Peter Napoleon

101Intet er alligevel koseligere end at begynde paa skolen igjen efter ferien!

Den sidste tiden paa landet gaar man igrunden bare og kjeder sig. Saa morsom som høiaannen er, saa kjedelig er kornskuren. Der er ingen fornøielse med den stive, gule halmen, og arbeidet med baade at skjære og binde er for vanskeligt, saa det bare er for de voksne. Hvad det nu kommer af eller ikke, saa blir folkene paa gaarden mindre hyggelige ogsaa udover i denne tiden; de blir tværere og alvorligere; der er ikke sligt leven og halloi som ved høikjørselen, da én fik være med og træ ned læsset, kjøre det hjem og vælte det i laaven – og siden hoppe i det baade paa hovedet og paa benene. Nei, nu steller de sig selv og vil ikke forstyrres, læssene skal ikke stampes, ikke væltes, – kjøres og stelles varligere paa al vis.

102Peter havde faat juling en dag, rent frem juling af Gudbrand Tofte, fordi han havde lekt krig nede imellem kornstaurene.

– Han maatte da skjønne, at kornet dryssed af og blev kastet væk til ingen nytte!

Aanei, alting blev kjedeligt, mere hverdagsligt. Ogsaa nede i fjæren, oppe i hestehagen og ellers. Der var ligesom ikke mere at finde paa. Løvet i Napoleons telthytte var saa rent vissnet og gult, og han orked ikke bygge ny. Det blev bare til at ligge i skogbunden og æde tyttebær og krækling. Det passed ikke mere at leke i skogen. Den stod der bare og vented paa, at det skulde bli høst for alvor med røde rognebær og trost og snarer.

Inde var det endnu værre. Ofte saa koldt, at bedstemor vilde ha i ovnen. Og saa passed det jo slet ikke at tænde lampen paa landet. Stuerne blev rent uhyggelige af det.

Tilslut rigtig længted man efter at komme til byen og paa skolen!

I det sidste var da ogsaa Kath blevet ganske usedvanlig væmmelig. Ikke til at faa med paa nogen ting, bare vesslevoksen og skidtvigtig og grætten og sur. Inde sad hun enten og læste i nogen kjedelige bøger eller «skrev brever» ovenpaa. Og ude vilde hun bare «gaa tur». Og naar han kom, og hvad han 103vilde, bare var han iveien eller «forstyrred» han!

Sagen var, at Kath en dag fik brev. Et langt et fra Anna Hage, som var i Bergen i ferien. Og der var ogsaa Tupsy Mørk og Betten Kleve. Og der havde de en mængde nye veninder. Og saa drev de sig med «herrer»! D. v. s. nogen gutunger naturligvis, som de spasérte med, og som de «sværmed for»! Han havde læst brevet, Peter. Det laa i kommodeskuffen til Kath; og da hun ikke vilde vise ham det, men forklarte, at det indeholdt Annas «dybeste hemmeligheder», saa havde han ledt saalænge, til han fandt det i skuffen.

Og det vidste han, at om han nogensinde havde faat et sligt brev fra en af sine venner, vilde han aldrig mere eie ham som ven! At ikke Kath bare havde skrevet til den væmmelige jentungen Anna Hage, at hun skulde holde snud og aldrig skrive mere af det tøiseriet sit! Kath som jo alligevel er en real jente! Der var ikke andet i brevet end snak om, at Anna Hage «elskede»; hun kunde ikke røbe navnet paa ham, det gjaldt. Det skulde være hemmeligt, «indtil han kan træde frem aabenlyst i dagen og trodse al modgang og fare og, om galt skulde være, føre hende bort fra alt skammeligt tyranni paa sin stærke arm.» Men Anna Hage maatte betro 104sig til sin aller, aller bedste veninde, Kath, som hun vidste vilde bevare hemmeligheden som en lukket grav. Det var saa «yndigt» at «lade pennen hviske den henrivende hemmelighed» ned paa brevarket, «mens mit vindu staar aabent til sommernatten, og mine længsler flyver til min elskede, trofaste veninde, langt, langt borte!»

Og saa videre bortefter. Rent til at kaste op af altsaa!

Saa satte Kath sig ned straks og svarte. Hun skrev paa det brevet i flere dage. Han fik ikke læst det. En nat, Kath var sovnet, sneg han sig ind til skrivebordet hendes, og der laa brevet. Han fik saavidt slugt det allersidst skrevne, paa en ny side, som vendte op. Der stod:

«Her gaar jeg jo dag ud og dag ind og forsmægter mellem mennesker, der ikke forstaar mig, og som jeg ikke kan betro mig til med min længsel og min sorg. Mit hjerte lider, men jeg maa være stum, ja smile og se gla ud ….»

Saa vendte Kath sig i sengen, og saa maatte han styrte ind igjen til sig selv.

I førstningen havde han syntes synd i Kath. Han kunde igrunden saa godt tænke sig, at hun maatte ha det sørgeligt, hvis hun havde det vondt med noget, som hun ikke kunde udtale! 105Bare maatte det undre ham, at hun havde skjult det saa godt. For han havde jo ikke anet, at hun gik og bar paa noget sligt, stakkar! Og saa havde han forsøgt paa at faa hende til at aabne sig for ham. Han havde været saa snil med hende og blid og mild, havde talt med hende om sorger og om fortrolighed og sligt. Men Kath havde aldrig sagt et ord til ham. Hun bare var ækkel og tvær og vilde være ifred. Og en dag, da han traf hende nede i fjæren, hvor hun sad og læste paa et nyt brev fra Anna Hage, og hun havde taarerne i øinene, kom han saa forsigtig hen. Men hun sa bare;

– Uf, er du nu der igjen! Aldrig kan jeg da faa være i fred for dere!

– Kjære, jeg skal saavisst ikke plage dig! sa Peter. – Jeg tænkte bare, du kunde ha morro af at snakke med mig.

– Hvad skulde jeg snakke med dig om kanske?

– Hvad er det, du sidder og tuter for da?

– Kommer det dig ved?

– Saa tarvelig du er! Kan én ikke ha lyst til at snakke til nogen, kanske, hvis én har det vondt?

– Til dig – din gutunge!

– Lumpningen! Væmmelige lumpningen! 106Æ! Tror du ikke jeg ved, hvad det er for slags skidt du farer med.

– Det har du ikke anelse om.

– Æ – bæ! Somom jeg ikke ved, hvad det er, Anna Hage skriver om! Om gutter, som hun er forlibt i og sligt!

– Har du vovet at rode i min skuffe! Kath blev lidt rød.

– Bæ! der snød jeg dig! Jeg gjætted bare jeg! Men nu sa du det selv. Dummingen! Forresten vil jeg bare si dig, saavidt du ved det, at jeg klager til mor, naar hun kommer hjem.

– Hvad har du at klage, din ækkle gut du er!

– Aa – aa! Jeg skal nok si det, sligt svineri som dere farer med. Du kan tro, du faar af mor!

Kath bare blaaste:

– Pyt! For mig kan du sladdre det du vil. Tror du slig en barnsunge som du skjønner dig noget paa denslags! Mor bare bér dig holde munden din!

Dermed reiste hun sig og gik fra ham.

Men fra den dagen brydde han sig saavisst ikke med nogen medlidenhed med Kath. Han lod hende gaa, der hun vilde med brevene sine og forsmægtingen sin!

107Men svinagtig kjedeligt blev det paa landet altsaa. Det var visst. Han gik og hang og slang og begyndte at tælle dagene til den fem og tyvende august. Saa hyggeligt han før og ellers kunde gaa og tænke med sig selv, saa blev ikke det heller til noget mere. Alting var blevet ørkesløst. Og læse – han havde ikke noget et læse heller! Napoleon kunde han jo ganske udenad!

En dag satte han sig til med brevpapir og blæk og pen. Han vilde skrive brev til Rolf Rogge, som han vidste var inde i Skaatefjorden nu i ferien. Og tante Vikka var rigtig fornøiet over, at han endelig havde fundet paa noget at gjøre, og skaffed ham papir af sit eget, pen, blæk og trækpapir paa bordet ovenpaa hos ham selv.

Da han havde siddet i en time eller halvanden, havde han skrevet en og en kvart side og spist halve penneskaftet til tante Vikka op ved at bide i det, mens han tænkte.

Han havde ikke et bitterste grann at skrive om til Rolf Rogge! Desuden – det var jo igrunden bare flaut. Skrive brev! Det gjorde ingen af de andre gutterne!

*

108Saa endelig! Heldigvis bestemte tante Vikka sig til at reise ind til byen alt den to og tyvende for at faa alt i huset hjemme i orden, til far og mor kom den fire og tyvende. Og den, som ikke graat, da han sad paa flyttelæsset paa Gudbrand Toftes kjærre, det var Peter.

Kath var naturligvis ogsaa gla. Men hun skabte sig sørgmodig. De to sidste dagene havde hun gaat rundt omkring nede i fjæren og oppe i udmarken og «sagt farvel» til alle stederne sine. Hun havde i det sidste lagt sig til «hemmelige steder», hvor hun sad og læste eller ingenting bestilte.

Affekteret jentunge altsaa! Mere bedrøvet var hun da heller ikke, end at hun havde humør nok til at være ækkel hele veien indover, skjænde og grine – fordi hun maatte sidde paa flyttelæsset og ikke fik kjøre i gig’en med tante Vikka og bedstemor!

– Jo, mente hun, – det tar sig ud det, at komme anstigende til byen, dinglende oppe paa sligt et læss!

Og den sidste beten vei steg hun af og gik efter.

– Akkurat som du ikke kan sidde paa lass du ligesaavel som jeg! haaned Peter.

