I

Pludselig stanser slæden paa sin vei mot Nordbanestationen i Moskva.

Et hav av mennesker syder omkring os, graagule ansikter glimter gjennem mørket som morild paa mørk sjø.

Det er kinesere, hundreder av dem strømmer ute i gaten, studentene ved Karl Radeks agitationsskole er færdig med sin dag.

Smaa, forfrosne skikkelser, begravet i frakker og sjal. Men ansikter har de, trækk som er tynde av vilje, haarde av en ny viden.

Her, i den bitende russiske vinter, lærer disse sønner av Det himmelske rike sin eksersis, en forunderlig vaabenfærdighet hvor de viktigste haandgrep hester: Død over imperialismen, Kina for kineserne! Slagord istedenfor slag, det er hvad de unge kadetter av Kanton-armeen skal lære at mestre.

Hit er de sendt de tusen mil for at lære det. De er saa langt borte fra rismarkene, fra alt som har sol og smil og fruktbarhet i sit blod; her er bare kulde og sne og mørke; og Kreml.

Høit deroppe over gaten, over murenes skumle majestæt vaier et flagg. En lyskaster er rettet opover langs stangen – i en skjærende vild, rød farve går sovjetflagget som en blodstrime ut i den isnende, svarte natt.

Det røde flagget, de gule ansiktene!

Slæden som har gnuret sig fremover over is og sten mot ekspressen til Kina, er stanset midt oppe i det kinesiske problemet …

Hvad er Kremls andel i de vældige begivenhetene ute i Østen?

Endnu har ingen genial tanke løst problemet: at omsætte storhavet i storm til elektricitet, at rette oceanets voldsomme, meningsløse kræfter mot et bestemt formaal; men det er det russerne nu forsøker i Kina.

Hele uveiret derute, de ilske raasene av hat i forholdet til den hvite mand, raser nu i den russiske politiks tjeneste.

Helt siden Kina blev aapnet for europæerne ved opiumskrigen 1840–43 har bitterheten mot stormaktene været ledemotivet i den kinesiske mentalitet; snart som forakt overfor barbarerne, snart som sammenbidt vilje til at lære vore metoder. Saaret blev holdt aapent ved en række krige, med England, Frankrike, Japan, hvor kineserne bestandig led nederlag, indtil det engang for alle fik kniven kjørt i sig efter bokseroprøret i 1900, da Kina blev forpliktet til at betale erstatning for myrderiene i terminer som rækker frem helt til den dag idag.

Ydmygelsene fortsatte. I 1915 fremsatte endog Japan de berømte 21 punkter som vilde ha gjort Kina til et lydrike. Selv om de forsmedeligste av disse krav blev sløifet, var der allikevel nok igjen til at Kina hvert aar med god grund kan mindes den japanske note paa «Nedværdigelsens da».

Under alle disse kriger og avstraffelser fik maktene sine rettigheter fastslaat ved en række traktater, «the unequal treaties» som kineserne selv kalder dem, hvor utlændingene fik eksterritorialrett, koncessioner og handelsbegunstigelser.

End ikke Kinas deltagelse i verdenskrigen paa den seirrike side, brakte nogen bedring. Freden i Versailles og senere Washingtonkonferancen betød bare mere skuffelse, mere bitterhet.

En endeløs, oprivende række av nederlag. Og det var intet almindelig folk som blev rammet av dem. Det var det mest pretensiøse folk som historien kjender, Det himmelske rike, Midtens rike, med en grænseløs beundring for sin egen kultur og sine egne aartusener bak den store kinesiske mur, og med en tilsvarende forakt for Vestens bestandig raa, bestandig moderniserte mekanik.

Næsten et aarhundrede av ydmygelser i et slikt folk, det gir en bitterhet mot seierherrene av en uhyggelig, vild styrke.

Og det er denne følelse som mændene fra Moskva spiller paa til sit bruk. Først en smektende hyrdetone: russerne opgir sine særrettigheter i Kina. Saa, da instrumentet er blit fortrolig i deres hænder, vokser tonen, mørkner i mindet om gammel urett, jubler i løfter, egger til angrep, det er en mesters spil, det stormer, kalder, river med, indtil det ender i et vildt, skingrende signal: Mot Shanghai! Ta koncessionene! Dræp de fremmedes handel!

Det er Kinas egen sang som er spilt. Spilt som et mesterstykke av russisk taktik.

Opbygningen av et nytt Kina, dr. Sun Yat-sens og nationalistenes haab, interesserer ikke Moskva, men ødelæggelsen av de imperialistiske makter, og da særlig England, desto mer.

Det kinesiske kaos er pludselig blit farlig, der er blit kulde over planene, en beregnende viden om motstanderne og deres muligheter til samling eller splittelse.

Der er en dødelig trussel over dette: Buddha paa vandring langs Kreml.

II

Den transsibiriske ekspress, den er som diktet av Kipling.

Kanske ikke akkurat selve toget, hvor hans dagligbadende angelsaksiske instinkter neppe vilde føle sig i sit es, men ihvertfald menneskene. I den skumle spisevognen, hvor et par ubeskrivelig sotede opvartere lemper maten omkring og allerhelst spiller gnav, sitter en række av hans helter med sine flasker fra morgen til kveld.

Hvad andet er der at ta sig til?

Med en splintrende lyd sprænger toget sig fremover gjennem den rasende sibiriske kulde, det eneste som kan ske er ti minutter paa en raa, rykende perron, hvor tunge, frostsvulne bondeansikter graaner sløvt imot os foran boder med brød og røkelaks.

Aldrig et smil, aldrig et øiekast fra disse kvindeklynger, det er som tælen er steget op fra tundraen som støtter, der stirrer fremfor sig mellem tørklær og sjal med et haabløst, uforanderlig kretinerblikk … Det blir næsten med et sukk av lettelse man stamper ind igjen til spisevognsvinduets flyvende hvite monotoni, og sætter sig tilrette med den maskulineste av alle maskuline forfattere.

Mænd paa vei til Østen! En tysk flyver til Chang-Tso-Lin, men mest englændere utover paa business: Dairen, Tientsin, Shanghai, det smelder av havnebyers prakt, og som et fjernt lykkelig konkyljebrus hører vi de syv hav i sodaens fræsende kulsyre …

Kina, Kina, Kina, det er samtalen fra evighet til evighet.

En stor shippingmand har været derute i tredve aar, han vet besked:

Naar De kommer til Peking, studer rikshatariffen før De kjører. Betal riktig, betal Deres tyve cent, De faar et smil. Men synes De synd i den stakkars diltende djævlen og gir De ham firti cent, da er alle onde makter løs, da brøler han rasende, at det er for lite, og i løpet av et sekund er opløpet der.

Slik er den kinesiske mentalitet Man må ikke gi dem mere end tyve cent.

England har gjort den fortvilende feil at slaa av paa sine rettigheter i Kina, nu ser det ilde ut. Kineserne ventet en straffeekspedition, de fik indrømmelser, altsaa: Død over europæerne.

Men flaaten er underveis; og en dag blir vel europæerne enige. Tro mig: Kina blir aldrig lykkelig om det faar mere end sine tyve cent. –

Det er rene ord for pengene, rene ord for tyve cent, grei britisk imperialisme for hvermand.

Men en stund efter, paa en bitterlig kold perron, kommer tyskeren bort til mig: Europæerne enige, mon det? Tyskerne er ihvertfald ikke enige!

Vi mistet efter krigen alle de rettigheter som kineserne nu vil ta fra de andre. Derfor kan det være at det er vi som er Kinas store moralske støtte likefuldt som Sovjet. Argumentet blir selvsagt: Tyskerne har ingen særrettigheter, gaar det ikke fortræffelig?

Nu gaar det tvertimot meget slett, men om det holder vi mund. La Kina bruke os i sin agitation mot de andre europæiske makter, det er endel tause ofre værd. –

Inde i spisevognen diskuterer engelskmændene hvormange krigsskibe der er underveis til kinesisk farvand. 76 er det mest populære tall. Der er mangeslags forhaabninger knyttet til dette flaatebesøk, nogen grundige bombardementer hist og her, landingspartier som kan sine ting, det skal nok lære dem!

En grænseløs tiltro til kanonene, en uendelig forakt for det folk som de lever iblandt og handler med, en imperialisme saa ubehersket som Kiplings under boerkrigen, slik sitter englænderne fra Østen og faar tiden til at gaa.

Men man husker en anden slags engelsk imperialisme, uten bravader, uten chauvinisme, Joseph Chamberlains drøm. Er det et tegn at det er en av det samme navn, med det samme tynde monoklerte ansikt som har ansvaret for flaaten dennegang?

I spisevognen haaber man imidlertid det besste, en virkelig proper nedslaktning, og man drikker paa et lykkelig utfald i parfymeret konjak fra Krim.

Naar krigsskibene kommer, sier manden fra Shanghai, og naar de begynder at sysle med krudtet, vil kineserne angre paa at de har opfundet det ….

Nogen dage senere, i Mukden, kommer et telegram ind i spisevognen: Hangchow er faldt. Kantoneserne gaar mot Shanghai.

Et forunderlig uttryk av stupiditet glir over Kiplings ansikt.

III

Mukden!

Det er som en overrumpling pludselig at være her, langt inde i Kina, to susende ekspressdøgn fra den sibiriske grænse.

