XIV.

Den lille Fiskeby var bleven ti Aar ældre. Den havde faaet en ny Kirke, en ny Latinskolebygning og en ny Rektor, samt en ny Avis. Borgen var ikke længer Byens eneste Stenhus – sammenlignet med de nye Bygninger saa baade den og de gamle Huse helt uanseelige ud.

Bjørnholt havde forladt Byen; han var bleven Rektor ved en af Smaabyernes Latinskole. Den ledende Mand i Byen var Aage Storm, til hvem Vildhagen havde sluttet sig. Strand var bleven Prost og ansaaes for at være Bispestolen nær. Hans Valgsprog var: «Min Gud er en Ordenens Gud». Fonn havde et lidet, men trofast Parti, der intet Samkvem havde med Verdensbørnene. Det var en stille, tilbageholden Skare bodfærdige, der af og til samledes i Viks Hus. – –

299Gamle Holt laa syg og ventede Døden. Der var bleven telegraferet til Sønnen, som var bosat i Lissabon og som han ikke havde seet i alle disse Aar. Telegrammet fandt ham imidlertid ikke hjemme; han var paa en længere Rejse, hed det. Hver Dag blev der forespurgt, om han ikke var kommen hjem, men Svaret var stadig «nej». Hans Værelse var længst sat i Stand til ham; Holt havde kjøbt hjem de Cigarer og Vine, Knut yndede, og spurgte hver Dag Kathrine, hans trofaste Plejerske, om alt var i Orden.

Der laa han nu, den gamle Stridsmand, forfærdelig afmagret, med dybt indsunken Mund og med et Sneskjær i Huden, der hist og her gik over i det blaa. Næsen berørte næsten Læberne; Øjnene var overordentlig store og stirrende.

Han forsøgte at læse. Det var Darwin og Stuart Mill, «de nobleste Mænd, der har levet,» han i sin sidste Stund tyede til. Hans Syn slog dog ofte fejl, og saa maatte Kathrine læse for ham af disse Bøger, af hvilke hun ikke selv forstod et eneste Ord. Stundom vilde hun ombytte Darwin og Mill med en Andagtsbog; men da blev den gamle Mand vred.

«Ingen Signen og Manen, Kathrine, jeg vil dø som en ærlig Mand.»

Kathrine havde i Stilhed sendt Bud efter Fonn; hun holdt af den gamle Mand og var bekymret for hans Sjæl. Præsten blev ikke indladt, men kom dog igjen hver eneste Dag og gik med 300sagte Skridt udenfor paa Gangen. Holts Stund vilde nok komme, sagde han til Kathrine, og da skulde hun give ham et Vink.

Holt havde undertiden forfærdelige Anfald, der gjorde ham næsten afsindig af Smerte. Da rejste han, som ellers med Nød kunde løfte Hovedet fra Puden, sig op i Sengen og rev itu alt, hvad hans Hænder fik fat i. Et saadant Anfald er ivente; han føler den begyndende Smerte, men bider Tænderne sammen. Kathrine sidder ved Siden af Sengen og læser, læser Mill med graadkvalt Stemme. Hun ser, han begynder at skjælve og vil stanse; men han raaber forbitret: «læs!» Hun fortsætter; men da Smerten stiger og hun hører hans Tænder klapre, falder hun ned foran Sengen og beder: «Lad mig faa hente Præsten! Barmhjertige Gud, staa ikke imod, men lad ham komme ind.»

«Saa han er derude? Greb jeg dig nu igjen!»

«Ja – han er her – prøv bare –!»

Smerten tager til. Han ved, hvor utaalelig den er. Det hvisker i ham: kanske det kunde hjælpe! Aa, der følger en saadan utaalelig Angst med disse Smerter. Idet han føler et nyt grusomt Greb i sine Lemmer af den skjulte Fiende, som vil pine ham tildøde, raaber han ude af sig selv: «gaa da, gaa da!» Kathrine aabner Døren og Fonn viser sig. Holt synes, han ser to Ravneøjne, der siger: «Snart er du Aadsel, da er 301min Tid.» Men Fonn taler saa mildt, saa oprigtig bevæget om Synderes Ven og Troens Trøst. –

«Hvad forlanger De?» spurgte Holt stønnende. –

«Tro –.»

«Jeg kan ikke!»

«De vil ikke.»

«Jo, jo, jo! Hvad skal jeg gjøre?»

«Bede –.»

«Bede? Hvor kan jeg det, naar jeg ikke tror – –!»

