Norske mellomalderballadar
Kongen vaknar midt på natta av lyden frå song, spel og dans. Han står opp, rir til festen og legg med ein gong merke til herr Iver, som er så vakker og staut å sjå til. Men smådrengen seier at herr Iver har ei søster, stolt Elselille, som er mykje vakrare. Kongen blir oppsett på å få henne og spør herr Iver kva søstera held på med og kvar ho held til. Herr Iver svarar at ho sit i jomfruburet sitt og sørgjer over den døde mor si. Det sømer seg ikkje for henne å vere med på festen saman med drukne sveinar, legg han til. Men kongen vil ikkje gje seg med det og legg planar om å røve stolt Elselille når ho dagen etter skal delta i ei nonnevigsling i kyrkja. Kongen møter opp og gjer det klart overfor Elselille kva det er han ønskjer, men ho kjem seg unna ved å byte klede med terna si. Kongen går på limpinnen og oppdagar for seint at det er ei anna enn stolt Elselille han har bortført, ei som er «både bleik og grå».
Likevel gjev ikkje kongen opp og held fram med leitinga. Til slutt finn han henne, bind henne og rir til skogs for å valdta henne. Stolt Elselille ropar om hjelp, og ein røvarbande i nærleiken høyrer henne. Dei trugar kongen på livet og tek Elselille med seg på skipet sitt for å selje henne i eit framandt land. Men ikkje før har skipet lagt til havs, så blæs det opp ein hard storm. Skipet forliser, og alle røvarane druknar. Men stolt Elselille driv i land «i Engelland», der ein riddar finn henne på stranda og tek henne med seg heim til mor si. Etter ei tid blir riddaren og stolt Elselille samde om å gifte seg, og nett som bryllaupsfesten skal ta til kjem herr Iver ridande på leiting etter søster si. Herr Iver gifter seg med søster til riddaren, slik at visa endar med dobbelbryllaup.
«Stolt Elselille» har aldri tidlegare vore publisert på norsk, og det ser ikkje ut til at dei tre oppskriftene som finst har vore særleg kjende. Men i alle høve skreiv Sophus Bugge opp denne visa etter Jorunn Knutsdotter Bjønnemyr (1791–1866) frå Mo i Telemark. Det var ein av dei i alt 76 balladane Jorunn kunne (Jonsson & Solberg 2011: 494–498). Også dotter til Jorunn, Hæge Vetlesdotter Bjønnemyr (1832–1905), kunne ei lang form av visa. Moltke Moe skreiv opp denne i 1891 (Jonsson & Solberg 2011: 501–503), og Knut Liestøl skreiv han opp etter Marit Ljosland i Åseral i Vest-Agder. L.M. Lindeman skreiv opp ein melodi til visa etter Anne Knutsdotter Bruhær i Mo i 1861.
«Stolt Elselille» finst i mange variantar på dansk, både i renessansetradisjon og i nyare oppskrifter. Den lærde adelskvinna Anna Krabbe (1552–1618) hadde visa i samlinga si, og ho meinte at dette var «en mögged smuch gammel norske wisse» (DgF IV: 266). Dette – at visa var norsk – har både Grundtvig og von der Recke meint, og det finst då også i Anna Krabbes tekst teikn som kan tyde på at den eldste versjonen av visa har vore norskspråkleg, som til dømes personnamnet Thorfin, og rimorda raad/hod – der hod er det norrøne háð = spott, hån, svivyrding. Men det er liten tvil om at dei lange, romanaktige viseformene i dansk renessansetradisjon er utforma og utbygde av den danske renessanseadelen. Også dei norske oppskriftene ber preg av at songarane har kjent til desse lange viseformene, først og fremst gjennom teksten i Peder Syvs tohundrevisebok.
DgF 220
TSB D 423: Stolt Elselille
Oppskrift: «Kjempeviseboka» (Peder Syv), XXI, 471–478
Oppgjeven tittel: Kydskheds Exempel.
*
1. Der gaar dands paa tofte,
– ved strande –
Det hørde Dan Konning i lofte.
– Vel er den der aldrig kommer udi vaade. –
2. Der gaar dands i enge,
Det hørde Dan Kongen i senge.
3. For da dandser Herr Iver Lang,
Dend geveste Ridder i dette land.
4. Dan Kongen han taler om midie nat,
Hvo er den harpen slar saa brat?
5. Det er ikke harpe eller harpe-slet,
Det er Here Iver han kveder saa let.
6. Den midsommers nat er stakket og blid,
Mig lyster gierne at ride did.
7. Kongen lader sadle sin ganger graa,
Han vilde see hvo dandsen traar.
8. Dan Kongen holder ved linde-grene,
Han skueded der de raske svenne.
9. Aldrig saae jeg en vennere svend,
Der mand i landet kunde finde uden een.
10. Han er paa livet lang som en trane,
Paa farven hvid alt om en svane.
11. Der til svared smaa Dreng saa trøster,
Herr Iver han haver en vennere søster.
12. Hun er saa ven, saa faver og hvid,
De Kongens børn er hun saa lig.
13. Hun slider baade sabel og maar,
Kongens børn hun overgaar.
14. Hvid som lillie, smal som rør,
Et speiel er hun for alle møer.
15. Hun gaaer aldrig nogen natte-gang,
Hun lyder ey heller paa fugle-sang.
16. Tøsser reed han dend dands omkring,
Og skuede dend raske ædeling.
17. Dan Kongen han i dandsen sprang,
Tog saa Herr Iver ved sin haand.
18. Hør du Herr Iver en Svend saa fiin,
Hvad giør stolt Elselild søster din.
19. Hun sidder i bure slar guld i lad,
Et sorrig fuld Hierte er sielden glad.
20. Hun sidder i bure slar guld i rør,
Saa giør hver ærlig moderløs mø.
21. Hør du herr Iver en svend saa fin,
Lad hente til dandsen søster din.
22. Gierne jeg det giorde,
Om jeg for hendes ære torde.
23. Det sømmer sig ingen jomfru venne,
I dands at træde med drukken svenne.
24. Dan Kongen han stiger til højen hest,
Han rider hiem som han kunde best.
25. Han fik ikke ro om natten at sove,
For jomfruen han hørde i lunden love.
26. Dan Kongen han taler til liden smaa Dreng,
Hvor fanger vi stolt Elselild at see i løn.
27. I morgen skal vies de Nunner fem,
Stolt Elselild skal følge alle dem.
28. Dan Konning stiger til højen hest,
han rider til kirken som han kunde best.
29. Stolt Elselild ganger under bliant smaa,
Dan Kongen han holdt og saae der paa.
30. De toge af dem de bliant smaa,
Saa finge de dem kappen paa.
31. De toge af dem røde guld-list
For sorten lin af sindale best.
32. Bispen stod for alter og sang,
De fruer prøve sin offergang.
33. Stolt Elselild med sit krused haar,
En krands af perler der paa bar.
34. Stolt Elselild vendes alteret fra,
Det var det første hun Kongen saae.
35. Stolt Elselild nejer for Kongen paa stand,
Hendes hierte var da sted i vaand.
36. Dan Kongen han taler til hende saa fro,
Stolt Elselild giver mig eders tro.
37. Stolt Elselild svared af stor harm,
Jeg er en ærlig Ridders barn.
38. Stolt Elselild taler til Fostermoder sin,
I give mig raad i sorgen min.
39. Kier Fostermoor i giver mig raad,
Jeg frygter at Kongen vil giøre mig haad.
40. Da lover jeg heller en fattig med ære,
End haadings navn for røde guld bære.
41. Stolt Elselild taler til Terne sin,
Du skifte med mig klæder din.
42. Saa gierne vil jeg min Jomfru høre,
Hvad hun byder mig giøre.
43. Saa fik hun Ternen bliant smaa,
men Jomfruen tog kappen graa.
44. Saa fik hun hende sine guld-spange,
I Ternens klæder vilde hun gange.
45. Du sæt dig i min hange-karm,
Alle mine svenne skulle følge dig fram.
46. Den Terne ganger af kirken saa prud,
Alles øjne de følge hende ud.
47. Den Terne ganger under røde guld-skrud,
Den jomfru gaar under kappen saa drud.
48. Danner Konning tog Ternen ved sin arm,
Løftet hende saa i forgyldene karm.
49. Danner Konning han reed, Den Terne hun aag,
Stolt Elselild sig en anden vey tog.
50. Stolt Elselild lader sig ikke fosørmme,
Hun lader sig lukke forinden de giømme.
51. Hun lader sig lukke forinden de muure,
For ingen skulde vide hendes buure.
52. Og der de komme i rosens lund,
Der lysted Dan Konning at hvile en stund.
53. Dan Kongen tog hende ved sin arm,
Han løfted hende fra forgyldene karm.
54. Stolt Elselild j vilde det fortryde,
Med os de linde-løv at bryde.
55. I brøde med os de linde-blade,
Dermed giøres vores Hierter glade.
56. Dagen er lang og Veyen er trang,
Vi ville her høre paa fugle-sang.
57. Dan Konning j lader mig med freden fare,
Jeg tager min jomfrues klæder vare.
58. Hun tog af sig det bliant smaa,
Der stod saa leed en mø og graa.
59. Bort bort du Terne, det du faa skam,
Din Jomfru skal jeg giøre veyen trang.
60. Og tog hun end veyen hen til Rom,
Hun skal dog aldrig for os undkomm.
61. Dan Kongen paabyder en krig at giøre,
Herr Iver Lange skal banneret føre.
62. Den midsommers nat var stakket og kold,
Dan Kongen han rider i grønnen vold.
63. Dan Kongen han reed, hans svenne de rende,
Ikke kunde de stolt Elselild finde.
64. Bruden er i lunden dult,
Hun er saa dybt under jorden skyvlt.
65. Der de komme i Rosens lund,
Der hørde de giø saa liden en hund.
66. De kaste op muld, de kaste op steen,
De toge der ud den lille green.
67. De toge silke og røde guld-baand,
Og bunde Jomfruens hvide haand.
68. Nu skal jeg føre dig bunden hen,
Du skalt ey slippe saa let igien.
69. Der skaltu giøre villien min,
Og mine svennes udi løn.
70. De sloge over hende kaaben blaa,
Saa løfte de hende paa ganger graa.
71. Der de komme i rosens lund,
Der lysted Dan Konning at hvile en stund.
72. Hielp mig Marie du reene mø,
Jeg maatte en jomfru med ære døe.
73. Stolt Elselild raabte det højest hun kund,
Det hørde de Røvere ude paa sund.
74. Det hørde de Røvere paa sundet laa,
Og hveden er os det ynkelig raab.
75. De Røvere spatsere ud med strand,
Dan Kongen han reed sin ganger paa sand.
76. Hold stille du Ridder og prøv dit skiold,
Eller du skalt lade os denne jomfru bold.
77. Og lader du os ikke denne mø,
For hendes skyld saa skaltu døe.
78. Lader du os ikke denne viv,
For hendes skyld skaltu miste dit liv.
79. Langt heller saa lader jeg eder den viv,
End jeg for hende mister mit liv.
80. De skare sønder det røde guld-baand,
Og løfte saa jomfruens hvide haand.
81. De toge af hende den kappe blaa,
Saa løste de hende af ganger graa.
82. Saa klædde de hende i sabel og maar,
Saa løfte de hende forinden skibs bord.
83. Alt det de sejled og alt det de rode,
Alt sad stolt Elselild og græd saa modig.
84. Skiøn jomfru j græder ej paa stand,
Saa riig en høfding kommer j til haand.
85. Vi fører eder til Spanieland,
Saa riig en høfding gaar j til haand.
86. Vi selge eder for saa meget guld,
De maaler os det med skaalene fuld.
87. Der de komme lidt fra sund,
Der olmedes vejr saa hart og undt.
88. Den storm sig reiste saa streng og ond,
De Røvere siunke til havsens bond.
89. Den Røver-hob paa havet blev,
Stolt Elselild til Engelland drev.
90. Stolt Elselild sad ud med den strand,
Hun var saa mødig ud af de vand.
91. Stolt Elselild vreed sin silke-serk,
Jeg maa vel sige af hiertens verk.
92. Stolt Elselild ganger ud med den strand,
Hr. Adelmand rider sin ganger paa sand.
93. Hør i det min jomfru venne,
Hvi ganger j her saa moes allene.
94. Fremmede jomfruer lærde mig at sy,
Med vælde saa blev jeg førdt af by.
95. Han slog over hende sin kappe blaa,
Han løfte hende til sin ganger graa.
96. Der han kom til Borge-led,
Der stod hans moder og hvilede ved.
97. Hør du Herr Adelmand kier sønnen min,
Hvor haver du faaet den jomfru fin.
98. Jeg reed mig ude ved strand,
Jeg fand den jomfru paa hviden sand.
99. Fremmede jomfruer lærde hend’ at sy,
Med vold saa blev hun førd af by.
100. Vil den jomfru hos os være,
Da skal vi hende elske og ære.
101. Der var hun i ugerne fem,
God villie voxte i alle dem.
102. Der var hun i ugerne ni,
God villie voxte i alle di.
103. Herr Adelmand og hans moder,
De legte guldtavel over borde.
104. Hør du Herr Adelmand kiær sønnen min,
Hvad haver du mest i hugen din.
105. Dukken og fruen dem tager du vare,
De gamle spil dem lader du fare.
106. Det volder den jomfru jeg fand ved sund,
Min kiere moder bliver hend’ ikke ond.
107. Det volder stolt Elselild, hun det ej veed
Min kiere moder vær hende ikke vreed.
108. Hvad viltu med den jomfru giøre,
Hun haver ikke venner eller frender here.
109. Haver hun ej vemmer og frender here,
Da er hun idel rig paa ære.
110. Hans moder smilede under skind,
For hun vilde prøve Herr Adelmands sind.
111. Du skalt have mit minde der til,
At ekte den jomfru om du vil:
112. De lavede paa bryllup i maaneder fem,
Stolt Elselild glæddes i alle dem.
113. Her Iver kom der ridend i gaard,
Ude stod Herr Adelmands moder var svøbt i maar.
114. Her stander j en frue saa bold,
blev her ikke en jomfru for røde guld sold.
115. Min Søn han reed sig udeved strand,
Han fand en jomfru paa hviden sand.
116. Det er i dag deres brøllups-dag,
I gaar i slaen, forøger deres lag.
117. Herr Iver han treen ad døren ind,
Dend unge brud smiler under skind.
118. Og det er eeneste broder min,
Som hid er kommen over salten Rin.
119. Adelmand svared lad dig behage,
Jeg ekter din søster i disse dage.
120. Herr Iver han svared Herr Adelmand saa,
Hun kunde aldrig bedre lykke faa.
121. Da skaltu være min broder og ven,
Og have til ekte min søster igien.
122. De solde deres gods for guldet rød,
Og bleve i Engelland til deres død.
*
Sophus Bugge skreiv i 1863 opp ei oppskrift etter Jorunn Knutsdotter Bjønnemyr i Mo, Telemark. Teksten er fragmentert og vanskeleg å rekonstuere, men den viser til oppskrifta i «Kjempeviseboka». Jf. NFS S. Bugge, o, 8a–12a.
TSB D 423: Stolt Elselille
Oppskrift: 1891 av Moltke Moe etter Hæge Vetlesdotter Bjønnemyr, Mo, Telemark.
Orig. ms.: NFS M. Moe 26, 27–35
Oppgjeven tittel: Stolt Elselill
*
1. Kunggen han vågner um midjenatt:
«hvem er det af mine svender, som slær på hòrpen så bratt?
– Vel adénder alli kòmer i vande. –
2. Å kunggen han springge på hoian hest,
so rie han át dansen, som han kunna best
3. Å k[unggen] han rie den dansen umkréngg,
han skúa den réske Ádelénn.
4. Å k[unggen] han inn i dansen sprangg,
han tók’en IvenSamlarkommentar: Hun sa snart Iven, snart sjeldnere Iver, begge udtalte som navnet Jæger. ve hvidan hånd
«Å faur å fin æ du som en vráni».
5. Um tala smådrængjen trøyst’e:
«Iven haver en vendri søster»
6. Å k[nggen] han sprangg inn i dansen sprangg,
han tók en Iven um hvidan hand:
«Lad hænte din søster át dansen!»
7. «Min søster hun sider i buri, slær gull i lávi,
mæ sørgefull hjerta å sjella gla.
8. Min søster [hun sider i buri, slær gull] i røré,
å dæ gjér hver ærlige mórløse møer.
9. Å dæ sámer ikkji en kvinde vénSamlarkommentar: (udtalt som vénn)
át tråe dansen mæ drukne svenne.»
10. Kunggen han lót krí da gjøré,
herr Iver han måtte langge fédelen fyr den føre
11. Den mittsommernatt var myrk å kuld
å kunggen han rei etti grønan vold.
12. Å k[unggen] han talar ti smådrængjen sin:
«Å hóri ska me no finne den jomfru fin?»
13. «Imåren ska eg vise deg nummer fem
stolt Eselil ska ti kyrkja mæ dem.»
14. Å presten han sto, fyr altaren sångg,
jomfruvune prøva sí òttegångg.
15. Stolt Eselil undi blíant små,
dæ va dæ fyste, kunggen han såg.
16. Når folkji dæ dróg hjem,
st[olt] E[selil] gjæmte sig i kyrkjen aleini.
17. «Fostermór, fóstermór, rå meg rå:
eg tvilar, at kunggen vi gjéra meg hå.»
18. Å fostermor svara mæ snilde:
«St[olt] Es[elil] kann alli bédre lykke få!»
19. «Jeg lover mig hell en fattig med æré,
hell Kångsnavni mæ røde gull bære».
20. «Å hør du, nu tærne, hvad jeg beder dig,
å vil du skifte dine klæder med mig?»
21. «Jeg det vi’ å jeg det bør:
hvad min jomfru mig da bød.»
22. Ho flidde si tærna bliant små
å sjóv tók ho atte kåpa blå.
23. Ho flidde si tærna røde gullskruv
å sjóv tók atte kåpa drjug.
24. «Du séte deg i min hankarekarm
å adde mine sveinar skò fylgje deg fram.»
25. Å kunggen tók tærna ó hankarekarm,
han sett ‘a ‘pi sin forgyllande karm.
26. St[olt] Es[elil] lót sig ikkje forsømme,
hun lót sig lukke forinden den grøné.
27. Å når dei kåm seg át ròsens lund,
å då lyster kunggjen at kvile ei stund.
28. «Dé bryte nò av dei lindeblá
alt mæ jeg gjører min vilje glá.
29. «Å no ska du gjøre viljen min,
bå’ mé å allde mine sveinar i løyn.»
30. «Jeg beder dig, kunggen, du læte meg mæ freden hjem fare,
min jomfrus klæder jeg tager i varé.»
31. Han ha av den tærna bliant små
ei liti møy bådi bleik å grå.
32. «Gakk burt du tærne, når du fekk skam,
din jomfru skal gjøre os veien trangg.»
33. Den mitsommarnatt va myrk ók kuld
å kunggen han rei etti grønan voll.
34. Å k[nggen] han tala ti smådrængjen sin:
«Hvor skal vi fange den jomfru fin?»
35. «Langgt níri jori æ ho duld,
å ingjen må vita hen hænnes bur.»
36. Å då dei kåm seg at rosens lund,
då høyrde dei gjøy so liten ein hund.
37. Dei ouste upp moll å dei båste upp sand,
so tóke dei upp dæ liljevand.
38. K[nggen] han tók ut sitt røde gullband,
han batt ikréngg st[olt] Es[elil]s kvite hånd.
39. «Å no skal jeg føre dig bunden hjem,
du skal alli sleppe sòRetta frå: så lett båndi igjen.»
40. Dé bryte nò av dei léndeblá
alt mæ jeg gjøre min vilje gla.
4l. «Å nò ska du gjéra viljen min,
å alle mine sveinar i løn.»
42. «Hjelp meg Gud å Mária møy!
jeg måtte møy mæ ærunne døy!»
43. «Hjelp [meg Gud å Mária] viv!
eg måtte møy mæ ærun’ låte liv!»
44. St[olt] Es[elil] råpte dæ høiæst’, hun kónde,
dæ høyrde dei riddarar utirøvarar ut på sundiSamlarkommentar: (tostavelsesbetoning som appelativet: jæger)
45. «Hòlt, stille da kunggen å prøve ditt liv!
hell du læt’e oss dæ véne viv!
46. Hòlt, stille [da kungen å prøve] din skjòll,
hell du lader oss den jomfru bold.»
47. K[unggen] han rei seg dér né på strand
å då la røvaran snekkja i land.
48. Dei tók ‘a st[olt] Es[elil] av gangaren grå,
dei sette hæna i fiskarebåt.
48. b. Dei tók nò ut sine kniver små –
dei løyste st[olt] Es[elil]s kvite hånd.
49. Å alt mæ die síglde å alt mæ dei ródde
sát st[olt] Es[elil], grét so módig.
50. «Å hør du st[olt] Es[elil] du grét ikkje så,
for sò rik ein riddari skal du få.
51. Vi får for deg så meget guld.
dei mæler for oss skålerne fuld.»
52. Dér gjórest vóndt veir å vestanvind,
å røvarans snekkja ho rulla umkringg.
53. Dei røvaran sukke på havi né,
st[olt] Es[elil] inn ti Enggelland drev.
54. St[olt] Es[elil] vri’e sin silkjeserk:
«Nó fær eg kjenne av stór’e verk!»
55. Adelmann kåm seg dér né på strand,
so fann ‘en den skjøn jomfru på hvidan sand.
56. «Jeg spørger dig, du jomfru fin:
hvi gangger du no her so aleini?»
57. «Fremmede jomruer lærde meg sy,
med vold so blev jeg førd ó by.»
58. Han népte ikringg st[olt] Es[elil] kåpa blå
så sette’n hæna på ganggaren grå.
59. Når Adelmann han kåm seg riands i går,
hass kjæreste moder ho uti står.
60. «Eg helsar deg, Adelm[ann], eg talar ti deg,
å hvor har du funni den jomfru so fín?»
61. «Eg rei meg dér né påát strand,
dér fann eg den skj[øn] jomfru på hvidan sand.
62. Å fremminde jomfruer lærde hænaAlternativ lesemåte: hæ sy,
mæ voll so bleiv ho førd av by.
(Dei làga ti bryllaups uti)
63. Å ho va dér i månane fem,
å góviljen vòkste i alle dem.
64. Dei lága ti bryllaups uti månane ni
å góviljen vòkste uti alle di.
65. «Hvad vil du med den jomfru gjøre,
hun haver ikkji véner hell frendar flere?»
66. «Å ha ho’kji vénir hell frændar flere,
so æ ho so herlege rik’e på ære.»
67. «Ja det giver jeg mit minde dertil:
du ektar hende, um du sjavé vil.»
68. Herr Iven han kåm seg riands i går
å Adelsmands moder hun ho uti står.
69. «Å hør du Adelsmands moder, hvad jeg spørger deg
æ hér ingjo jomfru for røde gull sòllt?»
70. «Du gakk inni stòga, forsøk deiris lág:
idag æ den fyste bryllaupsdag.»
71. Herr I[ven] han inn av Dynni steig,
st[olt] Es[elil] upp imót han reis.
72. «Vælkómen herr I[ven], kjær broderen min,
heimatt av dænni saltan sø!»
73. «Å høyrer du I[ven], hvad jeg beder dig:
du gjév meg st[olt] Es[elil], systeri di!»
74. Å Iven han talar mæ snilli:Samlarkommentar: (som Jæger)
«St[olt] Es[elil] kann alli bedre lykke få!»
75. «Då skal du vera min broder ok ven,
ok have til ekte mi syster igjen!»
76. Dér bleiv då glæi å mykjistór’e gáma:
Iven å Adelman drakk bryllaup mæ sáma.
*
Strofene er nummererte av samlaren.
Under overskrifta står: (Hæge Bjønnemyr: «dæ æ mórses vise»)
TSB D 423: Stolt Elselille
Oppskrift: 1909 av Knut Liestøl etter Marit Ljosland, Åseral, Vest-Agder.
Orig. ms.: NFS K. Liestøl 5, 34–40
Oppgjeven tittel: Iver og stolt Elselil.
*
Der gaar dans paa tofté
de høyrde Dankungjen at lofte.
Aa k[ungjen] han i dansen sprang
so tok han hr. I[ver] i sit fang.
Han finst kje i landa utan ein.
«No hev eg alli set vendre sven
han finst kje i lanan utan ein.»
So svara smaadrengjen at ha va kje so vene men han hadde ei syste sum va venar. So sprang kungjen att i dansen aa tok I[ver] i fangje att aa ville ha han ti henta systera.
Det sømmar inkje noko jomfru ven
aa gaa i dansen mæ drukne svenn.
Ho hadde gjøymt seg i ein brunn aa hadde ‹…› ein hunn. So gjøydd ‹…› hunnen.
So reiste I[ver] heim aa sa ko kungjen hadde sagt aa bad Elselill løyna seg. Daa kongjen kom, leitte dei
Dei leitte ute dei leitte inne
men inkje kunne dei stolt Elselin finne.Strofa står føre «So reiste …», men ei pil viser at ho skal inn her.
Ho hadde gjøymt seg i ein brunn aa hadde ein hunn.
De hørte der bjæffe en liden hund So reiv dei lokje a brunnen aa tok æ. So reiste dei mæ henne.Over lina står (overstroke): um bor paa Ho gret aa ìdde let. Kungjin trøysta henne aa sa at ho sille vera i lag mæ han aa svennan’ haass. Han tok henne paa sit skip. So va der nokæ røvara sum høyrd koss ho gret aa dei gjekk upp ti kungjen aa tok henne. So reiste dei. Ho gret.
Stolt E[lselill] still din graad
saa rig en høvding skal du faa.
Vi sele deg for de røde gull
dei maalar oss det udi skålar full
So kom der so fæle vinn:
De røvere sunke til havets bunn
Stolt E[lselill] flautAlternativ lesemåte: (flød) paa hviden sann.
No st[olt]E[lselill] vred sin silke serk:
«Naa maa eg sei uta hjertans verk.»
So kom der ein greveOver ordet står: riddar ne ti strannæ Aa so tok han henne upp ti herregaren aa likte henne so han vill hav’enne paa líve. So spu
Dei laga ti bryddaup i vi
Mor haasses og greven legte guldtavel ved breden bord. So spurde mora: Kven sto best uti hujen haasses. «Det veld den jomfru eg fant paa hviden sand, min kjære moder, bliv hende ei ond.»
Va vi du mæ den fremande jomfru gjera.
Ho he ‘kje antan frender elle venna hera.
Um ho inkje ha venner ell.
So svara han at ho va like rike paa ære for di.
Dei laga ti brydlaups i vikunne fem,
godviljen han vokste i alle dem.
So Hr. Iver hadde tekje ut aa leita etter syste si. So kom han ti greivegarn paa bryddaups dagjen. aa banka paa aa spurde um. So motte mora ut aa han spurde um der va selæ noko jomfru der. Mora
Min són han red ned paa sann strand,
so fant han en jomfru paa hvide sann.
I dag er deres bryllupsdag
gaa I nu og søg deras lag.
(gaa ind og forsager).
So gjeng Iver inn.
Stolt E[lselill] smiler under skarlakje fin
Der æ allereneste broderen min.
So sprang bruggaamen yve bore aa spurde um han maatte ha æ, hell han vill tak’æ att. Hr. Iver sa at ho kunn alle ynska bete lykka hell de saag ut ti at ho hadd der. So blei de godt altsam.
De solgte sitt gods for det rødeste gull
Saa bleve de begge i DannemarkEngelland huld.Strofa står føre «So Hr. Iver hadde», men eit kryss viser at ho skal inn her.
Her Iver og systere solgte sitt gods, etc.
Konjun hadde draaning førr, so der vakje lageleg aa koma der.
*
Strofene er unummererte i manuskriptet.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Riddarballadane er den avgjort største av alle dei seks balladegruppene. Her finn vi viser med mange og sprikande emne. Samla sett gjev riddarballadane likevel ei tilsynelatande realistisk skildring av livet i adelsmiljø, men så å seie alltid med vekt på dramatiske hendingar som forføring, sjalusi, brurerov, valdtekt, utruskap og drap.
Erotisk kjærleik og alle komplikasjonar som kan følgje med den, som standsskilnad og foreldreautoritet, står nesten alltid i sentrum. Ikkje minst kretsar riddarballadane om døden, den uventa og nådelause døden, som verken den unge brura eller brudgomen slepp unna. Motsetninga – og samanhengen – mellom kjærleik og død har appellert til mange, og er truleg ein hovudgrunn til at det vart dikta så mange riddarballadar.
På grunn av storleiken er gruppa delt i to i denne utgåva. Dette bandet inneheld balladetypane frå TSB D 283 til og med TSB D 436.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.