I

10Han egnede sig ikke til at gjøre Tjeneste i noget politisk Parti, og det var ene og alene som Officer, at han i Republikens senere Aar begyndte at tiltrække sig Opmærksomheden. Men fra hans Ledelse af Toulons Erobring – Byen var falden i Hænderne paa de Engelske – blev hans Talent i den Grad anerkjendt i militaire Kredse, at det i Virkeligheden var General Bonapartes Planer, som raadede for Krigen i Italien; medens han endnu selv kun var Divisionsgeneral.

I 1796 erholdt Bonaparte Overkommandoen over Republikens Tropper i Italien. Han var da 27 Aar gammel, og samme Aar giftede han sig med Josephine.

Den 12. April leverede han Slaget ved Montenotte – et af de første i Rækken af atten store ordnede Feldtslag, som han vandt før Freden til Campo Formio i 1797, og om hvis Navne 11der endnu staar den første festlige Glans: Millesimo, Mondovi, Lodi, Arcole, Rivoli.

Dagen efter Slaget ved Montenotte, da alle de forskellige franske Hærafdelinger, som hidtil havde kjæmpet hver paa sin Kant og seet lidet til hverandre – da de allesammen i det klare Solskin kom marscherende ind paa Sletten og tog sine Pladser langs den blinkende Bormida – uden Forvirring og uden at komme iveien for hinanden, da gik det med en Gang op for de gamle Soldater, at her var kommen en ny Ledelse.

Og paa den samme Dag fødtes den Tillid og Begejstring, som senere og bestandig stærkere samlede sig om den unge Chef. Alle – Generaler som Soldater – overgav sig til ham for Livet. Og heraf kom den punktlige Lydighed, den blinde og uimodstaaelige Tillid, som blev den dybe Aarsag til den Lykke, som siden fulgte Bonapartes overlegne og dristige Combinationer.

Medens allerede ikke blot Frankrige, men endog hele det krigerske Evropa begyndte at lytte efter hans Navn, var det ikke mindre betegnende, hvor snart Republikens gamle Soldater veirede den store Fører. De var vant til, at der sendtes dem noget af hvert fra Regjeringen 12i Paris – snart virkelige Officerer, snart andre Folk, som Revolutionens bevægede Tider bragte ovenpaa. De gamle Soldater i Italien havde derfor sin egen Maade, naar der kom nogen, de ligte.

Efter Slaget ved Lodi fremstillede der sig foran General Bonapartes Telt en Deputation af gamle Grenaderer, som meddelte ham, at han af Armeen var udnævnt til Corporal; efter Castiglione blev han Sergeant. Bonaparte var klog nok til at forstaa og sætte Pris paa disse Udmærkelser; og sidenefter i alle hans Felttog – ogsaa i Ulykkens Dage, gik der et Smil over hans Ansigt, naar en gammel Grenader fra Rækkerne kaldte ham le petit Caporal!

Armeens Kjærlighed og Ængstelighed for denne Fører, som aldrig skaanede sig, blev ogsaa allerede i 1797 Aarsagen til Oprettelse af en Æresvagt for General Bonaparte, da han paa et hængende Haar nær var bleven fangen af Østerrigerne. Det var af dette Guidernes navnkundige Corps, at Napoleon senere dannede sin Garde, og det var som Oberst i Guiderne, han helst bar Uniform – grøn med røde Opslag.

Escadronchef Bessières, som netop med sex 13Mand havde erobret 2 østerrigske Kanoner ved Roveredo, fik Commandoen over Livvagten og Ansvaret for Generalens og senere Keiserens Liv. Han commanderede Garden til 1812 som Marechal og Hertug af Istrien.

De dukker allerede frem – de første Navne omkring Napoleon, som siden steg med ham i Glans. Men over ingen af de senere store Krige, hviler der saameget Solskin – man kunde næsten sige saa megen festlig Gemytlighed – som over de to første Feldttog i Italien. Naturligvis gik det paa Livet løs, og Kuglerne var ligesaa ubarmhjertige da som senere, naar de traf. Men det gik saa overlang; Fienderne saa hinanden bale og stræve med de lange Ladestokker, bide Patronerne af, komme Fængkrudt paa Panden, tage et langt Sigte og klikke mangfoldige Gange, før det smalt – især i Regnveir. De lange Artilleri-Afstande kjendte man ikke til; man blev ikke overdænget som nu med Granater fra selve Luften.

Ligesom General Sandels fik se Sven Dufva, hvor han sloges, saaledes sad ogsaa Friedrich Wilhelm paa sin Hest i en Træfning ved Frankfurth i 1791 og beundrede en af Republikens Grenaderer, som sloges ganske alene paa en liden Bro, så ingen Djæfvul slapp öfver.

14Kongen lod ham uskadt tage tilfange og sagde til ham: Du er en brav Karl! men det er Skade, at du kjæmper for en slet Sag.

Borger Wilhelm! svarede Soldaten; vi to er ikke enige i det Kapitel; lad os hellere tale om noget andet.

Men helst i Italien tog Krigen sig noget underlig ud, fordi de franske Officerer var unge og galne, saa de overraskede og forbløffede de methodiske Østerrigere og skræmte Livet af de lidet modige Italienere.

Selve Overgeneralen – den unge Bonaparte – gav Exemplet. Han red med faa Folk foruden sin Generalstab og en Del andre Officerer gjennem en liden By Lonato. Dagen før Slaget ved Castiglione, da Byen pludselig blev omringet af en stærk østerrigsk Afdeling, hvis Commandant sendte en Parlementair med Opfordring til de Franske om at overgive sig som Fanger.

Bonaparte lod Parlementairen binde for Øinene – som Skik var – og førte ham midt ind i en Kreds af høie Officerer og talrige Uniformer. Idetsamme den fortumlede Parlementair fik Bindet af og saa den glimrende Forsamling, raabte Bonaparte med skrækkelig Stemme: Rid strax til Deres Chef og sig ham, at 15jeg giver ham otte Minutter til at nedlægge Vaabnene; han er kommen midt ind i den franske Armé; spilder han Tiden, er alt Haab ude! Parlementairen for afsted, og den østerrigske General blev saa forskrækket, at han overgav sig med 2,000 Mand og 4 Kanoner.

Og engang i 1796 kom Lannes som ung Bataillonchef under en Recognoscering lige indpaa en Afdeling paveligt Rytteri paa 300 Mand. Selv havde Lannes med sig to-tre Officerer og otte-ti Ordonanser.

Lannes red øjeblikkelig løs paa den pavelige Officer, som alt havde givet sine Folk Ordre til at trække blank og gribe an; – «hvor tør De vove?» – skreg Lannes; «øjeblikkelig Sablen i Skeden.»

«Subito!» – svarede Officeren.

«Lad Deres Folk stige af og lad dem føre Hestene til mit Hovedkvarter!»

«Adesso» – svarede den pavelige Officer og adlød.

Det minder om Tordenskjold, da han blev saa lei af at ligge udenfor Marstrand og vente paa, at den svenske Flaade skulde stikke ud.

Tilslut gik han op i Byen, fandt frem til det Hus, hvor de svenske Admiraler sad og drak eller raadslog.

16«Hvad Fanden nøler I efter?» raabte Tordenskjold ind ad Vinduet.

Saa kom da endelig den svenske Flaade ud og blev strax afbanket.

Subito!

Hertugen af Montebello var i mange Ting lig Tordenskjold, hensynsløst modig, bestandig midt i Ilden; men og en kold, aarvaagen Befalingsmand, der beholdt Ledelsen i sin Haand, om det gik aldrig saa galt. Det var i det første italienske Feldttog, at Bonaparte blev opmærksom paa, hvorledes Bataillonschef Lannes førte sine Folk i Slaget ved Dego. Siden blev de uadskillelige, indtil Lannes – som Marechal og Hertug af Montebello faldt ved Esslingen i 1809. Han var den blandt Generalerne som længst kunde bevare den gamle Tone overfor Keiseren, og sagde du til det siste; men saa døde han ogsaa midt i sin og sin Herres Glans og slap for de onde Dage, som for saa mange af hans Kammerater blev Prøver, de ikke bestod, eller som ialfald gjør mange Ting saa uklare omkring Napoleon paa Slutten.

Lannes var af de Officerer, som bestandig blev saarede; og det var igrunden ikke til at undres over, saa uvorrent som han udsatte sig. Men saa var der andre ligesaa forvovne, om 17hvem det sagdes mellem Soldaterne, at de var usaarlige – saaledes Masséna.

Om Lannes blev det sagt, at han havde den Eiendommelighed, at Kuglerne slog sig flade mod hans Ben.

Paa Toget til Syrien fik han en Kugle i Tindingen og styrtede til Jorden; de troede, han var død. Men det viste sig, at Kuglen var løbet hen over Hjerneskallen og sad fast bag i Huden, hvor man med Lethed skar den ud.

I Slaget ved Aboukir, hvor han endnu led af Saaret i Hovedet, fik han en Kugle paa nært Hold, der rammede ham paa Læggebenet, slog sig flad og løb rundt Benet, forat blive siddende bag i Læggen. Han fik i Tidens Løb ogsaa flere andre Saar, inden en Kanonkugle knuste begge hans Knær ved Esslingen i 1809.

Saaledes var Lannes en af dem, der blev trufne, da de sammen med Generalen og for at dække ham, løb over Broen ved Lodi; men den tapre unge Officer Muiron faldt død midt paa Broen foran Bonaparte.

Muiron var en af de Officerer som Bonaparte allerede havde opdaget og som skulde blevet til noget stort i hans Haand. Thi dette var og blev igrunden Avancementet i Napoleons Hær, hvor store de end blev, at han selv 18opdagede og holdt Øie med Officererne; og dette viste de. Hans Personalkjendskab var saa stort og nøiagtigt over alle hans Armeer, at han kjendte sine Officerer ligesaagodt som en almindelig Tropfører kjender sine faa Folk; og dertil havde han et Blik til at opdage hver Enkelts herskende Evne og en Menneskekundskab, som kun yderst sjelden tog feil.

Det hændte i et af de italienske Feldttog Aftenen før et stort Slag, at en simpel Soldat traadte ud af Geledet, – som de saa ofte gjorde efter republikansk Skik og sagde: «Borger General! – jeg ved, hvorledes du vil slaa dem imorgen;» – og dermed begyndte Soldaten at udvikle en Slagplan.

Men Napoleon stansede ham i en Fart: Elendige! vil du tie! – thi hvad den simple Soldat sagde, var Ord til andet Bonapartes egen Plan til Slaget, den han ikke troede fandtes i Verden andetsteds end i hans eget Hoved.

Den næste Dag efter Slaget lod han hin Soldat eftersøge – han havde mærket sig Regimentet; men det store Feldtherre-Talent var faldet i den simple Soldateruniform, og Napoleon mistede kanske en Marechal.

Men saa var der ogsaa i Armeen, dengang han syvogtyve Aar gammel blev betroet Overkommandoen 19gamle prøvede Generaler og Officerer, som lidet var tilsinds at bøie sig for den nye Mand.

Augerau, som var tolv Aar ældre, pustede sig op og mente, han skulde ikke lade sig imponere af den lille tynde Fyr fra Corsica; men allerede da han kom ud fra den første Præsentation, var han myg; og skjønt Augerau aldrig var andet i Napoleons Øine end en tapper, men opblæst Pralhans og en uforbederlig Plyndrer, steg han dog op til Marechal og Hertug af Castiglione og var med overalt indtil Slutten, da han svigtede.

Thi ligesom Napoleon aldrig havde Yndlinge, som fik beholde de høie Poster trods Uduelighed, saaledes viste han paa den anden Side at paaskjønne og anvende endogsaa Mænd, der var ham imod, og om hvis falske Færd han gjennem sine Spioner havde fuld Besked.

Et Par andre af de store Navne omkring Napoleon var alt fremme i 1796. Berthier, som havde været med Lafayette i America og paa Jamaica og som var avanceret til Oberst under den gamle Kellermann – Sejerherren ved Valmy – han blev en af Napoleons Generaler, men især hans nærmeste Omgangsven. Berthier var med paa Toget til Egypten; men 20han fik Lov til at reise hjem, fordi han sagde, han var syg; men det var nok helst, fordi han var saa forelsket i Madame Visconti.

Ogsaa den stødige og uforfærdede Oudinot, som levede lige til 1847, var med fra Italien. Han steg hos Napoleon til Marechal og Hertug af Reggio. Oudinot førte altid Grenadererne, som pleiede at marschere i Nærheden af Keiserens Person, og det var ham, som ledede Infanteriet i de gode første Bayonet-Slag. Soldaterne var vante til at se ham midt iblandt sig; han var af dem, som altid blev saaret, og tilslut havde han – jeg tror – treogtyve Saar.

Foruden den haabefulde Muiron faldt i det første italienske Feldttog General La Harpe, som ved en Feiltagelse blev skudt af sine egne Folk. Ligervis General Steingel – en Elsasser, som Bonaparte siden altid nævnte som en uforlignelig Forpost-General. Steingel var nærsynet og huggede med sine Husarer saa ivrigt ind i Slaget ved Mondovi, at han blev dræpt helt fremme i første Række som en simpel Soldat.

Den gamle General Causse reddede Slaget ved Dego, men blev liggende dødelig saaret. Han sendte Bud efter Bonaparte og fik vide, at Slaget var vundet. Den gamle General vinkede 21til den unge og døde, idet han raabte: Leve Republiken!

Da Napoleon laa paa sit Yderste paa Sankt Helena, hørte de ham raabe kort før, han sluknede: Steingel! Desaix! Massena! gaa paa! nu har vi dem! Det var hans første Generaler fra hans Ungdomstid, som viste sig for ham. –

De brave og vel dresserede Østerrigere, som gik saa pene i hvide Uniformer med Pudder og Pisk fra det ene Nederlag til det andet, havde igrunden været en bedre Skjæbne værd. Men deres forældede Krigskunst kunde ikke staa sig mod den nye franske Methode; og desuden førtes de af saa mange hæderkronede Generaler, der vare alt for gamle. Beaulieu var 80 Aar; Wurmser, som havde slaaet Republikens Hære ved Weissenburg, Heidelberg og i Pfalz – han var ogsaa gammel, Melas ligesaa; Alvinczy var deres bedste General. Men over alle disse stive Tropper med de gamle forstokkede Generaler, som blev harcellerede og bragt ud af Fatning ved de Franskes uformodede og letvinte Maneuvrer – over alt dette lagde der sig uvilkaarligt noget af det pudsige, som altid viser sig, hvor de Gamle kommer tilkort overfor de Unge. Samtidig herskede der en vis 22Courtoisi mellem Fienderne, – noget af den Ridderlighed, som altid formilder Krigen, men som dens nye ubønhørlige Former gjør alt skjeldnere for hvert Aarhundrede. Da den gamle Wurmser endelig maatte overgive det udhungrede Mantua, sendte den øverstcommanderende General Bonaparte den forholdsvis gamle General Serrurier forat modtage Capitulationen, paa det at ikke Gamle Wurmser skulde have den Tort at overgive sin Kaarde til en ung Fyr paa syvogtyve Aar.

Foran Freden til Campo Formio holdt Bonaparte og Josephine virkelig et lidet Hof i Slottet Montebello. Det formede sig allerede strax saaledes for ham, at med det samme han havde kastet Østerrige til Jorden for første Gang, var det ham selv personlig, hvis Væsen uden Tvang og uden Arrogance antog et Præg, der tilkjendegav, at han tog Sigte saa langt længer frem end nogen fransk General før ham. Og uvilkaarligt lagde hans Omgivelser sig noget anderledes tilrette, end det hidtil havde været Tone og Skik i Republikens militaire Kredse.

Til Slottet Montebello kom Ministre fra Wien, fra Kongen af Neapel, Udsendinge fra Paven, fra Republikerne Genua og Venedig, fra Hertugen af Parma, fra de schweitzerske Cantoner 23og fra flere tyske Fyrster; – Slottet lignede næsten en kongelig Residens.

Uden tilsyneladende at forandre sig selv tog den unge Bonaparte alvorlig og kold – som altid – sin Plads; medens alle hans Omgivelser – kanske uden at forstaa – gled ind i den Formation, som fra nu af og i mange Aar skulde blive den faste: han alene midt i Centrum, og hele Verden i en Kreds omkring ham.

Diplomaterne – de fineste, Wien havde kom og prøvede sig paa ham. Der var ikke den Ting, han ikke forstod, eller det Rænkespind, han ikke gjennemskuede, – langt mindre, at der fandtes noget under Solen, som kunde skræmme ham.

Derimod tog han – ikke i Hidsighed, men ganske kold og vel beregnende, hvad Indtryk det vilde gøre paa de gamle Parykker – General Bonaparte tog det kostbare chinesiske Theservice som Gesandten Kobentzl havde faaet af Catharina den 2den og kastede det i Gulvet: «Saaledes vil jeg sønderknuse Østerrig,» sagde han og red bort som en Stormvind.

Ja – saa kom de jo ilende efter ham og bragte ham Fredstraktaten underskreven og færdig – netop som han vilde have den.

Han begyndte ogsaa med sine storartede Proclamationer 24til Soldaterne. Man siger jo, at de øvede stor Virkning. Jeg for min ringe Del har altid fundet dem lange og affecterede: men jeg kan nu engang ikke taale Manifest-Stilen.

General Bonaparte overrakte selv Directoriet Fredstraktaten til Campo Formio, og Paris gav en Række Fester for ham og Josephine. Den pragtfuldeste gav naturligvis Talleyrand, som for Tiden var Udenrigsminister for Republikanerne. Kunster og Videnskaber kom og bøiede sig for ham; David vilde male ham; og den berømte Sangerinde Grassini, som han selv havde ført med sig fra Italien, hun sang for ham.

Men best som det var, erfarede Frankrige, at 30,000 Soldater og 10,000 Søfolk, var trukne sammen i Middelhavshavnene, og at der gjordes umaadelige Rustninger i Toulon. De første Generaler og mange Videnskabsmæn skulde med paa denne mysterieuse Expedition.

Det var det underlige Tog til Egypten, hvis Dybsindighed – ærlig talt – aldrig er gaaet op for mig. Hvis det var lykkedes, var det vel kommen for en Dag, hvilket Dommedagsslag det havde været for England; men som det gik, forblev alt efter mit Skjøn uklart; det mislykkedes ialfald fuldstændig.

25Den 9de Juni 1798 var den franske Flaade foran Malta. Det var fem hundrede Seil, som nærmede sig, og skræmte Stormesteren saaledes, at Øen efter et Par Dages Underhandlinger og efter nogle uskyldige Kanonskud overgav sig til de Franske. Det var gaaet saaledes for sig, at Maltheser-Riddernes Stormester – en Tysker ved Navn Hompesch havde modtaget 600,000 frcs. contant, samt Sikkerhed for en aarlig Pension paa 300,000 frcs.; dermed trak han sig tilbage til Privatlivet.

Maltas Hovedhavn Lavalette havde altid været anseet som absolut uindtagelig; og da de franske Officerer efter Capitulationen kom iland og besaa Befæstningerne, var der en iblandt dem, som sagde: Det var sandelig en Lykke for os, at her var Folk herinde i Fæstningen, som kunde lukke op; ellers var vi aldrig kommet ind.

Bonaparte havde altid et forunderligt Held med sig, naar han passerede Middelhavet baade til og fra Egypten og senere fra Elba. Nelson laa og krydsede under Malta; han havde endog været inde i Alexandria 3 Dage, før den franske Flaade kom, men var gaaet ud igjen, forat finde Bonaparte, Nu kom den franske 26Hær uforstyrret i Land og Kampen begyndte strax.

Efter Bonapartes Indtog i Cairo den 25de Juli indtraf den store Ulykke, som gav Expeditionen den første og afgjørende Knæk – nemlig den franske Flaades Ødelæggelse i Bugten ved Aboukir den 1ste August. Nelson fandt den endelig; og skjønt der var en dygtig fransk Admiral, som forsvarede sig godt, saa var dog enhver Flaades Skjæbne omtrent ligesaa beseglet, naar den traf Nelson, som en Landhærs, naar den angrebes af Bonaparte. Det var ogsaa det svageste Punkt ved hele Planen til Toget, at en fransk Flaade forudsattes at kunne holde sig i Middelhavet, saa længe Lord Nelson var der.

Efter Toget til Syrien og de mislykkede Stormangreb paa Fæstningen St. Jean d’Acre fik Bonaparte i Cairo læse Aviserne hjemmefra og besluttede at vende tilbage til Frankrige. Han efterlod sig et Brev til General Kléber, hvori han overgav ham Overcommandoen i Egypten med en Masse Instruktioner, medens han selv med nogle faa Udvalgte i al Hemmelighed reiste ned til Kysten, hvor de indskibede sig paa to Fregatter og naaede – ubegribeligt nok Fréjus i Syd-Frankrige den 9de Oktober 271799 uden at have mødt et eneste af Lord Nelsons Skibe, som ellers krydsede over hele Middelhavet og opsnappede næsten alt, hvad der passerede.

Det egyptiske Feldttog lignede i visse Maader, men i en mindre Maalestok det russiske Feldttog i 1812. Begge mislykkedes og tildels paa Grund af den samme Mangel paa Kjendskab til Land og Folk, Geografi og Klimat. Og fra dem begge listede Føreren sig hjem og lod de andre sidde igjen med Elendigheden.

Det var derfor ikke til at undres over, at Officerer og Soldater, da de fik vide, at Generalen var seilet hjem, syntes, at han skammeligen havde forraadt og forladt dem midt i Egypten-Ørkenen, – ganske ligesom Keiserens Generaler rasede mod ham om Morgenen den 5te December 1812 i Krasnoe, da det blev bekjendt, at Keiseren om Natten var kjørt vestover mod Frankrige overladende Levningerne af den store Armée til Kulden og Kosakkerne.

Men alle de Egenskaber, og Følelser af Solidaritet og Hensynstagen, som hos den gode Borger udvikler et Samsind, der bærer det daglige Liv – det private som det offentlige – det var altsammen ganske fremmed for Bonapartes Natur; han har vist aldrig ofret noget af 28sit eget for andre eller for det fælles. Naar han gav, var det aldrig Offer; men det flød af den Rigelighed, som var den høie Herre egen. Om derimod nogen vilde forlangt af ham, at han, hvor noget var tabt eller mislykket, skulde forblive paa Vraget for de Andres Skyld, vilde uden Tvivl dette været ham en taabelig Tanke af en Ideolog – som han sagde.

Han saa aldrig andet foran sig, stillede aldrig andet Krav til sig selv end dette ene: at fylde fuldtud det Maal, han selv havde lagt paa sig; og dette var saa stort, at der aldrig blev Tid til at tænke paa andre – eller til at stanse. –

– Over Toget til Egypten hvilede ikke Italiens Solskin; der var en hedere Luft med Tørst og Pest; og til den unge Generals Navn klæbede der sig Skygger af Myrderierne i Jaffa, hvor han maatte lade flere Tusinde Krigsfanger skyde, fordi der ikke var Mad til dem; og den aldrig modbeviste Beskyldning for at have givet en stor Mængde franske Syge, som led af Pest, Opium, forat de ikke skulde falde levende i Fiendernes Hænder under Tilbagetoget fra Syrien.

Men i de navnkundige Slag ved Pyramiderne ved Thabor og i Landslaget ved Aboukir 29faldt der ny Glans paa mange af de Navne, som skulde blive de største omkring Napoleon: Murat, Junot, Rapp, Lannes, Davoust og især over Generalerne Kléber og Desaix, som blev tilbage i Egypten.

Kléber var en tapper og duelig General kjæmpemæssig stor og en smuk Mand. Det blev ham snart indlysende, at Bonapartes vidtløftige og uklare Planer med Egyptens Bevarelse og Kolonisation var ganske uholdbar, og han aabnede Underhandlinger med den engelske Admiral; man var kommen saa langt, at der var sluttet Overenskomst om Franskmændenes fri Afmarsch. Men saa forlangte den engelske Regjering hjemmefra, at de franske Tropper skulde anses som Krigsfanger.

Herover blev Kléber rasende; han rejste sig endnu engang og gjenerobrede hele Egypten.

Imidlertid havde General Desaix næsten lige fra Expeditionens Ankomst holdt til i ØvreEgypten, hvor han ikke blot havde gjennemført Landets Erobring som en Helt, men tillige vist saa store Evner som Administrator, at de halvvilde Folk elskede ham og kaldte ham den vise Sultan. Bonaparte kaldte de Ildens Herre.

Den 14de Juli 1800 blev Kléber dræbt paa 30Gaden i Kairo af en fanatisk Araber og Desaix af en Kanonkugle paa Sletten ved Marengo, hvor han netop kom tidsnok til at frelse Sejeren for Bonaparte.

Efter Kléber skulde General Menou føre Overcommandoen i Egypten; men han var endmindre istand til at holde sammen paa den umulige Koloni, som stadig plagedes af Englænderne. Menou var femti Aar gammel og saaledes ældre end Bonapartes Omgivelser paa den Tid; han laa i Strid med sine Officerer og gjorde sig til Latter for hele Armeen ved at gaa klædt som en Araber; han giftede sig med en ung Egypterinde og indrettede sit Liv paa østerlandsk. Napoleon behandlede ham altid godt, og han døde som Gouverneur i Venedig i 1810, – der siges af Kjærlighed til en ung Skuespillerinde. I hans Hænder gik den egyptiske Expedition fuldstændig istykker; og de siste franske Tropper førtes hjem paa engelske Skibe, – dog ikke som Krigsfanger.

*

I det Aar General Bonaparte havde været borte, var den franske Republik og de franske Vaaben hjemsøgte af lutter Ulykker. Dette viste han allerede af de Aviser, Englænderne lod 31ham faa i Egypten. Men først da han steg iland i Frankrige, gik det op for ham, at mens han var borte, havde hans Navn lagt sig saaledes tilrette paa Folkets Læber, at han var den, som alene kunde frelse Frankrige, han alene nævntes overalt som Fædrelandets Befrier. Der var ingen, som tænkte paa den mislykkede Expedition, han havde forladt; fra han steg iland, mødte han den oprigtigste Glæde, der steg til Begejstring fra By til By opigjennem Frankrig, i Fest paa Fest lige til Paris; og den umaadelige Kraft, som var i ham, lod ham snart glemme, hvad der var mislykket, og spændte hans Planer endnu høiere, end da han vendte tilbage som Sejerherre fra Italien.

Men den unge, tørre og mistænksomme General Bonaparte var endnu ikke bleven den Mand, som Lykken kunde narre eller beruse. I Paris, hvor alting stod ham aabent, holdt han sig fra først af tilbage næsten skjult. Han viste sig neppe ved de store officielle Fester eller i Theatrene. Men han arbeidede og intrigerede i Stilhed mod Landets daværende Forfatning – uden Skrupler og fast bestemt som han var paa at indføre i Politiken det Element, som nu var det stærkeste – nemlig Arméen, hvilket igjen var ham selv og ingen anden.

32Den første Person, han stødte paa i sit hemmelige Arbejde var naturligvis Borger Talleyrand, som foreløbig ikke var Medlem af noget Ministerium. Han var strax rede til at stille sig til Disposition for den nye Kraft, som steg op. Den republikanske Regjering bestod i 1799 af de fem Directeurer, som Ingen brød sig om samt af den lovgivende Forsamling. Bonaparte vilde ingen Revolution, men et Statscoup uden Kamp og Borgerblod. Den lovgivende Forsamling blev flyttet til St. Cloud – langt udenfor Paris, og Bonaparte bestemte sig ganske koldblodig til at opløse den med Magt, forat lægge Styrelsen i andre Former, der aabnede Vejen for ham.

Hans Hjælpere og Medsammensvorne var den Gruppe af Mænd, som allerede havde samlet sig om ham, og som skulde blive Evropas første Hærførere og Statsmænd; men som endnu ikke var andet end unge Officerer, som gik efter sin Generals Ordre til en politisk Omvæltning som til et almindeligt Cavallerichok. Det var først hans nærmeste i Slægt Murat, Leclerc – gift med Pauline, – Sebastiani fra Corsica, desuden Lannes, Berthier og Moreau. Bernadotte derimod holdt sig tilbage og viste sig først, da alt var gaaet godt. Lucien, der 33var Præsident i de 500’s Raad gjorde paa Afgjørelsens Dag god Nytte – det var omtrent den eneste Hjælp, jeg ved af, at Napoleon nogensinde fik af en af sine Brødre.

Tidligt om Morgenen den 9de November 1799 – det er den berømte 18de Brumaire efter den republikanske Almanak, – begyndte Tropperne at røre paa sig i Kasernerne.

General Lefebvre – Commandant i Paris – havde faaet Færten af en Sammensværgelse. Han var allerede tidligt ude tilvogns, forat faa rede paa Sagerne. Han mødte Oberst Sebastiani og spurgte ham strængt, hvorfor han var ude saa tidligt med sine Folk uden Ordre?

«General Bonaparte vil tale med Hr. Commandanten,» svarede Sebastiani. Gaden var saa trang, at Vognen vanskelig kunde vende, og saaledes kom Lefebvre til at fortsætte fremover til General Bonapartes Hotel, hvor denne strax gik ham imøde og sagde: «De er en af Republikens Støtter. – Hr. General Lefebvre! De og jeg vil idag frelse Frankrige ud af Hænderne paa disse elendige Advokater!»

«Advokater!» raabte den gamle General, «ned med Advokaterne! – jeg er med Dem!»

Dermed sluttede den brave Lefebvre sig til Bonaparte for Livet.

34Da Bonaparte traadte ind i de 500’s Raad, opløftede der sig et stort Skrig mod Tyrannen, medens Medlemmerne stimlede sammen om ham med vilde Fagter, saa Grenadererne begyndte at blive bange for deres lille Corporal. Murat lod da Salen rydde, og det gik i saadan Fart, at Folkets Kaarne tildels maatte springe ud af Vinduerne; det var nu i Drivhuset, saa det var ikke noget højt Spring; men det var jo en politisk Voldshandling som mange aldrig glemte Napoleon.

I det første Ministerium, Bonaparte dannede som Første-Consul – der var 3, men ingen brød sig om de to andre – skulde Talleyrand være Udenrigsminister; men foreløbig udnævntes i hans Sted en tyskfødt Mand Grev Reinhardt, som oftere blev benyttet af Napoleon i administrative og diplomatiske Affairer. Denne Grev Reinhardt var Broder til Consul C. F. Reinhardt Grundlæggeren af Handelshuset i Christianssand.

Som Minister for Politivæsenet optoges Fouché, som Napoleon aldrig syntes at kunne undvære, skjønt han gjennemskuede hans Rænker og mangengang fik føle hans Falskhed. Tiltrods for megen Lighed vilde det være urigtigt, om Nogen vilde sige om Talleyrand og Fouché, at 35de var to Alen af det samme Stykke; thi Talleyrand var af det fineste Hanskeskind; men Fouché var en gemen Rævepels.

Naar Talleyrand gled gjennem Partierne bestandig fin og overlegen, bedrog og forraadte Fouché den ene for den anden, levede i og af Ondskab, forhadt og foragtet af alle. Napoleon afsatte ham og tog ham igjen; han gjorde ham til Hertug af Otrante, og var mange Gange rasende paa ham; men han kunde ikke leve uden det fortrinlige Net af Spioneri, hvormed alene Fouché forstod at omgive ham, og hellerikke havde han nogen anden, som han mere ugenert kunde bruge til de nedrigste Bestikkelser.

– I disse Consulatets fire Aar, som for Bonaparte visselig var hans Livs lykkeligste Aar, samlede Frankrige sig efter Revolutionen; og med den ukuelige Livskraft, hvormed dette Land reiser sig, naar Uveiret er over, kom der et fornyet stærkt Samfund tilsyne, i hvilket der dog strax begyndte at gjære Kræfter, som under den nyskabte Friheds Tegn samlede sig og i al Hemmelighed løftede den ene Mand høit op over Republikens Borgere.

Og hans enorme Evner udviklede sig eller slap sig løs med en rivende Kraft, der omskabte alt, hvad han rørte ved.

36Under disse mægtige smaa Hænder forvandlede Frankrige sig i en Fart. Kongernes Paladser blev Førsteconsulens og Borgerskabet luftedes ud. Da han flyttede over fra Luxembourg-Slottet paa den venstre Seinebred til Tuillerierne og Louvre, var det en Ceremoni i Stil og Pragt fuldt kongelig. I faa Dage forsvandt den familiaire Tone fra Revolutionen; de republikanske Former i Selskabslivet veg for den kolde Hofluft, som snarligen begyndte at fylde Tuilleriernes Pragtsale; man holdt op med at sige Borger og Borgerinde, man begyndte at klippe sit Haar og pynte sig. Aldrig skulde man seet en Forandring saa pludselig.

Republiken var erkjendt af de evropæiske Magter – undtagen af England. Der herskede etslags Fred, og det gjaldt kun om at vinde England. Bonaparte, som baade dengang og hele sit Liv igjennem var saa langt borte fra Begribelse af England og engelsk Væsen, tog sig for at skrive et personligt Brev directe til Kong Georg af Storbrittanien, hvori han paa sin Maade søgte en Tilnærmelse mellem de to store Nationer.

Svaret kom ganske tørt i Form af en Erklæring af Pitt i Parlamentet: England kan først undertegne Freden, naar Frankrige er bragt 37tilbage til sine gamle Grænser. Det Standpunkt: aldrig under nogen Omstændighed at forlige sig med Napoleon – det holdt England trofast og urokkeligt, til det seirede. Og saaledes maatte der være Krig i Evropa, saa længe denne Mand stod opreist.

Men i Frankrige var der Jubel og Lykke efter Revolutionens Trængsler. Mange Emigranter vendte hjem, Fanger løslodes og Landflygtige benaadedes; Forretningslivet og Samfærdselen tog uhørt Opsving under vise Love og praktiske Foranstaltninger.

*

Napoleon Bonaparte havde altid Krig, og bestandig var det England, som holdt Liv i Ilden. Hver Gang et Rige var slaaet sønder og sammen, kom England med nye Penge og nye Forslag til Coalitioner. Den tredie af disse var oprindelig en Sammenslutning mellem Østerrige, Bayern, Tyrkiet, Rusland, – samt England, som baade i Nordsøen og i Middelhavet havde Flaader paafærde til Frankriges Fordærv.

Men Førsteconsulen var saa heldig at finde et Middel, hvorved han strax fik manøvreret 38Rusland ud af Coalitionen. Der var fra Republikens Krige en Mængde russiske Krigsfanger i Frankrige og i de franske Grænsefæstninger. Alle disse lod Førsteconsulen klæde op i russiske Uniformer; han lod dem endog faa de rigtige Uniformer og Distinctioner, som svarede til deres Rang og til de Regimenter og Vaabenarter, hvori hver Fange havde tjent. Og hele denne Flok – mange Hundrede – sendte han vel forpleiede til Rusland med Hilsen til Keiser Paul den 1ste, og uden at der blev nævnt noget om en tilsvarende Udvexling af franske Krigs-Fanger.

Det var kanske den eneste Gang, Napoleon beregnede rigtigt, naar han forsøgte at behandle Evropas andre Fyrster som Kammerat. Den halvgale Paul var ikke saa fin paa det: han blev henrykt over denne Opmærksomhed og blev en fanatisk Beundrer af Bonaparte. Han kaldte sine Tropper hjem fra Tyskland, forlod Coalitionen og jagede alle Englændere ud af Sankt Petersburg.

Desuden sendte Førsteconsulen sin Ven og Fortrolige Duroc – den senere Hertug af Friaul – som Gesandt til Berlin, og i en Haandevending var det lykkedes at plukke Coalitionen saaledes istykker, at Førsteconsulen 39selv kunde gaa over Alperne for at befrie Italien, som Østerrigerne havde gjenerobret, mens han var i Egypten.

Det var en uhyre Overraskelse for Østerrigerne – ja for hele Verden, da Bonapartes Generaler kom marscherende ud paa Nord-Italiens Sletter, efterat have passeret Alperne med Kanoner og det hele. Han selv red ind ad Mailands Porte den 2den Juni 1800 som Italiens Befrier. Italienerne var ude af sig selv af Jubel, da de saa ham igjen; man havde fortalt, at han var død i Egypten.

Saa forløb det andet italienske Feldttog med endnu større Glans end det første. Den samme Sol skinnede over de franske Hære; men nu var det ikke længer Republikens fillede Bander uden Sko, men de smukkeste Soldater, Evropa nogensinde havde seet.

– Foran et Feldttog pleiede Bonaparte, og især mens han var tynd og ung – at krybe omkring paa Gulvet over sine Kaarter og markere sine Planer med farvede Naale. Og hans Ungdomsven Bourienne, som i de første Aar var hans Privatsecretair, har fortalt, at Bonaparte allerede i Paris satte sine Naale omkring Sletterne ved Marengo og sagde, at der vilde han slaa Østerrigerne.

40Med Divisionerne Lannes, Victor og Desaix marscherede han henimod Landsbyen Marengo den 13de Juli, forat finde den østerrigske Hovedarmee under General Melas. Men for den næste Dag havde han givet Desaix Ordre til at tage en noget anden Vei i Uvished om, hvor Fienden var at finde. Tidligt den næste Morgen – den berømte 14de Juli 1800 stod Bonaparte pludselig overfor den langt overlegne østerrigske Arme, og Slaget begyndte strax. Han sendte ufortøvet Bud til Desaix; men han kunde beregne, at det maatte vare mange Timer, før Desaix’s Division kunde tage Del i Kampen.

Slaget begyndte med, at Østerrigerne tog Landsbyen Marengo og kastede Divisionen Victor tilbage i Uorden. Bonaparte, som var sig bevist, at Slagets Udfald beroede paa Desaix’s Ankomst, gjorde de største Anstrængelser forat holde sin venstre Fløi nogenlunde paa Plads; medens høire Fløi og Centrum hele Formiddagen trak sig tilbage, og fordreves fra Stilling til Stilling af de overmægtige Østerrigere. Napoleon fulgte selv med; og naar General Maçons Corps, hvor han var med, havde trukket sig et langt Stykke tilbage, stansede han og 41raabte til Maçon: Se saa! General! nu slaas vi en Stund igjen.

Paa denne Maade blev Klokken tre om Eftermiddagen og hver eneste Mand – undtagen den Ene – ansaa Slaget haabløst tabt. Gamle General Melas, som var overvældet af Træthed og som desuden havde slaaet sig ondt ved at falde – af Hesten, var nu saa sikker i sin Sejer, at han forlod Slagmarken, red tilbage over Bormida og expederede strax fra Alessandria Courerer til Wien, som skulde melde hans afgjørende Sejer ved Marengo. Han overlod til General Zack at forfølge den slagne Bonaparte.

Klokken var bleven fem. Bonaparte opgav ikke Haabet; han ledede Tilbagetoget og holdt sine ypperlige Tropper saaledes sammen, at det ikke paa noget Punkt gik over til Flugt. Da kom endelig Desaix jagende med et Par Adjutanter.

Det var ikke længe siden, at General Desaix var vendt tilbage fra Egypten; og han havde ilet med at gjenfinde sin Ven Bonaparte; disse to var i Armeens Øine dengang ubetinget de mest fremragende Hærførere.

Da han nu endelig naaede frem til Slagmarken, var han redet lidt forud for sine Tropper i Utaalmodighed efter at finde Overgeneralen, 42og de To blev snart enige om, at Slaget, som det stod, var tabt.

«Kom,» sagde Desaix; «lad os stige af Hestene; det ser ud, somom vi er mere rolige.»

Saa satte de sig ned paa Marken og saa paa dette Slag, som var i deres Hænder, og i hvis Udfald Fædrelandets Skjæbne var ophængt disse to unge Mennesker omtrent i den Alder, da vi andre ligger og klatter med Examen og Karakterer og skjælver for nogle vindtørkede Støvdragere og Professorer.

Desaix skal have sagt: Kuglerne kjender mig ikke igjen, siden jeg var i Egypten.

Der var mellem de franske Officerer en egen Maade at tale paa, naar de hentydede til Døden eller til sine Forudanelser. Dette Ord af Desaix blev af alle opfattet som hans Udtryk for, at han følte paa sig, hvad der forestod.

Endelig svingede de første Tropper af Desaix’s Hærafdeling ind paa Sletten. De to Generaler gav hinanden Haanden og steg til Hest. En halv Time efter knuste en Kanonkugle Desaix’s Bryst og kastede ham død til Jorden.

De første Tropper af Desaix’s Armecorps, som naaede frem til Marengo, og som hævnede hans Død, tilhørte General Boudets Division. Bestandig i de store Slag og naar der skulde tages 43et Kjæmpetag, er det Divisionen Boudet, som nævnes. General Boudet var fra 1769 og havde allerede i 1794 erobret Guadeloupe. I 1807 slog han de Svenske ved Stralsund, blev Greve med store Dotationer af Jordegods i svensk Pommern, Ridder af Danebroge og Storkors af Æreslegionen. Hans Folk og især hans Artilleri var Mønster for hele Armeen.

Nu kom altsaa disse Kjernetropper i det yderste Øieblik, og der gik et Sæt gjennem hele den halvt oprevne Arme. Al Træthed var glemt og al Tillid var vendt tilbage til den lille Mand paa den hvide Hest, som de hele Dagen havde seet paa etslags Flugt.

Han raabte til Linierne, som igjen sluttede sig og bølgede fremover: Husk paa – Soldater! at jeg er vant til at sove paa Slagmarken.

General Zack havde stillet sig med 5,000 gode Grenaderer mod Boudet; men netop i rette Øieblik lod General Kellermann sit Cavalleri suse ind i de østerrigske Grenaderer, som blev kastet overende og for Størstedelen tagne tilfange.

Fra dette Øieblik styrtede Franskmændene frem over hele Linien og inden Aften var Sletten tagen tilbage, og General Bonaparte kun44de sove i Landsbyen Marengo, ud af hvilken han var fordrevet i den aarle Morgenstund.

I Løbet af Natten afsluttede Berthier Overenskomsten til Alessandria med Melas, hvorved alt, hvad Frankrig havde tabt i Italien, blev det gjengivet.

Der har i hundrede Aar været talt og skrevet saa meget om, at det var Desaix og Kellermann, som vandt Slaget ved Marengo. Men efter mit Skjøn kan den commanderende General ikke seire paa anden Maade, end ved at hans Officerer adlyder hans Ordre, kommer paa sin Plads og gjør sin Pligt i rette Tid; andet kan jo ikke den ene Mand gjøre, naar Slaget er aabnet.

Bonaparte seirede ved Marengo, fordi Desaix og Kellermann gjorde sin Pligt, som han havde beregnet; og Napoleon tabte Slaget ved Waterloo, fordi Grouchy ikke gjorde sin Pligt og ikke var der, hvor han efter Overgeneralens Beregning skulde været.

Der var forresten omkring Napoleon 2 Generaler Kellermann – Fader og Søn. Den ældre var født i Baden 1735, men levede lige til 1820, Han vandt allerede som Republikens General Artillerislaget ved Valmy. Napoleon gjorde ham til Marechal og Hertug af Valmy og 45anvendte ham helst til Commandant i Fæstninger, hvor han opdrog de unge Tropper.

Hans Søn – Greven af Valmy – var Generalen fra Marengo. Han sloges senere mest med de Engelske i Spanien og Portugal.

– Det er vanskeligt at gjøre sig nogen Ide om den enorme Virkning af Slaget ved Marengo. Det var noget saa uventet og storartet, at alle Samfundsklasser og alle Partier flød sammen i en fælles Jubel; Paris blev med et Slag illumineret, da Efterretningen kom, og fra denne Dag var igrunden al Regiering – ja hele Frankrige og dets Skjæbne lagt i den ene Mands Haand.

Fra den landflygtige Konge fik Førsteconsulen directe en Haandskrivelse:

Allerede længe maa De – Hr. General! have kjendt til, hvilken Agtelse jeg nærer for Dem. Skulde De tvivle om min Taknemlighed, saa nævn, hvilken Plads De selv vil indtage, og hvorledes De ønsker Deres Venner anbragt i Staten. Hvad mine Principer angaar, saa er jeg Franskmand: overbærende af Karakter; og vil være det endnu mere, fordi det er klogt.

Sejerherren fra Lodi, Castiglione og Arcole, Italiens Erobrer – kan ikke foretrække en 46tom Berømmelse for den sande Ære – det er umuligt! Men imidlertid spilder De en kostbar Tid. Vi to kunne sikre Frankriges Lykke; jeg siger: vi To, fordi jeg har Brug for Bonaparte, og fordi han kan ikke naa dette Maal uden mig. Hr. General! Evropas Øine hviler paa Dem, Æren venter, og jeg er utaalmodig efter at gjengive mit Land Freden.

Louis.

*

Bonaparte svarede ganske tørt og oprigtigt:

Min Herre! jeg har modtaget Deres Brev, og jeg takker Dem for de hædrende Ord, De skriver om mig. Men De bør ikke ønske at vende tilbage til Frankrige: De vilde komme til at gaa over Hundrede Tusinde Lig. Bring Frankriges Ro og Lykke dette Offer at opgive Deres egne Interesser, og Historien vil paaskjønne Dem derfor. Jeg er ikke ufølsom for Deres Families Ulykker; og jeg vil med Fornøielse bidrage til Deres Ro og Sikkerhed i det Tilflugtssted, De har valgt Dem.

Bonaparte.

*

Denne næsten naive Overlegenhed maa have gjort et mageløst Indtryk paa Bourbonen, som i et Øiebliks Svaghed havde ydmyget sig saa 47dybt. Og Bonaparte var neppe selv klar over hvor himmelstormende pulverfrækt hans Brev maatte forekomme de Kredse, hvis sande Stemning overfor ham han aldrig fuldt ud lærte at forstaa.

– Men i Skyggen af det knuste Kongedømme og af denne Republik, som hurtigt faldt sammen, stod der nogle Skikkelser, som i fælles Had til den Ene forbandt sig, forat befri Verden for Tyrannen. Der var mange Anslag, og flere Sammensværgelser opdagedes itide, hvori var indviklet gamle Revolutionsmænd sammen med Navne, der tilhørte Kongens Parti. Nogle vilde snige sig forklædte ind i Malmaison; andre vilde støde ham ned i Operaens Corridorer. Et Par farlige Arbeidere havde begyndt at lave en Bombe; men da de vilde gjøre en Prøve med Sprængstoffet, var Virkningen saa ødelæggende, at de blev halvrædde selv, og Politiet blev opmærksom paa det forfærdelige Knald.

En Mordplan kom dog til Udførelse, før Aar 1800 gik ud og gjorde et stærkt Indtryk paa Paris. Det var en Sammensværgelse af Kongeligsindede, som med stor Omsigt og Koldblodighed havde lagt et Mordforsøg tilrette, der kun ved et Tilfælde mislykkedes.

48Juleaften skulde Bonaparte og Josephine høre Haydns Oratorium «Skabelsen» i Operaen; det var en Festforestilling, som vilde samle hele Paris. Lidt før Klokken syv kom et Par af de Sammensvorne – klædte som almindelige Arbejdsfolk trækkende med en Haandkjærre, hvorpaa der laa en Tønde, som var fyldt med Krudt og Kugler. Kjærren lod de staa – ligesom ved et Tilfælde i en Gade, som Førsteconsulens Vogn maatte passere; Tiden var paa det nøiagtigste beregnet, Lunten var tændt, man viste, han var præcis.

Men Bonapartes Kusk var tilfældigvis lidt fuld den Aften; han kjørte susende fort ind i Gaden, forbi Helvedesmaskinen, netop to-tre Secunder, før den sprang. Sexogfemti Mennesker blev saarede og toogtyve dræbtes; flere Huse ødelagdes. I Operaen havde man allerede begyndt at hviske om et Attentat og da han kold og rolig viste sig i sin Loge, brød der ud en ubeskrivelig Jubel.

Hans vidunderlige Held gjorde ham til Miraklernes Mand; han kom for Mange til at staa som den af Forsynet Udvalgte, og dette Attentat bidrog ogsaa mægtigt til at 1øfte ham op.

Men efterat han under Katastrofen og senere i Operaen havde vist sin almindelige Ro og 49Kulde, gav han sig bagefter til at granske nøiere dette Attentat, som aabenbart ikke kunde være en isoleret Forbrydelse. Fouché, som enten vilde skjule, at han ingenting havde vist, eller som vilde gamle Fiender tillivs, fremlagde endnu samme Nat en Liste paa 130 gamle Revolutionsmænd. Og skjønt Napoleons Mistanke nærmest var rettet mod Royalisterne, lod han sig dog henrive til at lade disse 130 Personer deportere til Cayenne, efterat han havde trodset igjennem en Lov, der gav Consulerne Magt til at forvise mistænkelige Personer.

– Den 12te Februar 1801 modtog Paris Efterretningen om Freden til Lunéville, der var Frugten af Marengo og af Moreaus ligesaa glimrende Sejer ved Hohenlinden. Frankriges Grænser udvidedes og alle dets Fiender ydmygedes.

I tusindvis passerede Folket Tuillerierne og raabte: Leve Bonaparte; de dansede paa Gaden, og Førsteconsulens Orkester spillede Balmusik, mens det knaldede med Kanoner og Fyrværkeri. Den mest glimrende Fest gav atter Udenrigsministeren Talleyrand.

Her modtog Førsteconsulen alt, hvad der fandtes af fremragende i Paris – af Franske og Fremmede. Det gamle Kongedømme og Revolutionen, gammel Adel og gammel Republik, 50nye Pengemænd, Krigere, Lærde, Digtere, Kunstnere og Embedsmænd – alle mødtes og hyldede nu for første Gang Napoleon Bonaparte som Frankriges første Borger og Statens Overhoved.

– Alle, som har læst Erindringerne fra den Tid, kjender den Duft af Sommer og Roser, som staar af Malmaison. Der kom senere saa meget mere af Glans og Pragt, da man tog de store franske Slotte i Brug; men Intet har overstraalet de eventyrlige Dage i Malmaison ved dette Hof, som endnu kun var en Flok lystige unge Damer og Herrer paa Landtur.

Førsteconsulen, om hvem alting dreiede sig, var ikke længer den magre mørke General med den gule italienske Hud. Hans hele Ydre var forandret. Som ung Officer led han meget af en Hudsygdom, som maa have været etslags ondartet Skab eller Fnat. Han fik det, da han i Løbegravene ved Toulon blev smittet paa Hænderne, fordi han selv tog fat ved Ladningen og Manøvreringen af Kanonerne. Dette Udslet gik over hele Legemet og var ham en stor Plage. Hans Stilling har vel ikke dengang været saadan, at han kunde søge den bedste Pleie eller give sig Tid til at blive grundig helbredet.

51Men da han først var bleven ren, fik han den marmorhvide Hud, som udmærkede Familien; og han blev yderst forsigtig og nøieregnende med Hudens Pleie; – han talte ofte om Hudens Opdragelse.

For det første laa han nu timevis i Vand saa varmt, at andre knapt kunde taale at stikke Haanden ned i. Desuden lod han sig overhælde med Eau de Cologne, hvoraf han brugte store Masser. Saa blev hele hans smukke Krop gnedet godt ind, og man iførte ham hans fine Underklær og de trange hvide Benklæder – alting af første Sort og pillende rent. Som Uniform brugte han aldrig andet end Livvagtens blaa eller grønne Kjole med rød Besætning og senere Hofdragter og de fantastiske Keiserklæder.

Han var nu den smukke velskabte Mand med stærke Ben, smaa faste Fødder, det klare, rentskaarne Ansigt og Bonaparternes fine Mund med de hvide feilfrie Tænder. Saaledes var han, naar de en enkelt Gang fik ham med i deres Lege, og han løb efter Josephine og de andre unge Damer i Haven ved Malmaison. Men han ligte ikke, at nogen løb fortere end han selv; og han blev sint, naar han faldt og fik Græsflækker paa sine hvide Buxer.

52Da gjaldt det om at holde sig alvorlig; de var næsten kvalte af Latter – de unge Mennesker og viste ikke, hvor de skulde vende sig hen; thi han var farlig; ingen – ikke engang Josephine kunde vide, hvor langt han vilde taale Spøgen.

Han var alle sine Dage – endogsaa i Ungdommen – et ugemytligt Menneske. Aldrig har jeg læst om, at Napoleon lo; det kunde han vist ikke. Men om hans Smil er det sagt, at naar de var af de gode, kunde det læge Saar og bringe den, som fik det, til at gaa i Ilden for ham.

Men ingen Latter, intet Udbrud af Lystighed, bestandig i den samme Marmorstil med den fast sammenpressede Mund rede til at commandere eller til at skræmme Livet af Folk og saa denne Stemme, som der ikke fandtes Mage til; bestandig var man utryg.

Maleren Isabey var let og smidig og fuld af Commers som alle de andre. Han kom en Formiddag gjennem de tomme Værelser Selskabet var gaaet til Frokost –, men i Havestuen saa han en ung Mand, som han tog for Lucien Bonaparte. Isabey nærmede sig forsigtig og let paa Taa, tog en kraftig Sats og sprang Buk over Manden. Men da han triumferende 53vendte sig om, mødte han Førsteconsulens skrækkelige Øine.

Den lille Maler løb alt, hvad han kunde, ud i Haven, ud i Skoven, og det varede længe, før han vovede sig ind igjen, og endnu længer, før han turde fortælle nogen denne Tildragelse. Førsteconsulen lod som Ingenting.

Jeg har for mit eget Vedkommende aldrig været i Nærheden af nogen stor Mand undtagen Bjørnstjerne Bjørnson. Han har ogsaa et saadant Ydre, at han kan skræmme Livet af Folk; og naar han aabner Munden, er det ogsaa mest til det, jeg i min Uærbødighed kalder for Bronce-Snak. Men han kan da le! og naar Latteren først er besluttet, kommer den med et Skrald og ruller længe; der er faa Ting morsommere end at vække den.

Men Napoleon har vist aldrig sluppet Latteren helt løs eller givet sig hen i en lystig Stemning ved Glasset og gode Historier. Han spiste saa fort, at ingen blev mæt; og de unge Officerer bandede ham, naar han brød op, mens man ved den nedre Ende af Taffelet ikke var kommen stort forbi Suppen. Han drak et Par Glas af sin Rødvin, lidt Brændevin i Feldten; men aldrig har jeg hørt, at han løftede sit glas med nogen festlig Stemning, – endsige, 54at Vinen nogensinde fik den ringeste Indflydelse paa hans Hoved, Men alle har vidnet, at han havde det forunderligste Smil.

De sad en Aften paa Sankt Helena og snakkede om de gamle Dage – som de altid gjorde. I Samtalens Løb kom Las Cases til at sige: «Jeg forstaar ikke, hvorfor Deres Majestæt ikke beholdt Frederic den Stores Kaarde, da De havde den i Deres Haand.»

«Jeg havde jo min egen,» – svarede Keiseren i en rolig mild Tone og med et ganske eiendommeligt Smil, «idet han kneb mig i Øret,» siger Las Cases, «uden at det gjorde ondt.»

Thi dette var en Vane hos Napoleon. Naar han snakkede med sine Generaler og ellers med Folk, han ligte, tog han gjerne fat i Øreflippen paa Vedkommende og kneb, mens han talte, stærkere og stærkere, saa der skulde en hel Del Koldblodighed til, for at staa rolig. Han havde nogle farlige Fingre.

Bonaparte var af Karakter og Vane en Ødelægger. Han skar med sin Pennekniv i de galante Stole, som overalt blev sat frem for ham; han ødelagde Papir i store Masser. Naar han tog fat i noget, som var skrøbeligt eller fint arbejdet, kunde man være vis paa, at det var istykker eller i Ustand, naar han satte det fra 55sig. I Drivhusene gik han og rev op de kostbare Planter; og naar han kunde lure sig til, skjød han efter Josephines sjeldne Fugle i Malmaison.

Skyde kunde han forresten ikke; og han brød sig i Virkeligheden vist lidet om Jagt. Men da det var en kongelig Plaisir, og da det store Apparat laa der, tog han sine Marechaller ud paa de store Jagter i Fontainebleaus Skove, hvor disse Krigere, som var vante til Kugler om Ørene, skjød omkring sig i Hyt og Veir – til stor Forfærdelse for de rigtige Jægere og gamle Hofmænd, som var med. En Gang skjød Keiseren det ene Øie ud paa Masséna – Hertugen af Rivoli; men der blev ikke talt videre om den Ting; Berthier fik Skylden, formodentlig fordi han var Over-Jægermester.

Saa længe de var i Malmaison, kunde det endnu lykkes Josephines Ynde og Elskværdighed at holde den Kulde tilbage, som senere altid omgav Keiseren. De levede her som gode forelskede Borgerfolk i samme Soveværelse og var daglig sammen i al den Tid, hun kunde holde ham borte fra Forretningerne; men det var i Virkeligheden ikke mange Øieblikke; det syntes ufatteligt, hvad denne Mand fik Tid til at udrette i disse Aar.

56Men hans muntre Søstre, de unge Generalers Fruer og de smukkeste blandt Armeens Officerer spillede Comedie, lavede Optog, dansede og bedrog hverandre saa smaat i Elskov, uden at nogen blev altfor ulykkelig derved. Bonaparte var selv kommen hjem fra Egypten med en slem Historie om Josephine, som Junot – den Klodrian havde betroet ham i Løbegravene foran Acre. Men hun havde beseiret ham og han var vendt tilbage i hendes Arme, og alt var glemt og tilgivet. Saaledes levedes der i tre Aar i Malmaison som et Eventyr.

Den Eneste, som en Stund fattedes i det lystige Selskab, var den deilige Pauline Førsteconsulens yngste Søster. Hun var nemlid i 1801 fulgt med sin Mand General Leclerc paa Expeditionen til San Domingo.

Under Revolutionen havde Negerne i den franske Koloni Haiti gjort sig frie; og en Neger ved Navn Toussaint-Louverture stod i Spidsen for etslags Republik, som de Sorte havde lavet sig efter Mønster fra Paris. Bonaparte overlod en vel udrustet Expedition og Flaade til sin Svoger Leclerc, forat han skulde bringe Orden i Koloniens Forhold, men paa den fredeligst mulige Maade.

Men alt gik galt. Det var allerede et Uheld, 57at da Flaaden naaede Øen, var Toussaint-Louverture reist til Frankrige; han var et forholdsvis fornuftigt Menneske. Nu kom Leclerc, som forresten hellerikke kunde holde Orden mellem sine egne Officerer, i Kast med den vilde Neger-General Christof, som begyndte med Oprør og Brand; Pesten brød ud; Leclerc selv døde, og hans Eftermand General Rochambeau, som senere faldt ved Leipzig, var en haard Mand, som lod sig forlede af de franske Plantageejere til en grusom Udryddelseskrig mod de Sorte; de førte dem ud paa Søen og druknede dem; de jagede dem med Blodhunde fra Cuba. Hele Expeditionen mislykkedes, og Kolonien gik tabt for Frankrige.

Men uberørt af Pest og alle Rædsler vendte Pauline tilbage til Paris som Enke – deiligere end nogensinde og rede til at tage fat, hvor hun slap.

– I disse Aar af forholdsvis Fred havde Førsteconsulen utrættelig arbeidet med Planer mod England, med hvilken Magt Krigen aldrig hvilede. Han samlede uhyre Krigs-Forraad tillands og tilsøs – i Nordfrankrige, ved Kanalen og især i Boulogne.

Men samtidig arbeidede ogsaa Bourbonerne og Emigranterne i London paa sin Maade. De 58forberedte nemlig en ny Sammensværgelse, som gik ud paa at overfalde Førsteconsulen paa en af hans Kjøreture til St. Cloud eller Malmaison, overmande Consulargarden, som red ved Vognen og dræbe Bonaparte i Forvirringen.

Dette syntes dem mere at ligne en Kamp end et almindeligt Snigmord.

Til Hovedmand for Sammensværgelsen havde de sat den gamle Fører George Cadoudal fra Vendée, hvor Befolkningen altid havde udmærket sig ved en fanatisk Troskab mod det gamle franske Kongehus. Cadoudal havde hele Tiden forlangt at have en eller to franske Prinser ved Siden, og Meningen var den, at, naar Bonaparte var afvejen, skulde Bourbonerne kaldes tilbage; og Hæren skulde vindes og føres til ny Hæder af General Moreau, som – omend langtfra kongeligsindet – alligevel troedes villig til at slutte sig til Sammensværgelsen, fordi han i den senere Tid levede i aabenbart Uvenskab med Bonaparte; dette siste havde sin Rigtighed.

General Moreau, som var født alt i 1761, havde under Republiken bedækket sig med Hæder; hans Tilbagetog fra Tyskland efterat Jourdan – som sædvanligt – var bleven slaaet, 59ansaaes og ansees vist endnu som et Mesterstykke af Krigskunst; og han stod – især efter Desaix’s Fald ubetinget i Samtidens Øine som den Nærmeste ved Bonaparte. De vandt ogsaa – kort Tid efter hinanden de to glimrende Sejre: Bonaparte i Italien ved Marengo og Moreau i Tyskland ved Hohenlinden.

Men efterat der et Øieblik havde været lidt Snak om, at Moreau skulde gifte sig med Pauline Leclerc, kom han til at tage en Mademoiselle Hulot; og fra den Tid skiltes hans og Bonapartes Veje. Thi hun og især hendes Moder satte Moreau saaledes op mod Bonaparte, at det blev hans Livs Maal og Ulykke at ville styrte Napoleon og selv bemægtige sig hans Plads.

Til at vinde General Moreau havde de Sammensvorne udseet sig hans Jævnaldrende og Krigskammerat General Pichegru; thi denne – skjønt gammel Republikaner havde i London sluttet sig til Bourbonernes Planer og gik til Paris for at myrde den fælles Fiende. Det gjaldt nu om at bringe Moreau og Pichegru sammen og ved det fælles Had til Bonaparte formaa Moreau til at følge Pichegru over i Complotten.

60I August 1803 forlod Cadoudal London med en Million Francs i Anvisninger paa Englands Statskasse indsyet i sit Belte. Han gik op ad Smuglernes Toug i Klitten ved Biville og blev paa aftalte Tegn ført fra Mand til Mand ad en hemmelig Vei til Paris, hvor han begyndte at samle paalidelige Folk til Overfaldet, forberede deres Uniformer, Heste og Bevæbning og holde alt parat.

Imidlertid var der andre, som arbeidede paa at føre Moreau og Pichegru sammen. Moreau talte med megen Varme om sin gamle Krigskammerat og tilbød sig at gjøre, hvad der stod i hans Magt for at faa ophævet den Dom, som i 1797 havde sendt Pichegru i Landflygtighed til Cayenne. Formodentlig har han vel ogsa udtalt sig skarpt nok om Bonaparte.

Dette opfattede den udsendte Underhandler – en General Lajolais som et sikkert Tegn paa, at Moreau stod rede til at slutte sig til Sammensværgelsen. Han ilede til London over Hamburg og gav saadanne Skildringer af Moreaus Forbitrelse mod Bonaparte, at alle Emigranterne blev ude af sig selv af Henrykkelse; og selve Greven af Artois den senere Kong Carl den 10de compromitterede sig for Livet ved at tage Del i Møder, 61hvor der planlagdes Snigmord paa et Statsoverhoved.

I de sidste Dage af 1804 gik nu Pichegru med flere af den høieste franske Adel – deriblandt Brødrene Polignac – over Kanalen med Kaptein Whrigths Kutter og slap ind i Paris; nogen Tid efter fik Lajolais et Møde istand mellem Generalerne Moreau og Pichegru en Nat paa den øde Boulevard Madeleine.

Men medens de to gamle Venner endnu stod ganske bevægede ved at sees igjen og under disse Forhold, traadte George Cadoudal frem og blandede sig plumt i deres Samtale. Moreau blev i samme Øieblik kold som Is. Og ved senere Møder blev det endmere klart, at Moreau aldeles ikke vilde arbeide for Bourbonerne; men vel for sig selv.

Dette var den egentlige og store Skuffelse, der virkede saa nedslaaende paa de beste i Complotten, at flere tænkte paa at opgive det hele og forlade Paris.

Men netop da begyndte Arrestationerne.

Fouché var ikke Minister for Politivæsenet ved denne Tid; men han snusede altid omkring for egen Regning; Real – en Embedsmand, Bonaparte ofte gjorde Brug af, stod i Spidsen for Politiet i Paris; men han viste ingenting 62om Sammensværgelsen; det var igrunden Førsteconsulen selv, som fandt de første Traade.

Napoleons Tid alt som Consul, men endmere som Keiser optoges for en ikke liden Del af at gjennemlæse alverdens Politi-Rapporter og sætte sig ind i alt det Spionerings-Stof, som han hver Dag forlangte sig forelagt. Og netop i disse Dage, da det store kongelige Snigmord var under Forberedelse, morede han sig med at holde den engelske Gesandt i München for Nar. Førsteconsulen viste nemlig, at denne havde budt 50,000 £ for den sorte Portefeuille i Bonapartes Lønkammer, og derfor læste han netop nu ivrigere end nogensinde al den Masse af Rapporter om mistænkelige Personer, Lister over fremmede og indenlandske Navne, Folk som forsvandt eller blev anholdt, – og i al denne store Mangfoldighed valgte han 5 Navne, hvis Sag han lod undergive retslig Undersøgelse.

Han viste sig at have havt et skarpt Øie ogsaa her; thi af de fem blev kun de to løsladte som Uskyldige; 2 blev overbevist om Landsforræderi og skudt uden at ville forraade noget; men den femte tilstod, at han hørte til George Cadoudals Folk og var kommen fra 63England sammen med ham over Bivilles Klit. Samtidig blev der ved Kysten efter en natlig Kamp mellem Toldvæsenets Folk og Smuglere fundet et Stykke Papir, der havde tjent som Forladning i en Pistol, og paa hvilket stod skrevet Navnet Troche. Dette viste sig at være den unge Mand, som pleiede at føre de Sammensvorne, som kom Smuglervejen fra London, indover Landet ad den hemmelige Linie til Paris.

Dermed var de første Traade fundne.

Det næste, man fik rede paa, var, at General Moreau var indviklet; han blev strax arresteret; og lidt efter lidt samledes i de forskjellige Fængsler 45 af de Sammensvorne, men endnu ingen af Hovedmændene.

Da Moreau blev arresteret, blev der strax raabt, at det var Bonaparte, som paa denne lumpne Maade vilde skille sig af med sin eneste Rival; thi saa høit stod Moreau i Hærens og Folkets Øine, at det var umuligt at tænke sig ham i Ledtog med Royalisterne og med de Navne, som Mistanken allerede pegte hen paa.

Nu først blev Bonaparte rasende; og al hans Vrede vendte sig mod Royalisterne, som han syntes, han havde fortjent en bedre Behandling af; og fra nu af lagde han alle Aarer ud 64for at finde Hovedmændene, paa det at det engang kunde blive vitterligt for hele Verden og fastslaaet, at her forelaa en farlig royalistisk Sammensværgelse mod Frankrigs første Mand.

Thi de Arresterede vedblev at paastaa, at de var i Ledtog med Frankrigs fineste Navne; og at en Prins af Blodet – de troede Hertugen af Berry – vilde komme til Paris, – hvis han ikke allerede var kommen.

«Jeg vil tilgive Moreau,» sagde Bonaparte; «men den første Bourbon, jeg faar fat i, ham lader jeg skyde.»

Han sendte Over-Dommeren Reynier til Moreau i Fængselet, forat modtage hans Tilstaaelse og – det var Meningen – tage Generalen med sig til Tuillerierne.

Men Over-Dommeren bar sig saa koldt og klodset ad, at Moreau ikke forstod den gode Mening. Da han ikke viste, at Mesteparten allerede var forraadt af de andre, indviklede han sig i taabelige Benægtelser og unyttige Udflugter.

«Vel,» sagde Bonaparte, «saa skal han for Domstolen.»

Da det fremdeles viste sig umuligt at finde Pichegru og Cadoudal og de andre Hovedmænd 65i Paris, udkom der en Ekstra-Lov, som satte Dødsstraf for at huse dem, og 6 Aars Galei-Slaveri for dem, som viste Besked uden at melde det; samtidig blev Paris omhyggeligt lukket.

Pichegru sneg sig omkring – ulykkelig over det Selskab, hvori han var kommen. En Nat laa han hos Ministeren Marbois, med hvem han i sin Tid var sendt i Landflygtighed. Napoleon forstod sig saa godt paa denne Venskabstjeneste, at han ikke gjorde Ministeren noget, da han siden fik dette at vide.

Endelig var der en, som for 100,000 frcs. forraadte Pichegru og overleverede Nøglerne til den Leilighed, hvor han selv havde givet Generalen Tilflugt. Politiets Agenter trængte ind til ham om Natten og fik bemægtiget sig hans Pistoler, som laa ved Sengen; men den kjæmpestærke General sloges med dem i Skjorten, indtil de fik ham bundet og ført i Fængsel. Dernæst fangedes Brødrene Polignac, Riviére og sist George Cadoudal. Han kom kjørende i en liden Vogn paa en af de ydre Boulevarder, da to Politiagenter stoppede ham; den ene skjød han ned og saarede den anden; men Folk hindrede ham i at flygte. Cadoudal lagde ikke nogen Skjul paa, hvorfor han var 66kommen til Paris; han blev skudt uden at ville bede om Naade.

Men da nu Cadoudal og Polignac’erne var fængslede, slog Stemningen endelig om, og Folket erkjendte med Forfærdelse, at selve Kongefamilien havde Andel i Planen om at snigmyrde Fædrelandets Befrier.

Men uheldigvis var Bonaparte nu bleven saa ophidset, at han ikke kunde stanse, før har fandt selve Bourbonernes Spor. Han vilde endog tilgivet Pichegru og sendt ham som Gouverneur til Cayenne for at organisere Kolonien; men mod de Kongelige – ingen Naade!

En Dag gjennemgik han med Talleyrand og Fouché Familien Bourbon; og da han hørte om Hertugen af Enghien, som han neppe kjendte af Navn, satte han strax Spioneriet i Bevægelse. Man kunde snart melde ham, at den unge Prins levede nær Frankriges Grænse – nærmere end Emigranterne i Almindelighed, i en liden By Ettenheim i Baden, at han ofte var fraværende flere Dage i Træk, at han modtog mistænkelige Besøg, – der blev i den Anledning nævnt et Navn, som feilagtigen blev taget for Dumouriez, en af Republikens Generaler, som var flygtet til England for Landsforræderi. Men det ene med det andet 67passede kun altfor godt til det, som de Arresterede altid talte om: at der af og til i deres Møder havde vist sig en ung distingveret Person, som af Lederne blev behandlet med en særdeles Ærbødighed.

Nu troede Førsteconsulen fuldt og fast, at her havde han Complottens siste Led. Han sendte General Ordener over Grænsen, forat arrestere Hertugen af Enghien i Ettenheim og samtidig sin fineste Gesandt Grev de Goulaincourt til Hoffet i Baden, forat gjøre Undskyldning for denne Krænkelse af Landegrænsen. Bonaparte arbeidede ikke med andet end dette i otte Dage; og han havde arbeidet sig op i en saadan Ophidselse, at ingen Magt kunde holde ham tilbage.

Den ulykkelige unge Hertug, som vistnok var uskyldig, blev arresteret i sin Seng, ført til Paris og skudt i Vincennes uden Barmhjertighed i den aarle Morgenstund efter en meget kortfattet Rettergang.

Denne Begivenhed vakte i Samtiden en Bevægelse, som man neppe kan gjøre sig nogen Forestilling om; og denne uretfærdige og overilede Voldshandling har omtrent været det værste, man har bebreidet Napoleon Bonaparte og dannet Omkvædet paa alle hans Fienders Smædesange.

68Først maa man nu mindes, hvad en Prins af Blodet var for Samtiden; Hertugen af Enghien var den siste af Linien Condé, som var Fættere til Bourbonerne; han var en af de allerhøieste Spidser i Evropas Fyrste-Adel. Og dertil kom, at hele Evropa allerede var begyndt at tale om det corsikanske Uhyre, den blodige Tyran o. s. v., saa man trængte til noget, der kunde give Hadet Galde og Grund.

Paris blev som lamslaaet. Sligt havde man ikke oplevet siden Revolutionen – og knapt da. Det var gaaet saa fort, at man fra først af ikke viste andet, end at en emigreret Prins var hentet hjem fra Udlandet med Magt og var bleven henrettet næsten uden nogen Undersøgelse efter en Krigrets-Dom. Og skjønt ikke 2/3 af Paris’s Befolkning viste, hvem han var – denne Hertug af Enghien, blev man alligevel slagen af Skræk ved denne Henrettelse udenfor de Sammensvornes Proces – udenfor de almindelige Former – ved Nattens Tider.

Hele Malmaison var i Oprør. Madame Rémusat og alle Damerne var stive af Rædsel; Josephine kastede sig hulkende om sin Mands Hals: «Hør mig – Bonaparte! hvis du nu lader din Fange skyde, vil du selv blive 69guillotineret – akkurat som min første Mand; og denne Gang vil de tage mig med.»

Fouché var fornøiet i sin Ondskab: «Det var en Lykke,» sagde han; «jeg begyndte at blive bange for, at denne lille Bonaparte vilde nøie sig med en Stilling som den skotske General Monck.»

Samme Vei gik ogsaa Bernadottes Tanker. Han gned sig i Hænderne og raabte: «Endelig har vi ham!» – han mente, at nu havde Førsteconsulen spillet for høit og nu kunde det være Tid til at faa ham væltet.

Talleyrand havde sin berømte Vittighed: «Dette er mere end en Forbrydelse, det er en Feil.»

Men den affecterede Lucien Bonaparte styrtede ind i sin Kones Soveværelse og raabte:

«Alexandrine! lad os komme afsted! han har smagt Blod!»

Lucien havde kun det ene Nummer: at være den ædle Republikaner; og derfor maatte Broderen være den blodtørstige Tyran; en uretfærdigere Dom fra Brødrenes Side over Napoleon kan ikke tænkes.

Thi Napoleon var hverken grusom eller blodtørstig. Han drev Krigerens blodige Haandværk, og det gjorde han som en Mester fremfor 70nogen, men netop uden den Grusomhed, som fulgte næsten alle de andre af Faget, med hvis Berømmelse man har forpestet vor Ungdoms Undervisning.

Naar han denne ene Gang med Vold tog en Fiende afdage, var deri noget af en SlægtsHævn, fordi de andre Bourboner sendte ham Snigmordere og omgav ham i hans eget Land med farlige Banditter, hvis Anslag for denne Gang mislykkedes ved en Kjæde af Tilfældigheder.

Og hvad angaar den unge Mand, som blev Offeret, saa tilhørte han en Slægt, hvis dybe Degeneration ligger aaben for vore moderne Øine.

Det store krigerske Geni, som havde vist sig høit oppe i hans Slægt, tog andre Former nedover. Foruden Afsind og Selvmord i Slægten var der en af hans Forfædre, som under Belgrads Beleiring sad i Sikkerhed og nedskjød Skildvagter og andre, som viste sig paa Murene; og da han slog sig tilro i Paris, maatte Ludvig den 14de tre Gange benaade ham, fordi han fra Vinduerne i sit Palais skjød paa Skiffertækkere og andre, som færdedes paa de nærmeste Tage, bare for at have den Fornøielse at se dem styrte ned i Gaden.

71Saadant eller lignende har man ganske vist aldrig hørt om den unge Hertug af Enghien; men han var jo ung, da han blev kaldt bort.

Napoleon selv har til siste Stund forsvaret denne Handling som nødvendig for Statens Sikkerhed; han har taget hele Skylden paa sig; og i sit Testamente siger han, at under lignende Omstændigheder vilde han handlet akkurat paa samme Maade.

Hvorom alting er, saa fik Royalisterne og selve Kongeslægten en gavnlig Skræk i Blodet; og af denne Sammensværgelse og af, hvad dermed stod i Forbindelse, dannede der sig i kort Tid den Stemning i Folket, som fordrede og fremdrev Keiserdømmet og et arveligt Dynasti som det eneste Middel til at sikre Landets Fremtid. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.