Fonn gaar udenom Spørgsmaalet og søger de mest indtrængende Ord, han kjender. Holt hører imidlertid ikke mere paa ham Et Ord af Knut lyder i hans Øre: «Saalænge vi er sunde, har vi Mod. Men i Dødsstunden raaber selv de tapreste paa Præsten. De kan ikke tro, men har dog en Overtro paa, at det kanske alligevel kan hjælpe– –.»

Var det ikke saa med ham? Hvad var det dog for en uudgrundelig Modsigelse! At ville tilliste sig Hjælp af en Magt, han ikke troede var til! Aa fy!

«Nej, nej, nej!» udbrød han heftigt. «Jeg vil ikke! Jeg kan ikke!» Og idet et nyt Anfald kom, skreg han rasende: «Gaa, gaa! Frist mig ikke til at lyve!»

Fonn gik. Da Smerten gav sig noget, raabte Holt:

302«Læs igjen, Kathrine, læs! Og sig til Knut, naar han kommer: Han døde som en ærlig Mand.»

Men Kathrine kunde ikke mere; hun brast i en saa voldsom Graad, at Holt ynkedes over hende. «Ja, ja, Kathrine, lad være da. Jeg ved jo, du mener det godt. Men frist mig ikke mere med Præsten.»

En Dag noget senere bankede det paa Døren. Holt saa vredt paa Kathrine. «Har du igjen været hos Præsten?»

Kathrine rystede paa Hovedet og aabnede Døren. Kornelia Vik traadte ind.

Holt, der ikke havde seet hende paa flere Aar, kjendte hende ikke strax. Hun havde ogsaa forandret sig. Hun var ligesom bleven mindre og meget indfalden i Brystet. Hendes Haar var lidt graat og meget tyndt; i Øjenkrogene var der fine Rynker. Hun aandede besværligt efter at have gaaet Trapperne; hun havde faaet et svagt rødt Skjær paa Kinderne ved Bevægelsen.

«De kjender mig vist ikke?» sagde hun, idet hun nærmede sig Sengen.

Holt skyggede med Haanden for Øjnene.

«Jo – jo – nu ser jeg – det er jo Kornelia Vik?»

«Ja.»

Han begyndte at kramme Teppet mellem 303Hænderne; der var noget uroligt og mistroisk i hans Blik.

«Hvem sender Dem til gamle Holt?»

«Jeg kommer af mig selv.»

Han saa lidt mildere, men utaalmodigt paa hende.

«Naa – saa. Hm – ja – jeg – det nytter ikke, Frøken Kornelia. Det kan være velment – men det nytter ikke. Lad mig dø i Fred.»

Det svage Blus i hendes Kinder blev lidt sterkere. Hun blev forlegen ved denne Modtagelse.

«Jeg kom herop,» sagde hun usikkert, «fordi – fordi – jeg troede, at De kanske havde hørt noget fra – fra Deres Søn.»

Han greb med sine magre, kloagtige Hænder i Sengkanten og forsøgte at rejse Hovedet en Smule. Han saa hende spændt ind i Ansigtet, som om han vilde læse i hendes Indre, og med et forstod han, hvorfor hun var kommen. Det mistroisk-afvisende Blik var forsvundet, han saa glad overrasket, ydmygt-taknemmeligt paa hende; hans Ansigt blev flere Aar yngre.

«De er kommen for at tale med en døende Mand om det eneste, han endnu har Tanke for!» raabte han. «Min inderligste, min ærbødigste Tak.»

Han talte med en vis ridderlig Høflighed, der vilde kunne have fremkaldt et Smil, ifald 304ikke hans Blik og hans Stemme havde vidnet om, hvor dybt han var rørt.

Han saa paa Kathrine. Hun forlod Værelset. Da hun var borte, rakte han Kornelia Haanden, der saa endnu længere og mere benradagtig ud, idet han strakte den frem, hvorved Skjorteærmet gled op over et Haandled, der var som et Barns.

«Endnu engang – Tak, Tak. – Vil De ikke tage Plads.»

Han strakte sig for at faa fat i en Stol, men taalte ikke Anstrengelsen; han sank med et tungt Suk tilbage i Sengen og laa en Stund med lukkede Øjne og pibende Aandedræt.

Kornelia satte sig ved Sengen. «Hvordan har De det?» spurgte hun.

«Daarligt. Daarligt. Jeg fryser, fryser altid, fryser lige ind i Hjertet. Naa – hvad skal man sige? Det er Livets Kaar. Man ribbes, det er kort beskrevet Menneskets Levnetsløb, Frøken Kornelia. Man ribbes, først for de uskyldige Følelser og Tanker, saa for de store Forhaabninger. Man faar et Menneske kjært, det bliver alt for En, det erstatter En alt, hvad man tabte. Men man mister det, ved Døden eller paa anden Maade – man ribbes atter. Saa begynder den snigende Frost, som er Enden paa alt. Man fryser langsomt ihjæl. Det er forfærdeligt – ikke sandt? De har jo ogsaa prøvet det?»

«Ja – –.»

305Der opstod en Pause. Den gamle Hugaf følte sig forlegen ligeoverfor den unge Pige. Han kjendte hende godt fra gamle Dage. Han havde engang gaaet og betragtet hende med Misundelse – han misundte Vik hans Datter. Hun havde jo netop det, som Holt savnede, dette, som han ikke havde Ord for, som er ejendommeligt for et godt og fint Hjem. Ved at se hende igjen begyndte en Strøm af gamle Tanker og Følelser at stryge gjennem hans Sind. Han tænkte igjen paa Knuts Mor. Hun havde havt noget deraf. Han tænkte paa, at han dengang ikke havde forstaaet, hvad det var værd. Han tænkte paa, at det jo i Grunden havde været hans højeste Ønske, at Knut skulde blive gift med en Kvinde som Kornelia. Han havde derfor ogsaa hørt om deres Forbindelse med Glæde. Og dog havde der med det samme ogsaa gaaet en skjærende Smerte gjennem hans Bryst. Han havde tænkt: din Søns Lykke myrder din. Du taber ham – han kommer længere og længere fra dig ved hende. Han havde kjæmpet imod denne brændende, nagende Skinsyge, og han havde lovet sig selv, at Knut aldrig skulde ane, hvad han følte. Men alligevel: han bar trods alt et dybt, et uovervindeligt Nag til denne hjemlige Dannelse, som han selv ikke besad, og han havde altid følt sig sky, lammet, smerteligt ydmyget i Kornelias Nærhed. Denne Følelse af Undseelse overvældede ham atter, 306men der var ikke længer nogen Bitterhed deri. Han var hende saa taknemmelig, men var tillige saa bange. Han, som i sin offentlige Optræden, under de mangfoldige Kampe med Byens mægtigste Mænd, aldrig havde kjendt Frygt, han følte sig nu saa liden og var saa ængstelig ligeover denne stille, bramløse Pige.

Ogsaa hun havde været forknyt ved dette Besøg, men fik mere Mod, da hun saa, at det samme var Tilfældet med Holt. Hun begyndte selv at tale om Knut, især om, hvor stolt han i Grunden havde været af Faderen, af hans Dygtighed og hans frie Blik. Holt laa og lyttede, sugede hvert Ord i sig; hans Øjne lyste af en fugtig Glans – intet berømmende Ord fra Verdens største Mænd kunde have gjort ham saa glad, som han blev, da hun fortalte, at Knut engang havde sagt: Han har ti Gange saa mange Kundskaber og ti Gange saa meget Mod som sine Modstandere.» Han bed sig i Læben for ikke at briste i Graad. Da Kornelia taug, var al hans Forlegenhed forbi.

«Han har altid været en god Søn,» sagde han. «Herregud, De skulde have seet ham som liden Gut, Frøken Kornelia! Jeg passede ham selv om Natten. Aa, jeg synes, jeg ser ham i sin blaa Natdragt. – – Han rejste sig op i Vuggen, og saa kjendte jeg en liden blød Mund famle i mit Ansigt – han vilde have Drikke! var jeg da ikke snar nok – – hvilken højst 307fornærmet liden Mund han da satte op! Og som han kunde le! Ja hans Latter, hans trillende Latter – ingen, ingen, forsikrer jeg Dem, kunde modstaa den. Om jeg havde været inde i Døden og hørt hans Latter, jeg var bleven frisk i samme Stund.– – Og siden, da han voxede til, hvilke tankefulde Øjne han fik! De har en Magt over En, saadanne Øjne! Hvem kan nænne at huse en ond Tanke, naar saadan en Fyr ser saa uskyldigt paa En. – – Det var de bedste, de lykkeligste Dage, jeg har levet. Vi to var Verden, en liden solbeskinnet Verden. – – – Ak, siden har det været saa forskjelligt. Jeg har nok paa en Maade kjæmpet for, at han skulde opnaa, hvad jeg har savnet eller forspildt – – men – –. Han kunde faaet det ved Dem, Frøken Kornelia – – – Det brast – –!»

Han saa hen for sig med et forgræmmet Udtryk i sit Ansigt.

«Frøken Kornelia,» begyndte han saa igjen, «det nager mig, det giver mig ikke Fred, at jeg dog maaske er Skyld i hans Ulykke. – – Jeg tænker paa hin ulykkelige Forbindelse.– – Ser De, jeg spørger mig selv – – vilde det have været anderledes, ifald du selv havde været i et og alt, som du skulde, ifald du – – havde været ham et bedre Exempel i hele dit Levnet.» – –

Han sank efter disse Ord sammen. Det var, som om alle Muskler havde tabt sin sidste 308Spændkraft. Brystet blev hulere, Kinderne faldt slapt ind, Læberne gled tilbage over Tænderne, Øjenlaagene faldt i – han saa ud som et Lig.

Hun sad endnu en Stund hos ham og talte saa klogt og saa mildt med ham. Han laa stille og lyttede; hendes Ord var som en lægende Olje i hans Sjæl. Men midt i den Lindring, han følte, luede dog altid denne Tanke op: «Hvad har ikke min Søn tabt i denne Kvinde! Er du kanske Skyld deri?»

Da Kornelia rejste sig for at gaa, sagde han: «Tør – tør jeg haabe at faa se Dem endnu en Gang?»

«Jeg skal komme – saalænge jeg kan.»

«Ak ja – jeg ser det nu – De er heller ikke rask.»

«Nej.»– –

I Værelset ved Siden af fandt Kornelia Kathrine. «Gud velsigne Dem, at De ser til ham,» sagde den sidste. «Han har det saa ondt, og jeg kan jo ikke være noget for ham.»

Kornelia satte sig ned; hun følte Trang til at være venlig mod denne Kvinde, som hun havde dømt saa haardt engang.

«Jeg ved, at han ingen bedre kan have om sig end De; Knut har fortalt mig saa meget om, hvor god og trofast De har været mod hans Far.»

Kathrine begyndte strax at græde. Hun længtes efter En at tale aabent med, og saa 309begyndte hun da at betro Kornelia sit Livs Historie, et ærligt, trohjertet Menneskes Historie. Ogsaa i den var et Ord af Knut Glanspunktet. Det var, da han første Gang havde sagt «du» til hende. «Den Nat sov jeg ikke af Glæde,» sagde hun.

Kornelia var fra nu af hver Dag oppe hos Holt. Det faldt hende dog stadig besværligere at gaa Trapperne, og en Dag kom hun ikke. Holt blev urolig og lod Kathrine gaa ned til Viks. Kornelia laa. Fra den Dag af ventede Holt forgjæves – Kornelia forlod ikke mere Sengen.

Det var en Vaardag før Løvspræt. Solen stod lavt, den røde Vesthimmel kastede et svagt Skjær over de brune Lynghøjder rundt Byen. Denne selv laa graa og kold mellem dem. Blot i et og andet højtliggende Hus brændte et enkelt Vindu, brændte vildt som et glødende Kjærlighedens eller Fortvilelsens Tegn ud mod den synkende Sol.

I Byen ringer Kirkeklokkerne. Midt i den travle Arbejdsdag, mens alle er optagne af sin Dagsgjerning, falder pludselig denne tungsindige Sang ind og forkynder, at Døden igjen har gjestet et af de mange Hjem. Vi er saa vant til disse Sørgetoner, at vi tilslut ikke hører dem mere. Men hænder det saa, at vi en enkelt Gang igjen faar Øre for dem, da begriber vi 310ikke, at nogen kan le mere efter engang at have hørt dem og den uhyre Jammer, de taler om.

Hvor har Rovdyret dennegang slaaet ned? Enerbaret, der er strøet i Gaderne, viser os Vej. Det fører fra Kirken til Viks Hus. Her staar Ligvognen, forspændt med to Heste, indhyllede i sort Klæde. Øjnene blinker uhyggeligt ud af to Huller i denne græsselige Dragt. De bestilte Ligvognskudske i høje sorte Hatte staar paa hver sin Side.

Inde i Sørgehuset synges en Salme. Saa kommer de med Kisten; sex Mænd, der er barhovede, bærer den og løfter den op paa Vognen. Toget sætter sig i Bevægelse med to Præster i Spidsen nærmest Vognen. Smaabørn og andre nysgjerrige følger efter paa Frastand.

En rejsende gaar forbi Kirkegaarden, idet Ligtoget svinger derind. Han stanser, studser og træder derpaa indenfor.

Blandt dem, der fulgte Liget, var ogsaa Peter Strøm. Han var bleven fyldigere, men havde det samme lyse Ansigt og de samme klare Øjne, der dog i dette Øjeblik var duggede af Taarer. Da Graven var kastet til, følte han en Haand paa sin Skulder: Bag ham stod Knut Holt.

Kirkegaarden var tom; blot de to stod igjen ved Graven. En sagte Vind viftede; det begyndte at lugte Vaar af Jorden.

Vennerne havde endnu ikke vexlet et Ord.

311«Kommer du endelig,» sagde Peter.

«For at følge hende til Graven.»

«Du vidste det ikke?»

«Nej.»

De forlod sagte Kirkegaarden. Udenfor Porten skiltes de. Knut slog ind paa den velbekjendte Sti, der gik bag Byen. Han vilde være alene et Øjeblik. Han havde ikke gaaet mange Skridt, før han fik Øje paa en Mand i Præstekjole, der syntes at vente nogen. Knut gjenkjendte Fonn. Han var bleven skeletagtig mager; i hans Blik var der noget, som Knut før ikke var bleven var: det var, som om han mærkede den, han saa paa, udkaarede ham til Død og Fordømmelse.

Knut vilde gaa forbi; men Fonn traadte i Vejen for ham.

«Et Ord, Knut Holt.»

Knut stansede. «Hvad vil De mig?»

«Ved hendes Grav, hvis Sind du bedaarede, hvis Fred du brød, raaber jeg til dig: Du har en Menneskesjæl paa din Samvittighed.»

«De var hos hende i hendes Dødsstund?» spurgte Knut.

«Nej, hun døde uden Ord og Sakrament. Hun var taus og lukket selv for sine nærmeste. Ingen ved, hvorledes hun døde.»

«Jo, jeg ved det. Hun døde, som hun levede, i urokkelig Tro paa en god, en retfærdig Gud.»

Fonn rystede paa Hovedet.

312«Hun døde uden Ord og Sakrament. Og hun var dog engang et Guds Barn. Jeg var vissere paa hende end paa mig selv. Men naar jeg idag maa sige til mig selv, hun døde ikke den Kristnes Død, da er du Skyld deri, Knut Holt. Betænk det, ydmyg dig, forsag og tro.»

Knut saa bedrøvet paa ham.

«Ydmyge mig? Forsage? Kunde jeg faa hendes Tro derved, Præst, jeg skulde ydmyge mig saa dybt, som noget Menneske har gjort. Forsage? Hvad har jeg at forsage, som jeg ikke med Jubel gav hen for at vinde hendes kjærlighedsfulde Haab? Hvad forlanger De? Jeg skal træde mig selv under Fod, slukke hver jordisk Længsel i mig, dræbe mig selv tommevis, kan jeg derved faa hendes Vished. Blot et kan jeg ikke, vil jeg ikke: lyve for mig selv eller andre.»

Knut gik videre; han hørte Fonn hviske efter ham: «Den samme forhærdede.»

*

Det var Midsommer. Hamre holdt et lidet Kalas for Bjørnholt, der gjestede Byen.

Den fordums Redaktør havde trukket sig tilbage fra det offentlige Liv. Yngre Kræfter havde afløst ham. Af og til lod han dog sin Røst høre, nemlig naar disse hans Efterfølgere syntes ham for slappe. Han udfoldede da hele sin bidske Veltalenhed og advarede mod, hvad 313han kaldte «Forsoningens slibrige Program». Det skede imidlertid sjeldnere og sjeldnere. I Regelen lod han sig nøje med at drøfte Samfundsspørgsmaalene med nogle gamle Kampfæller, der graanede og surnede i underordnede Poster ved hans Skole. Disse intime fortalte ogsaa endnu sine Præstehistorier, men aldrig i mere blandet Selskab. Med Aarene og den tiltagende Podagra var han nemlig bleven meget ortodox.

Bjørnholt følte sig oplivet ved at se Kystbyen igjen. Her havde han dog oplevet sine skjønneste Dage. Han kjendte alle i den lille By og sad nu og spurgte sin Vert ud om hver især.

«Og den gamle Agitator, Skibsreder Holt har endelig takket af.»

«Ja,» svarede Hamre, der endnu var lige stram og lige skinnende, men ganske hvid. «Han døde i Vaar.»

«Og Sønnen?»

«Er kommen hjem?»

«Med sin indianske Hustru?»

«Nej, hun er død. Jeg har ladet mig fortælle, at hun styrtede af Hesten under et forvovent Ridt.»

«Og Sønnen har nu overtaget Faderens Forretning?»

«Man vil vide, at han agter at sælge og at nedsætte sig som Læge et eller andet Sted.»

«Det var farlige Folk,» sagde Bjørnholt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.