Man hadde virkelig rett til en braa overgang: pludselig burde da sneen og tømmerkojerne og de tunge slaviske ansiktene forsvinde og gi plass for noget nytt, for eventyret!

Safirblaa tempeltak i solskinnet, visne opiumsrøkere vandrende omkring i gatene, et glimt av skjevøiet skjønhet, av silke og jade …

Intet hændte. Russiske banevogtere gapte mot toget længe efter vi hadde passert grænsen, og forssvandt først i Chang-Chun. Der begyndte nemlig japanerne at ta haand om banen, energiske funktionærer i europæiske klær ga avgangssignal og klippet billetter, men hvor var Kina?

Man blev grepet av samme bestyrtelse der betok hin tyrkiske admiral som blev sendt med flaaten til Kreta. Efter nogen ukers navigering telegraferte han fortvilet hjem: Kreta er her ikke!

Skulde det gaa likedan med mig?

Saa stanset toget heldigvis i Mukden, endelig et holdepunkt, et kjendt sted!

To ting bør man vite om Mukden.

Den ene er at den er journalistenes Mekka for alle tider.

Var det kanske ikke her at den store engelske avismand Archibald Forbes gjorde sit livs mesterstykke like efter slaget mellem russerne og japanerne? I vild fart kom han galopperende til telegrafstationen for at sende det første telegrammet til Europa, men med konkurrentene like i hælene. Og Forbes hadde ikke faat skrevet et ord, mens de andre hadde lange færdige flak, hvad nu? Han slængte sig av hesten og fulgt av de andre syrtet han ind i stationen, bort til luken, rev det nye testamente op av lommen, aapnet det og skrek: Telegrafer! paa tredobbelt il!

Og saa gik juleevangeliet med prik strek, prik til England, for at opta linjen og vinde tid, til Forbes var færdig med sit telegram.

Saa har vi det an det holdepunkt: Chang-Tso-Lin. Mukden er hans hovedkvarter.

Men selv i forbindelse med denne typisk kinesiske kondottier møter man fremdeles først og fremst dette: japanerne, russerne.

Chang-Tso-Lin grundla sin stilling som guerillafører paa japansk side, mot russerne, like før slaget ved Mukden. Siden da har han været i japansk sold.

Japanerne trænger Mandsjuriet for sit befolkningsoverskudd. En erobring av landet vil føre til storpolitiske komplikationer, derfor nøier de sig med at kolonisere Mandsjuriet under Chang Tso-Lins flagg. Kjernen i deres virksomhet er den ypperlige jernbanen som gaar fra kysten op til Chang-Chun. Der møter den russernes.

Denne jernbanekoncession opga ikke Sovjet sammen med sine andre rettigheter i Kina; og selv om nordskineserne i navnet har andel i administrationen, er det reelt russerne som er den drivende viljen. Og de har vilje til meget: den samme imperialisme som drev tsarriket til krig med Japan, gir sig tydelig utslag i Sovjets politik i Mandsjuriet.

Men mest kanhænde i deres virksomhet sydpaa. Det nationalistiske Kina har to fronter, den ene mot stormaktene, den anden mot Chang Tso-Lin. Fra russisk synspunkt betyr disse to ting ikke bare verdensrevolution; men ogsaa Mandsjuriet.

En side av den kinesiske borgerkrig er altsaa et nyt kapitel av den russisksjapanske krig …

Et troppetog skal netop avgaa til fronten, da vi ruller ind paa Mukden station. Det er noget man kan faa lærdom av: her er geværer, bajonetter, mitraljøser, krig og jern for vore øine, men aldrig saa man vel et fredeligere syn. De smaa smilende glitter i musegråa uniformer rusler ind i vognene som bønder rusler ind paa laaven en blank solskinssøndag hjemme …

Det er ikke en krig hvor nogetsomhelst staar paa spil for dem, de eier ikke en antydning av begeistring, av tro, av følelse at de kjæmper for en sak eller et maal.

Det gjør de heller ikke; de faar sine seks meksikanske dollars (tolv kroner) maaneden for at gjøre hæren gruopvækkende stor …

I disse blide, gule fjæs aner man endel av den kinesiske krigsførsel. Man kan ogsaa faa et fingerpek av den kjendsgjerning at ordet mot ikke findes paa kinesisk. Der findes endvidere et kinesisk ordsprog som sier: Av godt jern gjør man ikke spiker; av godt folk ikke soldater.

Krigen drives av generalene nordpaa først og fremst som en industri, en viktig næringsvei, hvor der vistnok gaar menneskeliv tapt, men det er ikke meningen. Meningen er at utnytte en fabelagtig billig arbeidskraft.

De europæiske industrimagnater fabrikerer varer, midlene til maalet. Her fabrikeres maalet med engang: Makt.

Bak disse glade soldatergrin kan man skimte, haardere, sterkere trækk, en krigens staalkonge med japansk kapital.

IV

Og nu suser toget gjennem Kina!

En kantoneser i Moskvamørket, en nordkineser som sendes til fronten uten han selv vet hvorfor, en Shanghai-britte som tæller krigsskibe, mens der smiles ved nabobordet, nu begynder vi at nærme os det kinesiske problem.

Først kampen mellem nord og syd. Kan den i kraft av selve problemstillingen bli utløst i en virkelig krise? Maktbegjæret nordfra mot ideen i syd, soldater mot agitatorer, det er inkomensurable størrelser.

Chang Tso-Lin har forstaat det, hans maktbegjær har sit maal fuldkomment i sig selv, han er naarsomhelst rede til at tilegne sig ideen om det medfører den ringeste fordel. Hvis bare russerne gaar ut av spillet…

Ogsaa for engelskmændene er problemstillingen vanskelig. Selv de blodtørstigste av dem kan i det lange løp neppe undgaa at indse at de kinesiske kjøbmænds uvilje mot britiske varer ikke lar sig bekjæmpe med krigsskiber. Tyskerne har alt indsett det.

Derfor: Hvis bare russerne …

Slik kan man sitte paa toget, mens det suser nedover Kina, og synes at man ordner det kinesiske kaos noksaa beundringsværdig. Da sker der noget.

Toget glir ind paa en station. Vi er fremme, vi er i Peking!

Her stanser den trans-asiatiske ekspress. Og her ophører alle ting.

Det er altid forvirrende at være i en ny by, men aldrig saa vildt som i Peking.

Ingensinde og ingensteds føler man sin latterlige uvidenhet som her. Man glædet sig for eksempel til at gaa fra stationen og kjøpe solhjelm og en smart tropedragt mot den brændende kinesiske hete; istedenfor maa man laane en ekstra ulster hos en venligsindet landsmand for saa nogenlunde at trodse de isnende sandstormer fra ørkenen Gobi. Man maa endvidere kjøre i riksha og kunne diskutere med kulien om betalingen paa flytende kinesisk. Man maa lære at si tiffin istedenfor lunch, man maa kunne ryste terninger om drinkene ved baren i Peking Club og si «leg to you!» – Man maa kunne tilkalde tjeneren med den usigelig dødstrætte tostavelsesklang som kræves i ordet «boy!» – Man maa kunne slaa sine knytnæver sammen paa brystet og bukke sig tre ganger og knurre beundrende ved møtet med ærværdige mandariner. Man maa være istand til at ta som en selvfølge at en kineser som har lyttet nogen minutter til ens konversation pludselig utbryter, aldeles fælen ved saamegen visdom: Herr Grieg, De maa mindst være femti aar gammel!

Men alt dette er for intet at regne mot den indvielse i kinesiske forhold, som man hungret slik efter og som alle europæerne er saa villig til at gi.

Her faar man høre tusen forskjellige synspunkter, alle fremsatte med uomstøtelig autoritet. Man faar vite at kineserne er ryggesløse kjæltringer og at de er herlige mennesker. Man lytter aandeløst ved en gin and bitters til avismænds utsagn om at dette er slutten for den hvite mand i Kina, man tømmer sit glas og ser sammenbidt ut ved tanken paa at dette er ragnarok og at nu er man midt oppe i det. En time efter taler man fortrolig med en eller anden minister og føler skyggen av hans tynde og diskrete smil spille om sine egne læber ved vor fælles viden om at dette bare er en episode som gaar meget snart over.

Man faar ikke fred i sjælen et øieblik, jorden slaar bestandig nye, sakkyndige revner under en, Kina blir en besættelse, man tænker, taler, drømmer kinesisk politik døgnet rundt. Man begynder dagen med at pumpe boyen som gjør badet istand, og man ender den med at prøve paa en løsmundet flirt med en fager mandsjupike som er veninde til en eller anden generals medhustru …

Det er en herlig tid at komme herut; men i denne malstrøm ønsker en journalist undertiden at han kunde gjøre som Archibald Forbes og, istedenfor et reisebrev, sende hjem et stykke av Det nye testamente, for at vinde tid. Og som en passende begyndelse kunde man ta Johannes 18.38, der hvor Pilatus sier: Hvad er sandhet?

Om Kinesiske dage

I begynnelsen av februar 1927 reiste Nordahl Grieg via Moskva og Sibir til Kina som krigskorrespondent for Tidens Tegn. Han ble i østen helt til begynnelsen av juni. Under oppholdet skrev han en rekke reisebrev og sendte dem hjem til avisen. Senere samme år bearbeidet han disse Kina-brevene og publiserte dem i bokform under titelen Kinesiske dage.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

1. utgave, 1927 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook