[63] Så er det bedst, jeg har veddemålsgaven med til hende,» tænkte Lucie, da hun indsvøbt i sin side peltskåbe, uden ærmer og med skindkantede gummistøvler trukket udenpå skoene, ved femtiden gik nedover Karl-Johan.
«Men hva’ skal jeg finde på til hende, mon?» «Når en har en moderne hat og et par anstændige hansker,» hærmed hun efter Nilsen. «Hansker naturligvis! Så er hun da fri den udgiften en tid.»
Hun gik ind i en butik, kjøbte hanskerne, og skyndte sig gjennem Øvre Slotsgade til huset ved siden af det, hvor Theodor havde kontor. Hurtig fôr hun gjennem portrummet og over gårdspladsen, som var halvlys af skinnet fra de mange vinduer, fandt døren til baghuset og begyndte at stige op over de smale trapper, hvor en gammel [64] stram lugt slog hende imøde. På gangen i anden etage hang en bitte liden bliklampe med sodet glas.
Typograf Bernhard Jensen.
Skræddermester Oleus Schmidt.
Herreklæder vendes og omsyes,
repareres og borttager
Pletter.
Hansine Sørensen.
Hansker vadskes, Fjær kruses,
Silkebånd opfarves og
fornyes
læste Lucie ved det skiddengule lampeskjær, idet hun gik forbi dørene og tog fat på trappen til tredie etage.
Deroppe var der ingen lampe, og Lucie måtte famle sig frem til den første den bedste dør, som hun banked på. Hun hørte en lyd af vandskvæt og af at klær blev bakset i en balje, og banked højere.
Så kom der nogle træskoskridt, døren blev åbnet og en våd kone med bare armer, omgit af en lysegrå, sæbelugtende damp, som ganske fyldte rammet, spurgte hvad godt.
«Vil De ikke være så snil å sige mig, om ikke frøken Nilsen bor her?»
«Aa, her bur nok to støkker, som hetter slik,» svarte konen. «Den ene strikker og den andre syr.»
[65] «Er det hatter hun syr da?» sa Lucie, «for henner er det jeg skal til.»
Konen tog en lampe, trådte ud på gangen, pegte nedover og sa: «Tredde døren fra her. Osså står der en plakat på døren, som endda er trøkt.»
Frøken Severine Nilsen,
modtager Bestillinger på Hatte og
Modepynt.
«Jo, her er det, undskyld brydderie’,» nikked Lucie tilbage.
Der blev en skraben af stoleben derindefra, da Lucie havde banket på. «Sit Di far, det er bare et bud efter en hat,» sa Nilsens stemme, idet den tydelig kom nærmere. Døren blev lukket op, og Lucie kjendte en sur tobakslugt.
«Nej, hva’ ser jeg! Gud er det muligt – End Luciebarne!» Nilsen så rød og forfjamsket ud og stod og bredte sig i døråbningen, som om hun vilde skjule noget.
«Jeg vilde bare levere Dig dette her,» sa Lucie og rakte pakken frem. «Værs’go’, og slid med hilsen.»
«Mange tusen tak! Det var jo bare spøge’ mit. Nej, den Lucie, den Lucie.»
«Ber Dere ikke folk værs’go’ komme ind da, Nilsa?» lød så en stemme borte fra vinduet.
Der gik et lidet ryk gjennem Lucie. Nu [66] vidste hun, hvorfra hun kjendte denne tobakslugten så godt.
«Ja, det er sandt osså, værs’go’ kom ind, Luciebarne’. Jeg er rent fra mig af overraskelse og glæde.»
«Nej, når Du har visitter, så er det vel ikke værdt,» sa Lucie. Hun havde lyst til at løbe sin vej, men blev samtidig uimodståelig draget af denne tobakslugten, som vakte så mange underlige minder.
«Aa pyt, visitter,» sa Nilsen og lo forceret.
«D’ ær nå kjendte folk, da,» sa stemmen, og idetsamme så Lucie et par skjorteærmer og et blast, blødt ansigt, med sort, stiv moustache, blinkende øjne og vandkjæmmet hår over en firkantet pande.
Lucie trak sig tilbage med et sæt. «Tak, jeg går igjen, jeg likegodt. Jeg vil ikke genere,» sa hun usikkert og blev stående.
«Der har vi for Di sitter i skjorteærmer, Olsen,» skjændte Nilsen. «Vel er vi godt kjendt, men lidt manerer skal en dog ha. Men kom nu bare, Luciebarne’.» Nilsen trak hende ind over tærskelen og lukked døren.
«Ta frakken på Dem, Olsen, jeg skal stå fore sålænge.» Hun greb i sit kjoleskjørt og holdt det ud til siderne sålangt som vidden tillod, mens hun nikked og fniste til Lucie: «Han bor her i går’en, skjønner Du, og så kommer han ind om [67] eftermiddagen og slår af en passiar. Men nu har jeg forresten sagt, jeg ikke vil vide af. reke’ hans længere. Skynd Dem nu, Olsen! Hvorfor letter Di ikke på dem?»
«Jeg tænker ikke a Lussia dør af det, at hun ser mig i skjorteærmerne lel, he, he, he! Hu’ har set det syne’ før, sku’ jeg tru.»
«Fy skamme Dem, Olsen, hvor simpel Di er,» Nilsen slap taget i skjørtet, hegted kåben af Lucie og la den hen på sovesofaen, der havde store huller i betrækket. Så løfted hun en gyngestol, hvis rygstykke bestod af sortlakerte spiler, hvoraf nogle mangled, hen til det udslagne spillebord foran vinduerne og stilled den på skrå. «Sæt Dig her, Luciebarne’, sådan ja. Så får Olsen bare se Dig fra siden af. Det skal han ha til straf.»
«Olsen kan nå fløtte sig han, da,» sa manden i skjorteærmerne, og idetsamme rejste han sig fra sin plads ved vinduet, hvor han havde siddet medalbuen på bordkanten og røgt af en snadde. En halvtømt ølflaske og et glas, som stod foran ham, tog han med sig, gik så forbi bordet udenom Lucie i gyngestolen hen til det andet vindu og satte sig.
«Det er værs’go’ min plads! Di flytter Dem på øjeblikke’, Olsen. – Gud, end ølflasken midt oppe i di vatrede båndene mine!» Nilsen skreg op og holdt hænderne beskyttende ud over sine [68] papæsker og pyntesager. «Di ødelægger for mange penger for mig. – Nej, værs’go’ la’ lampen være i fre’, far.»
«Fan’en te omstændigheter med slike fruentimmergrejer,» Olsen lo godmodigt og fortrak til sovesofaen, idet han satte flasken og glasset på gulvet ved siden af sig: «Jeg ser nå forresten a Lussia like godt her ifra, jeg.»
«Han skal værs’go’ sige fru Gerner, ikke sandt, Lucie?» sa Nilsen, som rydded sammen på bordet.
«Aanej, jeg tænker vi grejer os med det andre, jeg, å mener Du Lussia?» Olsen plirte hen på Lucie, mens han stak fingrene indenfor den snipløse skjørtelinning og ugenert kløde sig på halsen.
«Det er det samme for mig,» svarte Lucie med et nakkekast.
«Ja, gubbevars’, jeg kan så godt sige fru Gerner, osså. – Der skal vist ikke være noe ivejen fra min side, he, he, he,» han bøjed sig ned, skjænked i og drak af øllet. Så rejste han sig, gik bort til vindusposten og stopte sin udrøgte snadde af et kræmmerhus Beardsey.
«Di kunde nu gjerne knappe vesten til, Olsen,» sa Nilsen overtalende. «Såpas agtelse sku’ Di ha for Dem selv, Olsen.»
«Offer det da? D’ær mye makliere så’n.»
«Nej, han er der ikke noget udkomme med,» [69] Nilsen rysted på hodet til Lucie og bar papæskerne, som hun havde lagt sysagerne ned i, hen på komoden.
«Fælt så glat d’ær idag ossa da,» sa Olsen, efterat de alle havde tiet lidt.
«Ja, det er næsten ikke rå’ til at komme frem,» sa Lucie.
«I formiddag faldt der en gammel kone og brækked bene’ sit,» bemærked Nilsen.
Pause.
«Har Du læst Albertine da, Lussia?» sa så Olsen.
«Nej, det holder jeg mig for god til, lel. Gerner siger desuden, han vil ikke se så’nne bøger i sit hus.»
«Det holler jeg med Gerner i. – Hvad skal dem skrive så’nne bøker efter?»
Pause igjen.
«D’ær sandt Lussia, jeg skulle nok sagt tak for sidst,» sa Olsen, som nu havde indtat sin forrige plads i sofaen. «Jeg synes Du er blet endda mere vakker end Du var. – Jammen begynder ikke tænderne mine å løpe i vann igjen, da.»
Lucie kniste.
«Ikke svar ham Du, Lucie, mor,» sa Nilsen, som nu havde fåt bordet ryddet.
Men Lucie havde pludselig fåt lyst til at være gemytlig og indladende. Det var så underlig eget at se Olsen igjen i akkurat det samme antræk, [70] som han havde havt på om eftermiddagene før i tiden, og hun kunde ikke ret forstå, at hun havde syntes, han var lej og ækkel. Han var en lun fyr, var han, og i grunden fælt fornøjelig.
«Ossen har Du det nå da egentlig, Lussia?»
«Jo tak, jeg har det bare bra,» svarte hun livlig; «end Du?»
«Aldrig har jeg truffet så real e jente, som Dig, Lussia min. Det var da rikti’ morro at få se Dig igjen.»
Lucie kniste atter.
«Ja hun! Er det ikke det jeg al tid har sagt?» udbrød Nilsen. «Jeg må susse Dig, Lucie, jeg må, jeg må, jeg må!» Nilsen bøjed sig over hende med hænderne stukket ind mellem sine knæ.
«Ja, nå kan det være nok med den smaskingen, der!» sa Olsen befalende. «Behøves der noen smasking skal jeg nok besørgje ‘en sel’.»
«Hold Dem i skinde’, Olsen, far.» Nilsen retted sig op og påtog sig en majestætisk mine. «Ingen slags sjofle hentydninger, om vi må be. – Men jeg må se, hva’ Du kom med til mig.» Hun tog Lucies pakke, som hun havde lagt fra sig på piedestallen og åbned den.
«Hansker, dejlige fine hansker! Ym,» hun trykked næsen mod dem og trak skindlugten til sig. «Et par brune, et par grå og et par sorte – treknaps! Nej, ved Du hva’, Luciebarne’, Du er altfor forlæggenes søt, er Du. Se om hun ikke [71] vidste, hva’ jeg helst vilde ha. Jeg vil traktere Dig med kaffe – får jeg lov? A sig ja! Jeg har dejlig tyk fløde stående og friskt wienerbrø’ – a sig ja, da.»
«Tak, jeg vil gruelig gjerne ha kaffe, jeg,» sa Lucie.
«Englebaren,» smisked Nilsen og kyssed på fingeren til hende. «Så spenderer Di vel et glas kirsebærrum, Olsen?»
«Både et og to.»
Nilsen gik hen til kakkelovnen, hvor en blikkjedel stod og surred på et hui i det nederste rum. Hun tog frem en kaffekande fra piedestallen.
«Jeg bler så varm på bena mine,» sa Lucie. «Jeg får ha af mig disse pampussene mine,» hun satte den ene fod foran den anden og skjøv på den.
«La mig hjælpe Dig da,» og i et nu var Olsen på knæ foran hende med snadden i munden. «Nej herregud, der har vi ‘en jo igjen den uskyldi’e små pusselanken hennes,» udbrød han henrykt og kjærtegned med begge hænder hendes fod. «Og så fine, bløte sko, da.»
«Ish å ækkel Di er da, Olsen,» Lucie kniste og rykked lidt i foden.
Nilsen stod med ryggen til og skjænked vand på kaffekanden. I det samme blev der banket på døren, og hun gik hen og åbned. Det var en [72] pige, som skulde levere en hat og gi besked om, hvad der skulde gjøres ved den. Nilsen gik udenfor og lukked døren efter sig.
Olsen la snadden fra sig.
«Søte, søte Lussia mi’,» læsped han, og tog med et sikkert tag om hendes ben lige op til knæerne og strøg rundt op og ned ad dem.
«Jeg mener Di er slik! La bli da, la bli da, Olsen, eller ved gud, jeg skriker,» sa Lucie og søgte at støde ham fra sig. Men Olsen holdt fast, og la sit ansigt ind til hendes bryst. «Giv mig en kys da, for gammelt kjendskabs skyld,» sa han.
«Aldrig i verden,» sa Lucie og vred sig til siden.
«Giv mig en kys da, eller så tar jeg ‘en med magt,» hvisked Olsen og rakte munden op imod hende.
«Slipper Du mig da, da?» spurgte Lucie.
«Ja gi mig ‘en bare.»
Lucie bukked sig over ham.
Han slap taget om hendes ben, greb hende om livet og kyssed hende tæt på munden, mens han knuged hende til sig.
«Søte ungen min,» sa han afbrudt og stakåndet. «Aldrig har jeg holdt af noen så’n som af Dig, og aldrig kommer jeg at gjøre det heller. Nilsa holder på med dikkedarier for mig, men før jeg vil slå an med det gamle, skranglete. –»
[73] Det tog i dørlaasen, og Olsen luded sig hurtig ned og greb Lucies anden fod, som endnu havde gummistøvlen på. «Fælt så slem den var at få af, da,» sa han undrende, da Nilsen atter stod i stuen.
«Her går det nok for sig,» sa Nilsen spydig, og satte kopper og en tallerken wienerbrød frem på bordet.
«Han er rent huegæl’n, den Olsen,» lo Lucie. «Ligge der og kramse sålænge med di stakkars, uskyldige pampussene.»
«Aa, han ved nok hva’ han gjør, den karen,» vrissed Nilsen. «Han er om sig på alle kanter.»
«Nå går jeg sta etter kirsebærrommen,» sa Olsen, og trak en gammel, sort bonjour, som hang over en stoleryg på sig.
«Var han nærgående mod Dig?» spurgte Nilsen, da Olsen var ude af døren.
«Nej da, han bare gjorde lidt gjøn, vel.»
«Olsen går altid over stregen,» sa Nilsen, og satte sukkerskålen og flødemuggen fra sig på bordet. «Han mangler takt.»
«Gid å det er underlig rart at være her sammen med Olsen og Dig igjen!» råbte Lucie, og gjorde en bevægelse som om hun blev kildret.
«Ja, Du kan så sige. Men det bedste er nu, at Du ikke er blet det mindste granne’ stor på det. Det er virkelig så sødt af Dig.»
Nu kom Olsen tilbage og satte en flaske med [74] broget vignet og rød, lakket prop fra sig på bordet. «Ja, glasser får Dere lægge til, Nilsa.»
«End en ny! Der var jo en slump tilbage på den gamle,» sa Nilsen. «Han har nok tat spenderbuksen på sig idag, ha, ha, ha!»
«Tror hun, vi sætter slumper frem til så’nt besøk?» Olsen så forståelsesfuldt på Lucie. «Det kan passe sig, når vi er for os selv, men ikke i dette tilfælde.»
Olsen drak tre kopper kaffe og skjænked flittig iaf flasken især for sig selv. Nilsens gråblege kinder fik efterhånden en hektisk rødme, og Lucie blussed og lo i ét væk og påstod, at hun blev rent ør af rummen, og at hun ikke havde havt en så fornøjelig kvæld, siden hun gik fra Tivoli. Olsen blev blassere og blassere, og håns små, grågrønne øjne svømmed i en blank fugtighed.
Pludselig la han den venstre hånd sammenfoldet op på skulderen, bevæged den højre frem og tilbage, som om han spilled violin og nynned en dansemelodi.
«Ja, den!» råbte Lucie og sprang op. Hun tog et tag i sine skjørter, trak dem op over anklerne, og begyndte at figurere på gulvet.
«Nej, så skal vi ha os en orntli’ polket,» udbrød Olsen og rejste sig. Han greb Lucie om livet. «Blås melodonten på en kam, da Nilsa! Dere vet den,» han nynned nogle takter af en [75] polka. «D’ær formye at både synge og danse på samme gang.»
I et øjeblik havde Nilsen fåt frem en kam, som hun vikled papir om og gav sig til at blæse på af alle kræfter.
Olsen klemte Lucie tæt ind til sig og danste afsted på det møbelfrie gulv med hop og svingninger. Hendes fødder berørte neppe gulvet, og hendes ansigt strejfed ofte Olsens kind. Af og til skreg hun af latter og råbte, han måtte stanse.
Men Olsen blev ved. At Nilsen indimellem lod kammen falde ned i skjødet, mens hun nipped til glasset og lo med hænderne på maven, forstyrred ham ikke.
«Nå, en vals da!» råbte han og stod et øjeblik stille for at besinde sig på takten. Og så gik det løs, til Nilsen skreg, at hun ja så gu’ fik svindsot.
«Nå en gallop da! Ær Dere så gammel og skral, at Dere ikke kan bli ved? Klem på da, Nilsa!» Og Nilsen klemte på, indtil Lucie og Olsen formelig rulled overende i sofaen og pusted som blæsebælger, mens sveden trilled over deres ansigter.
«Hahahaha, hahahaha! Det kan en kalde for en orntlig svingom,» lo Olsen, og tog sig med begge hænder om nakken. Nilsen og Lucie stemte i med. Tilsidst sad de og gisped efter vejret og [76] trygled hverandre om ikke at få hverandre til at le mere.
Omsider kom Lucie til besindelse og så på klokken.
«Gud, den er alt syv!» udbrød hun forskrækket. «Jeg må hjem og det på flygende flækken!»
Olsen og Nilsen gjorde indsigelser, men Lucie skyndte sig at ta kåben på. Hun blev angst for at Theodor skulde komme hjem før hun.
«Gje tål da lidt,» sa Olsen. «Jeg føller Dig, kan Du vel vite. Det ær ikke for en dame som Dig at gå alene på gata nå da, lel. Jeg skal bare sta etter frakken min.» Olsen skyndte sig ud.
«Jeg vil også følge Dig,» sa Nilsen og tog sit tøj frem.
Der var en misfornøjet lyd i Olsens stemme, da han ved tilbagekomsten sa: «Nåda, skal vi være tre mann stærk, det var mye osså, det.»
«Ja, jeg trænger rigtig til at lufte mig,» sa Nilsen.
Da de gik nedover trapperne, tog Olsen Lucie fast om håndledet, idet han stak pegefingeren op under hendes kjoleærme og førte den frem og tilbage på hendes bare arm. «Jeg skal leje Dig,» sa han. «Her er rejnt farligt for ukjendte folk.»
Lucie blev pludselig så vammel ved ham, at hun kunde ha slåt ham i ansigtet og bedt ham [77] rejse og ryge så langt han kunde komme. Men en slags medlidenhed eller ulyst til at bryde stemningen afholdt hende fra at la sig merke med sin uvilje. Da de var kommet ned i anden etage, hvor bliklampen fremdeles hang og oste, klemte han sig så tæt op til hendes hofte, at han formelig trådte hende på tæerne.
«Nej, dette går for vidt, Tivoli-Olsen,» tænkte Lucie, og gjorde hånden løs med et hastigt vrid, idet hun blegned af ærgrelse.
«Gud, å hun er forelsket i mig,» sa Olsen til sig selv. «Hun er rejnt dånefærdig.»
«Uf, hvor den lampen er skidden og ækkel,» sa Nilsen, som gik i forvejen. «Men det er da altid bedre end ingenting.»
I trappen, som førte ned fra anden etage, la Olsen armen om Lucies liv og hvisked tæt op til hendes kind: «Vil Du møte mig en kvæll, da Lussia?»
«Det har Du for Du gik herned,» tænkte Lucie. Hun følte sig svimmel efter kirsebærrummen og dansen og lod sig viljeløs føre afsted. «Gid, om Theodor vidste det!»
«Kom få armen din,» sa hun til Nilsen, da de var gåt over gårdspladsen og portrummet og befandt sig på gaden.
«Jeg vil nå ossa ha en arm,» sa Olsen og tog fat i Lucie.
[78] «Nej, vet Di hva’, Olsen, jeg vil ikke gå afsted som en anden arrestant, heller.» Lucie værged for sig.
I det samme de skulde passere huset, hvor Gerner havde kontor, kom en høj, slank herreskikkelse ud af porten.
«Ja, så slepper Du Nilsa, og går med mig alene,» sa Olsen med høj, påståelig stemme.
Herren, som var lige foran dem, vendte sig hurtig om. Skinnet af gaslygten tæt ved strejfed det halve af hans ansigt, og Lucie gjenkjendte sin mand.
Lynsnart vendte hun sig om og gav sig noget at bestille med spænden på kåben oppe i halsen.
«Ær det noe jeg kan hjælpe Dig med?» spurgte Olsen og førte hånden op under hendes hage.
«La bli mig,» sa hun bidsk og slog Olsen over fingrene. «Det var min mand, som gik der, så han mig, blir jeg evig uløkkelig.» Hun drejed angst hodet efter Gerner. Der gik han med rolige skridt et stykke borte.
«Dere værs’go ikke føller mig,» sa hun med øjnene fæstet på Gerners ryg. «Tror Dere, jeg vil ha slikt drags med mig langs gata? Jeg, som er fin frue! – Slik en slarv som Di, Olsen, og Du, din fløjfille!» Hun stamped i [79] gaden, og stemmen skjalv af hån og sinne. «Nu løper jeg hen til min mand. – Hold Dere bare unna, ellers sætter han kongstabelen på Dere,» det kom i lynende fart, og inden Olsen og Nilsen fik besinde sig på den uventede overgang, var hun langt henne i gaden.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
