XXVII

Smith gik urolig omkring oppe paa sit Værelse. Han havde sagt til Petra, at han vilde tale med hende, og han vented hende hvert Øjeblik.

Døren gik op, og Petra traadte ind. Hun var graableg i Ansigtet, og den hovne Kind havde trukket Munden skjæv. Det store, blaarudede Smækkeforklæde havde fugtige Stænk foran.

«Hvor hun ser usund ud,» tænkte Smith. «Og saa malproper hun er bleven.»

«Er De syg?» spurgte han og vendte hende halvt Ryggen, mens han borte ved Tobaksbordet gned paa en sølvbeslagen Merskumspibe.

«Eg har havt Tandpine.»

«De sa engang i Vaar, at De ikke vilde være her længer.»

«Det sanser eg ikkje.»

«Jo. Det var straks, før jeg flytted paa Landet.»

«Eg sa, at De nok helst saag, De var kvit meg,» Petra talte med lav, dump Stemme.

«Jeg tror ikke, at De liker Dem her længere,» Smith hang Piben fra sig og tog fat i en anden. «Kanske var det bedst, De kom bort.»

«Har De nokke te klage paa Arbeje’ mit?»

«Af forskjellige Grunde,» vedblev Konsulen, «vilde det være rettest, at vi skiltes. De, som sagt, er ikke længer saa fornøjet i Tjenesten, og De vil heller ikke komme til at passe saa godt mere. Jeg er nemlig bleven forlovet og skal ha Bryllup i Februar.»

Petra tog fat i Stoleryggen ved Siden af sig. Hun kjendte en svidende Smerte i Brystet, og Munden fyldtes med syrligt Vand.

«De skulde sætte Dem,» sa Konsulen og saa flygtigt hen paa hende.

«Var det mere daa?» spurgte Petra og blev staaende med stivt Blik.

«Det er jo detteher, at det nu er i Utide,» Konsulen begyndte at gaa langsomt paa Gulvet med Piben i Haanden. «Det blev kanske ikke saa let for Dem at faa noget, De kunde være tjent med. Og desuden, jeg saa jo helst, De var borte før den Tid. Naturligvis betaler jeg Dem med Glæde Løn og Kostpenger for Sommeren, men De vilde kanske ikke synes om at være i Uvirksomhed?»

«Det behøver De ikkje te tænke paa,» Petra maatte stanse for at faa Magt over sin Stemme. «Eg kan gaa, om det saa er imorgen.»

«Ikke paa nogen mulig Maade!» Smith stod stille og saa paa hende. «Hvis De da ikke vil kundgjøre for hele Byen –»

«Eg ger Byen en god Dag,» afbrød Petra trodsig.

Smith kneb Læberne sammen og gik taus op og ned nogle Ganger.

«Hør nu, Petra,» sa han og satte sig i Lænestolen foran Bordet. «Hvis De gjør noget overilet, vil De angre det bagefter. Et Menneske som De har ikke Lov til at være ligegyldig for sit Rygte.»

«Aa, eg tænker, di ved det,» sa Petra. Det lød plaprende, fordi Munden skjalv saa stærkt.

«Der er ingen, som ved noget, og ingen faar heller vide noget, hvis De bare bærer Dem fornuftigt ad. Det gjælder først og fremst om at ha et rimeligt Paaskud. Hvis De for Eksempel skulde gifte Dem.»

«Ja, det vilde jo faldt svært belejligt for Dem,» sa Petra med et haanligt Smil, der gjorde Munden endnu skævere.

«Hensynet til Dem er mig lige saa magtpaaliggende i dette Tilfælde som det til mig selv. Men jeg mærker, De er bitter og ikke forstaar, at jeg vil Deres Vel. Det er vanskelig at tale med Dem.»Dem.»] rettet fra: Dem. (trykkfeil)

Petra stod ubevægelig. Hun tænkte paa at gaa, men det var liksom hun var vokset fast i Gulvet.

«Ja, som sagt, tænk nu over det,» sa Konsulen efter nogen Taushed og rejste sig. «Jeg forlanger ikke Svar nu.»

Petra sneg sig stille ud.

«Aa ja, hvorfor ikke,» tænkte Petra, da hun om Natten laa søvnløs i Sengen. Komme i ny Tjeneste blandt fremmede Mennesker i den Sindstilstand, det var just ikke noget at glæ’ sig til. En Mand skulde hun vel ha engang, og hende kunde det være det samme, hvem hun fik. Og Jensen var jo duelig. Hun havde hørt Kontoristerne snakke om, at Boden aldrig havde git saa stort Overskud som under ham. Pen var han ogsaa. Det eneste var Hænderne. Og godt likt og efterstræbt. Stuepigen og Stine gik jo formeligt og slaast om ham. Det forstod sig, de var jo mere hans jævnlige. Men Jomfru Madsen var ogsaa ude efter ham. Hvad skulde hun ellers gaa og handle i Boden for? Der var saa mange nærmere Steder, og desuden, det faldt jo ikke paa en Vinjomfru at gaa og kjøbe ind til Huset. Det var ogsaa bare for Jensens Skyld, at hun havde gjort det forbi med Eriksen, var hun vis paa. Men hun fik nok en lang Næse, den gamle Hurpen.

Bare hun nu kunde komme sig lidt og ikke se saa forgræmmet ud. Det var mærkeligt, at Jensen vilde se paa hende, slig, som hun havde tabt sig. Men naar nu Hævelsen gav sig, fik hun se til at pynte lidt paa sig. Det vilde hjælpe. Hun havde gaat saa slusket i det sidste.

En Aften nogle Dage senere holdt Petra paa at gjemme sin Vask. Hun kasted Stykkerne ned i Kommodeskuffen uden at tælle dem. Det var som der blev revet op i et gammelt Saar, naar hun uforvarende fik Øje paa disse Kanter og Strimler, som hun havde pyntet sit Undertøj med, dengang hun gik her i Ørske og bildte sig Allehaande ind.

Sivert stak Hodet ind og sa, at han var kommen over et ekstra godt Smørstykke, om de havde Brug for det.

«Ja, hvis det ikkje er for salt,» Petra svarte med Ryggen til Sivert, bøjet over Kommodeskuffen. «Det sidste, vi fik, likte ikkje Konsulen.»

«Eg har det med,» Sivert kom ind med en Smøramber i Haanden.

«La’ det staa saa længe. Siden ska eg smage paa det.»

Sivert satte Amberen paa Gulvet. «Eg faar gratulere med Forlovelsen,» sa han og lo fornøjet.

«Ja, i lige Maade,» svarte Petra og skjøv Skuffen ind.

«Folk har jo sagt det længe. Tænke seg te, at Lydia Munthe sku’ ble Konsulinde Smith. Det gaar underlig te her i Verden.»

«I har jo vorre Dreng hos Munthe sine,» Petra satte sig i Sofaen foran Bordet og aabned sit Syskrin. «Men det var vel, mens hun var Baren?»

«Hun gik for Præsten. Det var Jente, saa var vild og galen, kan I tru.» Sivert smilte polisk og rysted paa Hodet.

«Sit Jer ner lidt, Jensen. Var hun saa vild og galen?»

«Eg tror ‘kje, der kan være hinnes Mage,» Sivert tog Plads paa en Stol tæt ved Sofaen, «i alt Fald ikkje blandt be’re Folks Baren. Eg kom i Uløkke for hinnes Skyld.»

«Kaa gik det te?»

«Hun vilde altid saa gjerne flyge med meg, og saa var det en Eftermiddag, at eg hørte hinner i Forklaringen nere i Løsthuse’. Daa begyndte hun te kitle meg i Haare’, og saa gik det galt med os.»

«I mener daa vel ikkje?» Petra saa paa ham med store Øjne.

«Jo akkurat,» nikked Sivert og smilte lidt flou.

«Nu har eg aldrig i mine Dager!» Petras Hænder faldt ned i Skjødet, og hun stirred fortabt frem for sig.

«I maa ‘kje seje det te nokken, hører I, Petra! Eg var istand te ble vist væk engang te for det sam’e.»

«Havde eg tænkt, det sku’ tokke saalissen paa Jer, saa havde eg ikkje sagt det,» vedblev Sivert lidt efter. «Det kan daa ikkje gjøre Jer nokke.»

Petra hørte kun halvt, hvad han sa. «Nej for en Styrelse, Jensen og hun, eg og Smith,» gik det rundt i Hodet paa hende.

Da hun kom sig lidt, gav hun sig til at udspørge Sivert paa kryds og tværs om Lydia og om Munthes Familje. Alt muligt vilde hun vide. Sivert søgte flere Ganger at faa hende til at tale om noget andet, men hun kom stadig tilbage til sit. Han var ganske ærgerlig, der han sad.

«Han er bleven i saa’nt godt Humør, Konsulen,» prøved Sivert omsider. «Det er Forlovelsen ventelig. I er en prægtig Mand i alle Retninger, Jensen, sa han te meg idag. Der mangler Jer bare ett, at I ikkje er gift.»

«Sa han det,» spurgte Petra interesseret. «Ka svarte I?»

«Det fattes meg ikkje paa Løsten, Hr. Konsul. Men kaa ska en hen, naar en ikkje kan faa den, en vil ha.»

«Ka sa han te det?»

«Bare te holde ud. Fruentimmerne ger seg altid te slut, Jensen far,» Sivert sukked.

«Har han snakt om dette før te Jer?»

«Ja, engang her forleden. Han havde havt saa mange daarlige Folk dernere i Bu’en altid, og det kom sig af, at de var Ungkarer. En sku’ aldrig indlate seg med and’t en saa Familjefarer, de holdt seg mere i Skinne’, mente han.»

Petra sad og fæsted Silkesløjfer paa sit Haarnet.

Hendes Kinder var bleven røde, og hun skjalv lidt paa Hænderne.

«Og ved I, ka han mere sa,» fortsatte Sivert. «Den Dag I kommer og seier, I ska gifte Jer, var eg istand te overlate Jer Handelen dernere. Men det har nu vel bare vorre Spøge’ hans.»

«Naar han sa det, har han vist ment det,» bemærked Petra og betragted Nættet, som hun holdt op paa Pegefingeren.

Sivert faldt i Tanker, mens Petras Naal knirked ud og ind gjennem de stive Silkebaand. «Ja, der bler ‘kje and’t for, eg faar spørge Jomfru Madsen, om hun vil ha meg,» sa Sivert om lidt og drog et dybt Suk.

«Hinner, saa I ikkje kan fordrage?»

«En kan daa ikkje staa sin egen Løkke ivejen.»

«Der var vel en an’en te faa.»

«Nok af tænker eg. Men ka Hjælp er der i det.»

Petra la Nættet fra sig, bøjed sig ud over Bordet og gjorde Streger med Pegefingeren paa Syskrinlaaget.

«I ser saa grubliserenes ud, Petra.»

«Eg tænker paa, kaahenne monstro eg er næste Aar paa disse Ti’er. Ja, for eg har sagt meg op.»

«Nej, ja saa?» sa Sivert forundret.

«Eg har jo skaltet og valtet med alting aleine i disse Aarene, men nu vil naturligvis hun, saa fløtter ind her, ha det efter sit Hovve.»

«Ja, der kan være nokke i det,» sa Sivert eftertænksomt.

«Bare eg nu kunde være heldig. Det bler vel ikkje let te faa Magen te denne Konditionen. Men nu faar det staa te. Det plejer aldrig te gaa godt med en ny Frue.»

«Eg faar seie meg op eg ossaa daa,» sa Sivert efter en Pause og klødde sig i Hodet.

«Kaa I snakker,» Petra smilte valent.

«Tænk, kaa godt det kunde ordnet seg, hvis om I havde de samme Tanker saa eg. Eg kunde melde Konsulen, at nu var der ikkje nokke i Vejen, og I kunde sleppe for te ta Jer ud mere.»

«Kaa gammel er I, Jensen?»

«Eg fylder 26 den 9de Januar.»

«Daa er vi omtrent lige gamle.»

«I sku’ faa det saa Blommen i et Æg, Petra. Eg kom altid te huske paa, kaa vel I havde gjort, saa vilde ha meg. I er jo af mykkje be’re Folk end saa eg, og eg har altid vorre gla’ i Jer fra den første Dagen, eg kom te knipe Jer i Litlefingeren inde i Krambu’en.»

«To saa ‘nne saa os maatte kunne komme seg godt i Vej,» vedblev Sivert inderlig. «I, saa er saa drivenes og dygtig paa alle slags Ting, og eg har det heller ikkje med te ligge paa Latesiden. Og kanske kunde I ble gla’ere i meg efterkvert, naar I saag, kaa skikkelig eg vilde være. Ka seier I, Petra? Er der ikkje nokke Haab for meg?»

«Bare I ikkje kommer te angre paa det, Jensen.»

«Eg! Nej I kan være tryg. Det er vel overvejet fra min Side.»

«Ja ja. I Guds Namn daa.» Hun rakte ham Haanden.

«Slaar I te nu med det sam’e?» han rysted hendes Haand op og ned. «Det ska I ha evig Tak for Petra!»

«Ja, nu kan I fortælle Konsulen, at vi er forlovet og snart ska gifte os. Vi har jo ikkje nokke te vente efter.»

«Saa ska I seie Du te meg og ge meg en Kjøs.» Sivert rejste sig, la sin Arm om hendes Skulder og luded sit Ansigt ned til hendes.

«Vi har jo Tiden for os,» Petra trak Hodet til Siden.

«Det er daa altfor fattigsligt, at Du ikkje vil kjøsse meg,» sa Sivert og nærmed sin Mund til hendes.

Petra lukked Øjnene og lod ham røre ved sin Mund. Han trak hende op fra Stolen, tog hende ind til sig og trykked sine Læber mod hendes, først sagte og varsomt, siden med sugende Voldsomhed. Han knuged hende stedse heftigere og hensynsløsere i sin Favn. Der kom noget graadigt over ham som hos et Menneske, der faar Mad efter længe at ha sultet. Petra, som først havde været kold og uvillig, følte tilsidst en varm Rislen gjennem sig.

«Nu maa I gaa,» sa hun omsider og vilde gjøre sig fri, men Sivert holdt fast. Med halvlukte Øjne blev han ved at kysse hende. Han bored sin Mund ind i hendes Hals.

«Nu maa I gaa,» gjentog Petra.

«Sei «Du»,» sa Sivert snøvlende.

«Du daa. Nu maa Du gaa.»

«Ja, Petra, men kan eg ikkje faa være her,» bad han uden at slippe hende. Hans Ansigt blussed, og Hodet virred som om det var for tungt.

Petra blev vred og rev sig løs: «Nej, vet Du ka, er det paa den Maaden, saa ska eg ikkje ha nokke af det.»

«Nej, nej, nej, Petra! Ikkje vær sint paa meg. Eg er snubt sanseløs.» Han tog sin Hat, som han havde lagt fra sig paa Stolen ved Døren, vendte saa tilbage og omfavned hende atter.

«Du maa ha meg undskyldt, Petra,» han hvilte sit Hode paa hendes Skulder. «Eg kan ‘kje hjælpe for det. Eg har ‘kje vært ani et Fruentimmer paa over et Aar.» Han talte med tør Hals og dump sutrende Stemme.

«Eg er reint ræd Deg,» Petra vred Hodet til Siden.

«Nu gaar eg. Go’nat Petra.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.