VIII.

En Tid, efterat Nikolai havde faat sit Svendebrev, overraskedes han af et glædeligt Besøg, – han vilde neppe tro sine egne Øjne, – ingen anden end hans Mor, som Lørdag Middag 121passede ham op udenfor Kjælderen, hvor han spiste!

Hun havde hørt, at han var blevet Svend og havde ikke havt Ro paa sig, før hun fik følge med en af Bordkjørerne, som skulde indover til Byen, for at besøge ham. Hun var blevet saa glad! … Naar han vidste, hvor mangt et Suk, hun havde draget for hans Skyld og, hvor mange modige Taarer, hun havde fældt, – den store, stadselige, halv bondeklædte Kone var sprængrød i Ansigtet og græd og tørkede sig i et Væk med det sammenlagte Lommetørklæde,Tørke, tørre. medens hun tolkede sin Bevægelse og Glæde over, hvordan alt havde vendt sig som – ved en Styrelse! …

Hun havde været saa ulykkelig i lange Tider; men nu, hun havde faat sin Søn igjen, saa det jo anderledes ud altsammen for hende … Nej, hvor han var blevet stor og bred og gjild, – rigtig en Smed! Han havde nu vel Frakkeklæder til Søndags? … Og Hat maatte han ogsaa ha’! – han skulde bare lade hende raade sig; hun vidste det hun fra alt det, hun havde sét i Verden!

122Det var med ganske underlige, i Begyndelsen næsten blandede Følelser, at Nikolai saadan med en Gang saa en Mor falde ned til sig … en Gang kunde der komme drattende en Far ogsaa!

Det var saamange Aar, siden han havde tænkt paa hende, og det Billede, han igrunden havde, var i hans Erindrings Dyb gjemt i et graadvaadt, bittersalt Mudder, hvori han nu langtfra var i Stemning til at rode. Der var Ting indeni ham, som han af en instinktmæssig Sikkerhedsfølelse foran hele sin nye lykkelige Tilværelse skyede; … men til den nye Nikolais, – Smedesvendens, – Lykke hørte vel ogsaa saadan at finde sin Mor igjen! Javist var han glad i hende, og var det uhyre rørendes …

Og, medens han gik med hende og var glad iligemaade og snil og føjelig og mistede Lørdagseftermiddagen med en halv Dags Løn, – havde han, uden at han egentlig mente det, lagt væk i en Foræring, – et urimelig stort, fint blommet Silketørklæde – saameget, som han havde pint og gnuret sammen i to Uger … og enda havde han lagt ud for Moderen til fint Brød og en Fleskeskinke, som hun maatte have opover med sig, og hvoraf Barbro alt nede i Byen prøvede nogle forsvarlige Skiver til Eftasverd.

123Appetit havde hun … og hun kunde hellerikke være synderlig vant til at spare! – det var omtrent Summen af de lykkelige sønlige Betragtninger, han opgjorde sig efter Samværet. Ellers følte han sig uformodet blanket af for en hel Del Penge; og det var halv mismodig han om Aftenen gik opover for mulig at træffe Silla og fortælle hende om sin nye Lykke.

– Hele den Side af Byen opunder Højden laa alt i Skyggen, og i den lummervarme Aften gik en og anden Arbejder med Trøjen løst over Ryggen, medens der lød Ekko op af Larm og Spektakel her og der nedefra Udsalgene i Fabrikbyen.

Nikolai havde forgiæves krydset i Strøget om Valsetstuen med stadigt Sigte paa engang baade nedover den brede Landevej, som gik forbi Grinden, og Gangstien, der sneg sig tværtover Marken ind bag den. Silla var ikke til at se! En Jente gik med en Bøtte fra Fjøset ind til Bislaget. Hun saa opover mod ham og lo, – og Følgen var, at Nikolai fortsatte sin Vej mod Fabriken uden at vende sig om en eneste Gang. De maatte have Øjne gjennem Væggene derinde! … og havde nok alt begyndt at undres over, at han gik der saa ofte …

124Fossen var afstængt, saa der kun randt en hvid Stribe nedover Dæmningen og gik Dryp i Dryp over Hjulet. En Kjærre larmede foran ham i Vejen … Nu standsede den og aflæssede; det rusede af med engang … Det var Muld, de kjørte til Haveanlægget udenfor Kontorbygningen ved Fabriken.

Indenfor Stakittet stod en hel Del Koner og Piger i fuld Beskjæftigelse. De ragede,Rage, rive. lugede og plantede, medens en Mand gik efter med Havesprøjten, og ude af det aabne Vindu hang unge Wejergang med Straahatten paa Hovedet og snakkede ned.

Der stod Madam Holman med Haanden i Siden ved en af de sorte MuldsengeMuldseng, Bed. mønstrende noget nedplantet, hun havde klappet til med Haanden, og – Silla! … paa Knæ lugende Ukrudt op i Forklædet fra en Rabat inde ved Huset. Det var med hende, han spasede fra Vinduet, og hun rystede paa Hovedet og lo og saa op et Øjeblik, – svare turde hun nok ikke for Madam Holman!

Det var, som der klemte ham en Tang med mange Greb lige under Hjertekulen, og han 125huskede med ét saa livagtig den Dag, han havde havt Ludvig Wejergang under Næverne!

Han gik nedover med Bly i Brystet og satte sig ved en Grøftekant inde paa Marken, hvor han usét kunde holde Øje med dem, som gik nedover.

Hun havde sét saa altfor vakker ud, da hun saa op med den undertrykte Lystighed! – det var det, han kom tilbage til og bare saa for sig, det, han led under …

En Timestid var gaat. Næsten sløvt havde han sét den ene efter den anden gaa nedover Vejen; men med ét kom der Farveskiftning i hans Ansigt. Ludvig Wejergang slentrede forbi – flot og letfærdig, med Stokken løst i Haanden. Han var rødmusset som en Jomfru med fint sort Kindskjæg under Panamahatten og de graablanke Øjne mysedeMyse, misse. omkring sig, medens han smaanynnede.

Nikolai stirrede næsten modløs fortvilet paa ham, som han forsvandt nedover …

Igjen dette gamle haabløse foran Overmagten! … dette, han aldrig fandt Ord og Luft for, om det ikke engang skede slig, at – han lukkede 126Øjnene med et presset voldsomt Udtryk om Hage og Mund …

Der kom Silla ved Siden af Madam Holman med ludende Hoved, som en Silju,Silju, Silje. der bøjedes af Væxten! Undertiden saa hun sig stjaalent om lig en Skolepige, der undgaar Læreren.

Nede ved Valsetstuen skiltes de; Silla gik ind efter Aftenmelken.

Hun kom ud igjen med Spandet og tog Gangstien over Engen. Hun gik hastig og smilte ved sig selv, og der kom næsten et forskrækket Udtryk, da Nikolai rejste sig fra Kjæret ved Grøften:

«SkvætterSkvætte, fare sammen. Du, naar Du ser mig, Silla?»

«Saa morsk, som Du ser ud saa!» svarte hun spøgende.

«Det var jo saa, Du sagde, Du vilde være Konen min, Silla?»

«Hvorfor kommer Du nu med det, Nikolai! – det er jo saa længe til!»

«Jeg kan trænge til at høre det en Gang til … Naar én ikke er tryggere end jeg, saa vil én gjerne kjende to Gange, om Hempen,Hempe, Strop. én skal holde sig ved, sidder fast … eller, om den 127er saa ledeløs, at den ryger! – Du har faat saa mangeslags i Tankerne, siden Du kom hidop til Fabriken.»

«Pas paa! … pas bare paa, Nikolai, Du er nok rent ræd for mig paa det sidste!» lo hun overmodig; «men saa er jeg nu blevet lidt voxen jeg ogsaa engang. Det er bare Du, som ikke ser det! – og staar der som en Stolpe!

Men Du kan saamæn tro, jeg har faat det fuldskurendesFuldskurendes, tilgavns. travlt nu! Saa fort, jeg bare har faat Aftensmaden i mig, bærer det opover til Fabriken igjen. Jeg og Kristofa og Kalla og Josefa har faat hele Pudsingen og Lugingen i Kontorhaven … nedover alle Erter og Gullerod og KaalsengeneKaalseng, Kaalbed. med, – og, naar Anlægget gror til udover Høsten, saa skal vi faa det ogsaa!»

Nikolai stod blot og regnede over … Syv og tyve Daler med Fradrag af, hvad der var gaat til hans Mor idag, – Fleskeskinken med, den kom nok ikke igjen! – det var, hvad han ejede, og to Gange saameget til behøvede han mindst, før han fik det nødvendigste ind i Stuen … Det var bare om at faa hende ud af det – 128om han saa skulde drive paa baade Nat og Dag!

Højt yttrede han kun i Forsigtighed:

«Har vi bare brav Vet, saa vi ser os vel for og er vare, saa kunde vi kanske sidde i vor egen Stue alt til Vaaren, Silla! … Men der kan komme saa mangt imellem.»

Det sidste kom tonløst med et tungt, knuget Suk.

«Jeg mener, der ikke blir Liv og Mod i Dig, før Du blir gift jeg, Nikolai!» lo hun, «nu er Du saa fæl at møde, at én kan bli’ rent sørgmodig og lej hele Kvælden efter … Dejlig Kjæreste!» – Hun svang sig spasende rundt paa Hælen med Spandet ud for sig og fór hen over Vejen, idet hun nikkede Farvel.

Det, han fra først af varVar, forsigtig. gaat derop for, Nyheden om sin Mor, havde han ikke kommet til at fortælle, og, sandt at sige, havde han rent glemt det. Det var ogsaa tidsnok næste Gang, han traf hende. Og den Gang fik det nok ikke vare for længe til – slig, som det saa ud nu!

129Nogle Uger efter var der Sporlag efter ham.

En Læsbonde var, i høj Grad i Beraad med sin Føring, standset udenfor Spisekjælderen. En Part af Læsset udgjordes af hans Mors store Kiste, som Bonden havde paataget sig at kjøre til Byen og faa sat ind saalænge hos Nikolai. Selv skulde Barbro først komme efter en af Dagene.

Hun maatte have noget fore! Tænkte hun kanske paa at gaa i Tjeneste igjen?

Og, som han en Kvæld kom hjem, fandt han en rød TineTine, stor Trææske (Hatæske o. l.). og et Par Snørestøvler stillet op paa Kisten. Hans Mor maatte have været der!

En halv Timestid efter viste hun sig ogsaa. Hun havde blot været henne og kjøbt lidt fersk Rugkage, Ost og Smør for at have med op i Logiet tilaftens.

Foreløbig skar hun noget op og bød ham med sig.

Den store Skikkelse, tillagt hendes Effekter, fyldte næsten Nikolais lille snevre Soverum. Hun var blevet lidt stakaandet og hagefed af al den Indesidden; det store Kjæveparti, som i Ungdommens 130Glans havde været overdraget med skjære, sunde Fjeldroser, gav, som det bevægede sig under Spisningen, kun Indtrykket af Kraftknusning med endnu solide Tænder, hvori dog Tandpinen af alle de blæsende hede Kaffeskaaler havde gjort et og andet vældigt Indbrud. Medens hun sad paa Kisten og han paa Sengen, kom det til Udtalelse:

Bonden, hun havde indakkorderet sig hos, – mod atten Daler om Aaret, Hjelp i Aannetiderne,Aannetiderne, de travle Tider, navnlig Høbjergningen og Høsten. samt mod, at hun holdt sig Kaffen selv, – var saa kneben og pinende paa Kosten, at hun havde maattet ty til at kjøbe baade det ene og det andet ved Siden af! ja han saa selv Fleskeskinken, og vidste, hvordan hun var vant hos Wejergangs! Hun kunde nok sige, at hun havde svælget Maden med Graad mangen Gang, naar hun kom ihu alt det, hun havde gjort for Ludvig og Lizzie, – at hun havde baaret dem paa Armene og været mere end deres egen Mor for dem … Og naar hun saa tænkte paa, at Lønnen for det altsammen skulde blive Tungarbejde ude i Hø– og Kornskuren!. . Kornskur, Kornhøst. Hun var rost af for mangen Mund til det!

131Hun havde da ogsaa biet taalmodeligen paa, at de skulde mindes gamle Barbro – – Aa nej! én fik nok helst minde sig selv, skulde det bli’!

Men nu, siden hun havde Nikolai derinde, havde hun studeret og grublet og grundet paa at drive en liden Handel i Byen. Og idag havde hun været ude hos Generalkonsulen!

Han var grætten,Grætten, gnaven. meddetsamme hun kom ind paa Kontoret, og bed; men hun kjendte ham og tog til at snakke fint for sig:

«Hvordan lever Fruen og Hr. Ludvig og Frøken Lizzie med Tilladelse? – kors, de er vel saa voxne og befordrede nu, at det ikke er venteligt, at de kjender en ringe Tjener igjen!

Tynde … tynde som Stilke, lo han. Du kan gjerne holde dem én i hver Arm endnu! – – Men Du maa have ædt op hele Laden deroppe; jeg huskede ikke, Du var saa stor, Barbro! … Han er vel gaat fra Gaard og Grund Bonden? jønedeJøne, drille. han.

Tak, jeg var ikke vant til Kreaturfoder hos Generalkonsulen! sagde jeg. Det er nok heller mig, som er i de Omstændigheder, at jeg maa fraflytte; den Mand passer sig saare vel for, at nogen gaar ham for nær!

132Og saa snakkede jeg om Ludvig og Lizzie, til jeg kom i Graad.

Og denne vidtløftige Gutten din? spurgte han.

Tak, sagde jeg, min Søn Nikolai er nu udlært Smedesvend her af Staden.

Og saa fortalte jeg ham mine Tanker, at jeg vilde til Byen og handle; jeg har altid sét, det har været bedre indenfor Disken end udenfor, mente jeg.

Da lo han; – Du vil nok lave Dig et nyt StaburStabur, Stolpebod,Fadebur. i Byen, Barbro!

Ja, Hr. Generalkonsul! naar det kan ske med Redelighed – og lidt Hjelp, saa tragter nok én og hver efter Ernæringen.

Og saa lovede han mig i samme Snup frit Værelse og Kjøkken i en af Husene oppe i Fabrikbyen for et helt Aar!»

Som Mor og Søn sad overfor hinanden, var de ikke uden en vis Lighed; men der, hvor Skjæbnens Førelse havde svejtset Dragene i hans brede, vaagne Ansigt til Muskler og Energi, der havde den hos Barbro slappet alle Fjere af i sløvt, tungførtTungfør, tung, besværlig. Fedt.

133Det var aligevel ikke uden en vis Lidenskab, hun nu udviklede sine Planer om Smaahandelen, og hvordan hun skulde vide at skaffe sig Kredit lidt paa hvert Sted; – hun havde endnu Kjendinger omkring i Kramboderne fra hun var hos Wejergangs. Bagefter var det saa blot at sælge ud, betale det gamle og faa igjen nyt; det hele gik rundt som en Vejv!Vejv, Svingel.

Men lidt flere kontante Penge maatte hun have, for hendes rak ikke langt. For Exempel, om Nikolai kunde forstrække hende med lidt? Det kom jo alt til at ligge i Varerne, saa at det for den Sags Skyld kunde være det samme, enten han lagde sine Skillinger der eller i Lommen, – akkurat paa en Prik!

Kunde han saa sige hende, hvorledes hun for en billig Penge kunde faa kjøbt en Disk? Eller helst faa den paa Kredit; kneb det om nogen Ting for hende nu, saa var det om Kontanten. Kanske kunde hun meddetsamme prøve paa at tage ud lidt mere hos Snedkeren med engang, blot et nogenlunde rummeligt Klaffebord,Klaffebord, Slagbord. to Senge og nogle Stole … Hun havde tænkt at, naar hun nu først kom lidt igang og 134havde ordnet sig paa det, saa kunde Nikolai bo hos hende! Naar hun dertil stellede alle Maaltiderne for ham, kunde det ene tage det andet, og en vis Del af hans Løn gaa til det, – han fik selv slaa over og sige, hvormeget, han syntes …

Barbro lagde ud stedse hidsigere og byggede i Aanden, af og til med et Klask i Næven, hvordan alt skulde være.

Men, medens hun blev stigende varm og opstemt af sine Fremtidssyner, sad Nikolai uvis og trampede en sagte Takt med Foden. Det om Handelen kunde være rigtig nok. Moderen maatte vel skjønne det, hun, som havde været hos Wejergangs og nu dertil talt med selve Generalkonsulen. Men, jo mere hun saadan indbyggede ham i sine Planer og derunder forpagtede ham alene for sig og snakkede væk, som intet kunde være ivejen fra nogen Himlens Kant, – desto videre aabnede Gabet mellem deres Viljer og Interesser sig for ham. Hun kom med en Mors længe undværede Ret, og han havde netop det paa Hjerte, at han tilhørte en anden endnu nærmere og just nu maatte gaa sin egen Vej!

135Hun kunde ikke vide, at hun hele Tiden mødte Spiger inde i Væggen, – saa han fik nok sige fra!

«Ja, ser Du, Mor!» han saa ned i Gulvet, «Pengene mine kan Du nok faa, naar det bare er sikkert, at jeg faar dem igjen til Nytaar, – saa for det er ingenting ivejen. Men, ser Du, hvorfor jeg endelig maa have dem igjen, det – det er, fordi jeg og Madam Holmans Silla er kommet overens og vil gifte os og sætte Bo. Og det staar fast fra min Side, for det har jeg slidt og stridt for, helt fra Holman døde; – og ikke blev det vel, skulde jeg være hende foruden!»

Hans skarpe graa Øjne skjød et Glimt op paa hende, og Moderen følte instinktmæssig, at her var en Vilje, som var glippet hende udaf Hænderne.

Det var en lang Streg i hendes Planer! …

For at klappe paa Misstemningen lod han hende faa sine tredive Daler, før hun gik. –

– Der er en Handelsvirksomhed i de trange Gader og Forstæder, der er situeret en Etage højere end Kurvekonens. Den sælger sine Varer fra Hus, omfatter efter Lovgivningen en hel Del flere Effekter og lader ogsaa Vedkommende 136føre den mageligere Tilværelse et Trin længere fra Haanden til Munden; det vil sige, den opnaar maaske, istedetfor Dags Kredit eller Uges Opgjør, Uges eller Maaneds ditto.

Det var denne Smaahandel, Barbro vilde slaa sig paa, og, heder det om Amerika, at hele Byer og Virksomheder rejser sig i et Øjeblik, kunde noget lignende vel siges om Barbros Handel.

En knap Uge efter var hun i Hus, havde i Vinduet en Udstilling af Traadnøster, Kringler, Brød, Bonbons, Snørebaand, Naalehuse, Snus, Kridtpiber, Staalpenne, Fyrstikker m. m., medens hun selv sad bag Disken, – der var en Kasse formummet under blaat Tøj, – og malede Kaffe, som hun brændte i Kjøkkenværelset indenfor. I en laasfærdig Komodeskuffe, som Nikolai havde overset, stod den Cigarkasse, der gjaldt for Pengeskrin, med nogle KobberslanterKobberslanter, Kobberskillinger. i.

Bekjendtskabet mellem Madam Holman og Barbro var ogsaa alt fornyet – med Hemmeligheden om Silla fra den sidstes Side in mente.

Madam Holman – hun boede bare i Gaden nedenfor, – var kommet opover, medens Barbro 137i Kveldingen stod ude paa Trappesvalen og besaa sine nye Omgivelser i Lys af det netop færdige Krambodvindu. Og saa maatte hun da ikke gaa en gammel Kjendings Dør forbi! Hun maatte komme ind og faa en Spølkum Kaffe, – den stod paa Gruen og klarede, om hun ikke vilde forsmaa!

Madam Holman kunde jo nok have en Mening om meget og mangt af det, hun saa derinde; men foretrak, medens hun nød sin Kaffe, heller at sætte Barbro ind i Rækken af de Tilskikkelser, som var overgaat hende, siden Holman døde.

«Aa–aa, vend ikke Koppen endnu! – én til, Madam Holman?»

Madam Holman drak uden at blive det mindste mindre sørgelig ogsaa en tredie Spølkum. Hendes stille, lergraa Øjne havde sét og forsket, medens hun snakkede, og suget ind Bemærkninger om Barbros rundhaandede, overflødige Stel som Pibeleret Fedt. Men, da hun gik, havde hun under mange forsigtige Forbehold og i det Haab, at Varerne ogsaa vilde staa sin Prøve i Længden, udtalt sin Tilbøjelighed til at lade sin Handel gaa over til Barbro. –

– Madam Holmans Silla var netop derinde ved Disken, hun skulde have en halv Pot 138Gryn med sig hjem, da Barbro, som heldte i Maalet, med ét saa Ludvig Wejergang i Døren.

Han havde jo hilst paa Barbro før, og, naar han nu to Gange om Dagen gik der forbi, nikkede han vel ogsaa saa ofte, hun viste sig fremme paa Trappen. Men saa venskabelig som idag! . . Barbro var ganske hjerteknust, hun holdt næsten paa at sige Ludvig, saa munter var han og spøgefuld om hendes Handel! Derunder stod han og mysede og lo til Silla, der blev undseligere og rødere og i Forfjamselsen blot strævede med at faa Kræmmerhuset med Grynene vel ud af Barbros Haand. Han havde taget Panamahatten af det krøllede Haar for Heden og var saa fin og vakker.

Silla turde næsten ikke se op paa ham, hørte blot noget om, at Fregner ikke var saa farlige, naar man havde saadanne svarte Øjne, – da hun med Hovedet foran fòr ud af Døren!

Barbros Mening bagefter om Sillas Opførsel, – at hun saa med ét sprudrød skulde rende afsted for et Par uskyldige Ord af et saa velmenende og vakkert Menneske som Ludvig Wejergang! – fik Sønnen høre allerede samme Aften … En ung Jente fik da staa beskedent og ikke bære sig saa; hun var istand til paa 139det Vis at faa alt det, som hed Mandfolk i Hælene paa sig!

Var det noget for Nikolai det, – den fjamsede, svarte, lange Jenten, som løb der i den for korte Trøje som en halvskrællet, krum RækeRæke, Reie. i Ryggen … og ballancerede langs Rendestenskanten, som hun mente at danse paa Line, – foruden al Opdragelse! Havde det saa sandt været en anden end Ludvig Wejergang, tænker jeg, hun vilde havt ham kigendes efter sig baade her og der om Hjørnerne!

«Men, ser Du, Nikolai! det randt mig rigtig isinde, medens han stod der, at her havde jeg den, som baade kunde og havde Godviljen til at hjelpe mig med de femten Daler, som jeg trænger saa saart endnu! – men saa var han borte, før jeg fik summet mig.»

«Hos ham? – ne–i, Mor! Jeg skal nok skaffe dem jeg, vil Du bare vente lidt, – og jeg tænker, Du kan bruge mine Penge saa godt som hans!»

«Ja, havde jeg ikke Dig, Nikolai!» – udsukkede Barbro rørt; «og nu skal Du faa Kaffe, som er god og med ferske Kanelstænger til, som jeg ikke har faat Salg paa idag!»

140«Nej, ellers Tak, Mor!» lød det mørkt; han var alt i Døren.

Siden paa Kvælden lykkedes det ham at træffe Silla. Hun var ikvæld saa overgiven og leende af sig:

«Jeg løb jo min Vej; saa slet ikke paa ham! Vilde Du kanske jeg skulde ble’t?» jønede hun.

Han var jo afvæbnet – i Øjeblikket – saa tillidsfuldt, som hun lo.

Men, da han gik nedover, saa han aligevel Wejergangs overmodigt mysende Øjne for sig med den krøllede Lok frem under Hatten, og, – han kunde ikke for det, – han følte den ligesom viklet om sin Finger! …

– At hun slog sig saa lystig, huede ham jo ikke, og hellerikke, at hun de Gange, han siden tog sig Tid til at gaa opefter om Kvældene, kom saa hæseblæsende ned fra Anlægget og altid havde i Munden, om unge Wejergang havde været eller ikke været der, hvad han havde sagt, og hvad hun havde tænkt, og Kristofa bagefter været enig eller uenig med hende i. Det var, som hun ikke kunde snakke om andet!

Saa var det nu vel ikke det værste, at hun selv var den, som pratede og snakkede ud til ham.

141Men javist var det, saa Sveden kunde sileSile, strømme. i Smedien, naar han stod og tænkte paa det altsammen deroppe! Han kjendte sig som under en Skrue …

Hvorfor skulde Fattigmand ikke faa ha’ sit i Fred? Der holdt han paa og sled og vilde gi’ alt det Blod, han ejede i Kroppen, for at kunne faa gifte sig, – og den anden, som havde Lommen fuld og kunde faa hver fin Frøken, han bare pegte paa,…. slige, de var værre end baade Rovdyr og Mordere!

– Og under alt dette lakkede Tiden fremover!

Han havde velsignet baade Høstsølen og Mørket, som gjorde Slut paa al denne Rendingen om Kvældene; og nu var Vinterdagen og Sneen kommet! Naar han regnede, – og han stod altid og regnede, – saa skulde han nu til Nyaaret være Kar for en fem og syvti Specier, – dem han alle havde godtsom sultet sig sammen i – og deraf stod nu de fem og firti, og siden de tretten til, hos Moderen. Værelse med Kjøkken havde han saa smaat tinget paa for pen Pris om Maaneden og det, han skulde have i Hus, 142ogsaa … Da han laante sin Mor sidste Gang, havde hun sagt, at han ikke behøvede at være ræd, hun handlede Varerne ud og strøg Fortjenesten ind.

Det var i Orden alt, og saa fik vel retnu Slaget staa med Madam Holman! Men, naar han lagde frem sit Svendebrev, sine fem og sytti og sin faste Fortjeneste med Lønspaalæg fra Nyaaret hos Hægberg, saa fik hun nok være saa snil at gi’ sig!

Det var i en af Dagene mellem Jul og Nytaar, at han begav sig op til Moderen for at forberede hende paa, at han maatte have sine Penge ud nu i Februar. Da vilde han gaa til Madam Holman.

Det forekom ham, som Moderen var endel forfjamset og glemsk, medens hun lavede Kaffen.

Hun mente, hun var halvtulletHalvtullet, halvtosset. idag, sagde hun; – men Kaffe skulde han ha’, og Julen skulde han ikke bære ud, det havde ikke været Skik der, hvor hun var opvoxet det!

Aa nej da, saa Nikolai skulde alt ha’ disse Skillingerne sine nu? Hun var blevet saa glemsk 143af sig, at hun ikke havde tænkt paa, at det var saa snart … Og saa havde hun lige før Julen maattet greje ud et Paakrav for Kaffe og Sukker, som hun for sit Liv ikke havde tænkt eller vidst, skulde kommet paa hende før over Markedet eller til Sankthans! … Men, han skulde bare ikke være ræd, hun vidste nok, hvor hun skulde skaffe Pengene, vilde hun bare knytte Huen paa og gaa ud efter dem!

«Saa, saa, drik nu, Nikolai, den er stærk som Berg; det er ikke Jul mere end en Gang om Aaret, siger de paa Landsbygden … Jeg mener, Du er ræd jeg … For Pengene dine? Aa nej, bryd Dig ikke, har Barbro, Mor din, lovet noget, saa holder hun det, – og saa kan Du være rolig.

Slig, som ‘n Ludvig var imod mig nu sidst igjen, han var inde her, – det var enda Eftermiddagen før Lillejulaften, – saa staar det ikke fast for Barbro for nogle Skillinger, naar jeg siger, at Sønnen min trænger dem! – Aa nej da!

Naada, naada, Nikolai! vær ikke slig, Du hører jo, Du faar dem – Kors bevars, saa Du ser paa mig!»

144Han sagde intet; sad blot længe stille, – og Barbro syntes, det blev rent knugende tyst. Hun forsøgte snart saa og snart saa:

«Jeg skal friste paa det strax over Helgen. Nej aldrig skulde jeg laant Pengene, dine, havde jeg vidst, det skulde bli’ til dette! … »

«Nej, Mor! – Pengene faar Du greje ud, naar Du kan, jeg skal ikke drive Dig haardt for dem; men, prøver Du paa at tigge Ludvig Wejergang om dem, – saa er vi skilt ad for denne Verden og, saa langt, jeg rækker indi den anden med! Nu véd Du det, Mor! – Og saa stor Tak for Brylluppet denne Gang … baade fra mig og Silla! Han rev Døren op.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.