Brev hjem 1859–1867

Et glædeligt Nytaar, min kjære Fader! Gud give det maa blive et godt, velsignet Aar for dig i alle Maader. Gud skee Tak for hver gang han har ladet os høre gode Efterretninger fra hindanden og Tak kjære Fader for alle de BreveBreve] Brev fra Ahlert Hysing til Elisabeth er trolig alle gått tapt, kanskje i brannen på prestegården i 1872. du har glædet mig med. Det begynder saa smukt det nye Aar, deiligt blankt Solskin, godt Slædeføre og ikke koldt; der er visst en stor Menighed forsamlet paa østprairienøstprairien] Glenwood, øst for Decorah, hvor VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann er idag. Jeg er netop kommen ind fra en Spadseretour med HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn nu, det er saa glat, saa Lina kan ikke gaa, men bliver trukket paa en Kjælke med Kasse paa, det er sadan Glæde naar vi skal ud og gaa og endnu mere naar vi skal kjøre og den Fornøielse har vi ofte havt i Vinter, Henriette sidder i Dumpen og morer sig med at see paa Træerne, der «reise hjem igjen», som hun siger. Vi har havt en usædvanlig deilig Vinter hidindtil, ligesiden midt i November, har vi havt uafbrudt og fordetmeste godt Føre, saa har det som oftest været stille og Vinden er den værste Plage her om Vinteren, kun enkelte Dage har det været stærkt koldt, saa dette er ganske vidst den behageligste Vinter vi har oplevet her; ifjor var den næsten for mild og et elendigt Føre.

Saa godt som i Vinter har vi aldri havt det før, jeg synes vi har levet godt og vel før ogsaa, men der har dog alltid været slemt nok med et og andet. I lang Tid maatte vi kjøre Vand lang Vei, den Ulæmpe var vi dog fri for i fjor Vinter ogsaa, men for Veed har vi alltid havt det noget vanskeligt og næsten aldri havt nogenlunde tør Veed. Nu var der ikke mere at tage her på Præstelandet uden at skade den unge Skov, saa blev det da bestemt at Menigheden skulde skaffe, og dette har de ogsaa meget beredvillige gjort, saa vi i Vinter har kunnet glæde os ved god, tør Veed, saa det nu er bleven ordentlig en Fornøielse at lægge i Ovnen, istedenfor at det før var baade Plage og Tidsspilde. Ja, hvor godt vi har havt det i Vinter, vi har alle sammen været saa friske. Børnene har næppe havt en ordentlig Forkjølelse. Saa har vi, hva der jo saa meget bidrager til Hygge i Huset, brave, milde Folk,Folk] tjenestefolk vi har næsten altid været temmelig heldige i saa Henseende, men saa villige, venlige og jævne har vi ikke havt dem paa engang før.

Der er en snild Menighed dette, jeg synes de vise sin Velvillie med deres Præst paa alle Maader. Pængetrangen er lige stor om ikke større, alligevel har Vilhelm aldrig faaet saa stort Juleoffer som iaar, det kom derav at Ofringen var saa almindelig; alle sammen, Unge og Gamle, Koner og Piger, de laante Penge for at ofre og flere Koner beklagede sig for mig over, at de vilde saa gjærne have offret Præsten lidt, men var ikke i stand til at faa saa mange Center skrabet sammen. Trods de trange Tider har vi dog aldri levet saa godt med Mad og Drikke som i Vinter; vi er formelig bleven overøst med Foræringer av alle slags Madvarer. Ferskt Kjød har vi hele Tiden havt. Kunde jeg huske alt hvad vi fik da sidste Menighedsmøde blev afholdt, vilde jeg fortelle dig det. Det var som der skulde været Marked, jeg husker kun diverse Høns, hvoriblandt et Par af Shanghae Slægten,diverse Høns, hvoriblandt et Par af Shanghae Slægten] brune og svarte høns ble ofte kalt Shanghai-høns som vi nu gjør det 5te Forsøg med, to gange har Rovdyr spist dem op for mig, og to gange raadnede æggene istedenfor at blive til Kyllinger, saa fik vi en kvart af en Oxe, Smør, en ung Griis, og et levende Faar af en stakkels syg Enke, som Vilhelm ofte besøger, den er til stor Fryd for Børnene og løber efter dem som en Hund, den er vandt til at faa Mais eller Salt af dem hver gang de er ude. Henriette syntes hun var flink i dag, da hun turde holde Maisaxet medens den spiste, Lina er ikke saa bange av sig, men faar sig en Ridetour paa Sauen af og til.

Du veed Høsten slog saa Feil her, saa vi næppe fik det Halve af hvad vi pleie at faa og det er saa meget, som vi behøve til Huset og Udsæd. Nu har mange af Menigheden baade her og paa Painted Creek forenet sig og foræret os saa meget Hvede, at vi nu har rundelig hvad vi behøve, er dette ikke hyggeligt? Det viser dog megen velvillie. Havre og Poteter forære de os ogsaa, dette sidste er især velkomment, det blev meget lidt deraf, de raadne de fleste Steder og man vænter at de snart kommer til at koste 1 Dollar BushelenBushelen] 1 bushel = om lag 35 liter (2 Skpr.) Nogle betale ogsaa sin Præsteløn i Hvede, Havre og deslige. Du seer kjære Fader, at er det end smaat med Pænge, saa er det sandelig ikke smaat med Mad og Drikke, og det vil glæde dig ogsaa at see hvor snilde de ere mod oss. Vilhelm faaer ogsaa andre Presenter undertiden, en syg Kone forærede ham et Par bløde fine Uldstrømper. Strax før Juul fik han et pent Skierf, som en anden sygelig Kone havde strikket til ham, saa naar han nu ogsaa faaer det store Reiseskjerf fra Moder bliver han godt forsynet.

Vilhelm er da nu begyndt at have dette Kald alene, det er som du kanske husker, 6 Kirker og saa Little Turkey, Painted Creek, og Turkey River at besøge, hver 4 gange aarlig og saa Missionsreiser i Minnesota. Jeg synes det er prægtigt, som det nu er, Vilhelm reiser jo meget ofte, idetmindste en gang om Ugen, foruden Søndagen, til en eller anden Kirke og saa dessuden meget om i Bygden, men han er ikke saa langt borte og som oftest hjemme om Aftenen, og saa er her nu Gudstjæneste her i Kirken omtrent hver 3dje Uge. Jeg troer Vilhelm synes han har endu mere at bestille nu end før, da reiste han saa idelig og kunde umulig betjene nogen af Menighederne saaledes, som han gjærne vilde, og nu kan du vide hvor meget det er at arbeide for i en saa vidstrakt Menighed, som denne, der høilig kunde tiltrænge to Præster.

Det er frygtelig med Drukkenskab her i landet, Aviserne er fulde av Klager derover og det er frygtelig for alle de Forbrydelser; man kan ikke tage en Amerikansk Avis i Haanden uden at see, ofte flere, lange tætte Spalter med Overskrift: «Et Capitel om Mord». Vilhelm har den Sorg at det i den sidste Tid ogsaa har begyndt at tage til med Drukkenskab her i Menigheden. Med Guds Hjælp kan han nu faa gjort noget derved, som det var før Kaldet blev delt, ville han maaske næppe faaet noget ordentlig at vide derom engang.

Den 4de og 5te Februar vænter vi to tydske Præster hid, de har mældt sig hid til en Conferents med Vilhelm om FridrichsenFridrichsen] trolig Anders Emil Friedrichsen (1810–?). Han hadde først vært prest i Texas. I 1859 var han prest på ulike steder i Minnesota. Det er uvisst hva striden sto om. om hvem vi fremdeles høre alt annet end godt desværre; de ønske nok bare at de var fri for ham i den lille Menighed, hvor han har forpligtet sig til at være til Vaaren, ogsaa disse to Præster, der nok ikke har deres Menigheder saa langt fra en af Vilhelms, kom her for at tale med ham da han var der; de høre da til den Synode, der har ordineret Herr F. og skjønne vel nu, at de har ladet sig narre af ham; hvad de egentlig vil her, ved jeg ikke; prøve at retfærdiggjøre sig, formodentlig.

Vi har faaet en Gut i Huset nu, som tænke paa [at] reise til St. Louis og studere.reise til St. Louis og studere] I 1859 oppretta Den norske synode en norsk avdeling knytta til det tysk-amerikanske Concordia Seminary i St. Louis, Missouri, for å utdanne norsk-amerikansk ungdom til prestetjeneste. Da borgerkrigen brøt ut, ble det umulig å opprettholde denne avdelingen, mest på grunn av at Missouri ble regna som en slavestat. Det førte til at Luther College ble grunnlagt i Decorah, Iowa, i 1861. Han er alt 21 aar gammel. Vilhelm troer han har gode Evner, han er ellers nylig kommen, og Vilhelm været saa lidet hjemme i den Tid, saa han ikke kjender ham videre endu. Gid det maatte være en brav Gut og at han ikke maatte tabe modet. Han taler meget godt engelsk, meget bedre end norsk og det lille han kan, har han ogsaa lært i dette Sprog. Han bliver her ialfald for det Første til han kommer ind i Læsningen, saa faaer vi see hvordan det senere vil falde sig at have ham her i Huset; det var nu hyggeligere ikke at have ham her, men dette er jo en viktig Sag, saa vi faar ikke bare see paa vor egen Hygge. Det er en meget stille Person, forresten lader han til at være meget villig og forekommende og har ikke saa gal Folkeskik heller. Bliver han ved at være, som han nu er, saa skal han ikke genere os synderlig; han sidder i Pigekammerset og læser om dagen, Pigerne opholde seg bestandig i Kjøkkenet, der her jo er varmt som et andet Værelse, forresten spiser han inde med os og er inde af og til, han skulde jo ogsaa lære lidt Levemaade. Det skal gaa dem, der er i St. Louis nu, meget godt, lidt modløse i Førstningen, saa gav det sig. –

Det sidste Brev fra 5. November var ogsaa kun netop en Maaned gamelt, det er rigtig morsomt. – Tak for Blomsterfrøet, jeg havde ikke noget af den slags saa du kan vide det er velkomment, er det rigtige vellugtende Nelliker jeg har faaet Frø af, eller ‹Chinasilke›. Jeg vilde saa gjærne have af de første, om ikke af andre end de smaa velluktende Fjærnelliker, som du havde en Deel af, jeg har saa faa vellugtende Blomster; Guldregn vil jeg ogsaa meget gjerne have Frø af; til saadant trænger min Have meget. Jeg husker ikke om jeg har bedet dig om Levkøifrø til Sommeren igjen, hvis ikke kommer jeg nu og beder dig om lidt, jeg fikk ikke noget og de trives saa deiligt.

Gyldenlakkene mine, her i stuen, trives godt, de staa i Knop, et Par Morgener har Bladene været litt stive, men det har ikke skadet dem. Jeg sænder dig indlagt Frø om du skulde have lyst til at prøve at saae det. Vilhelm brakte mig Frukten fra en Kone paa Painted Creek der dyrkede den i sin Have. Moden seer den ud som et guulgrønt middelstort glat Stikkelsbær og er indesluttet i en Kapsel, hvori de hele Vinteren kunde holde sig friske. De smage godt, baade friske og syltede, især hvis man da vil sætte lidt Citronsaft til, de har lidt Annanas Smag. De maa saaes temmelig langt fra hinanden, da de ofte breder sig, flere Fod udover Jorden og er omtrent en Fod høie; en 3–3½ Maaned efter Frøet har begynt at spire, er gjerne Frukten Moden. De voxe ogsaa vildt her; en Plante kan give en mængde Frukt. Jeg fant en Beskrivelse af den i et Amerikansk Agerdyrknings Skrift, hvor der ogsaa omtales en Art deraf der høre hjemme i Italien og Sydeuropa, «Physalis Alkekengi», men er meget større.

Jeg undrer om det ikke gikk an at sænde nogle Pindslelilie-zvibler med Jensens,Jensens] trolig presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). hvis det var paa en Tid, som det gik an at tage dem op. Jeg undres hvordan det vil gaa med mit Havestel til Vaaren! Endu en ting som jeg gjerne ville bede om at faa med Jensen var en god ABC eller let Læsebog til Henriette, der bliver kanske ingen anden Leilighed til den Tid hun skulde begynde, at faa en saadan hjemmefra. Nu er alt dette Ark fuldt og jeg har ikke skrevet det Halve af hvad jeg vilde; nu skal jeg fortsætte til Moder, saa vil du af hendes Brev see hvad jeg ellers havde at fortælle dig. Beed for mig kjære Fader at jeg maa lære at paaskjønne Guds store Godhet og Naade med os, og være glad og tilfreds, hvorledes han nu end vil gjøre det for os. Det er 17. Januar nu, jeg slutter dette. Vilhelm reiste til Stavanger settlementet imorges. Kjærlige Hilsner og ønsker for det nye Aar fra ham og Børnene.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 55: 18.–19. januar 1859

«Couleurede Bomuldsstrømper»

Little Iowa Præstegaard,
18de Januar, 1859

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Tak for dit sidste Brev, det kom som du tænkte en 5–6 Dage før HenriettesHenriettes] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn Fødselsdag – om 2 Dage er LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn alt 2 Aar, da er VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann ogsaa hjemme og kan hjælpe os at høitideligholde den, saa skal de smaa Kopper frem og Lys i den lille Stage og flere saadanne smaa Fornøielser, en Kjøretour skal de ogsaa faa, vil bare Føret holde saa længe, det er saa mildt nu. Gud ske Tak for saa friske og flinke, som de er. Har I Lyst til at see deres 4 og 2 Aars Høide, saa ligger der Maal indeni. Jeg har ikke noget norskt Maal.

Nu jeg taler om Maal kommer jeg til at huske noget, jeg har tænkt at bede om, nemlig om du vil sænde mig et Pæglemaal eller HalvpægleHalvpægle] pægle: gammelt dansk mål, ca. en kvart liter do., hvis JensenJensen] trolig presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). tager Skjærfet med, jeg har ofte ønsket at have et norskt Maal. Du er saa snild og spørge om der er noget jeg ønsker at faa, kjære Moder, 2 Porcelains Dukkehoveder skulde det være morsomt at faa. Jeg tænkte paa at give Børnene en ordentlig Dukke til Jul, men saa længe jeg ikke kan faa annet enn Paphoveder, er det bedst de lade sig nøie med sine Filledukker, lidt Karri vilde jeg ogsaa gjerne have. Jeg har ikke kundet faaet noget her og endnu en Ting, lidt couleuret rødt og hvidt eller saa, Bomulds Strikkegarn, jeg kan ikke faa noget saadant, ikke engang couleuret Twist; couleurede Bomuldsstrømper kan jeg faa og de er saa billige at det lønnede sig ikke at strikke, var de lidt stærkere, men da de er meget daarlige og Henriette bliver saa stor nu, ville jeg gjærne bede om at faa lidt saadant Garn; hvidt kan jeg faa, men bare hvide Strømper er nu heller ikke godt.

Jeg bliver ofte afbrudt i min Skrivning, da jeg nettop havde taget Pulten frem i Fredags, kom Clausen fra St. Ansgar,Clausen fra St. Ansgar] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), tidligere prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. På dette tidspunktet hadde han gått ut av prestetjenesten for å vie seg til amerikansk politikk. I 1861 vendte han tilbake til prestejenesten i St. Ansgar, men han verva seg også til feltprest for nordstatshæren under borgerkrigen (Norlie 1914: 95). og med han en Amerikaner Mr. Owen, de reiste igjen Lørdag morgen. I gaar stod Bordet dækket hele Dagen for Veedkjørere, Folk fra Painted Creek, der kom og forærede os 10 tønder Hvede fra Menigheden der, og andre der skulde tale med Vilhelm. Som vi skulde spise Middag i dag, kom der 3 Mend med Veed, de havde ogsaa Hvede med, neppe havde de spist, saa kom der en Mand langt nede fra Turkeyriver, han havde et Læs med til os, sagde han og det var da Hvede, Havre og Mais fra den lille Menighed der. Det er for meget, for alt det vi faaer; igaar havde Vilhelm en Kalvesteg og en Hane med, idag var her en Mand med en Hare og Partridge,Partridge] rapphøne, fasan imorgen skal vi have Hare-ragout, igaar havde vi Hønsepostei, vi lever alt for godt. –

Det er deiligt her, hvor der idelig kommer saa mange Folk, der skal spise her, at have en Pige, som ikke seer suurt dertil og fordi hun ofte bliver forstyrret i det Arbeide, og det er ikke liden Hæft mangen Gang; saaledes er Gro, hun er lige venlig bestandig endogsaa nu, Anne er reist og den unge 13 Aars Pige, som vi nu har, naturligviis ikke kan være til saa megen Hjælp som hun. Det er en Søsterdatter af Oline, vores første Pige. Det er smaat nok med Foreldrene, der meget ba os om at tage hende i Huset, bliver vi nu gjensidig tilfredse, kan jeg haabe at beholde hende ialfald til hun er confirmeret og det vilde være et stort Gode. Hun skal have noget Klæder, men ellers ingen Løn for det Første og saa maa jeg læse og skrive med hende; det lader til hun bliver brav, syer ogsaa noksaa pent, i Vinter vil det nok gaa.

Børnene er jo saa vidt store, vi faa nu see hvordan det vil gaa til Sommeren, naar Haven kommer til, mange Folk ofte og desuden – det er saa som du lader til at tænke æfter dit sidste Brev – sidst i Mars vil Gud igjen skjænke os et lidet Barn; herom kunde jeg gjærne skrevet før, siger du vidst, og jeg synes nok ogsaa nu det er seent jeg fortæller det; jeg tænkte først at gjøre det, da jeg sidst skrev, men da forekom det mig at være saa langt frem til den Tid, og jeg mente da det giver dog kanske Anledning til lidt ængstelse, og da er det bedst ikke at fortælle det saa længe i Forveien. Du er saa langt borte, de hører ikke saa jævnlig fra dig, osv. Jeg har maaske ikke gjort Ret heri, men ialfald i en god Mening. Gud ske Tak! Jeg har hele Tiden været meget frisk og er det fremdeles, saa med Guds Hjælp vil alt ogsaa denne Gang gaa godt og vi igjen kunne glæde os ved et sundt friskt barn. Hvilket gode at have friske velskabte Børn! De steller i Legestuen sin nu som de kalder det ene Hjørne i Stuen, hvor de har deres smaa Stole, Kassen hvor Dukkene sover og deres Bliktøi etc., hængende paa Væggen. Henriette laver Maden, og har betroet sin Dukke til Lina at bysse. «’kal jeg ha alle begge to?» siger Lina, meget fornøiet med en Tul i hver Arm. Det er naragtig at høre paa den moderlige Tone hvori Henriette altid taler til Lina.

Nu skal jeg snart ud og spadsere med Børnene og faa Vilhelm ogsaa med, tænker jeg. Henriette er ude og underhandler med Mons om at trække hende heelt til Kirken paa den lille Kjælken og at det skal gaa saa fort, saa fort. En saadan Spadsertour ender gjærne med en Runde nede ved Stald og Fjøs. Sauen skal have lidt Mais, der er 5 Smaagrise, som altid jage Lilliken, at more sig over, saa skal vi høre om der er æg, Hønsene er saa flinke i Vinter og skaffe os friske hver dag. Desuden er der ogsaa en liden Kalv fra før Juul, som ogsaa skal betragtes; vi har 3 Køer nu. De vare saa billige i Høst og vi vilde kommet til at undvære Melk længere Tid i Vinter; Folk heromkring har sjælden mere end de selv behøve og uden Melk, trives hverken Børnene eller jeg, derfor kjøbte vi en Ko, og nu kan Børnene faa saa meget de lyster. Jeg lader dem faa alt det de vil af Melk, jeg troer ikke de kan faa noget bedre; om Sommeren drikker de ikke saa meget, naar det er varmt, vil de heller have Vand.

Det er rart at ikke Lina bliver feed, en saa fortræffelig Apetit, som hun har, men det hverken er hun, eller har hun været. Henriette var baade høiere og federe i hendes Alder. Der er Vilhelm og beder mig tage paa Børnene om lidt, saa vil han være med os. Vilhelm har stor Fornøielse af den lille Hysingungen, som han kalder Lina, jeg undres om hun kommer til at ligne nogen i Særdeleshed. Det er en stor Fryd for hende at komme op paa Vilhelms Værelse, saa hver Middag gaar de op for at bede ham komme og spise, saa kommer Vilhelm ned igjen med dem bægge paa Ryggen. Hvilken deilig Kjøretour vi havde igaar, vi reiste ud lidt før Solen gik ned og kom hjem i Maaneskin. Nu faaer jeg nok tage mit Tøi paa.

Den 19de. God Morgen, kjære Moder! Om en Times Tid skal Gutten til Byen og have dette Brev med. Hvor hyggeligt det er nu, som Vilhelm er saa jævnlig hjemme; nu kan vi ogsaa holde Morgenandagt; før kunde det kun blive en enkelt Gang imellem. Hvorledes var det den Dag, da det sidste Brev hjemmefra kom, jeg husker her var saa mange Mennesker? Jo, det var alle Confirmanderne, det er sandt. De pleier jo at mødes i Kirken, men da var det sidste Gang, saa Vilhelm talte med hver enkelt alene. Stuen var fuld af Pigerne, Kjøkkenet af Gutter; de havde netop drukket Kaffe og spist Smør og Brød og var alle gaaede, undtagen vores gode Ven Ola Bækken og hans Datter, der spiste her til Middag, da Gutten kom fra Decorah og jeg blev overrasket ved at faa Brev hjemmefra; jeg havde ikke væntet saa snart igjen.

Det smagte godt efter at vi var blevne alene den Eftermiddag, at læse de kjære Breve som Gudske Lov bragte gode Efterretninger; jeg maatte vænte længe nok før jeg kunde komme dertil, først skulde vi spise Middag, Vilhelm blev tracteret med en, som han sagde, glimrende Ludefisk, det var første Gang den Ret blev spist her i Huset, men den sidste blir det ikke. Jeg troer aldrig noget har smagt Vilhelm saa godt, det skulde være det første Glas Lemonade vi drak her i Landet, engang medens vi boede paa Skaarlia, da Vilhelm kom hjem med en eneste Citron i Lommen, det Glas der blev lavet af den, glemme vi nok ikke. Gid nu det næste Brev maa indeholde ligesaa gode Efterretninger. Nu er maaske BoyesBoyes] trolig Mathias Andreas Boye (1796–1872) og Johanne Margrethe Jacobe Birckner (1797–1881). Boye ble tollkasserer i Larvik i 1858. de som oftest kommer hjemme? Skade at fru B er saa døv. –

Der kommer 3 Veedkjørere igjen, de skynder sig med at benytte Føret der truer med at ville gaa. Jeg faaer nok ud at skaffe Middagsmad til dem. Det er langfarende Folk. Vi er begyndt at blande lidt Klid og dette saakaldte Midling, det er grovt Hvedemeel, i Melet naar vi lage Brød. Jeg hørte at saadant Brød skulde være saa godt for Maven; det smager meget godt, bedre end finere, til daglig og baade hæves bedre og er lettere at stege. Jeg kan faa frisk god Gjær i Decorah til alle Tider nu, naar jeg saa vander den ud faaer jeg deilige Tvebakker. –

Jeg maa slutte nu, Gutten vænter og jeg skal ud til Middagsmaden. Mange Hilsner fra Vilhelm og fra Børnene, som sidde her, og syer meget flittig. Lina snurper sine Filler samme til runde Kugler. Henriette rynker. Lev vel, kjære Moder, Gud give Du maa have det godt og være frisk i dette Aar. Hvordan leve WrigthesWrigthes] Wright var en familie med lange tradisjoner i Larvik, etterkommere var stort sett bosatt i Larvik, Langesund og i Porsgrunn. nu? Hils dem venligt. Ligeledes de i Kjøbenhavn.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Vilhelm siger at her nu er Porcelains-dukkehoveder at faa, saa det behøver du da ikke at sænde.

Brev 56: 20. januar 1859

«Her er det ikke meget der behøver at minde os om at vi bo i Amerika»

Little Iowa Præstegaard,
20. Januar, 1859

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

I forgaars Aftes fik jeg det prægtige lange Familiebrev; tak for det kjære Fader og Gud ske Lov, at Alt stod vel til hjemme. VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann bragte det med sig da han kom hjem til Spisetid, træt og lemster efterat have redet omkring til forskjellige af sine Menighedslemmer den hele Eftermiddag paa det slemme haarde Føre og saa enda gjort en Omvei for at høre efter Brev; men saa havde vi os en deilig Aften efterat vi havde spist og smaa-Tullene havde faaet sig et Kys fra Bedstepapa og alle hjemme og var gaaet ind for, som HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn sagde «at drømme om alle dem i Herregaarden Herregaarden] familiens hjem i Larvik og de røde og hvide Uldstrømper LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn skulde faa». Vilhelm hvilede sig på Sofaen medens jeg læste Brevene høit for ham og vi passiarede om hvad I skrev.

Hvilken prægtig Overraskelse StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) beredede dig Juleaften, kjære Fader! Hvilken Glæde det maatte være for ham og hvor morsomt at han selv kunde være Vidne til den. Ja, Gud være takket for al den Glæde, du har af Stin og fordi han er frisk og rask. Med Guds Hjelp vil det ogsaa engang gaa bedre med Thom!Thom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) Mig beredet den kjære Broder Stin da ogsaa en stor Overraskelse ved at sænde mig sit Portrait, du kan vide hvor glad jeg blev ved at faa det, jeg kjændte ham slet ikke igjen, ikke før jeg længe havde seet paa det og sammenholdt det med det jeg havde; hvor forandret det store Skjæg har gjort ham og hvor vakker han er.

Det er glædelig at vide at du har en af dine Ungdomsvenner i Nærheden igjen, kjære Fader, og det er da vist til megen gjensidig Hygge. Jeg er glad ved at see at mit Brev kom rigtig frem til Juul og at I morede Eder over Tægningerne, jeg frygtede at det maaske kunde havt samme Skæbne, som Stins, der var afsendt paa samme Tid, men havde været mere end 2 Maaneder paa Veien, fordi det var gaaet med Bremerpaket.Bremerpaket] pakke sendt via Bremen At her Aar for Aar vil blive livligere og vi oftere faa nære Venner at see, seer det vistnok ud til, vi kommer til at bo saa temmelig i Centrum eftersom de mange ledige Præstekald i Minnesota, etc., med Guds Hjælp engang blive besatte, men hvormange Forandringer nu end Jernbanen vil bringe, saa troer jeg ikke du behøver at frygte at den vil bringe os mere i Berørelse med Yankierne, hvortil vi ganske ingen Lyst har; jeg har ofte glædet mig ved at vores Bolig ligger saaledes afsides og ikke lige ved Landeveien.

Er det ikke gruelig hvorledes Tilstanden her i Amerika er for Tiden og hvor frygtelig hurtig den forværres; hvorledes de frygteligste Forbrydelser hører til Dagens Orden, uden at blive straffede, en saadan Lovløshed, Congressen sammensat af bare Kjæltringer, at af 30 Millioner Mennesker kun 5 Millioner bekjænde sig til noget av de christne Samfund? Gud forbarme sig! Hva skal Enden blive? Det seer i Sandhed ud til at Præsidentens Spaadom om Republikkens snare Opløsning, snart vil gaa i Opfyldelse, alt viser jo at Folket ikke kan regjære sig selv. Det er jo virkelig som Dr. SihlerDr. Sihler] Dr. Wilhelm Sihler (1801–1885), tysk amerikansk teolog, utvandra i 1843 og var med å grunnlegge Concordia Theological Seminary i Fort Waye, Indiana (en af Missouri Synodens Præster) siger i en Opsats, jeg læste i Der Lutheraner,Der Lutheraner] tysk-språklig tidsskrift, utgitt fra 1844 til 1904. Redaktør i 1859 var C. F. W. Walther, St. Louis, Missouri. Walther var president for Missouri Synod, og han og Vilhelm Koren hadde god kontakt. idag at i Rusland er en Hund sikrere paa sit Liv end et Menneske er her i dette prisede, frie Amerika. De store ledende Aviser klagede vistnok, men ikke som de skulde; saaledes som Præsidenten bliver nedrevet og behandlet i Bladene, det er utroligt. Det er godt at bo saa afsides og kun erfare alt dette sørgelige gjennem Aviserne, her er det ikke meget der behøver at minde os om at vi bo i Amerika. Gud give at det nu ikke maatte blive til Alvor med den krig og Elendighed, som synes at true Europa. Da slipper vort kjære Norge vel ikke heller. Jeg havde min Fornøielse i en Sogning, som spiste Middag her forleden; han vilde nu vide om det blev Ufred igjen, var saa ivrig og interesseret efter at faa vide hvorledes Sagerne stod og spurgte saa pudsigt hvilke forunderlige Ideer de gjøre sig; det er nu den almindelige Mening at der kun er een Keiser, han boer i østerig og har alle Kongerne under sig.

Vilhelm prædiker i Decorah idag, der har han nu ogsaa Kirke og det vel den bedste af de han prædiker i, men desverre, den tilhører ikke Menigheden, de har kun leiet den foreløbig, til de selv faaer sig en bygget. Det har lange Udsigter med at faa Kirkebygningerne i en nogenlunde sømmelig Stand, saaledes som Menighedernes økonomiske Stilling er nu for Tiden, et Par gode Aaringer vilde vel gjøre meget, men de er saa faae om hver Kirke, saa det tager Tid alligevel. Vilhelm skal prædike i Vestre KirkeVestre Kirke] Madison, vest for Decorah i morgen saa jeg ikke vænter ham hjem i Aften, med mindre han maa hjemom for at bytte Slæden om med en Ridesadel, det seer det ud til. Siden Juul har det hele Tiden været saa, at han har havt Tjeneste baade Søndag og Mandag og ellers reist meget om i Menigheden, men hvor meget hyggeligere det er som han nu har det! Han har nylig været en liden Tour oppe i Jensens tilkommende Menigheder,Jensens tilkommende Menigheder] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). og skal nok atter der op, naar det gaar an for Førets Skyld.

Præstegaarden, der var da ikke, som Bestemmelsen var og Rygtet sagde, færdig, men de har nok været at undskylde, da en heel stor Muursteensbygning blev ødelagt ved Regnveir, og saa blev det for koldt til at brænde mere.til at brænde mere] til å lage flere murstein Kjælderen og første Etage staar færdigmuret og hvad der er gjort, er pent, men da de vel havde læst Korens Svar paa de Raad de havde bedet om og seet paa hans udkast til Husets Indretning, somlede de Altsammen bort, hvoraf da Følgen er at mange Smaating som vilde gjort det meget hyggeligere, ikke var blevne udførte, imidlertid faaer han sig dog vist en af de bedste Boliger, som nogen af Præsterne have haft fra først af. Har du hørt noget om naar hanhan] Jensen agter at reise? Nu har han idag forhaabentlig udfundet hvor i Verden hans tilkommende Præstekald ligger.

De tydske Præster, som jeg vist sidst omtalte, havde mældt sig hid, væntede vi da forgjæves. Vilhelm fik Brev fra dem, hvor de fortæller at de ganske nylig havde været paa Veien, men enten de nu ikke huskede, eller havde misforstaaet hva Vilhelm havde sagt dem, nok af det, de troede vi boede i Sydpolen istedenfor i Nordpolen og da de kom efter denne Feiltagelse, var det for seent at naa hid til rette Tid. De la’er nu Vilhelm fastsætte dem en ny Termin til at komme, men at de vil reise 50 Miil i det Føre vi nu har, er ikke trolig, det lader dog ellers til at det er dem magtpaaliggende at faa lettet deres Hjærter med Hensyn til Fredriksen, fra hvem vi fremdeles intet hører.

Præsten Claussen i MinnesotaPræsten Claussen i Minnesota] Fredrik Christian Clausen (1810–1870)prest i Spring Grove, Minnesota fra 1857 (Norlie 1914: 102) har derimod nylig været her; Vilhelm var indom hos ham paa Veien til Jensens Menigheder for at faa ham til at komme og forrette Altergang for os. Det var morsomt at se ham igjen, han var saa venlig, lod til at være i godt Humeur, spøgte endog med Børnene; han finder sig vist ellers meget ensom deroppe, det tvivler jeg ikke paa; jeg troer han besøgte os oftere, hvis ikke den Gêne var, at han ikke selv har Hest og det vel ikke er saa godt at faa nogen til at skydse sig helt hid; Menigheden er saa snild at skydse ham frit bestandig, det er ogsaa aldeles nødvændig, siger Vilhelm, det skal være vanskelig at finde nogen mere upraktisk end Clausen er, og vilde ikke være raadeligt at lade ham og en Hest alene paa Landeveien. Nu har han nok ellers lært at kjende Veien mellom sine to Menigheder, men til os eller noget andet Sted var ikke at tænke paa. Jeg har nylig læst Lektor Johnsons Skrift om Barnedaaben,Lektor Johnsons Skrift om Barnedaaben] Gisle Johnson: Nogle Ord om Barnedaaben, Christiania, 1857 som vi fik laane hos Clausen, og syntes det var en Glæde at læse det Vidnesbyrd. –

Nu skal jeg ud med Børnene og spadsere omkring paa Sletten ved Sørlandsskoven, det er det eneste Sted hvor det er praktikabelt at gaa, jeg tænker det er forbi med det gode Føre, vi nu saa længe har havt før i Vinter og med vaare Slædetoure, idag skal Børne[ne] faa more sig med Snebolde. Henriette staaer her og græder for Pigen har lagt et Stykke Veed i Ovnen, som hun havde bedet at ingen maatte røre, for det var «smaae røde Blomster opi noget grønt», paa det. «Du Mama, er Bedstepappa en Valders»?, spurgte Henriette forleden, da jeg fortalte om dig og alt hjemme, om «den deilige Haven», som Henriette alltid kalder din Have, jeg troer hun forestiller seg den som et lidet Paradiis. «Fortæl om alt det hjemme, Mama; «Tælle Bedstepapas Have», heder det hver Dag og fra Henriette: «Naar skal vi reise til Norge, Mama»? Ja, naar skal det ske?

For nogen Tid siden havde Vilhelm et Møde med Frankianerne, jeg har jo ofte omtalt dette Parti for dig, Vilhelm siger de er halv pietistiske og halv methodiske; de har naturligviis altid haft meget at beskylde Vilhelm for og flere Omstændigheder gjorde at han nu troede bedst for sin Menigheds Skyld at faa et offentlig Møde med dem, hvori de da kunde komme frem med alle deres Beskyldninger. Der var en Masse Mennesker fra alle Kanter til Stæde. Den som førte Ordet for Frankianerne var deres forrige Præst, Johannesen,Johannesen] Johs. Johannesen (1826–1902), prest i Springfield, ved Calmar, fra 1853 til 1856 (Norlie 1914, 99) den nuværende Asbjørnsen, «han Peer»Asbjørnsen, «han Peer»] Peder L. Asbjørnsen (1824–1891), prest i Springfield, Iowa fra 1856 til 1871 (Norlie 1914, 102), tilhørte de såkalte «Frankianerne» som han almindelig kaldes, holdt sig forsiktig tilbage saa meget han kunde. Johannesen havde da en heel lang skreven Afhandling hvori han da beskyldte Vilhelm for at lære sine Confirmander, at Bønnen ikke er noget Naademiddel, at han lærte at Ingen kan blive omvændte, desuden blev der talt om Lægfolks Ret til at prædige og om ugudelige Præsters Ret til at være Prester. Det var af en Prædiken, som Vilhelm havde holdt for 3 Aar siden, at han beskyldte ham for at han lærte at ingen kan blive omvænde.

Siste del av brevet lå i ei egen mappe i arkivet, men hører hjemme som avslutning her. Brevet omtaler en stridighet som Vilhelm Koren må ha hatt med Johs. Johannesen, som var prest i Springfield, ved Calmar, fra 1853 til 1856. Striden kan også ha stått mellom Koren og Peder L. Asbjørnsen, presten som i 1856 tok over i Springfield etter Johannesen. Det var uenighet mellom de prestene som slutta seg til «The Frankean Synod», kalt «Frankianerne», og ledelsen i Den norske synoden. Johannesen og Asbjørnsen var begge «frankianere». Johannesen trakk seg som prest og fortsatte som farmer. Asbjørnsen tok over som prest i Springfield og var der fram til 1871 (Norlie 1914, 99 og 102).

Han fortalde da hvad han kunde huske af denne Prædiken og Asbjørnsen traadte fram og sagde hvad han erindrede deraf, hvoraf det pudsig nok paa det tydligste viste sig, hvilket Sludder denne Beskyldning var. Resultatet af dette Møde vil du let kunde tænke dig; Vilhelm og hans Menighed var nogsaa vel tilfredse derved og Frankianerne naturligviis ogsaa, men da de af alle Kræfter skulde ruste sig til et nyt Møde synes de vel ikke deres Seier var fuldkommen nok. Vilhelm vil vist ikke opfordre dem til flere Møder, der er jo intet Udkomme med slige Mennesker, der staar der og snakke op og ned og svare aldrig paa et direkte Spørgsmaal. Vilhelms Menighed var meget utaalmodige over Johannes[en] og alt hans usammenhængende Snak og begynte tydelig at give deres ærgrelse Luft, saa Vilhelm flere Gange maatte tysse paa dem. «Det er godt at høre kæm som staar og lyg her», sagde en gammel Mand høit nok til at blive hørt af de Omkringstaaende da han syntes Johannesen blev altfor urimelig. Da altsammen tilsidst engang var forbi, var der en af Frankianerne der var meget Vred, som kom hen til Vilhelm og sagde: «Det er endnu noget jeg skulde snakket med Dig om, du laug for 2 Aar siden». Du faar snakke til de andre, gav Vilhelm til svar, hvorpaa Manden henvændte sig til Klokkeren. –

Vores «Præsteknop», som BrandtBrandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. kalder dem, om hvem jeg sidst fortalte, er her da fremdeles og bliver vel ogsaa ved sit Forsæt at gaa til St. Louis, lader det til. Han er jo gammel og kan lidet, men der er ikke godt at raade han derfra, naar han har Lyst, er flittig og gjør Fremgang, desuden er han meget tænksom og en alvorlig christelig sindet Gut. Der skal Mod og Udholdenhed til for en Saadan og falder vist tungt nok ofte; han trivedes nok meget bedre bag Huggestabben, siger han. Det holder nok haardt ofte at holde Modet ved lige for dem der nu er i St. Louis.

Lev vel, kjære Fader, og modtag mange kjærlige Hilsner fra Vilhelm og dine smaa Børnebørn. Gud give du og alle hjemme nu maa være friske. Her er vi alle saa flinke; jeg kan ikke være taknemmelig nok for den gode Helbred jeg har. Gud give at naar du nu næste Gang hører fra os da maa blive Glædet med gode Efterretninger.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Påskrift skrevet i margen på første side.

Hvor deiligt det er at kjænde Gyldenlakduft. Vilhelm gaaer og seer og nu pusler med disse Blomster som det skulde være dig.

Brev 57: 6.–27. februar 1859

«Jeg haaber der bliver liden eller ingen Emigration fra Norge iaar»

Little Iowa Præstegaard,
6te Februar 1859

Min kjære Broder!Broder] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189)

Hvilken deilig Overraskelse du beredede mig igaar, kjære Stin!Stin] brorens kallenavn i familien Jeg kan ikke takke dig nok derfor; havde du været her igaar og seet den Glæde, du forskaffede os, saa tænker jeg du havde været tilfredsstillet. Jeg troer aldri jeg kan lære at kjende din Haand, ved at see Udskriften paa dine Breve, saaledes stod jeg da ogsaa dennegang og dreiede og vændte Brevet i Haanden, da VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann kom ind: «Her er et Brev til dig, som jeg ikke skjønder hvem det er fra, det er vidst ikke fra Ulrik Tornøe (fra hvem han daglig vænter Brev): «Mon det skulde være fra Hartvig Lasson»,Hartvig Lasson] Hartvig Lassen (1824–1897) sagde Vilhelm, og stod og besaae det paa alle Kanter, medens jeg gik inn i Sovekammerset, for at hænte noget, med den Bemærkning, at det dog er naragtig hvorledes man altid staaer saa længe og seer udenpaa et ukjendt Brev, før man omsider beslutter sig til at aabne det.

Jeg havde netop vændt mig om for at gaa ind igjen da Vilhelm kom styrtende og raabte: «Nei, kom, skal du see, kan du sige mig hvem det er»? «Nei, hvem i alverden kan det være, det maa være en af dine Venner – men jeg synes jeg skulde kjende det ogsaa». «Kjender du ikke din egen Broder», sagde Vilhelm nu, og nei virkelig om jeg strax kjendte dig igjen, kjære Stin.

Jeg troede jo nok du maatte være en Deel forandret, især ved det store Skjæg, men saa meget, det havde jeg ikke tænkt, jeg maatte see meget længe paa det og sammenholde det med det jeg har før ogsaa, for jeg synes, jeg kunde kjende dig. Noget der havde glædet mig mere kunde du da ikke sændt mig. Hvilken udmærket smuk Photograf det ogsaa er. Er den taget i Arendal?» Ogsaa i den Kunst er nok Fremskrittene store hjemme. Det var nu heller ikke det mindst glædelige at see hvilken vakker Ungersvend min kjære Broder er bleven, ja, vær forsigtig med Pigehjerterne, du!

Hvor morsomt det var at faa dit Portrait paa den Maade, det var kommen utdmærket vel frem, men jeg tænker, du blir skuffet ved ikke at høre noget om dens Ankomst, da jeg sidst 20. Januar skrev hjem, det kom deraf at det var gaaet over Bremen med Paket, det var stemplet fra New York 28 Januar og jeg havde det her 5 Februar, saa du seer det tog mere end det dobbelte af den sædvanlige Tid, der nu næppe er en Maaned. Var det dig selv som havde strøget over Ostende og skrevet Bremen under? I det nye Aar koste Brevene 36 istedenfor 46 cent, mon der er en lignende Forandring hjemme?

Gid der var en Anledning her i Nærheden til at faa en Photografi af Børnene, men i Decorah er det desværre kun Daguerrotypister og jeg har ingen Leilighed.Leilighed] mulighet Mon jeg kan glæde mig til at faa den anden Photografi til Sommeren med Jensen,Jensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). det skulde være deiligt, tusind Tak for den ogsaa, det var rigtig snilt af dig. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn bliver ikke kjæd af at bede om at faa se dit Portrait. De staa her nu ogsaa at bede om at see paa «Onkel Stin med Skjæget, ikke bare Onkel Stin», ham har de seet saa mange Gange, forsikre de. Jeg har deg her vel forvaret i en æske i min Pult og nu skal jeg føie dem og mig selv ogsaa. Du ved Henriette har store Tanker om dig og betragter dig som en ganske aparte Onkel.

Det er Søndag idag og Vilhelm ikke hjemme, han kommer først hjem sidst i Ugen da han skulde besøge den lille Little Turkey Menighed, som han besøger 4 Gange om Aaret. Igaar og forgaars væntede vi forgjæves paa to Tydske Præster der havde mældt sig hid, de kunde formodentlig ikke komme frem for det slæmme Føret; nu i Nat sneede det til Glæde for Vilhelm, rimeligviis træffer han dem idag, og jeg er ikke saa ganske sikker paa om de maaske ikke skulde komme hjem i Aften, skjøndt det vilde være meget ubekvemt for Vilhelm, der skal være ved en anden af sine Kirker imorgen.

Du taler om Fredriksen, det var netop om ham disse Tydske Præster vilde tale, formodentlig prøve at rætferdiggjøre at de have ordineret en saadan Person, vores Kirkeraad vilde nemlig ikke have noget med ham at gjøre, ialfaldialfald] ikke uten nøiere Undersøgelse og Betænkning, herover fandt han sig stødt og reiste til en tydsk Synode, der modtog ham med aabne Arme og udenvidere ordinerede ham; saa reiste han da til disse smaa Menigheder, der havde skrevet efter ham fra Texas, hvor han et Par Aar var Præst, skjøndt han ikke var ordineret. Det varede ikke længe førend han og hans Menighed bleve uenige og Fredriksen reiste sin Vei til et andet ganske lidet Settlement hvor han nu er Præst og hvor de nok have forpligtet sig til at holde ud med ham til Vaaren, men da tænker jeg de betakker sig for at have ham mere, baade som Præst og Klokker, efter hvad vi af og til hører. Fra Herr Frediksen selv hører vi intet og vil blive fri for hans Besøg i Fremtiden, haaber jeg.

Den 27. Februar. Siden jeg begyndte at skrive til dig har jeg havt Brev hjemmefra og faaet vide at du fik dit ønske om at tilbringe Julen hjemme opfyldt og hørt om den storartede Gave, hvormed du overraskede Fader Juleaften. Du kan tro jeg blev baade forundret og glad ved at høre herom, hvor deiligt for dig at kunde forskaffe Fader denne Glæde og dem alle sammen den Behagelighed og Hygge, som det maa være at have faaet Gulvtæppe i Dagligstuen og saa at du kunde være tilstede og selv see Faders overraskelse og Glæde. Har du havt en saa glad Juleaften før? Det er da ogsaa en Glæde at vide at det gaaer dig saa godt, saa du kunde være istand hertil. Ja, Gud være takket, kjære Stin, at han har ladet din Helbred være god og ladet det gaa godt for dig! Gid du maa faa dig en hyggelig chef og komme i en behagelig Egn ikke længere hjemmefra end at de kunne faa den Glæde at see dig af og til, nar det Arbeide, du nu er ved, er færdig. Du har jo en heel Armee at have Tilsyn med. Tækkelige unge Damer lader det ogsaa til er en af de betingelser du sætter for at det skal være som du ønsker det, der hvor du kommer hen, saa det haaber jeg du ogsaa vil finde. Vær nu forsigtig og see dig vel for, saa vi kan have Glæde af dig i det Stykke ogsaa, skjønner du. Er der ingen af de unge Damer i Laurvig,Laurvig] Larvik som finder Naade for dig? Hvor meget selskabeligere du er bleven end da jeg var hjemme. Du baade dandser og lader til at more dig ved Selskaber, efter hvad de hjemme skriver, det gjorde du ikke før, og savner maaske heller ikke saadant nu, naar du maa undvære det og det var da ingen Skade. Er Ole Schrøders Kjæreste en tækkelig Pige? Hils Schrøders fra mig. –

Har du ikke Lyst til at gjæste Amerika? «Det er ogsaa et Land at gjæste», svarer du maaske, saaledes som det gaaer til i alle Henseende, og jeg skal vist være den sidste, der ikke vilde give dig Ret heri, jeg skal vist ikke bede nogen reise til Amerika undtagen Præster, med dem er det en anden Sag og dem vilde jeg hjertelig gjærne bede. Jeg haaber der bliver liden eller ingen Emigration fra Norge iaar. For dig ellers, som Ingenieør, kunde det vel være af megen Interesse at gjæste Amerika og saa paa samme Tid sin kjære Søster og hendes Familie, ikke sandt?

Ja, ja, havde vi Penge, saa kunde vi tale herom. Nu har de været saa ulykkelige at finde Guld i den nye stat Kansas ogsaa og alle fæle Guldraseri forstyrrer Hovederne paa Folk ogsaa heromkring. Der er flere Unggutter her i Menigheden, som taler om at reise til Vaaren og smaa Partier er allerede reist fra Decorah, ja Familiefædre rømt fra deres Koner ogsaa. For all den Ulykke disse Guldminer anstifter!

Ja, besøgte du os saa skal jeg love dig, at der ikke vilde være meget som vilde minde dig om America. Vort Huus ligger ogsaa saa skjult at ingen kan see det. Ak ja, om det var Guds Villie at vi engang skal sees igjen, kjære Stin! Jeg skal hilse dig meget fra Vilhelm og dine smaa Niecer. Lina er begyndt at blive undselig for Fremmede nu, saa hun vilde vel stå med bøiet Hoved og see paa dig mellem øienhaarene, halv undseelig og halv skjælmsk, som hun pleier. Hun sidder nu og synger «Kom Kalv, kom Ku, kom Kya, kom alle de levende Dya». Det er Gro, vores Valdrespige, der har været Budeie i sin Tid, som har lært hende det. Det er en av Børnenes Fornøielser at faa hende til at lokke for dem. Lev vel kjære Stin! Gud velsigne dig og lade ogsaa dette Aar gaa godt for dig.

Din hengivne Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 58: 3. mars 1859

«Jeg er vel ligesom den vigtigste Person nu for Tiden»

Little Iowa Præstegaard,
den 3die Marts, 1859

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Jeg havde ikke ment, kun at skrive saa kort til dig dennegang, men da jeg nu imorgen kan faa Bud til Byen, vil jeg ikke lade det ubenyttet, da det kun gaaer sjælden i dette Veir og Føre, saa jeg vil heller skrive saa langt jeg kan og allerførst takke dig for dit lange Brev, kjære Moder. Gudskelov, fordi I alle var friske. Gud lade det fremdeles være Tilfælde. Den Efterretning kan jeg ogsaa glæde dig med, vi har været saa friske i Vinter allesammen, dette pludselige Vaarveir vi fik, bragte en almindelig Forkjølelse over det hele Huus, nu er den ogsaa over. Jeg (for jeg er vel ligesom den vigtigste Person nu for Tiden) er mærkværdig frisk og rask; jeg har rigtig en god Helbred.Jeg … Helbred] Elisabeth var høygravid og skulle snart føde sitt tredje barn Jeg er meget friskere end for 2 Aar siden og det tilskriver jeg at jeg denne Vinter har kunnet være jævnlig ude og faa megen Motion, medens jeg for 2 Aar siden næppe var ude af Døren i flere Maaneder, saa koldt og saadant Uføre var det.

Sidst i næste Uge skal her være Medhjælpermøde og da tænker jeg Anne,Anne] Anne Olsdatter Ringstad (1810–1994) hjalp Elisabeth i forbindelse med barnefødsler, søster til presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) BrandtsBrandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. Søster, følger med sin Mand og bliver her med det samme. Hun vil helst komme i god Betids og har ikke vanskelig for at være hjemmefra nu. Er jeg ikke lykkelig, som har et saadant menneske som jeg kan faa i Huset baade en Stund før og en Stund efter, under slige Omstændigheder? Det er saa godt at være saa rask, saa holder Sindet sig ogsaa saa frisk og seer alt roligt imøde. Og jeg haaber nu at VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann med Guds Hjælp kan sænde et godt Brev med glade Efterretninger hjem næste Gang. Maatte det være Hans Villie!

Nu skal du høre hvorledes vi har det idag; i Formiddag skinnede Solen lidt, men nu sneer og stormer det ude. Vi har nylig spist Middag, Kalvekarbonade og Vælling, Vilhelm er ovenpaa, Børnene glæder sig over to smaa River, som Mons sidder og arbeider til dem. De har faaet bægge Skafterne ind og gaaer og leger med, Gro bager Fladbrød, eller rettere Tyndbrød, vi er bleven saadanne Tyndbrød Spisere, det smager Vilhelm saa godt om Aftenen. Imorgen skal jeg faa baget mig op en deel Tvebakker, dem er jeg saa glad i, især naar jeg ikke er frisk og pleier at være hældig med dem. Jeg vander alltid ud Gjæren efter fru W.s Anvisning.fru W.s Anvisning] trolig Hanna Winsnes’ Lærebog i Huusholdningen (1845)

Thomas, den Gut, som er her og læser med Vilhelm, holder som sædvanlig til i Pigekammerset. Naar vi skulde have en saadan Gut i Huset har vi være[t] hældige, han er hvad han lod til, beskeden og meget forekommende og opmærksom. Bliver han her til Sommeren, skal han faa gjøre lidt Nytte i Haven; jeg undres hvordan det vil gaa med Havestellet iaar? Ja den Tid, den Sorg! Hvor godt et rummeligere Huus vil komme med nu.

Gud ske tak at du synes du bliver stærkere og bedre! Du tænker på en Danmarkstour, gid det maatte blive til Hygge og Glæde. Jeg tænker du rigtig fryder dig ved Gulvtæppet, for Tæppets egen Skyld ogsaa; hvor hyggeligt det gjør et Værelse synes jeg; hvor glad jeg er over alt det Gode jeg faar høre om Stin.Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Du spørger hvem Viggo og Lilliken er. «Vige» er opkaldt efter Behrens’s Hund og den var igjen opkaldt efter Olaf Trygvesons Hund. «Lilliken», kjænder du ikke den? Det er Diminutiv af Liden, forstaar du, og saaledes heder en liden smuk, sort, krølhaaret Hund med hvide Labber og hvid Haledusk, som HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn fik forærende, da hun var en 8–9 Maaneder. Hunden er af samme Alder og saa stor som en stor Kat. Du maa endelig ikke glemme den, for den hører med til Familien og er alles, men især Linas,Linas] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn Yndling, ligesom den ogsaa har kastet sin Kjærlighed paa hende, som den jo har seet opvoxe. Den taaler slet ikke at nogen Fremmed giver sig af med hende og naar Vilhelm leger med hende, kommer den ogsaa altid hen for at see om alt gaaer ærlig til, lader man, som man vil gjøre hende Fortræd, slikker den, logrer eller bjæffer og holder et Hures.Hures] hurlumhei; leven Lina skulde males med Lilliken. En Ting har hun altid sin Nød med den for, den vil saa gjærne nappe fra hende naar hun har noget, Kage, Maisbrød, eller noget den liger. Lina pleier gjærne krybe op paa et Bord naar hun kan komme til, saasnart Lilliken kommer ind og har den taget noget fra hende, sætter hun den i Skammekrogen.–

For nogen Tid siden var Clausen fra St. AnsgarClausen fra St. Ansgar] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), tidligere prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. På dette tidspunktet hadde han gått ut av prestetjenesten for å vie seg til amerikansk politikk. I 1861 vendte han tilbake til prestejenesten i St. Ansgar, men han verva seg også til feltprest for nordstatshæren under borgerkrigen (Norlie 1914: 95). her og med ham en Amerikaner, en tækkelig Mand, som ogsaa boer der. De var kun en Aften her. Her har jævnlig været, saa mange Mennesker i den sidste Tid, Folk i Menigheden som har havt et og andet ærinde, de kommer som oftest, saa de bliver her og spise Middag; de er meget velkomne og Vilhelm synes han lærer Folkene bedre at kjænde herved, men et Tidsspilde er det baade for mig og for Pigen og for Vilhelm da ogsaa. Det er ingen Sag nar man har en saa snild Pige som Gro er, der ikke seer suurt til alle de uvæntede Middagsgjæster. Det gaaer nok saa godt med den unge Pige jeg fortalte vi havde faaet, Mia, som Lina kalder hende. Det faaer være nok for denne Gang.

Jeg syr flittig om Dagen, Linned til baade mig og Børnene og nu var alt det Smaatøi, som jeg havde syed af gammelt Lerred efter Vilhelm og brugt til Henriette og Lina, udslidt, saa deraf maatte ogsaa syes nyt. Mange Hilsner fra Vilhelm og Børnene.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 59: 25. april – 22. mai 1859

«Jeg bar ham selv»

Little Iowa Præstegaard,
Anden Paaskedag 1859

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Nu er jeg Gud ske Lov! saa flink igjen, at jeg selv kan fortælle dig hvor lykkelig jeg er i den lille Gutten vores og om al vor Glæde over ham; og naar nu VilhelmsVilhelms] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann Brev snart kommer frem, saa ved jeg, der vil blive Glæde hjemme ogsaa; Kunde vi kun takke Gud ret for al hans store Godhed og Naade mod os!

Igaar, Første Paaskedag, blev lille Gutten døbt og heder nu «Alert Hysing».lille Gutten … «Alert Hysing»] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn og eldste sønn, født 22. mars 1859 HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn var ogsaa med i Kirken for at see den lille «Boren», som Lina kaller ham, blive døbt. Det var det deiligste Veir, en af de første smukke Vaardage; lille Gutten var sød og snild, sov næsten hele Tiden. Jeg bar ham selv. To av Korens bedste Venner fra Painted Creek, som kom til os Paaskeaften, var Faddere, ellers var her kun en Familie fra Decorah den Dag og saaledes var det bedst for mig, som ikke er saa meget stærk endnu; frisk er hun^jeg Gud ske Tak, det er bare Kræfterne som ikke rigtig er komne endnu.

Men nu maa jeg fortælle dig om lille Alert, Vilhelm fortalte nu vist ikke hverken hvordan han saa ud eller noget om ham; det kunde han forresten godt gjort for han var, som Vilhelm udtrykte sig, «saa tydelig» da han var bitte liden. Du kan nok vide at vi bleve dobbelt glade, havde jeg nær sagt, ja at vi syntes det var meget glædeligt at det var en liden Søn, og du skulde bare see for en flink liden Gut det er. Han er saa stærk og trivelig, meget større end de andre to har været, jeg troer ikke Lina var større da hun blev døbt, skjøndt hun var dobbelt saa gammel, hun saae ogsaa saa liden og fin ud hun, med sit lille, blege Ansigt. «Hvor han ligner Lina», sige de Fleste som har seet Gutten. «Ligner han ikke mig da?», spørger Henriette ganske bedrøvet, jo det gjør han ogsaa, han kommer vist til at ligne baade Hysing og Koren Slægten. Han har vakre blaa øine, saa mørke som de kunne være, nu for Tiden idetmindste, brunt Haar over hele Hovedet, en pen liden Mund og Næse, lidt aflangt Ansigt og saa rund og pen, – aa det er en prægtig liden Gut og det vilde du ganske vist ogsaa synes, kjære Fader!

Kunde jeg faa se dig med han paa Armen. – Han seer alt sikkert paa os og leer til os, snild og rolig er han ogsaa, baade Nat og Dag. Han har ogsaa havt det saa godt hele Tiden, jeg har været frisk og saa har han havt det gode, lune Værelse, som vores Sovekammer er, til at være i. Du kan tro der er Glæde paa Henriette og Lina over «lille Boren». Lina vil saa gjerne staa og klappe ham og Henriette er altid færdig med sit; «Vær forsiktig Lina. Du maa bare klappe saa sagte for han har ikke Been, det er bare Rusk i ham». De vil saa gjærne faa vugge og bysse ham, kommer med deres smaa Stole for at sidde der og faa ham paa Skjødet. Lina stod og vilde bysse for ham nu paa den Betingelse at: «Nu maatte ikke du lee Mama, naar jeg synger, sov saa sødt du liten Tin’». Hun kan tale alt og udtale alle Bogstaver undtagen «g» efter «n», det høres saa pudsig, da hun ellers taler saa rent: «Manne Ganne, Manne Tin,» osv. Hun skarrer saa paa «R»-et, og sætter det til enten det skal være der eller ei. Naar hun raaber paa Henriette er det Henriettere med en Mængde Snurrer, lille Gutten kaller hun Ralert, han har alt mange Navne, lille Bedstepapa. Vilhelm morer sig med at kalde ham lille Rectoren. Du skulde seet Børnene da de kom ind for at see lille Gutten første Gang, Lina kom i fuldt Fiirsprang, raabende «Mama, mama», men standsede pludselig meget forundret med at see det lille «Dukkebarn som baade havde Næse og øine».

Henriette blev staaende ved Døren, ganske bevæget og saae sig om op i Taget og i alle Kroge, da vi spurgde hvad hun saae efter, svarede hun ganske sagte: «Engelen». Hun har altid troet, at hun var hos Gud før hun kom til Papa og Mama, som hun udtrykker sig. I Vinter engang spurgde hun mig om der ikke kom en Engel flyvende fra Himmelen med de smaa Børn? Jo det mente jeg da. «Han har dem vist under Vingerne sine», sagde Henriette, «har ikke de smaa Børnene ogsaa Vinger, smaa pene hvide Vinger, Mama»? Jo, det har de vist. «Hvor henne er de nu da, har Engelen taget dem med sig»? «Ja». Henriette sad stille lidt og sagde derpaa meget fornøiet: «Ja, de har vist en stor Comode i Himmelen, hvor de gjemmer alle Vingerne». Og nu troer hun da at i denne store Comode har Engelen hennes, Linas og Ahlerts Vinger og passer paa at de er snille Børn, saa de engang kunde faa dem igjen. Men at ingen af os havde seet denne Engel, det skjønnede hun ikke, «han maatte vist have stukket lille Gutten ind gjennom Vinduet og givet ham til Anne,Anne] Anne Olsdatter Ringstad (1810–1994) hjalp Elisabeth i forbindelse med barnefødsler, søster til presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) at hun skulde skynde sig at klæde ham paa». –

Idag har vi 22de Mai, det er næsten en Maaned siden jeg begyndte paa dette Brev, jeg har skrevet nogle Linier nu og da, ikke den behageligste Maade, hverken for den som skal skrive, eller den som skal læse det skrevne; lille Ahlert, Vaaraanen, Haven, en af Pigerne, som ikke har været frisk, alt tilsammen har gjort at jeg ikke før har kundet sænde Brev hjem, maatte du kun ikke komme til at vænte forlænge. Et Gode er at der dog ved at det er gaaet saa langsomt med min Skrivning og det er at jeg nu kan fortælle dig, at jeg er blevet saa udmærket frisk og rask, det gik saa hurtigt da jeg først begyndte at komme mig og nu føler jeg mig friskere og stærkere end jeg har gjort siden Lina blev født, og seer bedre ud ogsaa nu end jeg har gjort siden den første Tid jeg kom her til Landet, siger man. Jeg har jo ikke været syg i de sidste 2 Aar, men dog ikke saa frisk og stærk som før. Mit Been har ikke været saa bra siden jeg fik ondt i det, som nu, jeg gaaer ganske annerledes let nu. Børnene er saa udmærket friske, løber ude fra Morgen til Aften, de har hver sin lille Rive og har meget travlt i Haven, hvor de har et Blomstersted; jeg undres hvordan det kommer til at see ud i det, senere hen, de har saaet alle slags Blomsterfrø deri og planter den ene Dag fuldt med Markblomster som de næste Dag rykker op for at sætte Løvkviste i stedet.

Vilhelm har ikke været rigtig frisk i den senere Tid, det var ren Overanstrængelse, den anstrængende Anexreise strax før Paaske i det frygtelige Veir og Føre og saa Paasken, var for meget, nu synes jeg Gudske Lov han er bedre. Det er Vilhelm, som har saaet det meste af Urtesagerne iaar, du kan ogsaa tro han synes han var flink, da han havde sat al Charlotteløgen, han plantede og jeg sad og saae til om han gjorde det rigtig; jeg blev saa flink at jeg saaede alle Blomsterbedene til selv, men det er en meget seen, kold Vaar vi har, saa det gaaer smaat i Haven. Rosentræene staar saa fulde af Knopper, det skal blive morsomt at faa see en Haverose igjen.

Hører du ikke om JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). snart tænker paa at komme? Tænk at Duus,Duus] Olaus Fredrik Duus (1824–1893), prest i Waupaca, Wisconsin 1854–1857 DietrichsonDietrichson] Gustav Fredrik Dietrichson (1813–1886), prest i Luther Valley, Wisconsin 1851–1859 og MunchsMunch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. virkelig ere reiste hjem igjen. Vi havde intet hørt om Munchs Reise før for ganske nylig, da Fru PreusFru Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. skrev det til mig; han faaer høre ilde derfor, kan du nok tænke. Næste Vaar reiser rimeligviis A. C. Preus ogsaa hjem, til mange andre rimelige Grunde kom desværre nu en endnu vigtigere, hans Kones Helbred er saa daarlig,A. C. Preus … hans Kone … daarlig] A.C. Preus (1814–1878), som var fetter Herman Preus, var en av de seks som stifta Den norske Synode. Han reiste tilbake tilbake til Norge for godt først i 1872. Hans første kone, Engel Brun, døde i 1860. saa han maa prøve hvad en Søreise kan gjøre. OttesenOttesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) har modtaget Kosconong Kald og flytter dit næste Vaar. Præsten Larsen bliver Professor i St. Louis,Præsten Larsen … St. Louis] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. I 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). og – ja Munch kommer jo snart hjem saa faaer du tale med ham, gid baade han og hans Kone nylig havde besøgt os, saa kunde du faaet god Besked. Tak kjære Fader for dit Brev fra Marts, jeg fik det da Ahlert var 14 Dage gammel, netop som Vilhelm skulde reise til Anexerne, det kom til en beleilig Tid. Hvordan mon nu det seer ud i Europa? Du kan tro vi længes efter Newyorkerblade. Gud bevare Norge og alle vore kjære der! Tak for Blomsterfrøet ogsaa, gid jeg kunde more dig med at sænde noget herfra, Resten av brevet er skrevet i margen. men jeg har ingen sjældne eller for dig udkjændte Blomster, maaske med undtagelse af en Markblomst, som jeg forgjæves prøver at faa Frø af.

Mange kjærlige Hilsner fra Vilhelm og Børnene. Henriette fik dit Portrait ned fra Væggen for lidt siden og gik hen til Vuggen med det for at Bestepapa ogsaa kunde faa see lille Ahlert, du kunde ikke see ham naar du var saa høit paa Væggen, mente hun. Ak ja, gid du kunde see den lille Gutten saa frisk og sød som han ligger her og sover! Gud velsigne dig min kjære Fader! Lev vel.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 60: 29. mai 1859

«Jeg læser igrunden for meget Aviser»

Little Iowa Præstegaard,
29de Mai 1859

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Nu har I vel for en Tid siden faaet VilhelmsVilhelms] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann brev og glædet Eder over den lille Søn, som Vorherre har skjænket os og Gud ske Tak fordi jeg ogsaa nu kan bringe Eder saa gode Efterretninger at Vilhelm og Børnene er friske, jeg er blevet saa flink igjen, og lille Ahlert,lille Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn han trives, troer jeg, bedst af os alle sammen. Jeg skrev i Faders Brev, at han havde et lidt aflangt Ansikt, ja det var dengang, nu er det nok ikke aflangt længere, han er bleven ordentlig tyk og feed, en deilig liden Stegegris, siger Vilhelm; han har en hvid Kjole som jeg syede til LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn da hun var 6 Maaneder, paa idag, og den er slet ikke for stor. Hvor deiligt det er at han er saa frisk og trivelig, han har ikke feilet det mindste, ikke behøves Barnepulver, det bedste er at han er saa rolig og snild baade Dag og Nat. Han begynder alt at snakke, kan ligge og pludre saa længe, naar vi svarer ham, er saa blid, vænder Hovedet og seer efter os, naar vi gaaer fra ham, jeg troer han begynder at kjænde mig nu.

Ja, det er Stads med den lille Gutten og den 22de Martsden 22de Marts] dagen da Ahlert ble født kan du tro var en Glædesdag, saa meget mere som jeg var saa meget længere syg (begyndte saa smaat Søndag Aften) og ogsaa meget daarligere end før har været Tilfælde. Lille Gutten blev veiet, men da skulde du seet Henriette,Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn hun kunde vist ikke tænke sig andet end at hvad der skulde veies, ogsaa maatte koges og steges, saa da hun saa at vi kom ind med Vægten og virkelig vilde veie ham, begyndte hun at skrige og dandse omkring i Værelset, som hun var afsindig. Han veiede 11¼ lb,lb] pund men Pundene paa den amerikanske Vægt er lidt mindre end paa den norske. Jeg har slet ikke brugt Svøb dennegang, det skulde jo snart blive Sommer og før har jeg kun brugt det fordi jeg troede, det var varmere. Det troer jeg ikke nu længere, jeg synes disse lange Uldskjørter med meget brede Linninger er fortreffelige.

«Anne Kone»«Anne Kone»] Anne Olsdatter Ringstad (1810–1994) hjalp Elisabeth i forbindelse med barnefødsler, søster til presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) som Børnene kalde hende, du kjender jo hende, var hos mig til Gutten var 3 Uger gammel, meget snild og omhyggelig, som sædvanlig, hun var ordentlig ganske stolt af Gutten og formanede mig til endelig at begynde tidlig at give ham Mad for min egen Skyld, ikke fordi hun troede Barnet vilde trænge til det og det gjør han heller ikke, jeg har forgjæves prøvet at give ham Mad, det er heller slet ikke nødvendigt endnu, jeg skal nok være forsigtig; det første Pigen gjør om Morgenen er at koge ølost til mig, den gjør mig saa godt, især da Gutten var mindre, for da faldt han undertiden paa at gjøre Nat til Dag, eller at vaagne Kl. 3–4 om Morgenen, han var blid og snil, men jeg fik jo ikke sove.

Der vankede mange Foræringer medens jeg holdt Sengen. Smør, æg, Haner, Prairiehøns, Kalvekjød og Kager. Fra en familie i Decorah fik jeg en stor god Bagerkage og en Krukke deilig syltede Tranebær, og fra en anden, Sitroner og Apelsiner,

Det er Søndag Eftermiddag nu, jeg skriver dette, Børnene er ude med Pigerne og plukker Blomster, Henriette har altid et Glas fuldt af Markblomster, som hun hver halve Time omtrent bytter Vand paa, Ahlert sover naturligviis, og Vilhelm har Gudstjeneste ude i Stavanger-settlementet, og her paa Sofaen ligger Fru Engel PreusFru Engel Preus] Engel Brun, gift 1850 med presten Adolph C. Preus (1814–1878) og sover. Du seer altsaa at jeg har Gjæster og det er jo hyggeligt nok, men stakkel Fru Preus, hun er syg og seer saa elendig ud, saa det var ondt at see hende igjen. Hun har været syg siden hun var her ifjor, fik en liden Pige for 5 Maaneder siden, derefter Koldfeber og nu er hendes Bryst saa daarligt, der er vist megen Grund til at være ængstelig. Barnet, maatte vennes fra og Doktoren vilde have hende ud at reise, derfor er hun nu fulgt med sin Mandsin Mand] Adolph C. Preus (1814–1878), prest for norske immigranter i Koshkonong til 1860, så i Coon Valley. Leder for Den norske synoden fra 1853 til 1862. Han dro hjem til Norge i 1872 (Norlie 1914, 97). der skulde besøge sine Misionsmenigheder Vester. De overraskede os Tirsdag Aften, vi vidste at Preus skulde komme omtrent paa den Tid, og nu kom baade han, hans Kone, en Søn paa 5½ Aar, Martin Clausen som er der i Huset for at lære noget og en Skolelærer. De havde tænkt at reise Dagen efter og jeg havde alt Chocoladen færdig, da Preus kom ind til mig og sagde at han troede han gjorde rettest i at lade sin Kone hvile en Dag over. Næste Dag var det øsende Regn. Fredag var Veiret heller ikke godt nok for Fru Preus til at tage ud i, og Tiden for knap til at tage ud, naar de skulde reise mageligt, saa hun blev her igjen og vænter nu Hester efter sig fra St. Ansgar en av de første Dage. Til Vaaren reiser de til Norge igjen. Gud give saa at Reisen maatte hjelpe hende.

De første Dage i Juli skal der være Kirkeindvielse hos dem, og dertil er vi, det vil sige, jeg og Børnene, stærkt inviterede, ligesaa til Springprairie. Vilhelm vil gjærne at jeg skal komme ud og reise i Sommer, men jeg er ikke rigtig vis paa om det bliver af, det er ikke godt at reise med saa mange Smaae, især til Kosconong, hvor der jo kommer mange Fremmede. Skulde jeg ikke faae bedre af denne Reise end af den ifjor, saa blev jeg hellere hjemme; mange Penge koster det ogsaa. Jeg vilde meget hellere reise senere efter den værste Varme, men da kan Vilhelm ikke være med, i October skal han til Coonprairie, hvor Synoden skal holdes dennegang.

Skulde I nu komme til at synes at det varer længe inden I faaer Brev igjen, saa er Reisen forhaabentlig Skyld deri. Med Sommeren kommer Gjæster, for nogen Tid siden havde vi Visite af Broder af Herman Preus,Herman Preus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). han er Agronom, og af Emigrantens Redacteur. Preus var her kun en Aften da han skulde videre til St. Ansgar, hvor han har kjøbt Farm, men Solberg blev her et Par Dage, han er nok saa hyggelig og roses af alle, som et meget «bra» Menneske.

Tak for det sidste Brev, kjære Moder, og for alt det du vil strikke for os, du kan tro det kommer vel med ogsaa foruden den Fornøielse at faa det hjemmefra, det bliver mange at strikke og sy til nu, tænk alt 3 smaa Børn. Bruger de ogsaa hjemme nu smaa Kobberspidser paa Børneskotøi? Børnene har faaet saadane, de er vist meget fortræffelige, for Tæerne gaar Støvlerne saa snart i Stykker. –

Mon du nu er i Kjøbenhavn naar du faaer dette Brev? Gid du maatte faa en behagelig reise og tilbringe din Gebursdag glad og tilfreds der. Hils venlig alle Bekjændte der. Om jeg læser Aftenbladene? Ja, det gjør jeg med megen Fornøielse saa gamle, de ere. Jeg læser igrunden for meget Aviser paa anden Læsnings Bekostning, frygter jeg for. Kirketidenden holder Vilhelm ikke, men vilde nok gjærne. Er du ogsaa begyndt at pleie Blomster, gid jeg hadde noget sjældent Blomsterfrø at sænde. Jeg hadde stor lyst til at faa mig nogle smukke Potteblomster, jeg seer aldrig Blomster i Vinduerne her, hverken i Byerne eller nogensteds. Jo vist har vi æbletræer, 11 Stykker og Kjærner har jeg ogsaa sat. Det er saaet mange rare Sager i Haven iaar, «Orange osage» (Hækkefrø), Rød og hvid Tjørn, Viscosa, Tomatos og Tobak. Det er en gruelig kold, seen Vaar dette, saa regnfuld og koldt at Maisen har Frosset mere eller mindre overalt, her slipper vi godt for Frost da det ligger saa høit. Snittebønnerne er ganske sorte. Ege og æbletræerne har ogsaa frosset.

Idag, 2de Juni, øsregner det, Vilhelm gaaer ude i Regnklæder med en Jernrive og karer i Jorden rundt om Huset og i Gaarden, Mons spadserer bagefter og saaer Græsfrøet, der er saaet Kløverfrø imellem Hækkene og Gjærdet rundt Haven. Vi lægger i Ovnen hele dagen og Vilhelm spadserer med tyk Ydderfrakke. I begyndelsen af Mai var der saa hedt at vi maatte koge i Sommerkjøkkenet og en lignende Hede kan vi jo vænte hver Dag. Vi har dog sluppet ganske godt for Forkjølelse alligevel. Gid Sommeren nu snart maatte blive sommer for Alvor, det seer vist ellers smaat ud med alting. Det maa da have været en mærkverdig Vinter hjemme iaar, Gud give en god Sommer, for nu bliver det vel en slem Dyrtid igjen.

Du spørger hvad jeg kalder et stort Juleoffer, Vilhelm fik omtrent 60 Dollar sidste Juul, det meste han har faaet. Nu har vi spist Middag og det færsk Fisk. Vilhelm fik fat paa den i Byen igaar. Du kan tro Henriettes Ansikt straalede nu, hun skjænkede Kaffe for Vilhelm. Hun har godt Lag til at være Barnepige, hun sidder ofte saa længe af Gangen i sin lille Gyngestol med Ahlert paa Skjødet og «stuller» ham som hun siger. Lina staaer her og vil saa gjærne sætte Laaget paa mit Blækhuus, naar jeg saa siger at hun ikke maa gjøre det, skulde du have seet det lille blide Ansikt hun sætter op og «Bare for Morosyl, Mama».

Gudske Lov for den glædelige Efterretning indeholdt fra Stin.Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Nu maa jeg nok slutte, om mit Brev nogenlunde skal komme afsted. Mange kjærlige hilsener fra os alle.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 61: 29. juli 1859

«Hvor jeg gaaer, seer jeg noget som minder mig om mine Kjære hjemme»

Little Iowa Prestegaard
29de Juli 1859

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Naar du nu saa seent faaer Brev fra meg dennegang kjære Fader, sa troer du maaske Grunden er at jeg er i Wisconsin, det er dog ikke Tilfælde, jeg har været hjemme i god Ro i hele Sommer, men er ikke kommet længere med min Skrivning for det. – Aftenen før VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann reiste til Kosconong, fik vi det kjære Brev hjemmefra, skrevet sidste Mai, det var gaaet saa hurtigt. Det var saa morsomt, det kom da Vilhelm ønskede saa at det Brev, som skulde fortælle os at I havde faaet Ahlerts Fødsel at vide, skulde komme førend han reiste. Du kan vide hvor morsomt det var ogsaa at læse om eders Glæde herover. Vilhelm takker dig meget for Brevet.

Nu er alt lille Ahlertlille Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn kommen saa vidt at han sidder her paa Gulvet paa Filletæppet med Puder omkring sig og kan holde sin Rangle selv. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn ligger og leger for ham med Deres Dukker, som han alltid smiler saa blidt til, men de er meget bange for at lade ham faae Fat i dem, da han river og rusker saa i alt hvad han faaer Fingre i og vil gnave paa Hovederne.

Ja, Kassen er lykkelig og velbeholden kommen os i Hænde og jeg vilde gjærne fylde hele Brevet med Tak fra os allesammen til dig og de andre for al den store Glæde I have forskaffet os og forskaffer os hver Dag; du kan ikke tro hvor jeg synes det er godt, hyggeligt, morsomt, jeg ved ikke alt, at see alle disse Ting hjemmefra, ligesaamange Beviser paa al eders Kjærlighed og Tanke for os.

Her ligger det lille Tæppet paa Gulvet, Børnene gaaer her med deres Dukker og Billeder, paa Vægger hænger Hallingmanden, Ahlerts store Fornøielse, henne i Hylden staaer Bøgerne, som jeg saa meget glæder mig til at læse; hvor jeg vænder mig hen og hvor jeg gaaer, seer jeg noget som minder mig om mine Kjære hjemme. Du kan tro Henriette og Lina vare fornøiede over at Bedstepapa selv havde skrevet til dem i de smaa Bøger. Hver Søndag faaer de dem ned at see paa. Mandag morgen bærer Henriette dem omhyggelig indpakkede i Papir op paa Studerværelset hvor de da ligger til næste Søndag. De har faaet saa for meget, en Deel har jeg gjemt, er alt vel saa skal de faa det paa Juletræet. Ja tak, tak for al den glæde kjære Fader!

Jeg faaer vel gaa lidt tilbage i Tiden nu, saa Du kan faa vide hvorledes vi har havt det siden jeg sændte mit sidste Brev, kort før Pindsen. Begge de Helligdage var jeg en liden udflugt med Vilhelm til Vestre Kirke og Calmar, vi var buden i Bryllup til Anne Ringstad,Anne Ringstad] Anne Olsdatter Ringstad (1810–1994) hjalp Elisabeth i forbindelse med barnefødsler, søster til presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) hvis Datter var Brud den Dag, Ahlert var med naturligviis, de andre to hjemme, det var førstegang jeg havde været nogen Nat fra Henriette. Det bedste ved hele Touren var at komme hjem igjen og see Børnenes Glæde. Ahlert var saa urolig paa hele Touren, han sov rigtignok naar vi kjørte, for det meste da, thi da vi reiste hjem om Aftenen, skreg han saa at Vilhelm maatte gaae med ham medens jeg kjørte Hestene; desto uroligere var han da vi kom frem, jeg kunde ikke være i Kirken med ham nogen af Dagene, saa det var ikke stor Fornøielse jeg havde af den Tour, træt blev jeg, det er vist, skjønt der var nok af dem der hjalp mig at holde Ahlert. Og jeg som slet ikke tænkte det mindste paa at han skulde blive urolig, jeg var saa vandt til at han altid var snild; paa den Tour var det første Gang at vi hørte ham skrige ordentlig.

Vi var ogsaa uhældige med Veiret, den ene Dag blæste det saa stærkt og varmt, og da vi reiste de 6 Miil til Calmar var det saa hedt at vi var ganske syge; to Mand maatte tage Fat i Vilhelm da han gik af Vognen; han kunde næppe staae da han begyndte paa Prædiken, men kom sig saa lidt. Kirken i Calmar er af Steen og derfor kjølig. Vi spiste Middag hos Brudgommens Foreldre, pene gamle Folk fra Ringerike, og reiste saa hjem efter at være beværtet med Lemonade og Lefser, en pudsig Sammensætning, ikke sandt? Jeg foretrak Gamlemo’ers gode øl, det var det jeg levede af paa den Udflugt, naar det er saa varmt mister jeg al Apetit, men øl kan jeg drikke, det har jeg vænt mig til siden i Vaar, da jeg skulde samle Kræfter igjen. Du skulde seet Ahlert efter den Tour, skjøndt der ikke skinnede en Solstraale paa ham, var han dog bleven som en Indianer over Næsen og det halve Ansigt, saa gik Huden af og han blev lige hvid og lige snild igjen.

Alt dette gjorde at jeg fik mindre Mod paa Wisconsinreisen, han var liden at reise med endnu, saa bægge de andre Børn og først og sidst den stærke Varme; det ene med det andet, gjorde at jeg blev hjemme, saa gjærne som jeg vilde have besøgt Fru Linka Preus,Fru Linka Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. især i denne Tid, og hjærtelig glad var jeg ogsaa siden den Beslutning, frygtelig hedt var det og Henriette blev syg 2 Dage efter Vilhelm var reist og var fremdeles syg, men dog bedre da han 14 Dage efter kom tilbage. Clausen i MinnesotaClausen i Minnesota] Fredrik Christian Claussen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1914, 102). kom hid og reiste i Følge med Vilhelm. PreusPreus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). og ClausenClausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), tidligere prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. På dette tidspunktet hadde han gått ut av prestetjenesten for å vie seg til amerikansk politikk. I 1861 vendte han tilbake til prestejenesten i St. Ansgar, men han verva seg også til feltprest for nordstatshæren under borgerkrigen (Norlie 1914, 95). var kommen fra St. Ansgar et Par Dage før, men han skyndte sig hjemmover strax for at tage imod sine Gjæster, især da hans Konehans Kone] Bergette Brekke, gift med presten Claus Lauritz Clausen (1820–1892) var saa daarlig at han lod hende blive igjen i St. Ansgar til Paaskemødet var over.

Saa reiste de da. Pigerne gjorde Huset reent og jeg havde nok med Børnene da, som du veed. Henriette blev syg, jeg ved ikke hvad der egentlig manglede hende, hun gik oppe hele tiden, men var saa mat, havde af og til Feber, urolig om Natten og blev saa bleg og mager, kunde sidde lange Tider saa stille og hensunken ligesom sandsfraværende, jeg var rigtig ængstelig over hva det vilde blive til. Vilhelm kjændte næppe Barnet igjen da han kom. Gud ske Lov! Nu er hun kommet sig saa godt igjen, spiser godt og seer saa meget bedre ud. Længe før jeg væntet fik jeg Brev fra Vilhelm om at sænde ned til Missisippi en stor Arbeidsvogn til JensensJensens] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). Tøi, og 2 Caleshevogne der kunde romme ham selv, Jensen med FrueFrue] Johanne Cathrine Jensen, gift med presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). og Søster,Søster] Andrea Serene Jensen? Søster til presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875) Clausen og Preus der skulde til St. Ansgar igjen og hente sin Kone og Søn. Mons og Thomas fik det da travlt med at gaae hver paa sin Kant, jeg fik mig bestilt et Faar, lagede lidt Kage, kogte Rhabarbragrød og saa Tirsdag Aften strax før Solen gik ned, kom alle mine Gjæster, ja Vilhelm overraskede os lidt før ved at komme i al Stilhed spadserende ind ad Hoveddøren, han var gaaet af for at faa en Gjenvei. De kom rigtig paa en heldig Tid, her er altid penest i Solnedgangen, og de havde rigtig god Grund til at udbryde, som de gjorde, den ene efter den anden, «Nei, hvor her er deiligt, hvor her er nydelig».

Samme Aften reiste Preus og Yankee Kudsken, den følgende Dag, Clausen, saa kom Tøiet og vores Kasse, kunne du saa været her da den blev aabnet og set Børnenes Jubel. Jensens var her halvtredie Uge, Vilhelm var med ham nogle Dage og førte han ind i hans Menighed, fik Menighedsmøde istand og mange Ting ordnet. Damerne var imidlertid her hos mig. Præstegaarden er jo ikke færdig, men nu drives der paa af al Magt, imidlertid er det leiet Logis til dem, et lidet Huus, som de faaer for sig selv, i Rushford, Begyndelsen til en By, 7 Miil fra Præstegaarden. Det er rigtignok stor Forskjæl for de Præster der nu kommer over og tidligere. Jeg vil nu ikke tale om Magelsen,Magelsen] Claus Friman Magelssen (1830–1904), prest for tre menigheter i Wisconsin fra 1859 (Norlie 1914, 104) han er jo kommen til fuldt ordnet Kald, møbeleret Huus og alt, men sammenlign bare Jensen og os. Han behøvede ikke at sætte sig i nogen Gjæld for at reise hertil, den Hjælp han fik af Menigheden bragte ham frit lige til hans Præstegaard, fri Skyds faaer han, ialfald i den første Tid. Der er nu stor deilig Hvedeager paa Præstelandet hvoraf Jensen skal have Halvdelen tærsket og færdig til at bringe paa Møllen, og til Høsten kan de flytte ind i et godt Muurstedshuus med 5 Værelser, Kjøkken, Spiskammer, Gang, etc. Du ser Menigheden har havt godt af at vænte saa længe paa Præst. De har lært at gjøre lidt Opofrelse. Nu lyste ogsaa Glæden ud af Ansigterne paa dem, da de fik deres Præst. Gud give det.

Ja, tak, tak kjære Fader for det og for alt godt. Gud lade dig have det saa godt som jeg beder om. Et Kys fra lille Ahlert.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 62: 31. juli 1859

«Dølen har jeg moret mig med at læse i»

Little Iowa Præstegaard,
31de Juli, 1859

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Mon du fremdeles er i Kjøbenhavn? Inden dette naaer deg er du maaske i Ro hjemme igjen, det glædede mig meget at see at Reisen var bleven af og Lina,Lina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) som ogsaa blev med, hun morer sig vel prægtig. Før jeg skriver om andet, maa jeg aller først takke dig Tusinde Gange for alt hvad du har sændt os, hvilken Mængde den Kasse indeholdt, det var ingen Ende paa at pakke ud, her saa ud som et Varelager da det omsider var gjort; Borde, Stole, Sofabedækket; jeg slog mine Hænder sammen, da jeg Talte 16 Par Strømper og alt dette har du strikket! Og saadane pene, rigtig lækre Strømper, især de hvide og de røde strikket hele Veien med vrangt og ret; hvor det skal pryde og varme Smaatullene mine deiligt til Vinteren, da kommer alle 3 at gaa med Strømper af dit Arbeide. AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn skal bruge af de røde du sændte med Munch. Jeg synes du har været udmærket flink til at passe Størrelsen, allesammen passe eller er for store til Henriette,Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn ja de største kan hun vist bruge om flere Aar, nu er de alle for store til Lina, men til Vinteren kan hun godt bruge de mindste. Alle Bomuldstrømperne ere til Henriette og saaledes var det bedst. Lina havde arvet efter Henriette, som jeg derimod ikke havde fornyet, fordi du fortalde at du strikkede, men 6 Par! Nei, det var formeget, ja jeg synes vi har faaet saa for meget af Alt.

Tak for alt Garnet og Tak for Filletæppet, baade du, ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) og Lina, det var noget Nyt at see for mig og noget jeg synes meget godt om; det er alt taget i Brug til naar Ahlert imellem ligger eller sidder lidt paa Gulvet; jeg bestemte ellers strax da jeg saa det at det til Vinteren skal ligge under VilhelmsVilhelms] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann Arbeidsbord, det er saa koldt paa Gulvet deroppe og det maa da vist være godt og varmt, jeg er saa glad i det. Jeg har saa mange, mange Tak til dig fra Vilhelm for det deilige store Reiseskjærf, hvor det skal blive prægtig til Vinteren og saa Tak fra Børnene for de smaa Skjærf thi de er jo ogsaa fra ddig.

Du kan tro jeg blev glad ved at see de to Bøger, Martin Luther og Paul Gerhard, som jeg ofte har ønsket at faa læse. Jeg er ikke kommen saa vidt endnu, Vilhelm læser den Første og siger «Du kan tro dette vil interessere Dig». DølenDølen] ukeblad utgitt av Aasmund Olavsson Vinje i perioden 1858–1870 har jeg moret mig med at læse i. Der er meget i den saa kvikt og morsomt skrevet, synes jeg. Her var saadan Dølelæsning en Dag, A.C. Preus,A. C. Preus] Adolph C. Preus (1814–1878), prest for norske immigranter i Koshkonong til 1860, så i Coon Valley. Leder for Den norske synoden fra 1853 til 1862. Han dro hjem til Norge i 1872 (Norlie 1914, 97). Clausen,Clausen] Fredrik Christian Claussen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1914, 102). JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). og Vilhelm, alle læste vi i Dølen. Tak for Boldte, for Urstabel, for Eau de Cologne, Sæbe, Røgelse, den skal blive deilig og hjemlig at kjænde til Vinteren, for Bogstavspillet, som Henriette er begyndt at lære Bogstaverne efter, til stor Moro for hende; hun burde kanskje alt være videre kommet nu, men i Vaares var jeg saa lidet skikket til at beskjæftige mig dermed og da saa Sommeren kom, vilde det kun været en Plage for hende; nu, vi er i Ro igjen, vil jeg gjøre Alvor af at begynde med hende, baade at læse og sy, hun trænger til noget ordentlig Beskjæftigelse nu.

Tak for Pennene som I saa betænksomt sændte, det var rart jeg kunde glemme at bede derom, Fjærpenne bruges saa lidt her, er ikke gode og saa gruelig dyre. Du seer jeg er alt begyndt at skrive paa det nye Papir, derom bad jeg med Forsæt ikke, da jeg vidste jeg nu kunde faa her, Vilhelm havde ogsaa kjøbt nu han var i Chicago, men det er ondt at læse paa, saa det er godt for Eders øine at vi har faaet dette.

Tak for alt Carryen, den er jeg meget fornøiet over at have, Vilhelm er en stor Ynder deraf, vi har alt prøvet den baade med Faar og Høns. Tak for «Have-» [og] «Sylte og Salte» Bogen. Jeg haaber den Sylte og Saltebogen skal komme mig til nytte, især den Første. Jeg kan ikke regne op alle de forskjællige Ting jeg har at sige Tak for, gid du kunde seet Børnene da Kassen blev udpakket. LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn sagde i et Væk «Nei, aa pent, er det ossaa mit?» til hver ny Ting som kom frem, og saa «Aa snille de er i Norge, Mama»! Henriette er mere stille og ikke saa gruelig snakksom af sig, men hun stod ganske fortabt over alt hvad hun saae, da hun fik Billedbogen, begyndte hun at see i den og glemte alt andet til Dukkene kom frem, de var ikke af deres Hænder den hele Dag og gik til Sængs med dem om Aftenen. Den gamle brodere[de] Kjole har jeg ogsaa faaet, den faaer vist Henriette faa, ja jeg ved ikke rigtig endnu. Lillie-rødderne satte jeg strax, men seer endnu ikke noget til denne, nogle af dem saa dog saa friske ud.

Sig Fa’er Tak for alt Frøet, jeg har saaet lidt af hvert. Ræsten gjemmer jeg til Vaaren, om det skulde gaa uhældigt nu det er saa seent, gid idetmindste Marsviol, Nellik og Gyldenlakk vilde komme op. Fader, sænde mig Nelliker og Havenelliker, de sidste kom ikke op, som saa meget andet iaar, de andre staaer derimod pent, mon det er Fjærnelliker?Fjærnelliker] vanlig hageplante på 1800-tallet Det bliver et daarligt Aar for min Have iaar, Vaaren og den første Deel af Sommeren var saa seen og kold, saa Melonene, der ialmindelighed er modne midt i August og før, ikke er større end Poteter. Augurkene er vi netop begyndt at spise af, Bønnene frøs, Kaalen bliver vist ikke til noget, Tomater. Og jeg er bange ViscosaViscosa] mistelbær ikke heller blive modne, de kom saa gruelig sent op.

Kjender du Tomater? Jeg seer de staar omtalt i Syltebogen, her sylter man dem med Sukker, som skal være godt, det havde jeg lyst at prøve. Tomater er meget yndet her, spises raa ogsaa, jeg kunde ikke koge dem. Meloner lærer ‹Mangaar› mig ogsaa at sylte, det maa jeg da prøve, saa meget mere som det ikke seer ud til at blive mere Frugt iaar end ifjor, fik vi enda saadan Masse Bjørnebær, som da. Af Bringebær fik jeg en liden Smule, Fru og hr. Jensen, Børnene og jeg gik den ene Gang efter den anden i Skoven efter Bringebær, men forgjæves.

Men nu kommer jeg paa hvad jeg vilde fortælle om Haven vores. Harene har spist saa af ærter og Salat saa vi ikke har faaet meget deraf. En Deel af Blomsterfrøet kom saa daarlig op, men det har nesten altid været saa her, det kan see saa daarligt ud med Blomsterne til en Tid, strax senere naar den stærke Dug faller, voxer alt saa utroligt, saa nu seer det nok saa frodigt ud i Haven. Levkøiene er smukke iaar som altid. Dette er et ligesaa slemt Ugræsaar som ifjor, jeg lader alle de store Gange voxe til med Græs, ligesaa Gaardspladsen og det Stykke mellem Huset og de store Træer, saa er det kun Gangene mellem Blomsterbedene at holde rene.

Dette var nu ikke noget gunstigt Billede af Haven i Aar; derimod staaer det meget bedre paa Aager og Eng end ifjor. Her paa Præstegaardens Land, bedre end nogensinde, igaar kom det desværre et sterkt Uveir som har lagt ned Havren og vist skadet baade Mais og Hvede. Poteter staaer meget godt og kommer alt godt i Stak, (i Huus kommer jo ingenting her) bliver det vist et ganske godt Aar. I morgen kommer Høstemaskinen og med sine to Mænd og 5 til at binde, saa det skal da ikke staa længe paa at faa Hvede og Havre ned. –

Til Høsten skal der være Synode, men ikke som først bestemt hos Stubs,Stubs] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Fra 1865 til 1891 prest i Big Canoe menighet i Iowa (Norlie 1914, 97). da FruenFruen] Ingeborg Margrethe Arentz, gift 1848 med Hans Andreas Stub (1822–1907) vænter en Liden til den Tid, hos BrandtBrandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. er samme Forhindring, hos H. PreusH. Preus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). ligesaa, saa skal den holdes i Nærheden af Brodal,Brodal] Peter Marius Brodahl, (1822–1906), utvandra i 1856, prest i Black Earth, Wisconsin fra 1856 til 1868, da han reiste tilbake til Norge (Norlie 1914, 101). han har ikke Plads til at have den hos sig, saa Vilhelm maa nedover til Wisconsin engang til i Høst. LarsenLarsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). har mældt sin Familie hid til mig medens han og Vilhelm er paa Synoden, saa da kan jeg vænte Besøg af Fru ProfessorindenFru Professorinden] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) med sine to smaa Døttre, sin Søster og Brødre, ialfald den yngste Broder, en Gut paa 12 Aar der kom over i Sommer og følger dem til St. Louis, hvor hen de reiser lige herfra. Kommer saa ogsaa Fru JensenFru Jensen] Johanne Cathrine Jensen, gift med presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). og hendes Svigerinde,hendes Svigerinde] Andrea Serene Jensen? Søster til presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). faar jeg Gjæster nok. Har vi ikke havt mange Gjæster siden Mai? Clausen fra Minnesota har været her to Gange, Clausen i St Ansgar,Clausen i St Ansgar] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), tidligere prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. På dette tidspunktet hadde han gått ut av prestetjenesten for å vie seg til amerikansk politikk. I 1861 vendte han tilbake til prestejenesten i St. Ansgar, men han verva seg også til feltprest for nordstatshæren under borgerkrigen (Norlie 1914, 95). jeg husker ikke hvor ofte. A.C. Preus 4 Gange, hans Konehans Kone] Engel Brun, gift 1850 med presten Adolph C. Preus (1814–1878) 2, saa Jensens; medens de var her, kom Preus tilbake fra St Ansgar med sin Kone og Søn, fulgt af Clausen og hans ældste Søn, en Gut paa 12–14 Aar, der var her medens Clausen fulgte Preuses, i Torsdags dro de ogsaa hjemover igjen, og nu tænker jeg vi bliver alene igjen i lang Tid. Stakkels Fru Preus, hun er daarlig, lidt havde maaske Reisen kvikket hende, men Hosten var slem og den kolde Nattesved. Gud give det maatte blive til Bedring med hende! Det er godt for hende at hun har en saa udmærket flink Pige, saa flink at hun for Exempel nu styrede Huset, Børnene og alt medens alle Præsterne var der.

Jeg som endnu ikke har talt noget om Børnene! Det pleier ikke at være min feil, ikke engang om lille søde Ahlert. Du kan ikke tro hvor sød han er, ja nu skal jeg skrive lidt til MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) og Lina og glæde dem med at fortælle vidt og brædt om dem. Gjennem Jensens fik jeg Hilsen fra Cathrine Backer, som de havde truffet i Quebec, hun er udholdende til at reise, Søsygen maa vel have givet sig da. Naar du har Anledning saa hils baade hende og Blehrs og Wrightes, hvordan gaar det nu for dem mon? Resten av brevet er skrevet i margene.Der raaber Henriette «Papa kommer». Det er Søndag og Vilhelm har været paa østprairien. Der er lille Gutten ogsaa vaagen, saa nu skal han faa være med og møde Papa. Kjære Moder, Gid du naa maa have havt rigtig godt af din Reise. Mange Hilsener til alle gode Venner og først og sidst, Hilsner og Tak til dig fra Store og Smaa her.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 63: 26. september – 9. oktober 1859

«Jeg begynder at blive saa amerikansk med min Madlavning»

Little Iowa Præstegaard,
26 September 1859

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Tusinde Tak for dit Brev, fordi du skrev saa langt og udførlig, saa jeg nu har faaet god Besked om din Sommerreise. Gud ske Lov at den gik godt og behagelig og bragte eder vel hjem, dig med forøgede Kræfter. I havde da ogsaa godt benyttet Tiden, og LinaLina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) synest vist hun har havt en deilig Sommer. Af mine gamle Venner Betzy og Ida Birkerod saa du vel ogsaa; er ingen af dem gifte? Har ikke Mathilde Smidt havt Bryllup endnu? Hvor hyggeligt for dig at du ogsaa fik besøge Spendrups. Dog, jeg skulde vel heller skrive om os og alt her end om Kjøbenhavn? Ved at lese igjennem Linas Brev blev Erindringen om den Tid, jeg var der, saa levende hos meg og Lysten til nu at gjensee mange Ting, Thorvaldsens Museum, Malerisamlinger og mere, stor. Nu synes jeg det skulde være noget andet at see dette, dengang var jeg jo bare et Barn, jeg troer dog ikke at jeg havde saa lidet udbytte af hvad jeg saae den gang heller. –

Nu sidder jeg her i vores Sovekammer, det er Aften. Børnene sover sødelig efter at have løbet ude Størsteparten af Dagen i det deilige Veir, VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann skal prædike imorgen og er gaaet op paa sit Værelse igjen efter at have læst for os.

Her er ikke mindre en 3 Snedkere i disse Dage, saa jeg haaber Arbeidet vil gaa raskt og [at] det gjøres fornødent, skal det blive færdigt og tørt førend LarsensLarsens] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og kona Karen kommer. Det er vores Dagligstue, der nu omsider skal faa tætte Vægge, de blive rappede, Taget skal hvidtes, var nu kun Gulvet malet, saa var alle mine ønsker opfyldte, men dertil bliver det nu ikke Tid, vi kan ikke undvære Værelset til det blev tørt, saa jeg faaer haabe paa en anden Leilighed dertil. Havegangen og Kjøkkenet skal have en lignende Reparation, og ikke paneles som vi mente, men er blevne fraraadet.

Jeg er meget glad over denne Reparation, uden den kunde vi ikke brugt vores Dagligstue i Vinter, ialfald kun i smukt stille Veir. Nu er det gamle Huus omtrent i samme Forfatning som det nye for 2 Aar siden og der er næsten lige saa knap Tid at faa Alt færdig i, nu som dengang, heldigviis vænter jeg nu kun nogle Damer og ikke det samtlige Præsteskab og desuden er jeg vel ogsaa nu lidt mere vant til at have Gjæster end dengang; da Clausen var den eneste, saa godtsom da – der gjæstede os. Her kan maaske blive fuldt Huus dennegang ogsaa førend Præsterne drage til Synoden, dersom bægge Præsterne Clausenbægge Præsterne Clausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892) og Fredrik Christian Claussen (1810–1870) og JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). med sine Damer kommer indom her. Den Vogn der bringer Vilhelm ned til Missisippi bringer Fru Professorinden,Fru Professorinden] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) hendes to Børn, Søster og Broder med tilbage; de bliver her vist en 12–14 Dage, tænker jeg. Larsen skriver som han mener at blive her nogle Dage efter Synoden. Den skal holdes paa Coon Prairie, men jeg haaber Fru StubFru Stub] Ingeborg Margrethe Arentz, gift 1848 med Hans Andreas Stub (1822–1907) bliver forskaanet for Gjæster. Det er Trusteesenes Skyld at denne Reparation ikke er gaaet tidligere for sig, Vilhelm er plaget med næsten bare udugelige Trustees fortiden, heldigviis skal der snart vælges nye, jeg haaber med bedre Udfald, det er ogsaa dem som har med Indsamlingen af Præstelønnen at gjøre. –

Nu er det Eftermiddag, Formiddagen er gaaet hen med at ordne og gjæmme alt mit Blomsterfrø, saa spiste vi Middag – Roastbeef – jeg synes jeg begynder at blive saa amerikansk, engelsk, med min Madlavning, med Bisquits, Kager etc. Siden har lille Ahlertlille Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn siddet foran mig i Rørstolen med Puder omkring sig og stelt med sit Legetøi, medens jeg har syet paa smaa lyserøde Forklæder eller Trøier, hvad jeg skal kalde dem, med lange ærmer, jeg vil ikke have ham bararmet og barhodet i Vinter. Nu tager han sin Eftermiddagsluur og jeg benytter da den Tid til at skrive lidt.

HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn løbe her udenfor i Haven og plukke Egenødder, hvoraf der iaar er en utrolig Masse. Nu er der en Jubel, Vilhelm kom derud og har gjæmt sig bak Træerne for dem; det er en af deres stadige Fornøielser at faa ham til at gjæmme sig for dem. Nu nylig gik her en Pige fra mig med en Deel Uld, jeg vil have spundet. Tak for Persico,Persico] mørkfiolett farge brukt til farging av ull og silke Opskriften jeg vilde gjærne benytte den, men har hidtil forgjæves spurgt derefter i Decorah, i Madison kan jeg rimeligviis faa den. Det var prægtige daglig-Strømper for Henriette, saadanne som de Persico-farvede du gav hende, jeg vilde gjærne spare lidt paa de andre røde, have dem til penere Brug og saa kan de gaa i Arv. De røde ensfarvede og de hvide er passe til Lina og de fra MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) kortere, og virkelig er der er Par til lille Gutten min ogsaa, det lagde jeg ikke strax Mærke til. Det mindste Par Dølestrømper vil han snart kunne bruge. «De Dølestrømpene maa du gjærne gi til Ahlert, er netop passe til for ham!», sagde Vilhelm. Han er nu forsynet med Strømper, jeg har nylig faaet forærende af en ung Kone 4 Par pene blaa og hvide strikede Uldstrømper til ham, hendes eget Arbeide. Dem bruger han nu, førend han voxer fra dem, han har saadane gode, tykke, smaa Stolper.

Det var en lang Strømpepassiar og jeg kom ganske fra hvad jeg vilde sagt. Ved du hvad der er noget af hvad de Norske tage sig mest nær af her? Det at de ikke beholder deres friske røde Ansigtsfarve: «En bliver graa og bleik strax her», sagde den Pige som var her nu. «Jeg var saa raulet og fiin, da jeg var hjemme, ja jeg var saa rau at det ljuste ta Kjaka mine lang Vei, men naa er det forbi naa», lagde hun til med Suk. Jeg syntes hun var rødmusset til Overflod fremdeles.

Den 9de October. Jeg kan saa ikke skrive hvor gjærne jeg end vil. Den Forstyrrelse i Huset, mange Folk, her har i denne Uge været 2 Snedkere, 2 til at rappe og en Maler, gjør nu sit til at hæfte mig, men Ahlert har været den slemmeste. Han har faaet sin første Tand, og dette er det vel der har gjort ham urolig, han har næsten ikke villet sidde alene, maattet være paa Armene bestandig og meget vaagen om Natten, men egentlig syg har han dog ikke været, Gud ske Tak!

Det er Søndag og Vilhelm er i Calmar. Ahlert sover, Henriette er ogsaa faldt i søvn, hun er bleven forkjølet og har Feber, men haaber det ikke har noget at betyde, Gro ligger ogsaa idag, gid nu det ogsaa snart maa gaa over, jeg beholder den Pige i Vinter ogsaa. – Lina sidder ved siden af mig og seer i Andersens Eventyrbog, hun synes nok det er underligt hverken at have Henriette eller lille «Boren» at lege med. Nu er hun flink igjen og seer frisk ud, siden jeg skrev hjem sidst har hun ogsaa været syg nogen Tid. Jeg ved ikke heller hvad det manglede hende, den sidste Tid, hun ikke var frisk; baade spidste og sov hun godt, men blev mere og mere mager, saa let, – Gutten var ligesaa tung –, ordentlig gjennemsigtig synes jeg, saa havde hun ogsaa et saa aparte blidt Væsen bestandig. Jeg kunde ikke andet end være ængstelig for hende og glad nu, hun begynder at blive uskikkelig, igjen; jeg mente det maaske kunde være Orm, men kunde ikke komme til Vished derom. Der har været og er fremdeles megen Sygelighed blandt Børn i Sommer, Kighosten har været saa slem, den væntede jeg saavist Lina skulde faae.

Nu er det Aften, det varede ikke længe før Ahlert afbrød mig i Eftermiddag, han sover ikke meget roligt nu heller. Vilhelm er kommen hjem efter først at have været hos nogle unge Folk her i Nabolaget og hjemmedøbt deres lille Søn. Gud bevare ham for dem, de har ogsaa to Smaapiger som Henriette og Lina, og glædede sig nu ved denne lille Gutten. «Mama,» sagde Henriette i Aften da hun havde læst sin Aftenbøn, som hun pleier, «Mama er det ikke noget mere?» «Jeg ved ikke», svarede jeg hende, «er det noget mere du vil bede om?» «Den lille Gutten hos Anthon», svarede hun, «du, skal jeg ikke bede Gud om han maa blive frisk igjen?»

Idag var der atter en gammel Kone som havde foræret Vilhelm et Par Strømper; lange stadselige, kunstig strikkede, saadane som Bønderne bruge eller brugte til Knæbukser, gode og bløde er de ogsaa. Igaar var her en Kone og sagde at de vilde forære os et Faar, nu havde hun hørt at vi væntede Gjæster og vilde derfor spørge hvad Dag vi helst vilde have det.

Var der megen Frugt hjemme iaar? Her blev der heller ikke iaar andet end Bjørnebær, saa jeg har ikke mere Syltetøi og Saft end jeg gjemmer i Tilfælde af Sygdom. Der blev ikke mange Viscosebær modne, heller ikke en eneste rigtig god Melon her i Haven, begge Dele kom saa sent op paa grund af den sildige Vaar. Nu God Nat –

Jeg faar ikke megen Ro om Natten i denne Tid, saa det er nok ikke værd at gjøre Aftenerne forlange. Her er trangt her i Sovekammeret nu kan du tro, det skal smage godt at kunne tage Stuen i Brug igjen. Næste Gang haaber jeg at faa bedre Tid og Leilighed til at skrive. Lev vel kjære Moder. Kjærlige Hilsener fra store og smaa og

din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Nu har jeg faaet Persico under et andet Navn.

Brev 64: 20. november 1859

«Jeg sidder den meste Tid med lukkede øine og tænker mig hjem igjen»

Little Iowa Præstegaard
20 November, 1859

Min kjære Christiane!Christiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188)

Nu endelig kommer jeg saa vidt som til at begynde paa Brev hjem; og takke for det fra October. Det kom saa hurtigt frem og Tiden er nok ogsaa gaaet saa hurtigt for mig, saa jeg ikke egentlig havde ængstet mig over at det varede længer end sædvanligt, og Gud ske Tak det stod ogsaa vel til hjemme, maa bare ThomThom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) være blevet ganske frisk igjen, han har vist været meget daarlig, hils ham kjærligst fra mig. Hvor hyggeligt det har været at StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) har været saa meget hjemme, nu haaber jeg I faae den Glæde at faa ham hjem til Julen; nu er den Tid alt snart forhaanden og dette bliver mit Julebrev, maatte det finde alt vel i den kjære Herregaard. Mon baade JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1828–1909), Vilhelm Korens bror, gift 1853 med Elisabeths venninne Marie Münster (Johnson 1941, I, 68) og Marie,Marie] Elisabeths venninne, Marie Münster (1831–1884), i 1853 gift med Johan Koren (1828–1909), en av Vilhelm Korens brødre (Johnson 1941, I, 68) MensMens] Mens Blix Paasche Koren (1836–1901), Vilhelm Korens bror (Johnson 1941, I, 71) og ChristineChristine] Christine Cecilie Abel (1835–1913), gift 1859 med Vilhelm Korens bror Mens Koren (1836–1901) (Johnson 1941, I, 71) og SvigermamaSvigermama] Henriette Christiane Rulffs (1794–1872), gift 1818 med Paul Schonevig Stub Koren (1794–1842) (Johnson 1941, I, 57) skal tilbringe Julen hos Provstens. Der bliver da livligt.

Jeg tænkte nok Mens ikke væntede længe førend han giftede sig, Christine er vist sød, jeg hører ikke andet end godt om hende. Frøken NeubergFrøken Neuberg] en av søstrene til Karen Randine Neuberg som var gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og JensensJensens] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). havde seet og kjændte hende af Omtale. Og Hanna, som snart skal være Brud? Hils hende endelig kjærligt fra mig og Daae ogsaa, jeg skal vist tænke paa dem 4de Juledag. Gud give det maa blive en Glædesdag for dem! Det er godt hun ikke kommer længere bort. Hils Lotte og hele Familien paa Wormnes og Haugen, er Sigvart frisk nu? Jeg synes det er godt at Nicolaysen er gift. Lotte er vist stærk, nu har hun maaske været inde og besøgt de unge ægtefolk. Maatte nu hendes Knæ være godt igjen og Tante frisk! Gusta Hammer vilde jeg gjærne kjænde, det var vist hyggeligt at have hende i Besøg.

Hvilket prægtigt langt Brev du glædede mig med sidst. Du faaer have Taalmodighed med mig, jeg har saadan Lyst til at Snakke lidt om alt hvad Du skriver. Den stakkels Fru ‹Guorignes›; hvilket Liv hun maa føre, det maa da være nogle haardhjærtede Mennesker, hendes Familie, ja der er vel Feil paa bægge Sider, men Stakkel hvor ondt jeg har af hende. Fortæl mig om Du faaer høre hvordan det gaar hende. Hils Treschows og gratulerer Fritz som Student, nu er han maaske alt i Brüssel, hvordan gaar det for Familien Treschow at maatte sænde ham ut i Verden paa egen Haand? Hvor det maa være ondt og hvor mange Bekymringer og ængstelse en Søn maa skaffe naar den Tid kommer. Jeg sidder og seer paa lille Gutten min,lille Gutten min] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn som ligger her paa Sofaen og sover saa godt. Hvor underligt at tænke seg ham voxe op til Mand, det er ikke saa rart med Smaapiger – Gud bevare ham for sig!

Stakkels Hvistendals smaa Moderløse Børn! Er der mange Smaae? Er de blevet rige Folk, alle Archers Sønner? Det lader saa synes jeg, de som er hjemme bestiller vel ingenting. Nu har Du og de andre maaske travlt blant andet med Benedictes Kjole, det var en underlig Idèe; maa hun endnu bruge Krykker Stakkel! – Jeg beundrer Stins Fingerfærdighed, hvor nydelig den lille Nøgle var, den kom heel frem og du skal have Tak som sændte dem, jeg skulde have stor Lyst til at see ham skjære, jeg skjønner ikke hvordan han kan faa noget saa fint til. –

Men jeg faar vel see at rive mig løs fra alt det, som Gjennemlæsningen af dit Brev har bragt mig til at tænke paa, alt hjemme staar saa levende for mig iaften, jeg kan næsten ikke skrive, jeg sidder den meste Tid med lukkede øine og tænker mig hjem igjen, jeg tør ikke tænke længere nu ellers kan jeg ikke skrive. «Naar skal vi reise hjem til Norge, Mama», spørger HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn saa ofte. Der bliver nok ikke Tale derom saalænge Forholdene er som nu og sandelig, jeg kunde ingen rigtig Glæde eller Hygge have af en Reise hjem, saalænge Trangen til Præster er saa stor her; det samme vilde vist du sige, var Du her. Du skulde blot seet det Røre her var i Menigheden da Kaldsbrevet fra Chicago kom og VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann skulde bestemme sig. Saadan Sorg som der var paa mange Koner. – Det troer jeg vist om Præsterne reiste tilbage til Norge og Menighederne blev ladt Præsteløse, saa reiste ikke faae af de der kunde, ogsaa hjem.

Præsten Muus,Præsten Muus] Bernt Julius Muus (1832–1900), prest i Holden, sør for Northfield, Minnesota. Bestyrer for Holden Academy som senere ble til St. Olaf College. kom netop til Synoden. Hans KoneHans Kone] Oline Christine Pind, gift 1859 med Bernt Julius Muus (1832–1900). Ekteparet Muus ble senere skilt, se Bodil Stenseth: Fru Muus’ klage: Ekteskapsskandalen som rystet det norske Amerika (Oslo, 2019). skal ligne Dig saa, siger Vilhelm. De havde Pige med sig. Han havde skrevet til Prof. LarsenProf. Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). om at leie Logis for ham bestaaende, jeg husker ikke hvor mange Værelser, Kjøkken, Pigekammer etc. De har vel faaet lære at stille deres Fordringer lavere nu, tænker jeg. De bo meget avsides, dog ikke saa meget som vi i den første Tid. –

Det er Søndag idag, vi har nylig tændt Lys, Ahlert falt i søvn i Mørkningen og ligger nu paa Sofaen og sover, jeg har en Pige som hjælper mig at sy i denne Tid, hun sidder her og studerer The Missionary. Henriette og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn sidder nu paa hver Side af mig. Lina tegner, Henriette klipper. Hvor voxent de vist ofte taler, disse to, det falt mig ind nu. Lina sagde til Henriette: «Nu skal du øieblikkelig faa det jeg har klippet Henriette, vænt bare en liden Stund». Her har du ogsaa et Exempel. Jeg havde netop vasket Gutten en Morgen, saa kom Vilhelm og væltede Fadet der stod paa Gulvet og alt Vandet udover. Strax efter kom Lina ind, blev staaende ved Døren, da hun saa denne ødelæggelse og begyndte meget høitidelig, «Aa fy ‘Kamme». Henriette: «Du maa ikke sige fy skamme, Lina, det var Papa som gjorde det, han gjorde det ikke med noe Villie, han kunde ikke gjøre for det, Stakker, ogsaa var han bare lidt uforsigtig». Saa som Henriette kan spørge og ville vide nøie Beskjed om alting og huske paa alting, det er næsten utroligt. Hvor ofte jeg ønsker at kunde trylle Tæppet med dem alle 3 paa, midt paa Dagligstugulvet, hjemme,hjemme] her: i Larvik naar de ligge der og lege med Ahlert, du skulde bare see hvor glad han er, hvor øinene hans spille, ja hele den lille Person med; og saa hjærtelig som de leer allesammen, det er skikket til at bringe en i rigtig godt Humeur.

Vilhelm er i Painted Creek, har snart været borte en Uge, Tirsdag Aften vænter jeg ham hjem. Torsdag skal han have Confirmation, Fredag Altergang og Lørdag afsted til Turkeyriver og saa ikke mere Annex-reiser i Vinter, haaber jeg. Du frabeder Dig Tak for flere af de Ting der kom med Kassen, ja jeg vidste nok jeg gik sur deri, men en Ting har jeg vist ikke sagt Tak for, og det er for Strømperne, dem har du jo strikket, jeg har dem paa mig og de passer saa godt og er meget prægtige. Du, den røde Hue som du sændte Henriette bruger hun fremdelses, uden at jeg nogensinde har forandret den; den er rigtig nok ikke peen længer, men god nok til at bruge naar hun springer omkring herudenfor. –

Nu har jeg lagt lille Ahlert ind i Vuggen hans. Henriette og Lina ligger hver med sin Dukke i Armen. Lina i den «tore Sennen», det bad hun om i Morges, hele Huset er til Køis for længe siden og jeg faaer nok gjøre ligesaa; imorgen skal en 3 Aars gammel Oxe slagtes, det er første Gang vi faaer Kjød af eget Slagt, det er en travl Tid denne, jeg skal more mig med at lave Sylte og Medisterboller imorgen. Faaer jeg Tid at skrive mere naar de andres Breve er færdige, skal jeg vist benytte den, men Brevet skulde snart afsted for at komme hjem til Juul. –

Resten av brevet er skrevet i margene.

Nei, jeg fik ikke Tid, sying og slagtning heftede mig saa, nu er det stel forbi og det er bra, saa slipper jeg at maatte tænke saa meget paa den Maden. Kunde du besøge os, saa skulde du vel blive tractered. Naar dette Brev naaer dig, skrive vi vel 1860. Gud velsigne dig og gjøre det godt for dig i det Aar ogsaa, min kjære Søster. Gid du maa kunde glæde mig ligesaa ofte med Brev i dette Aar. Tak for alle dem. Tante Christiane skal have baade Kys og gode ønsker for det nye Aar fra alle Børnene. Vilhelm hilser hjærtelig.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 65: 24. november 1859

«Saa længe det er Guds Villie at vi skal være her i Landet»

Little Iowa Præstegaard
24de November, 1859

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Det, der er igjen af Aftenen vil jeg benytte til at skrive lidt til dig kjære Moder; AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn narrede mig for den gode, lange Aftenstund, jeg havde lovet mig, til min egen Disposition, men til Gjengjæld var han saa aparte sød og livlig og til saa megen Fornøielse for os allesammen. «Gutter er mere urolige end Smaapiger» heder det jo, og det faar jeg da sande, saa muntre og ustyrlige har aldrig HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn været. Ahlert kan dog aldrig være stille, husker op og ned, frem og tilbage bestandig, sidder han paa Gulvet, saa ligger han hvert øieblikk paa Næsen, fordi han vil have fat paa alting og rækker saa længe efter det til han falder, saa ager han baglængs til han bliver kjed af det, da lægger jeg han paa Ryggen og lader ham ligge og sparke til han bliver for utaalmodig og maa reises op igjen; han er nok saa snild nu til at sidde paa Gulvet, især naar Henriette og Lina vil lege med ham eller naar jeg lader to smaa Katunger komme ind, de er til stor Fornøielse, saavelsom hans tro Ven Lilliken; det er morsomt at see hvorledes denne lille Hunden, nu passer paa ham, ligesom den før gjorde med de andre; den taaler det ikke at en Fremmed kommer nær til Ahlert, men stiller sig i Veien for dem og snapper ad dem; den holder saadan Vagt over ham. Det skal være godt naar Ahlert kommer til at krybe, Henriette blev altid siddende stille, da hun sad paa Gulvet, saa paa mig og væntede at jeg skulde give hende igjen det hun mistede, skeede ikke det, begyndte hun tilsidst at græde; ikke saa Ahlert, han anstrænger sig til det yderste for at faa sit Legetøi igjen, men da han ikke skjønner at age sig fremover, lykkes det kun sjældent.

Det har været Confirmation i Kirken her idag, en 50 Børn. Det har været roligere her i Huset end ved sidste Confirmation. Her er 3 Gutter der have saa langt hjem, ellers ingen. Vi har den første Snee nu, men det er ikke Koldt saa jeg frygter VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann maa af sted i Buggy igjen, naar han nu paa Lørdag skal til Turkeyriver. De spørger saa i Anexerne om det ikke er mulig at Præsten kan komme der lidt oftere. Vilhelm er bekymret for Painted Creek især og bange for at de tilsidst blive modløse over ikke at faa nogen Præst; nu sidst han var der, var de dog ivrig beskjæftiget med at bygge Præstegaard – et efter Forholdende her stort og godt Huus, og det var jo godt Tegn paa at de vel vænte Taalmodig.

Efter hvad I sidst skrev er der ikke meget Haab om at Boye kommer og at han, der nu engang er Præst hjemme, ikke vil forlade sin Virkekreds for den her, det synes jeg var saa rimeligt. Jeg er nu ingen Ven af nogen Flytning, allermindst af at en Præst skal forlade sin Menighed for en anden, naar han ikke var nødt dertil, og haaber ogsaa at vi maa blive her saa længe det er Guds Villie at vi skal være her i Landet. Det er ogsaa en snild Menighed denne, de øvrige Præster er nok ogsaa glade i den kan jeg forstaa, den har gjort ikke faae Opofrelser, bidraget rigtig til Universitetsfondet,Universitetsfondet] fondsmidler som førte til opprettelse av Luther College i Decorah 4000 Dollar, været den første til at bidrage til en Synode-casse osv., den maa vist være let at lede, jeg synes Vilhelm faar dem til alt hvad han beder eller foreslaar dem. –

Nu er det atter Aften og stilt og rolig i Huset efter at Børnene er bragte til Sengs, jeg har netop været inde hos dem, medens de læste sin Aftenbøn. Lina kan «’lettes ikke læse uden Mama hører paa hende». De har været med mig henne og see til en Nabokone idag, meget lykkelige over deres nye Skjærf, nye FlætterFlætter] fletteband har de ogsaa faaet, hvide og røde af samme Schattering som Skjærfene, strikkede, som jeg har foret; det var saa meget billigere end at kjøbe Tøi og sy. Ahlerts er blaa og hvid og saa har han en liden brun Pelds, Kufte eller hvad jeg skal kalde det, foret med det gamle Silketøi som jeg havde med og med blaa Pyntebaand. Da jeg skulde gjøre noget Nyt, synes jeg det var bedst at gjøre noget han kunde bruge, naar han kommer til at gaa. Henriette og Lina har graa Peldse med blaa Baand, nu ved du hvordan de seer ud og kan tænke dig dem en vakker Solskindsdag, Henriette og Lina hjælpede Maria at trække Ahlert, Sauen spadserende bagefter og Lilliken i Forveien.

Jeg har nylig været i Decorah og gjort Indkjøb til Vinteren. Jeg skulde blant andet have mig en Vinter Daglig Kjole, men en god Ulden Kjole fandtes der ikke i Decorah. Kjøbmændene er ikke godt forsynede iaar, de har været forsigtige i denne Pengetrang; jeg hører ogsaa den Pige som er her nu og hjælper mig med Syning, siger at de klage over ikke at kunde faa saa gode uldne Varer her som de vare vante til i de østlige Stater; jo længer man kommer Vest desto dyrere bliver alt.

Her var en Mand fra Minnesota idag, hvor der jo er noget senere bebygget end her, han maatte give 7 Dollar for en Tønde Salt, medens vi giver omtrent 2 Dollar. Sypige og Slagtning passe sig ikke meget godt sammen, men jeg maatte tage hende medens hun var at faa. Nu er vi færdige med alt Slagtestel og har kun Talgkokning og Lysestøbning igjen. 2 Svin og en 3 Aars gammel Oxe slagtede vi til Huusbrug iaar; det er saa trangt i Kjælderen, vi fik saa mange Poteter; jeg tænker ogsaa paa at lave noget Potetesmeel, naar det bliver bedre Tid end nu; jeg kan kun faa en Slags Meel af Mais, passende til Rhabarbragrød og saadant og det er temmelig dyrt.

I Sommer spiste vi en ny slags Grød af Tomater, den er god, ligner baade æble- og Stikkelsbærgrød af Smag. Iaar lavede jeg Sylten efter den Saltebog du sændte mig, Flesket var saa grulig fedt og Hovederne saa store, saa den Maade var meget nem. Men al denne Slagtning og Syning sinker min Skrivning betydelig, og dette Brev bringer Eder Nytaars istedenfor som jeg havde haabet, Julehilsen. Ja Gud give Dig en glad Juul og at du med Glæde maa kunde begynde det nye Aar; maatte vi ogsaa i det kunne bringe hinanden saa gode Efterretninger som i dette.

Fra Vilhelm skal jeg hilse og takke dig for Gerhardts,Gerhardts] trolig ei bok av Johann Gerhard (1582–1637), tysk lutherske teolog, eller ei av salmebøkene til Paul Gerhardt (1607–1676) jeg undrede mig nok over at den Bog var fra Marie.Marie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) Alt hvad der ikke er Mærke ved, er fra Fa’er og Mo’er, skrev Christiane,Christiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) nu laa der Mærke fra Marie i Bogen ved Bogmærket, deraf den Feiltagelsen. Det pene lille strikkede Tørklede vil jeg nok ikke glemme at takke for og for Røgelsen, mon det ikke er Dig som har sændt den? Vi fryde os saa ved den hjemlige Duft. –

Du mener Henriette har Orm – jeg ved ikke, hun har været saa udmærket frisk og flink siden jeg sidst skrev; jeg kan heller ingen Forskjæl mærke hos hende ved Ny og Næ. Fortalde jeg ikke at hun mistede alt sit Haar? Nu kommer det igjen saa tykt og hurtigt, hun seer ud som en Gut for Tiden. Gud give dette Brev nu maa finde alt vel hjemme og vi snart igjen faa gode Efterretninger fra vore Kjære!

Resten av brevet er skrevet i margene.

Henriette, Lina og lille Ahlert hilse og sige Glædelig Juul. Naar vil de vel kunde bringe sin Julehilsen muntlig? Lev vel kjære Moder.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Nu har jeg da faaet Fat i Persico og farvet baade Garn og Tøi, Børnenes grønne Vinterkjoler var bleven saa stygge, saa farvede jeg dem rødbrune med Persico, min Plaids-Kjole er blevet til to røde Kjoler for Henriette og Lina. Nu har jeg kun Silkekjolen og den pene klare igjen. Den lysegrønne ligger og vænter paa Henriette.

Brev 66: 4. desember 1859

«Den paatænkte Flytning til Chicago»

Little Iowa Præstegaard
4de December 1859.

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Hvor længe det er siden jeg nu skrev til dig, kjære Fader, ikke siden VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann var paa Synoden, troer jeg, – Tiden løber altid for hurtigt for mig – jeg har saaledes endnu ikke berettet dig hvorledes det er gaaet med den paatænkte Flytning til Chicago, som du vist længes efter at høre, efter hvad Du skriver; men førend jeg fortæller herom vil jeg takke dig for dette sidste kjære Brev, som ogsaa bragte mig gode Efterretninger fra mine Kjære, nu da TomsToms] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) Sygdom med Guds Hjælp lykkelig var overstaaet; hvor godt det var at han fik komme hjem og at StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) fik være saa meget hjemme, maaske tilbringer han nu ogsaa Julen i gamle Herregaarden. «Fortæl mig lidt om Herregaarden og alle Bedstepappas Værelser Mama», beder HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn saa ofte. Det staar for hende som noget lyst, glædeligt, at hun engang skal faa reise til Norge, «hjem igjen» som hun udtrykker sig.

De stakkels smaa Prairiekyllingerne, maatte det kun ikke være forlænge førend de kommer til at reise hjem igjen. At vi, til den Tid med Guds Hjælp engang kommer, rimeligviis bliver her i Iowa, ialfald ikke kommer at flytte til Chicago, vil vist glæde dig at høre. Vilhelm kom da, som jeg væntede, hjem fra Synoden med Kaldsbrev fra Chicago. Ingen af Præsterne turde raade ham i denne Sag, han selv ikke heller, saa Afgjørelsen, kom for en stor Deel til at bero paa Udfaldet af det Menighedsmødet, som i den Anledning blev sammenkaldt. Der var meget Røre blant Menigheden i den Anledning, og Graad og Sorg blant Konerne. Af de 80 Mand der var tilstede paa Mødet, var der kun 20, som turde raade Vilhelm til at blive her, men alle ønskede det, den 21de der gav Vilhelm samme Raad, var Professor Larsen,Professor Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). der var tilstede paa Mødet og saaledes læste Stemmingen blant Menigheden at kjænde. – En Mand græd og sagde det var Skam at de ville tage Præsten fra dem, reiste han, saa ville de ingen Fred faa for Sectererne osv. kort sagt, der var almindelig tilfredshed over at Vilhelm ikke vilde modtage Chicago Kald. Havde der strax været en anden Præst at faa til denne Menighed, havde det været en anden Sag, da havde Vilhelm vist kommet til at reise herfra, det er som jeg vist skrev sidst, saa nødvendig at der kommer en der er kjendt med Forholdene til Chicago – men at lade denne store vidt adspredte Menighed omgivet af Secterene paa alle Kanter være præsteløse, ialfald kun betjent nogle faa Gange om Aaret, det kunde dog ikke gaaet an.

Vilhelm havde i mange henseender havt lyst til at komme til Chicago, han vilde faaet en samlet Menighed, med kun en Kirke, Tid til at Studere etc., men ogsaa mange Leielser med «the reverend brother Paul Andersen & Company», indbilder jeg mig. Det er ogsaa et Par Settlementer inde i Landet et Stykke Jernbanevei fra Chicago, at betjene, i et af disse skulde Præsten med sin Familie opholde sig den hedeste Tid af Sommeren. Alt dette var nu bra nok og jeg haaber inderlig at de snart maa faa en Præst til Løn for deres store Opofrelser for at opnaa dette; der er nu tale om H. A. Preus,H. A. Preus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). men det er temmelig længe siden jeg havde Brev fraa Fru Preus,Fru Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. og naar ikke hun skriver, saa ved vi ikke stort om hva der foregaar brandt Præsteskabet i Wisconsin.

Jeg vil slet ikke rose Præsterne for at være flinke til at skrive til hinanden, nei da er Præstefruerne meget flinkere, jeg faaer ikke greie paa nogen Ting naar Vilhelm faar Brev, skjønt OttesenOttesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) af og til skriver saa mange og saa lange Ark, men det er nok mesteparten theologiske Afhandlinger, det ikke noget for mig at blive klog af. Jeg er vel fornøiet med at blive her; de siger nok at der ikke er usundt i Chicago, men saa sundt som her er jeg nu vis paa at der ikke er, saa jeg ved ikke om den Forandring ville være gavnlig for Vilhelms Helbred; for Børnene troer jeg nu det i enhver Henseende er bedst at være her. Jeg vilde faaet det mere letvindt, kunnet have penere Huus, men det ville næppe opveiet alle de Savn vi vilde føle. Møie med Tjenestefolk, som jeg hidtil har sluppet saa godt for, vilde vel jeg, ligesaalidt som andre, slippe i en stor By.

Du ser, jeg har Grunde nok, hvorfor det er bedre at være her – de store americanske Byer har jeg desuden altid havt Skræk for. Menigheden fortjener sandelig ikke heller at miste sin Præst. Folk er virkelig saa velvillige og snilde mod os paa mange Maader. Du maa høre alle de Foræringer vi fik forrige Uge; 20 quails, 4 Prairiehøns, en stor fedet Kalkun, en ditto Gaas, 4 Haner og 1 Krukke deilig Honning af en Mand der havde fundet et Træ med vilde Bier i Skoven, vi har jo ogsaa selv nylig slagtet, saa jeg maa nok ønske koldt Veir for at kunde bevare alle disse Herligheder, gid jeg kunde sænde dig dem, der er vel ikke mere Vildt at faa i Larvig nu end da jeg var hjemme. Det Kolde Veir har vi da ogsaa faaet nu og det til gavns; vi koser os dobbelt ved vores lune Stue ved at huske paa hvordan det var ifjor i lignende Veir.

Det har været Menighedsmøde i Kirken idag, Tirsdag. Vilhelm siger han har aldrig nogen sinde frosset saa og det skjøndt Kirken nu er næsten ordentlig indredet, saa vi skulde haabe den kunde lade sig opvarme. Trods denne klingende Barfrost og Storm var der mange Folk og fra de længst bortliggende Punkter; men jeg havde ikke midt sædvanlige Middagselskab, kun 5.

Jeg spørger Vilhelm hvad jeg kan fortælle dig fra Synoden? Jo, MuusMuus] Bernt Julius Muus (1832–1900), prest i Holden, sør for Northfield, Minnesota. Bestyrer for Holden Academy som senere ble til St. Olaf College. er velkommen, men med ham er de ikke fornøide, han er altfor pietistisk, forresten var den vigtigste Gjenstand for Synodens Forhandlinger om Lægmændenes Ret til at prædike. Preus blev fremdeles Formand, han har nu besluttet sig til at blive her, han kunde vel ikke bære over sit Hjærte at slaa Haanden af alle disse Præsteløse Menigheder og skal nu være Præst i La Crosse Wisconsin. Hans Kone er nok desværre daarlig fremdeles. Med JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). gaar det godt, han er nok godt likt. Vilhelm længes efter at høre fra Boye. Kjændte de Trangen her, siger Vilhelm, saa kom de, især naar de ikke har nogen fast Menighed. Nu er Larsen i sin nye Virksomhet til stor glæde for alle 8 norske Gutter som nu er i St Louis, der tales om et Seminariet skal bygges i Decorah, om 3 Aar haabe de at faa det i Gang. –

Nu gik Henriette og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn til Sængs, jeg skulde kysse og hilse Bedstepapa saa mange Gange fra dem og fra lille Ahlert,lille Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn jeg maa ikke glemme ham, gid du kunde see hvor frisk og livlig han seer ud. Gud give dig en glad Juul og et godt velsignet nyt Aar min kjære gode Fader, tak for alle dine kjære Breve i dette Aar. Resten av brevet er skrevet i margene.Gud give mig en saadan Glæde i det nye ogsaa. Mange kjærlige hilsener fra Vilhelm. Hils Stin og Thom kjærligt. Jeg faaer ikke skrevet til dem. Gud velsigne dig kjære Fader, din Datter Leis. Venlig hilsen til alle Venner. Dølen har jeg min store Fornøielse af, det skulde være morsomt at faa Fortsættelsen, naar der engang giver Leilighed.

‹…›Resten av brevet mangler.

Forrige Neste

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1859–1867

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 93 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1859–1867. Gjennom fire av de åtte årene som brevene dekker, raser en grufull borgerkrig. Den slår selvsagt inn her og der, slik spørsmålet om slaveri gjør det, men det er hjemmet, barna, mannens prestegjerning, og familien i Larvik som hun aldri skal se igjen, som fyller alle brevene.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram Facebook
Bluesky X

Brev hjem 1859–1867

Brev 54–66 (1859)

Brev 54: 1. januar 1859

«Det skal gaa dem, der er i St. Louis nu, meget godt»

Brev 55: 18.–19. januar 1859

«Couleurede Bomuldsstrømper»

Brev 56: 20. januar 1859

«Her er det ikke meget der behøver at minde os om at vi bo i Amerika»

Brev 57: 6.–27. februar 1859

«Jeg haaber der bliver liden eller ingen Emigration fra Norge iaar»

Brev 58: 3. mars 1859

«Jeg er vel ligesom den vigtigste Person nu for Tiden»

Brev 59: 25. april – 22. mai 1859

«Jeg bar ham selv»

Brev 60: 29. mai 1859

«Jeg læser igrunden for meget Aviser»

Brev 61: 29. juli 1859

«Hvor jeg gaaer, seer jeg noget som minder mig om mine Kjære hjemme»

Brev 62: 31. juli 1859

«Dølen har jeg moret mig med at læse i»

Brev 63: 26. september – 9. oktober 1859

«Jeg begynder at blive saa amerikansk med min Madlavning»

Brev 64: 20. november 1859

«Jeg sidder den meste Tid med lukkede øine og tænker mig hjem igjen»

Brev 65: 24. november 1859

«Saa længe det er Guds Villie at vi skal være her i Landet»

Brev 66: 4. desember 1859

«Den paatænkte Flytning til Chicago»

Last ned

Om Brev hjem 1859–1867

Om Elisabeth Koren

Følg Bokselskap i sosiale medier

Gå ikke glipp av ett eneste ord.