VII

329Der var en stor Forskjel mellem de franske Armeers Udseende, som i sin Tid drog syngende til Italien – halvt i Republikens Filler, halvt i Bonapartes nye Uniformer, og de Mønster-Soldater, som i 1806 gik vel udrustede indtil den mindste Detail, for at slaa Frederic den Stores gamle Soldater.

Og atter var der en Forskjel fra disse til La grande Armée, saaledes som den var draget ind i Rusland.

Denne Hær var uden Tvivl den skjønneste, som var seet; alt, hvad der var af Udrustning, Vaaben og Materiel, var nyt og moderne; og de mange fremmede Tropper bidrog paa en vis Maade til at forhøie Indtrykket af en altomfattende Magt, der kom marscherende indover de polske Sletter som en kolossal Parade; thi der var noget af en Parade ved denne Indrykning.

330Man har sagt, at det var et Tegn paa Napoleons forblindede Ærgjerrighed, at han kunde gaa til dette Tog saa slet forberedt og med saa mangelfulde Kundskaber om Landets Geografi og klimatiske Forhold. Men det var snarere hans Livs store Vildfarelse, som forførte ham – den nemlig, at der var en Plads for ham og hans mellem Evropas ligitime Fyrster; og efter, hvad der var hændt ham og efter hvad han havde opnaaet, var dette i Grunden for ham ikke noget svimlende.

Han viste, at i det falske Spil mellem Hofferne er der ingen Hukommelse; derfor maatte Hæren være saa mægtig og Angrebet saa samlet, at det kunde skræmme Zaren til at række Haand. Men der var denne Gang ikke arbeidet af Napoleon og omkring ham med den altseende Omsigt som ellers, naar et Feldttog begyndte.

Alle høiere Officerer kom afsted i mer eller mindre Grad mod sin Vilje. Soldaterne selv var overmodige i deres Tillid til den uovervindelige Afgud. Der var derfor foran den russiske Krig neppe lyttet overalt efter Advarsler og Oplysninger; Spioner og Bestikkelser havde ikke banet alle de skjulte Veje. Keiseren selv og hele hans Apparat var en Smule slidt; det 331var ikke længer saa absolut sikkert i alle Smaating som før.

Han havde selv sagt ved Austerlitz i 1805 om General Ordener – den samme, som fængslede Hertugen af Enghien: Ordener er udslidt. Man duer kun en kort Tid for Krigen. Jeg selv kan endnu holde ud en fem-sex Aar; men da bør jeg stanse.

Akkurat syv Aar senere var han syg og slap ved Borodino.

Alt dette gjorde, at Feldttoget til Rusland blev saa uligt alle de andre – ikke blot ved det ulykkelige Udfald. Men alt fra den første Indrykning manglede det vidunderlige, som havde fulgt ham fra hin Morgen i 1796, da alle Republikens Corpser mødtes i Orden og præcis ved den solbeskinnede Bormida – dette vidunderlige, at alting klappede saa akkurat sammen. I 1812 derimod begyndte det strax med, at Ordrer blev misforstaaede, Afstande galt beregnede, Tiden spildtes, og naar der var en Sejer – og det var der endnu bestandig, saa var der ikke længer som i gamle Dage Hænder rede til at udnytte enhver Fordel.

Togets hele Plan var mere politisk end strategisk. At slaa Russerne var bleven for Keiseren af mindre Betydning end at vinde 332Zaren. Derfor var der noget af en Parade over det storartede Fyrstemøde i Dresden, Opstillingen af de uhyre Stridskræfter, Fremmarschen mod Niemen – altsammen saa uvant langsomt og midt foran Ruslands Øine, forat give Zaren Tid til at række Haand.

Hvad Enhver af os, som ere komne til Verden hundrede Aar senere, kunde fortalt ham, forstod Napoleon ikke; han bildte sig ind, at Efterkommerne af Røveren fra Corsica skulde kunne mødes med de Habsburgere, de Hohenzollere, de Romanower og kysses, saa det smalt i alle Telegraflinier.

Ganske vist; han var kommen dem nær. Allerede i 1808, da han var paa Reisen fra Tilsit til Paris, mødte der ham i Marienwerder en Adjutant fra Kongen af Sachsen med et Brev saa lydende:

Keiser Frantz anholder om min Datter Augusta. Hvad skal jeg gjøre?

Napoleon kom til Dresden og forhindrede Partiet.

«Og deri gjorde jeg storlig Uret,» – sagde han senere paa Sankt Helena, «jeg var bange for, at Forbindelsen med Keiser Frantz skulde føre Kongen af Sachsen fra mig; medens det netop vilde blevet Augusta, som havde ført 333Keiser Frantz til mig; og saa sad jeg ikke her!»

Han var dem saa nær, at de spurgte ham tilraads i saa intime Ting. Keiser Frantz gav ham faa Aar efter sin Datter til Ægte; og dog forstod Napoleon først til allersiste Slut, hvilket Svælg der var mellem ham og dem.

Derfor gjør det et næsten pinligt Indtryk, naar Napoleon den 25de August 1808 beklager sig for Fyrst Metternich over, at Keiseren og den nye Keiserinde af Østerrige aldrig spurgte den franske Gesandt i Wien om, hvorledes han – Napoleon – befandt sig og lignende.

«De ved jo godt,» sagde han, «at jeg gjør Dem hellerikke saadanne Spørgsmaal, for at faa vide, hvad jeg allerede ved. Nei, men det er, forat Verden skal vide, at Forholdet mellem os er som mellem den ene Souverrain og den anden. Se, hvorledes jeg har det med Keiser Alexander! vi sender hinanden gjensidige Gaver. Ikke fordi, at disse Gaver har nogen Betydning i og for sig; men de knytter os sammen.

Jeg vilde budt Deres Keiserinde en Bryllupsgave; men hun har aldrig nævnt mit Navn. Aldrig en Opmærksomhed fra Eders Side! Og min Ambassadeur blir ikke behandlet med saa 334meget Hensyn som en fra Bayern eller Würtemberg – endsige da som en Gesandt fra Petersburg. Disse Smaating er af stor Betydning.»

«Jeg» – skriver Metternich, «tog dette fra den spøgefulde Side og svarede: «Sire! jeg skal strax sørge for, at der blir sendt nogle prægtige Porcellainsvaser fra Wien, hvis det kan tjene til at befæste det gode Forhold mellem os.»

I 1813 foran det sachsiske Feldttog sagde Napoleon: Den Krig, som jeg nu fører, er en politisk Krig. Jeg har begyndt den uden noget Fiendskab. Jeg vilde gjerne sparet Rusland for alt det Onde, det selv har ført over sig. Om jeg havde villet, kunde jeg have væbnet Massen af Befolkningen mod Zaren ved at proklamere de Livegnes Frihed. Men jeg forsmaaede dette Kampmiddel, som vilde udsat utallige Familier for Ulykker og fremkaldt endeløse Myrderier.

Og endelig – paa St. Helena sagde Keiseren engang i Samtalen:

«Man forklare det, som man vil; men jeg sværger, at jeg intet umiddelbart eller personligt Had nærede til nogen af de Fyrster, jeg gik forat styrte. For mig var det hele bestandig en politisk Strid – saa fri, saa let – ja, 335jeg kunde sige: saa velvillig var min Stemning. Vistnok havde Ludvig den 18de og de andre Fyrster sat mig udenfor Loven, sat en Pris paa mit Hoved – saavidt jeg husker. Men det var altsammen i mine Øine ikke andet end Manifest-Stil.»

Var der en storstilet Naivitet i alt dette, ligger Feilen ialfald ikke deri, at Napoleon overvurderede Betydningen af at komme ind i Ringen for sig og sine Efterkommere.

Thi deri havde Manden Ret: dengang ligesaavel som idag ligger Magten i Fyrsternes Kreds og Nationernes Skjæbne i nogle gamle Slægters Hænder.

Men naar han troede, at det skulde lykkes ham at trænge sig frem, saa laa denne Tanke kanske nærmere for Napoleon, der netop var gaaet gjennem Revolutionens Ildovn, end for os, som er saa langt borte fra det store Opgjør med Kongerne, og som efter en hundrede-aarig Reaktion ere blevne vel afkjølede og atter har faaet det skadelige gamle Nonsens fæstnet i Hovedet, at der maa Kongeblod til, for at styre de moderne Samfund, – akkurat som, naar vi paa Skolen bildte hverandre ind, at der maa være Katteblod i ægte Lakrits.

*

336Da Keiseren var kommen tilbage til Paris, gjenoptog han strax sit vante Liv som Statens utrættelige Overhoved, og han optraadte med den iskolde Ro, som skulde betegne, at han var en Mand – hævet over alle Skjæbnens Tilskikkelser. Men overalt – i alle Ansigter saa han Virkninger af Nederlaget og af sin 29de Bulletin, hvori han saa aabent havde tilstaaet hele Elendigheden. Han søgte hellerikke nu at komme fra det ved Talemaader og Udflugter; men han kastede sig med overdreven Iver over Affairen Malet. Med stor Ostentation lod han Seine-Prefecten Frochot arrestere og indledede en Undersøgelse.

Ganske vist gjorde han dette delvis for at aflede Paris’s Opmærksomhed fra det ulykkelige Feldttog, men ogsaa, fordi han med Ængstelse og Bitterhed havde seet i Politiets Optegnelser, hvor mange der var blandt hans troe Tjenere, som havde været rede til at acceptere Statsomvæltningen paa det blotte Rygte om hans Død, medens ikke En havde tænkt paa at ile Keiserinden og Tronarvingen til Hjælp.

Men dernæst tog han med mageløs Iver fat paa Rustninger og nye Udskrivninger. Han fyldte de tømte Regimenter og trak Tropper 337sammen fra Alverdens Leirpladse rundt om i Evropa. Og havde han ikke havt en saa uforholdsmæssig stor Del af sine beste Soldater forpantede paa den spanske Halvø, skulde han snart igjen havt 500,000 Mand i sin Haand.

Imidlertid Forlangte han nye Udskrivninger i de fire siste Aarsklasser og lige til 1814 flere hundrede tusind Mand. Og alt blev ham indrømmet. Borgerne i Byerne kappedes med Landbefolkningen i Offervillighed. Hver Mand følte det som en Æressag at holde Frankriges Ære og tyve Aars Glans oppe imod dette første Slag, som havde ramt den Uovervindelige.

Men der fattedes dog noget. Nationen blev ikke paakaldt i Frihedens Navn. Keiseren vilde ikke vække en Folke-Reisning, som vilde lægge Frankriges Frelse over i Nationens Hænder. Det skulde fremdeles være som før: Keiseren og hans Armé. –

– Anderledes gik det i Preussen og Tyskland. Der blev det en Folke-Sag at bryde det franske Aag; og Regjeringerne – saa rædde som de var for alt, hvad der hed Folket, de maatte for en Stund slippe det store Dyr løs, forat binde det desto fastere, naar Faren var over.

Hele Tysklands forkuede Ungdom brød ud i begeistrede Sange om Vaterland og Freiheit; 338og medens de gamle Diplomater holdt sig for Ørene og kogte deres allerfineste Seid, samlede der sig store Masser af tyske Ynglinge under Fanerne rede til at dø for den Frihed, de troede at skimte.

At det maatte gaa løs igjen, følte jo alle. At Napoleon ikke kunde lade sit halvt ødelagte Rige ligge aabent mod Østen, var ligesaa aabenbart, som at de andre Fyrster var og forblev hans Fiender, indtil han var fuldstændig knækket.

Derfor laa der igrunden liden Magt paa, hvor udspekuleret de vigtige Diplomater vred sig, og paa hvad Metternich kunde faa indbildt Napoleon. De viste jo alle, at han viste mere end Allesammen. Krig skulde der være, og Krig blev der – endnu i tre Aar og værre end nogensinde.

Hans Skjæbne styrtede efter Toget til Rusland fra Fald til Fald – ligesaa naturnødvendigt som en vældig Fos og næsten ligesaa pragtfuldt. –

Alle hans Fiender trak sig sammen som et Uveir i Øst.

Og helt ude i det yderste Vest begyndte General Moreau at røre paa sig. Han havde levet fredeligt paa sit Gods i Delaware siden 339den store Sammensværgelse i 1804; men saa snart han fik høre om Udgangen paa det russiske Feldttog, forlod han Amerika og reiste til Evropa. Alle hans ærgjerrige Drømme vaagnede igjen: nu var Napoleon Bonaparte moden til Fald, og nu var Tiden for Moreau til at tage hans Plads.

Efter et Møde i Gøteborg med den anden Forræder Bernadotte, gik den store General Moreau fra Republikens glorværdige Kampe fra Sejeren ved Hohenlinden – han gik som en simpel Overløber over til Frankriges Fiender, just da det kneb. Han begav sig til Prag og blev modtaget med Jubel af de Allierede, som gav ham en Art Commando over de samlede Hære ved Siden af Fyrst Schwartzemberg, da det kom saa langt, at Østerrigerne fuldstændig kastede Masken.

Bernadotte havde ogsaa efter de skamløseste Intriger ladet sig kjøbe til at tage Plads mellem sit Fædrelands Fiender og imod den Mand, hvem han skyldte alt.

Efter at have overladt Regentskabet til Marie Louise, hvilket denne Gang syntes ham en Betryggelse, forlod Keiseren Paris den 15de April 1813 Klokken et om Natten og tog Veien til Maintz.

340Aldrig havde han vel overrasket Verden og sine Fiender mere, end da han i Omegnen af Jena, hvor han havde seiret for sex Aar siden, udfoldede de nye Stridskræfter, han havde stampet frem af Jorden i denne korte Tid. De Allierede, som havde god Greie paa, at mellem 2 og 300,000 af hans gamle Soldater stod i Spanien, ventede ikke at træffe andet end nogle skrøbelige Levninger efter Ødelæggelsen i Rusland.

Men her fandt de atter foran sig de gamle uovervindelige Navne og de samme velkjendte faste Colonner af Verdens første Infanteri. Foruden Ney, Oudinot og Eugen og de andre fra Rusland, var der nu kommen til Navne som Marmont, Macdonald, Kellermann og Bertrand. Det var smaat med Cavalleriet; og naar man saa nøie efter, var der en sørgelig Mængde ganske grønne Rekruter; men netop disse tilfaldt det at vinde den utrolige Sejer ved Lützen, hvormed Krigen i 1813 begyndte.

Dagen før Slaget hændte en stor Ulykke, idet Marechal Bessières under en ubetydelig Træfning blev rammet og dræbt af en Kanonkugle. Det var en Sorg for Napoleon og alle hans Omgivelser og et stort Tab for Arméen – især for Cavalleriet, som han altid havde passet med Omhu og ført med Hæder.

341Hertugen af Istrien var en tapper og hæderlig Soldat, men en Særling, forsaavidt som han var en af de ganske Faa i Armeen, som blev ved at gaa med pudret Paryk, Pisk og Bukler ved Ørene. –

Keiseren havde før det store Slag gjort sig personlig bekjendt med de mange nye Soldater. Han lod Marechallerne Ney, Oudinot og Marmont samt Vicekongen opstille deres Tropper saaledes, at han selv kunde passere Linierne i Sammenhæng. Keiseren red da langsomt gjennem de lange Colonne-Rækker, stansede her og der med nogle venlige Ord, talte med Officererne eller med en gammel Underofficer, han kjendte; altimens lod han sine Øine glide hen over de ganske unge Drenge paa den Maade, som var ham egen – saaledes, at hver enkelt ligesom følte sig mærket af hans Blik. Allesammen fik Tid til at se ham – de gamle som de unge og han smeltede dem sammen, saa alle blev sikre paa at seire – de med ham og han med dem.

Keiseren vilde først og fremst vinde et stort Slag, som kunde sætte Skræk og aabne ham Veien til Dresden; herfra vilde han føre Krigen i Schlesien og mod Bøhmens Grænser.

Den 2den Mai Klokken 9 om Morgenen 342havde Keiseren forladt Lützen i Ney’s ArméCorps, og han var netop steget af Hesten, for at se paa nogle Korter sammen med Marechalen, da de begge blev opmærksomme paa en stærk Kanonade bagfra – i den Retning, hvor Neys Tropper havde tilbragt Natten. De kunde snart beregne, at det maatte være Macdonald, som var kommen i Kast med Fienden.

I en Fart forandrede Keiseren alle sine Dispositioner og sendte Adjutanter til alle Generalerne med Ordre at marschere tversigjennem Mark og Eng efter Lyden af Macdonalds Kanoner. Der skulde tre Timer til, førend denne Maneuvre kunde være udført, og derfor sloges de, som først kom frem til Slagmarken ved Lützen, i flere Timer mod en stor Overmagt.

Men efterhvert som Artilleriet kom i Stilling, begyndte de forskjellige Corpsers Kanoner at dundre rundt omkring, og da Divisionerne Bonnet, Morand, Compans og Bertrand naaede ind paa Slagmarken, blev Slaget fuldstændig vundet paa alle Punkter. Kejseren var selv midt i Ilden den hele Dag.

General Mouton – Greve af Lobau – førte 16 Batailloner af den unge Garde i en frygtelig Kamp om Landsbyen Kaya. Naar de unge Mennesker var paa Nippen til at overvældes 343af de uvante Rædsler, behøvedes der bare et Ord fra de gamle Generaler og de stod fast som Lys; og hørte de Keiserens egen Stemme gjennem Larmen, brød der løs et Skrig: Leve Keiseren! og de gik paa med Bajonetten som et Uveir.

Men det var et klageligt Syn: al denne skjønne Ungdom paa begge Sider, smaa tynde franske Gutter og blege tyske Studenter, Jugendbündlere og Tugendbündlere med langt Haar – de kastede sig over hinanden som rasende Dyr. Fem og tyve Tusinde Mand laa der paa Marken, da Solen gik ned; og fire store brændende Landsbyer lyste over Sletten.

Napoleon sad fornøiet og redigerede Bulletinen om sin utrolige Sejer. To forenede Armeer af gamle Soldater – den russiske og den preussiske – med 25,000 af Evropas fortrinligste Rytteri og dertil et umaadeligt Artilleri havde han slaaet med Infanteri-Divisioner fulde af Rekruter fra igaar.

Der blev ingen Fanger gjort efter Slaget ved Lützen, fordi det franske Cavalleri endnu var svagt.

Men den moralske Virkning af dette Slag var overmaade stor. Keiser Napoleon var igjen sig selv; Tilliden mellem Generalerne vendte 344tilbage; Ulykkerne i Rusland blev ligesom et Mareridt, af hvilket man vaagnede op; og Armeen – ja hele Frankrige gav sig atter over i den faste Tro paa den Uovervindelige.

Blandt de Allierede var der stor Skuffelse. Deres Armeer gik tilbage mod Dresden. I Spidsen var Keiseren af Rusland og Kongen af Preussen – ganske som før, Generalerne Barclay de Tolly, Wittgenstein, Miloradowisch, Blücher, Kleist – allesammen med Halen mellem Benene – ganske som før. Feldtmarechal Kutusow var død.

Napoleon drev dem snart ud af Dresden og slog sig til Ro der for en otte Dages Tid. Den gamle Konge af Sachsen var ikke hjemme. Tvunget af Østerrig havde han taget Ophold i Prag, og han var allerede stærkt paavirket af de andre tyske Fyrster. Men Napoleon bevægede ham snart til at komme hjem; og den 12te Mai var Frederik August tilbage i sin Hovedstad.

Keiseren red ud af Dresden og modtog Kongen af Sachsen meget høitidelig, omgivet af sin pragtfulde Garde. Det gamle Venskab befæstedes, og Sachsen forblev en paalidelig Bundsforvandt lige til det siste, Sachsen og det trofaste Danmark.

345Østerriges Holdning blev mer og mer tvetydig, – det vil sige: alle de mange Omsvøb kunde ikke skjule for nogen, at saasnart der kom et beleiligt Øieblik, vilde Østerrige slutte sig til de Allierede.

I de 8 Dage han tilbragte i Dresden, fik han gjennem Kongen af Sachsen en Del Cavalleri, som han haardt trængte til.

«Hvis vi nu bare var en Maaned ældre, sagde Kejseren – saa jeg havde mere Rytteri, var der intet Øieblik beleiligere til at slutte den hele Affaire med Vaaben i Haand, og jeg skulde vist ikke indrømme dem nogen Vaabenstilstand. De ved lidet, hvad der vil falde over dem.»

Napoleon hentydede herved til Marechal Ney’s Marsch mod Bautzen.

Ogsaa her – ved Bautzen og Würschen vandt den franske Arme den 20de og 21de Mai en glimrende og blodig Seier over de Allierede.

Dagen efter var Armeen allerede paa Marschen til Schlesien drivende de Allierede foran sig. De Franske trængte frem ad tre Veie: Marechal Victor og General Sebastiani paa venstre Fløi; Macdonald, Marmont og Bertrand fulgte Wittgenstein paa Veien til Schweidniss; Marechal Ney paa Veien til Breslau.

346Keiseren tog selv Del i Forfølgelsen med Gardens Cavalleri og Latour-Maubourgs Dragoner samt noget Fodfolk. Han red hele Dagen i Spidsen for Garden og kom uden Modstand til Weissenburg.

Lidt længer fremme paa Høiderne ved Reichenbach havde General Miloradowitsch taget Stilling for at beskytte de flygtende Souverainer.

Det franske Cavalleri – om end kun en Skygge af den fordums Glans – førtes dog endnu af de gamle Navne: Bruyères, LefebvreDesnouettes, Colbert og Latour-Maubourg, efter en heftig Kamp blev Russerne kastede.

Men i denne forholdsvis ubetydelige Træfning faldt General Bruyères – en af Veteranerne fra Italien. Napoleon var selv midt i ilden og en af hans egne Jægere i hans personlige Escorte blev dræbt saa nær Kejseren, at den Ulykkelige styrtede lige foran Hestens Ben.

«Vi har Lykken med os idag – Duroc!» raabte Keiseren til Pallads-Marechallen.

De red netop gjennem en kroget Gade i en Landsby for at komme op paa en Høide og vinde bedre Udsigt. Da kom der en vildfarende Kanonkugle, den slog an mod et Træ, dræbte General Kirgener og rev dernæst Maven 347op paa Marechal Duroc, som red ved Siden. Marechal Mortier, som var tæt ved, slap uskadt.

Keiseren havde imidlertid sat sin Hest i Galop, forat komme op paa Hougen og mærkede Ingenting. Først da han var deroppe kom en af Oudinots Adjutanter og meldte ham, at Hertugen af Friault var falden.

Umuligt! – raabte Keiseren, jeg talte jo netop med ham!

Imidlertid kom Oberst Gourgaud med en Melding fra Ney; men Napoleon hørte ikke paa ham, men red ned igjen. Sammen med Mortier og Coulaincourt gik han ind i det Hus, hvor de havde lagt Duroc.

De vexlede nogle Ord, og Napoleon sad en lang Stund hos den Saarede. Det var hans fortroligste Ven fra Ungdommen og en umistelig Tjener.

Dagen før han faldt, havde Duroc sagt til Marmont:

«Keiseren er umættelig efter Krig. Vi kommer allesammen til at ende paa Slagmarken; det bliver vor Skjæbne.»

– Imidlertid havde disse Seire og den heftige Forfølgelse knækket Modet ganske hos de Allierede og de kom meget pent og bad 348om Vaabensstilstand. Og skjønt Forslaget blev overbragt af en af Napoleons argeste Fiender den østerrigske Greve Stadion, tog han imod denne ulykkelige Vaabensstilstand.

Hermed var alt spildt, som var vundet; i dette Øieblik, som den unge Bonaparte vilde grebet som et Lyn, kunde han tiltvunget sig en hæderfuld Fred.

Men han havde endnu engang sendt Hertugen af Vicenza til Zaren i en hemmelig Sendelse, og han foretrak at kaste sig ind i en diplomatisk Kamp, hvori han maatte trække det korteste Straa, fordi han var fredløs blandt de andre, simpelthen et Skadedyr, mod hvem alle Midler vare gode.

Først gik det langsomt med at faa denne Vaabensstilstand etableret; saa blev der besluttet en Congres i Prag, hvor der i hele Juni Ingenting blev gjort.

Imens beleirede de Allierede Stettin, som blev forsvaret af General Dufresne. Den svenske Kronprins lod, som om han inspicerede de beleirende Tropper under Vaabenhvilen; men han red med Vilje saa nær som muligt ind under Fæstnings-Værkerne for at lade sig se af sine fordums Soldater, blandt hvilke han indbildte sig at være saa yndet. Men pludselig 349blev der fyret et Kanonskud fra Fæstningen, og Kuglen peb Bernadotte om Ørene.

Der blev strax fra de Allieredes Side reist Indsigelse mod dette Brud paa Vaabensstilstanden; men den commanderende General i Stettin svarede:

«Der blev meldt en fransk Deserteur og Vagten skjød paa ham; det var det Hele.»

Den 27de Juni kom Fyrst Metternich som etslags Mægler til Dresden, hvor han havde en hæftig Samtale med Keiseren i Palads Marcolini. Østerriges Fordringer for en almindelig Fred var saa urimelige, at Keiseren raabte: «Hvor meget giver England Dem for at drive Østerrige til Krig mod mig?»

Congressen i Prag blev drevet efter det Princip, at der bare skulde snakkes, men Intet afgjøres. De Allierede sig imellem sluttede Aftaler; men Napoleons Gesandter fik Ingenting at vide; man holdt dem udenfor eller narrede dem.

Kong Murat vendte tilbage og tilbød sin Tjeneste. Siden han løb hjem fra Armeen, havde han sluttet hemmelig Aftale med Østerrige; thi han var saa bund-taabelig og saa langt fra Forstaaelsen af, hvorledes det gaar til mellem Fyrsterne med Aftaler og givne Løfter, at han 350indbildte sig at faa beholde sin lille Krone, naar den Mand var styrtet, som allene forstod den Kunst at gjøre Konger af Opvartere. Og samtidig vovede han at byde Napoleon sin Tjeneste; og Napoleon tog imod den, skjønt han viste Alt. Men han havde Brug for sin allerførste General i Cavalleriet; og han ventede sig ikke bedre af Murat end Taabelighed og Utak. –

– Under de lange diplomatiske Forhandlinger regjerede Napoleon atter Verden fra Dresden; der var atter fuldt af Generaler og Gesandter, men ikke saa mange Konger som i 1812. Under hans Haand gik alting i Orden, Regimenterne fandt Kvarter og fik sin Forpleining, Rekruterne øvedes og alt, hvad Armeerne trængte, kom fra Depoterne; det kneb med Heste.

Den lille tapre polske Armé under Poniatowsky havde nu ikke noget andet Fædreland end under de franske Faner, som de saa længe havde fulgt. Napoleon tog dem op paa Sold og Vilkaar som de franske Soldater. Alle de Millioner, han havde opsparet i de gode Aar af Bytte og Krigserstatninger, og som havde ligget vel forvaret i Pavillon Marsan i Louvre, kom nu vel med til at lette Byrden for det 351arme Sachsen, som maatte være Krigens Skueplads.

Pludseligt declarerer Metternich foran Coulaincourt og Narbonne Congressen i Prag opløst; de Allierede var færdige med deres Forberedelser og Rænkespind; og Blücher angreb de Franske i Schlesien to Dage før Vaabenstilstandens Udløb, – man tog det ikke saa nøie med Arvefienden.

Det skulde have været den l5de, men allerede den 12te August angreb Blücher de tre Marechaller Ney, Marmont og Macdonald, som havde Stillinger mellem Bober og Kazbach. Napoleon ilede til og drev Blücher tilbage Skridt for Skridt.

Men den 22de August kom der en Kurer fra Marechal St. Cyr med Bud, at Fienden var ved Dresden – endog vestenfor, som om han vilde vaage sig ind mellem Dresden og Leipzig. Det havde ogsaa været Meningen at gaa mod Leipzig; men de to Generaler Moreau og Jomini, som nu var blandt Napoleons Fiender, havde fremhævet Faren ved at faa Keiseren i Ryggen; derfor rykkede Schwartzenberg i al Hast frem mod Dresden, mens Napoleon var optaget med at drive Blücher ud af Schlesien.

352Fyrst Schwartzenberg havde i Virkeligheden allerede 200,000 Mand samlet; men han vilde endnu vente paa General Klenau. Moreau gik og blev nervøs af al denne Nølen og Forsigtighed, han lod falde nogle skarpe Ord om at benytte Tiden. Fyrsten gav ham et overlegent Svar.

Men da gik Hofmanden af den gamle Republikaner; Moreau kastede sin Hat paa Jorden og raabte: «Ja ved De hvad – min Herre! nu undres jeg Pinedød ikke paa, at De ikke har gjort andet end lade Dem slaa i sytten samfældige Aar!

Ved Efterretningen om Fiendens Anslag mod Dresden var Napoleon øieblikkelig vendt om med sin Garde og Arme-Corpserne Marmont og Ney; saa at Marechal Macdonald med Generalerne Lauriston og Souham blev staaende alene overfor Blücher.

I en utrolig Fart var Keiseren kommen til Stolpe. Han havde i sit Hoved en stor Plan til en Maneuvre over Broerne ved Lichtenstein og Kønigsstein. Men Marechal St. Cyr begyndte at blive ængstelig i Dresden; og da Napoleon havde sendt ham General Gourgaud forat spørge, om Marechallen ikke kunde paatage sig at holde Byen endnu i to Dage, kom 353Gourgaud tilbage om Aftenen den 25de i fuldt Firsprang og alarmerede i den Grad Keiseren, at denne opgav sin Plan og sendte sine Tropper i Il-marsch til Dresden.

Samtidig lod han General Vandamme med Ingenieuren Haxo og mange gode Officerer tiltræde Toget til Böhmen, hvor de efter Napoleons Beregninger skulde tage imod og fange de Allieredes Armeer paa Flugten, naar han selv havde slaaet dem. Men det gik ganske anderledes med Vandamme og hans Hær.

Om Formiddagen den 26de August red Kejseren selv ind i Sachsens Hovedstad til stor Overraskelse for Alle; og det var paa høi Tid, at han kom. Thi om Eftermiddagen førte Schwartzemberg sin samlede Styrke til Angreb paa Byen, og hans Folk trængte efterhaanden helt frem til Grosser Garten, hvor en Del af Keiserens Garde tog imod dem.

Napoleon havde imidlertid faaet sine Tropper ind i Byen; og pludselig strømmede den unge Garde ført af Marechal Mortier ud af den ene Port og Ney ud af den anden som to rivende Strømme, der kastede Østerrigere, Preussere og Russere langt tilbage. Kampen var kort, men heftig, mens den stod paa; fem Generaler af Garden blev saarede.

354Kongen af Neapel med Gardens Cavalleri og Latour-Maubourgs Kyrasserer drev Fienden indad Wildstrufervej; de Franske tog alle deres Stillinger tilbage; de Allierede, som nu forstod, at Kejseren selv var i Dresden, veg overalt tilbage.

Om Aftenen, efter at have forberedt alt til et stort Slag den næste Dag, begav Napoleon sig til Kongen af Sachsen, hvor han spiste ved Taffelet og var i et for ham at være – glimrende Humør.

I de Allieredes Leir tilbragte man Natten med at gjøre hverandre Bebreidelser.

Den næste Dag – den 27de August var der tæt Taage; det havde regnet hele Natten og regnede fremdeles voldsomt. Infanteriets Geværer med Flintesten og aabne Krudtpander var næsten ubrugelige. Det store Slag blev udkjæmpet af Artilleriet og ellers mest med Sabel og Bajonet. Klokken syv om Morgenen begyndte Kanonaden og varede hele Dagen.

Murat og Marechal Victor – Hertug af Belluno – kastede sig over Østerrigerne paa den venstre Fløi i Kløften ved Plauen. General Mitzko blev fanget med sin Cavalleri-Division. De Allieredes Centrum blev efterhaanden fuldstændig gjennembrudt, og paa den høire Fløi, 355hvor Napoleon sloges med Russerne, blev Wittgenstein efter haardnakket Modstand kastet tilbage.

Paa Høiderne ved Roknitz, hvor de allierede Fyrster holdt med sine Generalstaber og Livgarder, samlede der sig en Masse Tropper, som alene kunde naaes med Artilleriet. Det var Gardens egne Kanoner, hvem det blev overladt at drive Fienden herfra, og Keiseren commanderede selv Batterierne, eftersom de blev kjørt frem i Stilling.

I hine Tider var ikke Afstandene større selv ikke Artilleriets – end at man fra de franske Batterier kunde se den glimrende Gruppe, som holdt omkring de allierede Souverainer; og pludselig saa man, at der mellem disse Ryttere opstod en underlig Forvirring og Uro. Man gjættede paa, at en stor Mand eller ialfald en høiere Officer var saaret eller falden. Og da der om Aftenen kom en vildfarende Hund ind mellem de franske Forpostlinier, paa hvis Halsbaand der stod: General Moreau, tænkte man sig, at det var ham, som var rammet.

Saaledes var det ogsaa. Moreau sad tilhest lige ved Siden af Keiser Alexander, da der kom en Kugle fra de nys opkjørte franske 356Batterier. Den traf General Moreau og knuste hans ene Laar, gik gjennem Hesten og sønderrev hans andet Ben. De maatte begge amputeres; men han overstod ikke Operationen. Der siges, at den gamle Helt røgte en Cigar, mens Lægerne stellede med ham.

Om Aftenen og Natten trak Schwartzemberg sig tilbage mod Bøhmen ad Teplitzvejen; alle andre var stængte. Han efterlod under Dresdens Mure 30,000 Døde og 12,000 Fanger.

Men Napoleon red ind i Dresden, efterat have siddet paa Hesten i tolv Timer under styrtende Regnveir. Han kom fra Neustadt over Alte Brücke. Foran red i Skridt den gjennemvaade Livvagt; dernæst kom han selv skjødesløst hængende i den vaade Sadel, med den graa Batalje-Frak silende vaad af Regn, og den berømte Hat saa gjennemblødt, at de store opkrampede Bræmmer hang ham helt ned over Skuldrene.

Men Soldaterne jublede, hele Dresden jublede; det sachsiske Hof modtog ham med behersket Glæde, da han efter sit Bad og Toilette traadte munter ind som Sejerherre i de oplyste Sale; og den gode Frederik August, som i alle disse Aar var ophængt mellem Himmel og Jord og aldrig viste sikkert, om han var kjøbt 357eller solgt, – begyndte at tænke: han klarer det denne Gang ogsaa!

Men det kunde altsammen ikke hjælpe noget; der var tabt for megen Tid, og de Hjælpemidler baade af Folk, Heste og Krigsmateriel, som stod til de allierede Fyrsters Raadighed, var altfor overvældende. I de Uger, som nu kom efter Slaget ved Dresden, lod Napoleon sine Armeer – langt mere sønderdelt end tilforn operere under Marechaller og Generaler paa egen Haand; medens hans store Planer forbandt alle deres Maneuvrer – ganske vist paa den genialeste Maade, men uden, at han havde taget Hensyn til mulige Uheld – eller snarere: uden den Evne, General Bonaparte besad i sin Ungdom til at udelukke Uheld eller ialfald være uafhængig af dem, fordi han bestandig viste Raad for alt.

Hans Regnskab fra Mai til September ser saaledes ud:

Den 2den Mai vandt han selv det store Slag ved Lützen.

Den 20de-21de Mai sejrede han ogsaa ved Bautzen og Würschen.

Saa kom Vaabensstilstanden og Congressen i Prag.

Den 21de Juni tabte Marechal Jourdan og 358Kong Joseph det afgjørende Slag ved Vittoria, hvorved Spanien gik tabt.

Den 21de August sagde Napoleon: Idag rykker Hertugen af Reggio ind i Berlin. Men i Virkeligheden var Oudinot endnu langt fra Berlin – dels opholdt af Oversvømmelser og dels trykket af Bernadotte, som tilslut slog ham ved Gross-Beeren den 21.

Den 26. August tabte Macdonald Slaget ved Kazbach mod Blücher.

Den 26de og 27de August vandt Keiseren det store Slag ved Dresden.

Men den 30te August blev Vandamme slagen af General Ostermann ved Kulm i Bøhmen og selv taget tilfange med syv Tusind Mand; og endelig – den 6te September – tabte Ney Slaget ved Dennewitz mod den svenske Kronprins.

Alt dette gav de allierede Fyrster Mod som rimeligt var. Hele Tyskland bølgede under dem; en Reisning af hele den tyske Nation kom Generaler og Diplomater saare vel tilpas; medens Napoleons Forbundsfæller en efter en faldt fra – dels nødtvunget, dels frivilligt.

Bayern erklærede Krig; Kongen af Würtemberg ligesaa; Storhertugen af Baden fulgte efter. Allene Kongen af Sachsen trodsede Trudsler 359og Tilbud og marscherede med Napoleon til den siste By i sit Rige.

Det var især Bayrernes Frafald, som var farligt, da de havde beskyttet den franske Grænse fra Mainz og nordover. Napoleon havde nu ikke andet at gjøre end at naa til Leipzig før de Allierede, for ikke at afskjæres fra sine Kommunikations-Linier med Frankrige.

Han maatte da forlade Dresden, som han havde begyndt at gjøre til en stor Vaabenplads, hvorfra han med sin uovervindelige Garde kunde ile hvert af sine Arme-Corpser tilhjælp. Men idet han forlod Byen, lod han blive tilbage to af sine beste Generaler, Marechal St. Cyr og General Mouton, Greve af Lobau samt 30,000 udmærkede Soldater, som han aldrig skulde gjense mere. Han traf disse skjæbnesvangre Dispositioner, fordi han endnu havde i sit Hoved den store Plan til de Allieredes Ødelæggelse. Men nu var disse blevne saa dristige, at hans Plan meget snart blev umulig og de 30,000 Mand i Dresden vare bortkastede.

Og dette havde han saa meget mindre Raad til, som han nu skulde til at kjæmpe paa de aabne Sletter ved Leipzig med sine 155,000 Mand mod 300,000 Fiender, hvis Cavalleri til og med var dobbelt saa stort som hans.

360Den 15de October var begge Armeers Stillinger omkring Leipzig saadan, at et stort Slag var uundgaaeligt den næste Dag. Forposterne havde nærmet sig til hinanden paa et Geværskuds Afstand.

Klokken 9 den næste Morgen affyredes som de Allieredes Signal 3 Kanonskud, og i samme Øieblik rykkede 3 stærke Colonner ud fra Wittgensteins og General Kleist’s Armecorpser støttet af 200 Kanoner.

Paa denne første Slagdag blev der endnu kjæmpet saapas langt udenfor Byen Leipzig’s daværende Omraade som paa Linien Markkleeberg, Wachau og Lieberwolkwitz. De to siste Landsbyer blev tagne og tabte mange Gange i Løbet af Formiddagen.

