Forord, særlig henvendt til Fattigkommissionerne

VSkulde jeg sætte Læseren ind i den Stemning, som baade fra først af ledede mig til at skrive denne Bog, og som har fulgt mig hele Bogen igjennem og altsaa har gjort, at jeg skrev netop saaledes, da maatte jeg tale noget om Sammenhængen mellem dette mit Foretagende og tidligere Forhandlinger om samme Emne.

Mange ville mindes, at for nogle Aar siden blev der ofte handlet om Husfliden, snart i Aviser, snart i Landmandsmøder. Et Foredrag fra et saadant Møde staar aftrykt i Budstikken for 1859, Side 350-362, og formedelst den Klarhed og Bestemthed, hvormed den herskende Anskuelse her blev fremsat, kom samme Foredrag til at danne som en Afslutning for en længere Tid; der kunde ikke vel siges stort mere i den Retning.

Det staar maadeligt til med Husfliden her i Landet, heder det her. Og dette bliver ikke alene ligefrem sagt, men tillige, som mig synes, endnu stærkere betegnet derved, at Taleren fast ikke veed at nævne nogen Art af Husflid, som Almuen allerede havde vidst at lægge sig efter i Landet, og som der kunde blive Tale om at ophjælpe; det ser ud, som at alt maatte grundlægges fra Nyt af, og det formedelst Sagkyndige, som havde gjort sig bekjendt med Tydsklands og andre Landes Industri og nu maatte faa det Hverv at udtænke en Plan for vore Almuer og at forestaa deres Veiledning og Undervisning.

Tildels i samme Foredrag og ellers ved lignende Forhandlinger taltes i tilsvarende Udtryk om Almuernes Forstand paa sin Hovedbedrift, saasom Jordbrug, Skovdrift, Fiskeri, eller om Bygdefolkets Husstel med Hensyn til Madlavning, Renlighed o. s. v. Om hele Betragtningsmaade er klart angivet med det korte Udtryk, at «Almuen her tillands er da sandelig slig, at den maa lære om igjen Altsammen»Forfatternote: Saml. Folkevennen 1864, Side 633.

VIMen den Almuesmand, jeg har fortalt om i Kap. I, og hvis vakkre Bedrift gav mig første Tanken om at studere Husfliden, har jo aabenbart ikke havt anden Lærer end sin egen Opfindsomhed. Fra Gjøvik og Vardal, hvor jeg hørte om ham, kom jeg til Bergen og saa Fiskeriudstillingen; den gav et mægtigt Indtryk af, hvad norske Almuer have vidst at udrette og det uden synderlig Veiledning hverken af fremmed Videnskab eller af Udlandets Exempel. Fra denne Udstilling kom jeg endelig til den lykkelige Bonde-Familie i Søndfjord, som jeg fortæller om i Kap. II, og her blev jeg saaledes bevæget af den Flid og Arbeidsomhed, som omgav mig, at jeg tog Mod til mig og skrev et Stykke om Den Norske Husflid, et kort Stykke, hvori jeg endnu ikke fremsætter nogen Mening, men beder om, at man vilde staa mig bi med at samle Oplysninger. Stykket blev ikke alene trykt i Folkevennen (1865), men Aftryk deraf blev sendt til samtlige Formandskaber i By og Bygd, med Ønske om, at det maatte blive givet Mænd ihænde, som monne være villige og skikkede til at gaa ind paa min Plan. Jeg vilde faa istand som en Udstilling af Husfliden, en Udstilling i Ord og Beskrivelse, og det var Haabet, at den skulde gjøre et gunstigt Indtryk og heller vidne til Fordel for Folket.

Man forstaar altsaa, at mit Arbeide er blevet til i Modsætning til den trykkende Mening og knugende Paastand om Almuernes ringe Begreb og Foretagsomhed. I Søndfjord kunde det fornøie mig, bare jeg saa en Flis udfor Husvæggen, som mindede om det flittige Arbeide med Sildetønder der indenfor. Og om Indberetningerne fra Bygderne blev aldrig saa lange, saa morede det mig dog Linie for Linie at se den mangeartede Flid og Opfindsomhed opregnet.

