1.
HØrer til i Himl’ oc Jord met flid/
Huad HErren monne forkynde:
Ved sin Prophet om denne tid/
At hand der met kand skynde:
Oss til at giøre plict oc bod/
For vore Synder mange:
Som wi huer Dag imod hans Bud/
Frivilligen begange.

2.
Gud har jo aff sin store Miskund/
Oss til sine Børn vdkaaret:
Velsignet oss saa mangelund/
Fra stor wlycke bevaret:
Besynderlig i dette Land/
J disse farlig tide:
Fra vore Fienders blodige Haand/
Som daglig mod oss stride.

3.
Dog wi det lidet skiøne kand/
Men daglig monn’ affalde:affalde] rettet fra afffalde
Fra Gud/ som oss giør dog bistand/
Det glemmer wi met alle:
Hand ligner oss derfor ved Bæst/
Ved Ox’ oc Asen dißlige:
Som dog tien deris HErre næst/
Naar hand mon dem tilsige.

4.
Men wi ere forblindet slet/
Aff Satan oc Synden forvildet/
Oc kiender ey hans veye ræt/
Men wi er’ ilde besnildet:
Aff Kiød oc Blod oc Verdens List/
Som oss monne bedrage:
Fra Frelseren den HErre Christ/
Som giern’ vild’ oss ledsage.

5.
Fra Syndsens Træl oc Verdsens Ørck/
Oc hendis stor ælende:
Der til fra Dødsens ævig Mørck/
Som hand vild giern’ omvende:
Til ævig Liuß/ til glæd’ oc fred/
Hoss sig i Himmerige:
Om wi vild lyd’ oc giøre det/
Som hand monn’ oss tilsige.

6.
Men nuMen nu] rettet fra Mennu hand seer vor seckerhed/
Oc ondskab mange maade:
Der til oc vor forherdenhed/
At hand kand oss ey raade:
At vende om fra Synd oc Last/
Men lader oss forføre:
Aff Dieffuelen den slemme Gast/
Oc vil Gud icke høre.

7.
Da klager hand med suck oc graad/
Paa vore Synder mange:
At wi hans Ord haffuer forsmaaed/
Oc offte giort ham bange:
Huorfor hand raaber ævig vee/
Der til stor straff oc plage:
Offuer alle dem hannem belee/
J disse sidste Dage.

8.
Huad skal ieg eder lenger slaa/
Som meer’ oc meer’ affalde:affalde] rettet fra afffalde
Oc effter Verden monn’ attraa/
Oc vil mig ey paakalde?
Jeg vil nu far’ aff Landet bort/
Oc eder slet forlade:
Som holder mig for spee oc spot/
Oc mine Tiener’ hade.

9.
Ed’rs Hoffuet er siugt oc hiertet træt/
Lemmern’ er storligen plaget:
J leffuer steds’ i redsel oc fryct/
At i skuld bliffue forjaget;
Aff Land oc Ly/ fra Huß oc Hiem/
Fra Hustru oc Børn tillige:
Oc aldrig see dem meer’ igien/
Førend i Himmerige.

10.
Ed’rs Mact er meget skrøbelig/
Nu meest i disse tide:
For ingen vil ræt bedre sig/
Oc paa Guds Naade lide:
Derfor gaff Gud vor Fiende Rom/
J it Land effter andet;
Huor hand far frem met Pib’ oc Trom/
Oc har sig stærckt bemandet.

11.
Ed’rs Land oc Byer fordærffuer hand/
Met sine grumme Kriegs Knecte:
Jhielslaar baade Quind’ oc Mand/
Som imod ham vil fecte:
Kornet for Heste spiser hand/
Saa de der i monn’ ligge:
Der met fordærffuer mangen Mand/
Som her effter monn’ tigge.

