Peder Rafns visebok

Forrige Neste

59. En Aandelig Samtale effter lang skilßmis

København, Salomon Sartor. Trykket er sammensatt av 8 blad (4 doble blad, dvs. 16 sider). Arksignatur: [Aj], Aij, Aiij, Aiiij, Av. Akrostikon. Teksten er trykt på alle sider, bortsett fra det siste blad (8 r – 8 v). 9 varianter av typografisk skrift, med ulik font og størrelse: 4 i fraktur, 1 i schwabacher og 4 i antikva (hvorav 1 i kursiv), inkludert initialer i akrostikon. Papiret er riflet, håndlaget og noen deler av et uidentifisert vannmerke er synlig i øvre venstre hjørne. Trykkets tilstand er dårlig pga. papirets lave kvalitet og håndteringen over tid. På tittelbladet er det en lineær ramme, dobbel nederst og enkel langs tre sider, som omkranser bibliografisk innhold, inkludert tittel og forfatternavn. Nedenfor følger trykkested og trykker delt med en linje laget av et gjentatt lineært segment. På tittelbladets v er det et rundt tresnitt (en krans av blader som omslutter to sammenføyde hender og et brennende hjerte). Tresnittets mål er ca. 65 x 70 mm (h x b).

En Aandelig Samtale/
effter lang skilßmis/
imellem
Erlig oc Velbyrdig Mand/
OVE GEDDEOVE GEDDE] Ove Gjedde (1594–1660), admiral og senere embetsmann. Lensherre flere steder i Norge fra 1622. Direktør ved Kongsberg Sølvverk. Senere i Danmark, men beholdt store eiendommer i Norge (LW). til Tommerup/ Kongelig May: Befalningsmand offuer Brunlauglehn oc Numedal:Brunlauglehn oc Numedal] lenene Brunla og Numedal i Norge. Ove Gjedde ble i 1622 utnevnt til lensherre i begge len. Brudgom/
Oc
Erlig oc Velb. Jomfru
DOROTHEA URNE,DOROTHEA URNE] Dorthe Knudsdatter Urne (1600–1667), datter av Knud Axelsen Urne og Margrethe Eilertsdatter Urne. Trolig trolovet med Ove Gjedde før 1618, men viet først etter hans hjemkomst fra India i 1622. Paret fikk tolv barn, og bodde i Norge mellom 1622 og 1645 (LW). Brud/

Til en liden tacknemmeligheds Tegn/
for mange beujste Velgierninger/
Jndskicket tienistacteligen/ den
1 Sept. An. 1622.
Aff
Hans Thomissen Thisted.Hans Thomissen Thisted] må være den «Johan. Thomæ Tysted» som ble immatrikulert ved Københavns Universitet i 1617.

Effter den Melodi oc Thone: Ah GOtt mein HErr steh du mir bey/ etc.Ah GOtt mein HErr steh du mir bey/ etc.] Melodiangivelsen henviser litt upresist til visa «Mein Gott und Herr steh du mir bey» som er kjent fra flere tyske visetrykk fra tida rundt 1620. Seinere salmebøker som Vollständige Kirchen- und Haus-Music utgitt første gang i Breßlau i 1644 oppgir Lazarus Spenglers geistlige vise «Durch Adams Fall ist ganz verderbt» fra 1524 som melodiangivelse til denne visa. «Durch Adams Fall ist ganz verderbt» ble utgitt første gang i Johann Walters Eyn geystlich Gesangk Buchleyn (1524), men det var ikke melodivariantene fra denne boka – «Durch Adams Fall A» og «Durch Adams Fall B» – som ble brukt utover på 1500-tallet. Allerede i 1529 skal de ha blitt erstattet av melodien til et trykk som handlet om slaget ved Pavia 24. februar 1525; «Was wolln wir aber heben an» (Bach Cantatas Website). Melodien ble trykket som geistlig koral i Joseph Klugs tapte Geistliche Lieder fra 1529. En tidlig versjon av tekst og koral finnes i en utgave av Klugs visebok fra 1533. En alternativ melodi med melodiangivelsen «Was ich bisher besorget sehr» finnes i Friderich Hommels Geistliche Volkslieder aus alter und neuerer Zeit mit ihren Singweisen, utgitt i Leipzig 1864. Den første av disse melodiene er også i PRV 6, 19d, 28a og 68, og er mulig melodi til PRV 101a.

Prentet i Kiøbenhaffn/ Aff
Salomone Sartorio.Salomone Sartorio] Salomon Sartor (d. 1644) var visstnok tysk og kom til Danmark som boktrykkersvenn. Han etablerte seg som boktrykker i København omkring 1612. I 1617 fikk han privilegium med enerett til å trykke skole-, salme- og bønnebøker samt almanakker. Hans største konkurrent var boktrykker Henrik Waldkirch, og gang på gang måtte de to i møte for universitetets konsistorium fordi de hadde misbrukt deres privilegier eller ved andre ulovlige midler forsøkt å vinne fram. Sartor gikk av med seieren da han i 1622 fikk et utvidet privilegium til å framstille alle bøker på fremmede språk utgitt i København, og dessuten fritak fra skatt og andre begunstigelser. Til gjengjeld var han bl.a. forpliktet til å holde et perfekt trykkeri som også skulle kunne trykke kobberstikk (Ilsøe 1992, 43–47 og DBL). Oppgitt på 5 visetrykk (1623 og uten år) i PRV.



SPONSUS.
Conjugij nunc tempus adest, en porrige dextram,
DOROTHEA ecce tuam, quo simus una caro.


SPONSA.
Non saltem dextram, sed cor tibi porrigo totum,
Præ reliquis cunctis tu mihi Sponse places.


I. Brudgommen.
VVEllanVVellan] Vellan, velan (dobbel V for akrostikonets skyld) ieg saa/
     Paa Marcken staa/
En Roß’ blant skarpe Torne/
Bladen’ der paa/
Om Morgen laa/
Det vild’ ieg før forsorit/
Paa Middags tid met fryd opstod/
Den samme Rose bolde/
Met fryd vdgaff et lystigt Mod/
Oc sagd’ huad det kund’ volde.


II. Bruden.
OFørste bokstav O i akrostikon OVE GEDDE JOMFRVE DOROTHEA VRNE HErre god/
     Du est min Mod/
Ja trøst oc glæd’ til fromme:
Thi der det stod/
At ingen troed/
Wi skuld’ tilsammen komme:
Da haffuer du det vnderlig/
J Gierning vild fremstille/
Saa ieg aldrig fuldkommelig/
Kand prjß’ din gode Vilie.


III. Brudgommen.
Vaar Gud ey blid/
     J saadan Strid/
Da maatt’ wi gaa til grunde:
Thi all min tid/
Vaar hand min lijd/
Aff Naade mangelunde:
Hand drog mig hid aff mørcke Land/
Stack mig vdi sin Kaager/Kaager] kogger, beholder til piler
Met Suck oc Bøn til dig Gud sand/
Giff at ieg stedse vaager.


IV.
Er det ey ræt/
     Aff god forsæt/
For Land sit Liff at voffue?
Gud giord’ det læt/
Jeg bleff ey træt/
At hold’ min ære oc loffue:
Jeg tacker Gud hand vaar mig god/
Bod’ frem ocsaa tilbage/
Enddog mange vaar mig imod/
Vild’ hand mig ey forsage.


V. Bruden.
GVD veed ræt vel/
     Til Liff oc Siæl/
Oss rijglig at fornøye/
Satan hand stiel/
Dog huer sin deel/
Mon Gud naadlig tilføye:
Huor met skal ieg betale dig/
O HErre JEsu lille?
Jeg vil dig tacke inderlig/
Morgen oc Afften silde.


VI. Brudgommen.
Eja min Ven/
     En Aandelig Green/
Est du vißlig indliffuit
Den Vijnstock reen/
Jeg vißlig meen/
Gud haffuer det indgiffuet/
Du est i Gud besmycket vel/
Det er mig megen glæde/
Ja lige som ieg vild’ min Siæl/
Drog paa Saligheds Klæde.


VII.
Det er til red/
     Paa denne sted/
For huer mand at bekiende
Thi Ydmyghed
Oc Trofasthed/
Kunde saadant hid vende:
Jeg drog langt hen/ Du sad igien/
Maa skee det vaar stor smerte/
Dog giør skilßmis langt kierer Ven/
Oc sammenknytter Hierter.


VIII. Bruden.
Det maa mand tro/
     Huad for en ro/
Her kund’ paa færde være/
Thi naar som To/
Der vilde bo/
Tilsammen met stor ære/
De skillies ad/ huem er da glad?
At mand skal sin forlade?
Om den mand ellers høylig bad/
At holde sig til raade.


IX. Brudgommen.
Endlig ieg maa/
     Met stor Attraa/
Her til min Villie sætte/
Din Haand her paa/
At ieg kund’ faa/
Oc mig der effter rætte/
Det skal nu vær’ aff all min act/
Met Gud mig dig at giffue/
J ham haffue wi alting lagt/
Som holder oss i liffue.


X. Bruden.
Jeg maa bestaa/
Oc slutt’ her paa/
Min Gud vild’ saa beskære/
Frem til dig gaa/
Raade mig maa/
VEnner her staar met ære/
Den Trofasthed her hører til/
Jeg dig nu vil frem recke/
Aff tuende/ Gud met glæde vil/
Et Hierte reent opvecke.


XI.
Det som er giort/
     Oc sluttit fort/
Skal ingen mand vdslette/
Den Dieffuel sort/
Helffuedis Port/
Skal sig ey mod oss sætte/
AsmodeusAsmodeus] persisk vredesgud og ond ånd i det jødiske skriftet Tobits bok (3,8; 6,14–15, 8,3). Asmodaios drepte den unge Saras ektemann på bryllupsnatten, men engelen Rafael grep inn og fengslet Asmodaios. Asmodeus’ innblanding knyttes visstnok til ekteskapsproblemer met sin Skalckmod/
Skal oss nu icke rifue/
Thi wi haffue den leffuer god/
Som hannem kand fordriffue.


XII. Brudgommen.
O Du Vijßdom/
     Hid til mig kom/
Som dette veed at sige/
Thi den er from/
Som giffuer rom/
Den hellig Aand tilljge/
Met Gaffuer sin’ at boe i sig.
O du ædle Guds Gaffue/
Ved Naffnet ieg beskriffuer dig/
Met alt det du mon haffue.


XIII. Bruden.
ROeß/ Loff oc ær’/
     Skal altid vær’/
Den Gud som saadant laffuer/
At wi nu her/
J Hiertet bær/
Disse store Guds Gaffuer:
Hand haffuer nock at giffu’ en huer/
Altid som de behøffuer/
Thi met sin haand hand hielp frembær
All’ dem hannem fortøffuer.


XIV.
Om ieg i Pæn/
     Min kiere Ven/
Vilde lade fremkomme/
Da hørde det
Til Skriffueren/
At dicte ja til fromme/
Huad Gud ved dig nu haffuer giort/
Paa de fremmede Steder/
Det bleff mig en Arbeyd forstor/
Vndskyldis derfor beder.


XV.
Thi vil ieg dig/
     Ydmygelig/
Aff Hiertet gierne skencke/
Dyder for sig/
Forstandelig/
Saa mang’ ieg kand optæncke/
Vdi en Krantz dem binde saa/
Hoss Vrter oc Rosen røde/
Siden vil wi i Haffuen gaa/
Oc see huad oss vil møde.


XVI. Brudgommen.
Haff tack for den/
     Min Hiertens Ven/
Alt Ont Gud fra dig vende:
En Kost igien/
Met Aandelig Green/
Vil ieg dig gierne sende/
Forstandighed oc Tuctighed/
De ere i sat allrede/
Den euige Liff oc Salighed/
Giff Gud at vær’ til stede.


XVII.
Eja den Dyd/
     Som dig bepryd
Huor deylig mon den smycke/
Lad mig den nyd/
Som aff dig flyd/
Met Kierlighed oc Lycke/
Da kand min Krandtz først lucte vel/
Den du mig haffuer giffuit/
Ocsaa gladlig forlyst’ min Siæl/
Oc holde hend’ i Liffue.


XVIII. Bruden.
Ah Gud min Trøst/
     Hør du min Røst/
Oc lad mig dig beholde/
J all min brøst/
Vær du min lyst/
For den Død JEsus taalde/
Beuar ocsaa denne min Ven/
Mig til stor glæd’ oc ære/
Jndtil wi komme til dig hen/
Huor der er lyst at være.


XIX.
Vendt dig til mig/
     Jeg beder dig/
Oc lær mig ræt at kiende/
Huor inderlig/
Du elskte mig/
At du vild’ mig tilsende/
Saadan en Mand at leffue met/
Som inderlig forlyster/
Sig vdi Gud/ oc høylig veed
Der met sig at vdryste.


XX. Brudgommen.
Raad giff Gud ind/
     J Hierte oc Sind/
Til din ære at forfremme/
Vor Hu oc Sind
Tilsammen bind/
Oc haff vor Siæl i giemme/
Met Vijßhed oc Forstandighed/
Lad mig mit Liff saa laffue/
Saa ieg kund’ kiend’ met all sandhed/
Den mig giffuen Guds Gaffue.


XXI. Bruden.
Naar mand saa ræt/
     Aff god Forsæt/
Ecteskab vil begynde/
Da er det læt/
Oc icke træt/
All sorg at offuervinde/
Saa haffuer mand den rætte Vind/
Huilcken kand hannem føre/
Oc her hoss hans Hu/ hiert’ oc Sind/
Til gode Tancker røre.


XXII.
Endlig oc naar/
     Hand fra Gud faar
Bud/ Regenskab at giøre/
Huad hand formaar/
Ved Christi Saar/
Kand hand gladlig indføre/
Derfor giff raad/ O HErre Gud/
Vort Liff saa at fremdrage/
At naar vor Siel fra oss gaar vd/
Det Euig kund’ indtage.

AMEN.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Peder Rafns visebok

Peder Rafns visebok har lenge vært en av Nasjonalbibliotekets best bevarte hemmeligheter. Den er intet mindre enn Nordens største enkeltsamling av visetrykk fra 1500- og 1600-tallet, opprinnelig utgitt i Danmark-Norge og Tyskland mellom 1583 og 1634. Samlingen er et massivt bidrag til en kildefattig tid.

Denne tekstkritiske versjonen av Peder Rafns visebok åpner tilgangen til dette unike materialet for forskere og andre interesserte, og belyser den i et bredt tverrfaglig perspektiv. Transkripsjonen av tekster og melodier følger moderne edisjonsfilologiske standarder, og fragmenterte tekster er – så langt det er mulig – restituert etter andre eksisterende kilder. Utgaven er utstyrt med kommentarer til trykkenes materialitet, omtalte personer, illustrasjoner, melodier og bibelreferanser, med ordforklaringer, samt faglige innledninger.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.