[23]

Da Eli og jeg igaaraftes gik vor vanlige Aftentur, kom Digteren efter os alene og spurgte, om han maatte gaa med. Og han snakked, og lukked Døren paa Gløt til sit inderste Væsen, og jeg saa som i forbiglidende Lysskjær Glimt af en eiendommelig og ensom Sjæl.

Hans Drøm fra de tidligste Ungdomsaar om at bli Billedhugger var herude dukket op igjen, sagde han. Men ogsaa nu kun som Drøm. Hvergang den mindste Tanke om virkelig at realisere Drømmen streifed hans Sind, blev han ræd og følte sig som lammet. Der var ligesom noget som mangled; men han var ikke altid vis paa, at det var Evner. Undertiden kjendtes det som om det kunde være den pure Dovenskab, at han ikke forsøgte. Og nu herude – ja her vilde han ha Arbeide for mange Liv, om han bare skulde gjøre nogle faa af 131de Vidunderværker i Ler, som han havde lavet i sit Hoved disse Dagene. Han lo og sagde som for sig: «Man føler sig saa genial, naar man gaar saadan oppe i Høiden og ligesom ser sin egen Skygge paa Himmelen, ikke sandt? – Her vilde jeg som Fidias trække mig tilbage i Ensomhed og modellere Guder. Kan man tænke sig et herligere Olympia. Og her har jeg ligesom set ind til Livets Marv! Havet har saa mange Røster, Sang, Nynnen og Drøn som dybe Orgeltoner; og Fjeldene her har aabenbaret for mig «den rene Forms deilige Ro». Og det sukker og stønner og brøler og vaander sig som døende Kjæmpedyr under Stupene her. Og saa har jeg set Eli. Hun er hvid som den nyfødte Dag. Ren og hvid og som et lidet aabent skjælvende Hjerte i selve Naturens Bryst. Ja, da jeg saa Eli, da saa jeg Kvinden, ren og ny fra Skaberens Haand. Det at hun er taus, det gjør, at hun siger mig saa uendelig meget mer end andre Kvinder. – Ja,» smilte han, «nu gaar jeg her og snakker med Dem, som om De slet ikke var Kvinde. Jeg ved ikke, hvordan jeg pludselig kan det. Men jeg kan det. Det er saa rart. De er vel ikke vond for det?» Jeg lo: «Herregud, en gammel Kone som jeg, 132med store Børn – nei, jeg er svært glad, fordi De snakker frit til mig.»

Men jeg løi; thi i mit Hjerte følte jeg et Sting som af Angst eller Smerte eller Bitterhed: er jeg da virkelig ikke længer «Kvinde» for en Mand!.

Og er det sandt, at jeg følte en vis Glæde ved hans tillidsfulde, kameratslige Snak, saa er det ogsaa sandt, at den var blandet.

Han blev med et grætten. «Huf,» sagde han, «det der vilde jeg helst De ikke skulde sagt, det om at De er gammel. Det er banalt at sige sligt. Jeg ved ikke hvordan det er; jeg liker næsten aldrig det Kvinder siger. Men jeg har ligesom ikke ærgret mig saa over Dem.» Jeg svarte ikke, men vendte mig bort, fordi et Anfald af gammel Svaghed holdt paa at overvælde mig; jeg kjendte Taarerne hede og brændende under mine Øienlaag. Jeg følte mig saaret; men det var ligesom ikke af ham, som gik der ved Siden af mig. Medlidenhed følte jeg med os begge; men mest med mig selv, fordi jeg ikke var større.

En Stund gik vi tause, og jeg saa, at han bed Tænderne sammen og ligesom lukked sig. Men saa smilte han pludselig og 133sagde:» Og saa Fangeren da! Da han slog ned som en stor Fugl i Baaden, og da han hæved Hoven for at dræbe!» Jeg bare nikked taus, og der blev atter en Pause. En Gang saa han hurtig hen paa mig og vendte sig saa atter bort og saa udover Havet. Saa kom det igjen pludselig: «Sig mig, lever De ogsaa bare paa Ærter? Det er forfærdeligt! Ved De, idag havde jeg saan Rovdyrsult paa Kjød, at jeg kunde stjaalet! Et Øieblik tænkte jeg paa at ty til Dem. Kanske hun har Bif, tænkte jeg. Og jeg blev drukken bare ved Tanken. Jeg vil ikke støde den snille, gode Doktor; for han er et Barn; han er næsten som Eli, uskyldig og troende; derfor tvinger jeg mig til at spise Ærter og Pandekager hele Dagen.»

– Jeg sagde, at hvis han blev for sulten, saa fik jeg overlade ham et Stykke Hvalbif, eller et delikat fyldt Lundebryst, dersom han foretrak det. Han grøssed.

«Nei tak,» sagde han, «men jeg har en forfærdelig Plan: jeg vil dræbe en Sau; der som De vil gjemme den for mig!»

Vi lo, og jeg bad om at slippe.

Da vi gik hjemover, sagde han, at han rimeligvis snart maatte reise, simpelthen af Sult. «Naar jeg ser paa Doktorens 134gjennemsigtige Legeme,» sagde han, «saa maa jeg ofte tænke paa, hvad den vise Græker sagde: der er større Fare for, at Menneskene skal forsømme sit Legeme end sin Aand. Til aandelig Virksomhed drives de nemlig af Nødvendigheden og en indre Trang.»

Saa blev vi dybsindige; og inden vi kom hjem, var vi blit enige om, at hvis man skulde holde ud at leve, maatte man lidt efter lidt dræbe alt det i sig, som kan lide, altsaa med andre Ord bli Buddhister, idet vi følger Buddhas Ord og overhugger alle Lænker, som binder os til Livet, og:

«bereder en Ø for os selv»

og «skynder os at blive vise.»

Sikkert vilde Doktoren været fornøiet med os, om han havde hørt os.

– Til min Forfærdelse kom Digteren og Elis Bror sent inat vandrende hjem fra Heien med en død Sau. Jeg stod i Vinduet og saa dem komme i ivrig Samtale nedover. Naturligvis besattes jeg af Tanken paa Vanskeligheden ved at bevare dette ferske Kjød nu i Sommertiden. Og desuden Doktoren, da!

Nei, skal jeg nu ovenikjøbet faa Husholdningsbekymringer midt i Ferien! Det skal vi ikke ha noget af.

Hvad kommer den Sau mig ved?

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.