Hvad er det du vil? Bliv stående der du står. Det drypper jo af dig.

Det er Vorherres regn, det, barnet mit.

Det er fandens regn, er det.

Jøss’ som du snakker, Regine. (halter et par skridt frem i stuen.) Men det var det, jeg vilde sige –

Klamp ikke så med den foden, menneske! Den unge herren ligger og sover ovenpå.

Ligger han og sover nu? Midt på lyse dagen?

Det kommer ikke dig ved.

Jeg var ude på en rangel igårkveld –

Det tror jeg gerne.

Ja, for vi mennesker er skrøbelige, barnet mit –

Ja, vi er nok det.

– og fristelserne er mangfoldige i denne verden, ser du –; men endda så stod jeg, ja Gu’, ved mit arbejde klokken halv sex idag tidlig.

Ja, ja, kom dig nu bare afsted. Jeg vil ikke stå her og ha’ rendez-vous’er med dig.

Hvad vil du ikke ha’ for noget?

Jeg vil ikke ha’, at nogen skal træffe dig her. Se så; gå så din vej.

Nej Gu’ om jeg går, før jeg får snakket med dig. I eftermiddag blir jeg færdig med arbejdet dernede i skolehuset, og så stryger jeg hjemover til byen med dampbåden inat.

Lykke på rejsen!

Tak for det, barnet mit. Imorgen skal jo asylet indvies, og så blir her venteligvis ståk og styr med berusendes drikke, ser du. Og der skal ingen sige på Jakob Engstrand, at han ikke kan holde sig undaf, når fristelsen kommer.

Hå!

Ja, for her møder jo så mange fine folk imorgen. Presten Manders er jo også ventendes fra byen.

Han kommer alt idag.

Ja ser du det. Og så vil jeg fan’ ikke, at han skal få noget at sige på mig, skønner du.

Ahå, er det så fat!

Hvadfornoget er fat?

Hvad er det nu for noget, du vil narre presten Manders til igen?

Hys, hys; er du gælen? Vil jeg narre presten Manders til noget? Å nej, presten Manders er altfor snil en mand imod mig til det. Men det var det, jeg vilde snakke med dig om, ser du, at inat så rejser jeg altså hjem igen.

Rejs jo før jo heller for mig.

Ja, men jeg vil ha’ dig med mig, Regine.

Vil du ha’ mig –? Hvad er det, du siger?

Jeg vil ha’ dig med mig hjem, siger jeg.

Aldrig i evighed får du mig med dig hjem.

Å, det skal vi nok få se.

Ja, det kan du være viss på vi skal få se. Jeg, som er opvokset hos kammerherreinde Alving –? Jeg, som blir holdt næsten som et barn her –? Skulde jeg flytte hjem til dig? Til et sligt hus? Fy da!

Hvad fan’ er det? Sætter du dig op imod din far, tøs?

Du har tidtnok sagt, at jeg ikke kom dig ved.

Pyt; hvad vil du bry’ dig om det –

Har du ikke mangen god gang skældt og kaldt mig for en –? Fi donc!

Nej-Gu’ brugte jeg da aldrig så stygt et ord ligevel.

A, jeg sanser nok, hvad ord du brugte.

Ja, men det var jo bare når jeg var på en kant – hm. Fristelserne er mangfoldige i denne verden, Regine.

Uh!

Og så var det, når din mor slog sig vrang. Noget måtte jeg da finde på at ærte hende med, barnet mit. Altid skulde hun nu være så fin på det. (hærmer) «Slip mig, Engstrand! Lad mig være! Jeg har tjent tre år hos kammerherre Alvings på Rosenvold, jeg!» (ler.) Jøss’ bevar’s; aldrig kunde hun da glemme, at kaptejnen blev kammerherre, mens hun tjente her.

Stakkers mor; – hende fik du da tidsnok pint livet af.

Ja det forstår sig; jeg skal jo ha’ skylden for alting.

Uf –! Og så det benet.

Hvad siger du, barnet mit?

Pied de mouton.

Er det engelsk, det?

Ja.

Ja-ja; lærdom har du fåt herude, og det kan komme godt med nu, det, Regine.

Og hvad var det så du vilde med mig i byen?

Kan du spørge om, hvad en far vil med sit eneste barn? Er jeg ikke en enslig og forladt enkemand.

Å, kom ikke til mig med sligt sludder. Hvorfor vil du ha’ mig derind?

Jo, jeg skal sige dig, jeg har tænkt at slå ind på noget nyt nu.

Det har du prøvet så tidt; men lige galt blev det.

Ja, men denne gangen skal du bare se, Regine! – Fan’ æte mig –

Lad være å bande!

Hys, hys; det har du så evig ret i, barnet mit! Det var bare det, jeg vilde sige, – jeg har lagt ikke så lidet penger op for arbejdet ved dette her nye asylet.

Har du det? Det er jo godt for dig, det.

For hvad skal en vel bruge skillingen til her på landsbygden?

Nå, og så?

Jo, ser du, så havde jeg tænkt at sætte de pengerne i noget, som kunde lønne sig. Det skulde være som en slags beværtning for sjøfolk –

Uf da!

En rigtig fin beværtning, skønner du; – ikke sligt noget svineri for matroser. Nej, død og pine, – det skulde være for skibskaptejner og styrmænder og – og rigtig fine folk, skønner du.

Og så skulde jeg –?

Du fik hjælpe til, ja. Bare så for et syns skyld, kan du vel tænke. Du skal fan’ ikke få det svært, barnet mit. Du kan få det rakt som du vil ha’ det.

Ja-vel, ja!

Men fruentimmer må der være i huset, det er grejt som dagen, det. For om kvellerne skal vi jo ha’ det lidt morosomt med sang og dans og sligt noget. Du må sanse på, det er vejfarendes sjømænder på verdens hav. (nærmere) Vær nu ikke dum og stå dig selv ivejen, Regine. Hvad kan det bli’ til med dig herude? Kan det nytte dig til noget, at fruen har kostet lærdom på dig? Du skal jo passe ungerne på det nye asylet, hører jeg. Er det noget for dig, det? 16Har du slig glupendes lyst til at gå og slide dig helseløs for de skidne ungernes skyld?

Nej, gik det som jeg havde lyst til, så –. Nå, det kan vel komme. Det kan vel komme!

Hvad for noget er det, som kan komme?

Bry’ dig aldrig om det. – Er det mange penge, du har lagt dig op herude?

I et og alt kan det vel bli’ så en syv– otte hundrede kroner.

Det er ikke så ilde.

Det er nok til at sætte sig ivej med, det, barnet mit.

Tænker du ikke på at gi’ mig noget af de pengene?

Nej Gu’ tænker jeg ikke på det, nej.

Tænker du ikke på at sende mig så my’ som et stakkers kjoletøj engang?

Kom bare og vær med mig ind til byen, du, så kan du få kjoletøjer nok.

Pyt, det kan jeg gøre på egen hånd, hvis jeg har lyst til det.

Nej, ved en fars vejledendes hånd, det er bedre, Regine. Nu kan jeg få et pent hus i Lille Havnegaden. Der skal ikke mange kontanter til; og der kunde bli’ som et slags sjømandshjem, ser du.

Men jeg vil ikke være hos dig! Jeg har ikke noget med dig at bestille. Gå så!

Du blev fan’ ikke længe hos mig, barnet mit. Det var nok ikke så vel. Hvis du forstod at te dig da. Så vakker en tøs, som du er ble’t på de sidste par år –

Nå –?

Det vilde nok ikke vare længe før der kom en styrmand, – ja, kanske en kaptejn –

Jeg vil ikke gifte mig med slige nogen. Sjømændene har ingen savoir vivre.

Hvad har de ikke for noget?

Jeg kender sjømændene, siger jeg. Det er ikke folk til at gifte sig med.

Så la’ bli’ å gifte dig med dem. Det kan lønne sig ligevel. (fortroligere) Han – Engelskmanden – han med lystkutteren – han gav tre hundrede speciedaler, han; – og hun var ikke vakkrere, hun, end du.

Ud med dig!

Nå, nå; du vil da vel ikke slå, ved jeg.

Jo! Snakker du om mor, så slår jeg. Ud med dig, siger jeg! (driver ham op mod havedøren.) Og smeld ikke med dørene; den unge herr Alving –

Han sover, ja. Det er svært som du bryr dig om den unge herr Alving. – (sagtere.) Hoho; det skulde da vel aldrig være så, at han –?

Ud, og det fort! Du er ør, menneske! Nej, gå ikke den vejen. Der kommer pastor Manders. Nedover køkkentrappen med dig.

Ja ja, jeg skal så gøre. Men snak så med ham, som der kommer. Han er mand for at sige dig, hvad et barn skylder sin far. For jeg er nu din far ligevel, ser du. Det kan jeg bevise af kirkebogen.

Goddag, jomfru Engstrand.

Nej se, goddag, herr pastor! Er dampskibet alt kommet?

Det kom nu netop. (går ind i havestuen.) Det er dog et fortrædeligt regnvejr vi har nu om dagene.

Det er et så velsignet vejr for landmanden, herr pastor.

Ja, det har De visst ret i. Det tænker vi byfolk så lidet på.

Å, må ikke jeg hjælpe? – Se så. Nej, hvor våd den er! Nu skal jeg bare hænge den op i forstuen. Og så paraplyen –; den skal jeg slå op, så den kan bli’ tør.

Ah, det gjorde rigtig godt at komme i hus. Nå, her står dog alting vel til på gården?

Jo, mange tak.

Men dygtig travlt, kan jeg tænke, i anledning af imorgen?

Å ja, her er jo en del at gøre.

Og fru Alving er forhåbentlig hjemme?

Ja kors; hun er bare ovenpå og passer chokoladen til den unge herren.

Ja sig mig –, jeg hørte nede ved stoppestedet, at Osvald skal være kommen.

Ja, han kom iforgårs. Vi havde ikke ventet ham før som idag.

Og frisk og rask, vil jeg håbe?

Jo tak, det er han nok. Men gruelig træt efter rejsen. Han har faret i et kør lige fra Paris –; jeg mener, han har kørt hele routen med et og samme træn. Jeg tror nok han sover lidt nu, så vi må nok tale en liden bitte smule sagte.

Hys, vi skal være så stille.

Og så vær så god og sæt Dem, herr pastor, og gør Dem det mageligt. (han sætter sig; hun flytter en skammel under hans fødder.) Se så! Sidder herr pastoren nu godt?

Tak, tak; jeg sidder fortræffeligt. (betragter hende.) Hør, ved De hvad, jomfru Engstrand, jeg tror tilforladelig De er vokset siden jeg så Dem sidst.

Synes herr pastoren det? Fruen siger, at jeg har lagt mig ud også.

Lagt Dem ud? Nå ja, kanske lidt; – så passeligt.

Skal jeg kanske sige fruen til?

Tak, tak, det haster ikke, mit kære barn. – Nå, men sig mig nu, min gode Regine, hvorledes går det så Deres far herude?

Jo tak, herr pastor, det går ham nokså bra’.

Han var indom hos mig, da han sidst var i byen.

Nej, var han det? Han er altid så glad, når han får tale med pastoren.

Og De ser da vel flittigt ned til ham om dagene?

Jeg? Jo, det gør jeg nok; så tidt jeg får stunder så –

Deres far er ingen rigtig stærk personlighed, jomfru Engstrand. Han trænger så inderligt til en ledende hånd.

Å ja, det kan gerne være, det.

Han trænger til at ha’ nogen om sig, som han kan holde af, og hvis omdømme han kan lægge vægt på. Han erkendte det selv så trohjertigt, da han sidst var oppe hos mig.

Ja, han har snakket til mig om noget sligt. Men jeg ved ikke, om fru Alving vil være af 24med mig, – helst nu, da vi får det nye asylet at styre med. Og så vilde jeg så gruelig nødig fra fru Alving også, for hun har da altid været så snil imod mig.

Men den datterlige pligt, min gode pige –. Naturligvis måtte vi først indhente Deres frues samtykke.

Men jeg ved ikke, om det går an for mig, i min alder, at styre huset for en enslig mandsperson.

Hvad! Men kære jomfru Engstrand, det er jo Deres egen far, her er tale om!

Ja, det kan så være, men alligevel –. Ja, hvis det var i et godt hus og hos en rigtig reel herre –

Men, min kære Regine –

– en, som jeg kunde nære hengivenhed for og se op til og være ligesom i datters sted –

Ja, men mit kære gode barn –

For så vilde jeg nok gerne ind til byen. Herude er det svært ensomt, – og herr pastoren ved jo selv, hvad det vil sige at stå ensom i verden. Og det tør jeg nok sige, at jeg er både flink og villig. Ved ikke herr pastoren nogen slig plads for mig?

Jeg? Nej, tilforladelig, om jeg det ved.

Men kære, kære herr pastor, – tænk ialfald på mig, dersom at –

Jo, det skal jeg nok, jomfru Engstrand.

Ja, for hvis jeg –

Vil De kanske være så snil at hente fruen?

Nu skal hun komme straks, herr pastor.

Hm, – ja så!

Velkommen, herr pastor.

Goddag, frue. Her har De mig, som jeg loved.

Altid på klokkeslettet.

Men De kan tro, det kneb for mig at slippe bort. Alle de velsignede kommissjoner og bestyrelser, jeg sidder i –

Desto snillere var det af Dem, at De kom så betids. Nu kan vi få vore forretninger afgjort, før vi spiser middag. Men hvor har De Deres koffert?

Mit tøj står nede hos landhandleren. Jeg blir der inat.

Er De virkelig ikke at formå til at overnatte hos mig dennegang heller?

Nej, nej, frue; ellers så mange tak; jeg blir dernede, som jeg plejer. Det er så bekvemt, når jeg skal ombord igen.

Nå, De skal få ha’ Deres vilje. Men jeg synes da rigtignok ellers, at vi to gamle mennesker –

Å Gud bevares, hvor De spøger. Ja, De er naturligvis overstadig glad idag. Først festdagen imorgen, og så har De jo fåt Osvald hjem.

Ja tænk Dem, hvilken lykke for mig! Det er nu over to år siden han var hjemme sidst. Og så har han lovet at bli’ hos mig hele vinteren over.

Nej, har han det? Det var jo smukt og sønligt gjort af ham. For det må vel være ganske anderledes tiltrækkende at leve i Rom og Paris, kan jeg tænke mig.

Ja, men her hjemme har han sin mor, ser De. Å min kære velsignede gut, – han har nok hjerte for sin mor, han!

Det vilde jo også være altfor sørgeligt, om adskillelse og syslen med sådanne ting som kunst skulde sløve så naturlige følelser.

Ja, det må De nok sige. Men nej såmæn har ikke det nogen nød med ham, ikke. Ja, nu skal det rigtig more mig at se, om De kan kende ham igen. Han kommer ned siden; nu ligger han bare oppe og hviler sig lidt på sofaen. – Men sæt Dem nu ned, min kære herr pastor.

Tak. Det er Dem altså belejligt –?

Ja visst er det så.

Godt; så skal De da se –. (går hen til stolen, hvor rejsetasken ligger, tar en pakke papirer op af den, sætter sig på den modsatte side af bordet og søger en ryddig plads for papirerne.) Her har vi nu for det første –. (afbrydende.) Sig mig, fru Alving, hvorledes kommer de bøger her?

De bøger? Det er bøger, som jeg læser i.

Læser De den slags skrifter?

Ja såmæn gør jeg det.

Føler De, at De blir bedre eller lykkeligere ved den slags læsning?

Jeg synes, at jeg blir ligesom tryggere.

Det var mærkeligt. Hvorledes det?

Jo, jeg får ligesom forklaring og bekræftelse på mangt og meget af det, jeg selv går og tænker mig. Ja for det er det underlige, pastor Manders, – der er egentlig sletikke noget nyt i disse bøger; der står ikke andet end det, som de fleste mennesker tænker og tror. Det er bare det, at de fleste mennesker ikke gør sig rede for det eller ikke vil være ved det.

Nå du min Gud! Tror De for ramme alvor, at de fleste mennesker –?

Ja, det tror jeg rigtignok.

Ja, men dog ikke her i landet vel? Ikke her hos os?

A jo såmæn, her hos os også.

Nå, det må jeg rigtignok sige –!

Men hvad har De da forresten egentlig at indvende imod de bøger?

Indvende? De tror dog vel ikke, at jeg beskæftiger mig med at granske sådanne frembringelser?

Det vil sige, De kender sletikke, hvad De fordømmer?

Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter for at misbillige dem.

Ja men Deres egen mening –

Kære frue, der er mangfoldige tilfælde i livet, da man må forlade sig på andre. Det er nu engang således her i verden; og det er godt. Hvorledes skulde det ellers gå med samfundene?

Nej-nej; De kan ha’ ret i det.

