2den Marts.

155Prindsen modtoges i Theatret med Hurraraab. Efter Skuespillet istemtes Platous sidste Sang til Norge, hvorpaa der raabtes Hurra med megen Enstemmighed og Begeistring først for Norge og dernæst for Norges Regent.

3die Marts.

Til Christiania Byes Repræsentanter ere valgte Sverdrup og OmsenChristopher Frimann Omsen, 1761–1829, norsk jurist, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll. Der skal igaar være organiseret et Regjeringsraad, som vel vil udgjøre vort tilkommende Ministerium. Dets Medlemmer ere: Rosenkrantz, Haxthausen og Tank (ved Finantsvæsenet), SommerhjelmMathias Sommerhielm, 1764–1827, dansk jurist, deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814, norsk statsminister 1822-27 (ved Justitsvæsenet), Amtmand Collett (i det indre), Bech, Treschow, Sverdrup (i det lærde Væsen), Niels AallNiels Aall, 1769–1854, godseier, forretningsmann og statsråd (i Handelsfaget) og endelig Carsten Anker (i det udenlandske Departement).

4de Marts.

Hegermann er glad over den Vending Tingene nu tage. Han gav mig iøvrigt den Trøst, at Cadetternes Confirmation kan opsættes til den sædvanlige Dag.

7de Marts.

Grev Wedel er kommen tilbage til Norge. At han efter Evne vil forstyrre den gode Orden, hvori alt er begyndt at komme, tvivler jeg ikke om, men at det ei vil lykkes ham, haaber jeg stadigen. Han har adskillige Dage opholdt sig i Sverrig, havde ved sin Hidkomst en Times Samtale med Prindsen, og skal være kommet ud fra ham omtrent i samme Forfatning som Rosen og Skøldebrand. Ogsaa Prindsen skal denne Samtale for nogle Øieblikke have forstemt. Ellers underhandles i dette Øieblik paa den svenske Grændse mellem Grev SchmettowCarl Jacob Waldemar von Schmettow, 1744–1821, dansk-norsk offiser, utsending fra Christian Frederik i 1814 og Grev EssenHans Henrik Von Essen, 1755–1824, var opprinnelig påtenkt som generalguvenør, men etter etableringen av en egen norsk stat og forhandlingene mellom Norge og Sverige ble han stattholder 1814–1816, og Prindsen er reist til Hafslund, for at være ved Haanden, om noget skulde behøve Sanction. Jeg 156indser ikke, at der kan komme andet ud af denne Underhandling end aabenbar Krigstilstand med Naboriget; thi at Sverrig ikke vil opgive sine Pretensioner lader sig begribe, og hvad skulde Norge have at tilbyde uden sig selv? Kun et lader sig tænke: at Pontecorvo nu, da næsten alt skal være tabt for de Franske, giver Slip paa Sverrig og præfererer en Throne i et sydligere Clima, og at saa vor Prinds forener de to Riger under sig. Muligt var det, men i denne Stund vist ikke sandsynligt. Han har ladet indrykke i «Tiden» Kong Carls Proclamation til Normændene under 8de Februar paa Svensk og splitter galt dansk. Vi loves deri Nationalrepresentation og Beskatningsrettighed (Ret til at paalægge selv vore Skatte).

9de Marts.

Tidernes Tegn behage mig ikke i dette Øieblik, og Gud maa vide, hvad Udfald, vor Sag endnu kan faa. Der stod i Dagens Intelligentsseddel fire versificerede Linier, hvori man har villet finde den Betydning, at alt, hvad Prinds Christian har gjort for os, er skuffende Blændværk, og at det er klart nok, at det Modparti, som aabenbart existerer, skjøndt man ikke kjender dets Udstrækning eller Planer, vil søge at udbrede denne Fortolkning. Jeg er nu vel aldeles overbevist om, at Prindsens Fremfærd er saa oprigtig som noget Menneskes paa Jorden kan være, men desmere frygter jeg for, at han skulde gjøre et eller andet overilet Skridt, der kunde nyttes og fordreies til det værste af hans Modstandere. Saaledes maa jeg tilstaa, et det ikke behager mig, at han allerede har tildelt Regjeringsraaderne en vis Embedsrang, da deres Stilling jo er aldeles precair, ligesom jeg heller ikke billiger, 157at han, som der siges, personligen vil bivaane Forhandlingerne paa Eidsvold, hvorved Nationens Deputerede vilde underkastes en Tvang, der kunde tage en fatal Vending. Dog, han har hidtil vist saamegen Conduite, at han forhaabentlig heller ikke nu i det afgjørende Øieblik vil give sine Avindsmænd Vaaben ihænde mod sig. At han vil være tilstede paa en kraftig, skjøndt, «usynlig Maade» er troligt, men naar han har aabnet Forsamlingen vil han vist forlade den med sin synlige Nærværelse.

10de Marts.

Det var idag KnudsenMangler info om ham vilde have en Theaterfest over det hele Tvillingrige til Hæder for dets Krigere og til Gavn for deres efterladte Slægt. Bladet har nu vendt sig, og jeg gad vide, hvorledes denne varme Patriot og virkelig brave Mand nu er tilmode.

11te Marts.

Sverdrup anser endnu ikke sit Valg til Medlem af Rigsforsamlingen for afgjort, da et Forslag, der er gjort af Prindsen i Betragtning af de mange Stemmeberettigede i Byens Menighed og de faa i Slotsmenigheden, at begge den førstes, men kun en af den sidstes valgte Repræsentanter skulle gaa til Eidsvold, ikke har vundet hans Bifald, og altsaa to af de fire skulle vælges. Overalt troes Prindsen at være misfornøiet med Christiania og den der herskende Aand.

12te Marts.

I Dagens Intelligentsblad fandtes to Vers, som jeg vil tro ere velmente, men som vel neppe synderlig ophjælpe den gode Sag. Det ene er af de sædvanlige Opfordringer, dog som det synes meget loyal og moderat, men naar Forf. kalder Norge afkræftet, og jeg ved ikke 158hvad andre Ukvemsord han bruger, saa opmuntrer han just ei til Mod, og naar han fremdeles opmuntrer os til at afgive alt vort Sølv og Guld, og siden i en prosaisk Note gjør det Forslag, at hver skal tage Skeer med sig i Selskaber (hvoraf der følger, at man ei har skilt sig ved alt sit Sølv) saa vækker han mere Latter end Enthusiasme.

13de Marts.

Efter de mange paa interessante Nyheder rige Dage blæser nu en Zefyr, og Stormen er for det første forbi. Jeg lever atter mit jevne, rolige Liv og hører eller ser intet af Betydenhed. Endog Soldater permitteres hjem; man venter altsaa for det første ingen betydelige Optrin. Til 10de April bliver der nu vel Stilstand i Tingene, og det eneste, som indtil da muligvis tildrager sig almindelig Opmærksomhed, er Udfaldet af Carsten Ankers Mission til England, hvor han i dette Øieblik upaatvivlelig er, da han idag 8 Dage med god Vind er afgaaet fra Christianssand.

14de Marts.

I Bondevensmødet taltes som sædvanlig i denne Tid mere om politiske end økonomiske Materier, og man blev enig i, at uindskrænket Trykkefrihed bør være en af Rigets Grundlove.

15de Marts.

Jeg kan ikke gjøre for det: mit Hjerte fyldes med Bitterhed hvergang jeg tænker paa vor fordums Konge. Varmt har min Læbe og mit Hjerte taget ham i Forsvar mod de, som mig syntes, ufortjente Bebreidelser, der gjordes ham. Jeg føler nu, at de ikke vare det, og det svegne Haab er mig utaaleligere, end om jeg intet havde haabet.

16de Marts.

159Omvalget for Christiania er nu fuldendt. Sverdrup, Omsen og Bergh havde ligemange Stemmer, men Bergh traadte frivillig tilbage. De to andre valgtes altsaa, og Christiania har ikke Grund til at blues ved sine Repræsentanter, da begge ere forstandige og retskafne Mænd.

17de Marts.

I «Tiden» findes indrykket efter Bergens Avis en Epilog af Biskop BrunJohan Nordahl Brun, 1745–1816, salmedikter, biskop i Bergen, hvorved jeg og mine Lige kunde fristes til at nedlægge vor Digterpen, idetmindste i patriotiske Æmner, ved at føle, hvorlidt vi i den kraftfuldeste Mandomsalder have af den 69-aarige Oldings Aand og Ild. Jeg kan ikke nægte mig den Glæde at afskrive den, ved hvilket endnu i Forveien maa bemærkes, at Ifflands «Manden af Ord» i Forveien blev spillet:

Iaften er vor Mand af Ord kun Leg.
Men se! hist Storm røg op; nu her for Alvor spørges,
Om Mænd – om Mænd af Ord –
Om Borgersamfunds Pagt staar fast i Nord,
Om Orden inden Borde kan besørges,
Da første Styrmand nu fra Roret veg.

