FØRSTE STYKKE

1Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania,Kristiania] Etter at gamle Oslo brant i 1624, anla Christian 4. en ny by som fikk navnet Christiania i ly av Akershus festning. Gamlebyen ble fortsatt kalt Oslo. I 1859 og senere i 1878 ble deler av Aker overført til byen. Det gjaldt blant annet Frogner, Majorstua, Fagerborg, Sagene, Bjølsen, Torshov, Kampen, Vålerenga og deler av Ekebergåsen (jf. kart fra 1887). Byens befolkning økte sterkt gjennom siste del av 1800-tallet, dels som følge av befolkningsveksten, dels som følge av utvidelsene. Navnet på hovedstaden ble fra 1877 skrevet med «K» i matrikkel og statskalender. Ved utgangen av 1890 hadde byen et folketall på 151 130 (SSB). denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den ……………………………………………………………………………………………………….

Jeg ligger vaagen paa min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slaa seks Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i Trapperne. Nede ved Døren, hvor mit Rum var tapetserettapetseret] bekledd med med gamle Numre af «Morgenbladet»,«Morgenbladet»] Avis grunnlagt av Niels Wulfsberg i 1819. I 1860- og 70-årene var den et hovedorgan for regjeringen og embetsstanden, og under ledelse av redaktøren Christian Friele ble den et konservativt kamporgan i de politiske stridighetene som kulminerte med riksretten i 1884. kunde jeg saa tydelig se en Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende AvertissementAvertissement] annonse fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød.

Straks jeg slog Øjnene op, begynte jeg af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde noget at glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt 2til «Onkel»,«Onkel»] pantelåneren jeg var bleven nervøs og utaalsom,utaalsom] utålmodig et Par Gange havde jeg ogsaa ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, naar Lykken var god, kunde jeg drive det til at faa fem Kronerfem Kroner] daglønnen for en mann var mellom 2 og 4 kroner om sommeren, kvinnelige arbeidere fikk mellom 80 øre og 1 krone (Hammer 1928, 23) af et eller andet Blad for en Føljeton.Føljeton] artikkel eller romanutdrag publisert over flere numre, plassert nederst på avissiden

Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse paa Avertissementerne nede ved Døren; jeg kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om «LigsvøbLigsvøb] tøy, klede som vikles om et lik hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten». Det sysselsatte mig en lang Stund, jeg hørte Klokken slaa otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte mig paa.

Jeg aabned Vinduet og saa ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en Klædesnor og en aaben Mark; langt ude laa Gruen tilbage af en nedbrændt Smedje,Smedje] smie hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Aarstid, hvori alting skifter Farve og forgaar. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud; dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg 3tog henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig Laas for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge paa mine Strømper om Natten, forat faa dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne og døsed og tænkte paa mangehaandemangehaande] forskjelligartede Ting. Naar det blæste haardt, og Dørene nedenunder stod aabne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og ind fra Væggene, og «Morgenbladet» nede ved Døren fik Revner saa lange som en Haand.

Jeg rejste mig og undersøgte en ByldtByldt] tøystykker, plagg e.l. pakket skjødesløst sammen henne i Krogen ved Sengen efter lidt til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.

Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en BestillingBestilling] stilling; arbeid mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og skuffede Haab, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner. Der var altid et eller 4andet til Hinder. Jeg mældte mig ogsaa til Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud, forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring og besaa disse Ansøgere, følte paa deres Arme og gav dem et og andet Spørgsmaal, og mig gik han forbi, rysted blot paa Hovedet og sagde, at jeg var kasseret paa Grund af mine Briller. Jeg mødte op paany, uden Briller, jeg stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne saa hvassehvasse] skarpe som Knive, og Manden gik mig atter forbi, og han smilte, – han havde kendt mig igen. Det værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive saa daarlige, at jeg ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske.

Hvor det havde gaaet jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod tilsidst saa besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en Kam tilbage eller en Bog at læse i, naar det blev mig for trist. Hele Sommeren udover havde jeg søgt ud paa Kirkegaardene eller op i Slotsparken, hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de forskelligste Ting, 5underlige Paafund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne; i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Naar et Stykke var færdigt, tog jeg fat paa et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det jo lykkes. Og virkelig, stundom, naar jeg havde Held med mig og fik det lidt godt til, kunde jeg faa fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.

Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked en Smule Vand paa mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og faa dem til at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for ikke at vække min VærtindesVærtindes] værtinde: kvinnelig huseier; kvinne man leier hos Opmærksomhed; der var gaaet et Par Dage, siden min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.

Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, blandet med Fodgængernes Skridt og Smældene fra Hyrekuskenes Svøber.Hyrekuskenes Svøber] hestedrosjekjørernes pisker Denne støjende 6Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at føle mig mer og mer tilfreds. Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at gaa en Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som en RiseRise] bergtroll og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sælsom Stemning, Følelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne paa Væggene, modtog Indtryk fra et Blik, slængt til mig fra en forbifarende Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind paa mig, alle smaa Tilfældigheder, som krydsed min Vej og forsvandt.

Naar man bare havde sig lidt til Mad en saadan lys Dag! Indtrykket af den glade Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at nynne af Glæde, uden nogen bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone med en Kurv paa Armen og spekulered paa Pølser til Middag; idet jeg passered hende, saa hun hen paa mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let paavirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks et modbydeligt 7Indtryk paa mig; den lange, gule Tand saa ud som en liden Finger, der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme. Da jeg kom til Basarerne,Basarerne] rekke av salgsboder og småbutikker med overbygde arkader foran, langs Karl Johans gate og Dronningens gate til Kirkeristen, bygd 1840–59 i upusset rød tegl i nyromansk stil, tegnet av arkitekt Christian H. Grosch gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg saa op – Klokken var ti i Vor Frelsers Taarn.Vor Frelsers Taarn] kirketårnet på Vår Frelsers kirke. Kirken ble oppført 1694–99 og var frem til midten av 1800-tallet byens eneste sognekirke med adresse Stortorvet 1. Kirkeuret i tårnet er engelsk, montert i 1718 og nå landets eldste i drift. Kirken fikk i 1950 navnet Oslo Domkirke.

Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst, standsed ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade, uden at have Ærinde derhen; jeg lod det staa til, førtes omkring i den glade Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge.

I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig. Han bar en Byldt i den ene Haand og gik med hele sit Legeme, arbejded af al Magt, forat skyde Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, og det faldt mig ind, at jeg kunde bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente ham. Oppe i Grændsen mødte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. 8Hvorfor havde han saadant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham om en Krone, jeg vilde ogsaa med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe, som jeg havde laant af ham for nogle Uger siden. Saasnart jeg var kommet lidt ovenpaa, vilde jeg ikke være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde faa ti Kroner for mindst … Og ved Tanken paa denne Artikel følte jeg mig med en Gang gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg havde faaet den færdig.

Men den gamle KrøblingKrøbling] person med kropp som er misdannet eller skadet så det går ut over bevegeligheten gjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelser foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette skrøbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville tage Ende; maaskemaaske] kanskje havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg, og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. I min Ophidselse forekom det mig, at han ved 9hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented paa, hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpaa han igen svang Byldten højt i Luften og gik til af yderste Magt, forat faa Forsprang. Jeg gaar og ser paa dette masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg følte, at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den rene, skønne Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han saa ud som et stort humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slaa sig til en Plads i Verden og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet paa Toppen af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gaa, var Manden foran mig igen, ogsaa han havde staaet bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om, tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden paa Skulderen.

Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre paa hinanden.

«En liden SkillingEn liden Skilling] litt penger (skilling: norsk myntenhet (før 1877) av verdi 1/120 spesidaler) til Melk!» sagde han endelig og lagde Hovedet paa Siden.

10Se saa, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde:

«Til Melk ja. Hm. Det er smaat med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, hvor trængende De kan være.»

«Jeg har ikke spist siden igaar i Drammen,» sagde Manden; «jeg ejer ikke en Øre, og jeg har ikke faaet Arbejde endnu.»

«Er De Haandværker?»

«Ja, jeg er Naadler.»

«Hvilket?»

«Naadler. Forresten kan jeg ogsaa gøre Sko.»

«Det forandrer Sagen,» sagde jeg. «De faar vente her i nogle Minutter, saa skal jeg gaa efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.»

Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelaaner i anden Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den under Armen; derpaa gik jeg opad Trappen og banked paa til Sjappen. Jeg bukked og kasted Vesten paa Disken.

«Halvanden Krone,» sagde Manden.

11«Ja ja, Tak,» svared jeg. «Havde det ikke været det, at den begyndte at blive lidt for knap til mig, saa vilde jeg ikke have skilt mig ved den, naturligvis.»

Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et udmærket Paafund, dette med Vesten; jeg vilde endog faa Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden Aften skulde saa min AfhandlingAfhandling] artikkel om Fremtidens Forbrydelser være istand. Jeg begyndte paa Stedet at finde Tilværelsen blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat faa ham fra Haanden.

«Værsaagod!» sagde jeg til ham. «Det glæder mig, at De har henvendt Dem til mig først.»

Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ, og jeg blev træt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig var saa fattig som jeg saa ud for? Havde jeg maaske ikke saagodtsom begyndt at skrive paa en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. 12Hvad kom det saa et vild fremmed Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling paa en saadan lys Dag? Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak paa Skuldrene og sagde:

«Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand paa Knæerne, naar han giver Dem en Krones Penge.»

Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded noget bag hans Stodderpande,Stodderpande] pannen til en gammel stakkar han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham paa en eller anden Maade, og han rakte mig Pengene tilbage.

Jeg stamped i Gaden og svor paa, at han skulde beholde dem. Indbildte han sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Naar alt kom til alt skyldte jeg ham maaske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne. Kortsagt, Pengene var hans … Aa, ikke noget at takke for, det havde været mig en Glæde. Farvel.

Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageaand afvejen, og jeg kunde være 13uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor en Husholdningshandel. Der laa fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte mig til at gaa ind og faa mig lidt med paa Vejen.

«Et Stykke Ost og et Franskbrød!» sagde jeg og slængte min Halvkrone paa Disken.

«Ost og Brød for altsammen?» spurgte Konen ironisk, uden at se paa mig.

«For hele femti Øre ja,» svared jeg uforstyrret.

Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone og begav mig sporenstrængssporenstrængs] straks opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en Bænk for mig selv og begyndte at gnave graadigt af min Niste. Det gjorde godt; det var længe siden jeg havde faaet et saa rundeligt Maaltid, og jeg følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i mig, som én føler efter en lang Graad. Mit Mod steg stærkt; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel om noget saa enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden hvemsomhelst kunde gætte sig til, ligefrem læse sig til i Historien; jeg følte mig istand til en større Anstrængelse, jeg var i 14Stemning til at overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg faa Lejlighed til at knække ynkeligt nogle af KantsKants] Immanuel Kant (1724–1804), tysk filosof SofismerSofismer] logisk ugyldige slutninger … Da jeg vilde tage mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i Pantelaanersjappen; min Blyant laa i Vestelommen.

Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gaa forkærtforkært] bakvendt; galt for mig! Jeg banded nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene. Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende foran min Bænk.Bænk.] rettet fra: Bænk, (trykkfeil) Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke paa alle Kanter! En Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande paa den simple Ting, at jeg ikke havde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbakeleveret? Der vilde endda blive Tid til at 15faa et godt Stykke færdigt, inden de spadserende begyndte at fylde Parken. Der var ogsaa saa meget, som afhang af denne Afhandling om den filosofiske Erkendelse, maaske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange unge Mennesker. Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig paa Kant; jeg kunde jo undgaa det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, naar jeg kom til Spørgsmaalet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle Sognepræst RenanRenan … gamle Sognepræst Renan] Ernst Renan (1823–1892), hovedrepresentant for den rasjonalistiske bibelkritikk i Frankrike, omtales her ironisk som sogneprest … Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en Artikel paa saa og saa mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange Blik om Morgenen, naar jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og dukked frem igen endog i mine glade Stunder, naar jeg ellers ikke havde en mørk Tanke. Dette maatte jeg have en Ende paa. Jeg gik hurtigt ud af Parken, forat hente min Blyant hos Pantelaaneren.

Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi. Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg saa op, hun havde et fyldigt, lidt blegt 16Ansigt. Med ét blusserblusser] rødmer sterkt hun og blir forunderlig skøn, jeg ved ikke hvorfor, maaske af et Ord, hun hører af en forbigaaende, maaske blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det være fordi jeg berørte hendes Arm? Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun klemmer Haanden haardt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende?

Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket gaa videre, det hele forekom mig saa besynderligt. Jeg var i et pirreligt Lune, ærgerlig paa mig selv for Hændelsen med Blyanten og i høj Grad ophidset af al den Mad, jeg havde nydt paa tom Mave. Med en Gang tager min Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange,bange] engstelig; redd følge efter hende og fortrædige hende paa en eller anden Maade. Jeg indhenter hende atter og gaar hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt, forat iagttage hende. Jeg staar og ser hende ind i Øjnene og hitter paa Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig 17ganske nær, retter jeg mig ivejret og siger indtrængende:

«De mister Deres Bog, Frøken.»

Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det.

«Min Bog?» spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun gaar videre.

Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke, hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet jeg passered hende. Saaledes vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig uvilkaarlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det 18ikke var mig, som gik der paa Stenfliserne og dukked mig ned.

Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade,Boglade] bokhandel jeg har allerede standset ved det første Vindu, og idet hun gaar forbi mig, træder jeg frem og gentager:

«De mister Deres Bog, Frøken.»

«Nej, hvilken Bog?» siger hun i Angst. «Kan du forstaa, hvad det er for en Bog, han taler om?»

Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne Raadvildhed i hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i Hænderne, vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger sin lille ømtaalige Hjærne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog, jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, og hun aander ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole synes at stirre paa mig som en Række forfærdede Øjne.

19«Bryd dig ikke om ham,» siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen; «han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!»

Saa fremmed, som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, saa fuldstændig et Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden at jeg lagde Mærke til det. En stor brun Hund sprang tværs over Gaden, henimod LundenLunden] Studenterlunden, parkanlegg mellom Karl Johans gate og Stortingsgaten og ned til Tivoli;Tivoli] Christiania Tivoli, et forlystelsesområde som lå i Vika mellom Studenterlunden og Vestbanen. Den svenske teaterlederen Knut Tivander startet opp i 1877. I 1887 tok den danske direktøren Bernhard H. Jacobsen over og sørget for nybygg. Det ble en oppsving i teater- og konsertvirksomheten med Tivoli Teater og Flora dansesalong. Den store Cirkusbygningen ble reist i 1890 for å romme konserter, varietéer og idrettsarrangementer. den havde et ganske smalt Halsbaand af Nysølv. Højere op i Gaden aabnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde sig ud af det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne paa Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, jeg var klar og aandsnærværende, alle Ting strømmed ind paa mig med en skinnende Tydelighed, som om der pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde begge en blaa Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebaand om Halsen. Det faldt mig ind, at de var Søstre.

De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen. Jeg standsed ogsaa. Derpaa kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var kommet, passered 20mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden saa nær i Hælene som jeg turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt Blik, og jeg saa ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn. Denne Taalmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog Øjnene ned. Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik ind et Sted og blev borte.

Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang, hvorpaa de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage. Jeg træder frem fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter aabnes et Vindu, et Hoved stikker ud, og to sært seende Øjne hviler paa mig. Ylajali! sagde jeg halvhøjt, og jeg følte, at jeg blev rød. Hvorfor raabte hun ikke om Hjælp? Hvorfor stødte hun ikke til en af Blomsterpotterne og 21rammed mig i Hovedet, eller sendte nogen ned, forat jage mig væk? Vi staar og ser hinanden ind i Øjnene uden at røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord.Ord.] rettet fra: Ord (trykkfeil) Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Saa vendte jeg om og gik nedad Gaden.

Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmaal, blev jeg mer og mer urolig og nervøs. Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle mine Bevægelser, og det var paa ingen Maade til at holde ud at vide sig saaledes undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op saa godt jeg kunde og gik videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med Vilje vilde gøre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg 22meningsløst med Armene, spytted i Gaden og satte Næsen ivejret; men intet hjalp. Jeg følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, og det løb mig koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg tog Vejen ned i Pilestrædet, forat faa fat paa min Blyant.

Jeg havde ingen MøjeMøje] strev med at faa den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten selv og bad mig undersøge alle Lommerne med det samme; jeg fandt ogsaa et Par Laanesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans Imødekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme Stund meget om at gøre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og jeg gav mig til at nynne, forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg Blyanten i Haanden og holdt den ivejret.

Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at gaa lange Veje for en hvilkensomhelst saadan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen Aarsag. Saa ringe som den saa ud, 23havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det, jeg var i Verden, saa at sige sat mig paa min Plads i Livet …

Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken.

«Ja saa?» sagde han og saa nysgærrigt paa mig.

Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den omtale?

Og Manden synes nok, at han havde hørt Navnet, Titlen.

Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Saa det maatte endelig ikke forundre ham, at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den – jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel.

Jeg gik til Døren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en høj Post i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelaaner 24bukked to Gange for mig, idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel.

I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en VadsækVadsæk] poselignende sekk av lerret eller lær, ofte med flat bunn, til å ha klær o.l. i på reise i Haanden. Hun trykked sig ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkaarligt i Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at ogsaa hun banked paa til Sjappen; der var et Staaltraadsprinkel paa Døren, og jeg kendte straks igen den klirrende Lyd, naar et Menneskes Knoger berørte det.

Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme paa Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved Universitetet, forat beskue de forbigaaende. Jeg vandred opad Slotsbakken og faldt i Tanker.

Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en 25Balsal! Der var ikke Sorg i et eneste Øje, jeg saa, ingen Byrde paa nogen Skulder, kanske ikke en skyet Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde allerede glemt, hvordan Lykken saa ud! Jeg dæggeddægged] kjælet for mig selv med denne Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste Maaneder faret saa merkelig haardt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse Sind igen, og jeg havde de underligste Plager paa alle Kanter. Jeg kunde ikke sætte mig paa en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen, uden at blive overfaldt af smaa og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres Knaphul, kunde sætte mine Tanker i VibrenVibren] skjelvende/dirrende bevegelse og optage mig for længere Tid. Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt paa mig? Men hvorfor just paa mig? Hvorfor ikke lige saa godt paa en Mand i Sydamerika, for den Skyld? Naar jeg overvejed Tingen, blev det 26mig mer og mer ubegribeligt, at netop jeg skulde være udset til Prøveklud for Guds Naades Lune. Det var en noksaa ejendommelig Fremgangsmaade at springe over en hel Verden, forat række mig; der var nu baade antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen.

Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de vægtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkaarlighed at lade mig undgælde for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned, vedblev dette Spørgsmaal at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke paa andre Ting. Fra den Dag i Majmaaned, da mine GenvordighederGenvordigheder] motgang; vanskeligheter begyndte, kunde jeg saa tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var likesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm af smaa Skadedyr havde trængt ind i mit Indre og uthulet mig. Hvad om Gud likefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev frem og tilbage foran Bænken.

Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde endog Smærter 27i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem paa sedvanlig Maade. Af mit sidste svære Maaltid følte jeg ogsaa et stærkt Ubehag, jeg var overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt.Skimt] plutselig lys; blink Endelig blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg satte mig.

Tanken paa Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var højst uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad om. Jeg havde saa tydelig mærket, at naar jeg sulted lidt længe ad Gangen, var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer dets Tyngde paa mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante altfor vidtaabent, naar jeg saa paa nogen.

28Jeg sad der paa Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nærmere til sig og gøre mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang paa Modgang i min Vej, saa tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg saa op mod det høje næsten grædende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit stille Sind.

Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine Øren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt paa Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde, hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle MaddiksækMaddiksæk] maddik: insektslarve; i overført betydning: vemmelig person kaldet mit jordiske Legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene under Himlen, og vist mig den Naade at pege paa sin ringe Tjener? Gud havde stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt lidt Uorden i Traadene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var Trevler og fine Rodtraade paa Fingeren af mine Nervers Traade. Og der var et aabent 29Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Saar i min Hjærne efter hans Fingers Veje. Men der Gud havde berørt mig med sin Haands Finger, lod han mig være og berørte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares.vederfares] bli til del; hende; skje Men han lod mig gaa med Fred, og han lod mig gaa med det aabne Hul. Og intet ondt vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed …

Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var altsaa over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget, i det samme faldt min BarberbogBarberbog] hefte med barberbilletter til barbering i en bestemt barbersalong ud af Lommen. Jeg aabned den og talte Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkaarlig; jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i Lommen.

Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op til nogen bestemt Anstrængelse. 30Alle Ting indvirked paa mig og distrahered mig, alt, hvad jeg saa, gav mig nye Indtryk. Fluer og smaa Myg satte sig fast paa papiret og forstyrred mig; jeg pusted paa dem, forat faa dem væk, blæste haardere og haardere, men uden Nytte. De smaa Bæster lægger sig bagud, gør sig tunge og stritter imod, saa deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at flytte af Pletten.af Pletten] av flekken De finder sig noget at hage sig fast i, spænder Hælene mod et Komma eller en Ujævnhed i Papiret og staar uryggelig stille saalænge, til de selv finder for godt at gaa sin Vej.

En Tidlang vedblev disse smaa Udyr at beskæftige mig, og jeg lagde Benene overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med én Gang bæved en eller to høje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Stød. Mismodig over ikke at kunne gøre min Artikel istand, stak jeg igen Papirerne i Lommen og læned mig bagover paa Bænken. I dette Øjeblik er mit Hoved saa klart, at jeg kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. Idet jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene løbe nedad mit Bryst og mine Ben, lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod 31gør, hver Gang Pulsen slaar. Jeg rejser mig halvt op og ser ned paa mine Fødder, og jeg gennemgaar i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver, som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Øjnene paa mine Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller faaet en løsreven Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine Sandser, Taarerne kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg haardt til mig selv, og jeg knytted Hænderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse latterlige Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte meget strængt og forstandigt, og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, forat faa Taarerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til at studere deres Udseende, deres Mimik, naar jeg rørte paa Foden, deres Form og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi.Fysiognomi] utseende, især trekk som karakteriserer et menneske Der var noget af mit eget 32Væsen gaaet over i disse Sko, de virked paa mig som en Aande mod mit Jeg, en pustende Del af mig selv …

Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, maaske en hel Time. En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde:

«Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!»

Saa snart jeg hørte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved, jeg lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden Tid, kanske et Aar eller to tilbage, og var saa smaat i Færd med at udviskes af min Erindring. Jeg satte mig til at se paa den gamle.

Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt en Avis i Haanden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgærrig og kunde ikke faa mine Øjne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at det kunde være en ganske merkelig Avis, 33enestaaende i sit Slags; min Nysgærrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage paa Bænken. Det Kunde være Dokumenter, farlige Aktstykker, stjaalet fra et Arkiv. Og der foresvæved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensværgelse.

Manden sad stille og tænkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags Underfundigheder? Han saa ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Haanden, ikke for alt i Verden, han turde maaske ikke engang betro den til sin egen Lomme. Jeg kunde dø paa, at der stak noget under med Pakken.

Jeg saa ud i Luften. Netop det, at det var saa umuligt at trænge ind i denne mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. Jeg ledte i mine Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg fik fat i min Barberbog, men gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at være yderst fræk, jeg klapped mig paa min tomme Brystlomme og sagde:

«Tør jeg byde Dem en Cigaret?»

34Tak, Manden røgte ikke, han havde maattet høre op, forat spare sine Øjne, han var næsten blind. Takker forresten saa meget!

Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Saa kunde han maaske ikke læse heller? Ikke engang Aviser?

Ikke engang Aviser, desværre!

Manden saa paa mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk.

«De er fremmed her?» sagde han.

Ja. – Om han ikke engang kunde læse Titlen paa den Avis, han holdt i Haanden?

Næppe. – Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde saa lidet til, han hørte saa godt; om Natten, naar alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset puste … Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne?

En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared:

«Paa St. Olafs Plads Numer 2.»

35Virkelig? Manden kendte hver Brosten paa St. Olafs Plads. Der var en Fontæne, nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked det hele … Hvad Numer bor De i?

Jeg vilde gøre en Ende paa det og rejste mig, dreven til det yderste af min fikse Idé med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det saa end skulde koste.

«Naar De ikke kan læse den Avis, hvorfor …»

«I Numer 2, syntes jeg, De sagde?» fortsatte Manden, uden at agte paa min Uro. «Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres Vært?»

Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i Øjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageaand.

«Happolati,» sagde jeg.

«Happolati, ja,» nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette vanskelige Navn.

Jeg saa forbauset paa ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine. Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. 36Imidlertid lagde han sin Pakke fra sig paa Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede Pletter paa Avisen.

«Er han ikke Sjømand, Deres Vært?» spurgte Manden, og der var ikke Spor af undertrykt Ironi i hans Stemme. «Jeg synes huske, at han var Sjømand?»

«Sjømand? Om Forladelse, det maa være Broderen, De kender; dette her er nemlig J. A. Happolati, Agent.»

Jeg troed, at dette vilde gøre det af med ham; men Manden gik villigt med paa alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det ikke havde vakt hans Mistanke.

«Det skal være en flink Mand, har jeg hørt?» sagde han, forsøgende sig frem.

«Aa, en forslagen Mand,» svared jeg, «et dygtigt Forretningshoved, Agent for alt muligt, Tyttebær paa Kina, Fjær og Dun fra Rusland, Huder, Træmasse, Skriveblæk …»

«He he, det var da Fan!» afbrød Oldingen i høj Grad oplivet.

Dette begyndte at blive interessant. Situationen løb af med mig, og den ene Løgn efter 37den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen, de mærkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynsløst fuld, slaa ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af Forbauselse.

Om han havde hørt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet?

Hvad, elek …

Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mørke! Et aldeles storartet Foratagende, Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og Trykkerier i Arbejde, Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige syv hundrede Mand.

«Ja, er det ikke som jeg siger!» sagde Manden stille. Mer sagde han ikke; han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Paafund.

Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, drev det til Hazard,Hazard] spill hvor utfallet beror på tilfeldighet og ikke på spillerens dyktighet; gjøre noe som er så risikobetont at det er uansvarlig ymted om, at Happolati havde været Minister i ni Aar i Persien. De har det maaske ikke paa Anelsen, hvad det 38vil sige at være Minister i Persien? spurgte jeg. Det var mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var. Men Happolati havde klaret det hele og aldrig staaet fast. Og jeg fortalte om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede Slavinder og laa paa et Leje af gule Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit Liv!

«Saa, hun var saa vakker?» yttred den gamle med en fraværende Mine og saa ned i Marken.

Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sød! Øjne som Raasilke, Arme af Rav!Rav] hard og sprø fossil harpiks fra nåletrær, oftest gul- til brunfarget og helt eller delvis gjennomskinnelig Bare et enkelt Blik af hende var forførende som et Kys, og naar hun kaldte paa mig, jog hendes Stemme mig som en Straale af Vin lige ind i min Sjæls Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke være saapas dejlig? Tog han hende for et Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? Hun var simpelthen en Himlens Herlighed, skulde jeg sige ham, et Æventyr.

«Ja, ja!» sagde Manden lidt betuttet.

Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i fuldt 39Alvor. De stjaalne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke laa der paa Bænken imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg løj af fuld Hals.

I dette Øjeblik syntes Manden at ville gaa. Han letted paa sig og spurgte, for ikke at bryde for brat af:

«Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?»

Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod paa hvert HøkerskildtHøkerskildt] skilt for person som driver småhandel, særlig med husholdningsvarer i Byen? Han snubled aldrig paa et Bogstav og glemte ikke en Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slaaet Rødder i samme Stund. Jeg blev ergerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstaa i mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre mistænksom.

40«Det kender jeg ikke til,» svared jeg derfor tvært; «jeg kender aldeles ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder Johan ArendtJohan Arendt] Johann Arndt (1555–1621), tysk teolog, lutheraner og forfatter av utbredte bøker om «den sanne kristendom» Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.»

«Johan Arendt Happolati», gentog Manden lidt forundret over min Heftighed. Saa taug han.

«De skulde set hans Kone,» sagde jeg rasende; «tykkere Menneske … Ja, De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?»

Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragaa; en saadan Mand havde maaske en lidt tyk Kone.

Oldingen svared sagtmodig og stille paa hvert af mine Udfald og søgte efter Ord, som om han var bange for at forgaa sig og gøre mig vred.

«Helvedes Pine, Mand, tror De maaske, at jeg sidder her og lyver Dem kapitalt fuld?» raabte jeg ude af mig selv. «Tror De kanske ikke engang, at der gives en Mand ved Havn Happolati? Jeg har aldrig set paa Magen til Trods og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan gaar der af Dem? De har kanske ovenikøbetovenikøbet] i tillegg tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad her i min 41bedste Puds, uden et Etui fulgt af Cigaretter i Lommen? En saadan Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg taaler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, saa meget De ved det!»

Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hørte paa mit Udbrud indtil det var tilende, saa greb han hurtigt sin Pakke paa Bænken og gik, næsten løb henad Gangen med smaa Oldingeskridt.

Jeg sad tilbage og saa paa hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det forekom mig, at jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere Ryg end denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skældt Mennesket ud, før han forlod mig …

Dagen begyndte at hælde, Solen sank, det tog paa at suse lidt i Træerne omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen, belaved sig paa at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den Ophidselse, jeg just havde været i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt sammen, 42blev slap og begyndte at føle mig søvnig; den store Mængde Brød, jeg havde spist, var mig heller ikke længer til synderlig Mén. I den bedste Stemning lened jeg mig bagover paa Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand lagde sin Haand paa min Skulder og sagde:

«De maa ikke sidde og sove herinde.»

«Nej,» sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg maatte gøre noget, finde paa et eller andet! At søge PladsePladse] arbeid havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Naa – under alle Omstændigheder var min Husleje forfalden, og jeg maatte gøre en Udvej til den. Saa fik det bero med det øvrige saalænge.

Ganske uvilkaarligt havde jeg igen faaet Blyant og Papir i Hænderne, og jeg sad og skrev mekanisk Aarstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde 43betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at saadanne Stunder var kommet over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og faa det velsignet godt til.

Jeg sidder der paa Bænken og skriver SneseSnese] 1 snes = 20 Gange 1848, skriver dette Tal paakryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter paa, at en brugbar Idé skal falde mig ind. En Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved, Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig og sentimental. Høsten er kommet og har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og Smaadyr har faaet det første Knæk, oppe i Træerne og nede paa Marken høres Lyden af det stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forgaa. Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange Traade og synker saa pludselig sammen, vælter om og vender Bugen ivejret.ivejret] opp Hver Vækst har faaet sit Særpræg, et fint henaandende Pust af den første Kulde; Straaene stritter blege op mod Solen, og det affaldne 44Løv hvisler henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid, midt i Forgængelsens Karneval; Roserne har faaet Betændelse i Rødmen, et hektisk, vidunderligt Skær over den blodrøde Farve.

Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af Ødelæggelsen midt i denne dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sære Redsler, og tog nogle Voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! raabte jeg og knytted begge mine Hænder, dette maa der blive en Ende paa! Og jeg satte mig igen, tog atter Blyanten i Haanden og vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det kunde aldeles ikke nytte at give sig over, naar man stod med en ubetalt Husleje lige for Tænderne.

Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed paa og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget; det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortræffelig Begyndelse til noget af hvert.

45Saa gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmaal, jeg kunde behandle, en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under denne frugtesløse Anstrængelse begyndte der igen at komme Uorden i mine Tanker, jeg følte, hvorledes min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage paa mine Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg syntes mig selv udhulet fra øverst til nederst.

«Herre, min Gud og Fader!» raabte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Raab mange Gange i Træk, uden at sige mer.

Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og stirred fortabt paa mine Papirer, lagde dem saa sammen og stak dem langsomt i Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen. Saa rejste jeg mig og gik.

Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter 46Betalingen, og jeg havde maattet dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde ikke gøre det igen; næste Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige mit Rum og gøre ærligt Rede for mig; det kunde saa alligevel ikke vare ved i Længden paa denne Maade.

Da jeg kom til Udgangen af Parken, saa jeg igen den gamle Dværg, som jeg i mit Raseri havde jaget paa Flugt. Den mystiske Avispakke laa opslagen ved Siden af ham paa Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og bed af. Jeg vilde lige med ét gaa hen til ham og undskyldeundskylde] rettet fra: undsylde (trykkfeil) mig, bede om Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle Fingre, der saa ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han kendte mig ikke, hans Øjne stirred paa mig tørre som Horn, og hans Ansikt fortrak ikke en Mine.

Og jeg fortsatte min Vej.

Efter Sædvane standsed jeg ved hver udhængt Avis, som jeg passered, forat studere Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg 47var saa heldig at finde én, som jeg kunde paatage mig: En Købmand paa GrønlandsleretGrønlandsleret] bydel i Gamle Oslo fra Tøyenbekken til Schweigaards gate, også kalt Leret; veiforbindelse mellom Kristiania og Oslo (Gamlebyen) søgte efter en Mand til et Par Timers Bogførsel hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Øre var rigeligt, eller kanske firti Øre; det fik blive ganske som det vilde med det.

Da jeg kom hjem, laa der paa mit Bord en Seddel fra min Værtinde, hvori hun bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, saa snart jeg kunde. Jeg maatte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en nødig Begæring. Venskabeligst Madam Gundersen.

Jeg skrev en Ansøgning til Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen paa Hjørnet. Saa gik jeg op paa mit Værelse igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, mens Mørket blev tættere og tættere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu.

*

48Om Morgenen vaagned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mørkt, da jeg slog Øjnene op, og først længe efter hørte jeg Klokken i Lejligheden nedenunder mig slaa fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove igen, men kunde ikke mere falde i Søvn, jeg blev mer og mer vaagen og laa og tænkte paa tusind Ting.

Pludselig falder der mig ind en eller to gode Setninger til Brug for en Skitse, en Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg aldrig havde fundet Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er udmærkede. Om lidt føjer der sig flere til, jeg blir med ét lysvaagen og rejser mig op og griber Papir og Blyant paa Bordet bag min Seng. Det var som en Aare var sprunget i mig, det ene Ord følger efter det andet, ordner sig i Sammenhæng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig paa Scene, Handlinger og Repliker vælder op i min Hjærne, og et underfuldt Behag griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne kommer saa pludseligt paa mig og vedbliver at strømme saa rigeligt, at jeg mister en 49Masse fine Biting,Biting] bisaker; bagateller som jeg ikke hurtigt nok faar skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter. Det fortsætter at trænge ind paa mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden.

Det varer, varer saa velsignet længe, inden dette forunderlige Øjeblik hører op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig paa mine Knæ, da jeg endelig standser og lægger Blyanten væk. Var der nu saasandt nogen Værdi i disse Papirer, saa var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klæder mig paa. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skælne Fyrdirektørens Bekendtgørelse nede ved Døren, og ved Vinduet er det allerede saa lyst, at jeg til Nød kunde se at skrive. Og jeg gaar straks i Gang med at renskrive mine Papirer.

En underlig, tæt Damp af Lys og Farver slaar op af disse Fantasier; jeg stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir yr af Tilfredshed, Gleden puster mig op, og jeg føler mig storartet ovenpaa; jeg vejer mit Skrift i Haanden og takserer det paa Stedet 50til fem Kroner efter et løst Skøn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte paa fem Kroner, det maatte tvertimod siges at være Røverkøb at faa det for ti Kroner, kom det an paa Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gøre et saa særegent Arbejde gratis; saa vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner.

Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg kasted et Blik ned mod Døren og kunde uden synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru Andersens Ligsvøb tilhøjre i Porten; der var ogsaa gaaet en god Stund siden Klokken slog syv.

Jeg rejste mig og stilled mig midt paa Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget Værelse for mig; her var noksaa simple grønne Gardiner for Vinduerne, og saa synderlig mange Spiger i Væggene til at hænge sin Garderobe paa, var her heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i Grunden bare en Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den var altfor lav for en voksen Mand, desuden var den saa trang, at man saa at sige maatte 51bruge Støvleknægt,Støvleknægt] redskap til å trekke av seg trange støvler med forat komme op af den igen. Kortsagt, Værelset var ikke indrettet til at sysle med aandelige Ting i, og jeg agted ikke at beholde det længer. Paa ingen Maade vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor længe tiet og taalt og holdt til i dette Skur.

Opblæst af Haab og Tilfredshed, stadigt optagen af min mærkelige Skitse,Skitse] første utkast; kortfattet skildring som jeg hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, vilde jeg straks gøre Alvor af det og gaa i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rødt Lommetørklæde, der indeholdt et Par rene SnipperSnipper] her: løse krager som festes til skjorten med knapper og noget sammenkrøllet Avispapir, som jeg havde baaret Brød hjem i, rulled mit Sengetæppe sammen og stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derpaa undersøkte jeg for Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og saa ud. Morgenen var mørk og vaad; der var ingen tilstede ude ved den nedbrændte Smedje, og Klædesnoren nede i Gaarden stod stram fra Væg til Væg, sammentrukket af Væden. Jeg kendte altsammen fra før, traadte derfor bort fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked 52for Fyrdirektørens Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og aabned Døren.

Med en Gang kom jeg i Tanke paa min Værtinde; hun burde dog underrettes om min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt Menneske at gøre. Jeg vilde ogsaa takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg havde benyttet Værelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for længere Tid, trængte saa stærkt ind paa mig, at jeg endog loved min Værtinde fem Kroner, naar jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til Overmaal, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag.

Sedlen lagde jeg efter mig paa Bordet.

Atter engang standsed jeg ved Døren og vendte om. Denne straalende Følelse af at være kommet ovenpaa henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og Alverden, og jeg knæled ned ved Sengen og takked Gud med høj Røst for hans store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, aa, jeg vidste det, at den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var en vidunderlig Himlens Gærning i min Aand, et 53Svar paa mit Nødraab igaar. Det er Gud! det er Gud! raabte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over mine egne Ord; nu og da maatte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled lydløst nedad alle disse Etager og naaed uset Porten.

Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt paa Morgenstunden, Himlen hang raa og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af RaadstuenRaadstuen] i Møllergaten, midt mellom Hammersborg og Oplandske Kafé. Her lå byens hovedpolitistasjon med fengselsbygning. Politiet hadde også en stasjon med arrestrom i Rådhusgaten 7 i det som var byens gamle rådstue, Garmangården. jf. Larsen 1998, 410. og saa at Klokken var halv ni. Jeg havde altsaa et Par Timer at løbe paa; det nytted ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring saalænge og imidlertid spekulere paa en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten ingen Frygt for at gaa sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over! Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drøm; nu fra af gik det opad!

Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær; jeg kunde heller ikke være bekendt at bære en saadan Ting under Armen midt for alle Folks Øjne. Hvad maatte man mene 54om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter et Sted, hvor jeg kunde faa det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde gaa hen til Semb og faa det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud, og det var ikke længer nogen Skam at bære det. Jeg traadte ind i Butiken og fremførte mit Ærinde for en af Betjentene.

Han saa først paa Tæppet, derpaa paa mig; det forekom mig, at han i sit stille Sind trak lidt ringeaktende paa Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette stødte mig.

«Død og Pine, vær lidt forsiktig!» raabte jeg. «Der er to dyre Glasvaser indi; Pakken skal til Smyrna.»Smyrna] gresk by i Lilleasia, i dag Izmir i Tyrkia, kjent for sin teppeeksport

Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevægelse, han gjorde, om Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet. Da han var ferdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand, der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han aabned Døren for mig og bukked to Gange, da jeg gik.

Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene paa Stortorvet og holdt mig helst 55i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge. De tunge, røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og raa i den fugtige Morgen, gjorde mig begjærlig, fristed mig syndigt til at rapserapse] småstjele; naske en, og jeg spurgte om Prisen paa den, blot forat have Lov til at komme den saa nær som muligt. Fik jeg Penge tilovers, vilde jeg købe den, det fik gaa, hvordan det vilde; jeg kunde jo nok spare ind lidt hist og her i min Levemaade, forat komme op i Balance igen.

Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. SaksenSaksen] kallenavn på redaksjonssekretæren, som klipper nyheter fra andre aviser gennemroder endel gamle Aviser, Redaktøren er ikke kommet. Paa Opfordring afleverer jeg mit store Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og lægger ham indstændigt paa Minde at lade Redaktøren faa det i sin egen Haand, naar han kom. Jeg vilde saa selv afhente Besked senere paa Dagen.

«Godt!» sagde Saksen og begyndte igen paa sine Aviser.

Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik.

56Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer saa flade og triste ud. Jeg gjorde atter et Slag henover Torvet og saa paa Grøntsager og Roser. Da føler jeg en Haand paa min Skulder og vender mig om, «Jomfruen» hilser Godmorgen.

«Godmorgen?» svarer jeg lidt spørgende, for straks at faa hans Ærinde at vide. Jeg syntes ikke meget om «Jomfruen.»

Han ser nysgærrigt hen paa den store, splinterny Pakke under min Arm og spørger:

«Hvad bærer De paa der?»

«Jeg har været nede hos Semb og faaet noget Tøj til Klæder,» svarer jeg i en ligegyldig Tone; «jeg syntes ikke, jeg vilde gaa saa slidt længer, man kan jo ogsaa være for karrig mod sit Legeme.»

Han ser paa mig og studser.

«Hvordan gaar det forresten?» spørger han langsomt.

«Jo, over Forventning.»

«Har De faaet noget at gøre nu da?»

57«Noget at gøre?» svarer jeg og er meget forundret, «jeg er jo Bogholder hos GrossererfirmaetGrossererfirmaet] kjøpmannen Christie, jo.»

«Ja saa!» siger han og rykker lidt tilbage. «Gud bevare Dem, hvor vel jeg under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener. Godmorgen.»

Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken paa min Pakke og siger:

«Jeg vil anbefale Dem min Skredder til de Klæder. De faar ikke finere Skredder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, saa.»

Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde laant af mig. Allerede førend han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og saa ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, traadte jeg hurtigt tilbage, forat lade 58hende passere, og benytted Anledningen til at gaa min Vej.

Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde gaa til paa denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev bort endel Tid paa Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste «Aftenposten,» som nylig var sat paa Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpaa om og gik lige op paa Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted paa Bakken ved Kapellet.

Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den vaade Luft, tænkte, halvsov og frøs. Og Tiden gik. Var det nu ogsaa sikkert, at Føljetonen var et lidet Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej, ikke engang antagen, simpelthen! Den var maaske noksaa middelmaadig, kanske ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette Øjeblik laa i Papirskurven? … Min 59Tillidsfuldhed var rugget, jeg sprang op og stormed ud af Kirkegaarden.

Nede i Akersgaden titted jeg ind af et Butiksvindu og saa, at Klokken blot var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde saa sikkert haabet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at søge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser; jo mer jeg tænkte paa den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde have skrevet noget brugbart saadan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! … Jeg bevæged mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud paa aabne Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og befandt mig tilsidst paa en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se.

Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne;Høvogne] vogner til å kjøre høy med Kørerne laa flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge 60med runde, sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg var kommet dem nær nok, raabte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.

«Et Sengetæppe,» svared jeg.

«Hvormange er Klokken?» spurgte han.

«Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.»

Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en TougsvøbeTougsvøbe] pisk paa mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var over fire.

Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde maaske for længe siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med Hestene, 61stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire Spring og banked paa.

Ingen svarer.

Han er gaaet! han er gaaet! tænker jeg. Jeg prøver Døren, som er aaben, banker paa endnu engang og træder ind.

Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Haanden, færdig til at skrive. Da han hører Min forpustede Hilsen, vender han sig halvt om, ser lidt paa mig, ryster paa Hovedet og siger:

«Ja, jeg har ikke faaet Tid til at læse Deres Skitse endda.»

Jeg blir saa glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer:

«Nej, kære, det forstaar jeg nok. Det haster jo ikke saa. Om et Par Dage kanske, eller …»

«Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, saa.»

Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer.

AudiensenAudiensen] samtalen (med en høytstående person) er forbi, jeg træder bukkende tilbage og gaar. Haabet gløder igen op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde 62vinde alt endnu, for den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Raad i Himlen, hvor det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti Kroner for en Føljeton …

Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg bedst skulde kunne stikke mig ind, blir saa stærkt optagen af dette Spørgsmaal, at jeg staar stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, staar som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt omkring den. En Avisgut rækker mig «Vikingen»:«Vikingen»] norsk vittighetsblad, grunnlagt av boktrykker Henning Tønsberg og utgitt i Christiania fra 1862 D’n er saa morssom, saa! Jeg ser op og farer sammen – jeg er udenfor Semb igen.

Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne. Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere paany.

Hvor i alverden skulde jeg faa Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min 63Stolthed forbød mig at vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gaa tilbage paa mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit stille Sind af den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i paa Hægdehaugen; jeg saa et Bræt paa Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og bød mig mer Té …

Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde faa den samme Feber i Hjærnen og mange vanvittige Paafund at kæmpe med. Jeg taalte ikke Mad, jeg var ikke saaledes anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed.

Kanske blev der en Raad til Husly, naar det led paa Kvælden. Det havde ingen Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret.

64Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede PrammePramme] robåter roded Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre og gled videre, mens Røgen velted som Dyner ud af Skorstenene og Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten vaade, og Bænken, jeg sad paa, var kold og raa. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde i. Og jeg lod dem falde.

Da jeg vaagned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og frøsen, greb min Pakke og begyndte at gaa. Jeg gik fortere og fortere, forat blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg havde sovet i flere Timer.

Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted maatte jeg jo være. Jeg staar der og glaner opad Brandvagten og studerer paa, om det ikke skulde kunne lykkes at komme ind i en af Gangene, passe paa et Øjeblik, naar 65PatroullenPatroullen] patrulje med en eller flere personer som holder vakt vendte Ryggen til. Jeg gaar opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han hæver straks sin Økse til Honnør og venter paa, hvad jeg skal sige. Denne løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig uvilkaarlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham; forat redde Skinnet, farer jeg mig med Haanden over Panden, som om jeg har glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede paa Fortouget, følte jeg mig saa frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og jeg skyndte mig afsted.

Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det. Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en ny Idéassociation i Tanke paa en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude paa Tivoli, og som jeg engang senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden, 66finder en Dør, hvorpaa der staar C. Zacharias Bartel paa et Kort, og banker paa.

Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, saa det var en Gru.

«Godaften!» sagde jeg.

«Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De saa sent? Det tager sig slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en HøhæsjeHøhæsje] rekke av staur forbundet med ståltråd til å tørke høy på siden sidst og foretaget et Par Forandringer. De maa se det om Dagen, det nytter ikke, at vi prøver paa det nu.»

«Lad mig se det nu alligevel,» sagde jeg; forresten husked jeg ikke, hvilket Billede han stod og talte om.

«Aldeles plat umuligt!» svared han. «Det blir gult altsammen! Og saa er der en anden Ting» – han kom hviskende hen imod mig – «jeg har en liden Pige inde hos mig iaften, saa det er rent ugørligt.»

«Ja, naar saa er, saa er det jo ikke Tale om.»

Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik.

Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gaa ud i Skogen et Sted. Naar bare ikke Marken havde været saa fugtig! Jeg 67klapped paa mit Tæppe og følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Saa længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slaa mig til Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsturet og saa, at Klokken var over ti, derfra tog jeg Vejen opover Byen. Et Sted paa Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der laa en Kat og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en KummeKumme] større skål eller bolle Smult og flere Glas Gryn. Jeg stod og saa en Stund paa disse Madvarer, men da jeg ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen.

Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Saa tog jeg til at søge mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde 68tørt, aabned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smerted noget, det var lidt ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile paa det. Mine Sko trak jeg af og lagde under Hovedet, og ovenpaa dem Papiret fra Semb.

Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse Summen, som aldrig tier. Jeg lytted saa længe til dette endeløse, syge Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang …

«Det er Fan heller!» sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; «det er Natuglerne, som tuder i Kana’an!»

Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene paa og drev omkring i Mørket og lagde mig paany, kæmpet og stred med Vrede og Frygt til hen paa Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn.

*

69Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det led henimod Middag. Jeg trak Skoene paa, pakked atter Tæppet ind og begav mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som om de ikke taalte Dagslyset.

Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til Dampkøkkenet,Dampkøkkenet] Christiania Dampkjøkken holdt til i Torggaten 8 og var fra 1858 et sterkt besøkt spisested for alle som ønsket – eller måtte – spise ekstra rimelig. Den billigste maten i spisesalen kostet 33 øre, til avhenting 28 øre; den beste henholdsvis 47 og 42 øre. læste Tavlen og trak opsigtsvækkende paa Skuldrene, som om sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned paa Jærnbanetorvet.

En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og vilde ikke agte paa det, men blev værre og værre og maatte tilsidst sætte mig paa en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik itu. Jeg tog efter Aanden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, 70og da en Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste.

Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de øvrige? Var det en Følge af at sove paa raa Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde faaet Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at leve paa denne Maade; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg havde gjort mig fortjent til denne udmærkede Forfølgelse heller! Og det faldt mig pludselig ind, at jeg lige saa godt kunde gøre mig til Kæltring straks og gaa hen til «Onkels» Kælder med Sengetæppet. Jeg kunde sætte det fast for en Krone og faa tre passende Maaltider, holde mig oppe til jeg fandt paa noget andet; Hans Pauli fik jeg slaa en Plade.slaa en Plade] skrøne; fortelle en historie som er oppdiktet (for å skaffe fortelleren en fordel) Jeg var allerede paa Vej til Kælderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlraadigttvivlraadigt] usikker, rådvill paa Hovedet og vendte om.

Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg havde sejret i denne svære Fristelse. BevidsthedenBevidstheden] rettet fra: Bevistheden (trykkfeil) om, at jeg endnu var ren og ærlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Følelse af at være en Karakter, et hvidt Fyrtaarn midt i et grumset 71Menneskehav, hvor Vrag flød om. Pantsætte en andens Ejendom for et Maaltid Mad, æde og drikke sig selv til Doms, brændemærke sin Sjæl med den første lille Streg, sætte det første sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig Kæltring op i sit eget Ansigt og slaa Øjnene ned for sig selv – aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor været i min Tanke, det havde næsten ikke faldt mig ind engang; løse, jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, især naar man havde en gruelig Hovedpine og bar sig næsten ihjæl paa et Sengetæppe, som tilhørte en anden Mand.

Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjælp alligevel, naar Tiden kom! Der var nu Købmanden paa Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time paa Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet paa sent og tidligt og bleven afvist? Jeg havde ikke saagodtsom mældt mig til ham og faaet Svar. Det behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde maaske havt Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en saa underlig slynget Vej. Og jeg begav mig ud til Grønlandsleret.

72Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og jeg gik yderst langsomt og tænkte paa, hvad jeg vilde sige til Købmanden. Han var maaske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i Forskud paa Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; saadanne Folk kunde have det med ganske fortræffelige Paafund nu og da.

Jeg sneg mig ind i en Port og sværted mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt ordentlig ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en Kasse i en mørk Krog, skraaed over Gaden og traadte ind i den lille Butik.

En Mand staar og klistrer Poser af gamle Aviser.

«Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,» sagde jeg.

«Det er mig,» svared Manden.

Naa! Mit Navn var det og det, jeg havde været saa fri at sende ham en Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget?

Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. «Nu skal De se!» sagde han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. «Vil 73De bare behage at se, hvorledes De omgaaes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Aaret 1848.» Og Manden lo af fuld Hals.

Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, en Tankeløshed, en Distraktion, jeg indrømmed det.

«Ser De, jeg maa have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,» sagde han. «Jeg beklager det; Deres Haandskrift er saa tydelig, jeg synes ogsaa om Deres Brev forøvrigt, men …»

Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt være Mandens sidste Ord. Han gav sig atter i Færd med Poserne.

Ja, det var lejt, sagde jeg saa, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu ikke have gjort mig totalt uskikket til at føre Bøger overhovedet?

«Nej, det siger jeg ikke,» svared han; «men imidlertid vejed det saa meget for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.»

«Posten er altsaa besat?» spurgte jeg.

«Ja.»

74«Naa, Herregud, saa er der jo ikke mere at gøre ved det!»

«Nej. Jeg beklager det; men …»

«Farvel!» sagde jeg.

Nu steg Vreden op i mig, glødende og brutalt. Jeg hented min Pakke i Portrummet, bed Tænderne sammen og løb paa fredelige Folk paa Fortouget og bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt skarpt for min Opførsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt meningsløst Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige under hans Næse og gik videre, forhærdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte paa en Konstabel, og jeg ønsked intet heller end at faa en Konstabel mellem Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt min Gang, forat give ham Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu ogsaa nogensomhelst RæsonRæson] fornuftig/rimelig tenkemåte/handlemåte i, at absolut alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altsaa skrevet 1848? Hvad vedkom dette fordømte Aarstal mig? Nu gik jeg her og sulted, saa mine Tarmer krøb sammen i mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der 75skulde blive lidt til Mad, naar det led ud paa Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev jeg mer og mer aandelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og mindre hæderlige Handlinger for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues,blues] bli blyg; sjeneres snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at forgribe mig paa andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed. Der begyndte at komme raadne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vaagent Øje med mig og paasaa, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jævnt og langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djævle og skød Børsterskød Børster] ble sinte; viste kraftig motstand over, at det vared saa længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd, en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfærdighed maatte støde mig ned …

Jeg forstærked min Gang, drev det til værre og værre Fart, gjorde pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port. Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele ejendommelige Udstyr trængte Øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver Ubetydelighed ved Dørene, 76Dekorationerne, BrolægningenBrolægningen] veidekket av stein stod klart for mit indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt paa i anden Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop gribe til denne Klokkestræng, der var længst borte fra Trappen?

En ung Dame i graa Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun saa en liden Stund forbauset paa mig, derpaa rysted hun paa Hovedet og sagde:

«Nej, vi har ikke noget idag.» Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren.

Hvorfor havde jeg ogsaa dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af og gjorde et Ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde hørt hendes Ord, sagde jeg yderst høfligt:

«Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at jeg ringte saa haardt, jeg kendte ikke Klokken. Her skal være en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at trille sig i en Vogn?»

Hun stod en Stund og smagte paa dette løgnagtige Paafund og syntes at blive tvivlraadig i sine Meninger om min Person.

77«Nej,» sagde hun tilsidst, «nej, her er ingen syg Herre.»

«Ikke det? En ældre Herre, to Timers KørselKørsel] det å kjøre(s); kjøring om Dag, firti Øre Timen?»

«Nej.»

«Saa beder jeg igen om Undskyldning,» sagde jeg; «det er kanske i første Etage. Jeg vilde for Tilfældet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender, og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.» Og jeg bukked igen og traadte tilbage; den unge Dame blev blussende rød, i sin Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig, idet jeg gik ned ad Trapperne.

Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun intet havde at give mig idag, havde virket paa mig som en kold Styrt. Saa vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege paa mig i sin Tanke og sigesige] rettet fra: sig (trykkfeil) til sig selv: Der gaar en Tigger, en af dem, som faar sin Føde langet ud gennem Entrédørene hos Folk!

I Møllergaden standsed jeg udenfor en Beværtning og snused til den friske Duft af Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede 78Haanden paa Dørvrideren og vilde gaa ind uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og gik bort fra Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slaa mig ned. Naturligvis! sagde jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturlig-vis! Og jeg tog paa at gaa igen. Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjørnet og drak en Slurk Vand, gik paany, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med Øjnene hver Vogn, som fôr mig forbi. Jeg følte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig højst ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at blive opdaget. Saaledes kom jeg lige op paa Krist Kirkegaard. Jeg satte mig med Albuerne paa mine Knæ og Hovedet i Hænderne; i denne sammentrukne Stilling havde jeg det godt og følte ikke længer den lille GnavenGnaven] gnagingen i Brystet.

79En Stenhugger laa paa Maven paa en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged Indskrift; han havde blaa Briller paa og minded mig med én Gang om en Bekendt af mig, som jeg næsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg for en Tid tilbage havde truffet paa i Oplandske Kafé.Oplandske Kafé] kafé beliggende i hjørnegården Møllergaten 16 og Pløensgate, samlingssted for flere av datidens etter hvert kjente personer som Ivar Aasen, Gustav Vigeland og Knut Hamsun

Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig smaat for mig nu, noksaa vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog … Død og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager nervøst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig paa Bunden af Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg tæller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke meget Brug for dem, det kunde være et Lune af mig, et Paafund, at jeg ikke gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken 80seks, jeg kunde passe op min Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden.

Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. Var det nu ikke ogsaa lidt smaat at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som stod i en Bank? Han havde maaske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med, men fandt ingen. Naar jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt undvære det, naar jeg knapped Frakken tæt til, hvad jeg alligevel maatte gøre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op mit Slips, en stor Dæksløjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Saa forlod jeg Kirkegaarden og gik ned til Oplandske.

Klokken var syv paa Raadstuen. Jeg bevæged mig i Nærheden af Kaféen, pusled op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og gik i Døren. Endelig 81ved otte Tiden saa jeg den unge Mand, frisk og elegant, komme opad Bakken og skraa ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered som en liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje paa ham, og jeg bused paa uden at hilse.

«En halv Krone, gamle Ven!» sagde jeg og gjorde mig fræk; «her – her har De Valutta,» og jeg stak den lille Pakke i hans Haand.

«Har ikke!» sagde han, «nej, ved Gud, om jeg har!» og han vrængte sin Pengepung lige for mine Øjne. «Jeg var ude igaaraftes og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det ikke.»

«Nej, nej, kære, det er vel saa!» svared jeg og troed ham paa hans Ord; der var jo ingen Grund for ham til at lyve i en saa liden Sag; det forekom mig ogsaa, at hans blaa Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. «Undskyld, da!» sagde jeg; «det var bare en liden Knibe, jeg stod i.»

Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han raabte efter mig om Pakken.

«Behold den, behold den!» svared jeg; «den er Dem vel undt! Det er bare et Par 82Smaating, en Bagatel – omtrent alt, jeg ejer paa Jorden.» Og jeg blev rørt over mine egne Ord, de lød saa trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg stak i at græde …

Vinden friskned paa, Skyerne jaged rasende fremad paa Himlen, og det blev køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang paa Gang et Par Ord, et Udraab, som atter drev Taarerne frem, naar de vilde standse: Herregud, jeg har saa ondt! Herregud, jeg har saa ondt!

Der gik en Times Tid, gik saa uendelig langsomt og trægt. Jeg holdt mig en Tidlang i Torvgaden, sad paa Trapperne, smutted ind i Portrummene, naar nogen kom forbi, stod og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en Bordstabel mellem Kirken og Basarerne.

Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gaa som det vilde, jeg havde ikke Kræfter til det, og Vejen var saa endeløst lang. Jeg vilde faa Natten til at gaa, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev 83det for koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre flere Omstændigheder med det. Og jeg læned mig bagover og halvsov.

Støjen omkring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer …

Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg ikke se.

«Godaften!» sagde han.

«Godaften!» svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod en Stund urørlig.

«Hvor bor De henne?» spurgte han.

Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det lille Kvistrum, som jeg havde forladt.

Han stod igen en Stund.

«Har jeg gjort noget galt?» spurgte jeg angst.

«Nej, langtifra!» svared han. «Men De burde vel gaa hjem nu, det er koldt at ligge her.»

84«Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.»

Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok naa op, uden at blive hørt; der var alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene.

Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt; siden hørte jeg intet. Jeg fandt min Dør, løfted den lidt paa Hængslerne og aabned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak Døren lydløst igen.

Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slaaet tilside for Vinduerne og Sengen stod tom; henne paa Bordet skimted jeg et Papir, det var kanske min Billet til Værtinden; hun havde altsaa ikke engang været heroppe, siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Haanden over den hvide Plet og følte til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, studerer, saa godt det lader sig gøre i Mørket, disse daarligt skrevne Bogstaver og finder 85endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage!

Og langsomt, ganske langsomt gaar jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i den ene Haand, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op og bider Tænderne sammen paa de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel nedad alle disse Trapper og staar atter nede i Porten.

Jeg tager igen Skoene paa, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og holder Brevet i Haanden.

Saa rejser jeg mig og gaar.

Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg gaar lige hen under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og aabner Brevet, altsammen yderst langsomt.

Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver et lidet Raab, en meningsløs Lyd af GIæde: Brevet var fra Redaktøren, min Føljeton var antagen, var gaaet lige i Sætteriet, med én Gang! «Nogle smaa Forandringer … rettet et Par 86Fejlskrivninger … talentfuldt gjort … trykkes imorgen … ti Kroner.»

Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik.

Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altsaa et lidet Mesterværk, en Genistreg. Og ti Kroner!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.