XVIII.

258Da Onkel Richard blev fordrevet fra Taget af Materialhuset og forstod, at alt Haab var ude, gik han hen, forat tage fat ved Sprøiterne. Det var somom han døvede sin Smerte, naar han arbeidede, og han pumpede med af alle Kræfter; – af og til saa han op imod Huset og tænkte: «Stakkels Christian Fredrik!»

Jacob Worse ledede Arbeidet; han havde ladet det høie Plankeværk, som omgav Værftet, hugge ned ved Søhusene, forat skaffe Plads for Sprøiterne; der kom Orden i Vandlangingen, og det ørkesløse Publikum drev han op i Gaarden. Da han engang løb forbi Onkel Richard, spurgte denne: «Tror De, her er Haab? – Worse!»

«Nei» svarede den anden sagte, «jeg arbeider i Fortvivlelse.»

Legationssekretæren nikkede: «Jeg også; stakkels Christian Fredrik!»

259Idetsamme gik der en Mumlen gjennem Mængden. Alle læste Navnet oppe paa Skibet: Morten W. Garmann – det er efter Gamle-Konsulen, blev der sagt.

Onkel Richard havde faaet Navnet at vide af Broderen; han saa op, hvor Faderens Navn stod i Guld indimellem de lette Flammer, som spillede opad Siden.

Jacob Worse greb selv Mundstykket paa Slangen, og med et Kast fik han Vandstraalen til at fare saa høit opover, at Flammen sluktes for den Gang.

Men nu forstod alle, at Skibets Skjæbne var afgjort. Og om der end kunde være en og anden, som nok undte Garman & Worse en Smæk, saa var det dog for alle et jammerligt Syn at se det stolte Skib gaa saaledes tilgrunde.

Morten var kommen ned igjen fra Faderen; han stod nu tæt ved Onkel Richard; alle stirrede paa Skibet.

Ilden øgede fra Secund til Secund; med store Smæld kastede Luerne sig helt hen over Taget paa Materialhuset, med hvert Vindkast slog nye Flammer op og der blev hedt ved Sprøiterne. Jo høiere Ilden bragede, desto stillere blev der blandt Mængden, ingen Kommando, ingen Raab af Opmuntring mellem Søfolkene, Pumpeslagene faldt ikke længer 260saa taktfast, selv Jacob Worse syntes at have tabt Modet.

Da raabte en liden Gutunge fra west end, som var krøbet op i Riggen paa en Jagt udfor et af Søhusene: «Hu’ sige! – hu’ gaar! Hurra! hu’ gaar!»

Gjennem Mængden gik der en Mumlen af Uvilje over denne stygge Spøg; – men se! det ser jo næsten ud somom – se dog! – det øger blandt Mændene – Raab, Tvivl – jo! – nei! – hun gaar! – Skibet gaar! – ingen pumper længer – aandeløs Spænding; men hurtigt voxer der en Larm af Stemmer udover Værftet, opover Gaarden – brusende høiere og høiere, indtil et Brøl, et jublende Skrig af Hundreder – Gutter, Fruentimmer, voxne Mænd – alle raaber, de ved ikke hvad – bare en stor, stormende Jubel!

Thi se – Skibet gaar! den store sorte Kolos sætter sig i Bevægelse; Tomme for Tomme med øgende Fart glider det mægtige Skrog ud gjennem Ilden. Den blanke Side forsvinder Stykke for Stykke i Røgen, det blinker i den gyldne List, – og høit – som i Triumf løfter Bougen sig mod Himlen, idet Agterenden duver dypt ned i Søen.

Det hvislede og spragede, somom man havde kastet Hundrede gloende Jern i Vandet, da den brændende Agterende borede sig 261dypt ned i Bølgerne, de skyllede opover Siderne, helt indunder Agterspeilet, og de lette Flammer, som for langs Skibssiden, sluktes i det stærke Luftdrag.

Vinden, som fik bedre Magt, da Skibet var borte, kastede sig ned i Ilden; den slog ud langsmed Jorden og skjulte som et bølgende Tæppe af Flammer kantet med Røg – Skibet, der gled udover Havnen.

Og midt paa Pladsen, hvor det havde staaet – den var saa stor nu, da den var tom – stod en liden Flok krogryggede, tjærebredte Mænd og tørkede sig i Hovedet med Huerne. Men midt iblandt dem saaes en høi, smekker Gut – blussende rød i Skjæret af Ilden.

«Gabriel! –» raabte Onkel Richard. «Gabriel –» gjentoges der rundtomkring. Legationssekretæren banede sig Vei henimod ham, Mængden fulgte, men standsede – ladende en ærbødig Ring staaende omkring Dagens Helte.

Onkel Richard omfavnede Gabriel, derpaa vendte han sig og raabte:

«Leve Gabriel Garman! – Hurra! –» han vilde svinge med Hatten, men opdagede, at han var barhodet.

«Hurra! –» raabte Mængden, saa det 262dundrede; man var netop i Humør til at raabe høit.

«Hurra – for Tømmermændene! –» raabte Gabriel; hans Guttestemme sprang op i Discant midt i Ordene; men det var ligegodt; der blev raabt et vældigt Hurra for Tømmermændene, saa for Skibet og for Firmaet – der var et Skraal og en Jubel uden Ende.

«Kom nu med mig –» sagde Gabriel til Folkene, «Far vilde traktere Jer med Frokost; men nu faar det blive en Kveldsmad.»

Alle Tømmermændene mumlede og lo over denne Vittighed; men endnu bedre blev det, da «Kandidaten» tilføiede: «De har s’gu fortjent en Frokost ogsaa.»

Dette syntes dem saa over al Maade vittigt, at de lo saa det klukkede i dem, og det om «Kandidatens» Frokost blev et Mundheld blandt dem og deres Efterkommere.

Imidlertid brændte Materialhuset og alt, hvad der fandtes af brændbart paa den yderste Kant af Værftet. Ilden begyndte endogsaa at æde sig opefter Renderne. Men der var ingen, som brød sig stort om det – Skibet var reddet! – det var det vigtigste, og Vinden stod fra Land. Morten fik travelt med at ordne Vagthold for Natten, Sprøiterne 263blev staaende parat, om Vinden skulde springe om.

– De gik opover mod Huset Arm i Arm – Onkel Richard og Gabriel, og denne maatte fortælle, hvorledes det hele var gaaet til. Gabriel havde truffet Skibstømmermændene samlede indunder Skibet og saa var han pludseligt begyndt at kommandere –

«At kommandere! –» raabte Onkel Richard, «du er en Fandens Gut – Gabriel!»

Saa drev de Renden under, slog Karret væk og kilede det hele op; Støtterne blev tagne i en Fart, Begmanden tog den sidste helt agterud i Ild og Røg – og saa gik Skibet netop i sidste Øieblik. Den Ros skulde ialfald Tom Robson have, at alt var parat og i fortræffelig Stand.

Rachel tog imod dem paa Trappen. Hun gik lige hen til Onkel Richard og hviskede ham i Øret: «Vær rolig Onkel! – lad os ikke ødelægge Aftenen for Gabriel. Far har faaet Slag, han ligger derinde; Doktoren er der.»

Legationssekretaeren gik ind uden at sige noget; men Rachel tog sin Broder om Halsen og sagde: «Du er flink Gut – Gabriel!»

«Gut! –» sagde Gabriel.

«Eller Mand! – det skal jeg sige herefter,» 264svarede Rachel med et Smil, «hvor har du dine Folk?»

De var lige bagefter. Rachel delte ud fra Kjøkkenet Øl, Vin, Pølse, Spegekjød, fint Brød og en Mængde Ting, saaat Gabriel lo og sagde: «Du er meget flottere end Jomfru Cordsen. Jeg er vis paa, at Kyllingerne skulde være til Ballet.»

Ja – det var ogsaa sandt – Ballet! – Rachel blev tilslut saa forpint ved at se Gabriel gaa saa munter og glad, at hun ikke kunde holde det ud længer; «Du Gabriel! her bliver nok ikke noget Bal imorgen. Far er bleven syg.»

Gabriel behøvede ikke at spørge, han saa, at det var alvorligt. Folkene stod foran Trappen, belæssede med gode Sager, uvisse om, hvor de skulde gaa hen.

«Kom, lad os gaa ned igjen paa Værftet –» sagde Gabriel, «der er vi for os selv og varmt er der ogsaa.»

Rachel kunde høre paa hans Stemme, at Graaden sad ham i Halsen, og hun tænkte uvilkaarligt paa, hvor han med en Gang var bleven voxen.

Huset var styrtet sammen, men det brændte endnu i Grunden. Værftet var – takket være Mr. Robson saa ryddigt, at Vagten ikke havde vanskeligt for at holde Ilden 265begrænset. Over Midnat flauede Vinden af, og de tykke Røgskyer steg høit op og drev langsomt ud over Fjorden.

Da Skibet løb af Stabelen, skar det tvers paa Vinden et Stykke udpaa og ragede ombord i en gammel Brig til Firmaet. Og hele Natten udover var der Raab og Opsang af de utallige Frivillige, som var ude for at klare Skibene og fortøied det store nye.

I en liden hyggelig Kreds sad Skibstømmermændene paa Værftet saa nær Branden, at de kjendte Varmen. De havde faaet meget mere end de kunde lægge i sig, og Vagtfolkene kom stundom hen og blev trakterede.

Det eneste Skaar i deres Glæde var, at Gabriel ikke kunde være med; han havde tilslut sagt, at Konsulen var syg, og saa maatte han vel være i Huset; for Ingen skulde komme og sige, at Gabriel var stolt! Saa drak de hans Skaal og saamange andre Skaaler, som de kunde finde paa – i den uvante Vin, til den fine Mad, indtil de slet ikke kunde mere.

Levningerne delte de ved at «blinde» – ganske som naar de delte Spaanhougerne, og lo sig halvt ihjel over den Komedie.

Derpaa vandrede de alle hjemover mod west end med Pølser og Flasker og Kyllingben 266og alt godt. Solen kom just over Fjeldkanten østenfor Byen og skinnede i alle de smaa Ruder somom hele vest end var illumineret.

Den Morgen var der vist ikke en eneste Kone, som skjændte paa sin Mand, fordi han var lidt paa en Kant. Der blev en Spisen og en Drikken og en Snakken og en Løben i Trapper og fra Hus til Hus. Ungerne sad overende i Sengen – blændede af Sollyset og proppede sig med Pølse – endnu halvt uvisse, om det var virkelig, tilforladelig Pølse, de aad, – eller om det hele bare var en deilig Drøm – saadan som de Sultne stundom kunne drømme den.

Solen skinnede udover Sandsgaardbugten, hvor det nye Skib laa fortøiet med Trosser paa kryds og tvers, og Lystigheden fra west end lød langt udover Søen.

Men hjemme hos Begmanden laa Marianne og talte i Vildelse, Nabokonen sagde, at hun havde «Feberen»; og Anders selv sad med et Tørklæde om Hovedet; han havde forbrændt sig paa den ene Side af Ansigtet.

– Byfolkene kom efterhaanden hjem; nogle lod, somom de ikke saa Solen og gik tilsengs; andre blev oppe og gik og gabede hele Dagen. Over den halve By havde været 267ude i Sandsgaard eller ialfald oppe paa Høiderne, forat se Ilden.

En af de faa, som ikke havde iagttaget Branden, var Væggelusen. Da han skiltes fra Svensken oppe i Skippermarken, gik han lige til byen. Ved de første Huse mødte han Folk, som løb udover, og saa døv som han var, hørte han dog tydeligt de to Brandskud. Da han gik forbi Kirken, saa han, at Døren var aaben og inde i Klokkerummet stod en Lygte paa Gulvet. Væggelusen saa Benene af en Mand vexelvis gaa tilveirs og komme ned igjen, krumme sig og gaa tilveirs igjen. Heraf uddrog han den Slutning, at der klemtedes med den store Klokke.

Han lagde nøie Mærke til, hvad Klokken var paa Kirkeuhret, og han gik allerede og gjorde op med sig selv, hvorledes han skulde svare Politimesteren; thi det anede ham, at han vilde komme paa Brandforhør. –

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.