FJERDE STYKKE

265Vinteren var kommet, en raa og vaad Vinter næsten uden Sne, en taaget og mørk evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, saa lang som Ugen var. Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte alligevel paa hinanden i Taagen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra Droschehestene, Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lød saa sprukkent og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dæmped alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme.

Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.Vaterland] området mellom Jernbanetorget, Storgata, Brugata til Akerselva ved Vaterlands bru, tidligere boligstrøk og opprinnelig en forstad til Kristiania

Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for Rejsende, hvor jeg havde faaet bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gaa og 266komme paa dette Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale hende. Saaledes forløb tre Uger.

Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det lykkedes mig ikke længer at faa til noget, som jeg var tilfreds med; jeg havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsøgte sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var borte, og jeg anstrængte mig altid forgæves.

Det var paa et Værelse i anden Etage, i det bedste Gæsteværelse, jeg sad og gjorde disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den første Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde ogsaa hele Tiden det Haab, at jeg endelig kunde faa istand en Artikel om et eller andet, saa jeg kunde faa betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det var derfor, jeg arbejded saa ihærdigt. Især havde jeg et paabegyndt Stykke, som jeg vented mig meget af, en AllegoriAllegori] gjennomført billedlig fremstilling om en Ildebrand i en Boglade, en dybsindig Tanke, som jeg vilde 267lægge al min Flid paa at udarbejde og bringe «Kommandøren» i Afbetaling. «Kommandøren» skulde dog erfare, at han denne Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det galdt blot at vente til Aanden kom over mig. Og hvorfor skulde ikke Aanden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine Hænder, naar jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i alle Maader, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede havde faaet min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.

En Dag skulde jeg endelig faa en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se 268paa; der maatte være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.

Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og saa paa mig. Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig, derpaa en Gang opad, og kom paany til samme Resultat. Jeg saa paa Konen, hun sad lige foran mig og vented paa mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til, at hun var frugtsommelig,frugtsommelig] gravid det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred dog ingenlunde undersøgende paa hende.

«Summen er rigtig,» sagde jeg.

«Nej, se nu efter for hvert Tal,» svared hun; «det kan ikke være saa meget; jeg er sikker paa det.»

Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, 1 Lampeglas 18, Sæbe 20, Smør 32 … Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat gennemgaa disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal et Par Minutter, følte jeg desværre, 269at altsammen begyndte at danse rundt i mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel paa Debet og Kredit, jeg blanded det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post: «3 5/16 PundPund] eldre norsk vektenhet, ca. 1/2 kg Ost á 16». Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred dumt ned paa Osten og kom ingen Vej.

«Det er da ogsaa forbandet, saa vredentvredent] vrient dette er skrevet!» sagde jeg fortvivlet. «Her staar Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he, har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!»

«Ja,» svared Madamen, «de plejer at skrive saa. Det er Nøgleosten. Jo, det er korrekt! Fem Sekstendele er altsaa fem Lod …»

«Ja, det forstaar jeg nok!» afbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen Ting mer.

Jeg forsøgte paany at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle Maaneder siden kunde have talt op paa et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte over disse gaadefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt paa denne Sag; men jeg maatte opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde 270det fuldstændigt af med mig; det var som om noget knak over i min Pande.

For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg:

«Ja, nu har jeg gaaet den igennem fra først til sidst, og der er virkelig ingen Fejl, saavidt jeg kan se.»

«Ikke det?» svared Konen, «jasaa, ikke det?» Men jeg saa godt, at hun ikke troed mig. Og pludselig syntes hun paa en Gang at antage et lidet Stænk af Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til at regne med Sekstendele; hun sagde ogsaa, at hun maatte henvende sig til nogen, som forstod sig paa det, forat faa Regningen ordentlig gennemset. Alt dette sagde hun ikke paa nogen saarende Maade, forat gøre mig tilskamme, men tankefuldt og alvorligt. Da 271hun var kommet til Døren og skulde gaa, sagde hun, uden at se paa mig:

«Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!»

Hun gik.

Lidt efter aabnedes Døren paany, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde næppe have gaaet længer end ud paa Gangen, før hun vendte om.

«Det er sandt!» sagde hun. «De maa ikke tage det ilde op; men jeg har vel lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igaar, siden De kom? Ja, jeg mente, det var saa. Det er ikke grejt at klare sig med saa stor Familje, saa jeg kan ikke lade nogen faa bo paa Kredit, desværre …

Jeg standsed hende.

«Jeg arbejder paa en Artikel, som jeg altsaa har fortalt Dem om før,» sagde jeg, «og saasnart den blir færdig, skal De faa Deres Penge. De kan være ganske rolig.»

«Ja, men De faar jo aldrig den Artikel færdig, jo?»

«Tror De det? Aanden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da blir min Artikel færdig 272paa et Kvarter højst. Ser De, det er ikke saaledes med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og faa istand en vis Mængde om Dag, jeg maa bare vente paa Øjeblikket. Og der er ingen, som kan sige Dag og Time, paa hvilken Aanden kommer over én; det maa have sin Gang.»

Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.

Jeg sprang op og sled mig i Haaret af Fortvivlelse, saasnart jeg var bleven alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen Redning! Min Hjærne var bankerot!bankerot] konkurs, fallitt Var jeg da altsaa bleven helt Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men kunde jeg ogsaa have tabt min Forstand, naar jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmaal? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkaarligt ind, jeg sad og saa det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til og 273med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele. Hvorledes skulde jeg forklare mig det?

Jeg gik til Vinduet og saa ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der legte nogle Børn nede paa Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skraaled højt. Et Flyttelæs rulled langsomt forbi dem; det maatte være en fordreven Familje, som skifted Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. Paa Vognen laa Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj.Bliktøj] gjenstander av blikk brukt i kjøkkenarbeidet og husholdningen En liden Pige, bare et Barn, en rigtig hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine stakkels blaa Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad paa en Bundt af rædsomme, vaade Madrasser, som Børn havde ligget paa, og saa ned paa de smaa, der kasted Tomflasken imellem sig …

Alt dette stod jeg og saa paa, og jeg havde ingen Møje med at forstaa alt, som foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hørte jeg ogsaa min Værtindes 274Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have gjort; jeg var Gudskelov saa fornuftig, som noget Menneske.

