XIII

Da Petra traadte ind i Gangen hjemme i Vaskerelvssmuget, stod en liden spinkel Kone i den aabne Fremstuedør og nejed.

«Godkvæll, Madam Holm. D’e’ bare meg.»

«Ok er det Jer, Petra,» Stemmen var skuffet, men dog venlig. «Eg trudde, det var Bud etter meg, jammen gjor’e eg saa»

«I skal se, det kommer siden. Eg har bare vorre Forvarsle.»

«Jo, for I ligned saa svært Svigerinden te Konditterkaanen oppe i Graamuren, som nu gaar paa fallenes Føtter igjen. Men kaa gik det Jer hos Konsulen sine? Kom ind la meg faa høre. Eg har en Kaffitaar staaenes paa Aamen.»

Petra fulgte Opfordringen, laa Kaaben og Hatten fra sig paa Himmelsengen, der var fyldt med Sengklær helt op til den rynkede Kappe, og satte sig hen ved Vinduet med de hvide NetteldugsgardinerNetteldugsgardiner] rettet fra: Netttldugsgardiner (trykkfeil) og blomstrende Planter i teralites Urtepotter. Paa Komoden med Filértæppet skimtet hun i Skumringen de brogede Kanarifugle i Voks, vippende paa Staaltraad, mellem Kirsebær og blankgrønne Papirblade, Skjælskrinet med den lyserøde Naalepude, en Nellikekurv og et par store Porcelænskopper. Der lugted af tørrede Rosenblade, Moskus og stærk Kaffe. Gjennem Spjældet i Kakkelovnsdøren faldt en Lysstribe hen over Gulvets pyntelige Filletæppe.

Madam Holm skjænked Kaffen op borte ved Ovnen og satte Kopperne paa en rød lakeret Bakke, som hun stillet hen foran Petra paa det lille firkantede Bord med damaskes Serviet og blaa Lugteflakon.

«Værsgo drik nu; her er et par Smørkringler te døppe.»

«Aa for en dejlig Kaffi.»

«Saa han tog Jer op te Fruen,» sa Madam Holm interesseret, da Petra stansed i sin Fortælling. «Fruen vakker, siger I? Jo, eg sku tru! Hun gik for te være Bergens Skiønhed i sin Ungdom. Nej, saa Madam Lind! Hadde det med Jesus? Nei Gud forsørge meg! gaar hun enddaa og maler paa sam’e Kværnen! Det forstaar seg, di Ting hører det seg te at betænke for enkver af os, men Maaten ska’ en daa ossaa passe. Eg tænkte, nu hun var kommen i saa’nt fint Hus. – – D’e’ møkke, at Kunselen taaler det, og Fruen daa, hun saa var saa verdslig! Madam Gulbrandsen, Brorkaanen min, betjente hinner, – Tangsforretning, to Dagers uafladelige Veer. Siden har hun logge der. Aa jaja – det kan vel faa Hul paa Verdsligheden sligt nokke.»

«Den Madam Lind!» begyndte Madam Holm igjen, «hun har rigtignok vorre heldig. Hun har ‘kje alle Dager vorren saa hellig, maa I elles tru. Madam hun! Ikkje mere end saa I er Madam. Men hun har en Datter, saa har to Sønner – ossaa paa det løse, ska’ I vite – og saa høres det jo mere repeterligt te være Madam. Aaja stakkar, enkver kan være god for seg. Eg ska ‘kje fordømme hinner, det hører seg te for han, saa sitter over os alle. Hun hadde et Baren til foruden Datteren, men det dødde, og daa var det Omvendelsen slog ner i hinner. For Kaanen ovenpaa, kaa hun budde, sa like te hinner, at det var hinner sjøl, saa hadde dræft Barne’, fordi hun altid gik ifra det, og lod det ligge heme og svelte. Hun var mest fra Forstan’en i Førstningen, gik oppe om Nætterne og slog seg for Brøste’ og graat og skrek, at hun var Djævelen sit Baren, og at nu kom han snart og hented hinner. Di hørte det over hele Huset! Men saa, bedst saa det var, begyndte hun te gaa omkring og sælge Traktater og holde Opbyggelser, kan eg gjerne sige. Hun hadde nok vorre baade hos Provsten og Biskoppen, har eg lote meg fortælle, og di tok seg av hinner og skaffed hinner syke te passe.»

«Kem sku tænkt det om Madam Lind,» sa Petra tankefuld.

«Det lønner seg te ble hellig, sa Man’en min altid.» fortsatte Madam Holm. «Aa ja, han tok det nu for let igjen, han, med di Deler. Gud glæde hans Sjæl i Himmerik, for eg haaber, han fik rope te Herren i det sidste.»

«Han dødde jo paa Sjøen, Jeres Mand?»

«Gik overbord i søvne paa Lissabon Bar, Stakkeren. Kokken staar forut paa Bakken og holder Udkig. Saa er det net saa nokke stikker ‘an, og saa snur han seg. Daa ser han Holm komme gaaenes i Underbokse og barhovve og klyver op paa Styrbords Finkenet. Kokken regederer ikkje nokke videre paa det og snur seg om igjen, for han trudde, det var nokke han hadde te etterse, fast han synes, Habitten er underlig. Men straks etter hører han et Skrik ifra Bølgen, og daa han ska se te, er Holm vække. Han gjor’e straks Allarm og fik Kaftejnen paa Dække’, og di sitter Baad ud, men Holm, den arme Traven, var nok gaat tebunds med det sam’e, Di saag ‘kje Tegn eller Lignelse te han. Ok ja, eg sa det saa tit te Holm, at denne Isøvnegaaingen vilde komme te spelle ‘an et Puds, og han søgte ossaa Raa’ for det, men ingen kan fri seg for Bestemmelsen her i Verden. Den Vejen vi ska’ gaa, den maa vi gaa.» Madam Holm pudsed Næsen og løste nogle Hegter i sit Kjoleliv.

Petra sad med Albuerne paa Bordet og Ansigtet mellem Hænderne. I den usikre Belysning fra Ilden i Kakkelovnen saa hun Madam Holms bløde lille Ansigt med den høje smale Pande og det tynde, glatte Forhaar, der var strøget ned forbi Ørene, hvor det danned to smaa Puffer og i Fletninger saa smale som Snørelidser var snoet bagover om den lille Nakkeknude. Hendes lave, lidt hæse Stemme og ensformige Maade at snakke paa virked paa Petra som Klap af en myg, varm Haand.

«Det maa ha vorre en græsselig Underretning te faa for Jer, Madam Holm.»

«Ja. Og det enddaa eg vidste det iforvejen.»

«Vidste det?»

«Dagen og TimenTimen] rettet fra: Himen (trykkfeil) ossaa,» Madam Holm nikked langsomt.

«Fortæl,» sa Petra med en Gysen.

«Jo, ser I, den Natten Holm faldt overbord, saag eg han gaa over Stovvegolve!»

Petra trak sig nærmere Bordet og gjorde sig smalere paa Stolen.

«Ikkje paa dette Golve’» beroliget Madam Holm. «Eg budde ikkje her den Gangen. Nej, det var oppe paa Halvkannebakken; der hadde vi to smaa Saler, og eg laag i den bakerste. Eg hadde vorre ute i Forretning, og kom først hem mellem 2 og 3. Det var mildt i Lokten og lyse Sommernatten, derfor lot eg Døren te Fremsalen staa aapen. Saa, eg véd ikkje kaa længe eg hadde sovet, hører eg det banke 3 Ganger. Eg stræved for te ble vaaken, for eg var svært trøt, daa eg laag meg, og endelig fik eg Maale’ op saavidt eg kunde sige: Kem er det? Da hører eg tydelig Johan sin Stemme rope: Hjælp meg, hjælp meg! Jessu Kristi Namn! Eg sliter Øgene aabne og rejser meg overende, og daa ser eg Johan i Underbukse drivenes vaat med Haare’ klint in te Pan’en gaa tværs over Fremsalsgolve’ og hen til Døren. Nej, er Du hemkommen, Johan? siger eg saa, ja for eg sanste meg ikkje med det sam’e, og derfor blev eg hverken bange eller nokke. Saa faldt der en forfærdelig Tyngsel paa meg, det var net saa en kald Hand trøkked meg ner paa Puden, og eg sovned igjen. Først om Morningen vidste eg, ka saa var hændt meg.»

«Hvis om I ikkje har drømt det, Madam Holm,» hvisked Petra.

«Aanej daa!» Johan hadde git meg en Amindelse om, at han hadde vorren der. Han hadde rivve Skjørtene mine utfor Stolen ner paa Golve,» Madam Holm holdt Haanden op til Siden af Munden og hvisked langsomt Ordene frem.

«Trur I det var han?» Petra talte uvilkaarlig ligesaa hviskende som Madam Holm.

«Eg véd det. Han likte aldrig, at Skjørtene mine laag paa den Stolen, naar han var heme, for di var i Vejen for ‘an, naar han skulde opi og utav Sengen.»

«Gudskelov for eg aldrig har set nokke slikt – uf, ka var det?»

«Det er bare Vægteren, saa tænder. Han er saa fæl te knistre Kjættingen, naar Løkten bler firet frem og tebakes. Se kaa lyst her ble.»

«Ska’ tro, Smaagutterne er kommen,» sa Petra.

«Ja. Eg hørte de stampe forbi ude i Gangen straks før I kom.»

«Saa var det vel paa tide at gaa ind til sig selv,» tænkte Petra, men blev alligevel siddende. Hun kvied sig for det mørke Kjøkkenet hun skulde igjennem.

«Ka eg sku’ sagt,» sa Madam Holm i en eftertænksom Tone. «Jo, kaa likte I Kunselen? Fin og galant, ikkje sandt?»

«Jo,» svarte Petra og blev rød, «det mangled ikkje paa det.»

«Ja, pas Jer nu bare. Det va’ Synd, om I sku komme op i nokken Uløkke, Petra. Mandfolkene ere lumske og forføreriske.»

«De’ er daa vel ikkje Konsul Smith I mener? En saa’n fin pen Mand.»

«Til at størte et Fruentimmer i Fordærvelsen, holder de seg aldrig for fine, Petra. Og ka saa Smith angaar, saa har han et slet Ord paa seg.»

«Han, saa er gift og alting.»

«En kan kalde ‘an baade gift og ikkje gift. Konen hans, hun ligger nu dér, hun, saa et and’t Vrag.»

Madam Holm blev afbrudt af en Banken paa Døren, som samtidig reves op.

«Eg sku be’ fra Konditor Iversen sine, om I vilde komme straks,» sa en forpustet Fruentimmerstemme inde fra et stort, uldent Hodetørklæ, der gik helt frem paa Næsen.

Madam Holm greb taus sin Tylskappe med chokoladefarvede Sløjfer som hang paa Spejlet over Komoden, satte den paa, og iførte sig i Hast Hat og Kaabe. Petra havde imidlertid skyndt sig at faa sit Overtøj ned fra Sengen og stod nu med det over Armen.

Madam Holm rev en sæklignende Pose ned af Væggen. «Saa i Jessu Namn,» sa hun.

«Godnat, Madam Holm. Tak for ikvæld og Løkke te Forretningen.»

«Ja med Guds Hjælp saa. – Godnat godnat.» Madam Holm laaste Døren af og stak Nøglen i Lommen. Saa gik hun sammen med det forpustede Fruentimmer ud pa Gaden og skyndte sig afsted næsten løbende.

Petra famled sig gjennem Kjøkkenet og kom ind i Bagstuen.

Paa den yderste Kant af en Stol sad Peder med Hænderne i Bukselommerne og Fangskindet hængende ned mellem de fremstrakte sprigende Ben. Han sang af fuld Hals og slog Takten til med sine Teser:

«Udi hinandens Arme blev lagt i Silken rød.
Slet ingen kunde vide, at disse to var død.»

Borte ved Sengkammerdøren med Ryggen til, stod Broderen Marius. Han holdt Hænderne foldet om Nakken og øved sig i Løb paa Stedet, idet han tramped i af al Magt og sparked til Listen langs det nederste Vægpanel, hver Gang han skifted Fod, og saa gjentog han uafladelig med et ensformig Gnelder:

«Skidt, Sukker, Mass, Kanel,
Skidt, Sukker, Mass, Kanel.»

«Er Dokker gale, Unger?» Petra holdt sig for Ørene.

Men Peder for fort:

«Ak hører I Forældre, som Gud har givet Børn.
I maa slet ikke nægte dem at elske hvem de vil.
Thi en oprigtig Kjærlighed kan aldrig sløkkes ud.»

«Vil Du nu holde Fred med Dig, Gut!» Petra stod og rusked ham i Skulderen.

«Gaa væk med Deg, Tøsunge! Eg maa daa vel faa sønge meg færdig, véd eg.»

«Kan aldrig sløkkes ud.
Den forandres tidt paa Jorden, men hisset ei hos Gu-ud,»

han endte med en langstrakt Tone paa det sidste Ord.

«Og Du Marius,» vedblev Petra. «Eg mener, Du ikkje er rigtig klok.»

«Ja ka ska’ vi bestelle paa, maa eg spørre?» Peder saa udfordrende paa Søsteren.

«Ja ka ska’ vi bestelle paa?» stemte Marius i med uden at stanse Trampingen og fortsatte saa:

«Skidt, Sukker, Mass, Kanel.»

Petra gik hen til Bordet foran Sengebænken, hvor der stod Grødlevninger efter Aftensmaaltidet. Hun tog en Ske og spiste staaende nogle Mundfulde, som hun dypped i sur Melk.

«Er Drea ute?» spurgte hun.

«Ja.»

«Var hun pyntet, daa hun gik?»

«Jadaa.»

«Spiste hun tekvælls med Dokker?»

«Nej.»

«Kan ‘kje Dokker ta en Bog og læse i?»

«Har vi nokken daa kanske?»

«End Mau sine Fortællinger?»

«Di saa vi kan utenat.»

«Læs di op igjen. Der er saa mange pene.»

Peder bare blæste, og Marius holdt fremdeles paa med sit.

Endelig lod det til, at Marius begyndte at mattes. Han løb langsommere og langsommere; tilsidst holdt han op, slang sig halvt liggende ned paa en Stol med Albuen paa Bordkanten og Hagen i Haanden. I det samme kom han til at støde til Peder, der var begyndt at snurre sig rundt og hvæse som en Hylekrog.

«Sparker Du?» skreg Peder og røg i Marius. Petra havde Møje med at faa skilt dem ad. Saa sa hun, at de skulde gaa og lægge sig. «D’ er bedst, te være i Seng, før Far kommer, véd Dokker,» føjed hun til.

Uden at sige noget begyndte begge Gutterne at afføre sig sine Klædningsstykker og med Strømperne paa gik de op i Sengen inde i Alkoven. Peder laa tæt op til Væggen med Hodet paa en Langpude, som han delte med Faren. Marius havde sit Hodegjærde ved Fodenden.

Petra bar Fangskindet og Skotøjet ud i Kjøkkenet. Saa ordned hun Brødrenes Klædningstykker, saa, at der mangled Knapper i Bukserne og syde dem staaende i. Derpaa satte hun sig til at arbejde. Da hun havde syet flittigt en Timestid, stansed pludselig de raske Hænder, og det bøjede Hode retted sig og lytted.

Jo, det var ganske rigtig Faren, som kom ude i Gangen. Hun kjendte disse slæbende Skridt og disse Dunk, naar han stødte mod Væggen derude. Petra kasted Arbejdet paa Bordet, rejste sig og lukked op. I samme Nu laa han næsegrus over Tærskelen. Petra tog fat i ham, hjalp ham paa Benene og begyndte at klæ’ ham af.

«Der bor nokke herinde,» lalled Frimann, mens han, siddende paa Sengekanten i Alkoven slog et Klask paa sin blaastribede Skjorte, der hang i en Pose om Livet. «Hører Du, Petra, der bor nokke.»

«Aa javist bor der,» sa Petra barsk, «men kom nu i Seng med Jer.» Hun tok ham i Skuldrene, vælted ham overende paa Puden og la Benene op i Sengen, efter at ha slaat Dynen tilside over de sovende Gutter. Saa pakked hun ham til. Han stred imod og vilde absolut ha Armene ovenpaa Dynen, men syntes pludselig at opgi det. «Du har Synd, Petra, og din Mor har Synd i sin Grav.» Petra lukked Døren til Alkoven og drejed Nøglen rundt. Naar han var sovnet, og hun havde faat luftet ud efter ham, vilde hun aabne den igjen, for at Gutterne ikke skulde kvæles derinde.

Petra sydde til henad Kl. 12. Saa klædte hun sig af, pusted Lyset ud og la sig op i Sengebænken.

Klokken blev over 1, før Andrea indfandt sig. Hun kom Bagvejen gjennem den lille Port i Gaardspladsens ene Hjørne, trak Støvlerne af i Kjøkkenet og lusked stille ind, hvor hun tog Klærene af i Mørke og krøb i Seng. Trods sin Forsigtighed kom hun til at støde Petra paa Næsen, hvorved denne halvvejs vaagned og kjendte en Lugt af Cigarrøg og Vin. Hun hvæste lidt og mumled nogle Enstavelsesord, som Andrea ikke kunde høre. Saa vendte hun sig mod Væggen med optrukne Knæ og sov videre. Andrea maatte lempelig trykke sig ned. Hun satte Ryg imod Ryg, skjøv sagte paa og fik lidt efter lidt skaffet sig en Smule bedre Rum.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.