Forresten benægter jeg naturligvis ikke, at der kan være adskilligt tiltrækkende ved deslige skrifter. Og jeg kan jo heller ikke fortænke Dem i, at De ønsker at gøre Dem bekendt med de åndelige strømninger, som efter sigende foregår ude i den store verden, – hvor De jo har ladet Deres søn færdes så længe. Men –

Men –?

Men man taler ikke om det, fru Alving. Man behøver dog virkelig ikke at gøre alle og enhver regnskab for, hvad man læser og hvad man tænker indenfor sine fire vægge.

Nej, naturligvis; det mener jeg også.

Tænk nu bare, hvilke hensyn De skylder dette asyl, som De beslutted at oprette på en tid, da Deres meninger om de åndelige ting var såre afvigende fra nu; – så vidt jeg kan skønne da.

Ja ja, det indrømmer jeg fuldkommen. Men det var om asylet –

Det var om asylet vi skulde tale, ja. Altså – forsigtighed, kære frue! Og nu går vi da 32over til vore forretninger. (åbner omslaget og tar en del papirer ud.) Ser De disse her?

Dokumenterne?

Allesammen. Og i fuld stand. De kan tro, det har holdt hårdt at få dem i rette tid. Jeg har formelig måttet presse på. Autoriteterne er jo næsten pinlig samvittighedsfulde, når det gælder afgørelser. Men her har vi dem altså. (blader i bunken.) Se her er thinglæst skøde på gårdparten Solvik, under herregården Rosenvold, med påstående nyopførte husebygninger, skolelokale, lærerbolig og kapel. Og her er approbationen på legatet og på statuterne for stiftelsen. Vil De se – (læser:) Statuter for børnehjemmet «Kaptejn Alvings minde».

Der er det altså.

Jeg har valgt betegnelsen kaptejn og ikke kammerherre. Kaptejn ser mere bramfrit ud.

Ja ja, ganske som De synes.

Og her har De sparebankbogen over den rentebærende kapital, som er afsat for at dække asylets driftsomkostninger.

Tak; men vær så snil at beholde den for bekvemheds skyld.

Meget gerne. Jeg tænker, vi lar pengene bli’ stående i sparebanken for det første. Rentefoden er jo ikke meget tillokkende; fire procent på sex måneders opsigelse. Hvis man senere kunde komme over en god panteobligation, – det måtte naturligvis være første prioritet og et papir af utvilsom sikkerhed, – så kunde vi jo nærmere tales ved.

Ja ja, kære pastor Manders, alt det skønner De bedst.

Jeg skal ialfald ha’ øjnene med mig. – Men så er der en ting til, som jeg flere gange har tænkt at spørge Dem om.

Og hvad er det for noget?

Skal asylbygningerne assureres eller ikke?

Ja naturligvis må de assureres.

Ja, stop lidt, frue. Lad os se noget nærmere på sagen.

Jeg holder alting assureret, både bygninger og løsøre og avling og besætning.

Selvfølgelig. På Deres egne ejendomme. Det samme gør jeg også, – naturligvis. Men her, ser De, er det en ganske anden sag. Asylet skal jo dog ligesom helliges til en højere livsopgave.

Ja men fordi om –

For mit eget personlige vedkommende vilde jeg sandeligen ikke finde det ringeste anstødeligt i at sikre os imod alle muligheder –

Nej, det synes rigtignok jeg også.

– men hvorledes har det sig med stemningen hos folket her ude omkring? Den kender jo De bedre end jeg.

Hm, stemningen –

Er her noget betragteligt antal af meningsberettigede, – af virkelig meningsberettigede, som kunde ta’ anstød af det?

Ja, hvad forstår De egentlig ved virkelig meningsberettigede?

Nå, jeg tænker nærmest på mænd i såvidt uafhængige og indflydelsesrige stillinger, at man ikke godt kan undlade at tillægge deres meninger en viss vægt.

Af sådanne findes her adskillige, som kanske nok kunde ta’ anstød, ifald –

Nå, ser De bare! Inde i byen har vi mangfoldige af den slags. Tænk blot på alle min embedsbroders tilhængere! Man kunde virkelig så såre let komme til at opfatte det, som om hverken De eller jeg havde den rette tillid til en højere styrelse.

Men for Deres vedkommende, kære herr pastor, ved De da ialfald med Dem selv at –

Ja jeg ved; jeg ved; – jeg har min gode bevidsthed, det er sandt nok. Men vi vilde alligevel ikke kunne hindre en vrang og ufordelagtig udlægning. Og en sådan kunde igen lettelig komme til at øve en hæmmende indflydelse på selve asylgerningen.

Ja, skulde det bli’ tilfældet, så –

Jeg kan heller ikke ganske bortsé fra den vanskelige, – ja, jeg kan gerne sige pinlige stilling, jeg muligens vilde komme i. I byens ledende kredse beskæftiger man sig meget med denne asylsag. Asylet er jo delvis oprettet til gavn for byen også, og forhåbentlig vil det i en ikke ubetragtelig grad komme til at lette vore komunale fattigbyrder. Men da nu jeg har været Deres rådgiver og har styret det forretningsmæssige ved sagen, så må jeg befrygte, at de nidkære først og fremst vilde kaste sig over mig –

Ja, det bør De ikke udsætte Dem for.

Ikke at tale om de angreb, der utvilsomt vilde blive rettet imod mig i visse blade og tidsskrifter, som –

Nok, kære pastor Manders; det hensyn er aldeles afgørende.

De vil altså ikke, at der skal assureres?

Nej; vi lar det være.

Men hvis nu ulykken engang var ude? En kan jo aldrig vide –. Vilde De så kunne oprette skaden igen?

Nej, det siger jeg Dem rent ud, det vilde jeg aldeles ikke.

Ja men ved De hvad, fru Alving, – da er det igrunden et betænkeligt ansvar vi tar på os.

Men synes De da, at vi kan andet?

Nej, det er just tingen; vi kan egentlig ikke andet. Vi bør dog ikke udsætte os for et skævt omdømme; og vi har på ingen måde lov til at vække forargelse i menigheden.

De, som prest, ialfald ikke.

Og jeg synes da virkelig også, vi må stole på, at en sådan anstalt har lykken med sig, – ja, at den står under en særlig beskærmelse.

Lad os håbe det, pastor Manders.

Skal vi altså la’ det stå til?

Ja visst skal vi så.

Godt. Som De vil. (noterer.) Altså – ikke assurere.

Det var ellers underligt, at De kom til at tale om dette her netop idag –

Jeg har tidt tænkt at spørge Dem om det –

– for igår havde vi sånær fåt en ildebrand dernede.

Hvad for noget!

Nå, det havde forresten ingenting på sig. Der var gåt ild i noget høvlflis i snedkerværkstedet.

Hvor Engstrand arbejder?

Ja. Han skal mangengang være så uforsigtig med fyrstikker, siges der.

Han har så mange ting i hodet, den mand, – så mange slags anfægtelser. Gud ske lov, han beflitter sig jo nu på at føre et ulasteligt levnet, hører jeg.

Så? Hvem siger det?

Det har han selv forsikkret mig. Og en flink arbejder er han jo også.

Å ja, sålænge han er ædru –

Ja, den sørgelige svaghed! Men han er mangengang nødt til det for sit dårlige bens skyld, siger han. Sidste gang han var i byen, 40blev jeg virkelig rørt over ham. Han kom op til mig og takked mig så inderligt, fordi jeg havde skaffet ham arbejde her, så han kunde få være sammen med Regine.

Hende ser han nok ikke meget til.

Jo, han taler med hende hver dag, det sad han selv og fortalte mig.

Ja ja, kan være.

Han føler så godt, at han trænger til nogen, som kan holde ham tilbage, når fristelsen nærmer sig. Det er det elskelige ved Jakob Engstrand, dette, at han kommer så rent hjælpeløs til en og anklager sig selv og bekender sin skrøbelighed. Sidst han var oppe og talte med mig –. Hør, fru Alving, hvis det skulde være ham en hjertets fornødenhed at få Regine hjem til sig igen –

Regine!

– så må De ikke sætte Dem imod det.

Jo, det sætter jeg mig rigtignok imod. Og desuden, – Regine skal jo ha’ en stilling ved asylet.

Men betænk, han er dog hendes far –

Å, jeg ved bedst, hvad slags far han har været for hende. Nej, til ham skal hun aldrig komme med min gode vilje.

Men kære frue, tag det da ikke så hæftigt. Det er så sørgeligt, hvorledes De miskender snedker Engstrand. Det er jo som om De blev rent forskrækket –

Det kan være det samme. Jeg har taget Regine til mig, og hos mig blir hun. (lytter.) Hys, kære pastor Manders, tal ikke mere om dette her. (Glæden lyser op i hende.) Hør! Der kommer Osvald i trappen. Nu vil vi bare tænke på ham.

Å om forladelse – jeg trode man sad i kontoret. (kommer nærmere.) Goddag, herr pastor.

Ah –! Det var da mærkværdigt –

Ja, hvad siger De om ham der, pastor Manders.

Jeg siger, – jeg siger –. Nej, men er det da virkelig –?

Jo, det er virkelig den forlorne søn, herr pastor.

Men min kære unge ven –

Nå, den hjemkomne søn da.

Osvald tænker på dengang De havde så meget imod, at han blev maler.

For menneskelige øjne kan jo mangt et skridt se betænkeligt ud, som siden alligevel –. (ryster hans hånd.) Nå, velkommen, velkommen! Nej, min kære Osvald –. Ja, jeg må da nok få kalde Dem ved fornavn?

Ja, hvad skulde De ellers kalde mig?

Godt. Det var det, jeg vilde sige, min kære Osvald, – De må ikke tro om mig, at jeg ubetinget fordømmer kunstnerstanden. Jeg antager, der er mange, som kan bevare sit indre menneske ufordærvet i den stand også.

Vi bør håbe det.

Jeg ved en, som har bevaret både sit indre og sit ydre menneske ufordærvet. Se bare på ham, pastor Manders.

Ja ja, kære mor, lad nu det være.

Nå tilforladelig – det kan ikke nægtes. Og så har De jo alt begyndt at få et navn. Aviserne har ofte talt om Dem, og det så overmåde gunstigt. Ja, det vil sige – i den senere tid synes jeg det har været ligesom lidt stille.

Jeg har ikke fåt male så meget på det sidste.

En maler må jo også hvile sig imellem.

Jeg kan tænke mig det. Og så forbereder man sig og samler kræfter til noget stort.

Ja. – Mor, skal vi snart spise?

Om en liden halv time. Madlyst har han da, Gud ske lov.

Og smag for tobak også.

Jeg fandt fars pibe oppe på kammeret og så –

Aha, der har vi det altså!

Hvilket?

Da Osvald kom der i døren med piben i munden, var det som jeg så hans far lyslevende.

Nej virkelig?

Å, hvor kan De dog sige det! Osvald slægter jo mig på.

Ja; men der er et drag ved mundvigerne, noget ved læberne, som minder så grangiveligt om Alving – ialfald nu han røger.

Aldeles ikke. Osvald har snarere noget presteligt ved munden, synes jeg.

Å ja, å ja; adskillige af mine embedsbrødre har et lignende drag.

Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg vil ikke ha’ røg herinde.

Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg har engang røgt af den som barn.

Du?

Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så husker jeg, jeg kom op på kammeret til far en aften, han var så glad og lystig.

Å, du husker ingenting fra de år.