Marechal Victor forsvarede Wachau mod General Kleist og Lauriston Lieberwolkwitz mod General Gortschakoff. Her var af fransk Cavalleri Latour-Maubourg, Sebastiani og Milhaud. Østerrigerne under Klenau prøvede imens at omgaa de Franske østenom Byen. Man viste nemlig, at der nærmede sig en Hær nordenfra – enten Blücher eller Bernadotte.

Slaget var allerede fra Morgenen af saa voldsomt, at der var faldet atten Tusinde Mand fra begge Sider tilsammen før Klokken tolv.

361I dette Øieblik blev det meldt Napoleon, at Fienden ogsaa fra Vestsiden gik udenom hans Stillinger, idet General Margaron blev angrebet af den østerrigske General Giaulay. Nordenfor Leipzig var Blücher ganske rigtig allerede kommen; han havde hørt Kanonerne. Marmont sloges her med ham hele Dagen forstærket af Ney, der bragte ham Divisionerne Souham og Dombrowski.

Efter Klokken 12 besluttede Keiseren at gaa over fra at forsvare sine Stillinger til et voldsomt Angreb paa Schwartzemberg i Centrum.

Mortier rykkede frem med Lauriston, Victor og Oudinot; mellem dem kjørte Drouot Gardens Artilleri op; Gardens Cavalleri var ogsaa med under Latour-Maubourg, Kellermann og Nansouty; Divisionerne Curial, Friant, Gérard – der var ikke længer Tid til at spare paa noget. Macdonald yderst tilvenstre begyndte at trænge Kleenau tilbage og Prinsen af Würtemberg kunde hellerikke holde Stand. Men Rajewskis 10,000 Grenaderer blev staaende foran Drouots Kanoner og lod sig beskyde urokkelige som en Mur. Bag denne samlede Schwartzemberg store Masser Reserve, som han sendte frem, indtil det første Angreb gik istaa.

Klokken 4 besluttede Napoleon at vove alt, 362forat vende Slaget til fuld Sejer. Han tog alt det Cavalleri, han havde under sin Haand og kastede det frem mod Landsbyen Wachau. Tolv Tusinde Ryttere sprængte afsted med Kong Joachim Murat i Spidsen. Han adspredte Fiendens Cavalleri og de russiske Grenaderer, trængte hele Prinsen af Würtembergs Corps tilbage og erobrede sexogtyve Kanoner.

Men netop som alt skulde bøie sig til den afgjørende Sejer, blev General Pajol – en Veteran fra Republiken – sprængt i Luften af en Granat, som exploderede under hans Hest; Generalerne Maison og Latour-Maubourg blev saarede og faldt af Hestene; og i den Forvirring, som herved opstod, lykkedes det Kosakkerne at tage de 26 Kanoner fra Murat. Desuden kom der store Hærmasser fra høire, hvor Hessen-Homburg havde forsøgt at fordrive Poniatowski og Augereau. General Nostitz’s østerrigske Kyrasserer kastede Kellermann og Lefort tilbage. Murat selv maatte stanse foran Landsbyen Güldengossa; han havde tabt de erobrede Kanoner, og Latour-Maubourg mistede sit ene Ben; ogsaa General Pajol var haardt medtaget.

Zaren havde givet sit Samtykke til at lade alt rykke frem – indtil Kosakker og Husarer.

363Men Napoleon, som nu saa, at hellerikke ved hans store Rytter-Angreb blev Kampen afgjørende, besluttede nu for tredie Gang at forsøge. Han gav igjen ny Ordre og anspændte al sin Kraft paa dette Punkt: Wachau.

Fra høire kom der bestandig nye Forstærkninger til de Allierede. General Meerfeldt førte dem. Keiseren sendte selve den gamle Garde mod ham under General Curial, og med disse Folk trængte denne saa voldsomt frem, at han endog fangede General Meerfeldt og 2000 Mand – Sindings store Panorama. Men Slaget gik istaa uden at vende til nogen Kant, og det begyndte at mørkne.

Fyrst Poniatowsky havde hele Dagen holdt Stand mod Østerrigerne ved Overgangen af Pleiss. Napoleon udnævnte ham til Marechal af Frankrige.

Endogsaa da det var bleven Aften vilde Keiseren gjøre et Anfald paa den ulykkelige Landsby Güldengossa. Mortier og Maison gik paa som de pleiede. Men Barclay de Tolly sendte den russiske Garde derhen; og det var og blev umuligt at fordrive Russerne fra Landsbyen, enda General Maison stod og brølede som en Løve, da det blev mørkt. Han havde faaet mange Saar, og tre Heste var skudt 364under ham. Om Morgenen havde Grev Maison sagt til sine Soldater: Idag er det Frankriges sidste Dag. Iaften maa vi alle have lukket vore Øine.

Og de havde ikke skaanet sig – hverken han eller Folkene. Af hans Division var der knapt Tusind Mand igjen.

– Men ellers gik det den brave General ganske anderledes, end han tænkte hin Morgen. Thi General Grev Maison blev Marechal de France efter Toget til Morea i 1828, Gesandt under Louis Philippe og levede lige til 1840. –

Dette var det egentlige Slag ved Wachau, hvor der faldt 50,000 Mand. Men samme Dag blev der ogsaa kjæmpet vestenom Byen, hvor General Margaron holdt sig Gioulay fra Livet, og nordenfor, hvor Marmont ved Möckern bestod en alvorlig Kamp med Blücher.

Marmont og Compans var midt i Ilden den hele Tid. Marechalen fik flere Kugler i Uniformen, et Saar i Haanden og et i Skulderen.

Uheldigvis faldt der en Granat i Compan’s Krudtvogn og i den Forvirring, som opstod ved Explosionen, lykkedes det Fienden at erobre dette Batteri og tvinge Marmont tilbage. Han havde kjæmpet med 24,000 Mand mod 60,000 og dræbt 10,000 af dem.

365Dette var den første Slagdag ved Leipzig.

Næste Dag – den 17de October – blev der ikke kjæmpet. De havde nok at gjøre paa begge Sider med at bringe Armeerne i Orden efter det store Slag og de lange Marscher i det uafladelige Regnveir. Napoleon red som vanligt ud paa Slagmarken, der var en af de forfærdeligste. Stemningen omkring ham var dump Fortvivlelse. Der var Ingen længer, som ikke forstod, at det gik til Ende med Keiseren og hans Magt, og at alt om kort Tid vilde være ude.

Keiseren talte om et Tilbagetog over Lindenau ad Lützen-Vejen; men han kunde ikke bekvemme sig til at erklære Slaget igaar for et Nederlag, hvad det igrunden hellerikke var. Men Napoleons Hær var saaledes omringet, at den vanskelig kunde faa nogen Forstærkning; medens hver Kamp svækkede dens Kræfter. De Allierede derimod stod saaledes, at Forstærkninger uafladelig strømmede til den ydre Ring.

Desuden var det haardt for ham at forlade og opgive alle Frankriges Erobringer paa denne Kant og lade falde sammen de nye Grænselinier, han havde sat for sit Keiserdømme; medens han endnu havde ypperlige Garnisoner 366i Dresden, Torgau, Wittenberg, Magdeburg, Glogau, Küstrin, Stettin, Danzig og Hamburg – tilsammen 170,000 Mand. Desuden ventede man hver Dag General Regnier med 30,000 Mand – rigtignok Sachsere.

Hele Dagen gik Keiseren tvivlraadig og gjorde ingen alvorlige Anstalter til Tilbagetoget. Han sendte Marechalstaven til Poniatowski og lod den fangne General Meerfeldt kalde til sig i sit Telt.

Keiseren underholdt sig med Generalen og gjengav ham hans Kaarde og Friheden. Denne Mand havde i sin Tid været med blandt de østerrigske Underhandlere før Freden til Campo Formio 1797, dengang den unge General Bonaparte skræmte Livet af Grev Cobentzl med Theservicet.

Nu fik han etslags Fuldmagt til at være Napoleons Sendebud til de allierede Fyrster. Grev Meerfeldt skulde sige, at Keiseren nu var villig til at gjøre større Opofrelser for Freden end for to Maaneder siden; men nærmest tænkte nok Napoleon bare paa en Vaabensstilstand, forat komme ud af den øieblikkelige Knibe.