12.
Huad som endnu forskonet er/
Aff Zions Daatter bolde:
Er som it Huß blant stor’ Vijnbierg/
Som ligg’r for frost oc kulde:
Huor holdis vact oc tilsiun sterck/
At Fienderne hin’ gromme:
Ey skulde driffue deris verck/
Met liste det omkomme.

13.
Haffd’ ey Gud aff sin stor Miskund/
Faa ladet bliffue tilbage:
Som kund’ ham tien’ aff hiertens grund/
J disse sidste dage:
Da haffd’ oss ganget værr’ i Haand/
End Sodomæ hin bolde:
Som laa i det Jødiske Land/
Blant stercke Mur’ oc Volde.

14.
Som Gud met Suoffl oc Jld saa rød/
Aff Himmelen optende:
Oc lagde den i Ask’ oc Glød/
Oc lod den slet opbrende:
For deris Synd oc Ondskab stor/
Som de monne bedriffue:
Den stund de bode her paa Jord/
Oc de vaar’ her i liffue.

15.
Saa haffd’ oc gaaet met dette Land/
Haffd’ ey Gud met oss værret:
Wi haffd’ omkommet alle mand/
Oc snart bleffuen fordærffuet:
Thi huad kund’ wi saa gantske faa/
Jmod saa mange stande:
Som tit met Mact vild’ oss angaa/
Som er’ i disse Lande.

16.
Derfor ieg eder raade vil/
Baade gaml’ oc vnge til haabe:
Her effter at see flitig til/
Oc fast til HErren raabe:
Oc holde hart ved Jesum Christ/
Som eder kand bevare:
Fra eders Fienders Argelist/Argelist] renkespill
Oc deris falske Snare.

17.
Hand er det sterck’ oc faste Slot/
Som oss kand best bevare:
Ved ham faa wi saa meget got/
Oc leffuer vden fare:
Hand hielper oss aff nød oc sorg/
Som er vor daglig spise:
Oc før oss til sin hellig Borg/
Til ævig Roo oc lise.

18.
O Gud styrcke de Hierter igien/
Som skal Guds Ord fremføre:
Bevar dem vdi Troen reen/
At de ey andet giøre:
End som Guds Ord paaminder dem/
Om Jesu Christ’ vor HErre:
Som ey vil slaa sin Brud i glem/
Men steds’ vil hoss hind’ være.

19.
At hielpe hind’ aff sorg oc nød/
Jcke met Verdslig styrcke:
Men ved sin hellig Pin’ oc Død/
Fra skad’ oc alt wlycke:
Thi hand har knuset Satans Mact/
At hand sig ey kand røre:
Mod oss/ som hand har fast i act/
Men Gud skal ham omkiøre.

20.
O Gud bevar vor Hoffuet vel/
Vor naadig Herr’ oc Konning:
Kong ChristianChristian] Christian IV (1577–1648), konge av Danmark-Norge fra 1588 til 1648 til Liff oc Siel/
Saa oc vor naadig Dronning:
Som er vor Lands gode Forsuar/
J disse farlig tide:
O Gud dem naadelig bevar/
Fra alt skiends sorg oc quide.

21.
Vor naadig Printz Herr Christian/Christian] prins Christian av Danmark (1603–1647), nesteldste sønn av kong Christian IV og Anna Kathrine, kronprins til Danmark og Norge
Met sin’ Herr’ Brødre fromme:
Bevar/ O Gud/ oc før dem an/
Mod vore Fiender gromme:
At stride for Guds Menighed/
Som er bested i vaade:
At den maa leff’ igien med fred/
Vdaff den hellig Aands Naade.

22.
O Gud opliuß vor Rigis Raad/
Met din god’ Aand oc Naade.
Oc vdfør deris Raad oc Daad/
Vor Land’ oc Riger til baade:
Mod Fienderne/ som pucker hart/
Oc vil oss slet omkomme:
Oc ødelegg’ oss met en fart/
Gud omvend deris Domme.

23.
Bevar Danmarckis Adel vel/
O Gud i disse tide:
Karsk’ oc sunde til Liff oc Siel/
Oc omvend deris quide:
Til glæd’ oc fryd/ til fred oc roo/
Her oc i Himmerige.
At de maa stedse bliff’ oc boo/
Hoss dig ævindelige.

24.
O Gud bevar vor Kongis Skiff/
Fra Storm oc anden vaade:
Der til beskierm oc deris Liff/
Som dem skal styr’ oc raade:
Fra Siugdom sterck oc Fiendens list/
At de ey skull’ omkomme:
Men dem bevar O HErre Christ/
Vor’ Riger oc Land til fromme.

25.
O Gud giff Lyck’ oc gode Raad/
Vor Fiend’ at offuervinde:
At stride imod syndsens Braad/
Aff gantske Hiert’ oc Sinde:
At wi maa leffue Christelig/
Oc stedse dig tilbede:
Baad’ her ocsaa i Himmerig/
J ævig fryd oc glæde.

26.
O Gud bevar din Christenhed/
Hielp hind’ aff sin ælende:
Vdaff din Naad’ oc Miskundhed/
Oc hindis sorg omvende:
Til glæd’ oc fryd oc ævig roo/
Hoss dine Engle reene:
Som altid vdi Himmelen boo/
Oc dig der stedse tiene.

27.
O Gud giff oss din hellig Aand/
Som oss kand styr’ oc raade:
Ved Jesum Christ vorvor] rettet fra yor Frelsermand/
J alt skiends sorg oc vaade:
Naar wi skal vandre dødsens stj/
Hielp oss/ O Fader kiere:
Ved Jesum Christ stat du oss bj/
Det er vor sidste begiere.

28.
Amen wi her til sætte vil/
Oc der met alting ende:
Oc oss ræt vist forlade til/
At Gud skal alting vende:
Sit Naffn til loff oc oss til gaffn/
Ja ævig lyst oc glæde:
Naar hand skal tag’ oss i sin faffn/
Oc før’ oss til sit Sæde.

En liden Bøn/ gantske storlig fornøden/ at indstille for Guds Ansict/ besynderlige i denne sørgelige/ bedrøffuelige oc farlige Onde tid/ der met at formilde oc vdslycke hans brendendis Vrede/ fortærendis Jld oc wlidelige Straff/ som/ imod Verdsens Ende oc hans Mayestat sidste Tilkomst/ gruelig oc forskræckelig er antend offuer hans egen Moder oc Aandelig Jerusalem den Christen Kircke oc Menighed/ Huilcken ingenlunde kand vdslyckis/ vden allene ved en hiertens inderlige Bøn oc Paakaldelse/ oc en sand alvorlig Pænitentzis modige Taare. Saa oc met it nyt wryggeligt Løffte oc Tilsagn/ om en ny Lydighed oc Tienstvillighed oc it helligt/ reent oc wstraffelig Liff oc Leffnet/ formedelst den værdige hellig Aands tilskyndelse oc forarbedelse.

O Du trofaste gode Gud/ du Naadefulde oc Barmhiertige kiere Fader/ wi dine arme/ ælendige/ skrøbelige oc høyplagede Børn/ komme nu for din Guddommelige Mayestat/ vdi denne vor store Jammer oc Elendighed med skamfulde Ansicter/ beffrendis Hierter/ skelffuendis oc røstendis Lemmer/ ja met hylen/ suck oc grædendis Taare/ at nedfalde oc bekiender for dig/ vor hierte kiere Fader/ huorledis at wi her til/ tit oc offte med vore wtallige oc offuerflødige fremfarne groffue Synder oc store Mißgierninger/ icke alleniste modvilligen haffuer fortørnet din Guddommelige May. oc tilbørligen opvact dig til denne gruelige Straff oc Landplage/ nemlig denne farlige Krig oc Blods vdstyrtning/ med huilcken/ du nu vdi langsommelige tid/ meget haardeligen haffuer besøct oss (huilcken du/ O Gud/ dog en gang naadeligen formilde/ stille oc forandre igen/ til en god/ lycksalig oc bistandig Fred oc Rolighed/ effter din egen Faderlige oc Guddommelige gode villie oc velbehag/ effter som du selff best veed oc kiender/ huad oss kan være gaffnligt til Siel oc Liff.) Men wi bekiender ocsaa/ at dersom du ville gaa i Rætte met oss/ oc straffe oss/ som wi haffue fortient/ da haffuer wi tilbørligen forskylt oc endnu dagligen forskylder (alt den stund den gamle Adam/ vor syndige Natur boer i oss oc regierer oss) at wi met Legem oc Siæl skulde vdslettis ved Suerd/ druckne oc dø i vort eget Blod oc blodige Synder/ oc der effter gantske forskydis med Krop oc Siel/ fra dit glædelige Ansict oc Himmelske Herlighed til Helffuedis Jld oc den ævige wlidelige Helffuedis Pine/ saa framt du icke/ aff blotter Naade oc Faderlige Barmhiertighed/ effter dit løffte/ ville forbarme dig offuer oss dine arme/ skrøbelige/ forførde oc forlorne Børn. Men effterdi/ du icke alleniste siger selff/ at du vilt ingen forskyde fra dig/ i huor høyelig hand kand haffue fortørnet dig. Men kalder alle arme oc bodfærdige Syndere til dig/ oc loffuer at du vilt annamme alle dem/ som vil lyde samme dit kald/ oc vende om til dig/ ved en sand Poenitentz/Poenitentz] anger, botsøvelse etc.

Da komme wi nu til dig/ paa samme dit Faderlige/ wbedragelige oc wryggelige løffte oc tilsagn/ at angre/ fortryde oc begræde/ aff vor inderste Hierte/ saadanne vore groffue Synder oc store Mißgierninger/ bedendis hierteligen/ troendis stadeligen/ haabendis oc forventendis visseligen/ at du/ vor Gud dog en gang/ som en Fader/ effter dit sandru oc wigenkaldelige løffte/ forbarmer dig offuer oss/ oc forlader oss/ icke alleniste alle vore Synder/ men end ocsaa bortvender din brendendis Vrede oc wlidelige Straff oc Plage fra oss/ oc der effter vender dit Faderlige/ milde oc venlige Ansict til oss igien/ at wi icke alleniste her effter kunde nyde Fred oc Rolighed/ saa oc alt andet/ huis wi nødtørffteligen haffuer behoff til Siel oc Liff/ den stund wi leffuer her paa Jorden. Men at wi/ for aling/ maatte faa en glædelig oc rolig Affgang aff denne Verden/ ved en timelige død/ oc der effter/ Himmerig oc det ævige Liff oc Salighed/ ved din elskelig oc enborne kiere Søn Jesum Christum vor HErre/ som leffuer oc regnerer/regnerer] regnere, herske med dig oc den hellig Aand en sand Gud fra ævighed oc til ævighed/ Amen.

Gud Fader/ Søn oc hellig Aand hør/ Bønhør oc hielp oss her i Naadeligen/ for dit hellige Naffn skyld. Saa ville wi her effter dagligen Elske/ Lyde/ Tiene/ Ære oc Prise dig/ baade her oc i Himmerige/ huor til giff oss/ O hierte kiere Fader/ din værdige hellig Aand oc Naade ved Jesum Christum vor HErre/ Amen.

Om Peder Rafns visebok

Peder Rafns visebok har lenge vært en av Nasjonalbibliotekets best bevarte hemmeligheter. Den er intet mindre enn Nordens største enkeltsamling av visetrykk fra 1500- og 1600-tallet, opprinnelig utgitt i Danmark-Norge og Tyskland mellom 1583 og 1634. Samlingen er et massivt bidrag til en kildefattig tid.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Peder Rafns visebog (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook