Graaveirsepistel

53Skyerne har samlet sig og sluppet fra sig Regn, og naar disse første Draaber spildes næsten nølende hen over Jorden, føler vi legemlig Tørkens Kval som en Tørst i vor egen Strube. De forsvinder, de væder ikke, de preller af mod Støvet paa Straa og Sten, de stjæles af Luften og forflygtiges i virkningsløse Atomer. Indtil et Brus, et samlet Pres af mylrende Smæk indleder Skuren, Væden, det livsalige Plaskregn. Det stritter og knitrer i alle de forarmede Vækstliv, de skrumpne Nerver strækker sig, det smasker i Porerne, Bladene vimser ellevildt paa Stilkene, til de overgir sig og hænger slappe af vaadt Velvære, og Støvet slubrer Vand og blir til Muld igjen, hvoraf det uretmæssig er taget.

Jeg gaar mod Kveld under dryppende 54Trær langs en Sti, hvor Barnaalene alt seiler i de smaa Bække. Fremme i en Lysning hænger Regntaagen let over de unge Furutrær, hvis blaalige Naaleholdere ledder sig mærkelig omslørede op i Skumringen. Aaserne skygger langt udover det blanke Vand, Nattens bløde Mørke begynder varlig at gjemme alle Ting for hverandre, mens Vesthimlen under Regndækket endnu en Stund skinner i en Strime af straalende Messing.

Sommeren hælder, og alle Høstens Tegn syner sig. Der blir stille for Folk om Strandene, alt som Nætterne mørkner. Høivandet skyller ind Stimer af Gopler, som forbitrer ens Bad med sit beske Slim. Om Kvelden dypper man Aarerne i Morildens blege Fosformørje.

Ja, den har igjen slaat ud sin spraglede Vifte, vor Høst … Det begynder med et enkelt Stænk, en Nats Kuldslag over en spinkel, løvet Gren, men en Dag staar pludselig en ensom Rogn borti Aasen og blusser …

Inde i Skogen brister Einstapen som svidd med Krøltænger, og den lidt ramme 55Gjærlugt af Plantelig, som lagres og gaar i Muld –, Høstemmen, den prikkende, mandelsyrlige, driver af den klamme Jord.

Man gaar sine gamle Veie og kommer, hvor Sommeren holdt Hus og lukked med sin Frodighed. Det er som Væggene har videt sig, som om Stammerne har traadt tilside og aabnet vide, tindrende Udsigter over Fjord og fjerne Fjeld … som om der er sket Opbrud og Flytning og det, der staar igjen, stirrer mod Vinter!

… I disse Dage har de tat op Poteter her omkring. Det gjøres med en Maskine, som reder dem ud af Jorden, store og smaa, som en grundig Finkam. Men idag driver Regnskodden sid østenfra, og Arbeidet er indstillet. De sidder og koker Kaffe omkring paa Gaardene.

Jeg gaar og tænker paa, om jeg ikke kunde benytte min Tid til at gi Landmanden nogen Vink … som saa mange andre flinke Mennesker, der har Adgang til Aviserne. Jeg læste netop, at nu maa der «privat og offentlig med Kraft og Iver arbeides paa at udvikle de Egenskaber, som fortrinsvis øger Landets Kapital – den materielle 56og den aandelige. Vi maa med andre Ord fremme god Økonomi og Nøisomhed, Flid og Dygtighed i al Haandens og Aandens Gjerning!»

Det slog mig med éngang, hvor overraskende disse Bemærkninger er ved sin selvindlysende Uimodsigelighed, og jeg studsed ligefrem over, at jeg ikke selv har kunnet finde paa at skrive et sligt gyldent Ord i rette Tid.

Vi maa fremme Økonomi og Nøisomhed, Flid og Dygtighed i al Haandens og Aandens Gjerning!

En slig Sætning er skikket til at revolutionere et Samfund. Der staar formelig et Veir af den, et Aandens og Haandens piskende Uveir over al Efterladenhed, Ødselhed og Slendrian! Gad vidst om de har læst den omkring paa Gaardene? Og om de kan blive siddende og drikke Kaffe og lade som ingenting?

Jeg vilde altsaa gjerne komme med nogen Vink til Landmanden. Selvfølgelig forstaar jeg mig ikke paa Landbrug, mere end ganske i sin Almindelighed. I store Træk. Jeg sagde til en af mine Naboer, at Høstbeitingen 57var skadelig – – det stod i «Verdens Gang.» Men desværre havde jeg glemt, hvad den var skadelig for – om det var for Volden eller Kreaturene. Jeg sagde altsaa til Naboen, at han fik holde op med den Høstbeitingen, som var skadelig for Nautene. Men han lo mig midt op i Ansigtet og vedblir forhærdet med sin Høstbeiting.

Saa er det en anden Ting: de smaa Indtægtskilder! Jeg læser ofte i Aviserne, og jeg hørte nylig et Foredrag af en Seminarist om, at de smaa Indtægtskilder i vort Land flyder ganske ubenyttede hen. Rigtignok var Foredragsholderen selv, som de fleste af os andre, lys levende Bevis paa, at ikke Paastanden holdt Stik … Men skulde man ikke kunne se lidt videre end til det faktiske, blev der aldrig holdt noget vækkende Foredrag, og den lille Indtægtskilde vilde ogsaa være stoppet. Altsaa:

Sop! Her omkring i Skogene findes der Sop nok til at forgive en hel Udflugtsforening, men de blir staaende og raadne til ingen Nytte, fordi ingen gidder samle dem. Børnene har to Ugers Potetesferier, men Folk 58lar dem heller gaa og gjøre Nytte og sortere Poteterne efter Maskinkjæmningen eller gjæte end streife omkring i Udmarken og finde Paddehatter. Der mangler Forstaaelse, sagde den anførte Seminarist: Intet, sagde han, savnes saa saart som Forstaaelse! Men han ytrede Haab om, at nu, naar endelig vort Forhold til Sverige var ordnet, vilde der ogsaa komme nyt Liv i Soppesankingen.

Men jeg fortsætter med mine Vink. Vi maa fremme Nøisomhed, heder det i den Artikel, jeg saa misundelig beundrer. Kan vel nogen Opfordring være bedre paa sin Plads overfor en Nation som vor? Den fører sandelig et yppigt Liv! Den svælger i Frugterne af en gavmild Natur! Den mæsker sig med udsøgte Retter og overbyder Liljerne med pragtfulde Klædebon! Og Flid? Om man netop havde lagt an paa at stille Sømmet paa Hodet, kunde man ikke truffet Fingertuppen sikrere end ved at opfordre vort Folk til Flid. Men skulde man gaa omkring og læse høit sin Opfordring, vilde man risikere, at ingen havde Tid til at høre den.

Jeg kunde vedblive at vinke, men det 59vilde bare være at gjentage, hvad andre har vinket bedre. Jeg føler smertelig Savnet af den Autoritet, som ledsager de ufortrødne, lands- og fremtidsbekymrede Alvorsmænd, som i sit Alvor bare overgaaes af Dyrene, der som bekjendt aldrig smiler. Da Nils Klim kom til Potuanernes Land, klatrede han af Skræk for alle de træede, alvorlige Borgere op i et Træ, men slap sig ned igjen i dobbelt Forskrækkelse, da han mærkede, at Træet var selve Borgermesterens Kone. Om vore Potuanere bare ser en liden freidig Fyr med en Cigaret i den ene Mundvig, tror de Norges Fremtid er i Fare, og fluks ryster deres sædelige Alvorstræ af sig en ny Lov, et nyt Forbud, en ny Skræk og Advarsel …

I disse Dage har de som sagt tat op Poteter heromkring. Men idag er der Graaveir. Det er som om Bygden stænges inde og overlades ganske til sig selv. Aaserne ligger lange og kjeder sig og risper med Grantopperne i Regnskyerne, og Skodden trases op i graa Dotter under Driften. Den gule Septemberbrand i Løvskogen har ingen Glans over sig. Der er noget gjenfærdagtigt over Bladenes Prangen, nu naar Solen er 60væk, der selv hang som et umaadeligt, sygnende Blad paa Høsthimlen. Især Bjerkene er pjuskede. Den gule Farve er absolut upassende i Regn … i vort Klima, som bronchitiske ældre Damer siger. Man kan ogsaa gjøre formeget af at falme glad.

Jeg skræmmer op en Flok Kraaker, og de flygter, men sværger, at de skal komme igjen. Jeg langer en Sten efter dem, bare for at markere, at jeg ikke anerkjender Forsamlingsfriheden, for endnu har aldrig nogen rammet en Kraake med en Sten. Det er mærkeligt, hvor godt de tar sig ud mod den lave, graa Himmel. De ligner fygende Sodfiller. Alvorsdystre fygende Sodfiller, der meddeler Vink i Luften. De hører med, de ogsaa; derfor tar de sig ud. De gir Graaveir.

Men herinde i Granholtene gror Soppen! Det er synligt paa den, at den er kommet paa Moden. Den æser op i kardinalrøde Bylder som om den mente: Her er Essensen af hele Landskabet! Men jeg har observeret en Mærkværdighed, som jeg overlader de Kyndige til Betænkning: jeg har fundet en Amanita snyltende paa en Boletus. 61Rund og rød red Fluesoppen paa den hvide Stamme af Rørsoppen. Men nu er som alle og enhver vêd Fluesoppen giftig og den Rørsop, der her er Tale om, ganske uskyldig, ja kanske lidt flau i Smagen i al sin næringsværdifulde Harmløshed.

Hvor fik altsaa Fluesoppen sin Gift fra?

Teologerne i Middelalderen grubled over det Ondes Oprindelse og kunde ikke forlige det med Ideen om en algod Skaber. Jeg var stedt i et lignende Dilemma … Naar alt var saare godt i Rørsoppen, hvor i Alverden fik da Fluesoppen sin Gift fra?

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.