[7]

Min Ø er ogsaa en Guldgrube for Geologer, bygget op som den er af mangfoldige Stenarter, for det meste løse, vulkanske, som smuldrer hen og slides bort, mens de fastere staar igjen, saa Fjeldene tar de eventyrligste Former under Forvandlingen.

Et Naturens Under blandt de mange her er den hvælvede dybe Tunnel, som har aabnet sig midt i Bakken ovenfor Husene og fører helt ud til Havet paa Nordsiden. Gjennem uendelige Tider havde Sjøen udhulet Fjeldet i en lang, smal Grotte, som blev dybere Dag for Dag, indtil Sjøerne for nogle Aar tilbage med Tordenbrag gjennembrød den sidste tynde Væg, og i Vinternattens Mørke som en Styrtsjø vælted ned over den lille Grænds Jorder og Marker. I Bække flød den saa tilhavs igjen mellem Husene over Sydbugtens Strand. Alle Øens Mænd var paa Fiske, og de rædselsslagne Kvinder rev sine smaa Børn med sig ud af Sengene og styrted mod Dørene. De 28rystende Huse trued med at styrte sammen over dem. Men et voldsomt Lufttryk og Sprøit af salt Sjø stod imod dem og jaged dem tilbage. De kasted sig paa Knæ og anraabte Gud. Jorden rysted i sine Grundvolde, og Havet aabned sit vældige Gab for at opsluge den! Var det Dommedag over Jorden?

Først den næste Morgen, da Stormen stilned og Mørket tilslut veg for den opgaaende Sol, voved de sig ud efter Nattens Rædsler. Og da fik de et Stenkast eller to ovenfor Husene se den brede Portal i Fjeldet, og gjennem den lange Tunnel saa de Havet som et lidet Glimt ude paa den anden Side. Og nu overvandt de sin Frygt og vandred derind med de nysgjerrige Børn; og inden Kvæld havde hvert Menneske, som kunde krybe og gaa, i Undren set Havet tversigjennem Øen.

I stille Veir kan vi ogsaa nu spadsere derind, helt til Dønningerne i smaa Skvulp slaar op om vore Fødder og jager os tilbage. Men oftest staar Brændingen paa der ude, og da tordner, brøler og brummer det i den underjordiske Gang, som om alle Himlens og Havets Magter var i Kamp dernede. Og Vandet trykkes helt ind og fosser i hvide 29Sprøit op gjennem Aabningen, mens en salt Regn falder vidt omkring. Hvert Straa er paa de nærmeste Jorder afsvedet som efter en Brand.

Alle ved, at den lille Grænd ikke mer er sikker, og alle taler om, at den snart maa flyttes til et tryggere Sted paa Øen. Men det er snarere sagt end gjort; og egentlig er ingen rædde. Man er saa vant til at se Døden i Øinene her, saa ingen mister Besindelsen, om Grunden gynger en Smule. Men af og til siger de smilende: Bare ikke Sjøen tar os snart!

– I klart Veir kan vi skjelne Storøens buede Linje i Øst. Det er en halv Dags Seilads derud; og der er Havnen, hvor Skibene fra Verden lægger til.

Men i Taage er vi som flyttede ud i selve Havet. Havrøg og Havgov og underlige lave Himler vælter sig tæt og truende over al Jord, og man tør ikke gaa ti Skridt bort fra Huset. Stille og beklemte sidder de faa Mennesker i sine Stuer og stirrer ud i Taagehavet og tænker paa alle dem i Baadene derude.

Men naar det saa letter, og Solen langsomt bryder frem, da lyder mangt et Lettelsens Gudskelov! Og Øinene følger de sidste 30Taagedotter, som i lange glidende Tog driver op langs Fjeldvæggen og samler sig som lette rosa– og lillafarvede Skyer om alle Topper. Alt blir da med et saa forunderlig skjært og klart og farverigt. Fjeldsiderne, de grønne Terrasser og Engene med de tusend Blomster glitrer vaade i forunderlig dybe, intense Farver, og Luften dirrer under Straalerne fra den seirende Sol. Det er som at se ind i drømte Paradiser.

Jeg sætter mig paa Mosebænken i min Have og følger Solen, som den glider i lang Bue over den graablaa Himmel, indtil den rød og lav ruller langs Storøens Kam og dukker i Havet langt, langt der ude i Eventyrland. Og Guld drysses i glitrende Strømme over staalblaa Bølger; Blod gydes over Guldet; og det skjælver og brænder og flammer derude som fra en Verdensbrand. Men mod Blodhavet tegner sig sorte Fugle i Flugt, mindre og mindre, til de som smaa Sodfiller sluges af Flammerne. –

– Saa med et mærker jeg Tusmørket omkring mig; og Nattens tunge, vaade Dug lægger sig paa mit Ansigt og mine Hænder. Frysende gaar jeg ind og tænder en Torvild paa Gruen. Og jeg er alene i Verden, saa uendelig alene, som jeg sidder der og stirrer ind 31i de rygende Gløder. Og Natten derude er saa stille og bleg.

– Der findes ikke Træ eller Busk paa min Ø; men de Tusender af vilde Blomster er skjønnere end Blomster noget andet Sted i Verden, og nøisomme som Menneskene de skal glæde. I Revner og Sprækker, mellem Sten og Grus, ja midt i selve nakne Uren og de steileste Ras skyder de op i Klaser, Dusker og Tuer, ligesom overdaadigt og ødselt udstyrede Hynder slængt i Grams mellem Stenene, indbydende og lokkende. Det er som om de ikke engang trænger Jord herude. Og dog er Farverne saa straalende, og der ligger som en tung Em af Blomsterduft over Fjeld og Mark, naar Solen varmer og tørrer dem efter Regn og Dugfald.

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.