TREDJE STYKKE

161En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde.

Jeg var over det værste ogsaa denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end før. Den sidste Artikel, som jeg havde havt saa meget Rænd for og sat saa meget Haab til, var allerede bleven mig tilbageleveret af Redaktøren, og jeg havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem paany. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat aabne mig flere Udveje. I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene at tage til; «Nonnen» laa sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde maaske faa arbejde mig over paa den til 162Archangel, eller hvor det nu var, den skulde hen. Saa der mangled mig ikke Udsigter paa mange Kanter.

Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Haar i stor Mængde, Hovedpinen var ogsaa meget plagsom, især om Morgenen, og Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke taalte mit eget Aandedrag imod dem. Naar Jens Olaj slog Stalddøren haardt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind i Baggaarden og begyndte at gø, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen.

Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge min Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var baade Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded paa, føjed til nye Ting, som kunde falde mig ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op de døde Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sætning for Sætning 163med den værste Møje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op til «Kommandøren».«Kommandøren»] etter modell av Ola Thommessen (1851–1942), pressemann, redaktør av Verdens Gang 1878–1910. Det var paa høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage.

«Kommandøren» bad mig om at sidde et Øjeblik, saa skulde han straks … og han skrev videre.

Jeg saa mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umaadelig Papirkurv, der saa ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Haar. Jeg følte mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, der altid stod aaben, altid var færdig til at modtage nye kasserede Arbejder – nye knuste Haab.

«Hvad Dato har vi?» siger pludselig «Kommandøren» borte ved Bordet.

«28de,» svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste.

«28de.» Og han skriver fremdeles. Endelig konvolutterer han et Par Breve, sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Saa svinger han sig omkring 164paa Stolen og ser paa mig. Da han mærker, at jeg endnu staar ved Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Haanden og peger paa en Stol.

Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har paa, naar jeg aabner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen.

«Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,»Correggio] Antonio Allegri da Correggio (1489 eller 1494–1534), italiensk maler, som med sin maleriske form og smidige figurkomposisjon fikk stor betydning for barokkens og rokokkoens malerkunst siger jeg, «men den er vel ikke skrevet slig, desværre, at …»

Han tager Papirerne ud af min Haand og begynder at blade i dem. Han vender sit Ansigt mod mig.

Saaledes saa han da ud paa nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse paa mig op gennem Aarene. Hans Haar er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde slaaet blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at faa Taarer i Øjnene, og jeg rykker 165uvilkaarlig et Skridt frem, forat sige ham, hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om ikke at gøre mig Fortræd;ikke at gøre mig Fortræd] ikke lage problemer for meg; ikke skade meg jeg var blot en fattig Stymper,Stymper] ynkelig, hjelpeløs person som havde det slemt nok alligevel …

Han saa op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte efter. Forat lette ham i at give mig et afslaaende Svar, rækker jeg Haanden lidt frem og siger:

«Aa, nej, det er naturligvis ikke brugbart?» Og jeg smiler, forat give Indtryk af at tage det let.

«Det maa være saa populært alt, som vi kan bruge,» svarer han; «De ved, hvad Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller finde paa noget andet, som Folk forstaar bedre?»

Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstaar, at min Artikel er kasseret, og dog kunde jeg ikke faaet et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham længer, svarer jeg:

«Jo, da, det kan jeg nok.»

Jeg gaar til Døren. Hm. Han maatte undskylde, at jeg havde heftet ham bort med 166dette … Jeg bukker og tager i Dørvrideren.

«Hvis De trænger det,» siger han, «saa kan De heller faa lidt i Forskud. De kan jo skrive for det.»

Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor lidt, og jeg svared:

«Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers saa meget. Farvel!»

«Farvel!» svarer «Kommandøren» og vender sig i det samme ind til sit Skrivebord.

Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham taknemmelig herfor; jeg skulde ogsaa vide at paaskønne det. Jeg foresatte mig ikke at gaa til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause «Kommandøren» en Smule og faa ham til at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen og tog fat paa min Skrivning paany.

I de følgende Aftener, naar Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var tændt, hændte der mig regelmæssig følgende:

167Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder at begive mig ud paa en Spadsertur omkring i Gaderne, staar der en sortklædt Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger mig med Øjnene, naar jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig har den samme Dragt paa, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i Haanden en liden Paraply med Elfenbens Ring i Haandtaget.

Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, altid paa selvsamme Sted; saasnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og gaar nedad Gaden, bort fra mig.

Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun trængte min Hjælp til noget, om jeg maatte følge hende hjem, saa daarligt antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, 168at det kanske vilde komme til at koste noget, et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslaaende paa mig, og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt skarpt paa hende, naar jeg gik hende forbi. Sulten var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden igaaraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke sulte saa godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og jeg led af idelige Opkastelser, saasnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg laa og frøs om Nætterne, laa i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og blaafrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vaagned om Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der trængte ind til mig udenfra.

Jeg gaar henad Gaderne og tænker paa, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel 169færdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsøge at kile paakile paa] arbeide/drive på i raskt tempo udover Natten; det vilde tage et Par Timer, hvis jeg først kom rigtig i Aande; imorgen kunde jeg saa atter henvende mig til «Kommandøren».

Jeg gaar uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud paa Gaden og gav mig til at gaa i Retning af Slottet.

Var det nu ikke ogsaa som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri Stund paa syv, otte Maaneder, ikke Mad til NødtørftNødtørft] nødvendig tilfredsstillelse en kort Uge tilende, førend Nøden paany brød mig i Knæ. Her havde jeg ovenikøbet gaaet og været ærlig midt i Elendigheden, 170he he, ærlig i Bund og Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig!naragtig] latterlig Og jeg begyndte at fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gaaet og havt ond Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til Pantelaaneren. Jeg lo haanligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger paa Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberaad Humed velberaad Hu] etter moden overveielse og sove roligt som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt saa usigelig meget, min Taalmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være.

Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpaa den Bestemmelse at vende hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage nedad Karl Johan.

Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den store Stund var indtraadt, 171Parringstiden, naar den hemmelige Færdsel foregaar og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort, sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Aandedrag; langt nede ved Grand en Stemme, som raaber: «Emma!» Hele Gaden var en Sump, hvorfra hede Dunster steg op.

Jeg forfarerforfarer] undersøker uvilkaarlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der dirrer i hver af de forbigaaendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys, den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft, der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilstaaelser, halvt udtalte Ord, smaa Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port.Blomqvists Port] inngangen til Blomqvist Kunsthandel som fra 1883 holdt til i Karl Johans gate 41 Og jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at være saa udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at tænke paa en fattig Enkes sidste Skærv,Skærv] lite bidrag; liten gave som jeg vilde have stjaalet, en Skoleguts KasketKasket] skyggelue eller Lommetørklæde, en BetlersBetlers] tiggers Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde have bragt til KludehandlerenKludehandleren] person som kjøper opp og selger gamle kluter eller brukte klær og sviret op. Forat trøste mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved 172disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt paa Skuldrene og saa ringeagtende paa dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, naar de fik klappe en Sypige paa Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag paa Sjømandskoner, tykke KutorvetsKutorvets] torg hvor det selges kuer og annet storfe Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en Sejdel Øl! Hvilke Sirener!Sirener] vakre og forførende, men falske og farlige, kvinner Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige vidaaben, værsaagod, stig op! … Jeg spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.

Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt paa mig, idet jeg kom paa Siden af hende.

«Godaften!» sagde jeg.

173«Godaften!» Hun standsed.

Hm. Om hun var ude og gik saa sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung Dame at gaa paa Karl Johan paa denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gaa med hjem?

Hun stirred forundret paa mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene med dette. Saa stak hun pludselig Haanden ind under min Arm og sagde:

«Saa gik vi da!»

Jeg fulgte med. Da vi havde gaaet nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde:

«Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.» Og jeg belaved mig paa at gaa min Vej.

I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde faaet føle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted paa Hovedet og kaldte mig en Tørfisk.

«Godnat!» sagde jeg.

«Vent lidt!» raabte hun. «Er det Guldbriller, De har?»

«Nej.»

«Ja, saa gaa Pokker ivold med Dem!»

174Og jeg gik.