Pludselig saa jeg to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smaagutter; jeg kendte den ene, det var min Værtindes. Jeg aabner Vinduet, forat høre, hvad de siger til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og ser længselsfuldt op. Hvad vented de paa? At noget skulde blive kastet ud? Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde gnave i sig eller more sig med? De saa med blaafrosne Ansigter, med uendelig lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to smaa Fjender at skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog,Skøgesprog] ord og uttrykk knyttet til prostituerte Matroseder,Matroseder] grove ord; banning som de kanske havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to saa optagne heraf, at de slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der 275løber ud til dem, forat faa høre, hvad der er paafærde.

«Jo,» forklarer hendes Søn, «han tog mig i Barken;Barken] her: strupen jeg fik ikke Pusten paa en lang Stund!» Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand, der staar og flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og raaber: «Rejs til hede Helvede, dit kaldæiskekaldæiske] person av et semittisk folk som hadde herredømmet i Kaldea i deler av det siste årtusenet f.Kr. Naut, du er! En slig LushorrikLushorrik] elendig fyr skal tage Folk i Struben! Jeg skal Herr’n forsyne mig …»

Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade med sin Mave, svarer det tiaarige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil have ham med:

«Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du bander ogsaa! Du bruger Kæften, som om du skulde været paa LudderhusLudderhus] horehus i aarvis! Nu kommer du ind!»

«Nej, jeg gør ikke det!»

«Jo, du gør det!»

«Nej, jeg gør ikke det!»

Jeg staar oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke længer ud, jeg raaber ned til Gutten, at 276han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg raaber to Gange, blot forat forstyrre dem, forat faa forpurret dette Optrin; den sidste Gang, raaber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt paa mig, rigtig overlegent ser hun paa mig, og trækker sig saa tilbage med en bebrejdende Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, saa jeg kan høre det, og siger til ham:

«Fy, du maatte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!»

Af alt dette, som jeg saaledes stod og iagttog, var der intet, ikke engang en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst vag, jeg indaanded ømtaaligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Saa der kunde umuligt være noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der ogsaa være noget ivejen med den nu?

Hør, ved du hvad, sagde jeg paa en Gang; nu har du længe nok gaaet og befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i saa Henseende; nu faar det være Slut med 277de Narrestreger! Er det Tegn paa Galskab at mærke og opfatte alle Ting saa nøjagtigt, som du gør det? Du faar mig næsten til at le af dig, forsikkrer dig paa, det er ikke uden Humor, saavidt jeg skønner. Kort og godt, det hænder alle Mennesker at staa fast for en Gangs Skyld, og det just netop i de simpleste Spørgsmaal. Det siger intet, det er bare Tilfældighed. Som sagt, jeg er paa et hængende Haar i Færd med at faa mig en liden Latter over dig. Hvad den Høkerregning angaar, disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, – he-he, en Ost med Nellik og Pebber i, paa min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde faa Barn af, – hvad denne latterlige Ost angaar, da kunde det have hændt den bedste at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med en Mand … Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost … Nej, sæt mig paa noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, paa fem Sekstendele godt Mejerismør! Det er en anden Sag!

Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem saare morsomme. Der var virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel 278bevaret. Jeg var saa at sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet paa det, Gud ske Lov og Tak!

Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der paa Gulvet og samtalte med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad. Det var virkelig ogsaa, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat faa mit Hoved i arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end paa lange Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmærket. Jeg arbejded ogsaa en Times Tid, uden at blive træt.

Saa sidder jeg just paa et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en Ildebrand i en Boglade; det forekom mig saa vigtigt, at alt det øvrige, jeg havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bøger, som brændte, det var Hjærner, Menneskehjærner, og jeg vilde lave en ren BartholomæusnatBartholomæusnat] massedrapene på hugenotter i Paris natten til Bartolomeusdagen 24. august 1572 af disse brændende Hjærner. Da 279blev med en Gang min Dør aabnet med megen Hast, og min Værtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed ikke engang paa Dørstokken.

Jeg gav et lidet hæst Raab; det var virkelig, som om jeg havde faaet et Slag.

«Hvad?» sagde hun. «Jeg syntes, De sagde noget? Vi har faaet en Rejsende, og vi maa have dette Værelse til ham; De faar ligge nede hos os inat; ja, De skal faa egen Seng der ogsaa.» Og førend hun havde faaet mit Svar, begyndte hun uden videre at samle sammen mine Papirer paa Bordet og bringe Uorden i dem allesammen.

Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Haand.

Der var intet andet for mig at gøre, jeg maatte forlade Værelset. Nu var ogsaa dette dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den ny Rejsende allerede i Trappen, en ung Mand med store blaa Ankertegninger paa Haandbagerne; bagefter ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste paa Skulderen. Den fremmede 280var vist en Sjømand, altsaa blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg ogsaa være heldig imorgen, naar Manden var rejst, og faa et af mine Øjeblikke igen; der mangled mig blot en Inspiration paa fem Minutter nu, saa var mit Værk om Ildebranden færdig. Altsaa, jeg fik finde mig i Skæbnen …

Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun ogsaa sov om Natten. Jeg nærmed mig med megen Modvilje Døren og banked paa; ingen svared, dog hørte jeg Stemmer indenfor.

Manden sagde ikke et Ord, da jeg traadte ind, besvared ikke engang min Hilsen; han saa blot ligegyldigt paa mig, som om jeg ikke vedkom ham. Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet «Glasruden». Et Spædbarn laa og pludred med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad sammenkrøben 281paa en Sengebænk og luded med Hovedet over sine Hænder, som om hans Bryst eller Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt Haar og saa ud i sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren efter noget.

«Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,» sagde jeg til Manden.

«Har min Kone sagt det?» spurgte han.

«Ja. Der kom en ny Mand paa mit Værelse.»

Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene.

Saaledes sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have noget mellem Hænderne imens. Han foretog sig ellers intet, rørte sig netop saa meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne, var om sig paa alle Kanter og havde Omsorg for at faa Gæster til Huset. Hun havde ogsaa sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav ofte disse Sjouere 282Husly for Natten. Nu var det «Glasruden», som just havde bragt den ny Rejsende med.

Et Par af Børnene kom ind, to Smaapiger med magre, fregnede Tøseansigter; de havde rigtig usle Klæder paa. Lidt efter kom ogsaa Værtinden ind. Jeg spurgte hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen paa Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette, gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i Orden, og hun saa ikke en Gang paa mig.

Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Døren og gjorde mig liden, lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at opirre hende og maaske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: «Aa, ja, der blir vel en Raad!» og taug.

Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.

«Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk i Kost 283og Logi paa Kredit,» sagde hun. «Og det har jeg sagt Dem før ogsaa.»

«Ja, men kære, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er færdig,» svared jeg, «og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpaa, gærne det.»

Men hun havde aabenbart ingen Tro paa min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej.

*

Der forløb et Par Dage.

Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, hvor der ingen Ovn var; jeg sov ogsaa om Natten paa Gulvet inde i Stuen. Den fremmede Sjømand boed stadigt paa mit Værelse og lod ikke til at ville flytte saa snart. Ved Middagstid kom ogsaa Værtinden ind og fortalte, at han havde betalt hende i Forskud for en hel Maaned; 284forresten skulde han tage Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen. Jeg stod og hørte paa dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig for bestandigt.

Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være saa heldig at faa noget skrevet, saa maatte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer min Allegori, som beskæftiged mig; jeg havde faaet en ny Idé, en ganske fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, «Korsets Tegn», Emne fra Middelalderen. Især havde jeg altsammen udtænkt angaaende Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skøge, der havde syndet i Templet, ikke af Svaghed og ikke af Attraa, men af Had mod Himlen, syndet lige ved Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for Himlen.

Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik. Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop saaledes, som jeg vilde have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj, meget mager og en Smule mørk, og naar hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at 285skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde ogsaa have store, udstaaende Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive for Øjet, knapt nok udholdelig at se paa. Hvad der interessered mig hos hende, var hendes underfulde Skamløshed, dette desperate Topmaal af overlagt Synd, som hun havde begaaet. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjærne var ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i samfulde to Timer i Træk paa mit Drama.

Da jeg havde faaet istand et halvt Snes Sider, maaske tolv Sider, ofte med stort Besvær, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgæves og maatte rive mine Ark itu, var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og Træthed, og jeg rejste mig og gik ud paa Gaden. I den sidste Halvtime var jeg ogsaa bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, saa jeg kunde i ethvert Tilfælde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig gik og grunded paa, hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama. Inden jeg kom hjem om 286Aftenen den Dag, havde der hændt mig følgende:

Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, næsten nede ved Jærnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne Skomagerbutik! Jeg saa indad Vinduet, hvor jeg stod, men tænkte forresten ikke paa, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt:

«Godaften!»

Det var «Jomfruen», som hilste paa mig.

«Godaften!» svared jeg fraværende. Jeg saa ogsaa paa «Jomfruen» en kort Stund, inden jeg kendte ham.

«Naa, hvordan gaar det?» spurgte han.

«Jo, bare bra … som sædvanligt!»

«Hør, sig mig,» sagde han, «De er altsaa hos Christie endda?»

«Christie?»

«Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?»

«Aa! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand; det gik istaa temmelig snart af sig selv.»

287«Hvorfor det, da?»

«Aa, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og saa …»

«Falsk?»

Falsk? Der stod «Jomfruen» og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg saa paa ham, følte mig dybt krænket og svared ikke.

«Ja, ja, Herregud, det kan hænde den bedste!» sagde han, forat trøste mig. Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk.

«Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hænde den bedste?» spurgte jeg. «At skrive falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, der De staar, at jeg kunde have begaaet en slig Nederdrægtighed? Jeg?»

«Men, kære, jeg syntes saa tydeligt, De sagde …»

«Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et Aarstal, en Bagatel, om De vil vide det, en fejl Dato paa et Brev, et eneste Pennestrøg galt – det var hele min Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne Ret fra Uret endda! Hvordan skulde det ogsaa bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet 288gik hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder paa nu. Men den er ogsaa stærkstærk] rettet fra: stærkt (trykkfeil) nok, haaber jeg; den har ialfald bevaret mig til Dato.»

Jeg kasted paa Hovedet, vendte mig bort fra «Jomfruen» og saa nedad Gaden. Mit Øje faldt paa en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en Mand. Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med «Jomfruen», var jeg ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, saa vilde denne røde Kjole maaske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den. Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var HoffrøkenHoffrøken] ugift kvinne som tjenestegjør ved et hoff Nagels Kjole?

«Jomfruen» stod og talte og søgte at gøre sin Fejltagelse god igen; jeg hørte slet ikke paa ham, jeg stod hele Tiden og stirred paa denne røde Kjole, der nærmed sig opad Gaden. Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at røre Munden:

«Ylajali!»

Nu vendte ogsaa «Jomfruen» sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste paa 289dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller maaske hilste jeg ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt.

«Hvem var det, som fulgte hende?» spurgte «Jomfruen».

«’Hertugen’, saa De ikke det? ‘Hertugen’ kaldet. Kendte De Damen?»

«Ja, saavidt. Kendte ikke De hende!»

«Nej,» svared jeg.

«Jeg syntes, De hilste saa dybt?»

«Gjorde jeg det?»

«He, gjorde De kanske ikke det?» sagde «Jomfruen». «Det var da besynderligt! Det var ogsaa blot Dem, hun saa paa hele Tiden.»

«Hvor kender De hende fra?» spurgte jeg.

Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Høst. Det var sent, de havde været tre glade Sjæle sammen, kom just fra Grand, traf dette Menneske gaaende alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde først svaret afvisende; men den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om at maatte 290have den Civilisationens Nydelse at følge hende hjem. Han skulde ved Gud ikke krumme et Haar paa hendes Hoved, som skrevet staar, blot følge hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers vilde ikke han faa Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik, fandt paa den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun maattet le ad denne glade Sjæl, som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og det endte med, at han fulgte hende.

«Naa, ja, hvad blev det saa til?» spurgte jeg, og jeg holdt mit Aandedræt saalænge.

«Blev til? Aa, kom ikke der! Det er en Dame.»

