X

Nede i Vaskerelvssmuget sad en Eftermiddag i Februar Petra Frimann i en tofags, liden Bagstue og kanted ivrig paa en Vest. Den ranke Ryg og de brede Skuldre luded skraat forover mod Fyrretræsklaffebordet og Systenen, hvori Arbejdet var stukket fast. Brystets svage Runding skjultes næsten ganske af det rynkede Forstykke og de posede Overærmer i den hjemmevævede Hverkenskjole, og om den kraftige Midje sad et bredt Livbælte, der liksom Kjolen og det blaarudede Forklæde var hægtet bag. I Nakken laa de stramme, mørkebrune Fletninger som en flad Kage lige op til Issen, og paa det blege Ansigt med den tykke Mund og den stejle Næse under ganske lige Bryn, var der en fortrædelig Mine.

Inde i den beklumrede Stue, hvor der lugted af stegt Sild og Kridtpibetobak, hørtes gjennem Stilheden kun Slaguhrets dikken borte ved Ovnen og den svage gnuren af Petras Tænder, hvergang hun med Arbejdet tæt op til Munden bed Traaden af. Ude fra Fremgangen foran Kjøkkenet trængte af og til Fnisen og Latter ind til hende, blandet med Lyden af uregelmæssig Snorken fra den lukkede Alkove i Væggen bag Petra.

«Jo, de’ er dejligt,» mumled hun, da Latteren lød igjen, og hun slang Saksen, hvormed hun havde klippet Kantebaandet over, haardt tilbage paa Bordet. «Staa der i timevis og late alting ligge her.» Hun rejste sig og gik med Sytøjet i Haanden gjennem Kjøkkenet ud i den lille firkantede Gang til Gaden.

Lænet over Halvdøren ud til Smuget stod Søsteren Andrea i lyserød Nattrøje og Morinsskjørt og talte med en ung, blond Herre udenfor i chokoladefarvet Overfrakke og høj Hat af mørkere Farve. Da han fik Øje paa Petra, letted han lidt paa Hatten. I samme Øjeblik rettedes Søsterens Ryg, og Hodet drejedes hastig rundt.

«Du sku’ komme ind nu, sku eg sige fra Far,» sa Petra hvast.

«Ka vil han meg daa?»

Men Petra var alt borte.

«Gaar De ud og spaserer iaften, Jomfru?» spurgte Herren og gjorde en Bevægelse, som om han vilde fjerne sig.

«Sku’ De kanskje ha vidst det, mossjø Ravn?»

«En Tur i Forskjønnelsen,» vedblev han og blinked til hende med de blaa, smale Øjne.

«De hørte jo, kaa gal min Søster va’!»

«Hva’ vil De bry Dem om det for? Hun er da ikke Deres Formynder, véd jeg. Slaa nu til og sig ja, da Jomfru.»

Hun syntes at betænke sig.

«Har De ikke Lyst?»

«Jo, Lysten mangler det ikkje paa, desværre, hadde eg nær sagt, men eg faar saa’nne Fortræder baketter.»

«Ja Fan’en! – hvorfor flytter De ikke hjemme fra? Det skulde De, Jomfru.»

«De snakker!» Der kom en flygtig Rødme paa Andreas store blasse Kinder. «De ‘er galt, eg lar meg lokke,» føjed hun straks efter til med en Hoderysten. «Det var mykkje be’re, De var blevven dernere i Hamborg; der var vel ikkje ond Tid paa di, saa vilde spasere, tænker eg –, men lidt Fornøjelse ska’ en daa ossaa ha, før en bler et gammelt Hurpetræ.»

«Ja saa mødes vi kanske nedenfor Pundersmuget præcis Kl. ½9?»

«Aa ja, skidt la’ gaa.»

Ravn kyssed paa Fingeren og nikked. Saa tog han til den høje, fine Hat og gik.

Andrea slog den øverste Halvdør til og løb med et kaadt Slæng af Overkroppen og Tungespidsen ude mellem Tænderne gjennem Kjøkkenet ind i Stuen.

«Ja va’kje de det, eg vidste, at Du bare stod og løg,» sa hun hoverende efter at ha set sig om til alle Kanter.

«Kanskje Du syntes, det va’ for tidligt, at Du slutted med Galanen din? Her lar Du meg sitte og slite og slæpe fra Maaren til Kvæll, men Du, saa læst har tat Arbeje’ paa Deg, bare gaar og røjter Deg.»

«Prat Du, Kirsti,» sa Andrea haanlig og gik hen til Komoden, hvor Stentøjet var sat sammen med Sildeben og Potetesskaller og stivnede Levninger af Kornemelssirupssuppen efter Middagsmaaltidet.

«Du kjerer Dig ikkje om nokken Verdens Ting saa lang saa Dagen er,» vedblev Petra. «Du ist ikkje engang klæ paa Deg. Der staar Sengebænken etter Deg enddaa,» hun skotted hen til den uopredte Sengebænk med Natteleje til to, paa Langvæggen nedenfor Alkovedøren. «Og hele Opvasken og alting.»

«Ska’ Du nu te aa bruke Dig igjen? Eg syns, Du maatte bli saa trøt af det,» Andrea gik ud i Kjøkkenet og satte Talerknerne fra sig, mens hun lod Døren staa aaben.

«At ikkje Du skjemmest,» vedblev Petra, som snakked sig sintere og sintere, «staa og gjøle med fremmede Herrer i Skjørt og Trøje og ovenikjøbet med Øredubber og opsat Haar! Eg vi’kje ta paa min Tunge, ka d’e’ likt!»

«Saa lat bli daa, Mor.» Andrea var atter i Kjøkkenet med Resten af Stentøjet. Hun stak Fingrene op i en Gryde med fedtet Vand, som stod i Gruen, for at kjende, om det endnu var varmt nok, strøg af Tallerknerne Sildebenene og Potetesskallerne, og kiled dem ud gjennem det aabne Kjøkkenvindu til det trange Gaardsrum, satte alt Stentøjet op i Vandgryden, og begyndte med et fermt og hurtigt Hanndelag at svabbe Tallerknerne over med Faddugen, hvorpaa hun la dem hvælvet ned i et Trug.

Det banked paa Kjøkkendøren, og en høj, tynd Mand i en slidt Overfrakke med forgyldte Knapper traadte ind. Over det stive, forgræmmede Ansigt med røde Flækker paa de spidse Kindben stod Skyggen ret frem fra en Kasket med Guldtresse. I den ene nedhængende røde Haand bar han en Rulle Papir.

«Goddag. – Frimann hjemme?»

Petra besvarte hans Hilsen med et flygtigt Nik inde fra Stuen og lukked Døren.

«Han sover,» svarte Andrea.

«Vente lidt,» sa Manden og satte sig paa Kjøkkenkrakken.

«Ut aa stævne nu igjen?»

Manden nikked.

«Sært, saa Folk trækker kverandre for Retten om Dagene,» sa Andrea efter en Pause, mens hun gned Tallerknerne af med en tør Fille.

«Aa ja. Det har livnet lidt op. Ellers har det vorre skralt.»

«Nu ska’ eg vække Far og sige, at Kryger er her.»

Kryger nikked til Svar og hosted tørt og skarpt. Andrea vendte Hodet bort for Stanken, som fulgte med Hosten, og gik ind i Stuen. Hun aabned Døren til Alkoven, der var helt udfyldt af en Dobbeltseng med brunstribet Overdyne. Paa Hodegjærdet laa en vældig Skaldepande og en udrøgt Kridtsnadde.

«Far, Du maa staa op nu,» kaldte Andrea, «Du ska’ ut aa stævne.»

Et tykt Grynt var Svaret.

«Du maa vaakne nu, Far. Kryger vi’ kje vente længer.»

«Kjæft, Fanen i vold,» kom det fra en valen Tunge, og i det samme sloges Dynen væk af en fed, poset Haand. Den famled efter Kridtsnadden paa Hodepuden og fandt den; en anden fed Haand kom til; med Besvær blev en brun Tobakspung halet frem, Piben stoppet, Benene sparked lidt, og næsten befriet for Dynen laa Frimann, fuldt paaklædt som han var i en graa Frakke og stumpende Vadmelsbukser, og damped. Petra slog op et Vindu.

Andrea havde imidlertid skjænket Kaffe fra Kedlen paa den osende Kakkelovn. Saa vælted Frimann sin runde Mave om paa Siden, fik Fødderne med Fedtlærsskoene paa Gulvet, gisped, saa hans smaa Øjne helt forsvandt bag de hængende Kinder, og idet han modtog Koppen af Andreas Haand, sa han:

«Kryger? Eg ser ingen Kryger.»

«Han sitter ute i Kjøkkene’.»

«Kjøkkene’? Er det Sted for Man’en? – Men det er vel hun der, saa ska’ være fin paa det.» Han skjæved arrig til Petra og det aabne Vindu, og stavred saa hen til Hjørneskabet, hvorfra han tog en Flaske og et stætteløst Glas, og med Flasken og Glasset i den ene Haand og Koppen i den anden gik han ud i Kjøkkenet til Kryger, der nu ogsaa blev forsynet med Kaffe af Andrea.

En Stund efter fulgtes de to Mænd ned ad Gaden. Kryger bevæged sig afsted med lange Skridt og stiv Krop. Den ene Haand var stukket i Frakkelommen, i den anden holdt han Papirrullen. Frimann trippet ved Siden af med skrævende Ben og besværlig Gang. Armene vagged, og de fede Hænder dingled slapt nede ved Knæerne. Den lyse Filthat, plettet og svedsjollet, sad saa langt bag paa Hodet, at kun den tykke Nakkefold var synlig under Skyggen.

Imidlertid sad Petra fremdeles ved Klaffebordet og syede, og Andrea hang paa en Stol med Albuen i Vindusposten, optagen af Tanken om, hvordan hun skulde faa pyntet sig og slippe væk uden at faa Spektakler af Søsteren. For at vinde Tid gav hun sig i lag med at rydde op.

Saa med ét reiste Petra sig og gjorde sig i stand til at gaa ud.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.