Jo, jeg husker tydeligt, han tog og satte mig på knæet og lod mig røge af piben. Røg, gut, sa’ han, – røg dygtigt, gut! Og jeg røgte alt hvad jeg vandt, til jeg kendte jeg blev ganske bleg og sveden brød ud i store dråber på panden. Da lo han så hjertelig godt –

Det var da højst besynderligt.

Kære, det er bare noget Osvald har drømt.

Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det. For – kan du ikke huske det – så kom du ind og bar mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt og jeg så, at du græd. – Gjorde far ofte slige spilopper?

I sin ungdom var han en særdeles livsglad mand –

Og fik endda udrettet så meget her i verden. Så meget godt og nyttigt; ikke ældre end han blev.

Ja, De har i sandhed taget en virksom og værdig mands navn i arv, min kære Osvald Alving. Nå, det vil forhåbentlig være Dem en spore –

Det burde så være, ja.

Det var ialfald smukt af Dem, at De kom hjem til hans hædersdag.

Mindre kunde jeg da ikke gøre for far.

Og at jeg får beholde ham så længe; – det er nu det aller smukkeste af ham.

Ja, De blir jo hjemme vinteren over, hører jeg.

Jeg blir hjemme på ubestemt tid, herr pastor. – Å, det er dog dejligt at være kommen hjem!

Ja, ikke sandt, du?

De kom tidligt ud i verden, min kære Osvald.

Jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om det ikke var for tidligt.

Å sletikke. Det har en rask gut netop godt af. Og især en, som er eneste barn. Slig en skal ikke gå hjemme hos mor og far og bli’ forkælet.

Det er et såre omtvisteligt spørsmål, fru Alving. Fædrenehjemmet er og blir dog barnets rette tilholdssted.

Det må jeg rigtignok være enig med pastoren i.

Se nu bare til Deres egen søn. Ja, vi kan jo godt tale om det i hans nærværelse. Hvad har følgen været for ham? Han er bleven sex –syv og tyve år gammel og har aldrig fåt anledning til at lære et ordentligt hjem at kende.

Om forladelse, herr pastor, – der tar De aldeles fejl.

Så? Jeg trode, De havde færdedes sågodtsom udelukkende i kunstnerkredsene.

Det har jeg også.

Og mest iblandt de yngre kunstnere.

Å ja vel.

Men jeg trode, de fleste af de folk ikke havde råd til at stifte familje og grundlægge et hjem.

Der er adskillige af dem, som ikke har råd til at gifte sig, herr pastor.

Ja, det er jo det, jeg siger.

Men de kan jo derfor ha’ et hjem. Og det har også en og anden; og det et meget ordentligt og et meget hyggeligt hjem.

Men det er jo ikke ungkarlshjem, jeg taler om. Ved et hjem forstår jeg et familjehjem, hvor en mand lever med sin hustru og sine børn.

Ja; eller med sine børn og med sine børns mor.

Men du forbarmende –!

Nå?

Lever sammen med – sine børns mor!

Ja, vilde De da heller, han skulde forstøde sine børns mor?

Det er altså om ulovlige forhold, De taler! Om disse såkaldte vilde ægteskaber!

Jeg har aldrig mærket noget særlig vildt ved de folks samliv.

Men hvor er det muligt, at en – en blot nogenlunde vel opdragen mand eller ung kvinde kan bekvemme sig til at leve paa den måde – lige for almenhedens øjne!

Men hvad skal de da gøre? En fattig ung kunstner, – en fattig ung pige –. Det koster mange penge at gifte sig. Hvad skal de så gøre?

Hvad de skal gøre? Jo, herr Alving, jeg skal sige Dem, hvad de skal gøre. De skulde holdt sig fra hinanden fra først af, – skulde de!

Den tale kommer De ikke langt med hos unge, varmblodigede, forelskede mennesker.

Nej, den kommer De ikke langt med!

Og så at autoriteterne tåler sådant noget! At det får lov til at ske åbenlyst! (foran fru Alving.) Havde jeg så ikke årsag til at være inderlig bekymret for Deres søn. I kredse, hvor den utilhyllede usædelighed går i svang og ligesom har fåt hævd –

Jeg vil sige Dem noget, herr pastor. Jeg har været en stadig søndagsgæst i et par slige uregelmæssige hjem –

Og det om søndagene!

Ja, da skal man jo more sig. Men aldrig har jeg der hørt et anstødeligt ord, og endnu mindre har jeg været vidne til noget, som kunde kaldes usædeligt. Nej; ved De når og hvor jeg har truffet usædeligheden i kunstnerkredsene?

Nej, Gud være lovet!

Nå, da skal jeg tillade mig at sige det. Jeg har truffet den, når en og anden af vore mønstergyldige ægtemænd og familjefædre kom derned for at se sig om en smule på egen hånd – og så gjorde kunstnerne den ære at opsøge dem i deres tarvelige knejper. Da kunde vi få vide besked. De herrer vidste at fortælle os både om steder og om ting, som vi aldrig havde drømt om.

Hvad? Vil De påstå, at hæderlige mænd her hjemmefra skulde –?

Har De aldrig, når deslige hæderlige mænd kom hjem igen, har De aldrig hørt dem udtale sig om den overhåndtagende usædelighed udenlands?

Jo, naturligvis –

Det har jeg også hørt.

Ja, man kan trygt tro dem på ordet. Der er sagkyndige folk iblandt. (griber sig om hodet.) Å – at det skønne, herlige frihedsliv derude, – at det skal således tilsøles.

Du må ikke forivre dig, Osvald; du har ikke godt af det.

Nej, du har ret i det, mor. Det er nok ikke sundt for mig. Det er den fordømte trætheden, ser du. Ja, nu går jeg en liden tur før bordet. Undskyld, herr pastor; De kan ikke sætte Dem ind i det; men det kom således over mig.

Min stakkers gut –!

Ja, det må De nok sige. Så vidt er det altså kommet med ham!

Han kaldte sig den forlorne søn. Ja, desværre, – desværre!

Og hvad siger De til alt dette?

Jeg siger, at Osvald havde ret i hvert eneste ord.

Ret? Ret! I sådanne grundsætninger!

Her i min ensomhed er jeg kommen til at tænke ligedan, herr pastor. Men jeg har aldrig dristet mig til at røre ved det. Nu, godt og vel; min gut skal tale for mig.

De er en beklagelsesværdig kvinde, fru Alving. Men nu vil jeg tale et alvorsord til Dem. Nu er det ikke længer Deres forretningsfører og rådgiver, ikke Deres og Deres afdøde mands ungdomsven, som står for Dem. Det er presten, således, som han stod for Dem i det mest forvildede øjeblik i Deres liv.

Og hvad er det, presten har at sige mig?

Jeg vil først ryste op i Deres erindring, frue. Tidspunktet er vel valgt. Imorgen er det tiårsdagen efter Deres mands død; imorgen skal hædersmindet afsløres over den bortgangne; imorgen skal jeg tale til hele den forsamlede skare; – men idag vil jeg tale til Dem alene.

Godt, herr pastor; tal!

Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At De forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?

Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år?

Det er just den rette oprørsånd at kræve lykken her i livet. Hvad ret har vi mennesker til lykken? Nej, vi skal gøre vor pligt, frue! Og Deres pligt var at holde fast ved den mand, som De engang havde valgt og til hvem De var knyttet ved hellige bånd.

De ved godt, hvad slags liv Alving førte i den tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i.

Jeg ved såre vel, hvilke rygter der gik om ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne 56medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.

Andres? En andens, mener De nok.

Det var overmåde hensynsløst af Dem at søge tilflugt hos mig.

Hos vor prest? Hos vor husven?

Mest derfor. – Ja, tak De Deres herre og Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, – at jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavender og at det blev mig forundt at føre Dem tilbage på pligtens vej og hjem til Deres lovlige husbond.

Ja, pastor Manders, det var visselig Deres værk.

Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd. Og hvorledes har ikke det, at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse for alle Deres følgende levedage? Gik det ikke, som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving sine forvildelser ryggen, således, som det sømmer sig en mand? Leved han ikke siden den tid kærligt og ulasteligt med Dem alle sine dage? Blev han ikke en velgører for denne egn, og hæved han ikke Dem således op til sig, at De efterhånden blev en medarbejder i alle hans foretagender? Og det en dygtig medarbejder; – å, jeg ved det, fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. – Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i Deres liv.

Hvad vil De sige med det?

Ligesom De engang har fornægtet hustruens pligter, således har De siden fornægtet moderens.

Ah –!

De har været behersket af en uheldsvanger selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det tvangløse og 58det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet Dem i livet, har De hensynsløst og samvittighedsløst afkastet, lig en byrde, De selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand. Det faldt Dem besværligt at være moder, og De satte Deres barn ud til fremmede.

Ja, det er sandt; det har jeg gjort.

Men derfor er De også bleven en fremmed for ham.

Nej, nej; det er jeg ikke!

Det er De; det må De være. Og hvorledes har De fåt ham igen! Betænk Dem vel, fru Alving. De har forbrudt meget imod Deres mand; – dette erkender De ved at rejse ham hint minde dernede. Erkend nu også, hvad De har forbrudt imod Deres søn; det tør endnu være tid til at føre ham tilbage fra forvildelsens stier. Vend selv om; og oprejs, hvad der dog måske endnu kan oprejses i ham. Thi (med hævet pegefinger.) i sandhed, fru Alving, De er en skyldbetynget moder! – Dette har jeg anset det for min pligt at måtte sige Dem.

De har nu talt, herr pastor; og imorgen skal De tale offentligt til min mands erindring. Jeg skal ikke tale imorgen. Men nu vil jeg tale lidt til Dem, ligesom De har talt til mig.

Naturligvis; De vil fremføre undskyldninger for Deres færd –

Nej. Jeg vil bare fortælle.

Nu –?

Alt, hvad De nys sagde her om mig og min mand og om vort samliv, efterat De, som De kaldte det, havde ført mig tilbage til pligtens vej, – alt det er noget, som De jo sletikke kender af egen iagttagelse. Fra det øjeblik satte De – vor daglige omgangsven – ikke mere Deres fod i vort hus.

De og Deres mand flytted jo fra byen straks efter.

Ja; og herud til os kom De aldrig i min mands levetid. Det var forretninger, som tvang 60Dem til at besøge mig, da De havde fåt med asylsagerne at gøre.

Helene – skal dette være en bebrejdelse, så vil jeg be’ Dem overveje –

– de hensyn, De skyldte Deres stilling; ja. Og så at jeg var en bortløben hustru. Man kan aldrig være tilbageholdende nok lige over for slige hensynsløse fruentimmer.

Kære – fru Alving, dette er en så umådelig overdrivelse –

Ja, ja, ja, lad det så være. Det var bare det, jeg vilde sige, at når De dømmer om mine ægteskabelige forhold, så støtter De Dem sådan uden videre til den almindelige gængse mening.

Nu ja vel; og hvad så?

Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sandheden. Jeg har svoret ved mig selv, at De engang skulde få den at vide. De alene!

Og hvad er da sandheden?

Sandheden er det, at min mand døde lige så ryggesløs, som han havde levet alle sine dage.

Hvad var det De sagde?

Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, – i sine lyster ialfald, – som han var før De vied os.

Og disse ungdomsvildfarelser, – disse uregelmæssigheder, – udskejelser, om De så vil, kalder De ryggesløst levnet!

Vor huslæge brugte det udtryk.

Nu forstår jeg Dem ikke.

Behøves ikke heller.

