Evakuering

Igjen i Hankow.

En eftermiddag gik sirenene fra krigsskibene nede paa floden.

Det var signalet; vi visste det som ventet os.

Det samme fremmedhatet som i januar var endt i stormen paa den brittiske koncession, var flammet op igjen i Hankow værre end nogensinde. Alle utlændingene var kommandert ombord paa skibene av den engelske admiral; bare nogen faa, særlig journalistene blev igjen iland. Det var nifse nætter. Vi visste at kanske skulde sirenene skingre ind i søvnen; og stormen paa koncessionene var begyndt. Da hadde vi ordre om at væbne os og snarest mulig springe ned til Standard Oil bygningen, hvor marinesoldatene vilde bli landsatt.

Heten laa knugende over Hankow. Den eneste annonce som «Folketribunen» indeholdt var en reklame fra det tyske apotek: Kjøp fosforfora! Det bygger op de ødelagte nerver …

Og alle kunde trænge det. Selv engelskmændene hadde mistet motet, selv de hadde ikke klart den voldsomme paakjendingen som det hadde været at miste sin koncession og opleve det besynderlige at The British Empire ikke hevnet ydmygelsen. Og andre nationer, uten det engelske «guts», var endda nærmere nervesammenbruddet.

Hver natt, hver dag ventet man pøbelangrepet. Det blev tilslutt en egen grotesk stemning over livet iblandt os, det var som naturen ogsaa blev smittet av denne syke forventning, trærne utenfor hotellet stod og blomstret i en likgrøn undergangsfrodighet, fuglefløitene steg som underlige bobler av angst op gjennem det svømmende hav av hete.

Saa en eftermiddag gik sirenene, skrikende, klagende, besvergende. Vi hørte den rædselsfulde lyd av tusen trampende føtter, ropene. Saa begyndte mitraljøsene.

Det var den japanske koncession som angrepet gikk mot. Officerene stod selv ved maskingeværene, vi hørte den hakkende, knittrende klangen, saa menneskemængden stupe foran denne metodiske, svingende død. Saa var den stanset, saa var alt flukt og panikk. Angrepet var slaatt tilbake.

Den natten seilte fire skiber med hvite flyktninger vækk fra Hankow, og i uken efter otte mer. Tilslutt laa Hankow som selve de dødes by tilbake under den dirrende sommersolen.

Der var ingenting mer at utrette. Jeg kunde likegodt dra nedover floden. –

Skibet manøvrerer sig langsomt ut i mørket fra Hankow havn. En hvinende hvit lysstripe svinger gjennem natten, en britisk kanonbaat jager op ved siden av os, lik en springer der leker for baugen en nat i passaten. Den driver os ut i strømmen, hvor fire andre passagerbaater ligger og venter; konvoyen nedover Yangtse er begyndt.

«The Bund» glir forbi os, forretningspalassene med sine søiler og sin prakt stirrer utover elven med et isgraat, utslukt, uhyggelig blik. Forlatte, lukkede allesammen; en endeløs række av mausolæer for alt som europæerne har kjæmpet for …

Men ute paa floden er der endnu et glimt igjen av den hvite mands kultur. Paa et av de amerikanske krigsskibene er der spændt op et lerred, og fra et andet som ligger til ankers et stykke fra flommer projektøren fra et Pathé-apparat. Derborte sitter alle gastene og ser den siste Gloria Swanson film paa lerredet derute paa floden, i den varme kinesiske natt.

Vi glir videre nedover, snart har vi byen bak os. Da pludselig, blusser det op i søkelyset, – en blodig ild, en opadgående sol brænder rødt over hustakene; flagget paa det japanske konsulat. Det er det eneste som lever i mørket over Hankow inatt, en flammende vilje straaler utover en verden hvor ellers alt er haabløshet og nederlag.

Japanerne blir igjen, bestandig igjen i Kina …

Men vi fra aftenlandene er beordret avgaarde, vi staar ved rækken paa en av de talløse baatene som nu i ukevis har fraktet utlændingene nedover floden.

Det har været et merkelig skuespil at være vidne til, denne vældige procession av skjæbner som hver eneste dag har seilt forbi Hankow, paa vei mot havet.

Her glimter en scene for mine øine …

Hvite skikkelser glir aandeaktige op og ned dækket; det er nonner som er evakuert fra det indre. Hændene med den matte blyring som vier dem til Kristus, holder om bønneboken eller rosenkransen.

Det er et arbeide i grænseløse savn og opofrelser, i feber og pest, i bitterlig kulde og dampende hete, som de kommer fra. Og de er reddet ut fra et land, som flammer av hat mot dem; men de ser ikke lykkelige ut.

De er saa unge, mange av disse barmhjertige søstre, det er som de har en angst i øinene for at komme ut fra ensomheten tilbake til alt det som kaldes livet.

En av dem kan ikke være mere end tyve aar, det skjønne, likbleke ansiktet under sløret lyser et øieblik borte ved rækken – mot hvad? Saa farer hun sammen, og glir videre; en lilje i nattevinden.

Soeur Marie Louise!

Men pludselig stimler alle de hvite søstrene sammen under lave, ærbødige rop; en pater er kommet ut fra røkesalongen. Et haardt, pergamentgult, skjægget ansikt under tropehjelmen, træk hvor lidenskaper er gaat under og blit forstenet. Det er som han hører hjemme paa en barskere sjø, han kunde ha været moderkirkens mand paa ukjendte, stormende hav med Columbus eller Vasco da Gama … Men ogsaa her i Kina har der været bruk for conquistadorenes vaagemot; mange av disse skipperskjægede prester har med gevær og revolver skudt sig vei ned til floden.

Pateren har hørt nyt: i det indre av Hunan er flere av de kinesiske kristne blit levende brændt, man omviklet deres legemer med bomuld, og såtte ild paa. At tænde et lys, kalder kineserne dette.

– Comment, mon pére?

Smaa, sørgmodige, forfærdede rop fra søstrene …

Men borte ved kommandobroen glimter det spotsk i øine, blaa som vore fjorde. Det er nogen av vore egne missionærer, som med indgrodd mistillid ser paa disse repræsentanter for «den kjæmpende kirke» …

Og dog: inat, om nogensinde, kan jalusien mellem disse Guds utsendte med tryghet forstumme.

For dette er slutten.

De kan møtes i nederlaget.

Intet menneske kan bebreide dem at de er flyktet fra forfølgelsen. Intet menneske kunde heller ha bebreidet de første kristne om de hadde veket tilbake for martyriet.

Men hvad hadde kristendommen været uten hines kors og pinsler?

Nu er missionsstationene forlatte over hele Kina, hjorden har mistet sine hyrder, og ulvene vil være over dem.

Her staar nogen mennesker paa dækket av en flodbaat nedover Yangtse-kiang, mens et britisk krigsskib tumler foran baugen, med mænd rede ved kanonene.

Det er kristendommen som evakuerer fra Kina.

Men ved siden av disse slagne i troens og aandens rike, sitter en klynge kvinder som ogsaa har lidt nederlag. Deres glorete kaaper og sjal stikker skrikende av mot nonnenes hvite drakt. De bleke, brede ansikter stirrer sløvt ut i mørket som syder forbi skibssiden …

Det er russepiker, et ord som sier alt herute i Østen.

Tusener og atter tusener av dem findes paa dansestedene overalt i Kina; de er et godt marked, alle disse mænd i ensomheten.

Give me big box of chocolates? small bottle of wine?

Pengene ryker …. Og for hver femti dollars som man spender, faar pikene fem som sine procent …

Men nu er forretningen i grus, her sitter de sammenkrøpet paa dækket, Ester, Crazy Nina, Ginger – hun som den unge englænderen skjøt sig for – Vera og alle de andre … Med graa, grove træk, herjet av Østen og drikken og nættene, stirrer de ut i en fremtid som bare har skjændsel og undergang i sit skjød.

Men mest er her mænd, det praktiske livs mænd, uten særlig interesse hverken for aanden eller kjødet. En ingeniør sitter paa en lukekarm og trommer idag. De vil tilbake til oldtiden; det eneste man har at gjøre er at pakke sammen.

– I vor fabrik fik arbeiderne tyve cents mere om dagen end i den kinesiske nabofabrikken, sier en mand i tobakstrusten, de fik gratis skolegang og pensionsordning. Allikevel var det mot os de streiket. Nu har de knækket os.

– De har stanset al moderne skibsfart paa elven, sier en mægler, nu gaar de tilbake til sine forbandede junker. Er det det tyvende aarhundrede vi lever i?

Bleke, slitte, slukkede ansikter er det som taler til hverandre. Der blusser op en liten iver da en kommer med det vanlige rop paa intervention:

– Vil ikke kineserne gjøre business med os, skal de tvinges til det.

Der er enighet paa dækket om det, men det er forsent nu. De er ruinerte, deres eksistens derute, med bil og boyer, deres haab om mange aktede og velsstaaende aar hjemme, er bitterlig faldt sammen.

Men den gamle drømmen om væbnet indgrep gjør sin virkning, det ildner dem som det ildnet dem alle de maanedene da krigen virkelig stod paa terskelen. Og rent instinktsmæssig gaar de ind i salonen, for at fortsætte samtalen med den meningsytring som bestandig efterfølger ordet intervention: Boy, gin and bitters.

Men en amerikansk journalist er tilbake paa dækket.

– I seks uker har vi været i Hankow, sier han knurrende, vi ventet paa katastrofen, man lovet os bestandig blodbad inden otte dager …

Og vi ventet, ventet, ventet. Blev det saa til noget?

Hankow, du minder mig om en kabaretpike som man blir kjær i ved midnat og spør om at faa kjøre hjem.

Ja, men vent til klokken seks, sier hun.

Og man venter, man sender hende big box of chocolates, man sender small bottles of wine, man sender de løgnagtigste, mest ophissende telegrammer om hvor uutholdelig hektisk situationen er.

Verden venter paa sensationen:

Hvad sker? Piken forsvinder ut en bakdør, hun var gift med førsteviolinisten …

Ja slik er det! Andre skal belønnes med vor taalmodighet. For os har Hankow, ja Kina for den saks skyld, været gift med førsteviolinisten.

Med et siste rasende snøft kryper han sammen paa en taugkveil for omsider at finde ro efter sin triste nattevakt …

Overalt mørke, dødstrætte, sovende skikkelser, overalt støn, uro, en evig hvileløshet. Men pludselig flammer en magnesiumsbombe i veiret, lyskasteren fra kanonbaaten er igjen sat paa. Døde, haabløse, hvite ansikter stirrer blinde mot lysskjæret.

Og der er pludselig noget uhyggelig ved alle disse mennesker, som er sammenstuvet paa en flodbaat paa vei ut fra Kina. De er ikke længer individer, de er symbolet for en hel race, en hel civilisation.

Det er vor religion og pretension, vor kulsviertro paa business, vor maskindyrkelse og sensationskultur, som rummes her paa dækket inatt.

Rundt omkring mørkner i al sin ufattelighet verdens vældigste land, et folk som kaster vrak paa vore goder, vore dyrebare, uforlignelige goder.

Natten ruger over Yangtsekiang.

Men ledet av lyskasterskjæret fra et krigsskib fins der den store procession, den store fallit sin vei utover mot havet.

Boken er utgitt av Bergen Offentlige Bibliotek

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.