se paa, udbrød Marthe indigneret.

«Me’ en stor Flok i Hælene paa seg,» fortsatte Sivert. – «Di ropte etter meg.»

«Ja, de’ ligner saa’nt Pøbelpak! Men ka kan de’ nøtte, at Du greter, Sivertmann, de’ bler hverken værre eller be’re me’ de’.»

«Jou, for d’e’ saa’n forfærdeli’ Skam,» hiksted Sivert.

«Ikkje for Deg, Far. Kaa kan Du hjælpe for de’. Ingen skikkeli’e Folk ve ligge Dokkar Baren de’ te Last.»

«Nej, men allikevel,» – stønned Sivert.

«Tørk no Taarene dine og kom her og spis.» Marthe satte Brødstykkerne og Kaffeskaalen fra sig paa Bordet.

«Der kommer Faster Ingeborg,» hun keg ud gjennem Vinduet. «Jysses kaa hun kror seg, – hon gebærder seg, saa hon sku’ være Frue, no siden hon begyndte i Hattekappe, hum, hum. – Kaslag, d’e’ daa vel ikkje herind hon har ætlet seg? Jo, saaminsandten! Ka e’ de’ no, hon ve gjøre Allarm om igjen?» Marthe satte sig og greb sit Strikketøj.

Sivert havde hurtig rettet sig op og tørret Øjnene med sit Skjorteærme. Nu gik han hen efter Maden og Kaffen og skyndte sig tilbage til Sengebænken.

Straks efter blev der banket paa, og inden Marthe kunde sige Kom ind, gik Døren op, og Madam Tønnesen stod i Stuen:

«E’kje Jens hemkommen?» spurgte hun og saa sig om.

«Han e’ baade kommen og gaaen,» var Svaret.

«Ja, eg kan mest kjenne de’ paa Lokten!» sa Madam Tønnesen. «Tobaksstank og Sillestank! Koffor har ‘kje Du et Vindøge aapent i dette dejlige Ve’re?»

«Vi har ‘kje saa fine Næser her nere i Dræggen saa oppe paa Stølen,» svarte Marthe i en tør, spydig Tone. «Men ka saa anbelanger Tobaksstank og Sillestank, saa tænkte eg Pitter Tønnesen sin Kaane sku’ være vel kjendt me’ di Loktene.»

«Nej vet Du no rikti ka! Tønnesen bytter av seg ute i Kjøkkene’, før han kommer inn, og saa ryker han alti’ lange Piper og mykje dyrere Tobak. Og desutom, en Gjesel roter ikkje i saa mykje grovt saa en Arbejdsmann.»

«Ja, ja, d’e’ jo godt for Deg, de’,» sa Marthe og trak paa Næsen med en lydelig Snufsen.

«Ja, Gusskelov, eg har ingenting te klage.» Madam Tønnesen slog med Hodet, saa de lange Ørendubber dingled.

«Ska’ Du ikkje sitte ner?» spurgte Marthe lidt efter.

«Aa, eg kan godt staa.»

«E’ Du kanskje bange for at smusse Stasen din?» Marthe skelte hen paa hendes brogede Wienersjall, der hang ned i en Spids, som naadde Kjolekanten.

«Du sku’kje være saa spiti’, Marthemor, de’ e’ jo godt at merke, at de’ bare e’ Avensyke.»

«Avensyke!» Marthe haanlo.

«Ja, ka e’ de’ for an’t, at Du alti’ har saa ondt av Klærene mine? Eg kan ‘kje hjælpe for, at Du ikkje har Raa te gaa i Hattekappe.»

«Nej, førenn eg vilde skape meg saalissen te,» Marthe flytted sig i Sædet og rasled med Strikkepindene. «D’e’ nok, der e’ én i Fameljen, saa gjør seg te Nar.»

«Di va’ sure, sa Ræven …»

Madam Tønnesen blev afbrudt ved at Døren gik op for Jens.

E’ du ute og gaar?» sa han i en Tone, som ikke vidned om synderlig Glæde ved at se Søsteren. Han gik hen og tog Plads ved Siden af Sivert, der sad og spiste med Kaffeskaalen i Haanden og Brødskiverne paa Sengebænken mellem de sprigende Knæ.