Lidt efter kom hun løbende efter mig og raabte paa mig paany.

«De kan være med mig alligevel,» sagde hun.

Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde Nej. Det var desuden sent paa Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde heller ikke Raad til slige Opofrelser.

«Jo, nu vil jeg have Dem med.»

«Men jeg gaar ikke med paa den Maade.»

«De skal naturligvis til en anden,» sagde hun.

«Nej,» svared jeg.

Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.

«Hvad hedder De?» spurgte jeg. «Marie? Naa! Hør nu her, Marie!» Og jeg gav mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret efterhvert. Om hun altsaa havde troet, at ogsaa jeg var en af dem, som gik paa Gaden om Aftenerne og kapred Smaapiger? Om hun virkelig troed noget saa slet om mig? Havde jeg maaske sagt noget 175uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar man sig slig ad, som jeg, naar man havde noget ondt fore? Kort og godt, jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det, Pastor den og den. Godnat! Gaa hen og synd ikke mer!

Dermed gik jeg.

Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Paafund og talte højt med mig selv. Hvor det var en Glæde at gaa omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde maaske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet! Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde paaskønne det, naar hun fik summet sig paa det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet fuldt af Tak. Aa, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og retskaffen!

Mit Humør var aldeles straalende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, saa kunde jeg kanske faaet min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Haanden, nynned, plystred og spekulered paa en Udvej til Lys. Der blev ingen anden 176Raad, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud paa Gaden, ind under Gaslygten. Og jeg aabned Porten og gik op efter mine Papirer.

Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilaas udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St. Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det vilde hjælpe mig saa storartet, om jeg var saa heldig at faa istand Slutningen af denne lille Afhandling. Jeg stod just paa et lidt vanskeligt Punkt, der skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpaa en dæmpet, glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks saa stejl, saa oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. Punktum.

Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded 177med dette, kom ovenikøbet Konstablen gaaende og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev paa en udmærket Klimaks til en Artikel for «Kommandøren»? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at holde mig oven Vande,oven Vande] oppe over vannet hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at staa stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, aabned jeg endelig atter Porten og gik op paa mit Rum.

Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme mine Fødder mellem Hænderne. Saa lagde jeg mig ned, saaledes, som jeg havde gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder.

*

178Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, saasnart det blev lyst, og tog fat paa min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg havde faaet istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til Finalen.

Jeg stod op, tog Støvlerne paa og gav mig til at drive frem og tilbage paa Gulvet, forat blive varm. Der laa Rim paa Vinduerne; jeg saa ud, det sneed, nede i Baggaarden laa et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten.Vandposten] vannpumpen; brønnpumpen

Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage, skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren, banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed, jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang paa Gang, saa jeg hørte det selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev paa lige galt. Efter en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed mig i Læben og strammed mig 179op det bedste, jeg kunde. Der maatte blive en Ende paa dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge paa og satte mig resolut til at skrive igen.

Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord, som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg aarked ikke mer. Og da jeg slet ikke kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidaabne Øjne paa disse sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante paa disse underlige, skælvende Bogstaver, der stritted op fra Papiret som smaa haarede Dyr, og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte paa ingen Ting.

Tiden gik. Jeg hørte Færdselen paa Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, naar han raabte til Hestene. Jeg var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning.

Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig tilbage paa Sengen. Forat varme mine Hænder 180lidt, strøg jeg Fingrene gennem mit Haar, frem og tilbage, paa kryds og tvers; der fulgte smaa Dotter med, løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden. Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, jeg havde ogsaa nok af Haar tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Taage; jeg rejste mig overende, banked mig med flad Haand over Knæerne, hosted saa haardt, som mit Bryst tillod, – og jeg faldt tilbage paany. Intet hjalp; jeg døde hjælpeløst hen med aabne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte paa den. Der begyndte at røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt Paafund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen.

Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vaagen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, Saaret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; 181jeg rysted paa Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg vikled om Saaret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev mine Øjne fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidteitubidte] bitt i stykker Finger saa saa sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!

Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter blevet klart, Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt; jeg følte ikke engang Sulten saa slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde nok holde ud til næste Dag. Maaske kunde jeg faa et Lys paa Kredit saalænge, naar jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling. Jeg var saa godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Raad til det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at jeg vilde faa et Lys paa mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Haar paa min 182Frakkekrave, saavidt det lod sig gøre i Mørket; saa famled jeg mig nedad Trapperne.

Da jeg kom ud paa Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde begære et Brød. Jeg blev tvivlraadig, standsed op og tænkte efter. Paa ingen Maade! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at jeg taalte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig, og det galdt at komme til «Kommandøren», inden han glemte mig igen. Paa ingen mulig Maade! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i Butiken.

En Kone staar ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere smaa Pakker i forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et Brød ind i en Avis og lægger frem til mig.

«Nej – det var egentlig et Lys iaften,» siger jeg. Jeg siger det meget stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til at faa Lyset.

183Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham.

«Ja, saa faar De vente lidt da», siger han endelig og giver sig atter i Færd med Konen.

Hun faar sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun faar tilbage paa, og gaar.

Nu er Betjenten og jeg alene.

Han siger:

«Ja, saa var det altsaa et Lys.» Og han river op en Pakke Lys og tager ud et til mig.

Han ser paa mig, og jeg ser paa ham, jeg kan ikke faa min Begæring over Læberne.

«Naa ja, det var sandt, De betalte jo,» siger han pludselig. Han siger simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, – han giver atter tilbage paa fem Kroner.

«Værsaagod!» siger han.

Nu staar jeg og ser paa disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke 184paa nogen Ting, falder blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og jeg samler mekanisk Pengene op.

Jeg staar der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et vist Punkt paa Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbaand, og nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg staar og stirrer paa disse Sager.

Betjenten, som mener, at jeg vil slaa af en Passiar, eftersom jeg giver mig saa god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om paa Disken:

«Det ser ud til, at vi skal faa Vinter nu.»

«Hm. Ja,» svarer jeg, «det ser ud til at vi skal faa Vinter nu. Det ser ud til det.» Og lidt efter lægger jeg til: «Aa, ja, det er ikke fortidligt.»

Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle det selv.

«Ja, synes De egentlig det?» siger Betjenten.

185Jeg stak Haanden med Pengene i Lommen, tog i Laasen og gik; jeg hørte, at jeg sagde Godnat, og at Betjenten svared.

Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op og Betjenten raabte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Haanden og beredte mig paa at give dem tilbage.

«Værsaagod, De har glemt Deres Lys,» siger Betjenten.

«Aa, Tak!» svarer jeg roligt. «Tak! Tak!»

Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Haanden.

Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over paany, vejed dem i Haanden og smilte. Saa var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og jeg stak atter Haanden med Pengene i Lommen og gik.

Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg hørte Klirren af 186Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg traadte ind.

«En Bif!» siger jeg.

«En Bif!» raaber Jomfruen ud gennem en Luge.

Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig noksaa godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da saa Jomfruen hen paa mig med lidt nysgærrige Øjne.

Min første egentlige Uærlighed var begaaet, mit første Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald …Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, naar jeg fik bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden havde jeg ikke paataget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker, det var ingen Aftale …

«Kommer Bifen snart, tror De?»

«Ja, ganske snart.» Jomfruen aabner Lugen og ser ind i Køkkenet.

187Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik tilbage paa? Det var ikke umuligt, at han vilde komme paa det en Dag, maaske næste Gang, naar jeg gik derind. Naa ja, Herregud! … Jeg trak i Smug paa Skuldrene.

«Værsaagod!» siger Jomfruen venligt og sætter Bifen paa Bordet. «Men vil De ikke heller gaa ind i et andet Rum? Her er saa mørkt.»

«Nej, Tak, lad mig bare være her,» svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende paa Slump, hvad jeg faar fat i nede i Lommen, og lukker hendes Haand til. Hun smiler, og jeg siger for Spøg, med Taarer i Øjnene: «Resten skal De have at købe Dem en Gaard for … Aa, velbekomme!» …

Jeg begyndte at spise, blev mer og mer graadig efterhvert, slugte store Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i Kødet som en Menneskeæder.