Vold rev det af hans Hand – det vil vi tro;
Men vi opfordre ham, idet han os forlader,
Til Vidnesbyrd, at vi adløde ham som Fader,
Og at kun Mænd af Ord i Norge bo!

Men ak! nu drev vort Skib som Vrag for Bølger
Mod den for os afskyeligste Strand,
Som vinker os imellem Brud og Brand,
Som bag sin Trægaards Prunk vort Fængsel dølger.

160Dog – nu sprang op paa Dæk den gjæve Mand,
Som Understyrmand var,
Og raabte: «Hver, som Hjerte har,
Og elsker Frihed, Fødeland og Ære,
Og før vil vove alt, end fremmed Lænke bære,
Han følge mig! Vi holde af
Ad Havet til – om til vor Grav.
Saa skal vort Skibbrud dog al Verden lære,
At Norge havde Mandskab inden Borde,
Som Storm og Hav og Døden trodse torde!»

Vort Hurra steg mod Sky; det er en Mand af Ord,
Som til vor Nød sit skjønne Hjerte binder:
Den Usling, han blandt os frygtagtig finder,
Den kaste vi flux over Bord.
Vi heise Seil i Top og duve til,
Vort Skib han styre kan og vil,
Og han skal se med Lykt, hvor det sin Bølge bryder,
Hvor hele gamle Norge ham adlyder.
Han styre høit! – han ved, at inde Bord
Det hele Mandskab er – kun Mænd af Ord!

Dog, uden mer Allegori:
Ham over Stjernerne velsigne vi,
Som saa vor Nød, og os har sendt
En Christian Frederik til vort Lands Regent!
Ham følge Seier, Ære, Held!
Vi følge ham. Ja før skal Dovrefjeld
Omvanke, skjelve paa vor faste Moderjord,
Før nogen Norsk skal Rigets Arving svige,
Som Roret tog i Storm, at styre Norges Rige.

161Saa sværge Normænd, Mænd af Ord.
Gjenlyder Bjerge syv! Vi raabe: længe leve
Vor Prinds Regent! Ja dette Hus skal bæve
Af nifold Hurraraab,
Som tolker dette Norges Haab:
Vor Christian Frederik længe leve!

18de Marts.

Da jeg havde prædiket og døbt Bjørn i Kirken, forefandt jeg hjemme et Mæcenat-Exemplar af Schmidts Prædiken, hvilket jeg flux bragte til Prindsen, for efter Forfatterens Begjæring at nedlægge for hans kongelige Høiheds Fødder. I Forgemakket hørte jeg den glædelige Tidende, at engelske ministerielle Blade har udtalt sig med megen Tilfredshed om Norges Skridt at erklære sig uafhængigt, og ytret, at dette bliver en Sag mellem Norge, Danmark og Sverrig, i hvilken England og de Allierede ei kunde eller vilde understøtte Sverrigs Paastand, for at straffe Kongen af Danmark, og at det altid lod sig haabe, Erstatning andetsteds var at finde for Pontecorvo, da maaske endog Rusland vilde være villigt til at afstaa Finland. Man gjør sig som Følge heraf det gladeste Haab om, at Ankers Mission vil have et lykkeligt Udfald, og at vor Handel saaledes vil vorde oplivet og blomstre uforstyrret. Overalt har denne Tidende vakt Glæde, kun Wulfsberg vilde ikke ret goutere den; det skulde undre mig, om der ikke atter er kommen en Streg i hans Regning. Han syntes usædvanlig misfornøiet med den nærværende Administration, og hos de Folk er Privatinteressen et paalideligt Thermometer for deres patriotiske Varme. Bekræftes det, at Englænderne ville blive vore Venner, saa skal man se, hvilke loyale Mænd vore Kjøbmænd 162blive, og hvilken stor Mand Prindsen da igjen vorder i deres Øine. Jeg kunde ikke bare mig for at lade et Par Ord falde derom ved Audientsen, hvortil Prindsen sagde, at Østlandets Kjøbmænd, in specie Christianias, dog havde vist en meget prisværdig Patriotisme i Henseende til Landets Kornforsyning, hvorimod han var særdeles misfornøiet med Kjøbmændene i Trondhjem, der slet ikke vilde entrere i saadant. Derfra gik han over til at tale om, at Digterne i denne Tid burde lade deres Stemmer høre. Jeg bragte Bruns skjønne Epilog paa Bane. Med den og Prædikenen var han særdeles vel fornøiet, men derimod hovede ham mindre den Bøn, Brun havde forfattet til Bededagen, hvor han vidtløftigen raisonnerede om Edens Hellighed og de Eder, vi forhen letsindigen havde aflagt og brudt, hvilket Prindsen med Grund her fandt upassende, ligesom han ogsaa undredes over, at Brun ei prædikede i nogen af Bergens Kirker paa den store Bededag. Skulde maaske Tingenes nuværende Stilling ei behage den gamle Mand? Har han maaske ønsket og ventet Christians Proclamation som souverain Monark? Jeg vilde, som sagt, intet have imod den, men Individets Mening maa vige for den almindelige Villie; det har vor ædle Prinds selv erkjendt, og jeg ærer ham dobbelt, fordi han tog sit Parti som en klog og retskaffen Mand. Han haabede ellers at se Brun d. 10de April ved Rigsforsamlingen, men et Haab betog jeg ham.

19de Marts.

I Trondhjems Avis findes en lang og temmelig vidthentet Fortælling, der skal bevise Trykkefrihedens Gavnlighed. Forfatteren har uden Tvivl Ret i Hovedsagen, og det var næppe kommet til det nærværende Point, og 163den danske Regjering havde vel ikke begaaet de mange Sottiser, der omsider kronedes med den uhørte: Norges Afstaaelse, dersom ikke Penne og Presse havde været saa haardeligen bundne. Man vil dog haabe, at vore Constituenter, idet de skjænke os Frihed, sætter Grændser for Tøilesløshed, og især lægger Baand paa de moralske Giftblandere, der havde frit Spil i Danmark, medens al anden Frihed indskrænkedes.

22de Marts.

Tiderne synes nu at ville bedres. Priserne paa næsten alle udenlandske Varer falde, og Speculanterne nødes til at komme frem med deres Beholdninger, for ikke aldeles at skuffes i deres upatriotiske Haab. Et Pund Raffinade kostede saaledes nylig 25 Rd., men er nu faldet til 20 og troes om et Par Maaneder at kunne faaes for 6–7. – Wulfsberg har, tildels efter Vink af Prindsen, et stort Jern i Ilden og havde det i Formiddags meget travlt med en Plan, hvorefter han skal være lønnet Avisskriver og Redacteur af alskens Ting, som jeg ikke gider nævne.

23de Marts.

I Intelligentsseddelen udsættes en Præmie af 800 Courantdaler for en Afhandling, som maatte være færdig inden 10de April, og indeholde Besvarelse paa de Spørgsmaal, om andre end indfødte Normænd kunne have Adgang, som Deputerede, til Forsamlingen i Eidsvold, og om ei ligeledes den Bestemmelse der bør gjøres, at vigtige Statsembeder – hvad mon hertil skal regnes? maaske endog Kongeværdigheden? – aldrig maa betroes til andre end dem, der ere fødte i Norge. Endelig æskes nøiere Forklaring over, hvem Indfødsret kan tilstaaes. 164Foreløbigen gjorde jeg tre Anmærkninger derover. 1) Besvarelsen af Spørgsmaalets første Del kommer post festum, da alle Fuldmagter den 10de April forevises og ratificeres, og da først skulde Afhandlingen overgives Censorerne til Bedømmelse. 2) Grundig Besvarelse af et saa vigtigt og omfattende Spørgsmaal, hvor man maatte gaa tilbage til Statsrettens første Principer, kan med ingen Rimelighed ventes i en Tid af 14 Dage. Hvis altsaa nogen vover at besvare det, vil det blive en indbildsk superficiel Person, af hvis Bemærkninger Forsamlingen kun vil lære saare lidet. 3) Blandt alle de valgte Deputerede, som jeg har hørt nævne, er Grev Wedel (til hvis Parti Spørgeren dog formodentlig hører) den eneste, som ikke er født i Norge; han maatte altsaa udelukkes fra Forsamlingen og fra ethvert vigtigt Statsembede. Hvad iøvrigt Sagen selv angaar, da anser jeg slet ikke Indfødsretten for den kostbare Juvel i Kongen af Danmarks Krone, som de Dages Digtere og Prosaister vilde gjøre den til, og hvad besynderlig Kraft der ligger i at være født paa et Sted, naar man har levet sin meste og bedste Tid paa et andet, indser jeg ikke. Jeg skulde tro Patrioten beholder sine Penge, og de ere ham vel undte.

