XVIII.

Cecilies Interesse for Fasting var – trods alt, hvad hun selv mente og tænkte i denne Sommer, – ikke uddød. Hvert hans Skridt, hvad han gjorde, og hvad der taltes om ham, bragte Strenge til at dirre i hende.

Laura Fock, hendes Bror Jess og Fasting var ude paa Seiltur sammen. Det optog hende ikke saa lidt. Næsten mod sin Villie stod hun og fulgte Baaden fra Vinduerne, naar den stak ud fra Bryggen . . .

Hvor var da Fasting henne? Det var hende en Gaade . . .

– Den lange, stille Sommer syntes aldrig at skulle tage Ende. Den eneste i Huset, som likte sig, var Kommandøren, der aldrig kunde faa nok Hede; den og Rheumatismen væk, og han havde desuden nu sin fredelige Aarstid med Arbeidet paa Værftet.

Desto mere livligt og rastløst blev det, da Karsten igjen kom tilbage, – han og Wally og Marthe, alle tre i udenlandske Reisedragter.

Der havde ikke været nogen Maade paa Karstens Flothed mod Marthe, – et helt Vinterudstyr! – et Par Balkjoletøier med Blomsterborder saa lette og bløde som den rene Luft og det, Kommandørinden sværmede for, – ægte Pariserblomster til Haaret og dertil en indlagt Elfenbens Vifte med hvide Silkedusker, som Kommandørinden ikke engang turde spørge om Prisen paa.

Og Cecilie var da hellerikke glemt, – en sluttende parisersyet Silkekjole, – Karsten havde ladet Wally skaffe sig hendes Mønster, – en Parasol, – og en Hat, ogsaa fra Modens Centrum, som bare var vidunderlig, lød det enstemmig.

For Mama var der mellem andre Ting en rund Æske, der ikke blev gjort noget Væsen af, den kom straks bort. Men Kommandørindens hvidgraa Haar viste sig fra den Dag uden Sammenligning mere fulminant skinnende og rigt fyldig under Kappens tynde Flor.

De første Dage gik saagodtsom hen blot med at være nede hos Karsten og se paa alle de prægtige Indkjøb til dem selv og Huset, der efterhaanden toges op af Kasserne, og hjælpe dem en smule med Raad.

«Det maa have kostet mange Penge, Karsten!»

«Ja saamæn,» lo han. – «Men saa havde Svigerfar lovet os en ordentlig Bryllupsreise med fuldt Kreditiv. Og det er jo egentlig alt bare Indkjøb, som sparer i Længden. Rige Folk faar det alligevel billigere, ser Du Mor.»

Kommandørindens Tanker med Marthe havde Karsten nu læst ud af hendes egen Sjæl, det lyste frem af alle Presenterne. Der var altid saadan Omtanke for Hjemmet hos Karsten!

Og Marthe, – hun var aldeles ikke mere denne uberegnelige Kastevindsnatur, som én aldrig kunde være rigtig tryg paa. Dette rørende, næsten ydmyge ved hende, var kommet endnu mere frem nu efter Udenlandsreisen. Ikke et Nei i hendes Mund; det var rent som hun blot stod forlegen for at gjætte, hvad hendes Forældre kunde ønske. Mama maatte undertiden rigtig gaa hen og klappe hende, og saa fik hun Taarer i Øinene. Hun var en blød Natur! . . .

Og Kommandørinden vogtede sig vel for at gjøre nogen Antydning om Jan. Det Saar maatte faa gro til af sig selv. Spindelvæv, hed det, skulde være saa godt til Charpi, og Forglemmelse var det ikke mindre.

Hun søgte efterhaanden at faa sat hende i Gang med lidt af hvert, der kunde optage hende. Den ny Kjole, Marthe skulde have, af smaastribet Silke, var jo i og for sig en stor Opmuntring.

Og medens der i Dagene udover blev overlagt og klippet og syt, fik Mama ogsaa leilighedsvis spillet hen paa de Udsigter, der laa bag Kjolerne og Pynten, og alt det, de havde at tænke paa og faa istand til Vinteren. Det var ikke afveien at gi’ hende lidt Ærgjerrighed i Blodet i den Retning.

Marthe lyttede føielig, opmærksom til.

Lidt underlig blev jo Kommandørinden en Dag. Marthe stod med Panden lænet mod Vindussprossen og fulgte tilsyneladende, hvad hun foreslog til Pynt paa Kjolen; men hun saa ud som hun havde grædt, da hun vendte sig. Det var vel en liden Attake af Grillerne igjen! Men hun var jo saa snil og medgjørlig, lod sig i ét og alt aabenbart lede af, hvad Mor vilde.

Paa det sidste havde hun fundet paa at sætte sig ud i Pigekammeret hos Nella om Eftermiddagene og syde saa flittig og ivrig, at det var en Fornøielse.

Kommandørinden gik derind imellem for at faa hende til at tage sig en Tur før Aftensmaden.

«. . . Jan er dunstet adskillig bort allerede, Nella,» sagde hun en Dag med et lunt Blik efter Marthe, der netop var gaat.

Der kom intet Svar. Den lille løsnede, stramt ombundne Svansestump af en Flette bag i det graa Hoved pegede krumt stridig op i Veiret, og Mundpartiet tyggede paa noget.

«Jovist, jovist, Nella, – Du hører jo ikke et Ord om ham, siger Du selv.»

Nella nikkede langsomt paa den énvise Maade, som Kommandørinden saa vel kjendte.

«Du skal altid være saa forborgen, Nella!» kom det ærgerligt. «Det havde været din simple Pligt at sige fra, hvad Du vidste om alt dette før. Du skal ikke fortælle mig, at Du har været rent blind.»

Nella havde et eget Udtryk, da Kommandørinden gik ind igjen; hun saa beklemt og trykket ud . . .

– Men Marthe gik der og regnede og regnede paa Dagene, – om fem Uger, – i Begyndelsen af Oktober senest, – vilde Jan være her tilbage . . .

---

Kommandøren havde aabnet sin Embedspost. Det var altid en Lettelse, naar den Sag var over.

Med en tilfreds Smaahvislen mellem Læberne stod han en Stund ved Vinduet og saa udover Pladsen og satte sig saa mageligt til i Lænestolen for at læse Aviserne.

Et Par af de mindre fik kun et flygtigt Overblik; det var nærmest Bagsidens Bekjendtgjørelser, der dvæledes lidt ved, før Turen kom til de større i Omslaget.

Han lænede sig bagover for at faa Lyset bedst ind halvt i Nakken, halvt fra Siden.

Der kom af og til et «Hmm» og et Brum og en lidt larmende utaalmodig Ombrætten af Avisen. Han ønskede undertiden, han havde én og anden af disse Pennehelte paa et Dæk, saa skulde han lære dem at gjøre kort Proces . . .

Pludselig rettede han sig med et lidet Udraab og begyndte med Heftighed at læse, medens han holdt Bladet op for sig med begge Hænder. Han stirrede i Spalten, som han kunde mistro sin egen Evne til at opfatte, og Bladet rystede i Hænderne.

Endelig lod han det synke og sad og saa ned i Gulvet med Avisen i Haanden.

Han blev siddende længe urørlig.

Den høie Pande var svedig og sank mere og mere sammen i Rynker. Det gamle Ansigt med de store benede Grundtræk, der løb ind i et tyndt graat Kindskjæg, blev ligesom kort under Bekymringens sammenskruende Vægt. Næsen laa udover Munden, der mumsede alderdomssvagt og skjælvede under den overvældende Sindsbevægelse.

I Stilheden hørtes ikke andet end Betjentens Pen, som skrabede paa Papiret henne ved Pulten.

Kommandøren begyndte igjen at se i Avisen; men læste ikke ud.

«Hm, Hm . . .»

Det var som Ansigtet igjen samlede sig. Han brættede Avisen saa, at den Spalte, der optog ham kom frem.

«Hm – hm,» lød det langsommere. Han kneb Munden sammen til en endelig Beslutning og reiste sig.

Med Avisen puttet ind i Brystlommen gik han ud af Kontoret, stansede et Øieblik i Gangen og aabnede sagte Døren til Stuen:

«Er Mama der?»

«Nei, hun er ude i Haven.»

. . . «Saa Du Fars Ansigt, Cecilie?» sagde Marthe, da han sagte lukkede Døren.

«Det skulde nu vel ikke være noget med Karsten!» udbrød Cecilie. «Jeg véd ikke, hvordan det er; men jeg er ligesom aldrig rigtig tryg for, at der ikke pludselig kan være noget med ham.» Hun kom til at se hen paa Marthe, som sad bleg og spændt og stirrende ud af Vinduet.

«Han gaar barhodet ud til Mama!» udstødte Marthe.

– – «Er Du der, Jutta?» kom Kommandøren ind i Haven.

Kommandørinden gik med den store Solhat fra Sommeren og Kjolen opbrættet over det røde Skjørt og oversaa sine Georginer, medens hun klippede en og anden til Blomsterfadet.

Hun rettede sin anselige Skikkelse og saa paa Kommandøren med Saksen i Haanden:

«Men kjære Dig, Witt, Du har jo ikke Hue paa . . . Anne!» raabte hun ind over til Bryggerhuset, «spring ind . . .»

«Hør Jutta, følg mig ind i Lysthuset,» sagde han lavt. «Jeg maa forberede Dig paa en rigtig alvorlig Underretning. Det gjør mig saa ondt, saa ondt, ser Du; – og mest for den stakkars Marthe! . . . Du forstaar vel, det gjælder Jan. – Jo han – han – er ikke mere mellem de levendes Tal, – den prægtige dygtige Gut! . . . Jeg holdt af ham Du, – og havde i Hjertet glædet mig til – ja nu er den Vise ude! «Lucida» er brændt op midt i Atlanterhavet med fuld Petroleumslast. Man har fundet Skroget drivende som et forkullet Skal. Her staar en hel Skildring i Avisen, indtaget fra amerikanske og engelske Blade, og saa Navnene paa Kaptein og Besætning, som alle er omkomne. Ser Du, der – staar Jan Børresen, Kaptein, norsk af Fødsel . . .

Der er ingen Tvil. Det Skib, som kom til, havde den foregaaende Nat set det lyse op i Horisonten, og de forkullede Levninger viste, at der ikke var sat en eneste Baad fra Borde. Der er kommet en Eksplosion paa.»

Kommandørinden havde overvældet sat sig ned paa Lysthusbænken; hun kjendte sig i Øieblikket saa ilde, næsten som hun holdt paa at faa ondt. Det var noget som Samvittighedsforskrækkelse, der paakom hende.

«Jeg har jo ikke tænkt andet end paa Marthes bedste,» stønnede hun og vaggede med den store Hat paa Hodet . . . «Men,» – hun fik Taarer i Øinene og greb Kommandørens Haand med begge sine, – «kjære Witt! Du maa lade mig slippe for at være den, som gaar til Marthe med dette! Jeg støtter mig til Dig, véd Du, ber Dig . . . Jeg, jeg kan det ikke . . . Naar det gjælder, saa er det jo Dig . . .»

Kommandøren stod og saa paa hende med et eget underlig gjennemskuende Blik:

«Jeg forstaar Dig, Jutta! Jeg har jo ogsaa rigelig min Part af Skylden, fordi jeg er for gammel og sover ved Roret. – Men,» sagde han med ét, saa det dirrede i ham, – «jeg skulde git alle de Aar af mit Liv, siden hun var født, for at Barnet ikke nu lagde Skyld paa os.»

Han gik langsomt bort og mødte i Haveporten Marthe, som i stigende Uro nu kom ud med hans Hue.

Han strøg hende om Kinden og greb hendes Arm:

«Du maa følge mig ind, Barn . . . Jeg maa forberede Dig paa en – ikke rigtig god Efterretning . . . Her er en Avis, som Du maa læse . . . Der er Ting, som man maa . . .»

Marthe saa Mama i Haveporten efter dem:

«Er det Jan? – Der i Avisen? . . . Aa Gud!»

Hun tog den ud af sin Fars Haand og løb af et Instinkt op paa Soveværelset.

Kommandøren og Fruen stod lidt efter og lyttede udenfor hendes Dør, medens Cecilie holdt sig bleg hos dem.

De havde hørt et Skrig nede fra Gangen, og saa var det med ét blevet stille.

Da de kom ind, laa hun hvid besvimet nedenfor Sofaen. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

– Marthe havde ligget tilsengs nu paa tredie Dag.

Hun havde læst det Stykke af Avisen op igjen og op igjen, til hun læste det i Drømme og saa hele Branden og Jan midt i Luerne, – var med i hele Angsten, uden at der var Mulighed for at kunne redde ham, og vaagnede med et vildt Skrig.

Der var nogle Linier i Skildringen, som havde fæstet sig i hende fremfor alt:

«Det sodede Brandsted laa og drev midt i Havet som et tomt, sort Skal med kun den indsvide Stenkulstjære og Kulstøtterne efter Træværket. Da de bordede det, og Baaden stødte mod Siden, gik der en underlig lang Tone gjennem det uhyre, øde Jærnskrog. Lyden voksede henigjennem Spanterne og rungede stedse dybere i det tynde, skjælvende Malmskal, indtil det sang ud bævende og klagende i Luften . . .»

Marthe laa og hørte en høitidelig, mægtig Dødssang, en uhyre Klokke ringe over Jan der ude paa Havet.

Hun havde ligget som i Feber. Men nu satte hun sig pludselig op i Sengen.

Hun var Jans Enke, hvad saa hele Verden mente.

Det var en vis løftet Ro og en fattet, resigneret Beslutning i den Maade, hvorpaa hun stod op og klædte sig paa.

Hun vilde uden Dølgsmaal betro sig til sin Far, lægge Sandheden aaben for ham; hun havde jo intet valg . . .

---

Marthe havde været inde paa Kontoret hos sin Far. Det var en haard, graadfuld Tilstaaelsens Stund.

Lidt efter gik Kommandøren op paa Soveværelset til sin Hustru.

Han havde taget Styrkebæltet paa; – hans gamle Hjerte var hos Marthe. Han kjendte Verden og vidste, hvad den bar i sit Skjød for hende, – alt det, hun kom til at maatte bøie sin unge, ranke Ryg for, stakkars Pigebarn . . .

– Kommandørinden var vant til at have sin Toilettetid fredet; den faldt sammen med hendes Mands Formiddagsinspektion paa Værftet, og Kommandøren fik ikke nogen synderlig Velkomsthilsen; hun holdt paa at behandle sine løse Bukler med Krøltangen. Men der var noget i det gamle Ansigt idag, som sagde, at Smaagræl ikke var paa sin Plads, – noget paa engang forgræmmet og mægtigt. Hun saa uvis paa ham med en opdragende Angst, – – vilde han tage Afsked? – –

– – Krøltangen var glemt, og Lokkerne laa henslængte paa Sengetæppet, da Kommandøren havde betrot sin Hustru Marthes Tilstaaelse.

Hun havde sat sig ned og oversaa taus dumpt Rækkevidden af Meddelelsen. Der blev et Tomrum, var som et Skred kommet farende over hendes Forhaabninger.

Der steg en hæftig Bitterhed i hende mod Jan. Den gav sig Luft i voldsomme Udbrud, medens Kommandøren sad taalmodig sammensunken. Han indsaa, hun maatte have Udløb.

. . . De havde tænkt at bære Sorg for ham her i Huset; ja nu kunde de med rette sørge! . . . Hun kunde skrige til ham og kræve ham til Regnskab for sin uskyldige Datter . . .

. . . Havde hun ikke søgt at værge Huset mod ham fra det allerførste? . . .

«Naa, naa, nu kan det være nok!» afbrød Kommandøren. – «Der er stærke Undskyldninger for dem begge. De blev rent unaturlig drevet af Dig, Jutta, ved alt det Tryk, Du la over dem. Du skal vel vogte Dig for nu at krænke Marthes Sorg ved at nedsætte Jan; – der kan være gjort nok af det før. Hun faar det tungt og trykket nok i Verden; hos os – hendes Forældre – skal hun ha Fred . . .

. . . Der var saadan forunderlig Selvfølelse under hendes ydmyge Tilstaaelse» – faldt Kommandøren hen i Betragtninger . . . «som hun alligevel ikke vilde havt, det skulde være anderledes. Ser Du, Jutta, ret beset, er dog dette Forhold den eneste Trøst, hun nu har midt i Ulykken, – det eneste, som holder hende oppe.»

«Naa det maa jeg sige, en deilig Trøst, – et forspildt Liv!»

Kommandørinden sad foroverbøiet paa Sengekanten og knugede eller vaskede Hænderne med en vis Fart; de stenbesatte Ringe laa endnu henne paa Speilbordet:

«. . . Som om her var andet at tænke paa end, hvad vi har at gjøre, Witt, for at undgaa Skam og Skandale! Vi faar sende hende til Tyskland for at perfektionere sig i Sproget, og det straks . . . Det høres jo rimeligt, efterat hun nu ogsaa har været i Schweitz, at hun vil gjøre noget af sin gamle KristiansfeldterTysk.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.