Jo mere jeg speidede og stirrede, des mere saa jeg baade af seirende Flid, og af udvortes Hindringer og Vanskeligheder, som man har havt at beseire, og som det endnu staar tilbage at vinde Bugt med. Og dersom jeg tør slutte fra min egen Stemning, saa skal det ingen Fare have, om man ved Siden af det Mislige og Maadelige, som paatrænger sig af sig selv, søger med Flid efter det i vort Folkeliv, som man kan glæde sig over, og saa frit yttrer sin Glæde og sin Ros, naar man finder Noget. Dermed voxer Haabet hos Tilskueren om, at det skal gaa bedre og bedre, og et fornøiet Tilraab til selve Almuen, til dem, som sidde midt op i Faren og Møien, og hvis Fremgang og Held det stundom kan se saa tvivlsomt ud med, skulde vel heller virke opmuntrende, belivende og styrkende.

Jeg skal naturligvis ikke nægte, at det kan være i sin Orden, naar den virkelig Sagkyndige peger paa Feil i Stel og Bedrift, og jeg indrømmer selvfølgelig, at Norge kan lære adskilligt af Tydskland o. s. v. Men derhos ser jeg tillige Tingen saaledes an, eller jeg har, hvad jeg ved en Række af Skrifter har lagt for Dagen og heller ikke lægger Dølgsmaal paa i nærværende, saa alvorlige Forestillinger om vore Tilstandes VIIVanskeligheder og Farer, at jeg siger, at selv mange Sagkyndiges Lære og mange bereiste Mænds Beretning fra Udlandet ikke vilde forstaa. Der vil ikke mindre til, end at hver Mand retter sig og ser sig om og griber sig an, og de gode Hoveder og ivrige Sjele blandt Almuens egne Tusinder maa gaa foran og trække Kammeraterne efter. Men det bliver der ikke noget af, med mindre man har en Smule Tro paa sig selv og sin egen Fremskridts-Evne. Og om denne min Bog er noget tess, saa skal det kjendes derpaa, at den formaar at værne om denne gode Tro og befordre den Spirekraft, som ligger i den.

*

Nogle af vore Fremskridtsmænd overse den norske Almue og Arbeidsklasse af den Grund, at de synes den kan ikke og gider ikke arbeide, som den skulde. Andre se ned paa den af denne anden Grund, at de have saa ringe Tanker om selve det Arbeides Værd og Ære, som hører samme Almue og Arbeidsklasse til.

Ifølge Kalds og Stillings Medfør og ofte med stor Begavelse og personlig Iver have Skolelærerne og Præsterne og nu paa en Tid tillige Skoledirektørerne, dertil Bladredaktører og andre Forfattere, arbeidet for Oplysningens og Skole-Dannelsens Fremme blandt Folkets Mængde. Det er en stor Sag, en Folke-Sag, og der staar en Hær af Talsmænd, og under den vedholdende og planmæssige Virksomhed har der dannet sig en stærk Opinion for Oplysningens Værd og Bog-Dannelsens Anseelse.

Men der har ikke været nogen tilsvarende Række af Talsmænd for Arbeidets Værd og Anseelighed – dette udvortes og saakaldte simple Arbeide, som Nationens store Mængde har at forrette med sine Hænder.

Alle Mennesker forstaa naturligvis nok, at samme Arbeide er nyttigt, ja uundværligt, i udvortes Maade. Men man har ikke synderlig Øie for dets Værd med Hensyn til Folke-Opdragelsen.

Skulde jeg give en kortfattet Beskrivelse af Almuens, af Folkets store Mængdes, Aandsudvikling og Kundskab og Dannelse, saa maatte jeg sige, at det Bedste, Folket veed, har det af Guds Ord, og det Meste, det forstaar, har det lært under Hverdagslivets Stræv og formedelst Folkeskikkens Opdragelse. Thi under Hverdagslivets Stræv er Nøden en af alle Tidsaldere priset Lærerinde, og i Folkeskikkens Opdragelse er Arbeidet en Prøvet Lærdom – Arbeidet, Alt det, som skal gjøres, hvor de erfarne Gamle gaa fore med deres Arv af Indsigt fra Fortiden, og de Unge se paa og tage efter og siden nu og da lægge noget til af deres egen Tids Indsigt og Erfaring, saa altsaa Lærdommen voxer.