Det næsten svimler for mig. Hele Deres ægteskab, – hele dette mangeårige samliv med 62Deres mand skulde ikke være andet end en overdækket afgrund!

Ikke en smule andet. Nu ved De det.

Dette – det finder jeg mig sent tilrette i. Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men hvorledes var det da muligt at –? Hvorledes har sådant noget kunnet holdes skjult?

Det har også været min uophørlige kamp dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald syntes jeg det blev ligesom noget bedre med Alving. Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad mit barns far var for et menneske. Og så ved De jo, hvor hjertevindende Alving var. Ingen syntes de kunde tro andet end godt om ham. Han var af de slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte. Men så, Manders, – det skal De også vide, – så kom det afskyeligste af det altsammen.

Afskyeligere end dette!

Jeg havde båret over med ham, skønt jeg så godt vidste, hvad der gik for sig i løn udenfor huset. Men da så forargelsen kom indenfor vore egne fire vægge –

Hvad siger De! Her!

Ja, her i vort eget hjem. Derinde (peger mod den første dør tilhøjre) i spisestuen var det jeg først kom undervejr med det. Jeg havde noget at gøre derinde, og døren stod påklem. Så hørte jeg vor stuepige kom op fra haven med vand til blomsterne derhenne.

Nu ja –?

Lidt efter hørte jeg, at Alving kom også. Jeg hørte, at han sa’ noget sagte til hende. Og så hørte jeg – (med en kort latter.) Å, det klinger endnu for mig både så sønderrivende og så latterligt; – jeg hørte min egen tjenestepige hviske: Slip mig, herr kammerherre! Lad mig være!

Hvilken usømmelig letsindighed af ham! Å, men mere end en letsindighed har det ikke været, fru Alving. Tro mig på det.

Jeg fik snart vide, hvad jeg skulde tro. Kammerherren fik sin vilje med pigen, – og dette forhold havde følger, pastor Manders.

Og alt det i dette hus! I dette hus!

Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde ham hjemme om aftenerne – og om nætterne måtte jeg gøre mig til selskabsbror i hans lønlige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt ham i seng –

At De har kunnet bære alt dette.

Jeg havde min lille gut at bære det for. Men da så den sidste forhånelse kom til; da min egen tjenestepige –; da svor jeg ved mig selv: dette skal ha’ en ende! Og så tog jeg magten i huset – hele magten – både over ham og over alt det øvrige. For nu havde jeg våben imod ham, ser De; han turde ikke kny. Dengang var det Osvald blev sat ud. Han gik da i det syvende år, og begyndte at lægge mærke til og gøre spørsmål, som børn plejer gøre. Alt dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes, barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i dette 65tilsølede hjem. Derfor var det jeg satte ham ud. Og nu skønner De også, hvorfor han aldrig fik sætte sin fod her hjemme, så længe hans far leved. Der er ingen, som ved, hvad det har kostet mig.

De har da i sandhed prøvet livet.

Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke havde havt mit arbejde. Ja, for jeg tør nok sige, at jeg har arbejdet! Alle disse forøgelser af jordegodset, alle forbedringerne, alle de nyttige indretninger, som Alving fik pris og berøm for, – tror De han havde fremfærd til sligt? Han, som lå hele dagen på sofaen og læste i en gammel statskalender! Nej; nu vil jeg sige Dem det også: jeg var den, som drev ham ivej, når han havde sine lysere mellemstunder; mig var det, som måtte dra’ hele læsset, når han så igen begyndte på sine udskejelser eller faldt sammen i jammer og ynkelighed.

Og over denne mand er det De rejser et æresminde.

Der ser De den onde samvittigheds magt.

Den onde –? Hvad mener De?

Det stod mig altid for, at det var umuligt andet, end at sandheden måtte komme ud, og bli troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå alle rygterne ned og rydde al tvil afvejen.

Da har De visselig ikke forfejlet Deres hensigt, fru Alving.

Og så havde jeg en grund til. Jeg vilde ikke, at Osvald, min egen gut, skulde ta’ nogetsomhelst i arv efter sin far.

Det er altså for Alvings formue, at –?

Ja. De summer, jeg år efter andet har skænket til dette asyl, udgør det beløb, – jeg har regnet det nøje ud, – det beløb, som i sin tid gjorde løjtnant Alving til et godt parti.

Jeg forstår Dem –

Det var købesummen –. Jeg vil ikke, at de penge skal gå over i Osvalds hænder. Min søn skal ha’ alting fra mig, skal han.

Er du alt igen? Min kære, kære gut!

Ja; hvad skal man ude i dette evindelige regnvejr? Men jeg hører, vi skal tilbords. Det er prægtigt!

Her er kommet en pakke til fruen.

Festsangene til imorgen formodentlig.

Hm –

Og så er der serveret.

Godt; vi kommer om lidt; jeg vil bare –

Ønsker herr Alving hvid eller rød portvin?

Begge dele, jomfru Engstrand.

Bien –; meget vel, herr Alving.

Jeg får vel hjælpe med flaskekorkene –

Jo, ganske rigtig; her har vi festsangene, pastor Manders.

Hvorledes jeg imorgen med frejdigt sind skal kunne holde min tale, det –!

Å, det finder De nok ud af.

Ja, forargelse kan vi jo dog ikke vække.

Nej. Men så er også dette lange stygge komediespil tilende. Fra iovermorgen af skal det være for mig, som om den døde aldrig havde levet i dette hus. Her skal ingen anden være, end min gut og hans mor.

Osvald da! Er du gal? Slip mig!

Ah –!

Men hvad er dog dette for noget! Hvad er det, fru Alving?

Gengangere. Parret fra blomsterværelset – går igen.

Hvad siger De! Regine –? Er hun –?

Ja. Kom. Ikke et ord –!