«Ja, eg kom rikti’ for te spørre Deg, kaa længe Du ve late dette gaa me’ Mor,» begyndte Madam Tønnesen med en opbragt Mine. «No kom hon ansættenes idag me’ Tippe Tue igjen. – Jou d’e’ deili’ – ravenes fulle begge to, naturligvis.» Hun holdt inde med en Lyd, som om hun fik sine egne ord i Halsen.

Jens luded sig forover med Armene paa Knæerne og slog sagte Haandfladerne mod hinanden. «Hm, hm,» sa han sørgmodigt.

«Ja, de’ nøtter saapasse te seje: hm, hm,» hærmed Madam Tønnesen. «De’ kan etkvert Mæhæ gjøre.»

«Kaa ve Du, Jens ska ta seg te, daa?» spurgte Marthe i Angrebstone.

«De’ va’ Ret! Holdt me’ ‘an, Du. – De’ va’ likere, Du snakket han te Rette, Du, saa Kaanen ska’ være.»

«Du faar ta de’ saa et Kors, Ingeborg, Du, saa vi andre,» sa Jens med et dybt Suk.

«A Kors meg her, og Kors meg der! Ka e’ de’ for et Kjærringprat. Idag tok hon en Stejn op og kjørte tværs gjennem Ruten heme. Retno stikker hon Ell paa Huse’ tænker eg. Eg va’ tefress, hon bare gjore’, saa ble hon daa tat i Forvaring.»

«Jysses bevare meg! Seje saan’t om sin egen kjødeli’e Mor,» udbrød Marthe.

«Ja, d’e’ grovt, kaa Du snakker, Ingebor,» sa Jens oprørt.

«Og desutom – d’e’ din egen Skyld, fo’r Du likere a’ste’ me’ Mor, Traven,Forfatternote: Klud. Pjalt. saa tænker eg nok, hon lot Rutene dine være.»

«Ejen Skuld, likere aa’ste’ – jou her e’ go’ Trøst aa faa!» – Madam Tønnesen var sprudende rød, og Ørendubberne formelig hopped. Naar hun blev sint, brød hun altid paa Bondedialekten, som hun og Jens ellers havde aflagt. – «Men da kudne eg sagt meg i Forvegjen. – Du heve alti fra Du va’ Gut maskeperet og smisket me’ ho Mor. Hadde Du ikkje vorre, saa kanskje ho va’ bleven ejt annet Menneskje.»

«Du e’ værre enn en Klapperslange,» satte Marthe i med langtrukket Eftertryk paa hver Stavelse, «for Klapperslangen, han hvisler daa, han ialtfald, før han stikker, men de’ gjør’kje Du.» Marthe havde rejst sig, slængt Strikketøjet paa Bordet og straks derpaa grebet det igjen med de skjælvende Hænder.

«Ta Deg ikkje a’ de’, Marthe,» sa Jens beroligende. «Du vet jo kaalissen hon e’.»

«Kan’kje hon late oss være i Fre’ daa? Ka e’ de’ hon gaar her etter?» Marthe var grædefærdig.

«Eg har aldri’ inventeret hinner,» sa Jens.

Madam Tønnesen stod med Hodet tilbagekastet; hendes Øjne fo’r omkring oppe ved Væggens øverste Panel.

«He, he, he,» lo hun. «Eg staar rikti’ og tænker paa, kaa ytterli sjofle Dokker e’.»

«Eg e’ kommen av aktenes Folk, ska eg la’ Deg vite,» Marthe lod sin Haand falde tungt paa Bordet, idet hun strakte Halsen frem og rysted Hodet til Siderne. «Min Far va’ Skomager og Bybaren, baade han og Mor, og di hadde Omgang me’ rike Mons Thorsen sine, og ble’ følt te Graven av baade Præsten og Kjøbman’en borte paa Hjørne’. D’e’ an’t enn ka dine bler.»

«Hys, hys, hys Marthe,» Jens havde forladt sin Plads paa Bænken og la Haanden paa hendes Skulder, «Du hører jo, eg sejer, Du ska’kje bry Deg om hinner. Men e’kje Du kommen for an’t enn for aa gjøre Husespetakkel,» han vendte sig til Søsteren, «saa vil eg be Deg gaa igjen.»

«Eg kom ner for te snakke me’ Deg om Mor, men slikke grove Mennesker!» Hun stod og pilled paa Sjalsnaalen med de lubneForfatternote: Kjødfuld. Fingre, der i de blaaviolette Traadhandsker saa endnu tykkere ud, og trak den frem og tilbage i ét Væk. «Men de’ sejer eg Deg, at hvis de’ e’ saa, Du ikkje ve gjøre Alvor av te faa hinner inn paa Tvangen, saa sitter eg Tønnesen te’ de’.»

«Ja, sit væk for meg,» brummed Jens. «Kaa mange Ganger ska’ eg seje Deg, at di ikkje tar andre paa Tvangen, enn di, saa hører te Byens Gjestrikt?»

«De e ‘kje sannt! Eg vet, der e’ Bondefolk derinne, eg har forhørt meg om de’. Naar en bare gjer inn et Andragende.»

«Men ka kunde de’ nøtte?» afbrød Marthe. «Om et hallt Aar vilde hon jo komme ut igjen, saa va’ vi like nær. – De’ e’ jo den længste Ti’ nokken bler der av Gangen.»

«For Betaling kan di faa fast Plass der,» sa Madam Tønnesen.

«Ja, d’e’ de’ same, Ingebor,» Jens tog haardt i, «eg sejer Deg engang for alle, at eg aldri i Verden ve være me’ paa te bringe den Spot og Skam over Mor min.»

«Skam og Spot!» Madam Tønnesen næsten vrængte Øjnene, «Du synes kanskje ikkje, der e’ nok av de’ i Forvejen? At hon gaar langt Gatene me’ Tippe Tue; d’e’ vel Hæder og Ære de’, vet eg.»

«Ja d’e’ sannt ossaa,» mumled Sivert borte fra Sengebænken. Han var enig med Fasteren denne Gang.

«E’ der nokken, saa snakker te Deg?» buste Jens hen imod ham. «Ti Du bare stille.»

«Nej Sivertmann, de’ nøtter nok ikkje aa snakke din Far te Fornuft, saa har han vorre alle Dager,» sa Ingeborg bittersødt.

«Eg ve’kje ha nokken Befatning me’ de’!» raabte Jens. «Gaar Pitter Tønnesen te Forstanderskape’, saa vær vis om, at eg ska’ osse gaa der. Saalænge Gud tillater, at hun farer frem, saa hon gjør, saa har han vel en Slags Mening me’ de’.»

«Ja de’ ve eg no ikkje netop seje, Jens,» sa Marthe uden at løfte Øjnene fra Strikketøjet, som hun ivrig arbejded paa. «Se no di gale, der e’ jo Menneskene nødsaket te gripe inn.»

«Di gale ja, di gale» – Jens vidste øjensynlig ikke, hvad han skulde svare. «Aa, eg ve’kje snakke mere me’ Dokker, Galne Kvinnfolk kan ingen greje seg me’.» Han tog sin Kridtpibe op af Lommen og begyndte at stoppe den.

«Ja hør no bare! Hør no bare, naar han ikkje kan sleppe fra de’ paa anen Vis, saa sejer han vi e’ galne.» Ingeborg saa triumferende ud.

«Ja, hon kommer ikkje paa Tvangen, saalænge eg e’ i Live, enten Du saa sparker bakut eller forut.» Jens var gaat hen til Bordet og stod nu og dunked i det med sin højre Haands Knoer. «Vel e’ hon laak og skrøpeli’, men vi e’ alle Mennesker, og en Mor e’ en Mor for Gud og Kvermann. Aa derme’ basta.» Han slog et haardt Slag til Beslutning og gik ud i Vedboden, hvor han gav sig til at kløve Ved.

Kort efter forlod Ingeborg Huset. Hun gik med et haanligt: «Farvel og Tak for meg,» paa hvilket hun fik til Svar: «Farvel og Tak sjøl» fra Svigerinden, der blev siddende uden at se op fra Strikketøjet.

«– Kaa Du kan sitte saa og maape, Sivert!» Der var gaat et Par Minutter, i hvilke der ingen anden Lyd var hørt, end den af de knitrende Staalpinde. «E’ Du rejnt fullen i Staver?»

«Kan’kje du la meg være i Fre’? Gjør eg nokke kanskje?» svarte Sivert klynkende.

«Du kan daa i de’ mindste gaa ut og sitte Koppene fra Deg, Gut. Du slepper di snart ut af Næven paa Deg, saa sømnig, saa Du e!»

Sivert rejste sig og gik ud med Kaffekopperne.

«Eg ve ta meg Hyre tesjøs!» Han var kommen ind igjen og stod nu foran Moren, og saa udfordrende paa hende.

«No ska’ vi høre.» – Hænderne med Strikketøjet sank ned i Skjødet. «De’e no vel aldri Meningen din?»

«Koffor ikkje det? Olai har faat Hyre me’ en Brig, og der ska’ gaa en stor Bark for de’ same Rederi om nokken Maaner.»

«Aa, Tøv me’ Deg, Gut! Ka e’ de’ no for Slags Nøkker Du har faat? Faar din Far høre de’, saa tænker eg, Du kommer te føle de’ paa Rygstøkkene dine.»

«Ka skiller de’ min Far! E’kje eg konfermeret for to Aar siden, maa eg spørre?»

«No, me’ de’ same Du e’ kommen i Lysestøperlære og tjener en Ort Vikken foruten Middagsmat og Frukost?»

«Tesjøs faar eg møkke mere.»

Eg raar Deg bare te, Du slaar dette ut av Hovve paa Deg. E’ de’ Stadighet for en Gut paa femten Aar? Kan du huske, kor mykje Møje din Far hadde, før han fik Plassen i Hollændergaten te Deg?»

«Tigget eg han om de’, kanskje? Eg sa, eg vilde tesjøs daa og.»

«Aa, Du har aldri vidst, ka Du har villet. – Saa va’ Du Løpergut, og saa ga’ Du Deg te Anglemakerdreng, og saa vilde Du være Uhremaker. No trudde eg rikti’, Du hadde slaat Deg te Taals engang.»

«Eg ve’kje være her i Byen! Eg kan’kje staa i de’!» raabte Sivert lidenskabeligt. «Eg vet jo ikke, ka Øgeblik eg kan falle op i Farmor paa Gaten. Lar Dokker meg ikkje gaa tesjøs, saa kommer eg te gjøre en Uløkke, paa enten hinner eller meg!» Han rakte Armen med den knyttede Haand ud i Luften, hans Ansigt var rødt og ophidset.

«Aa rejs paa Væggen me’ Deg, Gut!» Moren slog hans Arm tilside. «Du sku’ rikti’ lære te knappe Boksen op om Deg, før Du gjør Spetakler om saa’nt nokke.»

«Ja, d’e’ de’ same, faar eg ikkje Lov go’villi’, saa rømmer eg! Saa møkke Du vet de’!»

«Jou, eg ska gje Deg rømme, ska Du se.» Hun kasted Strikketøjet og rejste sig med en truende Armbevægelse. Sivert var i et Spring borte ved Døren.

«Eg gjør de’, eg gjør de’!» skreg han. I næste Nu var han ude paa Gaden.

«Hm, Make til Kanalje,» mumled Marthe og saa gjennem Ruden efter ham. «Men kanskje de’ va’kje saa tussete alikevel, d’e’ jo en go’ Levevej. – Ja, ja, vi faar no høre, ka Jens sejer te de’. Se der kommer Trine – d’e’ daa grusomt kaa længe di holler Tøsebarne oppe om Kvællene. – Slikt hete Maaneskondisjon! Gud vet, kaa no Nils og Simen holler te? Ok ja, di Barnene, di Barnene – di gjør en mangeslags Sorger –. No e’ han retno mørk.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.