188Jomfruen kom igen hen til mig.

«Vil De ikke have noget at drikke?» siger hun. Og hun luder sig lidt ned mod mig.

Jeg saa paa hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene ned.

«Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil … af mig … atpaa … dersom De vil …»

«Nej, mange Tak!» svared jeg. «Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.»

Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg saa blot hendes Hoved. Hvilket underligt Menneske!

Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset, frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik.

Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi, stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig paany, 189knytted Hænderne og gjorde mig haardfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der vilde op – forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte mig igen.

Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter, hvem de end var, som forfulgte mig saa, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden RidderlighedRidderlighed] redelighet; rettskaffenhet hos Skæbnen, virkelig noksaa liden Ridderlighed, maatte man sige! … Jeg gik hen til en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han taalte ikke Bif.

«Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,» svarer Manden yderst forundret. «Hvem er det forresten, De spørger for?»

«Tak! Tak!» siger jeg. «Det kan hænde, at det er noksaa bra det, kogt Mælk …»

Og jeg gaar.

190Ved den første Kafé, jeg traf paa, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik Mælken, drak den ned saa hed, som den var, slugte glubsk hver Draabe, betalte og gik atter. Jeg tog Vejen hjem.

Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten og midt i Lyset fra denne, staar et Menneske, som jeg skimter allerede paa lang Afstand, – det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt op paa selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun staar aldeles urørlig.

Jeg finder dette saa besynderligt, at jeg uvilkaarlig sagtner mine Skridt; i dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine Nerver er optirrede af det sidste Maaltid. Jeg gaar som sædvanligt lige forbi hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da standser jeg. Jeg faar med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede for det, vender jeg mig om og gaar lige hen til Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og hilser:

191«Godaften, Frøken!»

«Godaften!» svarer hun.

Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg kunde være hende behjælpelig paa nogen Maade? Beder saa meget om Undskyldning forresten.

Ja, hun vidste ikke rigtig …

Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted … Hun var ganske vist paa Vildspor, desværre, naar hun ledte efter nogen her.

Da vender hun Ansigtet bort og siger:

«Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare staar her, det faldt mig ind …»

Hun holdt inde.

Jasaa, hun stod der bare, stod der saadan Aften efter Aften, bare af et Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i Vildrede med Damen. Saa beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med paa et Glas Vin et eller andet Sted … i Betragtning af, at Vinteren var kommet, he he … Det behøved ikke 192at tage lang Tid … Men det vilde hun vel ikke?

Aa, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde jeg være saa snil at følge hende et Stykke, saa … Det var noksaa mørkt hjemover, og det genered hende at gaa alene opad Karl Johan, efterat det var bleven saa sent.

Vi satte os i Bevægelse; hun gik paa min højre Side. En ejendommelig, skøn Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og saa paa hende hele Vejen. Parfumen i hendes Haar, Varmen, der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Aandedrag hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, – altsammen strømmed ind paa mig, trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde saavidt skimte et fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod Kaaben. Tanken paa al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor Kaaben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med min Haand, fingred ved hendes 193Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit Hjærte slaa.

«Hvor De er rar!» sagde jeg.

Ja, hvordan det, egentlig?

Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at staa stille udenfor en Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det faldt hende ind …

Naa, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe til langt paa Nat, det havde hun altid syntes saa godt om. Om jeg brød mig om at lægge mig før tolv?

Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, saa var det at lægge mig før Klokken tolv om natten.

Ja, ser De der! Saa tog hun altsaa denne Tur saadan om Aftenerne, naar hun ikke havde noget at forsømme med det; hun boed oppe paa St. Olafs Plads …

«Ylajali!» raabte jeg.

«Hvadbehager?»

«Jeg sagde bare Ylajali … Godt og vel, fortsæt!»

Hun boed oppe paa St. Olafs Plads, noksaa ensomt, sammen med sin Mama, som det 194ikke gik an at tale med, fordi hun var saa døv. Var der da noget rart i, at hun gærne vilde være lidt ude?

Nej, slet ikke! svared jeg.

Naa ja, hvad saa? Jeg kunde høre paa hendes Stemme, at hun smilte.

Havde hun ikke en Søster?

Jo, en ældre Søster – hvordan vidste jeg forresten det? – Men hun var rejst til Hamborg.

Nylig?

Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster?

Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte.

Vi taug. En Mand gaar forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom saa langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar.

«Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?» siger pludselig Damen og ser paa mig.

Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? aabenbare min Stilling straks og skræmme hende bort lige saa godt først som sidst? Det var dog dejligt at gaa her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed 195endnu en liden Stund; jeg løj, jeg svared:

«Nej, aldeles ikke.» Og forat komme ind paa noget andet, spurgte jeg: «Har De set MenagerietMenageriet] omreisende samling ville dyr som vises frem paa Tivoli?»

«Nej,» svared hun. «Er det noget at se?»

Hvis hun nu fandt paa at ville gaa derhen? Ind i alt det Lys, sammen med saa mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende paa Dør med mine daarlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde …

«Aa, nej,» svared jeg derfor, «det er vist ikke noget at se.» Og der faldt mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel vente af et saadant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man staar og ser paa dem; de føler de hundrede nysgærrige Blikke og paavirkes af dem. Nej, maatte jeg bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit 196Hi, ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad?

Ja, det havde jeg vist Ret i.

Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Aand over Vilddyret … Det ubevidstes Poesi …

Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store Armod greb mig paany og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været saa nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder.Stodder] tigger; stakkar Hvad i Guds Navn tænkte hun paa? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg ogsaa nogen rimelig Aarsag til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl til saa lang en Tur? Kosted det mig kanske ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke 197Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel paa Mad i mange Maaneder i Træk? Hun hindred mig endog fra at gaa hjem og faa mig lidt Mælk paa Tungen, en ny Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde faa beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggen og lod mig gaa Pokker ivold? …

Jeg blev fortvivlet; min Haabløshed bragte mig til det yderste, og jeg sagde:

«De burde i Grunden ikke gaa sammen med mig, Frøken; jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg mener det.»

Hun studser. Hun ser hurtigt op paa mig og tier. Derpaa siger hun:

«Herregud dog!» Mer siger hun ikke.

«Hvad mener De med det?» spurgte jeg.

«Uf, nej, De gør mig skamfuld … Nu har vi ikke saa langt igen.» Og hun gik lidt hurtigere til.

Vi drejed op Universitetsgaden og saa allerede Lygterne paa St. Olafs Plads. Da gik hun langsommere igen.

198«Jeg vil ikke være indiskret,» siger jeg, «men vil De ikke sige mig deres Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort, saa jeg faar se Dem? Jeg skulde være saa taknemmelig.»

Pause. Jeg gik og vented.

«De har set mig før,» svarer hun.

«Ylajali!» siger jeg igen.

«Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang?» Jeg hørte igen, at hun smilte.

«Ja,» sagde jeg, «ja, desværre, jeg var fuld dengang.»

«Det var stygt af Dem!»

Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig.

Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2.

«Nu maa De ikke følge med længer,» siger hun; «Tak for iaften!»

Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Haanden?

199«Hvorfor beder De mig ikke om at gaa med tilbage et Stykke?» siger hun lavt, og hun ser ned paa sin Skosnude.

«Herregud,» svarer jeg ude af mig selv, «Herregud, om De vilde gøre det!»

«Ja, men bare et lidet Stykke.»

Og vi vendte om.

Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gaa eller staa; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned paa hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gaa med tilbage, det var ikke mit Paafund, det var hendes eget Ønske. Jeg gaar og ser paa hende og blir mer og mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed,Ringhed] ubetydelighet hele min jammerlige Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet Kneb.

«Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,» sagde jeg; «det var Deres Søster.»

200«Var det min Søster?» siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser paa mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor.

«Ja,» svared jeg. «Hm. Det vil sige, det var altsaa den yngste af de to Damer, som gik foran mig.»

«Den yngste, ja? Ja? Aahaa!» Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn. «Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat faa mig til at tage Sløret af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blaa fordet skal De være blaa for] det prøver De forgjeves på … til Straf.»

Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde, jeg var saa glad. Hun fortalte, at hun havde set mig engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og jeg havde baaret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da ogsaa, desværre!

Hvorfor troed hun det?

Jo, jeg havde leet saa.

Jasaa. Aa, ja, jeg lo meget dengang.

Men ikke nu længer?

201Aa, jo, nu ogsaa. Det var herligt at være til!

Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: «Nu gaar vi ikke længer!» Og vi gik atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer.

«Ja, nu maa De altsaa vende om,» sagde hun og standsed.

«Ja, jeg maa vel det,» svared jeg.

Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel?

«Nej,» sagde jeg.

Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind paa mig. Hvor kunde man ogsaa holde Modet oppe, naar man var saa knækket sammen? Her stod jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven,forreven] istykkerrevet vansiret af Sult, uvasket, blot halvt paaklædt, – det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, dukked mig uvilkaarlig ned og sagde:

«Maa jeg nu ikke træffe Dem mer?»

Jeg havde intet Haab om at faa Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten et 202skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad.

«Jo,» sagde hun lavt, næsten uhørligt.

«Hvornaar?»

«Jeg ved ikke.»

Pause.

«Vil De ikke være saa snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,» sagde jeg, «saa jeg faar se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg maa da se, hvem jeg har talt med.»

Pause.

«De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,» siger hun. «Vil De det?»

«Ja, kære, faar jeg Lov til det!»

«Klokken otte.»

«Godt.»

Jeg strøg med min Haand nedad hendes Kaabe, børsted Sneen af den, blot forat faa et Paaskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende saa nær.

«Saa faar De ikke tro altfor galt om mig da,» sagde hun. Hun smilte igen.

«Nej …»

Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden; vi stod og saa 203paa hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op, slog Armene om min Hals og kyssed mig midt paa Munden. En eneste Gang, hurtigt, forvirrende hurtigt, midt paa Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst bølged, hun pusted voldsomt.

Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, raabte Godnat, stakaandet,stakaandet] kortpustet hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer …

Portdøren faldt i.

*

Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store vaade Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var raat og isnende.

Jeg var vaagnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vaagen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Saa havde jeg endelig staaet op og 204faaet mig en ny Kop Mælk og straks derpaa en Bif, og jeg var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen.

Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske kunde faa mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have paa under Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat paa en Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en Bekendt forbi; han nikked og raabte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik ned til ham. Han var Tekniker og skulde paa Kontoret.

«Følg med og tag et Glas Øl,» sagde han. «Men kom fort, jeg har liden Tid … Hvad var det fordet for] rettet fra: det for det for (trykkfeil) en Dame, De spadsered med igaaraftes?»

«Hør nu her,» sagde jeg, skinsyg paa hans blotte Tanke, «om det nu var min Kæreste?»

«Død og Pine!» sagde han.

«Ja, det blev afgjort igaar.»

Jeg havde slaaet ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat blive af med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik.

205«Godmorgen, da! … Hør,» sagde han pludselig, «jeg skylder Dem altsaa nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe siden. Men nu skal De faa dem med det første.»

«Ja, Tak,» svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig tilbage de Kroner.

Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken paa Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte Mistanke! … Fatte Mistanke til hvad? … Min Tanke blev med ét spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind paa mig med alle dets Detaljer; jeg saa den lille Butik, Disken, min magre Haand, da jeg greb Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmaade, naar det kom og skulde tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot paa den ene Haand; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans 206Blik, hans farlige Blik: Naa, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke …

Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig.

Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjaalet? Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at huske, hvordan det hele var gaaet til; han havde nok sin Plads for kær. Ingen Larm, ingen Scener, om jeg maatte bede!

Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred. Jeg satte mig til at prøve mig selv og fandt ud paa det klareste, at jeg havde været lykkeligere før, dengang, da jeg gik og led i al Ærlighed. Og Ylajali! Havde jeg ikke ogsaa gaaet og trukket hende ned med mine syndige Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali!

Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren, det var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til 207det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Øre i Haanden; jeg bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde købe noget, og slog hende uden videre Pengene i Haanden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks.

Hvor det smagte vidunderligt at være ærligt Menneske igen! Mine tomme Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at være blank paany. Naar jeg rigtig tænkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig Kummer, jeg havde virkelig tænkt paa dem med Gysen Gang paa Gang; jeg var ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur havde oprørt sig mod den lave Gærning. Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen Bevidsthed. Gør mig det efter! sagde jeg og saa udover det myldrende Torv. Gør mig det bare efter! Jeg havde glædet en gammel, fattig Kagekone, saa det havde Skik; hun vidste hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Børn gaa sultne tilsengs … Jeg gejledgejled] hisset mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde baaret mig udmærket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hænder.

208Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind.aksled mit Skind] gjøre seg (kamp)ferdig Glæden over at kunne gaa Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i Ansigtet, løb ganske af med mig; jeg havde ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og tomt, det var som det skulde være et Hoved af idel Lys, som stod og skinned paa mine Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, begaa forbausende Ting, sætte Byen paa Ende og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gaa hen og opgive min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i Haanden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i de forbigaaendes Stemmer og Latter, iagttog nogle Smaafugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at studere Brostenenes Udtryk og fandt allehaande Tegn og underlige Figurer i dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads.

Jeg staar pludselig stille og stirrer ned paa Droscherne. Kuskene vandrer samtalende 209omkring, Hestene staar og luder forover mod det stygge Vejr. Kom! sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! raabte jeg. Og vi rulled afsted.

Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var ingen Tvivl om, at min usle Paaklædning havde gjort ham opmærksom.

«Det er en Mand, jeg skal træffe!» raabte jeg til ham, forat komme ham i Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut maatte træffe denne Mand.

Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til tredje Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; Bjælden gjorde seks, syv forfærdelige Slag indenfor.

En Pige kommer og lukker op; jeg lægger Mærke til, at hun har Gulddobber i Ørene og sorte LastingsknapperLastingsknapper] knapper av tett vevet, sterkt stoff av ull eller bomull i det graa Kjoleliv. Hun ser forfærdet paa mig.

210Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg saa maatte sige, en Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af …

Pigen ryster paa Hovedet.

«Bor ingen Kierulf her,» siger hun.

Hun stirrer paa mig, tager i Døren, færdig til at trække sig tilbage. Hun gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun saa virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte efter, naar hun bare vilde tænke sig om, den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad Trapperne igen.

«Han var ikke der!» raabte jeg til Kusken.

«Var han ikke der?»

«Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.»

Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han slog stærkt paa.

«Hvad hedder Manden?» spurgte han og vendte sig paa Bukken.

«Kierulf, Uldhandler Kierulf.»

Og Kusken syntes nok ogsaa, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han ikke plejed at gaa med en lys Frakke?

211«Hvadfor noget?» raabte jeg, «lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en Tékop, jeg spørger efter?» Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt, spolered hele Manden for mig, saaledes, som jeg havde tænkt mig ham.

«Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?»

«Javist,» svared jeg, «er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.»

«Har han ikke rødt Haar?»

Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Haar, og da Kusken nævnte den Ting, var jeg med engang sikker paa, at han havde Ret. Jeg følte mig taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget Manden ganske paa Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en saadan Mand uden rødt Haar.

«Det maa være ham, som jeg har kørt et Par Gange,» sagde Kusken. «Han havde en Knortekæp?»Knortekæp] tykk, knudrete stokk

Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde:

«He he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Haanden 212Forsaavidt saa kan De være tryg, ganske tryg.»

Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte ham igen …

Og vi kørte paa, saa det gnistred af Hesteskoene.

Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt Aandsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til, at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig saa grusomt nøje, staar med en Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme det!

Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb sammen derinde under Kaleschen, saa ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert 213tager min Ophidselse af, min Ro vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min saare Finger, og jeg stak den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Saaledes kom vi ned til Tomtegaden. Kusken holder an.

Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankeløst, slapt, tung i Hovedet. Jeg gaar indad Porten, kommer ind i en Baggaard, som jeg gaar tvers over, støder mod en Dør, som jeg aabner og gaar indad, og jeg befinder mig i en Gang, et Slags Forværelse med to Vinduer. Der staar to Kufferter, den ene ovenpaa den anden, i den ene Krog, og paa Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, hvori der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste Værelse, hører jeg Stemmer og Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jærnplade, som der hamres paa. Alt dette mærker jeg, saasnart jeg er kommet ind.

