VII.

Inde hos Kommandørinden var al Sind og Tanke fortiden optat af Karsten, som i næste Uge skulde overtage sin Post.

Kommandøren holdt sig jo helst længst mulig undaf; Sønnens Beslutning stod langtfra i det samme Rosenlys for ham som for hende; han følte, han maatte passe vel paa for ikke at komme til at forløbe sig.

Han havde en Fornemmelse ved al den Sukken og opjagede Iver, som der fløi ham løse Dun og Fjær om Ørene, og visse ufrivillige Ansigtstrækninger og Folder undlod ikke at røbe nok af hans tætladede Taushed til, at Stemningen ikke netop forhøiedes, naar han kom ind i Stuen.

Kommandøren var stanset et Øieblik foran Slaguhret, som han havde en Svaghed for at ville aftvinge en kronometralsk Akkuratesse:

«Jan kommer til at bli her endnu et Par Maaneder efter sin Eksamen, Jutta. Jeg har sagt ham, at jeg er fuldkommen enig med ham i, at han kommer ud i Langfarten med engang; han faar vente paa Müller & Comp.s Amerikafarer.»

«Saa, – jeg havde haabet, det skulde ta en Ende engang! – Du har ikke hørt mig kny i hele Vinter, Witt, skjønt jeg havde saa inderlig imod det fra først af. Dette Styrmandsmenneske passer jo aldeles ikke til vor Omgang; – og endnu to Maaneder til . . .»

Hun reiste sig utaalmodig. Hun havde en Æggedosis igang, og man hørte Slagene af Vispingen ude fra Spisestuen, hvor Cecilie og Marthe byttedes om Arbeidet. Karsten ventedes hvert Øieblik, og der fulgte altid et Par Venner med.

«Jan kan jo komme ud før,» tog hun i, – «Karsten har skaffet ham Tilbud om Ansættelse som Understyrmand paa Wanckels «Sjofna». En saadan Fyr skal da ikke rent ud sættes paa Piedestal heller, vælge og vrage efter Behag.»

«Aa Snak, Jutta, der er Mod og Drift i Gutten. Naar han ikke har Kapital at sætte i et Fartøi, saa blir det aldrig andet herhjemme end en Skipper, som Rederen kan sætte paa bar Bakke imorgen; – han foretrækker ikke som andre at kludse sig bort i en fremtidsløs stakkars Smaafart frem og tilbage om Husdøren!»

Det sidste kom løssluppet lummert.

«Min Mening er nu, at Herren bare har Lyst paa at gaa her iland og drive Dank længst mulig; og saa kaster han sin godtroende familiesvage Onkel Blaar i hans gamle Øine – om Langreiser og alskens Høitideligheder!»

Der rørte sig en Skjælven i Kommandørens Ansigtsmuskler. Han havde længst en saar Fornemmelse af Affældighed, og at Naturen holder sin egen Justits. Hvad der var overdækket i én Alder, følte han desto ubarmhjertigere afslørtes i en sildigere. De for mange Aars Forskjel satte sin Braad ind.

Det var det delikate Punkt, hvor hans Stolthed var blotstillet og saa at sige overgivet til hendes Naade og Delikatesse.

Og alligevel kunde hun aldrig dy sig for at røre ved det, naar det blev for fristende at ty til det Vaaben, som hun vidste gav hende det sidste Ord.

Hun saa Virkningen og angrede det jo saa raskt, som det var faret ud af Munden. Nu ledte hun sin hele Tankegang igjennem for at finde paa noget, som kunde gjøre det godt igjen og hun sagde med et Smil, hvori der laa noget af hendes unge Dage:

«Du er saa varmblodig og heftig, Witt, at Du faar ogsaa mig til at bli hidsig. Jeg holder saamæn ikke ud at trættes med Dig. Jeg burde engang lære, at jeg ligesaa gjerne kan gi mig først som sidst. For, at Kapteinløitnant Witt altid satte sin Villie igjennem, det hørte jeg allerede, før jeg saa Dig første Gang,» lo hun. «Vil Du vente lidt her, min Ven, gaar jeg ud og henter en Æggedram til Dig.»

Havde Kommandøren mere og mere en vis bitter Kjendsel af, at hans Villie kun altfor ofte dunstede hen i Luften for at give Plads for hans urolige, lunefulde Halvdels, saa gav det dog Forholdet sit belivende, stridbare Peber. Der var saa at sige Veir i det om end baade for stadig og for meget til, at det under hans tiltagende Alder kunde kaldes nogen Lystseilads paa Ægteskabets bygefulde Hav.

Da Kommandørinden en ti Minuters Tid efter kom ind, sad han anstrengt efter Formiddagsrunden paa Værftet og sov i Sofaen.

Hun satte Æggedrammen fra sig paa Bordet. Hans slappe graa, furede Ansigt med den skarpe store Næse og den halvaabne, snorkende Mund var nedsunket imod Brystet, hvor Uniformsvesten var opskudt, medens Armen hang udover Sofakanten.

Hun stod lidt og saa paa ham. Saa tog hun Sofapuden og lagde den varsomt bag hans Nakke.

– – Ingen af de lystige Smaaselskaber, ingen Spillepartier og Pikeniker mere! – Kommandørinden havde en vis Trang til at drive noget festligt ud af Situationen, lidt af en Reisehelg som Modvægt mod den Følelse af Kjede, der tog hende, hvergang hun kom til at tænke paa, hvor tomt det vilde blive efter Karsten.

Hun ivrede ude i Husholdningen med de Retter og Desserter, som maatte paa Bordet i denne sidste Tid; – Karsten tog naturligvis med sig hjem hvem han vilde nu lige før Reisen. Hun kontrollerede og formanede Nella, som skulde præstere alt hans Linned i vasket og finest strøget Stand, og dampede under sin uudfyldte Virksomhedstrang i Eftermiddag Humøret af ved at brodere paa hans elegante Tøfler.

Som hun sad der i værdig Bedrøvelse i Lænestolen og af og til trak et dybt Suk, kunde hun mindet om hine gamle, som baldyrede Sorgen i Lin, om det ikke saa stadig var bleven afbrudt af et irritabelt husligt Udbrud med Strikkepinden oppe i Haarbuklerne.

For Øieblikket havde hun Trang til at snakke lidt ud om Karsten, udtale sine Formodninger, om hvem han vel kunde finde paa at bede med sig hjem til Aftens. Men det var jo saa utaaleligt, der sad denne evige Jan og fulgte alt, hvad hun sagde, med sine kritiske svarte Øine, saa det ikke var muligt at faa tale ud i sin egen Stue. Dette Menneske stansede jo saagodtsom hele Familiens smaafortrolige Meddelelser . . .

«Aa Marthe, Du har da virkelig andet at gjøre end at hæfte Tiden og forstyrre Jan. Jeg er saa kjed af dette Nøste, som hele Tiden danser mellem jer. Læg Garnvindingen bort og gaa hen og tag Dig noget til!»

Marthe var ildrød i Hovedet; hun blev mere og mere saar for Mamas Skoser i Anledning af Jan og var i stadig Angst for, at han skulde mærke det.

«Jeg er virkelig saa bekymret for Jans Eksamen,» udbrød Kommandørinden, da han gik. – «Jeg kan sletikke begribe, hvordan han skal faa den. Var Tiden nogengang kostbar for ham, saa skulde det vel være nu i Dagene, før han skal gaa op . . . men han ræsonnerer vel som saa, at det kan være ganske bekvemt og behageligt at forlene os med Fornøielsen af sin Nærværelse ogsaa næste Vinter.»

«Han har siddet og læst fra Klokken fire imorges,» udstødte Marthe med Graaden i Halsen.

At Jan nu virkelig havde drevet igjennem sin Plan om Langfarten havde sat hende i stærkt Sindsoprør i Eftermiddag og gjort hende mere end almindelig nærtagende. Han skulde blive borte med én Gang i flere Aar!

Hun sad dump, urolig og rugede over det med en Kjendsel af, at Graaden sprængte i Øinene. – Mon han var gaat op paa sit Værelse . . .

«Jan, Jan, er Du der?» bankede hun paa og stak Hovedet ind.

Han havde løst Halstørklædet af sig og sad med det svarte Hoved og den stærke haarede Nakke bøiet over Bogen.

«Du faar ikke hæfte mig bort, hørte Du jo!» sagde han brysk.

«Pyh, det var til mig det, – Mama vil bestandig, jeg enten skal terpe med at læse eller spille.»

«Aa nei, Du; jeg forstod nok Visen, – at jeg var overflødig og havde at forføie mig bort. Det er ikke noget at pynte op det . . . Nei jamæn mener jeg, Du tar Dig nær af det, Marthe?»

«Slet ikke!» – Marthe kjendte selv, hvor hun var gruelig let til Taarerne idag.

«Kors for et Rede, Du har hos Dig, Jan,» brød hun ud for at aflede; hele Indholdet af Skibskisten var væltet ud over Gulvet.

Hun gik helt ind, medens Døren blev staaende aaben.

«Aa jeg har det, som jeg vil; jeg liker mig bedst, naar jeg puger, saa jeg ingenting andet husker.»

Hun slog op Permen paa en af Bøgerne, hun syntes altid han skrev sit Navn saa kjækt og raskt, Jan Børresen.

Medens hun stod med den stribede Kjole ind ved Bordkanten og saa ned i Bogen lidt trykket og raadvild om, hvordan hun skulde faa noget frem af det, som laa hende paa Hjertet, gled hans Blik langsomt, næsten nedslaaet hen paa hende; det blev hængende ved hendes Ansigt.

«Du er nok glad nu, Jan, fordi Du har faat din Villie igjennem.»

«Glad?» drog han paa det, «– glad . . . Aa ja saamæn, sa Matrosen, han skulde slippe med Livet, bare han kunde svømme over Kattegat! – Men jo før én jumper ud i det, jo bedre . . .

Haah!» reiste han sig braat og pustede, – «jeg vilde ønske, jeg kunde gaa lige i det Dagen efter Eksamen.»

Hun stod og pillede ved Kanten af Bogpermen:

«Og jeg, som syntes, det var saa – saa – – morsomt, at Du skulde bli her endnu i to Maaneder. Men, naar Du er saa rent lei af os, – og Du sletikke tænker paa andet end at komme væk alligevel, saa er det vist bedst, Du gjør det.

Jo bare gjør det, bare gjør det!» fulgte det hidsigt. «Hvorfor skulde Du ikke gjøre det, Du har Lyst paa? Jeg synes, Du skulde pakke sammen Skibskisten din og reise straks, siden Du er saa rent kjed af os og aldrig kan komme langt nok bort. Nella skaffer nok Vasken istand.»

Den sidste Forestilling blev dog for overvældende og overklippedes af et graadsvangert sidste:

«Jeg vilde ønske, Du bare var afsted!»

«Du tar saa rent, rent himlende feil af, hvad jeg mener, Marthe. Kan Du ikke forstaa, at – at –»

Han saa paa hende, medens Bevægelsen kjæmpede og skiftede i hans Ansigt.

«Nei, Du forstaar nok ingenting!» trak han Veiret dybt og gav sig utaalmodig til at slænge de ophobede Sager i Skibskisten igjen.

«Du kunde kommet hid saa tit ellers, – om ikke netop hver fjortende Dag som Karsten, – hvis Du ikke endelig skulde i denne Langfarten,» bemærkede hun lidt formildet.

«Tak ja, – engang om Aaret, naar de la’ op til Jul, – for at faa se Dig som værst stase ude i al Fiffen. Det maatte rigtig være for at more mig det, – som Hummer i en Gryde! – én Gang om Aaret,» brast han ud saa overstadig kunstig lystig, at Marthe bare stod og stirrede paa ham. – «Nei, ser Du, Marthe,» rettede han sig pludselig op. «Jeg kan gaa til Nordpolen, og jeg kan gaa til Japan; men komme igjen, det gjør jeg bare én eneste Gang!»

Marthe kjendte hun blev rødere og rødere, hun kunde ikke rigtig se op paa ham; men det indbidte Glimt i hans mørklette Ansigt skimrede foran hende, medens hun halvt satte sig op paa det lave, malede Bord og ligegyldig fingererede med hans blaa Hue, som laa mellem Bøgerne og smeldte med den lakerede Stormrem over Skyggen.

«Naar Du engang kommer hjem, skal Du nok se.»

«Ja da ja!» kom det bittert, – «da kan jeg nok faa se meget rart.»

«Du maa skrive ofte, Jan, – til Cecilie og mig indeni Brevene til Far. Vi skal svare Dig paa Postruin og fortælle Dig om alt muligt . . . Men hvor ofte tror Du, vi kan faa Brev?»

Jan saa overordentlig grublende ud; han havde en vis brændende Lyst til at forklare sig. Men hvad nyttede det? Hun kunde jo ikke svare for, hvad hun mente om seks, syv, otte, ni Aar, om han da kom hjem som en Mand med Plads i Verden og Kapital i Lommen. Fange hende nu i det, hun kanske kom til at angre bittert med Aarene . . .

Han stod og saa paa hende, medens hun snakkede. Den raske opskudte Skikkelse, som sad og vuggede der med Benene og endnu var saa sund uvillig til at lægge Damens Stivhed over sig, hendes naturlige fortrolige Væsen med det ubevidst undrende i Øinene, der lyste af saadan usigelig selvgiven Forudsætning om, at han var saa at sige hendes Livsluft, betog og fangede ham; – det drog og fristede ham alt i dette Øieblik mere end nogensinde til en Udtalelse.

Han smilte med en tilsløret Fortvilelse og hev en Uldskjorte-Busserulle voldsomt ned i Kisten.

«Vil Du virkelig huske paa mig med Brev, saa er det jo den største Glæde, Du kan gjøre mig i Verden, Marthe. Og bare saa ofte, Du kan.

Me-n ikke længere, end Du har virkelig Lyst! Jeg skal ikke ha nogen af disse Fætterbrevene, som de skikker ud bare for Sælebods Skyld, for at det skal være ligesom lidt fra hver i Familien, og hvor de deler Papiret saa pent mellem sig. Jeg betakker mig, jeg har set nok af dem . . .

Hvem er det?» spurgte han med ét. Der kom nogen op af Trappen, og han vidste jo, at det ikke netop var efter Mamas Kogebog, at Marthe stod saadan inde hos ham paa Værelset og pratede.

«Aa pyt, det er bare Cecilie,» sagde Marthe, som beherskede Udsigten gjennem Døraabningen. «Jeg véd, hvad det er jeg, siden hun sprang saa fort ind paa Mamas Soveværelse. Hun vil bare se efter, om Fasting følger med Karsten hid hjem iaften. Fra Vinduet derinde ser vi helt op om Hjørnet af Sjømandsskolen. –

Tænk, de er ikke blet Venner endnu, Du!» betroede hun ham. «Jeg synes rigtig det er Skam af ham, som han piner hende. – Jeg forsikkrer Dig, hun staar og værker deroppe hver evige Aften helt, til Karsten kommer . . . Fasting skulde bare vide det Du,» yttrede hun med en vis Funderen paa, om hun dog ikke burde se til at finde en Vei til at meddele ham det. «Hvis jeg var hende, – og vi blev Godvenner igjen, huf, jeg tror, jeg luggede ham. Jeg kan bli saa sint for saadant Plageri!

Alt halvotte,» sagde hun og saa hen paa det lille Vækkeuhr oppe paa Væggen ved Servanten, – «om lidt skal vi spise. Jeg tror neimæn ikke, han kommer iaften heller.»

«Aa der er ingenting iveien for dem; de har jo bare at gaa hen og bli enige.»

Hun trak paa Næsen, stødt over hans Ufølsomhed. Men saa lagde han til med en slig Fylde af Overbevisning, at det helt rev hende med sig:

«Tænk, om det bare stod paa at bli enige. Aa Du himlende! . . .»

Han satte Øinene ganske stille i Taget. –

Hvorfor Marthe var saa glad bagefter om Aftenen, vidste hun ikke saa nøie.

Men det, hun med stor Tilfredshed tænkte paa, var, at Jan og hun dog virkelig idag havde trættet alvorlig som Cecilie og Fasting. Hun havde i sit stille Sind været stærkt optaget og foruroliget ved, at Jan egentlig aldrig bar sig saadan ad mod hende som de andre Herrer mod Cecilie; han var bare som hendes Ven og Kammerat.

Med dette var hun kommet over en virkelig Bekymring, som havde tynget hende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.