Der kom naturligvis aldrig noget Svar paa denne Henvendelse.

Endelig udpaa Aftenen begyndte Napoleon 367at træffe nogle Forberedelser til Tilbagetog; men det skulde være en imponerende Retraite, der kunde se ud som en Maneuvre.

De Allierede havde holdt sig i Ro den 17de dels for at hvile, og dels fordi de ventede paa Generalerne Colloredo og Benningsen fra Øst og Bernadotte fra Nord. Han maatte drives frem af Blücher og den engelske Gesandt og var saa forsigtig og ængstelig, at de Allierede tvivlede lige saa meget om hans Mod som om hans Paalidelighed.

I Løbet af Dagen ankom Østerrigerne under Colloredo og Russerne under Benningsen og indtog deres Pladse, dernæst Bernadotte. Fra Taarnene i Leipzig kunde Folk se Forstærkningerne, som uafladeligt kom og udfyldte Schwartzembergs Linier, og om Aftenen var hele Horizonten omkring Byen lukket af en sammenhængende Ring af Leirbaal.

Grev Rochechouart – en fransk Emigrant i russisk Tjeneste red med en Ordre fra Keiser Alexander til Bernadotte ved Paunsdorf. Han fandt Kronprinsen af Sverige siddende paa en stor hvid Hest i en Fløielskappe, som var violet og fuld af gyldne Snorer; Hat med hvide Fjær og endnu derover en høi Fjærbusk med de svenske Farver; i Haanden en Commandostav 368beklædt med violet Fløiel og med en gylden Kongekrone i hver Ende.

Paa Slutten af Slaget raabte Bernadotte: Endnu et Par Granater til disse Franskmænd, som jeg elsker saa høit.

Men netop i de Dage, da den svenske Kronprins skjød paa de franske Soldater ved Leipzig, brød Forargelsen mod Bernadotte løs i hele Frankrige. Monitøren indeholdt hver Dag Adresser fra Provinserne og de store Byer: Lad os fornægte denne utaknemlige Franskmand, denne Landsforræder o. s. v.

– Allerede Klokken to om Morgenen den 18de October begyndte Napoleon at stille sine Tropper i en mindre Kreds omkring Leipzig; det var hans Plan efterhaanden og under stadig Kamp at lade Armeen trække sig henimod den lange Bro ved Lindenau, for derfra at marschere væk mod Vest paa Vejen til Lützen.

Ingenieur-Obersten Montfort henvendte sig til Berthier og vilde have Ordre til at slaa flere Broer over de smaa Elve og Vandløb i Udkanten og Omegnen af Byen. Men Berthier var fremdeles sløv; han vilde ikke tale til Keiseren om disse Smaating.

Kampen den 18de kom især til at staa om Landsbyen Probstheida, hvor Napoleon personlig 369holdt sig i Marechal Victors Corps sydøstlig for Byen.

Men samtidig sloges der den hele Dag ved Dølitz, hvor Marechallerne Poniatowski og Augereau holdt Stand mod Prinsen af HessenHomburg, der blev saaret og remplaceret af General Bianchi. Endvidere sloges Marmont idag som igaar nordenfor Byen baade med Blücher og Bernadotte; og endelig mod Vest var atter Østerrigerne under Gianlay paafærde og forstyrrede Bertrand, der havde Ordre til at forberede Vejen og begynde at føre bort de store Transport-Træn og de sværeste Vogne.

Men omkring Probstheida var Kampen hele Dagen ualmindelig haard. Klokken to fandt der et Hovedangreb Sted paa Landsbyen, som de Franske mistede to Gange. Men Keiseren holdt denne Stilling for saa vigtig, at han personlig ledede endnu et sidste Angreb, som fordrev Preusserne.

I denne Kamp faldt Generalerne Vial og Rochambeau. Vial var en af de Store. Han fik Commandoen, da Kleber blev saaret ved Alexandria – kort efter Landgangen i Egypten; og Rochambeau var den, der overtog Expeditionen paa Hayti, efterat Leclere var død.

Udover Eftermiddagen gik Schwartzemberg 370over til en voldsom Artilleri-Ild, idet det kun var hans Mening denne Dag at presse den franske Arme nærmere indtil og ind i Leipzig. Dette lykkedes ham ogsaa. Den ene Stilling efter den anden maatte efterhaanden opgives og de Franske trængtes mer og mer ind i Leipzigs Forstæder.

Imidlertid kjæmpede Ney, Marmont, Souham og Reynier, som nu var kommen til med sine Sachsere ligesaa haardt paa Nordøstsiden af Byen ved Paunsdorf mod Blücher og Bernadotte og mod Russerne, som nu ogsaa trængte frem øst.

Her hændte det, at en Afdeling sachsisk Cavalleri, som blev sendt mod Russerne, svingede af istedetfor at hugge ind, vendte sine Heste og stillede sig ind i den russiske Slagorden.

Men dette var bare Begyndelsen til Overløberiet. Thi i det Øjeblik, da Fienden viste sig ved Paunsdorff gik hele Resten af de sachsiske Tropper med 40 Kanoner, samt det Würtembergske Cavalleri under General Normann over til Russerne, og alle Anstrængelser fra deres Chefs Side for at holde dem tilbage, var frugtesløse. Det var den bayerske General von Zeschau, han forblev som en Mand af Ære 371hos de Franske med en fem-sex hundrede af sine Landsmænd.

Men det var ikke nok med, at disse Tropper deserterede midt under Slaget; men saa snart de var komne paa Afstand, vendte de sine Kanoner og skjød lige ind i Divisionen Duruthe, som udtrykkelig stod der, forat beskytte Sachserne og tjene dem til Reserve.

Her faldt General Delmas – atter en af den gamle Stok.

Der blev skudt med 200 Kanoner saa længe, man kunde se, og det var alene Natten, som gjorde Ende paa det fortvivlede Blodbad.

De Franske forstod, at hvad der var begyndt i Rusland, skulde nu fuldbyrdes; og i trodsigt Heltemod kjæmpede de taprere end nogensinde.

Og de Allierede havde paa sin Side nok at hævne; baade Østerrigerne og Russerne havde mange Aars Regnskab at gjøre op.

Men størst var Begeistringen og Kampmodet hos Tyskerne – det unge Tyskland, som havde rejst sig og var ilet hid til det store FolkeSlag, forat vinde Friheden for det store tyske Fædreland og endelig knuse ham, som de indbildte sig var deres værste Tyran.

Den franske Armé var nødt til at retirere 372– allerede af den Grund, at der knapt var Krudt og Kugler for to Timer til; og de nærmeste Arsenaler var i Erfurt og Magdeburg. I de fem siste Dage var der skudt 250,000 franske Kanonskud, hvilket vist er et uhyre Tal med den Tids Kanoner. Hele Natten passeredes Lindenaus-Broen af Træn og Vogne; Cavalleriet, Garden og en Del Infanteri fulgte efter. Marschen videre var vanskelig især formedelst de mange Vandløb, hvorover der ikke var Broer nok.

Lige fra det begyndte at lysne den l9de blev der en forfærdelig Trængsel i Leipzigs Gader, og den blev værre udover Morgenen – helst henimod den store Bro over Elster ved Lindenau; den var i sin hele Længde med Dæmningerne næsten en halv Mil lang.

Om Keiseren havde givet efter for det Raad, som laa saa nær: at sætte Ild paa Forstæderne og forsvare sin Retrait Fod for Fod ødelæggende alt efter sig, vilde der været rigelig Tid for hele Armeen til at komme bort over Broen. Men han vilde ikke ødelægge Leipzig for den gamle Konges Skyld.

Han tog en hjertelig Afsked med sin eneste trofaste Bundsforvandte og den eneste af Fyrsterne, som han havde fattet nogen Godhed for.

373I sin Glæde over Tilbagetoget, som de neppe havde ventet, kastede de Allierede sig voldsomt ind i Leipzigs Forstæder; men Portene til den gamle By blev haardnakket forsvaret af Marmont, Reynier, Ney, Poniatowski og Lauriston; og dersom de endnu et Par Timer til havde holdt Stand, – og det var der al Udsigt til, at de kunde, saa var alligevel hele Armeen sluppet over Lindenau-Broen og ind paa Vejen til Lützen.

Men nu indtraf der et af disse Uheld, som aldrig hændte Keiseren i hans gode Dage endsige da General Bonaparte, men hvoraf der var saa mange i Rusland og i det sachsiske Feldttog.

Den lange Bro var undermineret og færdig til at springe i Luften; Keiseren havde selv seet paa, at dette Arbeide blev gjort. Og han havde efterladt den Ordre, at Minen først maatte antændes i sidste Øjeblik, naar Armeen var over og Fienden lige i Nærheden. Dermed red han over med sin Stab.

Imidlertid øgte Trængselen forfærdeligt. Situationen var ikke let at overskue; der var jo endnu en Del fremmede Tropper mellem de Franske tiltrods for Deserteringen i de sidste Dage; der passerede et Mylder af Uniformer 374i den værste Uorden og under de forskjelligste Commando-Raab; og alt nærmere og nærmere lød Kanonerne og Geværsalverne.

Der burde have været en Ingenieur-General med sin Stab ved Broen. Nu var der bare en høiere Officer, som førte Commandoen ved Minerne, og han maa have tabt Besindelsen. Han fik nemlig den Ide – siger man – at gaa over Broen, forat begjære nærmere Ordre af Keiseren.

Det gik naturligvis som Manden maatte have beregnet: da han først var kommen ind i den rivende Trængsel paa Broen, kunde ingen Magt i Verden bringe ham tilbage igjen til hans Plads ved Minen. Og der stod nu bare en ulykkelig Underofficer med den brændende Lunte i Haanden.

At den arme Skildvagt uden bestemt Ordre og uden nogen Overordnet, som kunde passe det rette Tidspunkt, kom til at antænde Minen altfor tidligt, kan ikke undre nogen.

Ved det forfærdelige Knald, som overdøvede Kanonerne og al anden Larm, vaagnede Napoleon, som var faldet i Søvn, mens han dicterede Ordrer for Macdonald. Murat og Augereau styrtede ind og meldte, at det var den store Bro over Elster, som sprang.

375Herved blev 20,000 Mand adskilt fra ham og Frankrige og overladt til den frygteligste Fortvivlelse. Det blev næsten som ved Berezina. Mange vilde heller dø end overgive sig. De styrtede sig i Floden; men kun faa rigtig gode Svømmere og Officerer paa glimrende Heste kom over.

Marechal Poniatowski hørte ligesom de andre den stærke Explosion og forstod, hvad det var. Han opgav da den unyttige Kamp og styrtede sig tilhest i Floden sammen med nogle andre polske Officerer. Men medtaget som han var af flere Saar og uhørte Anstrengelser, formaaede han ikke at drive Dyret opfor den anden Bred. Hesten faldt bagover og Fyrsten druknede. Den tapre Polak fik ikke lang Glæde af den Marechalstav, han saa vel havde fortjent, men som han kun førte i tre Dage.

Ogsaa General Dumoutier druknede. Men den kraftige lange Skotlænder Macdonald rev af sig sin Marechal-Uniform og alle sine Klær, sprang i Vandet og svømmede over Elster, kravlede op ad den anden Bred og løb indover Markerne. Her var han saa heldig at træffe nogle Soldater af sit eget Corps, som han strax tog under Commando – splinternøgen som han var; – han skulde dække Tilbagetoget.

376Paa Leipzigs Sletter efterlod Keiser Napoleon Blomsten af Frankriges Ungdom og Kjernen af sin gamle uovervindelige Armé; – 17 Generaler blev tagne tilfange, blandt dem Lauriston. Men her tabte han ogsaa sine Officerers Tillid og hele sin Indflydelse i Evropa.

Og endnu sad han hver Dag i Sadlen og sloges fra Leipzig til Erfurth mod en firdobbelt Overmagt, som forfulgte ham. Og aldrig fik Fienden se ham undtagen som den Forfærdelige, hvem det var farligt at komme nær.

Den 22de October var han i Ollendorf endelig mellem bare Franske, ikke en havde han igjen af sine upaalidelige Hjælpetropper. Men netop her i Oppenheim begyndte Upaalidelighederne mellem hans egne.

Murat, som atter i de tre Dage ved Leipzig havde været den gamle glimrende Murat, havde her en hemmelig Samtale om Natten med den østerrigske Greve de Meer, som havde sneget sig ind i Leiren. Greven garanterede Murat paa Østerrigs og Englands Vegne, at han skulde beholde Neapels Krone mod at forlade Napoleon.

To Dage senere skildtes Keiseren fra Murat, og de saa aldrig hinanden mere.

Kun en alvorlig Hindring mødte Armeen paa 377Marschen mod Mainz; og det var, at den bayerske General Wrede, der havde tjent saa længe under Napoleon, stillede sig ivejen for de Franske ved Hanau i en stærk Stilling og med en saa stor Styrke, at det saa ud, somom Keiseren var aldeles fortabt. Men den forbitrede Garde slog sig igjennem og gjorde Vei for Armeen. General Wrede blev haardt saaret.

Saa kom de endelig til Mainz den 31te October; det blev den sidste Gang – efter saa mange Gange, hvor Keiseren havde været i denne By med sine Tropper enten paa Udmarsch eller paa Hjemreise til Paris.

I Mainz opholdt Keiseren sig i sex Dage, i hvilken Tid han reorganiserede Armeen saa godt det lod sig gjøre, og opstillede de Tropper, som skulde forsvare Rhinen og Frankriges Grænser, saaledes som Republiken havde fæstnet dem.

Macdonald skulde forsvare Rhinen ved Køln, Marmont ved Mainz, Victor ved Stratzburg. Hertugen af Valmy – den gamle Marechal Kellermann blev sendt til Metz, forat opøve Rekruterne. Resten at Arméen blev bragt indenfor denne Grænselinie.

Den 9de November var Keiseren atter i Saint-Cloud.

378Denne Hjemkomst var meget værre end Aaret forud fra Rusland. Og denne Gang var der endnu mindre Tid; hans Fiender var ikke langt borte. Napoleon arbeidede som aldrig før; han var paafærde Dag og Nat.

Men nu var de allierede Souverainers Maal Paris. Der førtes endnu leilighedsvis en Art Underhandlinger, forat bilde Napoleon noget ind. Men sig imellem var de fuldstændig enige om, at med ham vilde man ikke have noget at bestille; han skulde bare udslettes.

Feldtmarechal Schwartzemberg skulde rykke ind fra Schweitz, efter ham General Bubna; og Blücher skulde vente paa disses Marsch for at gaa over Rhinen ved Mannheim. Bernadotte skulde rykke ind i Holland.

Bag denne Linie er der nu intet mere af Napoleon. Kun Rapp forsvarer endnu Danzig og Davoust Hamburg.

Den 11te November capitulerede Marechal St Cyr med de 30,000 Mand, som Napoleon havde ladt tilbage i Dresden. Marechallen er bleven stærkt dadlet for dette.

Men Schwartzemberg nægtede mod al militair Ret og Vedtægt at anerkjende denne Capitulation og førte hele Corpset som elendige Krigsfanger til Østerrige.

379Den 21de November maatte Stettin overgive sig efter otte Maaneders Beleiring.

Den 24de November rykkede General Bülow ind i Amsterdam og proklamerede Huset Oranien.

Den 2den December faldt Utrecht; den 4de var Svenskerne i Lübeck og tilslut var alting taget fra Frankrige igjen og det havde ikke en eneste allieret Magt. Thi endogsaa det trofaste Danmark var bleven tvunget til at undertegne en Fred med Rusland.

Alene Davoust sad trodsig i Hamburg og holdt Portene lukkede.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.