ANDET STYKKE

89Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.

Jeg havde igen siddet paa en af Kirkegaardene og skrevet paa en Artikel for et af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared desværre saa altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke en Øre.

Da Kirkegaardsporten lukkedes, skulde jeg jo have gaaet lige hjem; men af en instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde faaet Lov 90til at holde til i saalænge, sjangled jeg videre, drev paa Maa og Faa forbi Raadstuen, helt ned til Sjøen og hen til en Bænk paa Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig.

Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der laa fredelig og skøn i Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden. Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen laa som et blaat PerlemorPerlemor] indre glinsende side av skjellet til (perle)muslingens skall henover, og Smaafuglene fløj tause forbi mig fra Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst.

Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig 91et hvidt, ubeskrevet Blad, og – Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra –jeg laved et Kræmmerhus, lukked det varligt til, saa det saa ud som fuldt, og kasted det langt henad Brostenene; af Vinden førtes det endnu lidt længer, saa blev det liggende.

Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og saa paa dette hvide Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig til at gætte Summen – hvis jeg gættet rigtigt, var den min! Jeg forestilled mig de smaa, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede Kroner ovenpaa – et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og saa paa det med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gaa og stjæle det.

Saa hører jeg Konstablen hoste – og hvordan kunde jeg dog falde paa at gøre netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over Kræmmerhuset, naar han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig henrykt i Hænderne og bandte storslagent 92hen i Hyt og Vejr.Hyt og Vejr] på måfå; på slump; ut i det blå Om han ikke skulde faa en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult, min Hunger havde beruset mig.

Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset – ikke førend han er det ganske nær. Da standser han og betragter det. Det ser saa hvidt og værdifuldt ud der det ligger, maaske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? … Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Maaske en kostelig Fjær, Hattepynt … Og han aabner det varsomt med sine store Hænder og kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en Graads Inderlighed …

Saa klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover Bryggen. Jeg sad der med Taarer i Øjnene og hikked efter 93Aande, helt fra mig selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i min hule Haand og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav dem pirrende Tillægg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted én Gang – khøhø!

Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen paa Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig saa, en behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg saa mod Himlen, saa ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste Børster og laa og vented paa mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op paa Bænken og læned mig bagover, saaledes kunde jeg bedst føle Afsondrethedens hele Velvære. Der var 94ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attraa uopfyldt, saa vide min Tanke kunde gaa. Jeg laa med aabne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv, jeg følte mig dejligt borte.

Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idelidel] som ikke er blandet med noe annet Ro – blot Stilhedens øde LyddulmLyddulm] dempethet tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer derude vilde suge mig til sig, naar Natten kom, og de vilde bringe mig langt over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig, større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en straalende Sal, hvor alt er af Amatyst,Amatyst] fiolett, gjennomsiktig eller gjennomskinnelig smykkesten i en Trone af gule Roser, og række Haanden ud mod mig, naar jeg stiger ind, hilse og raabe Velkommen, naar jeg nærmer mig og knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og naar du sørged, har jeg grædt herinde, og naar du sov, har jeg aandet dig 95dejlige Drømme ind! … Og den skønne tager min Haand og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange, hvor store Menneskeskarer raaber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende Smaragd.Smaragd] grønn edelsten Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange gaar hendragende Kor af Musik, Strømme af Duft slaar mig imøde. Jeg holder hendes Haand i min, og jeg føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den røde Sal, hvor alt er Rubin,Rubin] rød edelsten en fraadende Herlighed, hvori jeg synker om. Da føler jeg hendes Arme om mig, hun aander henover mit Ansigt, hvisker: Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer … mer …

Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en Orkan af Lys …

Jeg var falden i Søvn, der jeg laa, og blev vækket af Konstablen. Der sad jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under 96aaben Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, mine Klæder var ganske gennemvaade, og jeg følte en raa Kulde i mine Lemmer. Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens Ansigtstræk foran mig.

«Saah,» sagde han, «staa nu opp!»

Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen, havde jeg ogsaa adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil kom, at jeg næsten Øjeblikkelig begynte at føle Sulten igen.

«Vent lidt!» raabte Konstablen efter mig, «Di gaar jo fra Demses Hat, Tosken! Saah, gaa nu!»

«Jeg syntes nok ogsaa, der var noget, jeg ligesom – ligesom havde glemt,» stammed jeg fraværende. «Tak. Godnat.»

Og jeg sjangled afsted.

Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et saadant dejligt lidet Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være saa 97usigeligt godt at faa gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev sentimental og græd. Det blev aldrig Ende paa min Elendighed! Saa med en Gang standsed jeg op paa Gaden, stamped i Brostenene og bandte højt. Hvad var det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg imidlertid bleven saa træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke ogsaa være ganske ligegyldigt, hvad en saadan Konstabel havde sagt? – Ja, men jeg taalte ikke alt!– Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! – Og denne Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.

Gud, hvad du kan finde paa! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige dyvaade 98Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for paa den Maade at mætte mig lidt, og jeg syntes, det hjalp. Det havde været for smaat med Mad for mig i mangfoldige Uger, før dette kom paa, og Kræfterne havde taget betydeligt af i det sidste. Naar jeg havde været heldig at faaet en Femkrone opdrevet ved en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare saa længe, at jeg blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde jeg ogsaa standse et Øjeblik, naar jeg hosted rigtigt haardt, eller naar jeg gik dygtigt foroverbøjed; men Ryggen og Skuldrene havde jeg ingen Raad for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for mig? Var jeg maaske ikke lige saa berettiget til at leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskipsekspeditør Hennechen? Om jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med, og om jeg maaske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, 99forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag, som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk, naar jeg havde meget, Brød, naar jeg havde lidet, og sultet, naar jeg ingenting havde? Boed jeg paa Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første Etage? Paa et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Saa jeg kunde aldeles ikke begribe mig paa det hele!

Alt dette gik jeg og tænkte paa, og der var ikke saa meget som en Gnist af Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.

Ved en Farvehandel standsed jeg og saa indad Vinduet; jeg forsøgte at læse VignetterneVignetterne] her: teksten; etikettene paa et Par hermetiske Daaser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig paa mig selv for dette ny Paafund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne finde ud, hvad disse Daaser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik videre. Oppe i Gaden saa jeg en Politibetjent, 100jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning:

«Klokken er ti.»

«Nej, den er to.» svared han forundret.

«Nej, den er ti,» sagde jeg, «Klokken er ti.» Og stønnende af Vrede traadte jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Haand og sagde: «Hør, ved De hvad – Klokken er ti!»

Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred forbløffet paa mig. Endelig sagde han ganske stille:

«I hvert Fald er det jo paa Tiden, at Dere gaar hjem. Vil Di, atte jej ska’ følle Dere?»

Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Taarer i Øjnene, og jeg skyndte mig at svare:

«Nei, Tak! – Jeg har bare været lidt forsent ude … paa en Kafé … Jeg takker Dem saa meget.»

Han lagde Haanden paa Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. Jeg standsed og saa efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, 101slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne,Øgenavne] nedsettende kallenavn opfandt desperate Benævnelser, kostelige raa Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler.

Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gaard, hvor der er en Stald nedenunder og et Blikkenslagerværksted ovenpaa; Porten er stængt om Natten, og ingen, ingen kan lukke den op – hvorfor skulde jeg saa ikke tabe mine Nøgler? Jeg er vaad som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt latterligt træt i Knæerne – hvorfor skulde jeg saa ikke tabe dem? Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, naar jeg kom og skulde ind? … Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og Forkommenhed.

Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpaa; men Porten kunde jeg ikke aabne, og jeg kunde 102ikke slippe ind. Træt og bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gaa tilbage til Bryggen og lede efter mine Nøgler.

Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem paa mine Skuldre. Ved Raadstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde anmode Politiet om at aabne Porten. Jeg henvendte mig straks til en Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han kunde.

Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle. Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen.

Hvad skulde jeg da gøre?

Hja, jeg fik gaa til et Hotel og lægge mig.

Men jeg kunde virkelig ikke gaa til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen Penge. Jeg havde været ude … paa en Kafé … han forstod jo nok …

Vi stod der en liden Stund paa Raadstuens Trappe. Han overvejed og betænkte sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os.

«Saa faar Di gaa ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,»husvild] hjemløs; husløs sagde han.

103Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt paa. Ja, Død og Plage, det var en god Idé! Og jeg takked Konstablen paa Stedet for dette fortrinlige Paafund. Om jeg bare simpelthen kunde gaa ind og sige, at jeg var husvild?

Simpelthen! …

«Navn?» spurgte Vagthavende.

«Tangen – Andreas Tangen.»

Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden Nødvendighed.

«Bestilling?»

Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad var min Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, desuden bar jeg Briller paa Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være dumdristig, jeg traadte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt:

«Journalist.»

104Vagthavende gjorde et Ryk paa sig, før han skrev, og stor som en husvild Statsraad stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende kunde nok saa godt forstaa, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en Journalist paa Raadstuen, uden Tag over Hovedet!

«Ved hvilket Blad – Hr. Tangen?»

«Ved ‘Morgenbladet’,» sagde jeg. «Desværre har jeg været lidt forsent ude iaften …»

«Ja, det taler vi ikke om!» afbrød han, og han lagde til med et Smil: «Naar Ungdommen er ude … vi forstaar …» Henvendt til en Konstabel sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: «Vis den Herre op i den reserverede Afdeling. Godnat!»

Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet «Morgenbladet» ind! Jeg vidste, at FrieleFriele] Christian Friele (1821–1899), sjefredaktør i Morgenbladet fra 1865 til 1893 kunde skære Tænder, og da Nøglen gnissed i Laasen, mindedes jeg ved Lyden derom.

«Gassen brænder i ti Minutter,» sagde Konstablen endnu i Døren.

105«Og saa slukkes den?»

«Saa slukkes den.»

Jeg satte mig paa Sengen og hørte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse Celle saa venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en saadan koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende paa Sengen med Hatten i Haanden og med Øjnene heftet paa Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? Og saa «Morgenbladet»! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med «Morgenbladet»! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i StiftsgaardenStiftsgaarden] herskapelig bygård i Kristiania som besto av to sammenslåtte gårder i Rådhusgaten 13 og Kongens gate 6. i Galla til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog paa nogle tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling …

Saa slukner pludseligt Gassen, saa forunderlig pludseligt, uden at tage af, uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Haand, ikke de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet 106at gøre end at gaa tilsengs. Og jeg klædte mig af.

Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al Maade mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage paa Briksen,Briksen] sovebenken (av tre) forat adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slaar ud med Armene.

Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhaand, og det hjalp ikke, hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de særeste Fantasier, tyssende paa mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde aldrig i mine Levedage set et saadant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat 107Element, som ingen tidligere havde været opmærksom paa. De latterligste Tanker sysselsatte mig, og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg føler paa det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og hemmelighedsfuldt Hul, som jeg maatte vogte mig for. Og besat af Tanken paa dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, maatte jeg tilsidst staa op af Sengen og finde fat paa min halve Pennekniv,Pennekniv] (lomme)kniv til å skjære av fjærpennen forat maale dets Dybde og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen.

Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin paa Gaden, og jeg gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gaa forbi, efter Lyden at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. Det var da som bare Fan! Ha! – Jeg indbildte 108mig at have fundet et nyt Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg har opfundet det, Kuboaa. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud, Mand, du har opfundet et Ord … Kuboaa … af stor grammatikalsk Betydning …

Jeg sidder med aabne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Saa begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue?Dyrskue] utstilling av husdyr Jeg knytter Haanden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde Dyrskue? Naar jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt, at det betød Hængelaas eller Solopgang. Et saadant Ord, som dette, var det ikke vanskeligt at finde 109Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. Imidlertid kunde jeg sove paa det.

Jeg ligger der paa Briksen og smaaler, men siger ingenting, udtaler mig ikke hverken fra eller til. Der gaar nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde betyde. Det er et Bispørgsmaal! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmaal. Ordet var Gudskelov fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde noget saadant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget sjæleligt, 110en Følelse, en Tilstand – om jeg ikke kunde forstaa det? Og jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at nogen taler, blander sig ind i min Passiar,Passiar] uformell, gemyttlig samtale og jeg svarer vredt: Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Aa, rejs til Helvede! Nu maatte jeg rigtig le! Om jeg maatte spørge: Hvorfor skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, naar jeg specielt havde imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Saavidt jeg vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig …

Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber, og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Saa laa jeg i flere Minutter, uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt gennem Aarene. Nej, det var 111dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter Penge i det Kræmmerhus! Han hosted ogsaa blot én Gang. Mon han gaar dernede endnu? Sidder paa min Bænk? … Det blaa Perlemor … Skibene …

Jeg aabned Øjnene. Hvor kunde jeg ogsaa holde dem lukket, naar jeg ikke kunde sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord saa grusomt sort, at det kunde sværte min Mund, naar jeg nævnte det. Herregud, hvor det var mørkt! Og jeg bringes igen til at tenke paa Havnen, paa Skibene, de sorte Uhyrer, der laa og vented paa mig. De vilde suge mig til sig og holde mig fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i Skyerne, dalende, dalende … Jeg giver et hæst Skrig af Angst og hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort saadan farlig Rejse, suset ned gennem Luften 112som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog Haanden mod den haarde Briks! Saaledes er det at dø, sagde jeg til mig selv, nu skal du dø! Og jeg laa en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, saa er jeg i min gode Ret til selv at bestemme, hvad det skal betyde … Jeg hørte selv, at jeg fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et DeliriumDelirium] forvirringstilstand med uro, angst, skjelvinger som kan utvikle seg til kramper, sterk svetting og hallusinasjoner af Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at aabne, kaster mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen, jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander …

Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var falden om paa Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en graalig Kvadrat i Væggen, en Tone af hvidt, en Anelse – det 113var Dagslyset. Jeg følte, at det var Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Aa, hvor aanded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted mig flad paa Gulvet og græd af Glæde over dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og bar mig ad som en gal. Og jeg var mig ogsaa i dette Øjeblik bevidst, hvad jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, saa vide min Tanke kunde gaa. Jeg satte mig overende paa Gulvet, folded Hænderne og vented taalmodig paa Dagens Frembrud.

Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm,Larm] støy tænkte jeg forundret. Men jeg var jo ogsaa i den reserverede Afdeling, højt over alle Fanger. En husvild Statsraad, om jeg saa maatte sige. Stadigt i den bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, mored jeg mig selv med at agere Statsraad, kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begaaet den beklagelige 114Tankeløshed at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke maatte have den Ære at bringe Hr. Statsraaden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksen og lagde mig.

Det var nu bleven saa lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids, og lidt efter kunde jeg se det svære Haandtag i Døren. Dette adspreded mig; det ensformige Mørke, saa irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne lukkes.

*

Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte mig skyndsomt paa; mine Klæder var endnu gennemvaade fra igaaraftes.

«Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,»Jourhavende] vakthavende sagde Konstablen.

Var der altsaa igen Formaliteter at gennemgaa! tænkte jeg bange.

115Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle husvilde. Og en for en blev de raabt op af Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved sin Side:

«Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at trænge et Maaltid.»

Og jeg stod og saa paa disse Billetter og ønsked mig en.

«Andreas Tangen, Journalist!»

Jeg traadte frem og bukked.

«Kære, hvordan kan De være kommen her?»

Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igaaraftes, løj med aabne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt forsent ude, desværre … paa en Kafé … mistet Portnøglen …

«Ja,» sagde han og smilte, «saaledes er det! Har DeDe] rettet fra: de (trykkfeil) sovet godt da?»

«Som en Statsraad!» svaret jeg. «Som en Statsraad!»

116«Det glæder mig!» sagde han og rejste sig. «Godmorgen!»

Og jeg gik.

En Billet, en Billet ogsaa til mig! Jeg har ikke spist paa over tre lange Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var; man vilde arrestere mig for falske Foregivender. – Med løftet Hoved, med millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af Raadstuen.

Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken paa Youngstorvet var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper paa Lommen og føler efter mit Manuskript; naar Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at træffe Redaktøren. Jeg staar en Stund paa BallustradenBallustraden] rekkverk av korte steinsøyler og iagttager Livet nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig smaa fine Stik, som smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg 117kunde henvende mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand paa ti Øre, og finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene …

Jeg var uden at vide det paa Vejen hjem.

Jeg sulted svare,svare] svært, voldsomt og jeg fandt mig paa Gaden en TræspaanTræspaan] tynn flat skive eller flis av tre, fremkommet ved høvling, hugging, skjæring eller saging at tygge paa. Det hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt paa det før!

Porten var aaben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen.

«Fint Vejr!» sagde han.

«Ja» svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at laane mig en Krone? Han gjorde det vist saa gærne, hvis han kunde. Jeg havde desuden engang skrevet et Brev for ham.

Han stod og smagte paa noget, han vilde sige.

«Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke være saa snil at laane mig fem Kroner, vel? Bare paa no’en Da’er. Di har gjort mig en Tjeneste før, Di.»

118«Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,» svared jeg. «Ikke nu. Maaske senerehen, maaske i Eftermiddag.» Og jeg sjangled opad Trappen til mit Værelse.

Her kasted jeg mig paa min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner – Gud bevare dig, Mand! Du kunde lige saa gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet eller en Herregaard ude i Aker.

Og Tanken paa disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er! Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg maatte støtte med Knæerne, naar jeg skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsraad Tangen. Desværre har jeg været lidt forsent ude …

Portnøglen …

119Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud paa vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at ligge vaagen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen Modstand.

Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun aander! Kys mig, Elskede! mer! mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser … Opvarter, jeg bad om en Bif …

Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre. Jeg sad og gumled paa min Træspaan, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken, men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og jeg trak det frem.

120Det var bleven vaadt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset. Derpaa gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt saa nedslaaende ud! Omkring paa Gulvet smaa nedtrampede Levninger af Blikplader; men ikke en Stol at sidde paa, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt var bragt til «Onkels» Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir paa Bordet, belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe paa Sengen havde Hans Pauli laant mig for nogle Maaneder siden … Hans Pauli! Jeg knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks. Hurtigt tager jeg min Hat paa, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen og haster nedad Trappen.

«Hør, Jens Olaj,» raabte jeg ind i Stalden, «jeg tror ganske sikkert, jeg kan hjælpe dig i Eftermiddag!»

Kommen til Raadstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer mig til at gaa indom Redaktionen med det samme. Udenfor 121Kontordøren standsed jeg, forat undersøge om mine Papirer laa efter Pagina;Pagina] sidetall jeg glatted dem omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked paa. Mit Hjærte klapped hørligt, da leg traadte ind.

Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren. Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smaanyt i Provinsaviserne.

Jeg gentager mit Spørgsmaal og stiger længer frem.

Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op.

Om hvornaar han kom?

Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di.

Hvorlænge var Kontoret aabent?

Herpaa fik jeg intet Svar, og jeg maatte gaa. Saksen havde ikke kastet et Blik paa mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig paa den. Saa ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok ogsaa, lige siden min berømte Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, 122rændt paa hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde maattet læse igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende paa det, tage sine Forholdsregler … Jeg begav mig paa Vejen ud i Homandsbyen.

Hans Pauli Pettersen var en BondestudentBondestudent] student fra landet, ofte fattig, men med mål om en klassereise inn i embetsstanden, jf. Arne Garborgs roman Bondestudentar (1883) paa Kvisten i en fem Etages Gaard, altsaa var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, saa vilde han ikke spare den. Jeg vilde faa den lige saa sikkert, som jeg havde den i Haanden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og følte mig vis paa at faa den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og jeg maatte ringe paa.

«Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,» sagde jeg og vilde ind; «jeg ved hans Værelse.»

«Student Pettersen?» gentager Pigen. Om det var ham, som boed paa Kvisten? Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at faa sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret.

Jeg gaar fuld af Tro og Haab helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans Paulis 123Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg maatte udnytte den. Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spaaner, stak den ene i Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej. Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde faaes for den Pris …

«Jeg kommer, forat faa vide Student Pettersens Adresse.»

«Bernt Ankers Gade Numer 10, Kvisten.» – Om jeg skulde derud? Naa, saa vilde jeg maaske være saa snil at medtage et Par Breve, som var kommet?

Jeg gaar atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode, varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger paa sin Plads, og naar endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse. Døren var aaben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med 124ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør, naar jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Haandsrækning, naar jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde saa stort Hjærte, det havde jeg altid sagt om ham …

Paa Døren fandt jeg hans Kort: «H. P. Pettersen, stud. theol. – rejst hjem».

Jeg satte mig ned paa Stedet, satte mig paa det bare Gulv, dumpdump] livløs; tom træt, slagen af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst hjem! Saa tier jeg ganske stille. Der var ikke en Taare i mine Øjne, jeg havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og stirred paa Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, maaske tyve, eller mer, jeg sad der stadig paa samme Plet og rørte ikke en Finger. Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Saa hører jeg nogen komme i Trappen, jeg rejser mig og siger:

«Det var Student Pettersen – jeg har to Breve til ham.»

«Han er hjemrejst», svarer Konen. «Men han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.»

125«Ja, Tak, det var rigtigt godt», sagde jeg, «saa faar han dem, naar han kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!»

Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt paa aaben Gade, idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt!

Jeg gik saa noget Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved paaskakke og spørger med sød, fromladen Stemme: Har du ogsaa henvendt dig til ham, mit Barn?

Det lød ikke rigtigt.

Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du ogsaa anraabt Ham, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og svarer: Nej!

Det lød heller ikke rigtigt.

Du kan jo ikke hykle, din Nar! Ja, skal du sige, ja, jeg har anraabt min Gud Fader! og du skal faa til den ynkeligste Melodi paa dine Ord, som du nogensinde har hørt. Saa, op igjen! Ja, det var bedre. Men du maa sukke, sukke som en krampesyg Hest. Saa!

126Der gaar jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utaalmodig i Gaden, naar jeg ikke faar det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de forbausede forbigaaende vender sig om og betragter mig.

Jeg tygged uafbrudt paa min Høvlspaan og sjangled saa hurtigt, jeg kunde, nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to paa Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne. Følg med en Tur paa Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen.

Skibene laa derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse overalt, pibende Dampfløjter, DragereDragere] faste bærere med Kasser paa Skuldrene, muntre HejsesangeHejsesange] arbeidssang, brukt som rytmisk signal til arbeid fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en 127Herre, der sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med Kagekoner her og Kagekoner der … Ikke? Ja, men han maatte dog vel indrømme, at … Men den gode Mand aned Uraad og lod mig ikke engang tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, fast bestemt paa at overbevise Manden om hans Fejltagelse.

«Endog af Hensyn til de sanitære Forholde», sagde jeg og klapped ham paa Skuldren …

«Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære Forholde,» sagde han og stirred paa mig i Rædsel.

Naa, det forandred Sagen, naar han var fremmed … Om jeg ikke kunde gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget …

Men Manden vilde absolut blive af med mig og skraaed hurtigt over Gaden til det andet Fortoug.

Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og den store Lire,Lire] strykeinstrument med klaviatur og håndsveiv; lirekasse som havde begyndt at spille lidt længer 128henne, gjorde mig end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber,Weber] Carl Maria von Weber (1786–1826), tysk komponist hvortil en liden Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage paa Bænken, klynkende, nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker paa, naar man sulter! Jeg føler mig optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer saa tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende ind over lyse Zoner …

«En Øre!» siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, «bare en Øre!»

«Ja,» svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks, uden at sige et Ord. Denne stumme Taalsomhed var mig for stor; havde hun skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg raabte hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig siden, maaske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et 129pent Navn, jeg skulde ikke glemme det. Altsaa imorgen …

Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille GadetøsGadetøs] gatepike ikke vilde tro mig. Endnu engang raabte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent blot et Øjeblik …

Og jeg havde ingen Vest.

Hvor kunde jeg ogsaa lede efter den! Der var gaaet Uger, siden den var i mit Eje. Hvad gik der ogsaa af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg maatte lade hende gaa. Folk stimled sammen om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide, hvad der er paafærde.

«Ingen Ting,» svarer jeg, «slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne min Vest … til hendes Fader … Det behøver De ikke at staa og le ad. Jeg kunde bare gaa hjem og tage en anden paa.»

«Ingen Opstyr paa Gaden!» siger Konstablen. «Saah, marsch!» Og han puffer mig afsted. «Er dette Demses Papirer?» raabte han efter mig.

130Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg ogsaa være saa uforsigtig …

Jeg faar fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og gaar, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire paa Vor Frelsers Ur.

Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en Tyv, og standser raadvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenaal ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op. Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg faa for dem? Det vilde maaske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem saa godt som nye. Det var en heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe dem hen i Kælderen. Haabet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhaand med mig, og 131jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en. Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar:

Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed … Udslidte, siger De? De maa ikke forsnakke Dem. Jeg vil se paa den, som slider mindre Knapper, end jeg. Gaar altid med Frakken aaben, skal jeg sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, en Egenhed … Nej, nej, naar De ikke vil, saa! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst … Nej, Herregud, hvem har sagt, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig være i Fred … Ja, ja, saa kan De jo hente Politiet, vel. Jeg skal vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget fra Dem … Naa, Goddag, Goddag! Mit Navn er altsaa Tangen, jeg har været lidt forsent ude …

Saa kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi, besvarer ikke engang min Hilsen, faar det pludselig saa travlt med at se paa sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren.

«Ikke tilstede, Di.»

132«De lyver!» sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte jeg: «Jeg maa tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde – Meddelelser fra Stiftsgaarden.»

«Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?»

«Til Dem?» sagde jeg og maalte Saksen lidt med Øjnene.

Det hjalp. Han fulgte straks med og aabned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked paa, og traadte ind i Redaktørens Privatkontor.

«Goddag! Er det Dem?» sagde han venligt. «Sid ned.»

Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Graaden og sagde:

«Jeg beder Dem undskylde …»

«Sæt Dem ned,» gentog han.

Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var mig magtpaaliggende at faa ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig saadan Flid med den, den havde kostet mig saa megen Anstrængelse.

«Jeg skal læse den,» sagde han og tog den. «Anstrængelse koster det Dem vist alt, De skriver; men De er saa altfor heftig. Naar 133De bare kunde være lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.» Og han vendte sig igjen ind til Bordet.

Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid var Feber? Saa vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første Gang.

Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde maaske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Saa jeg slet ikke, at han sad i Arbejde?

«Var det ellers noget?» spurgte han.

«Nej!» sagde jeg og gjorde min Stemme fast. «Hvornaar maa jeg faa høre ind igen?«

«Aa, naarsomhelst De gaar forbi,» svared han, «om et Par Dage eller saa.»

Jeg kunde ikke faa min Begæring over Læberne. Denne Mands Venlighed syntes mig uden Grændser, og jeg skulde vide at paaskønne den. Heller sulte tildøde. Og jeg gik.

Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden Høvlspaan op af 134Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde jeg ikke gjort det før? Du maatte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg endnu har hørt! sagde jeg; rænde paa en Mand og næsten klore Øjnene ud paa ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Saa, marsch! Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig!

Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilraab og skreg taust og rasende til mig selv, naar jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg slængte mig ned paa en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive staaende, og jeg lo ad mig selv og gotted mig over 135min egen Forkommenhed. Endelig efter flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig; endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads paa Trappen.

Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak store, friske Aandedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg ogsaa villet begære den Krone? Nu saa jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Graad, en indvendig Hulken uden en Taare.

Et Kvarters Tid eller mer sad jeg paa samme Sted. Folk kom og gik, og ingen forulemped mig. Smaabørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et Træ paa den anden Side af Gaden.

En Politikonstabel kommer henimod mig.

«Hvorfor sitter Di her?» sagde han.

«Hvorfor jeg sidder her?» spurgte jeg. «Af Lyst.»

136«Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,» sagde han. «Di har sitti her en hal’ Time?»

«Saa omtrent,» svared jeg. «Var det ellers noget?» Jeg rejsterejste] rettet fra: rejse (trykkfeil) mig vredt og gik.

Kommen til Torvet, standsed jeg og saa ned i Gaden. Af Lyst! Var nu ogsaa det et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme begrædelig – du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! – af Udmattelse! og du skulde sukket som en Hest.

Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald. Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigaaende, og sagde: Nej, nu skal du virkelig gaa ud til Præsten Levion. Det skal du bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det? Det er ogsaa saadant dejligt Vejr.

Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende, det første 137fornødne. Men du skal lægge Hovedet paa Skuldren og sætte Melodi paa dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Saa gaar jeg ikke et Skridt videre, saa meget du ved det. Saa: du er i en saare anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, saa det er en Gru, hungrer og tørster efter Vin og Mælk og faar det ikke. Saa langt er det kommet med dig. Nu staar du her og har ikke saa godt som Spyt i Lampen. Men du tror paa Naaden, Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slaa Hænderne sammen og se ud som en ren Satan til at tro paa Naaden. Med Hensyn til Mammon,Mammon] jordisk gods og rikdom; penger saa hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en Salmebog, en Erindring til et Par Kroner … Ved Præstens Dør standsed jeg og læste: «Kontortid fra 12 til 4.»

Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Saa, ned med Hovedet, lidt til … og jeg ringte paa til Familjelejligheden.

«Jeg søger Pastoren,» sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at faa Guds Navn med.

138«Han er gaaet ud,» svared hun.

Gaaet ud! Gaaet ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt, jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg saa af denne lange Tur? Nu stod jeg der.

«Var det noget især?» spurgte Pigen.

«Aldeles ikke!» svared jeg, «slet ikke! Det var bare saadant dejligt Guds Vejr, og saa vilde jeg gaa herud og hilse paa ham.»

Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre hende opmærksom paa Knappenaalen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen Ting.

Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?

Jo, men hun havde Gigt, laa paa en Sofa, uden at kunne røre sig … Vilde jeg maaske lægge ned et Bud eller noget?

Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var saa bra efter Middagen. –

Jeg begav mig paa Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer? Desuden var jeg beyndt at føle Svimmelhed; det fejled 139ikke, jeg var i Færd med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket paa en Time forsent, Naadens Tid var omme!

Paa Stortorvet satte jeg mig paa en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spaan; mine Kæver var trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt paa Gaden, og som jeg straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsaaren svulmed blaa paa mine Haandled.

Hvad havde jeg ogsaa egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden ikke ligegyldigt, om det uunngaaelige skete en Dag før eller en Dag senere? Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gaaet hjem og lagt mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke 140var i Øjeblikket klar. Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg kæledkæled] dvelte; kjærtegnet sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu haabed paa en mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde jeg lægge paa det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde igen, og det grønne Tæppe kunde jeg …

Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vaagen. Blodet steg mig til Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og begynder at gaa, Livet rører sig paany i alle mine Fibrer, og jeg gentager Gang paa Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg gaar hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og staar om en kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted.

Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, gaar jeg bort til Sengen og 141ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod hos mig, halve indre Raab om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold …

Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5.

Jeg banked paa og traadte ind i den store fremmede Sal, for første Gang; Bjælden paa Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller sig foran Disken.

«Aa, laan mig en halv Krones Penge paa mine Briller!» sagde jeg; «jeg skal løse dem ind om et Par Dage, sikkert.»

«Hvad? Nej, det er jo Staalbriller?»

«Ja.»

«Nej, det kan jeg ikke.»

«Aa, nej, De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg ogsaa. Nej, jeg har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget 142Brug for længer, og det faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.

«Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,» svared han, og da jeg havde faaet det oprullet, kasted han et eneste Blik paa det og raabte:

«Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!»

«Jeg vilde vise Dem den daarligste Side først,» sagde jeg; «det er meget bedre paa den anden Side.»

«Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De faar ikke ti Øre for det noget Sted.«

«Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,» sagde jeg; «men jeg tænkte, at det kunde gaa under ét med et andet gammelt Tæppe paa Auktionen.»

«Ja, nej, det nytter ikke.»

«Fem og tyve Øre?» sagde jeg.

«Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.»

Saa tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem.

Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det godt ud, 143som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begaa denne Kæltringstreg; jo mer jeg tænkte herpaa, des urimeligere forekom det mig. Det maatte være et Anfald af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde faaet Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de sidste Timer, jeg leved.

Og atter vandred jeg ud i Byen.

Jeg slog mig paany ned paa en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet paa Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik.

Jeg fik sidde ogsaa denne Time ud; det var lidt Iysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt 144saa galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo ogsaa tidsnok hjem.

Og jeg dused og tænkte og led ganske haardt. Jeg havde fundet mig en liden Sten, som jeg pudsed af paa mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have noget at gumle paa; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene. Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften.

Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og desuden var jeg saa temmelig syg. Men naar jeg ret betænkte mig, saa skulde jeg jo egentlig i Retning af «Onkel» – min egentlige «Onkel» – naar jeg gik hjem?

Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet laa. Saa, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om jeg nu gik ind og bad om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt; det faldt mig virkelig 145ind. Fy! hvisked jeg og rysted paa Hovedet. Og jeg gik videre.

I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik saa sagte og betænksomt, jeg saa ud til at grunde paa noget af hvert – og Pigen kom ud paa Gaden.

«Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud hjælpe mig for et Ansigt!» Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.

Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Haanden opad Kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skaaler med Bunden ind; men Herregud … og jeg rusled atter ivej.

Men jeg standsed igen. Jeg maatte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var paa Vej ind gennem Hovedet. Hvordan saa jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan ogsaa, at man maatte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. 146Hjælpe os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden og Maade i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet mig Forstanden ud af Hjærnen – hvad Fan havde jeg igen for det? Endog GadetæverneGadetæverne] de prostituerte kvinnene; skjøgene bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop – forstaar du det! – stop skulde det Djævelen besætte mig være! … Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min Mathed, under Graad og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk, der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Haandbage, bed i Afsindighed i min Tunge, naar den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget ondt.

Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i Gaden 147flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gøre? – En Herre gaar just forbi og bemærker smilende:

«De bør gaa og begære Dem anholdt.»

Jeg saa efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, «Hertugen» kaldet. Ikke engang han forstod sig paa min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis Haand jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. Saa dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, sørgelige Gang. Dér skulde jeg altsaa havne!

Med ét staar jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt. Saa vilde jeg komme paa Raadstuen igen, blive indestængt i en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var andre Udveje aabne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge dem; jeg vilde være saa inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gaa ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel 148Musikhandler Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Raad … Saaledes gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at grædegræde] rettet fra: gæde (trykkfeil) af Rørelse. Bare ikke blive anholdt!

Cisler? Var det maaske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind uden Grund, og han boed saa langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gaa sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt saa mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde maaske genere ham; jeg fik spørge om en hel.

Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemsaa Regninger.

Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at henvende mig til ham … Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde betale det tilbage … Naar jeg fik Honoraret for min Avisartikel … Han vilde gøre mig saa stor en Velgærning …

149Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var færdig, saa han paaskraa henimod mig, rysted sit smukke Hoved og sagde: «Nej!» Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord.

Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke. Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind, da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gaa mer end et Par Dage, før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være saa snil?

«Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?» sagde han. «De er mig et fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gaa til Bladet, hvor man kender Dem.»

«Men blot for iaften!» sagde jeg. «Redaktionen er allerede stængt, og jeg er meget sulten nu.»

Han rysted vedholdende paa Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg havde grebet fat i Laasen.

«Farvel!» sagde jeg.

150Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; saa højt kunde ogsaa jeg pege, naar det kom an paa det. Jeg sled mig frem det ene Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik paa en Trappe. Naar jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg saa en Konstabel i min Vej, tusled jeg ind i en Sidegade, forat undgaa at møde ham. Nu tæller vi et hundrede Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Raad …

Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betraadt. En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt paa Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun saa lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenaal i Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked.

«Ønsker De noget?» spurgte Betjenten.

«Er Chefen tilstede?» sagde jeg.

151«Han er paa Fjældtur i Jotunhejmen,» svared han. «Var det noget særligt, hvad?»

«Det galdt nogle Øre til Mad,» sagde jeg og forsøgte at smile; «jeg er bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.»

«Saa er De lige saa rig, som jeg», sagde han og gav sig til at ordne Garnpakker.

«Aa, vis mig ikke bort – ikke nu!» sagde jeg, paa en Gang kold over hele Legemet. «Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg nød noget.»

I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer, en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham paa hans Ord, hvad?

«Bare fem Øre?» sagde jeg. «Saa skal De faa ti igen om et Par Dage.»

«Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?» spurgte han utaalmodig.

«Ja,» sagde jeg, «ja, tag fem Øre af Skuffen.»

«Det blir ikke mig, som gør det,» slutted han, og han lagde til: «Og lad mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.»

152Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund for det usleste Ben og ikke faaet det. Nej, nu fik der blive en Ende paa det! Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i saa mange Aar, staaet rank i saa haarde Stunder, og nu var jeg paa en Gang sunken ned til brutalt Betleri.Betleri] tigging Denne ene Dag havde forraaetforraaet] gjort råere/avstumpet min hele Tanke, overstænketoverstænket] dynket mit Sind med Ubluhed.Ubluhed] ublyghet; det å ikke la seg sjenere Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig bevægelig og staa og græde til de mindste Kræmmere.Kræmmere] personer som driver handel; kjøpmenn Og hvad havde det nyttet? Stod jeg maaske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden. Jeg havde opnaaet at faa mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu maatte det komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, hvis jeg ikke vilde ligge paa Raadstuen inat igen …

Dette gav mig Kræfter; ligge paa Raadstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet Krop, med Haanden stemt mod venstre Ribben, forat dulmedulme] svekke; stilne Stingene lidt, kaved jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige Bekendte til at hilse, og hasted hen 153til Brandvagten. Gudskelov, Klokken var blot syv paa Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten stængtes. Hvor jeg havde været bange!

Saa var der altsaa ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At det virkelig ikke vilde lykkes én Gang paa en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg fortalte det til nogen, saa var der ingen, som ville tro det, og om jeg skrev det ned, saa vilde man sige, at det var lavet. Ikke paa et eneste Sted! Ja, ja, der var ingen Raad med det; fremfor alt ikke gaa og være rørende mer. Fy, det var ækelt, forsikkrer dig paa, det gør mig vammelvammel] kvalm af dig! Naar alt Haab var ude, saa var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en Haandfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf – jeg vidste, at Stalden var lukket.

Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst, glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og saa mig om efter et Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne, og ind i et Privathus vilde jeg ikke gaa; jeg kunde maaske ogsaa vente til jeg kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. 154Det var slet ikke sagt, at jeg kunde faa beholde en Slurk Vand heller; min Mave taalte ikke længer nogen Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned.

Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Raad! Jeg var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert faa ti Øre for dem, imorgen fik jeg saa andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg faa Betaling for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg saa ikke hele Gaden, jeg gik paa.

Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne hernede, mine Smaating hjemmefra, min sidste Bog. Paa Auktionsdagen gik jeg gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg næsten stolt 155af; en Aarskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til Udlaan i Atelieret. Saa der var intet at sige paa nogen Ting.

Jeg holdt mine Knapper færdige i Haanden og traadte ind. «Onkel» sidder ved sin Pult og skriver.

«Jeg har ingen Hast,» siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham utaalmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød saa forunderlig hul, jeg kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer.

Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade paa Disken og saa mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.

Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug for … noget, som blot laa mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem paa, ganske til Plage … nogle Knapper.

Naa, hvad var det saa, hvad var det saa med de Knapper? Og han lægger sine Øjne helt ned til min Haand.

156Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? … Saa mange, som han selv syntes … Ganske efter hans eget Skøn …

For de Knapper? Og «Onkel» stirrer forundret paa mig. For disse Knapper?

Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og saa vilde jeg høre ind.

Da lo den gamle Pantelaaner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke haabet saa meget, og alligevel havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?

Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gaa med, det er en Selvfølge, sagde jeg saa og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre?

«De ved jo, at jeg ikke kan laane paa Deres Briller,» sagde «Onkel»; «jeg har sagt Dem det før.»

«Men jeg trænger et Frimærke,» sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang faa afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. «Et ti eller fem Øres Frimærke, ganske som De selv synes.»

157«Gud velsigne Dem og gaa Deres Vej!» svared han og kaved imod mig med Haanden.

Ja, ja, saa faar det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg Brillerne igen paa, tog Knapperne i Haanden og gik; jeg sagde Godnat og lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se saa, der var ikke mer at gøre! Udenfor TrappegabetTrappegabet] avstanden mellom kjellerinngang og gateplan standsed jeg og saa endnu engang paa Knapperne. At han slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan ikke forstaa det!

Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte mig om og saa efter ham.

«Nej, er det dig?» sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte ham. «Gud bevare os, saa du ser ud!» sagde han. «Hvad har du gjort hernede?»

«Aa – havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?»

«Ja. Hvad har du været der med?»

Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Haand med Knapperne.

158«Hvad Fan?» raabte han. «Nej, nu gaar det for vidt!»

«Godnat!» sagde jeg og vilde gaa; jeg følte Graaden i Brystet.

«Nej, vent et Øjeblik!» sagde han.

Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv paa Vej til «Onkel», bragte maaske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde.

«Ja,» svared jeg, «naar du vil være snar …»

«Naturligvis,» sagde han og tog Tag i min Arm; «men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.»

Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og svared:

«Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og …»

«Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her staar jeg med Uret i Haanden, det er det, jeg skal herned med. Saa, ind med dig, sultne Synder! Jeg faar mindst fem Kroner til Dig.»

Og han puffed mig ind.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.