Jeg gaar roligt tvers over Værelset, hen til den modsatte Dør, uden at skynde mig, uden Tanke paa Flugt, aabner ogsaa den og kommer ud i Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem: Beværtning & Logi for Rejsende.

214Det falder mig ikke ind at søge at komme væk, stjæle mig bort fra Kusken, som venter paa mig; jeg gaar meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt og uden at være mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som havde spøgt saa længe i min Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var til, og som jeg nødvendigvis maatte træffe, var bleven borte for min Tanke, visket ud sammen med andre gale Paafund, som kom og gik efter Tur; jeg husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde.

Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, vaade Filler. Tilsidst kom jeg ud paa Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte mig til at hvile paa en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget forundret. Jeg faldt i Tanker.

Du gode Gud, hvor det var daarligt fat med mig nu! Jeg var saa inderlig ked og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhaand, den havde været for grov; jeg var saa mærkelig 215ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var kommet i Vane med at lude meget forover, naar jeg gik, forat spare mit Bryst det lille, jeg kunde. Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage siden, en Middagstid oppe paa mit Rum, og jeg havde staaet og grædt hele Tiden over den. Jeg havde gaaet i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud af Saaret, men det smærted ikke meget, kun var det saa sørgeligt at have dette Saar midt paa Maven. Jeg havde ingen Raad med det, og det vilde ikke gro igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte atter paa. Der var intet at gøre ved det …

Jeg sidder der paa Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist. Jeg væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder forekommer mig modbydelige. Dette slattede,slattede] sjuskete næsten ublufærdige Udtryk i mine Haandbage piner mig, volder mig Ubehag; jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingre raat paavirket, jeg hader hele mit slunkne Legeme og gyser 216ved at bære paa det, føle det om mig. Herregud, om der bare blev en Ende paa det nu! Jeg vilde inderlig gærne dø.

Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste jeg mig mekanisk op og begyndte at gaa hjemad. Undervejs kom jeg forbi en Port, hvor der stod følgende at læse: «Ligsvøb hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten.» – Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige Rum paa Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket nede ved Døren, Fyrdirektørens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brød. Aa, ja, jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet en Føljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, saasnart jeg forsøgte. Ja, jeg vilde have en Ende paa det nu! Og jeg gik og gik.

Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen, havde jeg halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig en Fare; men jeg holdt fast ved mit Forsæt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad 217Trappen, jeg møder i Døren en liden Pige, som bærer en Kop i Haanden, og jeg slipper hende forbi og lukker Døren. Betjenten og jeg staar for anden Gang overfor hinanden, alene.

«Naa,» siger han, «det er et skrækkeligt Vejr.»

Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev rasende og sagde:

«Jeg kommer altsaa ikke, forat prate om Vejret.»

Denne Heftighed forbløffer ham, hans lille Høkerhjærne slaar Klik; det havde slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.

«Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?» siger jeg utaalmodig, og jeg puster heftigt, skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer til Sagen.

Men den stakkels Mand aner ingen Ting.

Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nødt til at leve iblandt! Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det hele var gaaet til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da 218Gærningen skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min Haand og lukket Haanden sammen om dem, – og han forstaar altsammen, men gør alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter Fodtrinnene i Sideværelset, tysser paa mig, forat faa mig til at tale lavere, og siger tilslut:

«Det var noksaa sjofelt gjort af Dem!»

«Nej, vent lidt!» raabte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op; det var ikke saa lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen nytte af dem, det bød min bundærlige Natur imod …

«Hvor gjorde De af dem da?»

Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Øre, maatte han vide; den Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige saa aldeles …

Han staar og tænker en liden Stund paa dette, blir aabenbart meget tvivlraadig om, hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. Endelig siger han:

219«Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?»

«Nej, hør her,» svarer jeg, «jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu staar jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund, gør simpelthen ingen Anstalter til at faa Striden udjævnet med mig. Derfor vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!»

Jeg gik og slog Døren haardt i efter mig.

Men da jeg kom hjem paa mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvaad af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen paany. Jeg angred mit Overfald paa den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert Ord, 220som jeg raabte ud. Og Høkerchefen selv havde maaske siddet indenfor i Værelset ved Siden af og følt sig paa et hængende Haar opfordret til at gaa ud til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting!

Naa, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Saa var det kommet til en Afslutning. Jeg havde jo saagodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang! …

Jeg lagde mig i de vaade Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule i min Seng, saa det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg folded Hænderne og valgte min Stilling.

Saa med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende saa ganske hele Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske 221svagt ind i mit Sind igen, en liden Straale Sol, der gør mig saa velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt, fint Silkelys, der strejfer mig saa bedøvende dejligt. Og Solen blir stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og glødende i min udmagrede Hjærne. Og der flammer tilsidst for mine Øjne et vanvittigt Baal af Straaler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i Brand, en rygende yderste Dag.

Og jeg saa og hørte intet mer …

*

Jeg vaagned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig; Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Førstningen havde jeg ingen klar Bevidsthed om, hvad der var foregaaet med mig, jeg saa mig omkring med Forundring, følte mig totalt forbyttet i mit Væsen, kendte mig slet ikke igen. Jeg følte mig efter opad Armene og nedad 222Benene, faldt i Forbauselse over, at Vinduet stod paa den Væg og ikke paa den stik modsatte Væg, og jeg hørte Hestenes Trampen nede i Gaarden, som om den kom ovenfra. Jeg var ogsaa temmelig kvalm.

Mit Haar laa vaadt og koldt om min Pande; jeg rejste mig paa Albuen og saa ned paa Hovedpuden: vaadt Haar laa ogsaa igen paa den, i smaa Dotter. Mine Fødder havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive.

Da det led ud paa Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved mig frem med smaa, forsigtige Skridt, passed paa at holde Ligevægten og spared saa meget som muligt mine Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være anderledes end den var.

Saa gik jeg ud.

Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel Sulten. Jeg 223begyndte at føle en skammelig Appetit igen, en indre glubende Madlyst, som det stadig blev værre og værre med. Det gnaved ubarmhjærtigt i mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde være et Snes bitte smaa, fine Dyr, som lagde Hovedet paa den ene Side og gnaved lidt, lagde derpaa Hovedet paa den anden Side og gnaved lidt, laa et Øjeblik aldeles stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod tomme Strækninger overalt, hvor de fôrfôr] rettet fra: for (trykkfeil) frem …

Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tænkte mig hen paa Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var jeg dog næsten fremme, jeg stod paa Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.

Pludselig lyder et Raab, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hører dette Raab, hører det meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, gør et Skridt saa hurtigt, mine daarlige Ben 224kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn stryger mig forbi og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde jeg gaaet aldeles fri. Jeg kunde kanske været lidt hurtigere, ganske lidt hurtigere, hvis jeg havde anstrængt mig; der var ingen Raad med det, det gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom krølled sig sammen inde i Skoen.

Brødkøreren holder Hestene an af alle Kræfter; han vender sig om paa Vognen og spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gaaet langt værre … det var vel kanske ikke saa farligt … jeg troed ikke, at der var nogen Ting knust … Aa, jeg be’r …

Jeg drev hen til en Bænk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker, som standsed op og gloed paa mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det ikke noget Dødsstød, det var gaaet forholdsvis heldigt, naar Ulykken endelig skulde være ude. Det værste var, at min Sko var trykket istykker, Saalen revet løs paa Snuden. Jeg holdt Foden op og saa Blod inde i Gabet. Naa, det var ikke med Vilje gjort paa nogen af Siderne, det var 225ikke Mandens Hensigt at gøre det værre for mig end det var; han saa meget bedrøvet ud. Kanske hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, saa havde jeg faaet det. Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han er! …

Jeg sulted haardt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did paa Bænken og lagde Brystet helt ned paa mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort til Raadstuen – Gud ved, hvordan jeg kom did – og satte mig paa Kanten af Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at tygge paa den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Smaabørn, som legte omkring mig, og fornam instinktsmæssig, naar en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers iagttog jeg intet.

Saa med én Gang falder det mig ind at gaa ned i en af Basarerne nedenunder mig og faa et Stykke raat Kød. Jeg rejser mig og 226gaar tvers over Ballustraden, hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet næsten helt ned til Kødboden, raabte jeg opad Trappeaabningen og hytted tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til den første Slagter, jeg traf.

«Aa, vær saa snil at give mig et Ben til Hunden min!» sagde jeg. «Bare et Ben; der behøver ikke at være noget paa det; den skal bare have noget at bære i Munden.»

Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden saa inderligt, at han saa forbauset paa mig.

«Ingenting at takke for,» sagde han.

«Jo, sig ikke det,» mumled jeg, «det er snilt gjort af Dem.»

Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig.

Jeg sneg mig ind i Smedgangen, saa dybt ind, som jeg kunde komme, og standsed udenfor en forfalden Port til en Baggaard. Der var ikke et Lys at se paa nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at gnave i mig af Benet.

227Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg maatte ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det galdt at faa det til at bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet, sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel ikke; saasnart de smaa Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed og gnaved som en besat; jeg græd, saa Benet blev vaadt og skiddent af Taarer, kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen.

Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder tænderskærende for hver Gang, jeg maa levere disse Kødsmuler, som kanske kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste 228Had, henrykt af Raseri, raaber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør … Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba’al,Ba’al] herre (eg. fruktbarhetsgud, i perioder også himmelgud i det gamle Midtøsten) du er ikke til, men hvis du var til, saa skulde jeg bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg haaner dig dog, du Himlens Gud og Apis,Apis] en hellig okse i den egyptiske guden Ptahs tempel i Memfis med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig, jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest raahovedede Idioter og fattige i Aanden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer 229mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at haane dig, du naadefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, raabe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg kunde, aande det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer paa Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Draabe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil spotte dig ud paa Dommens Dag og bande dig Tænderne ud af min Mund for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den tænker paa dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig Ryggen og gaar min Vej …

Stille.

Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, staar der paa samme Sted, endnu hviskende Eder og Skældsord frem, hikkende efter den 230heftige Graad, knækket og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg staar der maaske en Time og hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Saa hører jeg Røster, en Samtale mellem to Mænd, som kommer gaaende indad Smedgangen. Jeg slænger bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud paa de lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele Torvets Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske Opmaaling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig saa meget hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gøre at foretage en Flytning af den Art under sytti à to og sytti tusind Kroner, – en pen Sum, maatte man sige, en noksaa net Lommeskilling, he-he, at begynde med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og 231indrømmed, at det var en noksaa pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Graaden.

Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i Grunden sang paa det sidste Vers. Det var mig ogsaa temmelig ligegyldigt, det beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. Lidelserne gjorde mig mer og mer ufølsom; det banked stærkt i min saare Fod, jeg havde endog Indtryk af, at Smærten forplanted sig opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde synderlig ondt. Jeg havde udstaaet værre Fornemmelser.

Saa kom jeg ned paa Jærnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun hist og her et Menneske at se, en SjouerSjouer] person som har til yrke å utføre tyngre transportarbeid, særlig losse- og lastearbeid eller Sjømand, som drev om med Hænderne i Lommen. Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen paa mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog til Hatten og spurgte, om han kendte til om «Nonnen» 232var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for Mandens Næse og sige: Død og Pine, «Nonnen», ja! «Nonnen», som jeg helt havde glemt! Tanken paa den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg havde baaret paa den, uden at vide af det selv.

Ja, Kors, «Nonnen» var nok sejlet.

Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen?

Manden tænker sig om, staar paa det lange Ben og holder det korte ivejret; det korte dingler lidt.

«Nej,» siger han. «Ved De, hvad den laa her og lasted?»

«Nej,» svarer jeg.

Men nu havde jeg allerede glemt «Nonnen», og jeg spurgte Manden, hvor langt det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile.

«Til Holmestrand? Jeg vil antage …»

«Eller til Væblungsnæs?»Væblungsnæs] handelssted og trafikknutepunkt innerst i Romsdalsfjorden ved utløpet av Raumaelven

«Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand …»

«Aa, hør, med det samme jeg husker det,» afbrød jeg ham igen, «De skulde vel ikke 233ville være saa snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden Smule!»

Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Øje med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke paa en eller anden Maade; hvor jeg stod og gik havde jeg dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg syntes ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig atter hen til ham, ser paa ham og siger:

«Naadler.»

Bare dette Ord: Naadler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt paa ham, idet jeg siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt paa ham; det var, som om jeg saa paa ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg staar en liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Saa tusler jeg op til Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med mig.

Naadler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen før. Oppe i Grændsen, en lys Morgen; jeg 234havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en Evighed siden den Dag.

Mens jeg staar og tænker paa dette – jeg staar og støtter mig til en Husvæg paa Hjørnet af Torvet og Havnegaden – farer jeg pludselig sammen og søger at kravle mig væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet ret frem og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Raad med det, – jeg staar Ansigt til Ansigt med «Kommandøren».

Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen, forat gøre ham opmærksom paa mig. Og jeg gør det ikke forat vække Medlidenhed, men forat haane mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde væltet mig ned i Gaden og bedt «Kommandøren» gaa over mig, træde paa mit Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften.

«Kommandøren» aned maaske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham:

«Jeg skulde været hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af endda.»

«Ja?» svarer han spørgende. «De har det ikke færdigt, da?»

235«Nej, jeg har ikke faaet det færdigt.»

Men nu staar mine Øjne pludselig i Vand ved «Kommandørens» Venlighed, og jeg harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. «Kommandøren» støder en Gang i Næsen; han staar og ser paa mig.

«Har De noget at leve af imens, da?» siger han.

«Nej,» svarer jeg, «jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, men …»

«Gud bevare Dem, det gaar da ikke an, at De gaar her og sulter ihjæl, Mand!» siger han. Og han tager med en Gang til Lommen.

Nu vaagner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder mig fast, jeg staar og ser paa, at «Kommandøren» roder om i sin Pengepung; men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl.

Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af mig dette … det var ogsaa altfor meget …

236«Skynd Dem nu!» siger han og ser paa sit Ur. «Jeg har ventet paa Toget; men nu kommer det, hører jeg.»

Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked ikke engang.

«Det er ikke værdt at genere sig for det,» siger «Kommandøren» tilsidst; «De kan jo skrive for det, ved jeg.»

Saa gik han.

Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang paa, at jeg ikke havde takket «Kommandøren» for denne Hjælp. Jeg forsøgte at indhente ham, men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde idelig falde paa Næsen. Han fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget, tænkte at raabe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig og raabte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, min Stemme var bleven for svag.

Jeg stod tilbage paa Fortouget og saa efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har aldrig set paa Magen! sagde jeg til mig selv; 237han gav mig ti Kroner! Jeg gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde staaet, og eftergjorde alle hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine vaade Øjne, besaa den paa begge Sider og begyndte at bande – bande i vilden Sky paa, at det havde sin Rigtighed med det, jeg holdt i Haanden, det var en Tikrone.

En Stund efter – maaske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven ganske stille overalt – stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer 11. Da jeg havde staaet og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover, gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng.

*

Tirsdag.

Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne 238steg Vandstraalerne op i Buer, gyldne af Solen, blaalige af den blaalige Himmel …

Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befærdede Gader og saa paa Mennesker. Endnu før Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer 2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde paa at sige, naar hun kom nedad Trappen? Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt paa hende.

Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være saa tidligt ude, vandred om i Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Undervejs faldt det mig ind, at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt, jeg aarked. 239Min Fod var meget saar, ellers mangled der mig ingenting.

Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og saa op til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Naa, jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented igen. Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde med hende i Indbildningen den Nat, jeg laa i Feber? Jeg begyndte raadvild at tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag.

«Hm!» sagde det bag mig.

Jeg hørte denne Harken, jeg hørte ogsaa lette Skridt i Nærheden af mig; men jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.

«Godaften!» siger det saa.

Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir saa forundret over at se hende komme denne Vej.

«Har De ventet længe?» siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.

«Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,» svared jeg. «Og desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe? 240Jeg tænkte forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?»

«Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal være ude iaften.»

«Jasaa!» sagde jeg.

Nu var vi uvilkaarlig begyndt at gaa. En Politibetjent staar paa Gadehjørnet og ser paa os.

«Men hvor gaar vi egentlig hen?» siger hun og standser.

«Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.»

«Uf, ja, men det er saa kedeligt at bestemme det selv.»

Pause.

Saa siger jeg, bare for at sige noget:

«Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.»

«Ja, da!» svarer hun livligt. «Pigen har ogsaa faaet fri. Saa jeg er ganske alene hjemme.»

Vi staar begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde set dem før.

«Kan vi gaa op til Dem, da?» siger jeg. «Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden, dersom De vil …»

241Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk. Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende igen? Aa, det elendige Antræk, jeg havde paa! Jeg vented fortvivlet paa Svaret.

«De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,» siger hun. Hun taler ligefrem ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren.

Vi gik op.

Ude paa Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Haand og ledte mig frem. Jeg behøved slet ikke at være saa stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi kom ind. Mens hun tændte Lys – det var ikke en Lampe, hun tændte, men et Lys – mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter:

«Men nu faar De ikke se paa mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig gøre det mer.»

«Hvad skal De aldrig gøre mer?»

«Jeg skal aldrig … uf, nej, Gud bevare mig … jeg skal aldrig kysse Dem mer.»

«Skal De ikke det?» sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter hende, 242og hun gled tilside, smutted væk, over paa den anden Side af Bordet. Vi stod og saa paa hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os.

«Forsøg at faa fat paa mig!» sagde hun.

Og under megen Latter forsøgte jeg at faa fat paa hende. Mens hun sprang omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang fremdeles ved mig og vogted paa mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald paany, snubled i Tæppet og faldt; min saare Fod vilde ikke længer holde mig oppe. Jeg rejste mig yderlig flau.

«Gud, hvor rød De blev!» sagde hun. «Ja, det var ogsaa græsselig kejtet.»

«Ja, det var det!» svared jeg.

Og vi begyndte paany at springe omkring.

«Jeg synes, De halter?»

«Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.»

«Sidst havde De en saar Finger, nu har De en saar Fod; det er svært, saa mange Plager De har.»

«Aa, ja. – Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.»

243«Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!» Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. «Saa sætter vi os da!» sagde hun. «Nej, ikke der nede ved Døren; De er saa altfor tilbageholden; her oppe; De der og jeg her, saa ja! … Uf, det er noksaa kedeligt med tilbageholdne Mennesker! Saa maa man sige og gøre alt selv, man faar ingen Hjælp til noget. Nu kunde De for Eksempel gærne holde Deres Haand paa min Stolryg, De kunde gærne fundet paa saa meget af Dem selv, kunde De. For om jeg siger noget sligt, saa sætter De op et Par Øjne, som om De ikke rigtig tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere Gange, De gør det nu ogsaa. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er saa beskeden altid, naar De blot tør dy Dem.tør dy Dem] lar være De var noksaa fræk den Dag, da De var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Aandrigheder: De mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken! Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!»

Jeg sad fortabt og saa paa hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig 244varmt gennem Aarene. Hvilken vidunderlig Nydelse!

«Hvorfor siger De ingenting?»

«Nej, hvor De er sød!» sagde jeg. «Jeg sidder simpelthen her og blir inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget … Der er ingen Raad med det … De er det besynderligste Menneske, som … Stundom straaler Deres Øjne saa, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som Blomster … Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men … Jeg er saa aldeles forelsket i Dem, og det er saa urimeligt … Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor … Hvad hedder De? Nu maa De da virkelig sige mig, hvad De hedder …»

«Nej, hvad hedder De? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte paa det i hele Gaar, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil sige ikke i hele Gaar, men …»

«Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De om det? En saadan glidende Lyd …»

«Ylajali?»

«Ja.»

«Er det fremmede Sprog?»

245«Hm. Nej, det er ikke det heller.»

«Ja, det er ikke stygt …»

Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden. Og vi begyndte at passiare paany.

«De har barberet Dem ogsaa iaften,» sagde hun. «De ser i det hele taget lidt bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke … Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut gaa ind et Sted og drikke Vin med mig. Nej, Tak!»

«Det var altsaa for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde gaa med alligevel da?» sagde jeg.

«Nej,» svared hun og saa ned. «Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg tænkte ikke paa det engang.»

«Hør,» sagde jeg, «De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klæde mig og leve akkurat som jeg ønsker, De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget, meget fattig.»

Hun saa paa mig.

«Er De det?» sagde hun.

246«Ja, jeg er det, desværre.»

Pause.

«Ja, Herregud, det er jeg ogsaa, det,» sagde hun med en frejdig Bevægelse med Hovedet.

Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjærtet som Vindraaber. Hun henrykte mig med den Vane, hun havde at lægge sit Hoved lidt paa Siden og lytte, naar jeg sagde noget. Og jeg følte hendes Aandedrag lige op i mit Ansigt.

«Ved De,» sagde jeg, «at … Men nu maa De ikke blive sint … Da jeg gik tilsengs igaaraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem … saaledes … som om De laa i den … og saa sovned jeg ind …»

«Jasaa? Det var vakkert!» Pause. «Men det maatte nu ogsaa være paa Frastand, De kunde gøre sligt noget; for ellers …»

«Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?»

«Nej, det tror jeg ikke.»

«Jo, af mig kan De vente alt,» sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv.

«Kan jeg det?» sagde hun bare.

Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for saa altfor skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og 247tog hendes Haand. Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og saa bort mod Vinduet. Jeg var alligevel saa altfor ynkelig der, jeg sad, jeg maatte blot ikke prøve at indbilde mig noget. Det havde været en anden Sag, hvis jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu saa ud som et Menneske, i mine Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg følte mig meget nedslagen tilmode.

«Der kan De se!» sagde hun, «nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med en liden Rynke i Panden, gøre Dem saa flad, bare ved at flytte sig lidt bort fra Dem …» Hun lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede Øjne, som om heller ikke hun holdt ud at blive set paa.

«Nej, men du store min!» bused jeg ud, «nu skal De bare se!» Og jeg slog Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten krænket. Var Pigen fra Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den levende … Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette Stykke. Det 248var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gaa paa, saa …

Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os talte. Jeg trykked hende haardt ind til mig, klemte graadigt hendes Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, baade hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp.

Jeg kyssed hende.

Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende paa Kindet, kyssed hende mange Gange. Jeg aabned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde Vidundere bag Linnedet.Linnedet] undertøy av lin; lintøy

«Maa jeg faa se!» siger jeg, og jeg forsøger at aabne flere Knapper, gøre Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer paa. «Maa jeg bare faa se lidt … lidt …»

Hun slaar Armen om min Hals, ganske langsomt, ømt; hendes Aande puster mig lige i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med 249den anden Haand begynder hun selv at aabne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser flere Gange op paa mig, om jeg skal mærke, at hun er bange. Hun løser Baandene op, hægter op Korsettet, er henrykt og ængstelig. Og jeg fingrer med mine grove Hænder ved disse Knapper og Baand …

Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad hun gør, stryger hun mig med sin venstre Haand over Skulderen og siger:

«Hvilken Mængde løse Haar der ligger!»

«Ja,» svarer jeg og vil trænge ind til hendes Bryst med min Mund. Hun ligger i dette Øjeblik med ganske aabne Klæder. Pludselig er det som om hun besinder sig, som om hun synes at have gaaet for vidt; hun dækker sig atter til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de aabne Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Haar, der laa paa mine Skuldre.

«Hvor kan det være, at Haaret falder saa af Dem?»

«Ved ikke!»

«Aa, De drikker naturligvis formeget, og kanske … Fy, jeg vil ikke sige det! De maatte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet 250om Dem! At De, som er saa ung, allerede mister Haaret! … Nu skal De værsaagod fortælle mig, hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker paa, det er frygteligt! Men bare Sandhed, forstaar De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal nok forresten se det paa Dem, om de vil skjule noget. Saa, fortæl nu!«

«Ja, lad mig faa kysse Dem paa Brystet først, saa.»

«Er De gal? Saa, begynd nu!»

«Nej, kære, lad mig nu faa Lov til det først!»

«Hm. Nej, ikke først … Siden kanske … Jeg vil høre, hvad De er for et Menneske … Aa, jeg er sikker paa, det er forfærdeligt!»

Det pinte mig ogsaa, at hun skulde tro det værste om mig, jeg var bange for at støde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om mit Levnet. Jeg vilde rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til hende, vise hende, at hun sad ved en paa det nærmeste engleren Persons Side. Herregud, jeg kunde jo tælle paa Fingerne mine Fald til Dato.

Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde intet værre end 251det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed; jeg sagde ogsaa, at jeg havde stjaalet fem Kroner en Aften.

Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de blanke Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg havde gjort, og strammed mig op:

«Det er jo over nu!» sagde jeg; «det kan ikke være Tale om sligt noget længer; nu er jeg bjærget …»

Men hun var meget forsagt. «Gud bevare mig!» sagde hun bare og taug. Hun sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. «Gud bevare mig!»

Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, forat kildre hende, løfted hende op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ærgred mig en Smule, saared mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i hendes Øjne mer uværdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Haar faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler?Udhaler] (eldre) mann som søker stadig nye erotiske eventyr (til dels med prostituerte) … Ikke noget Sludder. Det galdt 252bare at gaa paa! Og hvis det bare galdt at gaa paa, saa ved den levende …

Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod, ganske lidt forresten, og saa forbauset ud.

«Nej … hvad vil De?» sagde hun.

«Hvad jeg vil?!»

He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gaa paa, vilde jeg, gaa lige paa! Det var ikke bare paa Frastand, jeg havde det med at gaa paa; det var ikke min Art og Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min Hat og ikke slaaes flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gaaet med uforrettet Sag fra en saadan Affære …

Og jeg gik paa.

«Nej … nej, men …?»

Jo, mente jeg, det var Meningen det!

«Nej, hører De!» raabte hun. Og hun lagde til disse saarende Ord: «Jeg kan jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.»

Jeg holdt uvilkaarlig lidt inde, og jeg sagde:

«Det mener De ikke!»

«Jo, ved Gud, De ser saa rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, – De var altsaa ikke fuld dengang?»

253«Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist …»

«Ja, saa meget værre var det.»

«Vilde De heller, at jeg skulde været fuld?»

«Ja … Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!»

Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet PærevævPærevæv] intetsigende/meningsløs/tåpelig tale en sildesilde] sen Aftenstund paa en Sofa! Op med Flonellen!Flonellen] flanellen He, hvilke Udflugter fandt man ikke paa at komme med i et sligt Øjeblik! Som om jeg ikke vidste, at det var bare Undselighed altsammen! Da maatte jeg være grøn! Saa stille nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! …

Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, saa det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk.

«Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil saa skal De heller faa kysse mig paa Brystet. Kære, snille …»

254Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød saa forfærdede, hjælpeløse, jeg blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg kunde faldt ned og knælet for hende.

«Men, kære, vene!» sagde jeg aldeles forvirret, «jeg forstaar ikke … jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil …»

Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage paa Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden meget ilde tilmode.

Hun kasted Øjnene hen paa Væggen, hen til Klokken, og fôrfôr] rettet fra: for (trykkfeil) sammen.

«Uf, nu kommer Pigen snart!» sagde hun. Dette var det første, hun sagde.

Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kaaben, som forat klæde den paa, men betænkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke 255skulde se ud, som om hun viste mig Døren, sagde jeg:

«Var han Militær Deres Far?» og samtidig gjorde jeg mig istand til at gaa.

Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det?

Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind.

Det var besynderligt!

Aa, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser. He-he, det hørte med til mit Vanvid, det …

Hun saa hurtig op, men svared ikke. Jeg følte, at jeg pinte hende med min Nærværelse, og vilde gøre kort Proces. Jeg gik til Døren. Vilde hun ikke kysse mig mer nu? Ikke engang række mig Haanden? Jeg stod og vented.

«Skal De gaa nu da?» sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen.

Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og saa paa hende, uden at sige noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, naar det ikke kunde blive til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angaa hende, at jeg stod færdig til at gaa; hun var paa en Gang aldeles tabt for mig, og jeg ledte efter noget at sige hende 256til Afsked, et tungt, dybt Ord, som kunde ramme hende og maaske imponere hende lidt. Og stik imod min faste Beslutning, saaret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar mig yderst tankeløst ad.

Hvorfor kunde hun ikke lige saa godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde gaa min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun ogsaa simpelthen have sagt følgende: Nu maa De forsvinde, for nu skal jeg gaa og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Følge nedad Gaden. Saa, det var ikke det, hun havde tænkt paa? Aa, jo, det var nok alligevel det, hun havde tænkt paa; det forstod jeg straks. Der skulde saa lidet til, forat sætte mig paa Spor; bare den Maaden, hvorpaa hun havde taget efter Kaaben og atter ladet den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med Anelser. Og der var vel kanske ikke saa meget Vanvid i det i Grunden …

257«Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!» raabte hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig.

Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred væk med den pinlige Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo være et temmelig ømtaaligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som næred sig af Bagateller og døde bare for et haardt Ord. Og jeg lod underforstaa, at jeg havde en saadan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad skærpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja, jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desværre. Men det havde ogsaa sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig om for hvert Skridt, han tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han hører af de Mennesker, han træffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller saaledes hans Tanker og Følelser en Oppgave, et Arbejde. 258Han er lydhør og følsom, han er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsaar …

Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsaar, som min Sjæl havde. Men jo længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: «Herregud!» et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg saa godt, at jeg plaged hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig mente jeg at have faaet sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og raabte:

«Nu gaar jeg! Nu gaar jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Haanden paa Laasen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gærne svare mig, naar jeg siger Farvel to Gange og staar fiks og færdig til at gaa. Jeg beder ikke engang om at faa træffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor lod De mig ikke være i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig saa inderlig blank, gjort mig endda mere ussel 259end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, naar De vil tænke Dem om, at der er ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Haanden! Eller lad mig faa Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned paa Gulvet der foran Dem, blot et Øjeblik; maa jeg? Nej, nej, saa skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De blir bange, jeg skal ikke, skal ikke gøre det, hører De. Herregud dog, hvorfor blir De saa forfærdet? Jeg staar jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg vilde have knælet ned paa Tæppet et Minut, just der, paa den røde Farve lige ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det paa Deres Øjne, at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg bad Dem derom; vel? Jeg stod lige saa urørlig som nu, naar jeg viser Dem det Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte paa den røde Rose i Tæppet. Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker bare og ser derhen, saaledes! Og De forstaar 260meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade mig at knæle der; De er bange for mig og tør ikke komme mig nær. Jeg begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke sandt, De tror det heller ikke længer? Det var engang i Sommer, for længe siden, da var jeg gal; jeg arbejded for haardt og glemte at gaa til Middags i ret Tid, naar jeg havde meget at tænke paa. Det hændte Dag efter Dag; jeg burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! Der kan De se, De gør mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg har Kredit, stor Kredit, hos IngebretIngebret] Engebrets Café, restaurant etablert 1857 av restauratør Engebret Christophersen i Rådhusgaten 11, fra 1863 i lokalene på Bankplassen 1 ved Christiania Theater og Gravesen;Gravesen] Gravesens kafé, populær restaurant i Stortingsgata 8 som eksisterte fra 1880-årene frem til ca. 1900. Innehaveren var gårdens daværende eier, den danske restauratør Grave Gravesen. jeg gik ogsaa ofte med mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det. Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De gaar aldeles ikke bort fra Kaminen, De staar bare og venter paa, at jeg skal gaa …»

Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Haand frem. Jeg saa fuld af Mistro paa hende. Gjorde hun det ogsaa med noget let Hjærte? Eller gjorde hun det blot, forat blive 261af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde Taarer i Øjnene. Jeg stod bare og saa paa hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et Middel til at faa en Ende paa det.

Hun sagde noget, det lød for mig som: «Jeg er glad i Dem alligevel!» Hun sagde det meget lavt og utydeligt, maaske hørte jeg ikke rigtig, hun sagde kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule paa Tæerne, forat række godt op, og stod saaledes maaske et helt Minut.

Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde blot:

«Hvor De er dejlig nu!»

Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, traadte tilbage, stødte til Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.