– Du – slig en guttehvalp!

109– Du er vel en dame du, ligsom!

Kath svinsed med skjørterne og sakked alt agterud. Men da skrek Peter efter hende:

– De skulde bare ha sét dig, da du var marskalk Ney og red omkring i underbukserne ude i hestehagen! Hæ – æ –!

I et nu var hun helt fremme ved læsset igjen:

– Peter – det sier jeg dig, at hvis du vover, ja om du vover at snakke om det til nogen dødelig sjæl paa jorden….!

– Hø! Hvad saa?

– Saa klager jeg til mor, og saa er du desuden en nedrig skurk!

Peter lo, saa han holdt paa at falde af læsset.

Til byen kom de, og istand kom huset. Og fire og tyvende august kom far og mor hjem fra udlandet med mange fine ting i kufferten baade til Kath og Peter, til tante Vikka, bedstemor og Stina. Og der var jubel og fryd. Og næste dag var det femogtyvende, og kl. ti formiddag gik Peter paa skolen i nye klær, som mor havde havt med.

Det var ganske høitideligt at gaa ind gjennem skoleporten. Pedel Olsen stod i fuldt puds og sa goddag og hilste, saa han knækked af paa midten, naar en af lærerne kom. Der 110lugted nymaling i skolegangene, hist og her var der noget nyt at se siden før sommerferien, en diger ovn i trappesalen, nye numere paa klassedørene osv. Peter gik med en stolt følelse forbi sin gamle tredie-middel, op trappen til anden etage og ind i fjerde middel, sin nye klasse. Svinagtig kjækt var det at være kommet op i anden etage, hvor alle de høiere klasserne var!

Inde i fjerde middel var de fleste af gutterne alt kommet. Peter blev meget skuffet, ja han kunde gjerne si, at han blev opbragt paa dem. De var ikke det mindste høitidelige. De fór omkring og raabte og skrek og trætted om pladser og skjældte og smældte, som om det var paa en almindelig skoledag. Ingen af dem tænkte paa, at man nu skulde begynde et nyt skoleaar, at man ikke havde sét hinanden paa seks–syv uger, – at man var kommet op i anden etage, og at det paala sin forpligtelse om at bære sig mere voksent ad!

Uf ja! Slig var det altid! Han var den eneste, som tænkte lidt!

Naa, det gik jo ikke an at la sig mærke med noget sligt. Og saa blanded han sig i de andres skrik og spektakel han ogsaa. Ingen sa noget høitideligt goddag til ham, og saa sa ikke han goddag til nogen anden. Han kom straks i vældig trætte med Rolf Rogge om 111pladsen paa pulten. De regned og tælte omigjen efter alfabetet. Men de to gutterne, som sad igjen i fjerde fra ifjor, forlangte forretten til de to øverste pulterne. Herom stredes, – indtil rektor kom, og det blev stilt.

Rektor ordned med pladserne. De to gjensiddere beholdt de øverste pulterne, de andre fik sidde efter alfabetet. Peter kom ved siden af Gunnar Holm, hvad ingen af dem likte. De satte sig ned paa dobbeltpulten med et skummelt og misfornøid sideblik til hverandre. Forresten lod Peter som ingenting. Han skulde saavisst ikke agte paa, hvem han kom ved siden af –!

Rektor meddelte, at klassen skulde ha ham selv i historie. Det var nu ogsaa saa sin egen ære – at ha rektor til lærer. Sligt hændte ikke nede i første etage!

Rektor gik, og skravlen brød løs igjen. Hele klassen gjenlød af:

– Noget saa væmmeligt som at være begyndt igjen paa slaveriet! – At de ikke kunde ladt os faa ferie ialfald ugen ud! – Jenterne har faat ferien forlænget! – Ja, det er skammeligt! Sidde her igjen i bur…. osv. osv.

Peter sad og tænkte, hvor gla han var for at være begyndt igjen! Hvor koseligt her var i fjerde middel, meget mere voksent – rektor 112selv i historie – paa gang med de store gutterne – vinduer ud til gaden! Men sligt gik det jo ikke an at si. De vilde haane ham ud for det. Han vilde just sætte i et raab han ogsaa om slaveriet og skoleslitet, han la benene op paa pulten til Sigurd Baarstad foran sig og satte en misnøid mine op, da pludselig Gunnar Holm skrek i høit over de andre:

– Jeg syns sandelig, det er hyggeligt jeg – at begynde igjen! Jammen syns jeg det!

Peter fik benene til sig og vendte sig rundt. Mens alle de andre skrek og lo og raabte haan udover Gunnar, betragted han ham forbauset og igrunden fuld af hemmelig beundring.

Da overlærer Thomsen kom og snakked om sin mathematik, blev Peter siddende og skjele bort paa Gunnar. For det første likte han det, han havde sagt. Men mest beundred han modet hans. At han havde sagt det – saan ganske uden videre.

Thomsen gik, og atter blev Gunnar Holm forhaanet. Og Karl Nerdrum, som altid var den værste til at æggle sammen til slagsmaal, raabte borte fra vinduet:

– Du faar oppe dig du Peter, gut, skal du holde dig paa siden af slig en dyd! Gunnar liker sig paa skolen han!

– Det gjør jeg ogsaa! svarte Peter trodsig 113og med en stor beslutning. Men han saa ikke hen paa Gunnar.

Et vældigt skraal opstod.

– Det blir en ren dydsbænk! – Skolepryd! – Forrædere! – Spytslikkere …..

Men over alle lød Karl Nerdrums røst:

– Han tør ikke andet, Peter! Ellers faar han juling igjen – ligesom sidst.

– Juling, sa du! Af hvem kanske?

– Af Gunnar vel!

– Hø – den julingen har jeg ellers ikke kjendt noget til.

– Saa faar du kanske kjende den en anden gang! ærted Karl Nerdrum. Gunnar selv havde forsvaret sig mod de andre, ærtet dem op ved sin fuldstændige ro; nu vendte han sig til Karl Nerdrum:

– Ta dig i vare selv du Karl – at du ikke faar kjende juling, før du ved ordet af det.

Peter havde reist sig; han gik rolig hen til Karl Nerdrum, som imidlertid veg unnaf:

– Du kan passe din egen juling, skjønner du det! Hvad har du med at blande dig i andres sager! Den toskemaneren din kan du la bli at dra med dig hidop i anden etage! Nu ved du det!

Lærerne kom og gik, og alt klokken halv tolv var de færdige og fri. Og til imorgen 114havde de ingen lekser. Det var bare at ta med de nye bøgerne, de havde faat opskrift paa.

Der blev ikke snakket et ord mellem Peter og Gunnar. De havde hele tiden siddet ved siden af hverandre med det samme morske ansigtet. Men Peter var stærkt betænkt paa at finde en leilighed til at si noget – bare noget ganske almindeligt. Det faldt sig ikke slig, og de gik sammen med de andre. De havde samme veien hjemover et langt stykke; det havde mange, saa de kom til at gaa i flok. Den ene efter den andre gik ud af flokken, eftersom de naade hjem, hver til sin dør. Snakken og praten gik. Tilslut var bare Sigurd Baarstad imellem dem. Og saa gik Sigurd Baarstad. Gunnar og Peter gik side om side.

Et langt stykke havde de endnu at gaa. De sa ikke et ord. Peter var ganske rød i ansigtet af at være saa paa nippet til at si noget. Men de gik bare videre. De gik i takt, naturligvis. Men over en rendesten kom de i utakt. Peter tænkte paa, om han skulde bytte ben. Men før han fik gjort det, bytted Gunnar Holm ben. Da var det næsten umuligt at holde sig.

De nærmed sig Holms hus. Og Peter tænkte paa, om han skulde si adjøs, naar de skiltes. Det havde alle de andre gjort. De skridtet paa og var ved Holms dør.

115– Adjøs! sa Gunnar og gik ind.

Det kom saa pludselig, saa Peter ikke fik summet sig til at si adjøs igjen. Saa gik han resten af hjemveien alene. Han ærgred sig. Kunde han ikke bare ladet som ingenting! Snakket løs med Gunnar som med hvemsomhelst anden! Det havde jo just været overlegent altsaa! Istedetfor at gaa og trykke sig. Gunnar var ganske anderledes modig, han!

Naar alt kom til alt, var Gunnar Holm igrunden den eneste gutten i klassen, som der var noget ved! Hvorfor de egentlig skulde gaa og være uvenner, var ikke let at skjønne, naar en tænkte over det. Den skidts politiken, som de havde slaas om ivaares – hvem brydde sig egentlig om den! Og saa havde de jo slaas om den! Saa det kunde være slut! Jo mere han tænkte paa det, des mindre syntes han, han havde imod Gunnar. Det var bare det, at de skulde være fiender! Og saa slige tosker som Karl Nerdrum, som ægglet dem ihop! Nu, han altsaa skulde sidde ved siden af ham, skulde han igrunden gjerne være venner med Gunnar. Hvis det lod sig gjøre at bli det!

Det var vanskeligt at faa det til. Saa ikke Gunnar eller nogen skulde gaa hen og tro, at han forsoned sig med ham, fordi han var rædd for ham.

Hø – rædd! Rædd for Gunnar Holm ….

116Aaja, lidt rædd var han nu da; det maatte han tilstaa for sig selv. Gunnar var stærkere end ham. Det vidste han inderst inde i al hemmelighed; fra slagsmaalet i mai. Det var paa nippet dengangen. Havde Gunnar holdt paa et lidet grann længer, saa havde han git sig for ham. Slagsmaalet blev stoppet just i rette tid af skoleklokken, som ringte ind.

Men det var da ikke derfor alligevel, at han gjerne vilde forsone sig med Gunnar. Selv om det bar til med juling, saa skulde han da nok staa for den dasken. Og der var jo ingen skam i juling af en, som var ældre. Høiere var han ogsaa, Gunnar.

Nei, det var ikke det. Men dette idag havde git ham slig lyst. Og naar han tænkte sig om, saa var det ikke urimeligt, at Gunnar selv helst vilde bli venner med ham. Gunnar var den, som først snakked til Karl Nerdrum. Han havde ogsaa sagt adjøs. Og byttet ben!

Peter blev ganske rød, naar han tænkte paa, hvordan han selv havde gaat og betænkt sig! Men det kom jo igrunden netop af, at han saa gjerne havde villet!

Nei – jo! Han skulde gjerne bli godvenner med Gunnar Holm! Det var blevet saa ødsligt med étt allting – efter de par timerne paa skolen. Saa optat som han var gaat hjemmefra 117i de nye klærne og havde tænkt paa det høitidelige. Og saa kom han midt iblandt dem igjen….. det var ligesom han var flaadd for noget. De havde tat glansen af det. Nu var det virkelig sure slitet med skolen, som var begyndt. Han kunde jo ikke gaa alene og syns, det var morsomt!

Og saa havde Gunnar sagt det – bent frem! Og naar han sa det, saa var det jo fordi han mente det. Gunnar tænkte altsaa ligedan som han. Kanske i mere end dette. Kanske i alt muligt! Da kunde de ha det svinagtig hyggelig sammen. Alt det, han havde tænkt i sommer. Han kunde kanske faa Gunnar med paa det ……..

*

Om eftermiddagen fik Peter et brev med fra far til boghandler Moe, hvori der stod, at Peter maatte faa de bøger, han havde paa listen sin. Nye bøger var det altid morsomt at faa. Og iaar var der saa mange nye, som skulde til. I fjerde middel skulde de jo begynde med latin, mathematik og fysik; en større bibelhistorie skulde de ha og en ny tysk læsebog.

Og saa alle de nye glose- og stilebøgerne!

118Peter havde slig brændende lyst til at gaa indom Gunnar Holm og spørge, om de ikke skulde gaa sammen til boghandleren. Gunnar maatte jo ogsaa kjøbe idag!

Peter drev nede paa gaardspladsen og ude paa husbryggen, rastløst omkring, mens han tænkte paa dette. Ganske hed var han ved tanken om at gaa slig ret paa Gunnar – lade som ingenting …..

En stund efter stod han i entréen hos Holms og ringte paa. Han havde aldrig været inde hos Holms. Entréen var liden og styg, og det lugted vondt. Pigen kom og lukked op.

– Er Gunnar hjemme?

– Ja. Værsaagod – op trappen og tilhøire, der er værelset hans.

Peter gik op loftstrappen og fandt i halvmørket deroppe en dør tilhøire. Han banked paa. Ingen svarte. Saa banked han paa igjen. Da endnu ingen svarte, aabned han døren ganske forsigtig.

Det var et lidet kvistkammer med skraatag, og i skraataget et svært loftsvindu, som var til at løfte op; det stod halvaabent, holdt oppe af en jernstang med huller i. Under vinduet stod et lidet bord, ved den ene væggen en seng. Og i sengen laa Gunnar Holm næsegrus og smaagraat. Han hverken saa eller hørte.

119Peter blev staaende i aabne døren, uviss …. Saa kremted han.

Gunnar fór op af sengetæppet og derefter frem paa gulvet. Han var rent forgraat i ansigtet, hoven og rød; nu ogsaa frygtelig generet.

– Goddag, sa Peter. – Jeg vilde bare høre, om du ikke skulde ud du ogsaa og kjøbe de nye bøgerne. Saa – saa kunde vi følges?

Gunnar havde faat frem lommetørklædet, pudsed næsen og tørked sig i ansigtet.ansigtet.] rettet fra: ansigtet, (trykkfeil)

– Jo, sa han. Jo, det kan vi godt, ja, det vil si – nei, jeg skal egentlig ikke kjøbe bøgerne rigtig endnu ……

– Men vi skal jo ha dem med imorgen! sa Peter.

– J – ja – a. Vi skal da det ogsaa ….. Det var hyggeligt af dig at komme, gut. Værsaagod, – sæt dig ned lidt. Det haster jo ikke!

– Tak! sa Peter og satte sig paa den ene stolen, som var i værelset. Der var en til, men den brugtes til vaskeservant. Og Gunnar satte sig paa bordkanten.

Der var taust imellem dem en lang stund. Gunnar blev ved i al hemmelighed med at tørke øinene; af og til kom der et hikst i halsen paa ham, som han ikke kunde holde tilbage. Endelig sa han igjen:

120– Det var hyggeligt, du kom indom.

– Det er jo paa veien, sa Peter. Efter en stunds forløb sa Gunnar, mens han smilte lidt i det forgrædte ansigtet:

– Vi er jo fiender, ved du.

Peter smilte igjen:

– Jeg tænkte, vi kunde vel altid kjøbe bøger sammen for det!

Nu lo de begge. Endelig sa Peter:

– Jeg syns, vi kan holde op med det tøvet jeg, gut. Ikke har jeg noget at være uven med dig for!

– Det syns jeg ogsaa. Vi er da ikke barnsunger heller! Og den ægglingen til Karl Nerdrum og de andre kan vi vel altids komme over!

– De er nogen unger er de!

– Det mener jeg ogsaa, sa Gunnar.

– Og aldrig vokser de fra det heller, sa Peter.

– Nei. Det er rart med det. En kan næsten ikke være venner med dem længer, syns jeg.

– Nei – har du sét sligt! En maa da bli ældre engang! I fjerde middel da gut! Ikke har de interesse for nogen ting, ikke én af dem!

– Det skulde være Just Balle, sa Gunnar, – men han er jo en tulling.

121– Han da, stilken! Slig en brillepeter og pughest! blaaste Peter.

– Ved du, han skriver digte, den tosken! Nogen lange nogen. Han viste mig en hel skrivebog fuld her i sommer engang. Vi bodde jo saa nær hverandre, ved du. Inde paa Myre.

– Ja tror du ikke, jeg ved det da! Han er gæln han. Og væmmelig indbildsk og ingenting tess forresten.

Atter blev der stilt. Saa sa Peter igjen, mens han trommed paa bordet og saa ud for sig:

– Det var kanske nogen af dem, som kunde bli hyggelige, hvis én bare fik dem til!

– Ja, sa Gunnar, – bare nogen begyndte!

Peter smilte og saa op:

– Vi faar begynde vi to, gut!

– Ja, jeg vil gjerne! svarte Gunnar.

Efter dette fulgte en lang stilhed. Uden at se op spurte endelig Peter med lav stemme, lidt genért og forsigtig:

– Hvad var der iveien med dig – da jeg kom?

– Aa – skidt – det – det var ingenting.

Peter angred paa, at han havde spurt. Men om lidt sa Gunnar:

– Ikke for det, jeg kan ligesaagjerne si det til dig. Du sladdrer vel ikke?

122– Sladdrer! Er du gal, gut!

– Ja, for nu skulde vi jo være venner.

– Ja, ordentlig, det kan du lite paa! bedyred Peter.

– Det er ikke saa greit, ser du, begyndte Gunnar efter lidt betænkning, – du ved ikke sligt du naturligvis. Men det er det da, at far, ser du, min far han var saa ude af sig idag, da jeg viste ham den lange listen over alle de nye bøgerne ……

– Hv – orfor det da? spurte Peter forundret.

– De koster jo svinagtig mange penger da, ved du!

– Naturligvis, sa Peter skamfuld. For en tosk han var!

– Og saa maa én jo ha dem da, ved du, – bøgerne altsaa.

– Ja, én maa jo det.

– Og det er svinagtigt det altsaa, naar – naar én ikke har nogen rig far.

Efter en stunds taushed spurte Peter:

– Fik du ikke pengene?

– Nei. Men jeg faar dem da, naturligvis. Bare at jeg jo gruer mig til at gaa ned og bé om dem.

– Ja, det skjønner jeg saa inderlig vel. Og iaar er der saa mange ogsaa.

123– Ja just.

– Du – end om jeg bad om dem – pengene altsaa – for dig? raabte Peter med et lyst indfald.

– Hos far? Er du gal! Nei – aanei – det gik nok ikke an!

– Nei, nei, – jeg mente bare, – du skjønner – det et tidt at jeg har faat en anden til at bé far og mor om noget, som jeg ellers kanske ikke fik …..

– Ja, men det er ikke slig med dette her, ved du, – penger! Forresten er det bra, du kom. For nu gaar jeg ned og sier, at du er kommet for at faa mig med ud og kjøbe bøgerne. Saa har jeg ligesom noget at begynde med, ved du, til far. Og saa husker han bedre paa, at vi jo allesammen maa ha bøgerne.

De gik begge ned. Foged Holms kontor var i første etage, nedenfor entreen. Ude paa gangen mødte de foged Holm selv. Han hilste hyggelig paa Peter.

– Det er det, far, sa Gunnar, – at Peter er kommet for at faa følge til Moe efter de bøgerne, du ved …..

– Si mig nu, min gode mester Peter, sa foged Holm spøgefuldt, – er det nu ganske absolut nødvendigt, at dere har alle de bøgerne?

124– Ja, desværre! bedyred Peter med huen i næven og sine alvorligste øine paa fogden.

Fogden smilte og klapped Peter over hovedet:

– Du sier desværre du ogsaa, lille Peter, ja du kan saa si far! Naa, Gunnar, mener du denne strækker til? Fogden holdt en tikroneseddel frem.

– Aa – ja da, tak! sa Gunnar.

– Farvel, mine herrer, sa fogden og gik op ad trappen.

– Hele veien bortover til boghandler Moe gik Peter og tænkte paa, hvor Gunnar havde grædt, da han kom. Og saa paa foged Holm, som var slig en snil mand.

Inde hos Moe viste det sig, at tikroneseddelen til Gunnar ikke strakte til alligevel. Der var især et digert leksikon, som var saa skammelig dyrt.

Peter tog Gunnar bort i en krok af butiken og hvisked endel, som Moe ikke kunde høre. Saa kom de begge tilbage til disken.

– Men jeg skal ha to tyske læsebøger! sa Peter.

– Skal du ha to? Det staar ikke paa listen din, gutten min! sa Moe.

– Nei, for jeg har glemt det. Jeg skal ha én til min søster ogsaa.

125Peter fik to tyske læsebøger, og Gunnar slap ud med sine ti kroner, eftersom han ingen tysk læsebog kjøbte. Peter betog Gunnar enhver tvil:

– Moe sender regning paa bøger til far hvert nytaar. Og da kan du vide, han ser ikke efter engang!

Hjemover gik de saa, straalende fornøiet begge to over sin snedighed!

*

I den ugen, som fulgte, var Peter og Gunnar Holm sammen hver dag. I klassen lod de aabenlyst gutterne se, at de var godvenner, og paa pulten havde de det saare koselig. Baade til og fra skolen gik de sammen hver dag.

Om eftermiddagen kom Gunnar bort paa gaardspladsen til Peter, og her lekte de til aftens. De to alene og rasende hyggelig! Det viste sig, at Gunnar var en sjelden kar. Han interesserte sig! Ganske anderledes ordentlig, end Peter nogensinde havde tænkt sig. Han havde læst alle Ingemanns romaner og mange af Walter Scotts, ialfald Ivanhoe og Quentin Durward og Talismanen. Og nu holdt han paa med Zacharias Topelius’ Feltlægens historier. 126Og saa fortalte han Peter bøgerne, og saa lekte de det. Mest lekte de Richard Løvehjerte og Gustav Adolf.

Men ikke bare det kunde Gunnar. Han havde fundet frem hos sin far nogen smaa bøger i grønt papirsbind, én om krigene i Norditalien med Napoleon III, Victor Emmanuel og Garibaldi og en anden om krigene mellem Danmark og Tyskland i 1849 og 1864. Og især den sidste var Gunnar inde i. For hans far havde fortalt en mængde om krigen i 1864. Hans far havde været med i selveste krigen! Han havde to arr efter kuglesaar, et i haanden og et paa maven!

Dette var Peter ganske betat af at høre. Ikke for det, at han tvilte paa, hvad Gunnar fortalte, men for at faa høre mere om det, spurte han sin far, om han vidste, at Gunnars far havde været i krigen.

– Foged Holm ja! sa far, – han har jo Dannebrogskorset siden Als!

Tænk, at der havde Peter gaat i alle aar og ikke havt anelse om, at de bodde lige tætt ved siden af en Dannebrogsmand, som havde været i krig! Som havde gaat frem i kugleregnet og selv skudt med gevær! At man her i byen altsaa havde en virkelig kriger!

En aften kom mor ned og spurte, om ikke 127Gunnar vilde være hos Peter tilaftens. Og saa etpar aftener efter hændte det, som Peter havde ønsket saa forfærdelig, – at han blev buden tilaftens til Gunnar!

Da de havde spist, sad de inde i stuen hos Holms og spiste tyttebærsyltetøi. Og fogden sad og snakked med dem. Saa spurte Peter – ganske skjælvende i stemmen:

– Er det sandt, at De har været i krigen?

– Ja, sa foged Holm, – det er nok sandt det, Peter far! Se her skal du se bevis for det ogsaa! Og saa rakte fogden frem den venstre haanden og viste ham et rundt, skrumpent arr.

– Det er en redelig preusserkugle det der.

– Aa! Gik den tværs igjennem?

– Ja – her ser du – ud paa den andre siden!

– Hvordan fik De den kuglen?

Og saa tændte foged Holm en ny pibe, og saa fortalte han om, da han var ganske ung løitnant paa Als, og da Preusserne gik over sundet, og de danske skulde jage dem tilbage. Og han havde anførselen af et kompani soldater, som stod i en kratskog og vented paa ordre. Og saa begyndte det at smælde og skyde fra krattet paa den andre siden af en aaben eng, de stod ved. Og svup! svup! sa det i busk og blad af kuglerne, og ret som 128det var saa skrek en af soldaterne og faldt, truffet af en kugle.

– Var – var De ikke rædd da?

– Aajo, aajo da, visst blir man noget rædd da, ser du. Men jeg var jo løitnanten jeg da, ser du og næsten bare gutungen, og saa gjaldt det at vise sig kar for de skjæggede soldaterne, som han kommandérte over. Saa jeg gjorde mig kjæk da, skjønner du. Og saa kom kommandoen: Frem skulde vi over engen midt imod kuglerne, ret i bøssepiberne paa Preusserne, som laa bag en jordvold paa den andre siden. Og jeg løfted sabelen min og kommandérte fremad og sprang foran da ser du – og var saa halvgal af at skulle være kjæk og af at være rædd, saa jeg hverken sansed eller tænkte, bare rendte frem over engen i rasende fart – – saa fort at soldaterne mine ikke kunde følge; de var langt bag mig; det har en af sergeanterne siden fortalt mig, for jeg hverken saa eller sansed altsaa – bare rendte frem. Og før jeg vidste ordet af det, stod jeg oppe paa jordvolden, og foran mig, midt imod, to meter fra, stod en preussisk soldat, blek som et lig, rædd saa han risted, og han løfted geværet sit og skjød – og saa ved jeg ikke mere. Jeg vaagned op igjen længe efter; og over mig stod en tysk doktor og en soldat, 129og jeg hørte doktoren si paa tysk: – Ham kan vi la ligge, han dør om en halv time! Og saa gik de fra mig. Men saa skrek jeg af al magt: – Nei! Aanei da! Jeg lever! Jeg dør ikke! Jeg er ganske frisk! Doktoren vendte tilbage, undersøgte mig engang til og rysted paa hovedet: – Ach mein braver Junge, De er skudt tværsigjennem maven – De faar bé Fadervor saa fort som mulig ….. Men jeg tigged og bad saalænge, til de tog mig med og la mig paa en vogn og kjørte mig til lasarettet. Her saa atter en ny læge paa maven min – da først kjendte jeg, at det gjorde vondt dernede – og han sa til sygepleieren: – Han lever ikke længe, sa han. – Kuglen er gaat tvært igjennem maven – se her, ind paa den ene siden og ud paa den andre! Saa bredde de paa mig efter at ha vasket maven min lidt, og jeg faldt bort i en døs. Slig laa jeg i mange dage. Og da de til sin forbauselse saa, at jeg levde med gjennemboret mave, saa undersøgte de sagen nærmere. Og det viste sig, at jeg i øieblikket havde bøiet mig paa noget vis, saa kuglen bare saavidt havde løbet langs skindet indvendig uden at røre selve maven min. Og fjorten dage efter var jeg frisk igjen som en fisk!

Peter sad med lysende øine og hørte paa.

130Og han spurte om mange ting, som han havde ønsket at kunne faa rede paa om krigen, og foged Holm svarte, forklared og fortalte. Og tilsidst gik han ind og viste frem Dannebrogskorset sit til Gunnar og Peter. Ja, det var den morsomste aften, Peter havde oplevet! Og han elsked og beundred foged Holm, som jo ogsaa var rasende snil til at prate og fortælle. Og endda han jo altsaa ikke var militær, men bare foged, var der alligevel noget krigersk kjækt ved ham. En kunde saa godt tænke sig ham i uniform!

Gunnar var da heller ikke lidet stolt af sin far, da Peter sa godnat og gik, efterat de to havde siddet alene en stund paa Gunnars værelse og snakket om ham og alt, hvad han havde fortalt!

– – – Men under alt dette nye gik nu Peter alligevel og brændte med sit. Og en Dag skulde han faa talt til Gunnar om Napoleon! For alt andet blev nu alligevel smaating mod ham da! Drost Peder Hessel og Karl af Riise, Richard Løvehjerte og Quentin Durward, Gustav Adolf og Bertelskjöld, ja, det var jo storartet nok, men det var da alligevel saa langt borte, saa evig langt tilbage i tiden! Og selvom jo Garibaldi og Victor Emmanuel og Helgesen, Rye og Schleppegrell var nærmere 131endnu end Napoleon den store, – saa var de da ikke slige vældige karer som ham!

Ofte om aftnerne tog Peter frem bogen om Napoleon og saa paa billederne. Det var ligesom at vende tilbage til det egentlige det – efter leken med Gunnar om eftermiddagen. Ja, han kunde tidt synes, at han ligefrem var forræderisk mod Napoleon, fordi han ikke tog ham med mellem sig og Gunnar.

Og saa endelig en dag, de sad nede paa bryggetrappen og var færdige med et sjøslag mellem Tordenskjold og Svensken – med svære plankestubber til skiber og mursten til kanonkugler – spurte han Gunnar:

– Du – har du læst noget nogengang om Napoleon?

– Nei, ikke noget rigtigt saan. Bare paa skolen, ved du.

– Det var gutten sin da, ser du!

– Napoleon ja! Du kan vide, jeg ved da saapass!

– Jeg elsker Napoleon! Du skal faa laane bogen min om ham. Med billeder i, ser du, storartet morsom!

Og Gunnar laante bogen og læste den. Og til Peters glæde og stolthed blev Gunnar ligesaa begeistret for Napoleon som ham selv.

Efter de første otte dagene paa skolen 132slutted læsningen, og de skulde ha seks dages eksersits ude paa byengen. Det var rasende morsomt. For det første slap de skolen og lekselæsningen. Og saa var selve eksersitsen det kjækkeste i verden. En ordentlig lek, i fuldt alvor og under kommando, hver eneste gut paa skolen. Og iaar var fjerde middel med i kompagni numer to, blandt de mellemste gutterne, fjerde, femte og sjette middel.

Over hele skolen kommandérte politifuldmægtig Skog, som var reserveløitnant, og som kom i uniform. Over første kompagni kommandérte gymnastiklærer Rasmussen, over tredie politibetjent Jensaas, som havde været sergeant, og over andet kompagni – Hans Kleve! Hans Kleve, som selv gik paa skolen! Rigtignok i tredie gymnasium, men han var da skolegut! Den største og stærkeste gutten paa hele skolen var ellers Hans Kleve, og nu gik han nede i den ene enden af byengen og svinged en gammel sabel og kommandérte fjerde, femte og sjettesjette] rettet fra: sjettte (trykkfeil) middel, saa det klang over hele engen.

Efter de to første dagene blev andet kompagni inddelt af Hans Kleve i to tropper. Over hver trop var en tropschef, og det blev Hans Aanesen og Jens Tostrup i sjette middel. Saa blev hver trop igjen delt i to halvtropper, 133og halvtropschefer blev én fra sjette, to fra femte middel og – Gunnar Holm!

Det var en ære for fjerde middel, at en af klassen blev halvtropschef; og ingen kunde misunde Gunnar, at han blev valgt; for han var ubestridelig den staseligste gut i fjerde. Naturligvis – Peter kunde jo nok havt lyst til at bli halvtropschef! Men han var gla for, at det blev Gunnar og ingen af de andre.

Fra nu af gik eksersitsen paa med en anden fart og glans. De fik sig uddelt skolens geværer, de større gutterne fik de gamle, tunge flintebørserne fra arsenalet, de mindre – som hele fjerde middel – fik trægeværer. Og saa ekserserte de afdelingsvis; etpar gange ogsaa halvtropsvis, saa Gunnar kom til at kommandere.

Morro var det!

Og endnu hyggeligere end før havde de det nu sammen om eftermiddagene hjemme paa gaardspladsen og bryggen, nu de ingen lekser havde at tænke paa. Naar der var hvil under eksersitsen, samled politifuldmægtig Skog alle «officererne» oppe om sig i hjørnet af byengen. Der var ogsaa Gunnar med, og om eftermiddagen fortalte han da Peter alt, hvad der blev sagt og pratet. Især var Gunnar blevet gla i Hans Kleve, som var ualmindelig 134hyggelig og kammeratslig. En dag, de gik hjem alle de kommanderende i flok, gik de ind til konditor Eriksen; og der spandérte Hans Kleve paa Gunnar og havde behandlet ham ganske som kamerat og ladt ham sidde mellem Skog og Rasmussen og Jensaas og de andre, som om han var én af dem!

– Det maa være svinagtig morsomt, du! sa Peter.

– Kan vide det, gut! Det er ligesom én er blet noget til menneske, ser du. Rent venner med dem, ser du, de store gutterne!

– Du blir rent overlegen over mig snart nu! sa Peter med et smil.

– Tosken! Du ved da, at ingenting er saa koseligt som vi har det. Jeg bare savner, at du er med, naturligvis.naturligvis] rettet fra: naturligivs (trykkfeil) Kun slige gutter skulde vi ha i klassen, ser du. Da kunde det være noget.

– Ja, de er rene barnsungerne, kan du tro! De skjønner ikke alvor i nogen ting. Eksersitsen gjør de bare paa jøn, og Hans Kleve syns de bare er vigtig; dig fniser de til – aa, de er væmmelige! Peter dunked næven i den tomme kassen, han sad paa.

– Det skal bli morro at komme op i sjette middel, for eksempel! sa Gunnar. – Da maa da de andre ha vokset!

135– Aajo, tro det! sa Peter.

Efter en lang taushed, hvori Peter sad tankefuld, sa han endelig:

– En kunde kanske prøve paa at faa dem likere.

– Hvordan det?

– Aa, jeg har tænkt meget paa det, jeg. Jeg har for eksempel tænkt paa, at vi skulde se at faa dannet en forening.

– Haa! med de toskene!

– Ja nei, vi maatte begynde du og jeg altsaa. Og saa indvie én først; og siden én til, eftersom vi fandt dem ud.

– Ja–a. Kanske! sa Gunnar. – Saan lidt efter lidt kunde det kanske gaa an at samle de bedste. De rene toskene og pøblerne kunde vi jo bare holde udenfor; dem altsaa, som ikke eier en tanke i livet paa andet end jøn og leven.

– Ja, sa Peter, du kan tro, jeg har tænkt paa dette her! I hele sommer, ser du! Jeg syns, det maatte gaa an, at vi ogsaa gjorde noget. Du kan tro, saan en kar som Napoleon for eksempel, han var ingen tosk han, da han var i fjerde middel.

– Men hvad skulde den foreningen gjøre, mente du?

– Aa – alting; jeg mener bare, at det 136skulde være en forening til alvor. Vi skulde holde møder hver lørdag for eksempel – saan som gymnasieforeningen du ved. Vi maatte gjøre det hemmeligt. Og der kunde vi snakke og bli enige om alt muligt. Leke morsomt slig som vi her, du og jeg. Det kunde da være morro om vi var mange, som var enige!

– Vi fik næsten gjøre en avis da! sa Gunnar eftertænksomt.

– Ja naturligvis. Men først maatte vi ha love.

– Ja. De maa du og jeg lave paa forhaand. Og saa et navn! Vi kunde kalde den «Concordia» for eksempel.

– Nei ved du, jeg har tænkt paa navnet. Jeg syns, vi skal kalde den «Napoleonsforbundet».

– Det var ikke dumt! Netop saan alvorligt!

– Ja, jeg mener, én faar da begynde at tænke paa, at en skal bli voksen og bli til noget i verden. Og da syns jeg netop, «Napoleonsforbundet» er passeligt.

– Ja, kom saa gjør vi dette, du! Vi begynder straks! Gunnar sprang op.

– Men i dybeste, dybeste hemmelighed naturligvis.

– Naturligvis. Vi begynder med at skrive lovene.

137Peter gik ind efter papir og blyant. Og helt til aftens sad de paa kassen nede ved bryggen og skrev love for Napoleonsforbundet.

Eftersom de snakked om denne sagen den dagen og næste dag, blev den mere og mere storartet, og lovene blev flere og flere. Tilsidst havde de planlagt ikke bare foreningen i fjerde middel, men efter Peters tanke ogsaa dens udvidelse til hele middelskolen og siden til andre skoler i andre byer.

Hele dagen fra om morgenen af tænkte Peter paa Napoleonsforbundet; han fandt ud nye love og regler for hver time og glæded sig rasende til, at de kunde begynde!

Han havde slig brændende lyst til at fortælle det til Kath. Kath vilde skjønne det saa godt. Og saa var det det, at en af lovene var, at Napoleonsforbundet skulde ha et mærke. Han havde tænkt sig et rødt baand med et gult N broderet paa. Og det vilde han faa Kath til at sy.

Efter alt, hvad Gunnar havde fortalt, forsoned han sig nu mere med, at Kath gik med Hans Kleve. For det gjorde hun. Næsten hver eneste eftermiddag. De slog kroket borte i haven til Aanensen en mængde gutter og jenter. Og naar de var færdige, fulgte Hans Kleve Kath hjem. Hun var temmelig vigtig 138om dagen forresten. Men naar hun fik vide om Napoleonsforbundet, vilde hun nok faa respekt!

Han snakked ikke om dette til Gunnar. For Gunnar kjendte jo ikke Kath. Han maatte jo bare tro, at hun var en ganske almindelig jente.

Og saa en kveld fortalte han det hele til Kath og viste hende lovene. Og ganske rigtig, Kath syntes, det var udmærket, og hun loved alt imorgen at sy færdig to mærker af silke, ét til Peter og ét til Gunnar. Ja hun sa mange ting om lovene, som var meget kloke, og som han vilde forandre dem efter!

Dagen efter var det sidste eksersitsedag. Peter havde aftenen forud skrevet lovene helt om og med skjønskrift. Han gav dem til Gunnar om morgenen, forat han skulde læse dem, inden de mødtes paa eftermiddagen.

Den sidste eksersitsedag var vældig morsom. Politifuldmægtig Skog kommandérte hele skolen i én bataljon med mange manøvrer og kunster – svinagtig kjækt og soldatermæssigt. Og Peter gik med trægeværet paa skulderen i rent festligt humør.

I lommen havde han det ene mærket, som Kath havde gjort færdigt straks igaarkveld. Det andet skulde være færdigt nu til middag.

139Da eksersitsen var endt med, at politifuldmægtig Skog udbragte et hurra for rektor, som var tilstede paa byengen, blev han og alle officererne budne ind paa et glas vin til rektor. Og det blev ogsaa de gutter, som var trops- og halvtropschefer. De fik siden vide, at det var Hans Kleve, som havde faat det til.

Om eftermiddagen kom Gunnar straalende og fortalte om, hvordan der havde været i stuen hos rektor med vin og kager. Han havde ogsaa faat portvin af fru rektorinden selv! Og fire kager havde han spist.

Og saa – blev «Napoleonsforbundet» stiftet.

De stod ved kassen paa bryggen, – der var man saa prægtig alene og uforstyrret. Gunnar læste høitidelig op lovene. Da han var færdig med det, tog Peter op af lommen mærkerne, som var nydelig broderet, et gult N paa rødt silkebaand. Gunnar blev jo svært overrasket. Og Peter fæsted det ene mærke med knappenaal paa Gunnars jakke, og Gunnar fæsted det andet paa Peter.

Saa gav de hverandre haanden.

– For troskab og ære! sa Peter. Det var forbundets valgsprog.

– For troskab og ære! sa Gunnar.

Og saa var Napoleonsforbundet stiftet.

140De sad sammen i forbundsmøde nede paa bryggen, helt til det skumred. Og saa skiltes de med et fast, høitideligt haandtryk.

Udenfor huset mødte Gunnar Kath og Hans Kleve. Han letted paa huen og gik hjemover. Men et stykke paa vei raabte nogen paa ham. Han snudde sig; det var Hans Kleve.

– Du gaar saa fort, Gunnar, sa Hans Kleve. – Vi kan jo slaa følge den beten, ikkesandt?

– Jo – naturligvis – gjerne det! sa Gunnar.

– Du er svært fine venner med Peter du, har jeg skjønt.

– Ja. Han er min bedste ven, Peter.

– Si mig en ting, Gunnar du, – har dere nogen morro egentlig dernede i fjerde middel?

– Aanei. De er noksaa dumme gutterne i klassen.

– Jeg syns, jeg har sét det ja. Naar jeg tænker paa, hvordan vi havde det i min tid i fjerde – det var andre dage det, ser du.

Og saa fortalte Hans Kleve om, hvor morro de havde havt han og hans klasse opigjennem alle aarene. Om hvordan de havde lekt indianere hver høst hele klassen sammen, om krig med gutterne i nordbyen, om et buekorps, de havde havt – om vinteren med snefæstninger, 141hele store slag oppe bag byengen med nordbygutterne, dels alle paa engang, dels tvekampe mellem de stærkeste. Det lød ganske ualmindelig morsomt!

– Men vi holdt sammen vi, ser du. Hele klassen. Og engang i fjerde middel slos vi med femte middel og julte dem paa byengen. Fordi de var vigtige paa skolegangen mod os, ser du, og paa gymnastiken, hvor vi var sammen med dem. Vi holdt sammen og havde høvdinger og leven hele aaret rundt. Ingen kom os nær, maa du tro! Ikke engang lærerne paa skolen ofte! Vi nægted, ser du, alle som én. Hvis nogen ikke lystred eller var forræder, lod vi ham løbe spidsrod!

– Spidsrod?

– Ja. Vi stilled os op i to tætte rader mod hverandre. Og saa tvang vi fyren til at løbe mellem raderne, mens vi smeiste til ham af alle livsens kræfter. Sladdred han, saa fik han spidsrod engang til. Ja, slig havde vi det. Men dere gaar og somler, syns jeg.

– Ja, vi gjør det. Det er sandt det, sa Gunnar. – Men nu kanske skal det bli anderledes!

– Jasaa?

– Ja – a. Peter og jeg har besluttet os til at forandre klassen.

142– Det er ikke daarligt! Men hvordan det da? Det vilde jeg fælt gjerne vide! For jeg interesserer mig for dere jeg, ser du!

– Jo. Vi har stiftet en forening, Peter og jeg. Og lidt efter lidt skal vi faa de andre gutterne med.

– Forening du! Hvordan forening? Hvad gaar den ud paa, mener jeg.

– Ja – det er ikke saa let at forklare, ser du …. men love har vi skrevet alt.

– Hvad staar der i de lovene?

– Du skal gjerne faa se dem. Se her er de! Men du skjønner, det er hemmeligt!

– Naturligvis! Du kan la mig faa laane dem hjem, saa jeg kan læse dem. Kanske kan jeg hjælpe dere med noget!

– Ja tak, det vilde være svinagtig kjækt – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Peter fortalte om aftenen til Kath, at forbundet var stiftet. Han var uhyre gla, sad og prated til langt paa kveld inde paa sengekanten til Kath.

– Næsten det morsomste af det hele, ser du, det er at ha slig en ven som Gunnar!

– Ja, det skjønner jeg nok, sa Kath.

– Der er ven det, ser du. Slig for liv og død altsaa. Nu førstens skjønner jeg det, 143hvad det vil si at være venner, nu naar jeg har faat Gunnar. Og tænk Gunnar og jeg som var slige uvenner!

– Ja men det er ofte slig, ved du. Netop de bittreste fiender kan bli de bedste venner.

Saa hørte de far og mor gaa i trappen, og Peter sprang ind til sig selv.

*

Næste dag paa skolen havde Gunnar og Peter bestemt, at de skulde aftale med Sigurd Baarstad, at han skulde komme hen i gaarden til Peter og leke. Og saa vilde de indvie ham i forbundet. Han skulde være den første; for Sigurd Baarstad var igrunden en svært koselig kar.

Men i sidste time kom rektor ind i klassen og meddelte, at hvis veiret holdt sig, skulde der være skoletur imorgen! Og saa blev der ikke snakket til Sigurd Baarstad. Alle blev jo optat med skoleturen naturligvis, og hjemover gik hele klassen i flok. Eftermiddagen gik med at lave istand niste. Gunnar kom og fik laane Kaths randsel. Den var lidt istykker – havde jo ikke været brugt paa mange aar – og saa sendte mor den til sadelmageren. Senere kom 144ogsaa Rolf Rogge og spurte, om de havde en randsel at laane ham. Men det havde de ikke. Og saa gik Rolf, Gunnar og Peter ud sammen for at faa laane en. De blev tilslut et helt følge, som skulde kjøbe ind niste og laane forskjelligt hist og her, remmer, randsler og sligt.

Og næste morgen klokken syv mødtes hele skolen paa skolegaarden. De blev opstillet som ved eksersitsen og marscherte ned til bryggen og ombord paa «Nøkken». Og saa damped «Nøkken» afsted med dem ind til Storfjorden, hvor de gik iland. Saa marscherte de igjen en times tid opover til Simen Langnæs, hvor de skulde være.

Peter havde bringebærsaft i fars reiseflaske, som hang i rem over skulderen, og randselen paa ryggen. Turiststøvlerne var saa lange, at de rakte næsten tilknæs, saa han kunde putte den allernederste bukseranden ned i dem. Det saa ud som han havde lange bukser nedi støvlerne. Foran hele kompagniet gik tre hornblaasere og en trommeslager, som var leiet. Det hele var ualmindelig kjækt.

Rektor og nogle af lærerne kjørte iforveien opover paa karjoler. De yngre af lærerne marscherte med. Bodding og Ingstad kommandérte ogsaa hver sin afdeling istedetfor Skog 145og Jensaas, som naturligvis ikke var med. Hans Kleve kommandérte andet kompagni.

Oppe paa Langnæs blev der git hel fri. Og alle spredte sig i flokker og klynger, fandt koselige steder og indretted sig hver med sine nisterandsler og væsker og poser, og hvad de nu havde nisten sin i. Nogen af de større gutterne blev sat til at passe lidt paa de mindste nede i forberedelsen. De havde desuden sine tre lærerinder til at stelle for sig. Og madam Simen havde to digre kjedler og en vældig gryte inde paa baarstupeisen fulde af kaffe. Den kosted tre øre koppen; og hver gut havde kop med selv, det havde rektor sagt paa forhaand.

Hele tunet paa Langnæs blev som en eneste leir fuld af leven og spektakel, madpapir, saftflasker, randsler, skrik og skraal. Og der blev spist og drukket kaffe og saft og vand, og som en elv gik der en uafladelig strøm ind til baarstuen til madam Langnæs og kaffen.

Rektor selv og alle lærerne gik omkring og saa paa og var hyggelige, prated med alle og enhver, spøkte og lo. Tidt bad de om at faa smage paa, hvad gutterne havde i skræppen, – og vældig jubel blev der, da lille Hansemand Finne i første forberedelses gav rektor lov til at bide af smørbrødet sit:

146– Men bare til did! Og saa tegned Hansemand en streg i smørret med den vessle, skidne fingren sin.

Men henimod middag trak alle lærerne sig ind i storstuen hos Simen Langnæs for at spise. Lugten af rypesteg havde længe ligget liflig udover tunet fra kjøkkenet. Imens blev tunet ryddet af de store gutterne, og saa blev der dannet to vældige partier «enkemand søger mage», som siden blev til slaa paa ringen. Efter en times forløb kom adjunkt Bodding ud og hvisked noget til Hans Kleve. Og Hans Kleve gik rundt til alle gutterne i tredie gymnasium og inviterte dem ind til lærerne i stuen til et glas vin og kaffe. Saa opløstes lekepartierne i smaa grupper; nogen hopped buk, nogen tog tak el. lign., og en mængde drev i smaaflokker ud af tunet, nedover engene og op i udmarken.

Nu havde Peter i randselen sin en hel julekage med sukat og rosiner i, som mor selv havde bagt til ham igaar, og som altsaa var ganske fersk. Og paa den inviterte han Gunnar og Sigurd Baarstad op i skogen. Saa havde de en æske cigaretter, som de havde kjøbt sammen igaar for tredive øre. Det var Dukecigaretter, og billedet i æsken fik Sigurd, for han samled.

147Nu gjaldt det at finde et snedigt sted, hvor de kunde faa røge i fred og desuden faa snakket om det de vilde. Hele udmarken var myllrende fuld af gutter. Men foran fremsiden af gaarden var der et bjerkeholt paa en haug, og did gik de. Peter holdt julekagen under trøien, for at ingen af de andre skulde se den og komme og tigge.

De vandt lykkelig over engen og op paa haugen. De satte sig paa den andre siden af den, saa ingen kunde se dem fra huset. Og de var ganske alene. Oppe paa toppen af haugen stod et gammelt træbord med nogle raadne bænker om, saa det var som etslags lysthus altsaa, dette bjerkeholtet.

De leired sig om en trærot og fik frem kagen og tolleknivene samt saftflaskerne. Og saa gik de løs paa kagen; knivene var korte og tykke, saa det nytted ikke, som de først forsøgte, at skjære skiver. De hugged ud i klumper.

– Det er nu ogsaa det koseligste da! Ligesom feltmæssigt! mente Gunnar.

– Lideli god kage da du! gumled Sigurd Baarstad, som havde passet sit snitt og faat sig et vældigt stykke sukat.

– Klem bare paa! Han er svær nok! sa værten.

148– Din mor er forfærdelig flink til at bage! sa Sigurd; han ledte efter et nyt sted i kagen.

– Meget flinkere end Kirkemo! mente Gunnar.

– Hysss! sa Peter. Han havde stukket en cigaret i munden og holdt fyrstikken færdig til at tænde. – Jeg syns, jeg hørte nogen deroppe.

– Aa langtifra. Her kommer ingen, kan du vide!

– Jo – hør –!

Og ganske rigtig. Der lød stemmer over fra den andre siden af haugen. De nærmed sig, Kuas latter hørtes knæggende.

– Det er lærerne! Peter stak cigaretten i æsken og æsken i lommen.

– Ja sandelig!

– De vil sidde ved bordet deroppe!

Nu lød alle stemmerne ganske tydelig ned til dem, flere og flere eftersom alle vandt op.

Alle tre gutterne havde reist sig og vilde gaa straks. Men saa hvisked Sigurd Baarstad:

– La os bare sidde! Det kan være noksaa levens at høre, hvad de sier!

Det var ikke dumt. Og saa satte de sig ned igjen. Ganske tause sad de der. Bare et stykke kage tog de sig af og til og tygged mens de lytted.

149Passiaren oppe paa haugen gik høirøstet, men saa omhverandre, at de intet klart kunde skjelne. De snakked om, hvor de skulde sidde. Etpar af gymnasiasterne sprang tilbage til stuen efter stoler.

Da de kom igjen, blev der mere ro. De var tydelig kommet tilsæde deroppe.

Men endnu lød det svært omhverandre. De lo meget og talte svært høit.

– De har drukket godt af vinkassa! hvisked Sigurd. Og Peter og Gunnar smilte og nikked. Hele skolen havde jo sét den kassen med øl- og vinflasker, som havde staat bagpaa overlærer Ansteens karjol, da han kjørte opover.

Saa pludselig hørtes rektors stemme over de andre:

– Men nu, Hans Kleve! Nu har du ordet. Vi er meget spændt allesammen!

De hørte Hans Kleve si noget lidt lavt. De forstod bare nogle faa ord som «ingen navne» og «absolut diskretion», hvortil de andre mumled «ja» og «selvfølgelig». Saa begyndte Hans Kleve igjen at tale; en stund lavt, men saa pludselig med høi og høitidelig røst:

– Love for Napoleonsforbundet. Paragraf 1. Forbundets skytspatron er keiser Napoleon den store. Paragraf 2. Ingen af disse love maa forandres, uden de første lovgivere 150vil. Paragraf 3. Forbundets valgsprog er: «For troskab og ære». Paragraf 4. Den som bryder lovene, jages ud af forbundet og ansees som æreløs i hele klassen. Paragraf 5. Forbundets maal er at faa alle gutterne til for alvor at tænke paa at bli ædle og stærke mænd allerede nu. Paragraf 6. Al jøn er forbudt i forbundet ……

For hver eneste paragraf lød der en vældig lattersalve. Hans Kleve vedblev:

– Paragraf 7. Formanden i forbundet vælges for hver uge og fører i forbundet titelen Napoleon. Paragraf 8 …..

– Der lød et forfærdeligt skrik nede fra den andre siden af haugen. Hans Kleve stansed, alle lærerne fór op. Skriket gjentog sig i hyl, og saa styrted de ned for at se, hvad det var.

Nede ved siden af en trærot laa Peter ovenpaa en anden gut og slog. Han slog saa rasende, saa fort, saa næverne gik som trommestikker; han knuged knærne ind i maven paa den, der laa under ham, og slog ham i ansigtet, slog, slog – slog ….. Den som havde skreket, var Sigurd Baarstad, som stod opreist ved træroten og saa paa. Nu taug han med et forvildet blik op paa lærerflokken, som kom løbende. Oppe paa træroten laa en stump julekage med rosiner og sukat og en væltet saftflaske.

151Rektor selv fór frem og tog fat i Peter. Men han slet vældig i ham uden at faa ham op; han bare slog – dasked næverne i ansigtet under sig. Ansigtet var Gunnar Holms. Peter sa intet. Gunnar sa intet. Han værged sig bare med hænderne. Men til liden nytte. Peters slag traf, traf – ustanselig. Blodet flød af næsen paa Gunnar.

To andre lærere kom til og fik slidt Peter væk. De reiste ham op, de skjændte og raabte. Men Peter la armene over ansigtet sit og kasted sig rundt, næsegrus i marken. Han begyndte at skjælve, der han laa, og stønne, stønne høiere og høiere, mens han klemte sig ned i lynget.

– Hvad er dette for optøier! skrek rektor, ganske anpusten efter anstrængelsen med at faa Peter op. – Staa op med dig, Gunnar Holm!

Gunnar reiste sig.

– Tør af dig, gut, du blør jo af næsen!

Gunnar tog lommetørklædet sit og gned sig under næsen. Han var bleg som kridt, han gned blodet udover hele fjæset. Øinene stirred paa rektor som i vildske, store, stive …. saa spurte rektor igjen:

– Hvad gaar her for sig, gut?

Og saa vendte Gunnars stive øine sig op mod Hans Kleve, som stod med lovene for Napoleonsforbundet i haanden og var blussende rød.

152– Faa ham op, ham der! sa rektor og pekte til Hans Kleve paa Peter, som nu stønned forfærdelig.

Hans Kleve bøied sig ned over Peter.

– Staa op nu, Peter! sa han dæmpet nede ved øret hans.

Saa fór Peter op, og fremdeles med armene overkors over ansigtet la han paa sprang ned over haugen og bortover engen til skogen.

Rektor vendte sig i fuldt sinne til Gunnar. Men da saa han Gunnar i fuld fart efter Peter. Og meget rasende vendte nu rektor sig mod Sigurd Baarstad:

– Fortæl mig straks, hvad her er gaat for sig!

– Jeg – jeg ved ikke! Nei saa sandt om jeg ved! Vi sad her og spiste den kagen – og saa hørte vi Hans Kleve læse op noget deroppe – – – og før jeg vidste ordet af, saa laa Gunnar – og Peter oppaa ham …..

– Omforladelse, hr. rektor, sa nu Hans Kleve og kom helt hen til rektor, – det er meget sørgeligt – for dette her – Hans Kleve løfted lidt paa lovene for Napoleonsforbundet, – det var Gunnars og Peters ….!

Rektor stod lidt. Saa vendte han sig til Sigurd Baarstad:

– Spring efter de to andre og si, at de 153skal komme op til mig. Jeg er ikke vond paa dem, si!

Sigurd Baarstad sprang. Rektor og lærerne gik tilbage til bordet og bænkene og kort efter ind i stuen igjen.

Da Sigurd Baarstad havde sprunget en stund og var et stykke paa maa-faa inde i skogen, stod han pludselig foran Gunnar Holm, som sad paa en sten. Han sad og holdt sig for næsen med lommetørklædet og bare stirred. Sigurd braastansed.

– Er du her! Jeg skulde si fra rektor, at dere skulde komme op til ham. Han var ikke sinna paa dere, sa han.

– Jeg skal komme om en stund! svarte Gunnar. – Gaa du bare tilbage og si det.

Dermed vendte Gunnar sig og gik indover i skogen. Sigurd Baarstad stod en stund og saa efter ham. Saa snudde han og gik langsomt tilbage til gaarden.

– – – Udpaa eftermiddagen blev der trommet sammen til opstilling paa tunet. Da alt var iorden, raabte kompagnicheferne op navnene paa hver gut. Og hver svarte for sig: «Her!»

Hans Kleve gik langs sine geledder og raabte. Først sjette middel, saa femte og endelig fjerde. Der savnedes Peter og Gunnar 154Holm. Men et lidet øieblik efter havde Gunnar sneget sig ind paa sin plads.

– Her er Gunnar Holm! raabtes der.

– Hvor er Peter? spurte Hans Kleve.

– Jeg ved ikke. Han løb.

Da Hans Kleve var færdig med alle navnene, gik han hen til hustrappen, hvor rektor stod, og meldte, at Peter ikke var tilstede. Rektor blev meget betænkt.

I det samme kom en karjol ind paa tunet. Oppe i den sad kaptein Taraldsen paa «Nøkken». Han sprang af og gik hen til rektor, som fulgte med ham ind i gangen.

– Det er bare det, at en af gutterne deres, han smaa Peter, søn til konsul Preuss, er kommet ombord til mig. Han var ganske sanseløs gutten af graat. Der var ingen paa dæk, og saa krøb han ind i et lidet kott forud og stængte sig inde der. Og der hørte vi ham. Han har grædt hele tiden saa ynkelig saart og vondt, saa jeg trodde, han var kommet til skade, og fik brudt op døren. Men det var ingenting, sa’n, og saa graat’n videre, – ja ret saa det var en ynk, hr. rektor, som om han var ulykkelig reint …. og saa lod vi’n ligge. Men jeg vilde bare melde hr. rektoren ……

– Tak, Taraldsen! sa rektor. Han gik ud paa trappen og sa nogle pene ord om turen 155og tak for idag og hurra for fædrelandet. Og saa marscherte hele skolen af og sang «Ja vi elsker dette landet.» Musiken i spidsen spilled ogsaa «Ja vi elsker ….,» men de var saa fulde, at ingen kunde bry sig om deres melodi.

Ombord paa «Nøkken» kom de, og afsted bar det udover fjorden.

Da de havde dampet afsted en stund, var der én, som stansed ved siden af rektor, der gik frem og tilbage oppe paa kommandobrættet. Det var Gunnar Holm.

– Nu Gunnar far, – nu, nu, min lille ven, hvad er det? Ja, jeg bad dig og Peter komme til mig, ja. Ja, det var bare for at si dere, at dere maatte være gode venner paa en skoletur. Der gaar det ikke an at slaas! Ellers skal vi ikke tænke mere paa den sag.

– Omforladelse, sa Gunnar, – men jeg vilde bare gjerne vide, om Peter …..

– Peter er i god behold ombord. Han var bare trætt, tror jeg. Han ligger og sover, og det er ikke værdt at vække ham.

Gunnar gik lettet ned paa dækket. Noksaa deiligt var det, at altsaa rektor intet vidste om, at det var ham og Peter, som havde Napoleonsforbundet. Det havde da Hans Kleve endda tiet stille med! Aa Hans Kleve! Om han kunde myrde ham!

156Hele turen indover gik Gunnar og ledte efter Peter overalt paa dampbaaden. Han maatte se ham! Bare se ham! Men han fandt ham ikke.

Da de kom til bryggen, stod foged Holm der. Og med ham maatte Gunnar gaa hjem straks. Han havde ellers tænkt at vente, til Peter kom.

Men da alle var fraborde, kom rektor og kapteinen ind i det lille kottet forud. Der laa Peter og sov paa en taugkveil. Kapteinen vækked ham, og rektor sa:

«Saa min kjære Peter, nu faar du gaa hjem! Du skulde ikke slaass paa en skoletur, ved du! Men nu skal det være gjemt og glemt. Farvel, gutten min, og tak for idag!

Peter gik hjemover. Først søvnen og nu rektors ord havde gjort ham rolig. Det var jo bra at mærke, at rektor ikke vidste noget. Endda vel, at Hans Kleve, den skurken, havde tiet om navnene ….

Men Gunnar! Gunnar! Aa, at han ikke havde faat dræbt den forræderen! Dræbt ham. Dræbt ham!

Han kom hjem. Han lod som ingenting. Han vilde ikke ha aftensmad. Han vilde gaa og lægge sig.

– Ja, Petermand ser rigtig ikke bra ud! sa mor! Og alt klokken syv laa Peter tilsengs.

157I værelset ved siden sad Kath og læste lekser.

Da hun havde siddet en stund, efter at hun havde hørt Peter gaa iseng, løfted hun hovedet op fra den engelske grammatiken.

Der var noget inde hos Peter! Der var det igjen! Var han syg –?

Hun gik derind.

– Peter! Er du daarlig? Hvad er det, du ligger og bærer dig slig for?

Peter havde gravet sig ned under tæppet med hovedet. Men hele sengen rysted, slig graat han. Kath blev rent rædd og satte sig ved sengekanten.

– Peter! Peter da! Er du syg?

Peter svarte ikke, bare rysted endnu mere med kvalt graat.

– Peter, jeg springer ned efter mor …

Da fór Peter op med hovedet, ud af tæppet:

– Kath, du gjør det ikke!

Peter saa saa forfærdelig ud i ansigtet, saa forgraat og saa fortvilet, at Kath tog ham i armen:

– Hvad er det, Peter! Er du gal – vil du si mig det straks, Peter!

Peter sad en stund. Saa begyndte han at rugge paa sig. Og tilslut graat han igjen. 158Kath var paa graaten hun ogsaa. Og saa tog hun om ham og la hovedet hans op til brystet sit.

– Si mig det du, Peter! Du kan da si det til mig, Peter!

– Aa Kath – aa Kath, ser du, – aa det er saa sørgeligt! Saa ubegribelig sørgeligt!

Og efter en lang stund fortalte Peter det hele. At Gunnar havde forraadt Napoleonsforbundet til Hans Kleve, at han havde forraadt ham, hans bedste ven i liv og død …..

Pludselig fór Peter op:

– Og saa han, vennen din – Hans Kleve! Han læste det op for rektor og alle lærerne! Den nedrige, nedrige skurken! En deilig ven, du har!

Kath var meget rystet. Nu retted hun sig op og sad rank en liden stund og tænkte. Saa reiste hun sig.

– Ja! sa hun og nikked. Hun saa flysint ud. – Ja! Det gjør jeg!

– Hvad gjør du?

– Det kan være det samme! Men du kan tro, han skal faa det!

Dermed rendte Kath ud. Hun listed sig ind i entréen og fik hatten paa. Saa gik hun ud igjennem kjøkkenet.

– Hvor skal du hen? sa Stina. – Nu skal vi spise!

159– Stina! sa Kath, og gik tætt op til hende, – jeg kommer igjen om et øieblik. Jeg maa ud et ærind, jeg maa, forstaar du, det er forfærdelig vigtigt, Stina. Spør de efter mig, saa si, at jeg bare maatte spørge efter en en lekse …..

Kath sprang bortover gaden, til hun ganske forpustet stod ved døren til Kleves. Hun ringte paa.

– Er Anna hjemme?

– Ja. Hun sidder og spiser.

– Jeg maa faa tale med hende et øieblik.

Lidt efter kom Anna.

– Gaa ind og bed din bror om at komme ud i gangen her et sekund. Der er noget, jeg maa si ham.

Anna Kleve gik straks; der var slig magt i Kath …..!

Saa kom Hans Kleve. Anna lidt bag ham.

– Kom herud paa trappen! sa Kath med dirrende stemme. – Aaja, du kan gjerne høre du ogsaa, Anna!

De kom alle ud paa trappen. Og saa sa Kath til Hans Kleve, mens hendes øine lyste:

– Jeg vil bare si dig, at Peter har fortalt mig alt. Og saa vil jeg si dig, at jeg syns, du er en ussling! Saavidt du ved det nu og bestandig!

160Dermed vendte hun sig om og gik nedad trappen.

Hans Kleve stod lidt. Saa raabte han:

– Kath! Vent lidt! Gaa ind du, Anna, og si, at jeg kommer igjen om en stund. Saa gik han ind efter hatten sin og gik fort efter Kath, som stod og vented – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Just som Stina havde sagt fra inde i stuen, at maden var færdig, ringte det. Og saa kom stuepigen op og sa, at foged Holm gjerne vilde tale med konsulen inde paa kontoret.

Og paa kontoret stod foged Holm. I haanden havde han en tysk læsebog. Han var baade alvorlig og munter at se til. Og da han var kommet til sæde, fortalte han Peters far, at Gunnar, kort efter at de var kommet hjem fra bryggen, var kommet ind til ham og havde fortalt ham hele historien om sig og Peter. Helt fra slagsmaalet før ferien om politik til den tyske læsebogen hos Moe, om Napoleonsforbundet og Hans Kleve og rektor. Og da Gunnar ikke havde øinet sin levende raad til at faa tingen forklaret og sin egentlige uskyldighed bevist for Peter, havde fogden selv lovet ham at overta dette vanskelige hverv.

Dette snakked de om en stund, Peters far 161og foged Holm. Og de var baade muntre og alvorlige paa samme tid. Og netop som foged Holm skulde gaa ud af kontordøren for at gaa op til Peter, ringte det paa gadedøren. Peters far lukked selv op. Og udenfor stod Hans Kleve.

– Omforladelse! Er Peter hjemme?

– Ja, han er da det.

– Jeg har etpar ord at si ham ….

Hans Kleve blev ført ind paa kontoret. Og her talte han sammen med Peters far og foged Holm en stund. Saa endte det med, at Hans Kleve alene gik op til Peter, mens foged Holm gik hjem.

– Om en halv times tid, sa foged Holm til Hans Kleve, saa har du nok git Peter det rette syn paa tingen, og da kan jeg trygt la Gunnar komme, ikkesandt? Han sidder og venter derhjemme, ser du, – han har hverken smagt vaadt eller tørt …… siden den julekagen idag!

Men Peters far gik op til Stina i kjøkkenet.

– Si mig, Stina – har vi ikke noget god mad i huset?

– Jomæn! sa Stina, – hele oksestegen til imorgen og …..

– Hør, min kjære Stina, kan du ikke skjære etpar forsvarlige skiver af den stegen og stege dem som bif?

162– Jo – det kunde jeg nok – men det er da synd for den gode stegen!

– Gjør det, du Stina. Steg to svære biffer og la dem bli færdige om en tre kvarters tid!

En halv time efter kom Gunnar. Ti minutter efter gik Hans Kleve. Ti minutter efter det igjen sad Gunnar Holm og Peter, som var staat op og var fuldt paaklædt, alene ved bordet i spisestuen og aad bif. De to bifferne var saa svære, at ingen af dem havde set magen.

Kath gik til og fra mellem kjøkkenet og spisestuen og varted dem op. For efter biffen kom der smør, brød, ost og the. Og Stina maatte jo vaske op.

*

Ingen paa skolen eller i hele byen ved nogenting. Det er bare foged Holm, som hvergang han træffer Peter hjemme hos Gunnar, sier til ham, idet han gjør honnør med haanden op til haaret og ser ud som en gammel kriger:

– Goddag min kjære hr. Peter Napoleon!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.