Hvad Bogen er for den boglærte Mand, det er Arbeidet for Arbeidsmanden. Jeg kunde tale meget om den interessante Iagttagelse, som overalt kan gjøres, at der i Virkeligheden ikke er noget Arbeide saa enkelt eller VIIIligefrem, at det jo kræver Tanke, og at Arbeidet altsaa ogsaa gjør det til Gjengjæld, at det øver Tænksomheden og udvikler den naturlige Sands og Forstand. Men hvad jeg her vilde fremhæve, er Arbeidets Værd og Betydning for Sindet og Charakteren. At Arbeidsmanden forstaar sin Dont og røgter sin Gjerning, det lægger Selvfølelse i hans Sjel og giver hans Personlighed den rette Holdning.

Det vil altid kun blive en Brøkdel af Dannelse, som en Almuesmand kan vinde med at tilegne sig paa Skolebænken og med Bog i Haand. Med Tiden kunne vistnok Skolerne blive bedre, saa der altsaa vil kunne vindes mere, og det er vel; men med Tidens Udvikling i alle Retninger vil der ogsaa fordres mere, saa det endda kun bliver den samme Brøk af det Hele. Og skulde Agtelsen rette sig derefter, blev det kun en Brøkdel af Agtelse. Men i Modsætning hertil mener jeg, at Arbeidsmanden bør kunne hævde Arbeidet som sin Stands Ære og kræve fuld Agtelse for samme.

Derfor har jeg for min Del hilset Nutidens Industri-Udstillinger med Glæde. De betegne en lykkelig Vending i Tænkemaade og Begreb. Den «dannede Verden» betragter med stigende Interesse den arbeidende Verdens eiendommelige Kald og Dygtighed, og det gaar af Mode at sige: Bare en Arbeidsmand!

Alt fra jeg saa Udstillingen af alle Landes Arbeide i London 1862, har jeg havt i mig som en Spire af Tanke om at samle paa Oplysninger og forsøge med Bidrag til en Beskrivelse af Det Norske Arbeide – det Arbeide, som er af saadant Slags, at det tillige kan vises frem i Industri-Udstillinger, Arbeidsklassens Arbeide altsaa. Jeg har endogsaa vovet mig frem med en Begyndelse. I Folkevennen 1865 bestrev jeg to af de norske Baadformer, Nordlandsbaaden og Listerbaaden, og ved at hentyde til den Mangfoldighed af Erfaringer og Forsøg, som maatte være gaaet forud, før det lykkedes Baadebyggere at faa frem disse skjønne og i sit Slags fortrinlige Baadformer, betegnede jeg dem som Prøver paa eller Yttringer af, hvad jeg kaldte: Det Norske Arbeide, eller dette System af Virksomhed, som begyndte modig med Norges Bebyggelse, og som har fortsat med Udholdenhed og tiltaget i Indsigt og Kraft indtil denne Dag.

Der maa være noget Eget ved hvert Lands Arbeide. Skibssarten, Lofotfisket, Sæterbruget, vore enligt beliggende Gaardes Omhu for at være selvhjulpne formedelst alskens Husflidsarbeider, som andensteds overlades til særskilte Haandværkere – se der nogle af de Enkeltheder, som have givet vort Lands Arbeide dets Eiendommelighet. Jeg bruger Udtrykket Det Norske Arbeide, omtrent som man taler om Det Norske Sprog.

