Whitechapel

Jeg ligger vaagen og gjenkalder mig Indtrykkene fra en bevæget og nydelsesrig Dag. Det er heller ikke let at faa sove. Der mumles omkring paa Hylderne, og den rustne Mumlen revner undertiden for ugenerte Mishagsytringer. Her havde man erlagt sine tre Pence for sorgfrit at hengive sig til sine Drømme, og saa hersker der alligevel i Sovelokalet ikke den dybe og absolute Ro som Ordensreglementet forlanger … Bloody chaps!

Men jeg har som sagt mine Indtryk at ty til. De begyndte allerede den aarle Morgen paa Themsen. De pilende Smaadampere, de tunge Lægtere og stønnende Slæbere, Kulprammerne og Lystyachterne, Oceandamperne, Seilskuderne, Motorchalupperne, den store mesterlige Balance i den farefulde Vrimmel. 182Og Kaierne med de vældige Svingkraner, Kornsugerne, Kulklørne … Sjauerne selv … Farten i Slidet, den morgenfro Bravur i de raske Tag, Vellyden i al den hvinende, skrattende, drønnende Trafik … Forvirrede Indtryk med et kraftigt Glædesmoment af Energi, af Vaar under Himlens graa og over Flodens brune Uhumskhed.

Uransaget af Toldvæsenet begir jeg mig gjennem Pakhussmug til Wapping. Om Roms Panteon sank i Jorden vilde den danne en værdig Nedgang til Underverdenen, men ikke værdigere end den skumle Hvælving over Wappings Metropolitanstation. De skidne Trægallerier der ringler Trapper langs Hvælvingens Mure, formaar ikke at forstyrre Indtrykket af de rene Rumspænd i denne Dome under Londons Dok. Der pibler Damp ind oppe fra Skylightet i Zenit, og der slaar en Os op fra Tunnellerne i Dybet, hvor Togene yrer med Menneskeladninger.

Jeg har heldigvis intetsomhelst bestemt Maal med min underjordiske Reise. Vi passerer en Række Stationer, og jeg stiger til en Afveksling af ved Aldgate. Det er en Overraskelse at dukke saa pludselig op i en 183tysk By. Til Gastwirtschaften, Kravt, Augustinerbrau, Eisbein og selve Bratwurstglöcklein med lavloftet, gotisk gemytligt Nürnberger originelles Lokal! Og Wurst og Wirth og Mädels, alles made in Germany. Der findes altsaa ingen Opinion i England mod de kjære Tyskere. Tyskland anlægger simpelthen Byer i London. Tonen maa kaldes fidél … Og medens jeg tømmer mit Mass, bestemmer jeg mig til at forblive for Resten af mit Liv i Kjæmpebyen … Naar jeg faar Reisevé til Italien eller Spanien eller Palæstina, kan jeg sætte mig paa Imperialen af en Omnibus og fortrække til vedkommende Lands Filialer i London. Men foreløbig vil jeg op til de engelske Bydele og til mere standsmæssige Kvarterer. Og jeg begir mig op paa en Omnibus. Færdselen foregaar i gammeldags og afmaalt Tempo. Dickens vilde kjende sig igjen i City. Han vilde kunne gjøre Observationer fra Taget af dette ærværdige Befordringsmiddel uden at forvirres af det tyvende Aarhundredes Hastværk. For al Ilfærdigheden er begravet under Jorden. De gamle Huse vilde vise ham sine uforandrede grønskede Fasader, og Kuskens Ansigt og 184Passiar vilde gi ham Snippen af en Livshistorie og en Karakter. Hans Bøker vilde bli lige lange og rigelige … Det umaadelige London skifter ikke Præg i Løbet af en Bagatel af et Aarhundrede. Det amerikaniseres ikke af nogle Snes epokegjørende Opfindelser. Det synes at være en solid By …

Vi skumpes sagtelig op gjennem Leadenhall Street og stanser omsider fuldstændig foran Børsen. Strøget er foreløbig ufremkommeligt, og Kusk og Hester maa resignere. Det er ogsaa en Plads, man ikke bør skynde sig over. Englands Bank gir som ingen anden Pengebygning i Verden en Forestilling om, hvad den gjemmer. At den er et lavt Hus i én Etage virker i dette Strøg, hvor hver Fod Grund er en Formue, som en iøinefaldende Udstilling af økonomisk Vederheftighed. Denne Bank er intet Luftkastel. Her viftes der ikke med illusoriske Papirer, her skufles det røde Metal. Dette er Guldets uindtagelige Fæstning.

Denne flade, tunge Bygning, dette uløftelige Laag over Penge vilde gjøre et forstemmende sarkofagagtigt Indtryk, hvis ikke 185Børsen med sine frie Søilerækker laa opmuntrende ligeoverfor. Dens brede Trappe indbyder til Passiar og Spekulation. Der inde hersker den rullende Bevægelighed i Værdierne. Og udenfor midt i Stimlen rider Wellington paa sin høie, slanke Hest og minder om den lykkeligste Værdiomsætning, den store Handelsnation har foretat.

En Konstabel hæver sin dominerende Haand og vi svinger ind i Cheapside midt i en Række af Hansoms og Omnibusser, der har ventet foran og efter os. Om et vildtfremmed, overmenneskeligt Øie keg ned i denne Trængsel af agende, cyklende, slentrende Væsener, vilde Øiets tilsvarende Forstand staa stille af Forandring over, at alle disse kryende Eksistenser ikke løb surr i hverandres Planer, Maal, Indskydelser, Forretninger. Fra oven maatte Virvaret te sig haabløst, og kanhænde den overmenneskelige Forstand vilde tilskrive Menneskene et blindt geleidende Instinkt. Den store Fare vilde først opstaa, om Strømmen af en eller anden mægtig Grund væltedes i én Retning. Bysikkerheden beror paa det urokkelige Alvor hvormed enhver enkelt forfølger sine egne, sine 186egoistiske Formaal. Betingelsen for Orden er Splittelsen. Bellum omnium pax.

Selve Anarkiet repræsenterer en bestaaende Livsform. Det er konservativt. Og dets extreme Teoretikere har med Rette Asyl i England. Efter hvert Attentat kaster den kontinentale Presse sig over dette Land, som dog mindst af alle er Attentaternes.

Siden Gunpowderplottet mislykkedes for Guy Fawkes, har Øen været dybt uforstyrret af knaldeffektjagende Terrorister. Men, paastaar Kontinentet … det er England, som opelsker Anarkismen. Det er England, som skjænker alle Flygtninger Ly uden at af kræve dem Leidebreve fra deres Forfølgere. Det er England, som negter at deltage i Magternes Aktion mod indre Fiender, og det er England, som ikke vil vide af to Slags Love: en lempelig Slags for de velsindede Borgere og en gram Slags for Pakket og de katilinariske Eksistenser.

Tankegangen fører mig atter ned paa den Underjordiske. Jeg stiger af ved St. Mary’s og driver ned over High Whitechapel. Tilfældet leder mig ind i Avissalen i Whitechapels Public Library – en mageløs og beundringsværdig 187Indretning. En Sal omtrent saa stor som Fæstningens Gymnastiklokale med gule Rader af Læsepulte og et metodisk udbredt Læsestof, der strækker til for Tusen ad Gangen. Her er Aandsføde i al Rundelighed. Her skal ikke Bærmen af Befolkningen kunne undskylde sig med knap Adgang til Dannelse. Alene af Dagbladene er alle politiske Bekjendelser udstillet. Rækker af Times og Rækker af Truth. Og om det gjælder Modejournaler, behøver dette for sit Ydre tilsyneladende noget skjødesløse Publikum ikke at svæve i Tvil om de anstundende Sæsonfarver. Her er noget for alle. Det vrimler af Six Pence-Magaziner fulde af Gruhistorier og spændende Mirakelbedrifter i Detektivgenren. En samvittighedsfuld Kollektion af populære videnskabelige Tidsskrifter gjør Publikum opmærksom paa de lurende Farer i alle Næringsmidler, i Luft, i Vand, i Kys, i Haandtryk, i Livet i sin Almindelighed. Saa kommer alle de provinsielle Tryksager og alle de niogniti protestantiske Sekters konkurrerende Saliggjørelsesorganer, foruden samtlige Udgydelser af den katolske Propaganda, og sist og best repræsenteret 188hele den engelske Sportspresse med dens Utal af Organer for Nævekultur og Slagsmaalskunst …

Det er lærerigt at iagttage, hvordan Publikum fordeler sig over dette udstrakte Felt af gratisspradlende Kundskabskilder. Modejournalerne og Populærvidenskaben øver liden eller ingen Tiltrækning. Mikrober og Moder lades ud af Betragtning. Saalidt man kan sky de første, anser man sig forpligtet til at følge de sidste. Dagbladene og Magazinerne samler hver sine alvorlige, spændte Læsere, men Massen af dette i legemlig Forstand daarlig konditionerede Publikum hænger over Sportspressen.

Det er selve den graa Masse væltet ind fra Gaden, træt, bleg, alkoholisk blaadugget, skjæggestubbet, lurvet, frynset i Kanterne, med det samme Jordslag af Halvsult, Lediggang og Misère. Men ud af denne graa Masse stritter Individerne. Midt i denne fuldkomne Mangel paa Valgfrihed med Hensyn til Antræk vrimler fantastiske Luner, overmodige Indfald, kaade Spræl i Retning af det ekstravagante og dandyagtige. Ved Siden af mig staar en ung Mand og blader 189i en Avis med hebraiske Typer. Han har, kanske i Tillid til et gammelt Husraad, sin venstre Uldstrømpe om Halsen. Han hoster saa smaat og gaar kipskodd i Galosjer. Men han bærer til Gjengjæld, presset ind mod Øiet, en Monokle, og denne Monokle i rød Hyssing forjager trolddomsagtig alt det melankolske ved Mandens Ydre. Den gjør ham chic, oplagt paa Livet, fandenivoldsk, Landsmand af Chamberlain. Med den maatte han, om det kneb, endnu kunne se bedre Dage.

Jeg følger Pulteraden. Her ligger Anarkistblade i alle Sprog, yiddish, polsk, italiensk, rumænsk og engelsk. Og om dem flokkes opmærksomme Læsere af alle Nationer, smaa Jøder, Polakker, Latinere. Her i et offentligt Bibliotek i det fri England! Jeg har fundet Stemningen og kan reise videre til Westminster Abbey, til Trafalgar Square. Jeg har Stemningen af Storheden og af Vælden og Velviljen, Magten og Humaniteten og Selvrespekten, og jeg gjenkalder mig igjen den døende Lancasters patriotisk svulmende Udbrud:

This earth of majesty –
This fortress built by Nature for herself
190against infection and the hand of war.
This precious stone set in the silver sea,
This blessed spot, this earth, this realm, this England!

Ja, jeg havde gjort det mest mulige ud af Byen og ganske rigtig faat Indtryk af en Verdensdel. Jeg ligger paa min Briks og er mig bevidst, at jeg har fartet vidt omkring og strødd mit Guld for alle Indskydelser. Ikke engang Teatret eller Historien har jeg ganske forsømt. Jeg var paa Matinée i Adelphi og undte Tower et Besøg. Senere optraadte jeg tilvogns i Hyde Park sammen med den fornemme Verden forøvrigt; jeg viste mig og saa paa Promenoiren i Empire og souperte efterpaa og idetheletat – – Men jeg husker ikke, hvorlænge mine Midler tillod mig at optræde standsmæssig. Der maa pludselig være indtraadt en Eclipse … en total Guldformørkelse, og dette Mørke overfaldt mig i et ukjendt Strøg af Kjæmpebyen, jeg ved ikke hvorlænge over Midnat. Men med det samme oplystes jeg indvendig fra af den Kjendsgjerning, at jeg var alene i London, ja saagodtsom et Barn paa Vildstraa, med noget som Sixpence uvexlet i Vestelommen. 191Jeg blev ved at vanke og dreie om Hjørner paa det Uvisse, i Haab om at støde paa et kjendt Monument til Udgangspunkt for videre Streiftog – et Haab ligesaa forfengeligt som naar et Sudaneserbarn, der har forvildet sig ind i Sahara, haaber at faa Øje paa en af Pyramiderne til at orientere sig efter. Jeg begyndte at kjende Kilometre og Miles svide sine Sifre under mine Saaler, og aldrig tog de Ende disse skumle Gader, som for mig Vildfremmede ikke engang havde den vage Kuriositet at være berygtede.

Om jeg havde begit mig gjennem en By, en Hovedstad, gjerne et Verdenscentrum, og ikke vimset om i dette Fantasmorama af Uendeligheden, vilde jeg forlængst været ude af Landet … paa den aabne, selvfølgelige Landevei.

Det gav sig ovenikjøbet til at regne.

Ja Landeveien, den tilforladelige, i alle Lande hjemlige, den lange graa Snor med Byer som Perler … Landeveien med de syngende Telegrafstolper og venlige Grøftekanter! Jeg har en svar Fornemmelse af at jeg for bestandig har afskaaret mig fra Landeveien. Monstret har opslugt mig, jeg gaar 192mig vild i dets Tarme, Kjæmpeedderkoppen har fordøiet mine Sovereigns – –

Der staar igjen en Konstabel paa et Gadehjørne. Jeg beslutter at henvende mig til ham – helst vilde jeg anmode om den nærmeste Vei ud af Byen, men han vilde formodentlig opfatte det som en Spøg … det var hans Forfedre som trodde paa Verdens og Londons Ende – og jeg spør paa maafaa efter Regent Street. Han tar Maal af min Stand, Nationalitet, Formue og Sindelag i et eneste Blik.

– You’ll take a cab?

– Nei jeg vil gaa tilfods.

Han indlader sig ikke mere med mig, men trækker paa sine Bryderskuldre og slaar sine reglementerte jernhælede Slag nedover Gaden. Langt om længe sætter jeg mig paa Trappen foran et stort Hus med mange Døre under en Glasskjærm, som rager ud over Fortauget og gir Ly for Regnet. Det er en vid, aaben Gade, jeg nu befinder mig i; men Trafikken er indstillet. Der ruller en sjelden Gang en Karet forbi, men Kusken har begravet Ansigtet inde i Hætten og sidder og sover. Jeg forsøger ogsaa at slaa mig tilro 193for Resten af Natten, jeg vagler paa min ufuldkomne menneskelige Maade ved at trække Benene opunder mig og lægge Hodet paa Armen og vende Ansigtet ind mod Væggen. Men det er for koldt til at sove. Gudskelov der findes en Pakke Phillip Morris i Lommen. Never say die! Jeg reiser mig og leder frem Fyrstikker og tænder. I Blaffet faar jeg Øie paa en indrammet Plakat bag et Staaltraadsnet ved Siden af Døren. Jeg lyser bedre paa den. Jerusalem! Dette er et hebraisk Teater. Hosiannah! Jeg ved, hvor jeg er. Jeg er kommet ud af Ørkenen og det Grænseløse, jeg befinder mig i Whitechapel.

En vemodig, næsten lykkelig Følelse betager mig. En Slags tilfredsstillet Hjemve. Her har jeg været engang før – efter alt det jeg har fartet omkring og overkommet af Oplevelser er det ubegribeligt, at det ikke var længer siden end iformiddags. Jeg husker en Anarkist med Monokle i rød Hyssing – han læste i en hebraisk Avis. Hernede i Nærheden var det man kunde spise hot jojnts for en ringe Penge og faa Øllet paa Kjøbet. Her var det ogsaa der i sin Tid blev myrdet en ung Pige, som gik paa Gaden og nynned:

194Sweet violets,
sweeter than all the roses –

Ja netop her er Hjemstavnen for de smaa bløde engelske Sange – her i de skumle Pubs paa Bredden af Whiskyfloden – de Ulykkeliges Ganges, der dulmer og dræber som Menneskenes andre hellige Floder.

Men jeg er træt og opsøger et Natteasyl i en Sidegade. Mit Sexpencestykke gir mig Adgang til bedste Forpleining – en Hylde med Voksdugspude og et ensfarvet Hestedækken.

Der smaasnakkes omkring paa Hylderne af graa Bylter, og et enligstillet Gasblus knitrer under Loftet. Luften er forresten ikke saa daarlig. Ventilationen besørges formodentlig af en Punka med Bokserkræfter, for her arbeider et helt System af Hvirvelvinde paa Støvspredningen.

Jeg prøver endnu engang før jeg gaar til Hvile at samle mine Indtryk af den deilige By, men det lykkes ikke.

Jeg ser bare for mig et Billede, et Kvindeportræt, hvis Pragt og Særegenhed har skinnet for mine Øine i hele Dag. Det er Mrs. Siddons i Galleriet paa Trafalgar Square.

195Hun har det nationale Kvindeansigt i underfuld Forherligelse. Denne forfinede Magtvilje, denne kyske Værdighed, denne Holdning af Dronning og Præstinde! Og Profilens strenge Renhed og Dristighed, Hudens diafane Skjærhed … Øret, Hagen, Munden, alle de deilige Træks lidenskabelige Hemmelighedsfuldhed om alt hvad deres Syntese, Aasynet, forraader: Smerten, Sorgen, Gløden i et utrætteligt, umætteligt Hjerte.

Hun spilled for over hundrede Aar siden Shakespeare. Hun kunde være født paa et engelsk Slot eller i Whitechapel.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.