Vi taug begge et Øjebik, baade «Jomfruen» og jeg.

«Nej, Fan, var dét «Hertugen»! Ser han slig ud!» sagde han derpaa tankefuldt. «Men naar hun er sammen med den Mand, saa vil jeg ikke svare for hende.»

Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde «Hertugen» trække af med hende! Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt hendes Yndigheder, 291en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte at trøste mig selv ved at tænke de værste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glæde af at rode hende rigtig ned i Sølen. Det ærgred mig blot, at jeg havde taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor skulde jeg tage Hatten af for saadanne Mennesker? Jeg brød mig ikke længer om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gærne være, at det blot var mig, hun havde set paa; det forundred mig ikke; det var kanske Angeren, som begyndte at slaa hende. Men derfor behøved ikke jeg at falde til Fode og hilse som en Nar, specielt naar hun altsaa var bleven saa betænkelig falmet paa det sidste. «Hertugen» kunde gærne beholde hende, velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gaa hende stolt forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hænde, at jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun saa stivt paa mig og ovenikøbet gik i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf! Kendte jeg mig selv ret, saa var jeg istand til at gøre 292mit Drama færdigt i Løbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i Knæ. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder …

«Farvel!» sagde jeg kort.

Men «Jomfruen» holdt mig tilbage. Han spurgte:

«Men hvad bestiller De da nu om Dagen?»

«Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det er jo det, jeg lever af. For Øjeblikket arbejder jeg paa et stort Drama, ‘Korsets Tegn’, Emne fra Middelalderen.»

«Død og Pine!» sagde «Jomfruen» oprigtigt. «Ja, faar De dét til, saa …»

«Har ingen store Bekymringer desangaaende!» svared jeg. «Om en otte Dages Tid tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen hver.»

Dermed gik jeg.

Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Værtinde og bad om en Lampe. Det var mig meget om at gøre at faa denne Lampe; jeg vilde ikke gaa tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg haabed 293saa sikkert at kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, at hun gjorde en utilfreds Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde altsaa næsten færdigt et mærkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog paa,slog paa] antydet at det kunde blive opført paa et eller andet Teater, inden jeg selv vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gøre mig denne store Tjeneste, saa …

Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tænkte sig om, men husked slet ikke, at hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken tolv, saa kunde jeg kanske faa Køkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke købe mig et Lys?

Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et Lys, og det vidste hun nok. Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var saaledes ikke engang tændt. Og jeg stod og overtænkte dette, men sagde intet mer.

Pludselig siger Pigen til mig:

294«Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De været i Middag?» Og hun lo højt ad denne Spas.

Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsøge at gøre noget her saalænge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne paa mine Knæ og stirred uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Smaapiger kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen Haar havde; naar de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad dens Næse. Værten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled Hundred og En.Hundred og En] kortspill for to Konen alene var flittig som altid og sad og syed paa noget. Hun saa godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men hun brød sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen spurgte, om jeg havde været i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod mig; det var, som om jeg blot behøved den Forsmædelse at maatte overlade mit Værelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende. Endog denne Tjenestepige, 295en liden brunøjet Gadetøs med Pandehaar og aldeles fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, naar jeg fik mine Smørogbrød. Hun spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun aldrig havde set mig gaa og stikke mine Tænder udenfor Grand. Det var klart, at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornøjelse af at vise mig det.

Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsøger Gang paa Gang forgæves; det begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og jeg ser paa hende, ser paa denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig? Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad saa? Kunde det skade hende? Hun havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, naar jeg var uheldig og snubled i Trapperne eller hang fast i en Spiger, saa jeg fik en Rift i min Frakke. Det var heller ikke længer siden end igaar, at hun havde samlet op mine Kladder 296som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, stjaalet disse kasserede Brudstykker til mit Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt LøjerLøjer] spillopper; spøk; moro med dem i alles Paahør, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde paa Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde ogsaa Nar af mig, fordi mit Haar faldt af. Der laa Haar og flød i Vaskevandet om Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget daarlige, især den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, og hun drev ogsaa Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se paa dem, de er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtraadte; men jeg kunde altsaa ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket.

Mens jeg sidder og husker paa alt dette og forundrer mig over denne aabenlyse Ondskab hos Tjenestepigen, var Smaapigerne begyndt at tirre den gamle Olding henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var 297fuldt optagne af dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstraa, som de stak ham i Ørene med. Jeg saa paa dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han saa blot paa sine Plageaander med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted paa Hovedet, forat befri sig, naar Straaene allerede sad ham i Ørene.

Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke faa mine Øjne bort fra det. Faderen saa op fra Kortene og lo ad de smaa; han gjorde ogsaa sine Medspillere opmærksom paa, hvad der foregik. Hvorfor rørte han sig ikke, den gamle? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen? Jeg tog et Skridt og nærmed mig Sengen.

«Lad dem være! Lad dem være! Han er lam,» raabte Værten.

Og af Frygt for at blive vist Døren imod Natten, simpelthen bange for at vække Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, traadte jeg stiltiende tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg resikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens Kævlerier?Kævlerier] kjekling; krangel

298Ingen Narrestreker for en halvdød Oldings Skyld! Og jeg stod og følte mig dejligt haard som Flint.

De smaa Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak ogsaa efter hans Øjne og Næsebor. Han stirred paa dem med et forhærdet Blik, han sagde intet og kunde ikke røre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted den ene af Smaapigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted ogsaa efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og saa paa, at Værten kasted Kortene ned paa Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han var rød i Ansigtet og raabte:

«Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, din gamle Raane!»

«Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem!» raabte jeg ude af mig selv. Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg raabte aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af Ophidselse.

Værten vendte sig om mod mig.

299«Nej, hør paa den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare FlabbenFlabben] munnen paa Dem ganske igen, De, og gør som jeg siger; det vil De have bedst af.»

Men nu lød ogsaa Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Skænderi.

«Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale og besatte allesammen!» skreg hun. «Vil De være herinde, saa faar De være rolige begge to, det siger jeg Dem! He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Kræket, man skal have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne ogsaa. Men det skal jeg ikke have mer af, har jeg tænkt! Sh! Hold TryterneTryterne] truten; kjeften Deres sammen, Unger, og tørk Næserne Deres ogsaa, hvis ikke, saa skal jeg komme og gøre det. Jeg har aldrig set paa Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en Øre til Lusesalve engang, og begynder at holde SprætSpræt] sprell; moro midt paa Natters Tide og gøre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstaar De, og De kan gaa Deres Vej alle, som ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i min egen Lejlighed, har jeg tænkt!»

300Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved Døren igen og hørte paa Larmen. Alle skraaled med, endog Børnene og Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Naar jeg bare var taus, saa vilde det nok drive over engang; det vilde ganske vist ikke komme til det yderste, naar jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket Ord kunde jeg have at sige? Var det maaske ikke Vinter ude, og led det ikke ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slaa i Bordet og være Karl for sin Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, undsaa mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, skønt jeg næsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen paa Væggen, hvor Kristus hang i Oljetryk, og taug haardnakket til alle Værtindens Udfald.

«Ja, er det mig, De vil blive af med, Madam, saa skal der ikke være noget ivejen for mit vedkommende,» sagde den ene af Kortspillerne.

Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig ogsaa.

301«Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller,» svared Værtinden de to. «Gælder det paa, saa skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det gælder paa. Har jeg tænkt! Det skal vise sig, hvem det er …»

Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød med smaa Mellemrum og trak det rigtigt i Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke bedt mig om at gaa, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! Ørene stive! … Det var dog et ejendommeligt grønt Haar paa den Kristus i Oljetryk. Det ligned ikke saa lidet grønt Græs, eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, forsvarligt tykt Enggræs … En Række af flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund gennem Hovedet: Fra det grønne Græs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, der antændtes, derfra til Dommedag, naar alt skulde brænde op, saa en liden Afstikker ned til Jordskælvet i Lissabon,Jordskælvet i Lissabon] jordskjelv som rammet den portugisiske hovedstaden 1. november 1755, antall omkomne anslås til mellom 10.000 og 70.000 mennesker hvorpaa der foresvæved mig noget om en spansk Spyttebakke 302af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgængeligt! Ganske som Græs, der antændtes! Det gik ud paa fire Fjæle og et Ligsvøb – Ligsvøb hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten …

Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik, da min Værtinde stod i Færd med at jage mig paa Dør.

«Han hører ikke!» raabte hun. «Jeg siger, De skal forlade Huset, nu ved De det! Jeg tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, jeg! Nu gaar De paa hellige Flæk, og saa ikke mere Snak om den Sag.»

Jeg saa mod Døren, ikke forat gaa, aldeles ikke forat gaa; der faldt mig ind en fræk Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, vilde jeg have vredet den om, stængt mig inde sammen med de andre, forat slippe at gaa. Jeg havde en aldeles hysterisk Gru for at komme ud paa Gaden igen. Men der var ingen Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; der var intet Haab mer.

Da blander pludselig min Værts Røst sig med Konens. Jeg blev forbauset staaende. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit Parti. Han siger:

303«Nej, det gaar ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for det.»

Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det var maaske saa, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke til mig mer. Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, men jeg modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke, idet jeg foregav, at jeg havde faaet lidt Mad ude i Byen.

Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gaa tilsengs, kom Madamen efter mig, standsed paa Dørstokken og sagde højt, mens hendes store, frugtsommelige Mave strutted ud imod mig:

«Men det er sidste Nat, De ligger her, saa De ved om det.»

«Ja, ja!» svared jeg.

Der blev vel kanske ogsaa en Raad til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested maatte jeg dog finde. Foreløbig glæded jeg mig over, at jeg ikke behøved at gaa ude inat.

*

304Jeg sov til fem–seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg vaagned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde Klæder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klæde mig paa. Da jeg havde drukket lidt Vand og i al Stilhed faaet Døren aabnet, gik jeg ogsaa straks ud, idet jeg frygted for at træffe min Værtinde paany.

En og anden Konstabel, som havde vaaget Natten ud, var det eneste levende, jeg saa i Gaderne; lidt efter begyndte ogsaa et Par Mænd at slukke Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Maal og Med,uden Maal og Med] uten plan og hensikt kom op i Kirkegaden og tog Vejen ned til Fæstningen. Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og Ryggen efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned paa en Bænk og døsed en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smørogbrød, som min Værtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Døgn, siden jeg fik mit sidste Maaltid, det begyndte at gnave mig slemt paany, og jeg maatte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind paa Bænken …

305Jeg vaagned af, at Mennesker talte i min Nærhed, og da jeg havde summet mig lidt, saa jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet paa Benene. Jeg rejste mig og gik bort. Solen brød op over Aaserne, Himlen var hvid og fin, og i min Glæde over den skønne Morgen efter de mange mørke Uger glemte jeg alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde været værre for mig. Jeg klapped mig paa mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme lød saa daarlig, rigtig medtagen lød den, og jeg rørte mig selv til Taarer ved den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked ogsaa altfor stærkt paa mig, og jeg stak i at græde højt.

«Hvad er det, som fejler Dem?» spurgte en Mand.

Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker.

Jeg kom ned til Bryggerne. En stor BarkBark] tre- til femmastet seilskip med russisk Flag laa og lossed Kul; jeg læste dens Navn, «Copégoro», paa Siden. Det adspreded mig en Tidlang at iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det maatte være næsten udlosset, det laa allerede 306med IX Fod nøgne paa Stilken,Stilken] permament lastemerke på skipssiden som angir hvor dypt skipet kan nedlastes under bestemte forhold trods den Ballast, det alt havde taget ind, og naar Kulsjouerne stamped henover Dækket med sine tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet.

Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det mig ind, at jeg maaske kunde gøre et Par Scener paa mit Drama, mens jeg sad her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen.

Jeg forsøgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. Saa sprang jeg over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til Tempelskændersken, og jeg skrev en halv Side paa denne Tale, hvorpaa jeg holdt op. Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over mine Ord. Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes StøjGangspillenes Støj] bråket fra de mekaniske tromlene som brukes for å hale tau med og den uafbrudte Raslen med Jærnkættingerne passed saa lidet til den Luft af tæt, muggen Middelalder, der skulde staa som en Taage i mit Drama. Jeg pakked Papirerne sammen og rejste mig.

307Nu var jeg alligevel kommet velsignet paa Glid, og jeg følte klart, at jeg kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen til! Jeg tænkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte efter, men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde slaa mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik gaa tilbage til Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til mig selv, at det gik ikke an, men jeg gled dog fremad og nærmed mig stadig det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed jeg mig selv, ja, det var forsmædeligt, rigtig forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige saa stort et Ord, at jeg var et af de mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik.

Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gaa som det vilde, jeg maatte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed sig om? For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det 308Hus igen. Jeg gik ind i Gaarden. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene paa Gaardspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste Fald kunde jeg undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og gjøre en Aftale angaaende min Gjæld til Huset. Jeg aabned Døren til Forstuen.

Jeg blev staaende aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts Afstand, stod Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem Nøglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse med Haanden, forat faa mig til at være stille, og kiged atter indad Nøglehullet. Han stod og lo.

«Kom hid!» sagde han hviskende.

Jeg nærmed mig paa Tæerne.

«Se her!» sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. «Kig ind! Hi-hi! Der ligger de! Se paa Gammeln! Kan De se Gammeln?»

Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, saa jeg to Skikkelser, Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes 309Ben skinned hvide mod den mørke Dyne. Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes Fader, den lamme Olding, og saa paa, ludende over sine Hænder, sammenkrøben som sædvanligt, uden at kunne røre sig …

Jeg vendte mig om mod min Vært. Han havde den største Møje med at afholde sig fra at le højt.

«Saa De Gammeln?» hvisked han. «Aa, Gud, saa De Gammeln? Han sidder og ser paa!» Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet.

Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned paa min rige Stemning. Naa, hvad vedkom det mig? Naar Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store Fornøjelse af det, saa var der ingen Grund for mig til at tage mig det nær. Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han saa det maaske ikke engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogsaa var død; det skulde ikke undre mig om han var død. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed af det.

310Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: «Saa byder mig Gud og Loven, saa byder mig mine vise Mænds Raad, saa byder mig og min egen Samvittighed …» Jeg saa ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen indenfor. Naa, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død, døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altsaa inderlig knusende ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker om den? Rolig nu!

«Saa byder mig og min egen Samvittighed …»

Men alt havde forsvoret sig imodforsvoret sig imod] forsverget seg imot; gått imot mig. Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og saa, at han rysted; ude paa Gaden foregik der ogsaa noget, som adspredte mig. En liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over paa det andet Fortoug; han aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde ingen Fortræd. 311Pludselig springer han op og bander; han rykker baglænds ud i Gaden og faar Øje paa en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, som laa udaf et aabent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd af Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet; der gik maaske fem Minutter paa den Maade. Jeg vendte mig bort, for ikke at se Guttens Graad.

«Saa byder mig og min egen Samvittighed, at …»

Det var mig umuligt at komme længer. Tilsidst begyndte alt at rable for mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt, ja, at hele Idéen var noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale om Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev først opfundet af Danselærer Shakespeare, følgelig var min hele Tale urigtig. Var der altsaa intet godt i disse Blade? Jeg løb dem igennem paany og løste straks mine Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor Mærkværdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang til at tage fat igen og faa mit Drama færdigt.

312Jeg rejste mig og gik til Døren, uden at agte paa Værtens rasende Tegn til mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen, opad Trapperne til anden Etage og traadte ind i mit gamle Værelse. Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der saa ivejen for, at jeg kunde sidde her et Øjeblik? Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager, jeg skulde slet ikke bruge hans Bord engang, men slaa mig ned paa en Stol ved Døren og være glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud paa mine Knæ.

Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. Replik efter Replik opstod fuldt færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side efter den anden, sætter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af Henrykkelse over min gode Stemning og ved næsten ikke af mig selv. Den eneste Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt mig ogsaa ind en saare heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at ringe paa et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende.

Saa hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv, sidder saagodtsom 313paa Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og ophidset af Sult; jeg lytter nervøst, holder Blyanten stille i Haanden og lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren gaar op; Parret nede fra Stuen træder ind.

Endnu førend jeg havde faaet Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg havde gjort, raaber Værtinden aldeles himmelfalden:

«Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder han ikke her igen!»

«Undskyld!» sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke længer.

Værtinden slog Døren op paa vid Væg og skreg:

«Gaar De nu ikke ud, saa Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!»

Jeg rejste mig.

«Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,» mumled jeg, «og saa maatte jeg vente paa Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her paa Stolen …»

«Ja, det gjorde ingenting,»ingenting,»] rettet fra: ingenting» (trykkfeil) sagde Styrmanden. «Hvad Fan gjorde det? Lad Manden være, han!»

Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende paa denne tykke, 314opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, forat faa mig hurtigt væk, og jeg stod et Øjeblik stille, med Munden fuld af de værste Øgenavne, som jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug blot af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne høre det. Værtinden fulgte stadig efter mig og skældte ustandseligt, mens samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik.

Vi kom ned i Gaarden, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg skulde give mig af med Værtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret af Raseri, og jeg tænkte paa den værste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde lægge hende død paa Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud gaar forbi mig i Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag mig, og jeg hører, at han spørger efter mig; men jeg vender mig ikke om.

Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser paany og standser mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord.

315Jeg ser paa Manden og spørger:

«Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?»

«Ja, det ved jeg ikke,» svarer han, «men det var en Dame, som gav mig det.»

Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og gaar hen til Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik …

He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet! Ikke sige noget, ikke tiltale Pakket,Pakket] pøbelen; folket men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddel og kaste den i Øjnene paa sine Forfølgere. Det kunde man kalde at optræde med Værdighed! Saaledes skulde de have det, de Dyr! …

Da jeg var kommet paa Hjørnet af Tomtegaden og Jærnbanetorvet, begyndte pludselig Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det sused tomt i mit Hoved, og jeg faldt ind mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke gaa længer, kunde ikke engang rette mig op 316fra min skæve Stilling; saaledes, som jeg var falden ind mod Væggen, saaledes blev jeg staaende, og jeg følte, at jeg begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved dette Anfald af Udmattelse, og jeg løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg gjorde ogsaa forskellige andre Ting, forat komme til Kræfter, bed Tænderne sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, og det begyndte at hjælpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt paa at forgaa. Jeg satte Hænderne frem og stødte mig tilbage fra Væggen; Gaden dansed fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af min inderste Sjæl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dø staaende. En Arbejdskærre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den Kærre, men af Raseri, af HalsstarrighedHalsstarrighed] stivsinnethet; strihet; vranghet finder jeg paa at sige, at det slet ikke var Poteter, det var Kaalhoveder, og jeg bandte grusomt paa, at det var Kaalhoveder. Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang efter Gang paa denne Løgn, blot forat have den desperate 317Tilfredsstillelse, at jeg begik stiv Mened.Mened] falsk ed Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, at det var Kaalhoveder.

Tiden gik. Jeg lod mig falde ned paa et Trappetrin ved Siden af mig og tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at være rolig. Solen gled ned, det led ud paa Eftermiddagen. Jeg begyndte igen at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde paa en Raad, mens der endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men kunde alligevel ikke lade være at tænke paa det. Egentlig havde Konen været i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at faa bo hos nogen, naar jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig Mad nu og da; endog igaaraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem, fordi hun vidste, at jeg trængte til dem. Saa jeg 318havde intet at beklage mig over, og jeg begyndte mens jeg sad paa Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i Ansigtet …

Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor kom det fra? Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam, jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted paa Hovedet. Var det ikke mig, som endog saa sent som igaar havde bestemt mig til at gaa hende stolt forbi, naar jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed? Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende en Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende paa min Nedværdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hævde en skikkelig Stilling; jeg sank, sank paa alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under i Vanære og kom aldrig op igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse,Almisse] gave til en fattig, nødlidende 319uden at kunne slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramsegramse] gripe grådig etter; grafse Ører sammen med begge Hænder, hvor de bødes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods sin egen inderste Modbydelighed …

Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner paa en eller anden Maade? At gaa tilbage til Værtinden og faa Pengesedlen tilbageleveret af hende, nytted nok ikke; der maatte ogsaa gives en anden Raad, naar jeg tænkte mig om, naar jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved Gud ikke nok at tænke blot paa almindelig Vis, jeg fik tænke, saa det sled mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og jeg satte mig til at tænke svare.svare] voldsomt

Klokken kunde vel være omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske træffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama færdigt. Jeg tager Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt faa istand de tre fire sidste Scener; jeg tænker og sveder og læser over fra Begyndelsen, men kommer ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her! Og jeg skriver løs 320paa mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig aabenlyst og skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. Det er godt! det er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned!

Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige; de stak saa stærkt af mod Replikerne i de første Scener, desuden havde der slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker min Blyant over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert Blad itu, kaster min Hat paa Gaden og tramper paa den. Jeg er fortabt! hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg siger ikke andet end disse Ord, saalænge jeg staar der og tramper paa min Hat.

En Politibetjent staar nogle faa Skridt borte og iagttager mig; han staar midt ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slaar Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske staaet der i længere Tid og bare set paa mig. Jeg tager 321min Hat op, sætter den paa og gaar hen til Manden.

«Ved De, hvormange Klokken er?» siger jeg.

Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne bort fra mig imens.

«Vel fire,» svarer han.

«Akkurat!» siger jeg; «vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting, hører jeg, og jeg skal tænke paa Dem.»

Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og saa efter mig med aaben Mund og holdt endnu Uret i Haanden. Da jeg var kommet udenfor Royal,Royal] Hotel Royal, Jernbanetorvet 7–9 vendte jeg mig om og saa tilbage: endnu stod han i samme Stilling og fulgte mig med Øjnene.

He-he, saaledes skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skræk i Dyrene … Jeg var særdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump. Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som 322en Fjær henover hele Torvet, drejed op ved Basarerne og slog mig ned paa en Bænk ved Vor Frelsers.

Kunde det ikke ogsaa være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage eller ej? Naar jeg havde faaet den, saa var den min, og der var visselig ikke Nød der, hvor den kom fra. Jeg maatte jo dog tage imod den, naar den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden Tikrone, end den, jeg havde faaet. Saa der var intet at gøre ved det.

Jeg forsøgte at se paa Færdselen omkring paa Torvet foran mig og sysselsætte min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg beskæftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne og blev vred. Det vilde saare hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg gaa og holde mig for god til alt muligt, ryste hovent paa Hovedet og sige Nej Tak. Nu saa jeg, hvad det førte til; jeg stod atter paa bar Gade. Selv naar jeg havde den bedste 323Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt, sprang op ved det første Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner tilhøjre og venstre og gik min Vej … Jeg gik skarpt i Rette med mig selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighed.

Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den Tikrone, og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang, men givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg aldrig vilde faa se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste Hvid,til sidste Hvid] til siste øre; til siste rest naar det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, saa angred hun heller ikke paa, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og husseredhussered] maste; bråkte; holdt leven for? Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, at sende mig en Tikrone nu og da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dødeligt forelsket i mig endogsaa … Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den stakkels Pige! …

324Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse og begyndte paany at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem, holdt Øjnene stive og saa ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder saaledes og ser ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er Kagekonen ved Elefantapoteket.

Jeg rykker til, retter mig op paa Bænken og begynder at tænke mig om. Jo, det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord paa det samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op fra Bænken og begynder at gaa henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra Kongsberg! Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde dø af formeget Hovmod …

Jeg gaar frem til Hjørnet, tager Sigte paa Konen og stiller mig op foran hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, 325som om det var en Selvfølge, at jeg vilde komme tilbage engang.

«Goddag!» siger jeg. «De kender mig kanske ikke igen?»

«Nej,» svarer hun langsomt og ser paa mig.

Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spøg, at hun ikke kendte mig, og siger:

«Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke noget ved den Lejlighed, saavidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer jeg ikke at gøre. Naar man har med ærlige Folk at skaffe, saa er det unødvendigt at aftale noget og saa at sige oprette Kontrakt for hver liden Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.»

«Nej, jasaa, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok ogsaa, naar jeg tænker mig om …»

Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg siger derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring paa Bordet efter Madvarer:

326«Ja, nu kommer jeg, forat faa Kagerne.»

Det forstaar hun ikke.

