ELskowens Baand oc Byrde suar/
Mig tuinger vden end/
Foruist er det Fru Venus klar/
Sine Pile haffuer vdsend/
Som mig giør Angest oc Nød/
Tuinger mig hart til Død/
Mit Hierte met Smerte/
Tuinges elendelig:
Huad Gud forseer/ det dog vel skeer/
Der ved trøster ieg mig.

2. Aff første tid i Paradiß/
Er Ecteskab begynt/
Der Søffnen falt paa Adam viß/
Haffuer Gud sig ey forsømt/
At aff hans sidis Been/
Bleff skabt en Quinde skøn/
Met glæde fremledde/
Til Adam Evam sin/
Der hand hende saae/ met stor attra/
Sagde hand det er min.

3. Saadan en Arff wi fanget har/
J vor Natur oc Art/
Effter ham som vor Fader vaar/
Der rørdis aff Elskow snart/
Jmod hans kiere Brud/
Evam som hoss ham stod/
Ey nogen beuogen/
Mig met Spot sig betee/
Derfor at ieg saa inderlig/
Aff Elskow lider vee.

4. Ey meer er ieg end Adam vaar/
End Loth oc Salomon/
End Hercules den Kempe suar/
End David oc Samson/
Met mange andre fleer/
Som skrifften oss frembær/
Der quide maat lide/
Aff Kierlighedsens Jld/
Derfor du mig/ Jeg beder dig/
Ach Hierte haff vndskyld.

5. Naar ieg dig seer/ alting i mig/
Aff glæde røris hart/
Mit Hierte leer ræt inderlig/
Den tid ieg venter snart/
At wi i Fryd oc Lyst/
Gud til ære/ oss til trøst/
Maatte komme/ met fromme/
J Ecteskab at bo:
Er det O Gud/ ey mod dit Bud/
Vnd oss det begge tho.

6. En trofast Ven aff Hierte rod/
J mig du haffue maa/
Giffue Gud vorder mig ey god/
Om ieg der ganger fra/
J Verden til min Død/
Saa sant hielp mig i Nød/
Som finder oc kiender/
Huad wi i Hiertet bær:
Den HErre sand ræt dømme kand/
Om ieg suigefult er.

7. Mangen tal det hand aldrig meen/
Oc tør der suære paa/
Hand selg bort Løgn for Sandingen/
Pass ey huor det vil gaa/
Loffuer sig from oc god/
Oc tro aff Hierte oc Mod/
Men Tungen oc Lungen/
Taler mod ræt oc skæl/
Derfor altid vocte sig met fljd/
Huer som vil fare vel.

8. Du skalt aldrig befinde suig/
Hoss mig O Rosen kier/
Mine Ord oc Eed skal vorde ljg/
Oc følgis altid nær:
Giff mig derfor din haand/
At ieg din Ecte Mand/
Maa være met ære/
Ellers ieg aff stor Harm/
Met sorrig suar/ til døde gaar/
Vilt du dig ey forbarm.

9. Din Deylighed at rose skøn/
Vil ieg ey Jomfru god/
Det falmer hen som Blomster grøn/
Det trædis vnder Fod:
Paa Fromhed ære oc Dyd/
Skal huer best giøre fljd/
Oc tiene Gud ene/
Aff Sind oc gantske act:
Det er det Naffn som gaar aff saffn/
Oc ligger mest paa Mact.

10. Til alt god som oss skenckis kand/
Guds fryct en Kilde er/
Kronen for alle Dyder sand/
Den visselige bær:
Hun dig oc pryder vel/
Derfor du met got skel/
God Lycke/ got Tycke/
J Verden nyde maa/
En huer for sig ynsker oc dig/
God skæffne lige saa.

11. Hofferdighed forhuærffuer vist/
Aff huer mand Had oc Nijd/
Men ydmyghed aff Hierte oc Bryst/
Den elsker du met flijd/
Huorfor ieg dig begær/
J Verden her met ære/
Vden Galle/ for alle/
At leffue met min Tid/
Vend dig til mig foruden suig/
Oc vær baade mild oc blid.

12. Act icke huer mands falske Mund/
Du vorder ham vel qujt/
Huem kand formeene en galen Hund/
At giø oc gabe frijt?
Mand er dog den mand er/
Oc bliffuer ey diß verr/
Lad klaffe/ lad straffe/
Huer den som det kand mest/
Klaffer faar vee/ det skalt du see/
Naar dig gaar allerbest.

13. Aldrig kand nogen huer mands gunst/
J Verden tiene her/
Huer prøffue men sin største kunst/
Forgæffues det dog er:
Derfor O Rosen rød/
Min Trøst i Liff oc Død/
Slig Tancke lad vancke/
Sla dem i Vejrit fort/
Ey Lycken blid kand nogen tid/
Wuenner tage bort.

14. Den stund ieg her i Verden er/
Paa Gud sætter ieg mit hob/
Jngen kand siden mig forfær/
Ey falske klaffersklaffers] sladrehank, baktaler raab:
Samuittigheden reen/
ForFor] rettet fra Fod Gud gielder alleen:
Mand gribis oc riffuis/
Ey den sted mand ey kom/
Gud dømmer ræt/ Klaffers forsæt/
Gaar aff met spot oc skam.

15. Lag mig dit Hierte snart forstaa/
Om du mig haffuer kier/
Til dig alleen er min attraa/
Min Villie oc begær/
Ved dig O Rosen fin/
Vdslyckis Sorgen min/
Vden Møde til Døde/
Vilde ieg for din skyld gaa/
Vend dig igien/ oc vær ey seen/
Dit Venskab lad mig naa.

16. End beder ieg O Hiertens kiere/
Min Villie ey foract/
Anam til tacke lad saa være/
Huad ieg dig haffuer sagt/
Oss begge til stor lyst/
Til Glæde/ Gaffn oc Trøst/
Gud vende til hænde/
Huad oss er nyttigt mest:
For sin Godhed/ thi hand vel veed/
Allis vor Vilkaar best.

17. Reck mig din Haand/ see her er min/
Til kierligheds visse Pandt/
Det loffuer ieg met Villien din/
At holdis fast oc sandt/
Forglem ey Hierte mig/
Jeg tæncke vil paa dig/
Gud spare fra Fare/
Euig altid sterck oc sund/
Far vel/ far vel/ til Liff oc Siel/
Nu oc i allen stund.

Om Peder Rafns visebok

Peder Rafns visebok har lenge vært en av Nasjonalbibliotekets best bevarte hemmeligheter. Den er intet mindre enn Nordens største enkeltsamling av visetrykk fra 1500- og 1600-tallet, opprinnelig utgitt i Danmark-Norge og Tyskland mellom 1583 og 1634. Samlingen er et massivt bidrag til en kildefattig tid.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Peder Rafns visebog (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook