[131] Sommeren var kommen med stærk varme og lummer luft.
Gerner kunde først ta sig ferie hen i august. Da var det meningen, at han og Lucie skulde gjøre en tur op til sanatoriet i Gausdal.
Der havde vært tale om at leje på landet, og ude på Malmøen i nærheden af fru Rejnertsons villa havde Lucie fundet et lidet hus, som passed. Men i sidste øjeblik havde Gerner bestemt sig om og sagt, han ikke havde råd. Sagen var, at han ikke syntes om, at Lucie kom til at være formeget sammen med fru Rejnertson, for han havde en ubestemt formodning om, at hun på en eller anden vis satte Lucie op.
Fru Rejnertson havde så sagt, at Lucie endelig [132] måtte komme ud og besøge hende og bli en ugestid på Malmøen.
Lucie skranted. Hun var ofte plaget af kvalme og hodepine. Ansigtet havde mistet sin friskhed, og kinderne var blet indfaldne.
Hun gik i en pinagtig uvished, om hun var frugtsommelig eller ikke, men håbed dog stadig, at det ikke var så.
For var det så, følte hun sig overbevist om, at hun var bleven det dengang ude på marken.
Og det vilde da være for ærgerligt.
Ofte undredes hun over Theodor, som ikke spurgte hende om det.
Men han var vel så afvant med at vente på det og ønske det nu, tænkte hun, at det slet ikke kunde falde ham ind engang.
Og hun skulde vist ikke sige noget. Det skulde hun da vel ta sig i agt for, lel.
Men at han ikke fik mistanke, nu da det kanske netop var så.
Ånej da – det var det vist ikke forresten.
«Så sløv og dorsk som hun er bleven,» tænkte Theodor, mens han gik frem og tilbage i sit værelse. «Ikke et ord at få ud af hende. Det er en ny form for hendes uopdragne trods.»
Sammen med Mørk havde de vært en tur ud til Bygdø, hvor de havde spasert i skoven og spist til aftens oppe ved Schwejtserhytten, hvorpå [133] de var tat tilbage med jernbanen. Ikke før var Mørk gåt fra dem, før Lucie fik høre, at hun på en upassende måde havde snud sig efter en tøs og et mandfolk, som sad og elsked på en bænk udenfor Frederiksberghaven.
Nu stod Lucie ved det åbne vindue og så ud i den varme, stille sommeraften, mens Theodor langsomt gik op og ned og gjorde hende bebrejdelser, som hun ikke gad høre og derfor ikke hørte.
Hun stod og tænkte på, at det vist var fordi hun havde tabt sig så svært, at løjtnant Rejnertson ikke kom hen til hende på gaden, men bare hilste stift og fremmed. Han skulde vite, hvor indtat hun var i ham. Da kom han nok da allikevel, selv om hun ikke var så bråvakker som før.
«Det vilde glæde mig, om Du kunde bekvemme Dig til at svare mig,» sa Gerner efter nogen taushed og stansed bag ved hende.
«Jeg trode, Du likte bedst, at jeg tidde, jeg,» sa Lucie sløvt. «Du tåler jo aldrig, at jeg svarer Dig.»
«Der er mange måder at tie på. Ser Du kanske det mindste gran – jeg vil ikke sige bedrøvet, men bare ud som om Du la merke til, hvad jeg sa engang?»
Hvis hun besøgte fru Rejnertson, så traf hun kanske løjtnanten der, tænkte Lucie.
[134] «Indrøm nu, at Du har båret Dig galt afsted, Lucie,» sa Theodor og tog hendes ene, nedhængende hånd.
Hun vendte ansigtet om mod ham og så åndsfraværende på ham.
«Jeg har ret. Ikke sandt, Lucie?»
«Ret i hva’fornoe? Jeg vet ikke, hva’ Du snakker om.» Hun drejed hodet tilbage og så ud af vinduet.
Han slang heftigt hendes hånd fra sig, og gik hastigt gjennem stuerne ind i soveværelset.
«Så’n en sinnetag,» sa Lucie og lo hånsk.
«Det er bedst, jeg lægger mig på sofaen inat. Jeg gider nejmen ikke gå ind til ham.» Hun begyndte at knappe kjolen op og gik ind i dagligstuen, hvor hun la en fløjspude og et slumreteppe tilrette på sofaen. Da hun vendte sig og gik hen til spejlet for at løse sit hår, så hun, der lå et brev på skrivebordet.
Det var fra fru Rejnertson, som skrev, at hun snart håbed, at Lucie vilde gjøre alvor af sit løfte om at besøge hende på Malmøen, da hun om 14 dager tænkte at gjøre en liden tur med sin søster Henny Brandt, som var kommen hjem fra Paris og nu bode hos hende. Gerner kunde se ud til dem om eftermiddagene, når han var færdig på kontoret, hvis han havde lyst, og godt overnatte fra lørdag til mandag. Det var altfor [135] trist at sidde i byen i denne varme, især for Lucie, som skulde ha ligget på landet.
«Jeg rejser derud imorgen med elleveskibet,» udbrød Lucie. «Ja så gu’, som Nilsa sa. Til Theodor siger jeg ingenting, for så forbyr han mig det bare. Og nu vil jeg derud.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