26de Marts.

HountPeter Ulrik Magnus Hount, 1769–1815, prest, deltok på Riksforsamlingen i på Eidsvoll og var stortingsrepresentant høsten 1814 og ble valgt til stortinget 1815-16 skriver, at han næsten enstemmig er valgt til Deputeret fra Smaalehnenes Amt. Hans Ytringer ere forresten ikke meget haabfulde. Han ender med disse Ord: «Kan Norge blive en selvstændig Stat, o Gud! hvor glad vil jeg ikke da blive! Kan det ikke blive det, uden at bygge paa blotte Muligheder, aldrig skal jeg da billige, at en Million opofres for en skjøn Phantasi.» – Biskop 165Bugge er efter Prindsens Anmodning igjen kommen hertil.

28de Marts.

Min Samtale med Biskop Bugge dreiede sig mest om Tidens Tegn og den norske Nationalaand. At der er for liden sand Patriotisme iblandt os, deri maa jeg give ham Ret, hvad enten jeg saa tager ham med i Klyngen, eller regner ham blandt Undtagelserne – jeg tilstaar at det er mig problematisk – og skulde jeg mistvivle om Udfaldet af det store Værk, vi har begyndt, var det ingenlunde de udvortes Fienders Magt, men mine Landsmænds egen Mangel paa Aand og Hjerte til at udføre det, hvorpaa jeg vilde grunde min Mistvivl.

29de Marts.

Der kan ikke tænkes et ypperligere Foraarsveir end vi nu have. Ligesom vi i hele Vinter har havt vedholdende Frost, have vi nu Dag og Nat vedholdende Tøveir, hvorved Isen svækkes og Sneen smelter langsomt, men dog saaledes, at, efter vort Clima, et godt og tidligt Foraar med al Grund lader sig haabe. Deraf følger da ogsaa, at paa Landeveiene er fælt Uføre, som endnu en Tid lang vil forværres, den 10de Aprils Mænd til megen Qvide, men Landmanden glædes ved Udsigten til et frugtbart Aar, og Kjøbstædmanden ikke mindre ved Haabet om Isens Bortgang og uhindret Tilførsel. – Der var tilmeldt Prindsen, at et Corps Svenske var indrykket over Grændsen, hvilket bragte Allarm i Leiren, men saa kom der Contrarapport, at den Officer, som havde meldt det, havde taget feil. Fremdeles fortælles, at man har faaet Telegraf-Efterretning om, at Regjeringsraad Ankers Sendelse til England er mislykket, hvilket dog næppe er 166Tilfældet, da det er vist, at General AnkerPeter Anker, 1744–1832, Carsten Ankers bror imorgen reiser til England, hvilket ei skulde ske, førend hans Broder havde beredt ham Veien, og lovede sig et godt Udfald. At man imidlertid allerede skulde have den engelske Regjerings Erklæring, at den tillod fri Handel mellem begge Riger, men at den i nærværende Øieblik ikke kunde erkjende det norske Flag, er vel endnu blot Rygte, som man snart tør haabe bekræftet. – I Danmark er skeet betydelig Subscribtion til Norges Forsyning med Korn til Indkjøbspris.

30te Marts.

Jeg har idag læst en Prædiken af SigvardtMathias Sigvardt, senere biskop? – mangler info om ham, hvori han tre Gange kalder Prinds Christian vor Frelser, et Navn, som i en Prædiken udelukkende bør gives Jesus Christus. Prædikenen er forresten god, men baade han og andre Prædikanter, som i denne Tid lade deres Taler trykke, forekommer mig at tale mere til Nationaldeputerede og Medborgere end til Medchristne. Talerne indeholde for megen Politik og for liden Religion. Jeg er selv ikke ankefri i dette Stykke.

Wulfsberg fortalte, at han nylig er bleven bestyrket i sin Tro, at Prindsen ikke ynder Trykkefrihed.

31te Marts.

Admiral Lütken har faaet Ordre fra Kongen af Danmark, gjennem Grev Essen, om strax at nedbringe Kutterbriggerne. Hvad Admiralen som dansk Undersaat maa og bør gjøre, kan ikke være Tvivl underkastet, men om Prindsen vil tillade Briggernes Bortførelse er et andet Spørgsmaal.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Claus Pavels Riis' utgave fra 1864

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook