I

Veien fra byen til Skogstad, Atlung’ernes store gård med fabrikanlæg langs skogselven, kunde, jævnt kjørt, tage to timer; men på det gode vinterføre, vi nu havde fået, vanskelig halvanden. Veien var en chaussé langs fjorden. Fra byen havde jeg fjorden på høire side og på venstre store, fra høiden langsomt nedglidende marker; udover dem var der strøet villaer og gårder med træplantninger omkring og alléer op til.

Længere hen blev høiden til berg og rykkede nærmere ind på; her blev det også snart mer og mer ulændt, tilsidst alene barskog fra det høieste af åsryggen og helt ned til fjorden, skog, skog. Den tilhørte Skogstad; fabrikkerne langs Skogstadelven tilvirkede råæmnet.

Atlungslægten var fransk fra Hugenotternes tid og af tarvelig oprindelse; men den havde slået sig op ved gifte ind i Atlung’ernes engang mægtige æt og havde antaget ættens navn, der i klangen havde nogen lighed med deres eget.

Jeg frydede mig i kjøreturen. Det havde nylig sneet, og sneen lå på træerne, ikke et vindstrøg havde draget mærke i skogen. Derimod havde det tøet lidt, hvilket løvskogen, som her længere nede stak frem, ikke havde tålt; det, som nu lå over den, var alene let ny-sne fra imorges.

Imellem begge de hvide landskab og i den snetunge luft syntes fjorden sort. Over til den anden side var ikke langt, og derover ragede høiere fjeld, nu også hvide, dog med den dæmpede tone, som luften gav.

Her, hvor jeg kjørte, lå sjøen klods op til snejarden; bare noget tang, nogle sleipe sten, og sommesteder ikke engang det, skilte de to former og farver af samme element, virkeligheden og omdigtningen, hvor omdigtningen er ligeså virkelig som virkeligheden, bare at den ikke er så varig.

Så snart jeg kom så langt som til skogen, optog denne mig ganske. Furutræerne holdt store fanger af sne; sommesteder var den øst udover; men så meget blev dog udækket, at som helhed havde skogen et mørkegrønt skjær i hvidheden. På nærmere hold stak den enkelte udækkede gren trodsig frem, og de rødlige grenlægger jog gjennem snelagene.

Op-under stod mægtige stammer, de fleste mørke, dog nogle yngre og lysere, alle et samlet følge af bærende kjæmper, og dette gjorde det alvorligt derinde i tykningen. De fremste trær, som helt kunde oversees, og som i opvæxten var blevet skjæmt af mennesker eller dyr, kanske også af stormen, (thi de tog jo stødet af), havde ikke de andres regelmæssige væxt; de var mere klurede, så i dem havde sneen huseret efter behag. Deres nederste grene var sommesteder helt bøiede mod marken, så træet kunde se ud som en hvid dynge, andre var lunefuldt omskabte til plumpe dværger med bare overkrop, eller til andre sorter af mandslinger med en hvid sæk over hovedet eller en skjorte, som de ikke rigtig havde fået på.

Ved siden af disse klodser kunde trippe løvtrær, hvorover sneen bare lå som en anelse; et enkelt, som stod frit mod himlen, flød i sine yderste, hvide kvister, altid finere, ligesom over i luften; så stod der unge graner, der i regelmæssige sneetager byggede pyramide ved pyramide. Her længst nede ved sjøen, hvor der var mere stenet, voxte nu og da en klonger. På hver torn havde lagt sig sne, så busken så ud som oversået af hvide bær.

Jeg bøiede om et næs med en hammer på, og her begynder det egentlige Skogstad. Åsryggen viger og er brudt af elven. Atter ser vi langsomt nedglidende marker, og her ligger gården. Elven går længer borte; de røde tag og en række bygninger langs denne sees. På begge sider af gården ligger husmandspladser og underbrug; men de er skilt fra gården ved marker på hin side, og med en skog eller park på denne.

Under parken glemte jeg alt foregående. Oprindelig var den tænkt at gå ned til sjøen; men den stenede grund her havde vel gjort det umuligt, og så var den nederste kvadrat hugget ud; men i årenes løb havde istedetfor barskogen en stærk flok af løvtrær voxet op. Denne løvskog fra et og samme år var lige høi og lå umiddelbart op til den svære, gamle barskog i parken. Det fine som bræm omkring det tunge, det lette imod det svære, det lave og aldeles ligeløbende indunder det overragende vældige var vakkert.

Øiet legte i det, søgende former; eller jeg samlede hundrede grene under et oversyn, fordi de var ligeløbende i samme bøining mod samme høide; eller jeg tog en enkelt gren ud fra de andre, fulgte den fra stammen i dens første fordeling og i fordelingernes fordelinger ud i den fineste kvist. En udspilet, gjennemsigtig hvid vinge, eller et uhyre brægneblad, oversået af hvid dun. Så måtte jeg igjen slippe formerne og følge farven; de ulige overstrygninger gav så mangfoldige grader.

Jeg vendte ryggen til min reisefælle, fjorden, og bøiede op mod gården. Hvor parken sluttede, begyndte haven, og langs denne løb veien opad i jævn stigning. Engang havde også her været skog og veien gået gjennem den; men af skogen stod bare en favn eller to igjen på hver side og gjorde allé; store, gamle trær holdt på at afløses af unge, og dette så tæt, at jeg sommesteder vanskelig kunde se gården, som jeg kjørte op imod. Men sne-æventyret fulgte, dækkende de dalende kjæmper med hvide flag, pudrende de unge og friske og legende julebuk med de vanskabte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Støv

I fortellingen Støv (1882) tar Bjørnson for seg temaer som livssyn, tro og barneoppdragelse. I løpet av 1870-tallet hadde han fjernet seg mer og mer fra sin barnetro og den grundtvigianske kristendomslære, noe som kommer til syne i denne fortellingen.

Jeg-stemmen i fortellingen er på besøk hos et ektepar og observerer hvordan ektefellenes forskjellige syn på tro, vitenskap og oppdragelse får alvorlige konsekvenser.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.