«Kagerne,» gentager jeg, «nu kommer jeg, forat faa dem. Ialfald endel, første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.»

«Kommer De, forat faa dem?» spørger hun.

«Jagu kommer jeg, forat faa dem, ja!» svarer jeg og ler højt, som om det burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat faa dem. Jeg tager ogsaa nede paa Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg begynder at spise paa.

Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kælderhullet, gør uvilkaarlig en Bevægelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstaa, at hun ikke havde ventet mig tilbage, forat berøve hende dem.

Ikke det? siger jeg. Jasaa, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone! Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en Slump Kroner, uden at vedkommende havde krævet dem tilbage? Nej, ser De der! Troed hun kanske, at det var stjaalne Penge, siden jeg havde slængt dem til hende paa den Maade? Naa, det troed hun dog ikke; det var endda godt, virkelig godt! 327Det var om jeg saa maatte sige snilt af hende, at hun dog holdt mig for en ærlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god!

Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og raabte højt derom.

Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gaa frem paa den Maade, fordi jeg troed alle Mennesker saa godt. Bestandig naar nogen bød mig en Kontrakt, et Bevis, saa rysted jeg paa Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at jeg gjorde!

Men Konen forstod det fremdeles ikke.

Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad migmig] rettet fra: mig mig (trykkfeil) Vrøvl. Havde det aldrig hændt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud paa lignende Maade? spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Raad, for Eksempel nogen af Konsulerne?Konsulerne] konsul: tjenestemann stasjonert i et annet land, hvor vedkommende ivaretar interessene til senderstatens borgere i dette landet Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, at det var en hende fremmed Omgangsmaade. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun havde kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? Nej, ser De der! Da kunde hun slet ikke tale med i denne Sag … Og jeg tog efter flere Kager paa Bordet.

328Hun knurred vredt, vægred sig haardnakket for at udlevere noget af, hvad hun havde paa Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Haand og lagde det tilbage paa sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet. Jeg skulde være naadig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, saa vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge, jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage saa meget, jeg vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke komme igen mer. Det maatte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags Mennesker …

Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker, som hun taksered til det højeste, hun kunde finde paa, og bad mig tage dem og gaa min Vej. Jeg kævled fremdeles med hende, paastod, at hun snød mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger? sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme paa Slaverietpaa Slaveriet] i fengsel for Levetiden, gamle Asen!Asen] esel; dum, vrang, klossete person Hun slængte endnu en Kage 329hen til mig og bad mig næsten tænderskærende om at gaa.

Og jeg forlod hende.

He, Mage til uefterretliguefterretlig] upålitelig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden, mens jeg gik hen ad Torvet og aad paa mine Kager, talte jeg højt om Konen og hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til hinanden, og syntes, at jeg havde været hende langt overlegen. Jeg aad af Kagerne i alle Folks Paasyn og talte om dette.

Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet,det forslog intet] det var ikke tilstrekkelig hvor meget jeg tog tillivs, jeg var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde forslaa! Jeg var saa graadig, at jeg endog nær havde forgrebet mig paa den sidste Kage, som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare, gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke faa mig til at glemme hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig om mod mit Vindu, da Manden spytted ned paa ham, og han havde ligefrem set efter, om ogsaa jeg skulde le deraf. 330Gud ved, om jeg nu traf ham, naar jeg kom derned! Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu endel Papir laa tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset saa ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde siddet.

Han var der ikke. Gaden var næsten tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde ikke blive Gutten var; han var maaske gaaet ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt ned, rejste den paa Kant mod Døren, banked haardt paa og sprang min Vej med det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det første, han gør, naar han kommer ud, det er at finde den! Og mine Øjne blev vaade af Glæde, over, at den lille vilde finde Kagen.

Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen.

Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begynte at volde mig ondt. I mit Hoved støjed ogsaa paany de vildeste Tanker: Hvad om jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg pludselig gav mig til at raabe paa Brand? Jeg gaar længer ud paa Bryggen, 331finder mig en Kasse at sidde paa, folder Hænderne og føler, at mit Hoved blir mer og mer fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet intet, forat holde mig oppe mer.

Jeg sidder der og stirrer paa «Copégoro», Barken med det russiske Flag. Jeg skimter en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne lyser ned paa hans Hoved, og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at faa noget Svar. Jeg sagde:

«Sejler De iaften, Kaptejn?»

«Ja, om en liden Stund,» svarer Manden. Han talte Svensk.

«Hm. De skulde ikke mangle en Mand?» Jeg var i dette Øjeblik lige glad, enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar Manden vilde give mig. Jeg stod og vented saa paa ham.

«Aa, nej,» svared han. «Det skulde da være en Jungmand.»Jungmand] sjømann (i grad mellom dekksgutt og lettmatros) som har minst ett års fartstid

En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk paa mig, sneg mine Briller af og stak dem i Lommen, traadte op paa Landgangen og skræved ombord.

332«Jeg er ikke befaren,» sagde jeg, «men jeg kan gøre det, De sætter mig til. Hvor gaar Turen?»

«Vi er ballastetballastet] forsynt med noe tungt som er lagt i bunnen av fartøyet for å gi det tilstrekkelig stabilitet på overfarten til LeedsLeeds] industriby nord i England, med lange tradisjoner for utvinning av kull efter Kul for Cadix.»Cadix] landkommune syd i Frankrike, her mulig feilstaving for havnebyen Cádiz i Andalucia sydvest i Spania

«Godt!» sagde jeg og tvang mig ind paa Manden. «Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.»

Han stod en Stund og saa paa mig og tænkte sig om.

«Har du ikke faret før?» spurgte han.

«Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er vant til noget af hvert.»

Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland igen.

«Hvad mener De saa, Kaptejn?» spurgte jeg endelig. «Jeg kan virkelig gøre, hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg maatte være en daarlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.»

333«Ja, ja, vi kan forsøge det,» sagde han. «Gaar det ikke, saa kan vi jo skilles i England.»

«Naturligvis!» svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi kunde skilles i England, hvis det ikke gik.

Saa satte han mig til Arbejde …

Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, vaad af Feber og Mathed, saa indad mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor Vinduerne lyste saa blankt fra alle Hjem.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.