Naar jeg nu særskilt har valgt mig til Beskrivelse den Del af dette Arbeide, som Husfliden udgjør, saa har det sin bestemte Grund. Agerbruget og Fædriften og andre Folkets Hovedarbeider have allerede fundet sine Forskere og Skribenter blandt Fagmænd, saa der vilde det ialfald være IXbetænkeligere for mig at komme frem med mine Synsmaader omgaaende Arbeidets Historie og Arbeidsfolkets Udvikling og Arbeider-Dannelse. Men Husfliden er en saa mangfoldig Ting, sammensat af saa overvættes mange Arter, at der saa alligevel ikke er nogen Forfatter, som kan kaldes Sagkyndig i dem alle, hvorfor Vovestykket vilde være lige saa farligt for hvillensomhelst Anden, som for mig. Og Husfliden har en bestemt almen Interesse og en for mig særegen. Til dens almene Interesse hører dette, at da den udfylder de Mellemstunder og sysselsætter de Hænder, som ikke optages af Hovednæringerne, og da det kan antages, at det Folk, som skjænker Smaa-Syslerne fornuftig Omhu, endnu mere med Flid og Alvor lægger Vind paa sine Hovedarbeider, saa kan Husflidsarbeidet tjene som Gradmaaler for selve Arbeidsomheden, denne Folkelivets Hoved-Dyd, som det er en Lyst at betragte og saare vigtigt at forstaa og bedømme ret. Og at Husfliden maa have en særegen Interesse for mig, det vil man begribe ved at sætte sig en Smule ind i den Opgave, jeg har i det Offentliges Tjeneste i disse Aar, nemlig at studere Fattigfolkets Kaar og Sæder i vort Land. Jeg kan ogsaa udtrykke mig saa, at jeg siger, at mine Tanker og Bestræbelser dreie sig om den Million, som Fattigvæsnet formedelst en mærkværdig og saare betænkelig Væxt har naaet op til at koste: her er som en overhængende Fare; ved Tanke om, hvorledes dette store Fattigonde skal mødes, spørges der ret om Agtelse for Arbeide og om Arbeidsomheden selv og alle med den beslægtede Dyder hos Folket i Almindelighed, og i Særdeleshed kommer desuden Haabet til at feste sig ved Husflidens Smaa-Sysler, som netop ere for Smaafolk og Fattigfolk (man se Exempler i nærværende Skrift Side 1 og 117).

Jeg veed vel, at disse samme Smaa-Sysler enkeltvis kun give smaat Udbytte, saa man kan fristes til at spørge, ligesom ved de fem Bygbrød og de to smaa Fiske for hine Tusinder i Ørken: Hvad er det for saa Mange? Men der blev jo i samme Ørken samlet up hele Kurve af Levninger. Under Fliden og under den Nøisomhed og Sindets Opløftelse, som følger med Fliden, kan der af det Lidet blive mere end Mad til Mættelse.

*

Idet jeg skal træde frem for Publikum med min Bog, vækker det en egen Fornemmelse hos mig, at jeg ser, hvor stor den er bleven. Jeg veed, hvad Mange ville tænke. Men derfor gaar jeg lige til det og skynder mig med at faa sagt, at saa stor Bogen end er, saa er det nok Meningen, at den skulde være kun Begyndelsen til en Række af lignende Bøger.

Fornøielse og Underholdning maa der ikke være Tale om, hverken for Leser eller for Forfatter. Her er Alvor, her er en Opgave at tænke paa, et Maal at arbeide til.

XSkal min Bog faa noget at betyde, saa maa det vise sig paa den Maade, at de rette Vedkommende, som ere Haandarbeidets egne Mænd og nærstaaende Venner, vise i Gjerningen, at Bogen har Ret, eller lægge Kjendsgjerningernes fortsatte Bevisførelse til hvad jeg har vovet at sige til Arbeidets Pris og til de norske Arbeideres Forsvar. Men at indsamle disse fornyede Kjendsgjerninger, – at fortælle om hvorledes Almues- og Arbeidsfolk omkring i By og Bygd heller forhøie deres Flid og Iver, siden de have erfaret, at der er dem i deres Nærhed, som tro paa deres Flid og glæde sig over deres Iver, – at skildre med nye Træk og udmale med altid livligere Farver, hvorledes Folkelivet arter sig smukt og Folkeopdragelsen lykkes bedre og bedre under Arbeidets velgjørende Indflydelse – det vilde jo blive at føie en ny Bog til denne første.

Hvert Aar behøves ny Høst af Markens gode Ting. Hvert Aar kan ogsaa Sindet behøve den Næring og Vederkvægelse, som følger med Synet af den folkelige Selvfølelses og Selvvirksomhets Væxt, og et saadant Syn skulde en ordnet Fremstilling af Almuens Arbeide give – ivrigere og tænksommere og lykkeligere Arbeide Aar for Aar, saafremt der ikke indtraf Uaar paa Folkets Tænkemaade og Sæder.

Altsaa aarlige Fremstillinger om Husfliden?

Gjerne det. Da kunde der lidt efter lidt blive tilføiet, hvad der mangler ved dette første Forsøg. Fra store Strækninger af Landet og anseelige Dele af Befolkningen har jeg jo denne Gang ikke havt Noget at melde. Saadanne Bidrag, som jeg har givet for Christiania By, vilde jeg gjerne have for Christiansand, Stavanger, Throndhjem, Tromsø. Et Sidestykke til Beretningen fra Gjæsdal skulde jeg sætte Pris paa at se fra Nabobygden Birkrim. Og jeg kan sige jeg lenges efter at se og høre noget fra Hardanger, fra Thelemarken, fra Soløer, Guldalen, Namdalen, Nordmøre, Søndmore, Sogn.

Fra Sogn? Nylig er en flink og flittig Botaniker, en af vort Universitets lovende Arbeidere, kommen tilbage fra Sogn, som han har bereist tre Sommere i Rad, jeg har hørt ham fortælle om hvad han fandt, og jeg forstaar, at det kjærlige og omhyggelige Studium af, hvad denne Egns Natur har formaaet at frembringe af Plantevæxt, nu danner et vakkert og velkomment Tillæg til Kundskaben om hele Norges Flora. Men ligesaa skulde det nok interessere mig, om en flink og flittig forsker vilde bereise Sogn tre Gange og besøge Slaattefolkene oppe i Fjeldskarene om Sommeren og Sildefiskerne ude paa Havskjærene om Vinteren og overalt gjøre sig Flid med at studere den Arbeidets Kunst og Skik og Maade, som Folket her i Egnen har formaaet at lægge for Dagen – hvad enten formedelst Efterligning andetstedsfra eller ved egen Tænksomhed og Opfindsomhed. Om Nogen holdt ud og virkelig bereiste Sogn tre Aar i Rad med denne ene XITanke, saa kunde det nok hænde, ikke alene at han fik gjøre mangt et Fund med Hensyn til selve Gjenstanden eller mangt et nyt Indblik i selve Arbeidsvæsnets og Folkelivets Forholde, men tillige, at han under de fortsatte Forsøg tilsidst kom efter det lykkelige Greb med Hensyn til Fremstillingen, saa han kunde tale om Tingene med samme videnskabelige Grundighed og systematiske Sikkerhed, som naar Botanikerne eller nogen af de andre gamle Videnskabers Dyrkere fremforsøgsvis for os deres Kundskabs Skatte. Men var min Arbeidsforsker saaledes bleven Herre over sit Stof for Sogns Vedkommende, saa vilde han siden have lettere for at fortsætte og f. Ex. gjennemsøge Nabobygden Hardanger og udfinde, hvilken af de to Bygder der er rigest paa Arbeide (baade med Hensyn paa Arbeidets Mængde og paa Arbeidets Indsigt og Kunst), omtrent som Botanikeren har sine Regler at gaa efter, naar han anstiller Sammenligning mellem to Egne og afgjør, hvem af dem der er rigest paa Planter.

Og med det valgte Exempel er det i Grunden allerede antydet, at med fortsatte Fremstillinger af Husfliden maatte der ikke blot lægges an paa at faa samlet Beretninger fra alle Landets Egne, men lige saa meget at faa Sagen belyst fra alle Sider. Jo mere man tænker over Sagen, des mere bliver man opmærksom paa, hvor mangfoldig eller mangesidet den er, hvor mange Biomstændigheder der er at tage med i Betragtningen, hvor mange Forholde der opstaar ved Sammenstilling af den enkelte Sag og andre Folkelivets Anliggender. Jeg kan regne op de Byer og Bygdelag, som ikke ere omtalte i nærværende Bog, men jeg har kun som en Anelse om den Mangfoldighed af Side-Spørgsmaal og Side-Hensyn, som ikke ere komne ind under Betragtningen eller ikke ere blevne klarede. For mig staar det f. Ex. som en overmaade vigtig og vanskelig Opgave at komme paa det Rene med sig selv om, hvad man skal tænke og gjøre ved det Forhold, som foreløbig og forsøgsvis er berørt Side 251 og følgg.

Foreløbig og forsøgsvis, siger jeg, og her faar jeg Anledning til at tilføie den Bemærkning, at som den hele Bog er skreven med det stadige Ønske, at den, som sagt, maatte blive Begyndelsen til en Række af lignende, saa har jeg ikke næret saa stor Frygt med Hensyn til Ufuldkommenheder, Unøiagtigheder, Misforstaaelser, Feiltagelser, som rimeligvis ville kunne paapeges i mine Kapitler. Overalt, haaber jeg, skal der sees Tegn til, at jeg har gjort mig Flid for at treffe det Rette, og naar Skriftet blev fortsat, maatte der jo først og sidst blive Leilighed til at tilføie Rettelser.

Store Bøger og mange Bøger om en saadan enkelt Sag som Husfliden? Bliver det ikke for meget af Bøger? Men nu har jeg af denne trykte Bog udeladt for Forkortelses Skyld nogle Kapitler, som allerede vare skrevne, nemlig et, som gav en sammenhængende Fremstilling af den kvindelige Husflid (til Erstatning for at Bogens øvrige Kapitler fortrinsvis beskjæftige sig med den mandlige Husflid, som nok er den mindst XIIkjendte), og to, som fortalte om et Par af vore Bonde-Almuers selvlærte Mekanikere samt om en mønsterværdig vinskibelig Husmandsfamilie. Fremdeles har jeg maattet opsætte til kommende Tider at forsøge med Bidrag til Arbeidets og Husflidens Historie; derunder kunde der blevet Tale om den kunstneriske Stil, som man finder Spor af i vore Bygder, og ved Talen derom kunde der atter blevet Anledning til at dvele ved den smukke Træskjæring, denne Husflidens Blomst, som Hr. de Coninck har Fortjenesten af at have fremdraget og opelsket, men som fast ikke er nævnt i denne Bog. Og hvad jeg endelig betragter som det største Savn ved nærværende Bog, det er, at dens Tanke og Betragtning nok har strakt sig fra Finmarken til Smaalenene og fra Strilelandet i Vest til Røros i Øst – men saa her standset ved Rigsgrændsen. Svenskeren Hartman har skrevet en Haandbog over Skandinaviens Plantevæxt, og Svenskeren Nilsson har givet os Haandbøger over Skandinaviens Dyr og Fugle; men lige saa er Folkelivet i alt Væsentligt ens i de svenske og norske Bygder, og særskilt skulde det være en stor Vinding til forstaaelse af og til Veiledning for den norske Husflid, om de svenske Almuers berømmelige Flid og Kunstfærdighed blev vel kjendt iblandt os. Jeg kan sige, at under alle mine Folkelivs-Studier har det været Gjenstand for baade Undren og Fortrydelse hos mig, at det saa lidet har lykkes mig at udvide Forskningen til at omfatte de tilsvarende Forholde østenfor Kjølen, og dette falder mig navnlig paa Sinde nu, jeg udgiver dette Skrift om Arbeide, i disse Dage, da Hungersnød staar for Døren i Sveriges nordligste Bygder, og det er Gjenstand for den pinligste Deltagelse i begge Lande at erfare, hvorvidt det kan lykkes – ikke alene Gavmildheden at skaffe Brød, men Skarpsindigheden at skabe Arbeide, for hvilket Brød kan kjøbes. Naar gjelder det mest svenske Bygder, næste Aar kan det være norske, og Arbeidets Mænd maatte kunne lære fra begge Sider.

Forresten bør man dog ikke blive saa meget forskrækket over, at jeg talte om aarlige Beretninger. Hver Ting har sin Tid, og naar Sagen var saavidt udtømt eller Interessen saavidt opbrugt, at det skjønnedes, at der ikke var stort mere at udrette paa denne Maade for det første, saa vilde det sige sig selv, at man fik standse indtil videre. Og hvad det angaar, at Beretningerne, som nærværende første Prøve viser, kunne falde vidtløftige, saa tør jeg ty til den ovenfor brugte Sammenligning med en Udstilling: Ingen pleier klage over, at en Industri-Udstilling er for stor, men man vandrer igjennem Salene og standser der, hvor man synes der er noget at lære af eller glæde sig over – og ganske ligesaa kan man blade i Bogen og gaa forbi og standse, eftersom man synes.

*

XIIIJeg kommer nu til et overmaade kjært Punkt; thi at berette om, hvorledes jeg er bleven sat istand til at udgive denne Bog, bliver det samme som at fortælle om, hvorledes tvende Hædersmænd have skjenket Sagen en særegen Deltagelse og understøttet og opmuntret mig i nærværende Forfatterskab med den smukkeste Prøve paa Venskab og Tillid.

Jeg har dem at takke for, at denne Bog er bleven ikke alene simpelthen udgivet i Trykken, men udgivet saaledes, at jeg kan have Frimodighed til, som allerede skeet, at yttre Ønske og Haab om at se den fortsat med en Række af lignende Skrifter.

I den ovenfor berørte Indbydelse af 1865, hvori jeg anmodede om Bistand med skriftlige Meddelelser omgaaende Husfliden, stolede jeg naturligvis hovedsagelig paa Ligesindedes Interesse, men lovede dog tillige at «gjøre mit Muligste» for at skaffe Forfatter-Honorar til mine Medarbeidere. Det kom an paa, om jeg selv kunde opnaa at faa Forfatter-Honorar, saa jeg havde noget at dele. Isaafald vilde jeg honorere «mindst ligesaa godt» som Folkeoplysnings-Selskabet. Blev der noget tilovers, talte jeg om at gjemme det hen til «et følgende Skrift om samme Emne, enten til Prisopgaver eller til Trykningsomkostninger». Endelig yttrede jeg, at det hele Forhold med Honorar skulde jeg i sin Tid gjøre offentlig Rede for – og nu er Tiden dertil kommen.

Jeg maa begynde med at sige, at det var vel, jeg ikke fremsatte mere bestemte Løfter. Thi da det kom til Stykket, maatte jeg opgive Haabet om at faa min Bog udgivet paa almindelig Maade og mod Honorar. Men istedet derfor skulde jeg faa den udgivet paa en endnu bedre Maade.

Det faldt mig ind at ønske et saadant Tegn paa Deltagelse for den Sag, som Bogen handler om, at noget privat Selskab eller nogen privat Mand vilde gjøre et Offer. Jeg vilde have Bogen sendt som Gave – først til hine Medarbeidere, dernæst til Landets Fattigkommissioner, hvem jeg gjerne vilde have betragtet som mit Publikum baade for dette og for flere Skrifter; desuden maatte der trykkes nogle Exemplarer til, som kunde lægges ud i Boghandelen, at Bogen kunde siges at være bleven fuldstændig offentliggjort. Nu vel, henne paa Vestlandet har jeg en Ven, som jeg kan tale med om Alt, hvad der ligger mig paa Hjerte; jeg besøgte ham paa en Reise ifjor, for dette Besøgs Skyld havde jeg taget med i min Reisekuffert de Indberetninger om Husfliden, jeg allerede havde faaet; han satte sig ind i mine Ønsker og Planer og – lovede at betale hvad Bogens Udgivelse og Udbredelse paa nævnte Maade vilde koste. Han føiede mig i Alt og har kun gjort mig imod ved at forlange, at jeg ikke maatte nevne hans Navn her.

Opmuntret ved dette Held henvendte jeg mig fremdeles til en høiagtet Medborger her i Christiania og forklarede ham, hvorledes jeg troede det kunde gavne Sagen, om jeg blev sat istand til at vise min Erkjendtlighed XIVmod hine Medarbeidere ved at sende ialfald nogle af dem en Hædersløn. Og med største Beredvillighed stillede han til min Raadighed det Beløb, jeg pegede paa, nemlig 50 Spd.

For at denne Hædersløn skulde faa Betydning, anmodede jeg DHrr. Professorerne Rasch og Sexe om at træde sammen med mig i en Jury for at bedømme alle de skriftlige Beretninger om Husfliden, som jeg havde modtaget, og fordele de 50 Spd. som Premier til dem, som havde løst Opgaven bedst. Den 5te d. M. udførte Juryen dette Hverv, og Præmiefordelingen blev saadan:

1. Bondesøn, Soldat Gabriel Edland (Side 183) 25 Spd.
2. Sognepræst C. F. Holmboe (Side 50) 10 –
3. Proprietær Zypr. Sødtland (Side 133) 5 –
4. Kontrollør Stenersen (Side 85) 5 –
5. Stud. theol. G. Rømcke (Side 85) 5 –

Til de øvrige Beretningers Forfattere maa jeg henvende mig med det Haab, at de med Velvillie ville modtage den trykte Bog, som jeg nu snart skal have den Fornøielse at tilstille dem, og at det ikke skal fortryde dem at have ydet mig den Opmuntring og Bistand, uden hvilken Bogen ikke var bleven til.

*

Efter alt dette tillader jeg mig endelig at sige til mine forrige Medarbeidere, til Fattigkommissionerne, til enhver Anden, som dette monne se eller høre, at det rigtignok skulde være kjært, om man fremdeles vilde staa mig bi med Oplysninger om Husfliden.Forfatternote: Selve min Bog vil jo give overflødige Vink om, hvorledes de ønskede Beskrivelser om Husfliden kunne forfattes. Men endda hidsætter jeg af den før nævnte oprindelige Indbydelse denne schematiske Veiledning for dem, der ville beskrive nogen enkelt Husflids-Gren i en Bygd: / «Naar og hvorledes den Art Husflid blev indført i Bygden; om Bedriften er bleven forbedret ved nye Opfindelser i Bygden; hvorvidt den drives af Mange som en Bi-Syssel i Mellemstunder, eller af Enkelte som en Hoved-Syssel Aaret rundt; Antallet af Personer eller Familier, som befatte sig dermed, og Størrelsen af den aarlige Tilvirkning og Omsætning; Raa-Emnets Kostende og den færdige Vares Pris; hvad der kan tjenes ved Arbeidet for Dagen eller Ugen; hvorledes Afsætningen gaar for sig; om der lægges an paa at levere bedre og bedre Varer, eller om der mere haves for Øie at arbeide hurtigt og sælge billigt; hvorledes Arbeidet læres og indøves; hvorvidt Børn hjælpe til og begge Kjøn tage Del; hvad Indflydelse denne Husflid skjønnes at udøve paa Folkets Velstand, Sundhed, Sæder; hvad der har befordret eller hindret dens Opkomst, og hvad man tror der kunde foranstaltes til dens yderligere Befordring, m. m. Biografiske Oplysninger om Mænd, der have gjort sig fortjente af Husfliden eller udmærket sig i nogen af de hidhørende Kunstfærdigheder, burde ikke savnes.» / Jeg tilføier her, at saasom det hverken er gjørligt eller ønskeligt i disse Fremstillinger at indstrænke sig til Husflidens Begreb i allersnævreste Forstand, var det ikke af Veien, om man vilde tage med saadanne Arbeider, som kunne gjælde for Bisysler, saasom at Folk til visse Tider af Aaret vandre ud paa Markarbeide i andre Bygder eller deltage i Veiarbeide, i Tømmerhugst, i Fiskeri. Saadanne uden-Hus Bisysler kunne forklare, at der i denne eller hin Bygd er lidt af inden-Hus Smaasyssel.

XVMan forstaar, at det er uvist, hvordan det kan gaa med Forfatter-Honorar; jeg har selv ikke engang nogen Tanke om, hvor jeg skal eller tør vende mig hen for at faa næste Hefte trykt. Jeg tilstaar, at jeg kun ledes af det Haab: Kommer Tid, kommer Raad. Men derfor henvender jeg mig jo kun til dem, som kunne dele min Stemning.

Det kan være nyttigt at have en vis Tidsfrist at rette sig efter, og jeg siger: hvad Bidrag man kunde faa Tid og Leilighed til at udarbeide udover Vinteren, ønskede jeg helst at faa tilsendt efterhaanden og senest inden St. Hans næste Aar.

Christiania, 13de Novbr. 1867.
Forf.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.