VII.

– – «Fy for en Varme!» sagde Landhandler Brandt, han stod i Skjorteærmerne ved 123Vinduet, saa udover Søen og tænkte paa, hvor godt et Bad vilde gjøre.

«Det lugter ordentlig brændt af Jorden,» istemte hans Kone, idet hun travede ud og ind af de aabent staaende Døre med forskjelligt Stivetøj.

De unge begyndte ikke desto mindre et Parti Kroket ude paa den solhede Plads udenfor Huset. Efter at de havde spillet en Stund, blev det dem dog for varmt.

«Jeg tror, vi opgiver det,» foreslog Hanna.

«Ja, det er næsten uudholdeligt,» sagde Peter, der svedede frygteligt, medens han med uforsonligt Nag forfulgte alle Kugler, der truede Hannas.

De to Piger gik ind; Peter slentrede ned paa Boden; Knut tog en Bog og lagde sig i Græsset.

Han kom dog ikke til at læse. Han laa og forundrede sig over, at han nu havde levet dette ingenlunde begivenhedsrige Liv som Landhandler Brandts Gjest en hel Maaned, uden at han endnu tænkte paa at rejse hjem. Hvad havde han i denne Tid ikke døjet af landlige Glæder! Han havde sejlet, fisket og besteget Tinder, spilt Kroket og legt «Enkemand søger Mage». Han havde hver Dag drukket store Kvantiteter Ribsvin, overværet Aftenandagter og aflagt Formiddagsvisitter med mer end almindelig lange og uhyggelige Pauser i Konversationen. Det 124mærkeligste var dog, at han havde overlevet et umaadeligt stort Missionsmøde, under hvilket Bygden og især Brandts Hus var bleven oversvømmet af Herrer i sorte Plyshatte og Damer i brune Straahatte, – landlige Mennesker af et meget ensartet Præg og med en meget uensartet Udtale af Zuluiske Navne. Han havde i denne Tid gjort Bekjendtskab med Pastor Gregersen i Emziujati, med Pastor Pedersen i Ekjowa og med Høvdingen Useroje og havde dog ikke taget Flugten. Og nu havde han ovenikjøbet modtaget en Indbydelse til en stor Festmiddag ude paa Hamres Landsted til samme Dags Eftermiddag Kl. 5, og han følte sig ikke engang benauet derved, uagtet han vidste, at han derude vilde træffe sammen med Kjøbmand Vik, der til Familien Brandts Forbauselse ikke havde taget ind hos dem, men hos Hamre.

Alt dette var nu ganske vist meget gaadefuldt. Han opstillede først den Hypothese, at Landluften gjør magelig og missionsvenlig, men forlod atter denne Forklaring. Der maatte stikke noget andet under. Han afmønstrede i Stilhed de Mennesker, han levede med. Husets Folk var al Ære værd. Den godmodige Landhandler med sin store Kikkert, hans lille, vevre Kone, i hvis Nærhed man følte Livet lunt og hyggeligt, og deres blonde Datter med sit Had til alt melankolsk og sin Forkjærlighed for alt, der var resikabelt, saasom Bestigninger af «første Rangs» 125Tinder, i strygende Storm Sejlads og rasende Kjørsel ud over svimlende Bakker, var alle prægtige Mennesker. Peter, der ydede Husets Datter en stilfærdig Riddertjeneste, og som, hvergang hun havde et muntert Indfald, saa paa de andre, som om han udfordrede dem til at nævne ham en Kvinde, der besad hendes Gaver, – var den gamle, ejegode Kammerat. Og dog følte Knut, at det ikke blot var dette hyggelige Hjem og disse elskværdige Mennesker, der fængslede ham. Det var – saa uforklarligt det end forekom ham – den blege Kirkegjængerske, den magre, kejtede Pige, der var saa forbeholden, saa kjølig og tør. Det var dog i Grunden ganske latterligt, hvor meget han havde beskjæftiget sig med hende. Og hvad de havde ført for nogle umaadeligt højtidelige Samtaler! Som nu denne selvsamme tindrende Solskinsdag, da alle respektable Folk glædede sig over det gode Høtørke og takkede Gud for, at der fandtes koldt Vand i Verden! Havde han ikke midt i denne velsignede Hede, paa den aabne, støvede Landevej for ramme Alvor gaaet og underholdt hende med et af sine «Digte». Han havde «gravet Lig op» ved højlys Dag og det ovenikjøbet paa en saadan Dag, da man kan komme i Sved uden extraordinære Foranstaltninger. Det krøb ham koldt ned ad Ryggen, naar han nu bagefter tænkte derpaa.

126Det var «Øren», den skidne Fattigkoloni dernede ved Stranden, som var Skyld i det hele. Peter havde faaet ham til at besøge nogle syge dernede. Han havde været inde i Stuer og truffet Mennesker paa alle Stadier af Forfaldenhed og Smuds og havde i Hus efter Hus faaet høre den samme sørgelige, ensformige Nødens og Forkommenhedens Livshistorie, som han havde hørt i Hundreder af Arbejderhjem før. Da han kom ud fra en af disse Huler, havde han truffet Kornelia. Hun gik og ventede paa Hanna, der var inde i et af Husene for at bestille Fisk til den næste Dag. Betaget som han var, af hvad han havde seet og hørt og af de vaagnende Erindringer om endnu værre Tilstande i andre Samfund, havde han ikke kunnet tale om noget andet end dette ene, alle disse uvidendes, fordruknes, tyvagtiges og forsultnes Jammertilværelse. «Her er intet Haab,» havde han endt.

«I dette Liv,» havde hun sagte lagt til.

Han havde da spurgt hende, om Misforholdet udjevnes i det andet, om de fattige bliver mere salige end de rige. Hun var bleven en Smule stødt over hans Bemærkning og havde mindet ham om det aabenbarede Ord om den rige. Fattigdommen var en Optugtelse til Gudsfrygt, som den rige savnede. Dette havde atter tirret ham til Modsigelse. Han havde spurgt hende, om hun virkelig troede, at det var saa særdeles befordrende for det religiøse Liv at voxe op 127uden Hjem eller i et daarligt Hjem, uden Kundskab og uden Opdragelse, at slide sig træt og dog maatte sulte, at leve i trange Rum, i Smuds og Kulde, med Lasten i alle Skikkelser lige for Øjnene, og ikke at kjende nogen anden Adspredelse end denne ene: Flasken, Flasken, Flasken?

Hun havde derpaa spurgt: «Hvad skal vi da sige til alle disse fattige, syge og sorgfulde?» og han havde svaret: «Spørg heller: hvad skal vi gjøre for at hjælpe dem. Det er det store Spørgsmaal, der lyder fra alle tænkende og varmhjertede Mænd. Nogle raaber det vildt fortvilet ud over Verden, andre hvisker det stille grublende hen for sig; med det paa Læberne synker den ene Menneskeven efter den anden dødstræt omkuld efter at have anvendt et helt Liv paa at søge Løsningen af den store Gaade.»

Og da de var komne saa vidt, ja saa havde han begyndt paa Digtene. Vandrende frem og tilbage paa de glohede Kiselstene havde han betroet hende, med hvilke jomfruelig skjære Forestillinger om den store Verdenskamp han engang var dragen ud. Det gjaldt jo blot at faa de begunstigede, de besiddende til at føle det grufulde i Millionernes Armod og Uvidenhed saa bittert, saa nagende, at Livet med disse Vilkaar blev dem en Vederstyggelighed, at deres Samvittighed aldrig gav dem Ro! Og disse Armodens Børn – – ak, de behøvede jo blot at føle Menneskekjærlighedens varme Pust ind i sit 128Liv for at forvandles til gode, taknemmelige Arbejdere! – – Og hvad havde han saa fundet? Noget uhyggeligt, ubøjeligt, ubarmhjertigt noget, der heder Kapital, og noget andet, der heder Proletariat, og som ikke havde den fjerneste Lighed med de ædle fattige, han havde seet i Drømme. Han havde fundet Kamp, den fortvilede, skaanselsløse Kamp mellem mætte og sultne. En bugnende, letfærdig Overdaadighed i Højden, og i Dybet et Mylder af rovlystne sultne, der intet andet ved eller bryder sig om at vide, end at der er andre, som er mætte, og intet andet higer efter end at udrydde dem for selv at stille sin Hunger. Elendigheden var saa uafhjælpelig, Hadet saa fortærende!

Der stod han, hvor Hundreder har staaet: afbladet for sine skjønneste Illusioner, dødsisnende fortvilet over de menneskelige Bestræbelsers Afmagt. Hvad havde det hjulpet alt, hvad store, lyse Aander har tænkt af fordomsdræbende Tanker, alt hvad glødende Digtere har sunget ind i Verden af ædle Følelser! Hvad har det udrettet alt det Heltemod, som Menneskekjærlighedens Apostle har udfoldet, hvor er den Plet Jord, som er bleven frugtbar af alt det Blod, Kampen for de underkuedes Sag har kostet? – – Ak, alt, hvad han havde hørt og læst om disse store Mænd forekom ham som vemodige Sagn om nogle uhelbredelige Drømmere, hvis skjønne Ord lyder et kort Sekund for at overdøves af den 129evige Kamp mellem alle de menneskelige Rovdyr, af hvilke Verden er opfyldt. – – –

Ja, saaledes havde han gaaet og talt sig varm og harm, og hun? Hun havde seet paa ham, som man ser paa den, der er kommen ud af en Straffeanstalt. Det forekom ham, at de gik og talte paa hver sin Side af en Mur af blaa, blank Is.

Det ærgrede ham forfærdeligt, naar han nu bagefter gjenkaldte sig disse Samtaler i Erindringen, men han tænkte dog ikke paa at gjøre en Ende paa det hele ved at rejse. – –

Klokken halv fem stod Brandts Vogn for Døren forspændt med de to lubneForfatternote: Lubben, trind. Fjordheste. Alt var overordentlig velstelt, Vognen spejlende blank, Hestene velbørstede, Sæltøjet nysmurt, hvad der beredte dem, der sad i Vognen, en vedholdende Nydelse.

Det var endnu meget varmt. Vejene støvede sterkt og indhyllede de kjørende i graa Skyer.

Dampskibet, der saluterede i Anledning af Festen, havde bragt Gjester fra Byen. De befordredes nu indover af Hamres Vogne og Heste. De indfødte Familier nærmede sig i beskedne Triller, Kjærrer og Karioler. Nogle enslige Herrer kom tilfods.

Hamres Landsted var bygget i «Svejtserstil» med Veranda og Altaner. Haven var nyanlagt og skyggeløs. Den var ligesaa velplejet som Ejeren. Alle Blomsterbed dannede Figurer saa 130regelmæssige, at man fik ganske ondt deraf. Græsplænen og Hækkene var skaarne med et Snit saa lige, at man forgjæves skulde søge efter et Straa, en Kvist, der næsvist stak sig frem over Mængden. Hvert Træ havde paa Tommen samme Afstand fra Vejkanten og fra hverandre indbyrdes. Gangene var saa udmærket grusede, at man følte sig skyldbetynget ved at sætte sin Fod i dem. Et Springvand legte med blinkende Kugler paa den store Plæn i Havens Midte. Det var en smuk og forfærdelig velopdragen Park.

Da Brandts Vogn svingede ind paa Gaardspladsen, var de fleste Gjester ankomne. Blot nogle Fodgjængere – Kontorister, Handelsbetjente og lignende beskedne Tilværelser – stod endnu ved Indgangen og bankede ivrigt Støvet af sine Sko og Buxer.

Gjesterne opholdt sig i Parken. Grossererfruer i knagende Silke spadserede her ved Siden af Missionssøstre, der var ravnsorte lige op til Halsen. Pastorale Hatter og knæside Frakker med vide Skjøder saaes ved Siden af Pariserjournalens sidste Aabenbarelser paa Mandstoilettets Omraade.

Hamre viste sig høj, renstrøgen og smilende og hilste paa den Brandtske Familie og dens Følge. Det var første Gang Knut var i Hamres Hus. Hamre havde længe ønsket at indbyde ham. Man hørte jo nu blot, hvad der var godt, om den unge Mand. Efterat han havde ophørt 131at være farlig, var han bleven interessant. Alle gav ham Attest for at være saa elskværdig, saa behagelig. En meget kræsen Herre, som endnu intet levende Menneske havde skuet i ubørstet Stand eller med døgngammelt Linned, en Mand, der aldrig havde taget et Ord paa sin Tunge, som ikke i Molbechs Ordbog var godkjendt som Skriftsproget tilhørende, eller nogensinde hyldet en Anskuelse, der ikke var herskende i de allerfineste Kredse, en uforsonlig Modstander af alt simpelt og extravagant, en Alvorsmand, der altid hørte de mest orthodoxe Præster og aldrig udlaante Penge under 8 pCt., havde endog sagt det store Ord om Knut, at han var en Mand comme il faut. Der var altsaa ingensomhelst Fare ved at indføre Knut i det gode Selskab, saameget mere som Bjørnholt havde garanteret, at han var «fuldstændig udtørret». Vistnok hørte man, at han nu og da skulde have udtalt sig spydigt om vore hjemlige Forhold; men det generede jo ikke disse Folk, der var sig bevidst, «at de tog alt sit direkte hjem fra Udlandet.» Knut var søgt, og Hamre, der var en Ynder af Rariteter, havde som sagt ønsket at se ham hos sig. Han havde dog først nu fundet en bekvem Lejlighed.

Han modtog Knut med stolt Forekommenhed og forestillede ham for sine Gjester med et vist Praleri, omtrent som han vilde have fremvist et sjeldent Dyr, en af hans Skibskaptejner havde bragt med sig fra fremmede Lande.

132Gjesterne begav sig lidt efter lidt ind og samledes i den store Sal, der stødte op til Spiseværelset, hvis Fløjdøre stod aabne. Man saa Valpladsen for sig. De store dækkede Borde skinnede i sin uberørte Uskyld. Blomster i store Vaser duftede; det blinkede i en Hærskare af Glas, hvide og grønne, brede og smale. I en Krog i det Fjerne lyste Vinkjølere af Sølv.

Der føres aldrig en mere forloren Passiar end i de sidste Minutter før en stor Middag. Alle længes efter at komme til Sagen, alle kjeder sig dødeligt, men ingen tør røbe sig. Alle søger at give sig Mine af, at de ingen Anelse har om hvad der forestaar, eller af at intet ligger En fjernere end Tanken paa denne Verdens Goder. De trivielleste Bemærkninger fremsættes og besvares med en Mine og i en Tone, som om Verdens dybeste Visdom afsløredes, og man falder i Forbauselse eller Henrykkelse over Meddelelser, som man slet ikke har opfattet og som heller ikke er værd at opfattes. De der ikke ser sig istand til at afvride sig selv saa meget som en Bemærkning om, at man formodentlig har Udsigt til det samme Vejr, fordyber sig i et Album, en Tegning, et Maleri, som man i Virkeligheden ikke betragter, eller de mønstrer Tapeterne, Tagets Rosetter eller beundrer Udsigten.

En af Gjesterne gjorde ingen Bestræbelser for at drapere sig. Det var Bjørnholt. Han stod studs og tvær i en Krog og kastede nu og da 133et hurtigt Blik ind i Spisesalen. Talte nogen til ham, brummede han blot og vendte sig bort. Han var urolig som før et Slag, bister og mørk. For ham var et Middagsselskab en spændende Kamp mellem hans Attraa og hans Forsætter. Han led nemlig af Podagra.

Han havde netop opdaget, at der stod Champagneglas paa Bordet og ved Siden af dem nogle andre, højst mistænkelige. Han grundede paa, om det virkelig skulde være –? Var det muligt, at Hamre endnu havde noget af denne gamle Madeira, denne ægte Drue, denne gule Gudedrik, denne eneste vidunderlige, som han endnu følte paa sin Tunge – –? «Disse Satans Champagnegrosserere! Alt er Skryt, simpelt Skryt hos disse Folk! Altid skal de have noget extra, noget direkte hjemført at prale med!» sagde han ved sig selv. Men nej, idag skulde intet i Verden friste ham, hverken Champagne eller Madeira – han vilde være afholdende som en Munk!

Vertinden viste sig, og man hørte Hamres Stemme: «Forsyn Dem med Damer, mine Herrer.» Selv bød han en af Fruerne Armen og aabnede det lange Tog.

Man tog Plads. Verten foldede paa en iøjnefaldende Maade Hænderne, og Gjesterne dukkede sig som paa Kommando. Derpaa fulgte en sagte raslende Bevægelse og en hviskende Samtale, bag hvilken sporedes en dæmpet Tilfredshed.

134Tjenere, der ikke var ganske fri for en svag Lugt af Stald, kom ind med fyldte Bakker, og Slaget begyndte.

Hummersuppe med Ispunsch. – Bjørnholt var rolig. Han likteForfatternote: Like, synes om. ikke Punsch. Samtalen forstummede. Man spiste. Verten drak et Glas for sine Gjester. – Fisk – Postejer – Bordeaux – Chateau d’Yquem – Falernes. – Hm. Bjørnholt tog en afgjørende Beslutning. Et lidet, et ganske lidet Glas af disse lette Vine, senere hen et Glas Champagne, men ingen hede Vine. – Skinke med Erter og andre Forretter – Overlæreren holdt sig, holdt sig udmærket: han lod det alt dufte forbi. – Høns. – Han elskede Høns. Det var ogsaa en ganske uskyldig Ret. Han vilde fordybe sig i denne ene og saa forøvrigt forsage. – Rhinskvin. – Et eneste lidet Glas. – Stegte Kjødretter – nogle meget fristende, men betænkelige. Han rørte dem ikke.

Der var nu kommen Flugt i Konversationen. Man talte meget højt, man drak med hverandre; Mændenes Ansigter begyndte at gløde mildt. Der blev holdt Skaaltaler. Man havde naaet denne Velviljens, den dybe Menneskekjærlighedens Stund, som enhver, der har deltaget i et rigt Middagsmaaltid, kjender. Aldrig anerkjendes Næstens Fortjenester saa villigt som ved saadanne Lejligheder. De store Middages Poesi er af den ægte, uforgjængelige, forsonende Slags. Alt er Fordragelighed 135og Harmoni. Livets skjulte Idealitet aabenbarer sig. Manden er altid stor som Borger, trofast som Ven, uvurderlig som Familiefader. Kvinden – ak, behøver vi vel at sige, hvad Kvinden er ved de store Middage? Hvem har nogensinde tvilt derom, som har hørt, til hvilke Skaaltaler hun begejstrer? – Vik drak Vertens Skaal. Hans Fortjenester af Handelen, af Skibsfarten, af Bykommunen og Landskommunen, hans ægte kristelige o. s. v. Held og Velsignelse! – Hamre talte for Missionen. Han skildrede med glødende Farver alle Farer, disse modige Troens Mænd udsatte sig for, alle de Savn, de led, og løftede højt sit Glas fuldt af perlende Champagne til deres Ære. Strand takkede rørt og talte henved en halv Time om sig selv. Held og Velsignelse!

Bjørnholt dannede atter en Undtagelse. Intet Middagsselskab havde nogensinde faaet ham til at lægge en gemytlig Velvilje for Dagen, som han ikke følte. Da han havde overvundet sig selv med Hensyn til de betænkelige Retter, kom han i Humør, men han blev ingenlunde tilbøjelig til at skaane sin Næste. Han blev snaksom, vittig, gjorde forstyrrende Randbemærkninger til Talerne, fortalte Historier, kom tilslut ind paa sine Yndlingsideer og overdøvede alle.

Det hele syntes ham ikke længer saa farligt; han turde nok vove at drikke et Glas mere af den perlende Champagne, end han oprindelig 136havde tænkt. Herved undergravedes imidlertid hans hele Position umærkeligt. Ulykken vilde, at hans Yndlingspudding, en umaadelig farlig Ret, netop kom i det kritiske Øjeblik, da Erindring om alt, hvad han havde forsaget, i Forening med de sidste Glas Champagne, gjorde ham blød. Det forekom ham, at han fortjente en Belønning. Til Deserten hører hed Vin – ingen velsindet Borger svigter nogensinde dette Program. Altsaa Sherry. – Au for Pokker! Der kom virkelig Madeiraen – han kjendte disse djævelske Flasker! Han blev glødende varm, hans Hjerte bankede! – Tjeneren, der gik om og skjænkte, havde endnu ikke naaet ham. – – Om et lykkeligt Tilfælde lod ham gaa forbi! – – Nej, der var han! – Bjørnholts Haand dirrede, da han flyttede Glasset tilrette – o, denne gule Farve og denne uforlignelige Duft! Nej, det var for meget, det var over alle menneskelige Kræfter! Han gav tabt, han kastede sig ud i det aabne Hav! Han slog sig løs af Hjertens Lyst, han tog det forsømte igjen, drak med denne og hin, kom atter i Perlehumør og fortalte den ene knaldende Effekthistorie efter den anden. Da følte han pludselig midt under Konfekten en hed Blodstrøm presse opad, Hjertet syntes ham at stige op i Halsen, og det havde et afskyeligt, uregelmæssigt Slag. Der stod ogsaa et utaaleligt Tryk mod hans Tindinger – –. Han blev pludselig stille, der kom ikke en Lyd over hans Læber, han rørte 137ikke mere et Glas, han sad ydmyg, ventende, bævende i en overvældende Angst. – Han følte sig omsider bedre, Anfaldet var overstaaet for dennegang – og nu steg der i ham et pludseligt OpkomForfatternote: Opkom, Væld. af Forbandelser over alle disse Flasker, disse Retter, disse Middage og Rigmændene, som holdt dem, og over ham selv, som kunde være saa uhyre letsindig! – –

Gemytligheden var bleven larmende, Ansigterne højrøde. Man disputerede og holdt humoristike Taler. Konfekten knasede, Tjenerne løb frem og tilbage, Bordet havde tabt sit Uskyldighedspræg. Blomsternes Duft var fortrængt af Lugten af Mad og Vin.

Endelig begyndte en mattere Stemning at gjøre sig gjældende. Flere og flere af Gjesterne begyndte at se tankefulde ud, og da Samtalen tilslut var saa godt som hendøet, rejste Strand sig og udtalte Selskabets Tak til Vert og Vertinde for de rigelige Guds Gaver, man havde nydt. – –

En Del røgende Herrer bemægtigede sig Lysthuset; andre slog sig ned paa Verandaen; nogle af Ungdommen begyndte at spille Kroket paa den store Græsplæn.

Knut var blandt de røgende. Inde i Lysthuset fandt han Bjørnholt nedsunken i en uhyre Lænestol. Overlæreren saa næsten uskyldig ud 138der han sad; en mild elegisk Stemning syntes at have bemægtiget sig ham.

«Holt,» hviskede han mat, «har De Podagra?»

«Nej.»

«Hvor De maa være lykkelig! Forspiser De Dem aldrig?»

«Nej.»

«Altsaa ganske i Uskyldighedsstanden. Jeg kan ikke lade det være. Jeg lover mig hver Gang, at det skal være den sidste; men jeg kan som sagt ikke modstaa. Jeg nærer min egen Dødsfiende. – Hvor Gaverne dog er forskjellige i denne Verden. Saa De Strand? Hvad det Menneske fortærede! Og saa saa han den hele Tid saa lidende ud, som om han ofrede sig for Menneskeheden. Jeg havde kreperet paa Stedet. Men han! Hvilken Fordøjelsesevne!»

Den misundelsesværdige Præst saa ganske rigtig alt andet end medtaget ud; han var aabenbart i en ypperlig Stemning og røgte med Velbehag en Cigar.

Fonn stod tynd og alvorlig i en Krog og nippede jomfrueligt til en Cigaret. Vildhagen labbedeForfatternote: Labbe, sjokke. om paa sine brede Elefantfødder og var smaaøjet og gemytlig – han saa ud, som om han havde et helt Lager af tvetydige Historier, som han følte Trang til at sætte i Cirkulation.

139Fonn nærmede sig Knut og begyndte at tale om «moderne Ideer». Han var forfærdet over, hvorledes disse Tanker sneg sig slangeglat ind i Sindene – de var overalt, i vor Literatur, vor Kunst, vor Musik, vore Skoler, vore Samtaler. Man kunde endog lytte disse Tankers Tilstedeværelse ud af Sprogets Tone – den havde ikke længer denne Troens og Overbevisningens dybe Malmklang som i gamle Dage.

Efterat have udtalt det Haab, at det maatte forundes ham at blive ialfald en af de mindste af de Klipper, der er udseede til at kaste Oprørshavet tilbage, begyndte han forsigtigt at udfritte Knut, der jo saa at sige «havde levet ved Bredderne af de store europæiske Pestsumpe». Knut var overraskende enig. Han indrømmede, at Faren var overhængende. Men hvorfor havde det kristne Samfund nogensinde godkjendt disse i Bunden hedenske Oprørsmagter, Videnskaben og Kunsten? Det var en Indrømmelse, som tilslut vilde omstyrte eller omdanne det. Videnskaben var altid vantro, og Kunsten er udgaaet af og nærer en Lystfølelse, som det er den Kristnes første Pligt at underkue.

Dette var Fonn for radikalt. Han ytrede noget om en kristelig Videnskab og en kristelig Kunst, men han kom ikke til at udvikle sine Anskuelser herom. Paa dette Punkt traadte nemlig Strand til. Han nærede ikke sin Kollegas Frygt for at udtale sig uforbeholdent. Han kjendte alt, 140kunde alt og aflæste sine Domme med flydende Tunge. Han førte Samtalen over paa Socialismen, som han under sin Virksomhed som Sømandspræst havde studeret. Han skrællede Fænomenet, som man skræller et Æble, skar det op, viste, hvad der var indvendig, pillede Bevægelsens Grundtanker ud og kastede dem fra sig med Foragt.

«Bravo, bravo!» brummede Bjørnholt svagt; «det er altsammen samfundsoplø–ø–.»

Ogsaa Vik gav sit Bifald tilkjende. Han sad kort og bred og tømmerfast i en stivrygget Lænestol med en Haand paa hver Stolarm og saa ud som et Stenbillede af en eller anden grum Nationalguddom. Han havde ogsaa sin Dom færdig og vilde bare udrydde, bare brænde alt, der afveg, paa et uhyre Rettroenhedens Baal.

Kaffe og Likør blev bragt. Bjørnholt vaagnede. Han stoppede sig en Pibe og lagde Benene paa en Stol. Derpaa drak han i Taushed sin første Kop. Da han begyndte paa den anden, følte han sig næsten normal, og hans Jægerinstinkter vaagnede af sin Dvale. Han længtes efter en liden lun Passiar, og da de fleste af Herrerne havde forladt Lysthuset, vinkede han Knut hen til sig.

«Sæt Dem, Doktor,» sagde han. Da Knut havde adlydt, begyndte han: «Véd De, jeg tror, Strand vinder – paa Fonn, forstaar De. Jeg kjender ham – vi er Studenter fra samme Aar. 141Han har en imponerende Arbejdskraft. Altid lige løs paa Maalet med Dødsforagt. Han ynder sterke Midler. Allerede som Student holdt han Skræktaler i et religiøst Samfund. «Nu skal jeg op og varme dem ordentlig,» sagde han. Han havde altid nogen «under Arbejde», som han kaldte det. Han omvendte Smaapiger i Dusinvis. Alt er i stor Maalestok hos denne Mand. Han har allerede begyndt Kampen mod Fonn med afgjort Held. Han fik øjeblikkelig Tal paa, hvor mange «Huse» Fonn havde. Han har allerede erobret Halvdelen af dem og netop alle de bedste – det vil sige de rigeste, de der har mest aandelig Tugt behov. Han er en overordentlig praktisk Mand.

De kjender vor kjære Vildhagen? Naa – ham generer denne stive Konkurrence mellem de to Præster umaadeligt. Ser De, han hjemsøger nu uden Persons Anseelse baade rige og fattige. Han holder ikke paa Udvælgelsen, han er Menneskeven. Han har nu længe drevet de største Forretninger i Kristelighed paa Pladsen. Hans særlige Kunst har været at tjene en Mængde Herrer og at staa sig godt derved. Men denne Strand er strix; han vil have Vildhagen under sig. Vi faar nu se. Vildhagen er en gammel Praktikus. Han holder sig endnu til Fonn. Aa, De skulde høre ham tale om Strand. Det er en ren Kunstnydelse. Jeg siger Dem, ingen kan flaa sin Næste saa appetitligt med bare milde, kristelige 142Talemaader som vor gamle, prægtige Vildhagen. Han holder sig til Fonn; thi ser De – ja, det er min seneste Opdagelse – han vil blive Politiker, ledende Mand i Nationalforsamlingen, og Fonn arbejder for ham. Men her møder jeg. Det er Fusk i Papirerne! Det er mod Aftalen. Jo, han kan bare prøve! Jeg kjender den gamle Filur og skyr intet. Jeg fortæller Pinedød i Avisen, hvorledes han bar sig ad, dengang han solgte sin Mølle til en Broder i Herren og benyttede sig af, at Kjøberen glemte at betinge sig Vandretten! Eller da han stjal Møllevandet fra en anden Broder i Herren. Eller da hans Læregut holdt paaForfatternote: holde paa, være ifærd med. at dø af Vanrøgt! Jeg kan finde mig i, at den Røver staar frem paa de gejstlige Møder og taler med glødende Pathos om, at han vil stride for den store Sag, saalænge der er en Blodsdraabe i ham, – jeg skal ikke blande mig i, at han tilstedes Adgang til de bedste Kredse og er intim med alle Præster. Men vil de have denne Hallunk ind i Politiken, da viser jeg Gud hjælpe mig Tænder, saasandt jeg heder Kristofer Bjørnholt!»

Overlæreren var tilfredsstillet. Han havde lettet sit Hjerte. Han tømte sin Kaffekop og faldt tungt tilbage i Stolen. Hans Pibe sluknede og gled ned paa Gulvet. Hans Øjne blev matte, hans Hoved sank lidt over paa Siden – snart snorkede han sagte. –

143Knut forlod Lysthuset og gik op paa Verandaen, hvor de fleste ældre Herrer havde slaaet sig ned og dannet smaa Grupper. I en af disse talte man om Politik som om et Slags Utøj, med hvilket en Del af Samfundets Medlemmer var befængt, i en anden om Arbejdsnøden. Strand ytrede, at den var en Hjemsøgelse; Fonn mindede om det beroligende i, at alt dette jo blot varede en kort Stund, hvortil en oppositionel Herre bemærkede, at Tiden dog maaske faldt dem, der sultede, noget lang. En tredje Klynge havde samlet sig om Stub, der fortalte Skipperhistorier. Da den trinde Diplomat fik Øje paa Knut, kom han hen til ham og betroede ham hviskende, at hans Bestræbelser til Fordel for Marie Hansen var lykkedes fuldstændigt: Hamre havde givet efter; Konsulen og Marie skulde vies i al Stilhed i næste Uge.

Knut saa sig om efter Kornelia – han vidste, at denne Efterretning vilde glæde hende. Han opdagede hende paa en Bænk nede ved den store Græsplæn og begav sig derned.

«Det var smukt af Stub,» udbrød hun, da Knut havde fortalt hende om Skipperens Bedrifter. «Det maa jeg takke ham for.» Hun ilede op paa Verandaen. Da hun kom tilbage, sagde hun: «Jeg takker ogsaa Dem; Stub fortæller, at De har været med i, hvad han kalder Komplottet.»

144De satte sig paa Bænken. Paa Plænen begyndte man at lege. Hanna og Peter var Sjælen i Legen. Knut fulgte dem med Øjnene. Der var iaften noget særdeles ved Hanna; der laa en varm Glans over hele hendes Skikkelse, et Skjær af Livslyst og Lykke. Det var, som om der bævede ømme Kjærlighedsord paa disse friske Læber; de stolte, glade Øjne, den stille Latter, de muntre Skrig, der undslap hende, naar en Vanskelighed i Legen var klaret – alt, hvad hun sagde eller foretog sig, hele hendes sunde, smidige Skikkelse jublede hendes Hemmelighed ud: «Jeg ved, at der er En, for hvem jeg er alt, Blomsterduft, Musik, Varme og Farve, hele Livets Dejlighed. Aftenen er lun, duftende, rødmende, den aander bare Kjærlighed, Kjærlighed, og jeg er elsket, elsket, jeg føler det og synes, det er ubeskriveligt dejligt og fornøjeligt.»

«Hvor Deres Veninde er smuk i Aften,» ytrede Knut.

«Hanna? Ja.»

«Man bliver selv glad ved at se to saadanne som hun og Peter,» blev han ved. «De bringer En til at tro paa Lykken. Er den ikke der, hvor to Mennesker som disse mødes, da er den overhoved ikke til, denne store, dybe Lykke, der forsoner En med, at man er født.»

«Har vi Lov til at være misfornøjet dermed?»

«Er vi da Skyld i vor Tilværelse?»

«Nej, men vi lærer jo –»

145«Behøver det derfor at være sandt?»

«Nej kanske. Jeg har ialfald stundom tænkt det.» – –

Hun fik det travelt med at tvinde paa to Straa, som hun legede med. Hun syntes at ville sige noget, men lod til altid at synke Ordene igjen i det afgjørende Øjeblik. Endelig tog hun et resolut Tilløb:

«Jeg tror, De havde Ret i, hvad De sagde til mig den Aften, vi gik fra Marie Hansen.»

«Virkelig? Det er nok ikke ofte, De finder, at jeg har Ret?» –

«Jo –,» sagde hun og saa ham lige i Øjnene.

Han saa forbauset paa hende. Saa udbrød han:

«Men hvorfor i Alverden forfølger De mig da med dette knusende foragtelige Blik? Hvad ved De om mig, som berettiger Dem dertil?»

Hun blev som overgydt med Blod, og bed sig i Læben; Brystet gik voldsomt. Hun saa ham dog fremdeles stolt lige i Øjnene, og da hun havde overvundet den første Bevægelse, svarede hun:

«Hvorfor er De en anden, naar De taler med mig, end naar De taler med andre? Som nu, da Strand og de andre derinde i Lysthuset haanede alt, hvad De anser for ret og sandt? Hvorfor bukker De og smiler til dem, som De i Deres Hjerte afskyr? Til mig har De sagt – mangfoldige 146Gange har De sagt det –, at vi forkrøbles under alle disse Fordomme, vi opdrages med, og dog bekjæmper De ikke en eneste. De tror, at tusinder lider Uret, og saa vover De ikke at træde op for en eneste af de tusinde!»

Knut blev saa overrasket over dette pludselige Udbrud, at han ikke strax fandt Ord.

«Hører jeg ret?» sagde han endelig. «De opmuntrer jo næsten til Oprør?»

«Ja, tusinde Gange hellere en Oprører end en, der blot kan – bukke og smile.»

«Men er det da ikke Pligt at tro, at hvad der sker, er bedst, og ydmygt at underkaste sig?»

«Jeg sætter ikke Pris paa den Slags Ydmyghed.»

«Jeg heller ikke, det kan De stole paa. Men De gjør mig sandelig Uret, naar De beskylder mig for at være bange. Jeg er bare skuffet, afmægtig. Jeg har sagt Dem hvorfor. Og De kan tro mig, at havde De været i mit Sted, da havde De ogsaa fortvilet. De vilde ialfald kunne forstaa, at hele det smaalige Kiv herhjemme, der ikke vil bringe de store Samfundsspørgsmaal en Haarsbred nærmere sin Løsning, maa være mig det ligegyldigste af Verden. Du gode Gud, hvorledes skal man faa Taalmodighed til, mens Verdensuvejret sortner mere og mere derude, at kives med vore hjemlige Alvorsmænd om, hvad der er udkjæmpet for Aartier siden? Kan man lade være at le af det kostelige Alvor, det uforlignelige 147Raseri, med hvilket man herhjemme kjæmper om allehaande længst afdøde Spørgsmaal? – Hvad skulde det desuden kunne føre til at tage Ordet her? Vor Skjæbne er uafvendelig: vort Land er et af de stille Steder, hvor de udlevede Ideer dør en langsom Straadød.»

«Alt dette forstaar jeg ikke,» svarede hun i stigende Bevægelse. «Men det ved jeg, at jeg i Deres Sted ikke vilde bukke og smile, ikke sidde ledig et eneste Minut. Hvordan kan De udholde det med Deres Tro? Om jeg vidste, at mit Ord, min Daad idag skulde være glemt imorgen, jeg maatte dog raabe af alle Kræfter, arbejde saalænge jeg kunde røre en Haand. Om jeg fortvilede over, at ikke hele Verden kan reformeres og Millionerne hjælpes, jeg maatte dog kjæmpe til Døden for ialfald at faa en eneste Fordom dræbt, et eneste uretfærdigt Forhold forandret, en eneste nødlidende reddet. Jeg vilde forgaa af Skam, af Sorg og Smerte, ifald jeg ikke gjorde det. Den, der spørger: hvad kan det hjælpe, vil ikke hjælpe.»

Hun talte i en eneste Strøm, hun slyngede ham de harmglødende Ord lige i Ansigtet, hendes Stemme var nærved at briste, hendes Blik brændte og anklagede ham endnu mere forbitret end hendes Ord. Noget saa sandhedskjærligt opbragt havde Knut aldrig mødt. Han havde anet, at hun var en fin og sanddru Natur, men denne Ild, dette Mod havde han ikke tiltroet hende.

148Han var saa betagen, at han slet ikke tænkte paa at svare. De unge havde ophørt at lege og spredte sig i Parken. Hanna havde faaet Øje paa Kornelia og kom løbende i fuld Fart hen til hende, tog hende om Livet og førte hende med sig ned over en af Gangene.

Det begyndte at blive mørkt. Der blev tændt Lys indenfor. Enkelte Vinduer stod aabne. Man hørte Klirren af Glas og Kopper. Tjenere gik om med Punsch, Limonade og The. I et af Værelserne spiltes Kort; fra et andet lød højrøstet Tale – over alle andre hørtes Bjørnholts Stemme. Paa Verandaen saa man nogle glødende Punkter; nogle røgende Herrer havde slaaet sig ned deroppe. Knut blev længe siddende paa samme Sted. Han tænkte ikke saa meget paa, hvad Kornelia havde sagt, som paa hende selv. Hun havde for ham altid bevæget sig i Halvmørke; han havde blot skimtet hendes Skikkelse utydeligt derinde; den havde beskjæftiget ham, fængslet ham, og han havde forsøgt at udmale sig den. Nu stod hun med et i fuldt, skarpt Lys, ikke straalende og bedaarende, men klar, bestemt og varm. – –

Der blev afbrændt et Fyrværkeri. Det sprudede og gnistrede etsteds nede i Græsset, alle disse Mennesker, der havde samlet sig om Stedet, traadte rødglødende frem. Saa for en hvislende Ildsøjle i Vejret, nogle Grene af et Træ og Gavlen af Huset sprang et Øjeblik frem af Mørket, 149og forsvandt igjen; Raketten gjorde en svag Bue øverst oppe og brast. Blaa og røde Sværmere gled blideligt op bagefter og sluknede med et sagte Suk. En Sol susede, og Buskene rundt om i Haven traadte frem i blaat, rødt eller grønt Lys. Saa indhylledes alt i et dybt Mørke. Festen var forbi. Gjesterne begyndte at tage Afsked; Vognene kjørte op for Porten.

Brandts Trille rullede hjemover. Peter kjørte. Han kjendte de to smaa Heste og lod dem trave ud. De havde ventet længe og var utaalmodige. De laa næsten flade, naar det gik opad Bakke, og huggede Hoverne i Vejen som Klør. De pustede ikke, naar de var komne op, men satte strax afsted i fuld Fart for slappe Tøjler, trillende som NøsterForfatternote: Nøste, Nøgle. henover Vejen.

Ingen talte, der hørtes ingen Lyd uden Hestenes Hovslag og Pusten og Hjulenes Knagen i Sanden.

Da Vognen svingede ind til Brandts Hus, var der allerede et svagt Dagskjær i Luften. De gamle gik tilsengs; de unge vilde se Solen staa op og lejrede sig paa en Stabel Planker, der laa nede ved Pakboden og spredte en frisk Lugt af nyt Træ over Pladsen.

Efterat have seet de første Solstraaler liste sig over Fjeldene i Øst, drev de endnu en Stund frem og tilbage i Vejen. Da Hanna og Peter et 150Øjeblik kom paa Frastand, sagde Knut til Kornelia:

«Sandheden i Ære, Frøken. De har Ret. Jeg har gaaet og trøstet mig med, at jeg har villet. Jeg havde ikke troet det, at jeg endnu draperede mig for mig selv og andre. Jeg har været blind paa det Øje, hvormed man ser paa sig selv. De har gjort det lille Snit, jeg trængte for at se. Tak. – –»

Hun rødmede let, men sagde intet. De andre kom til, og man bød Godnat.

Da Knut og Peter kom op paa sit Soveværelse, aabnede den sidste et Vindu og lænede sig ud. Dagskjæret faldt over hans Ansigt. Hans Øjne var halvt lukkede, han smilte paa en forunderlig stille, indadvendt Maade. Han oplevede atter det første Mødes Lykke, følte det første Kys paa sine Læber, en blød Arm om sin Hals og hørte det første usikre «du».

Pludselig sprang han op og faldt Knut om Halsen. «Nu, nu!» sagde denne. «Jeg gratulerer dig, du Lykkens udkaarede.»

Peter slap ham og lo. Saa begyndte han at gaa omkring og fægte med Armene i Luften, kom tilbage, greb Knut i Skulderen og rystede ham. Tilslut satte han sig ned og sagde ganske stilfærdigt: «Det er aldeles ubegribeligt.»

Han gik atter til Vinduet. «Jeg kan ikke sove,» sagde han; «jeg tror, jeg vil ud og gaa – eller hør, du: lad os sejle!»

151«Jeg er med!» raabte Knut og tog sin Hat.

De gik ned til NøstetForfatternote: Nøst, Baadskur. gjennem det dugvaade Græs, i hvilket deres Fodtrin dannede en mat Stribe. En let Havbrise førte Lugten af Sø og Tang indover Bygden.

De roede nedover den brede, blanke Elv, som snart flød med bitte smaa, skvulpende Bølger, snart stod ganske stille og faldt i dybe Tanker i en ensom Bugt, hvor den kjærtegnede nogle tørstige Olderbuske, snart igjen sejlede afsted i lange, graablanke Strømfolder, bare higende efter at naa Havet og betro det alle sine Oplevelser paa sin Vej fra Fjeldvandet til den varme, sommerduftende Dal.

I Fjorden satte de Sejl til og krydsede udover. Snart laa de ude i Leden, gyngende i de store Dønninger fra Havet. I Vest stod en lav Mur af graa Skyer. Hist og her var der en liden Aabning, der lyste som et matgult Vindu.

Et Skib kom sørfra og gled tæt forbi Baaden, stigende og synkende i de blanke Dønninger. Paa Dækket saaes blot Lodsen, Rormanden og Vagten. Luften var graa, næsten uden Vift, Søen gik lydløst; over hele Leden var der øde og morgenstille. Skibet gled søvnigt langs den ensomme Kyst. Pludselig hørte de Sang; den maatte komme fra nogen, der sad skjult bag Kahytruffet. Det var en fremmed Sang, der 152blev sunget i den slæbende Tone, der er ejendommelig for omrejsende Gadesangere.

Knut havde rejst sig. Han lyttede spændt og saa med et halvt ængsteligt Blik efter Skibet. Det gyngede videre og var snart paa Afstand.

«Lad os vende, Peter,» sagde han.

Peter lagde Roret om. Knut sad og gøs.

«Det er morgenkoldt,» ytrede Peter og knappede Frakken.

Det var dog ikke Morgenkulden, der fik Knut til at fare sammen. Det var Sangen fra Skibet. Han kjendte den saa godt; den vakte et Minde, der bragte hver glad Følelse, der nylig havde steget i ham, til at falde sammen som vaade Sejl i Vindstille.

Under sin fortvilede Flugt fra de civiliserede Samfund vankede han en Tid om paa Sydamerikas Pampas mellem Gauchoer og Indianere. Han søgte at bedøve sig ved voldsomme Jagttog over disse store, stille Vildmarker. Paa et af disse Tog kom han en Aften til en Estancia, der beboedes af en indvandret Nordmand, der først havde forsøgt sin Lykke i Nordamerika og efter at have været Tømmerhugger, Guldgraver og Flodskipper omsider havde havnet ved La plata med sin tyveaarige Datter. Knut blev venskabeligt modtaget og blev der i flere Uger. Det var ham jo ligegodt, hvor han var; han søgte blot Glemsel og lod sig viljeløst drive hen over Tilværelsens Hav, ligemeget hvorhen. Han red 153paa halvvilde Heste sammen med Datteren og jagede med Faderen. Der var noget i dette vilde, voldsomme Liv, der for et Øjeblik dulmede hans Smerte. Den unge Pige med sit urolige Blandingsblod og sine dristige Øjne fik en vis Magt over ham; hun var for ham noget nyt, denne brune, utæmmede Halvvilde fra Pampasen. Han gjorde ikke nogen Modstand, han lod sig glide, og da de sad en Aften i Estanciaens Forgaard med de umaadelige Græsvidder foran sig i Solnedgang, brændte pludselig hendes brune Kind mod hans, og et Forbund blev sluttet, som skulde volde ham den bitreste Anger, han havde kjendt. Den følgende Dag var han milevidt borte – en pludselig Afsky for den Kvinde, der havde hengivet sig til ham, greb ham og jagede ham paa Flugt. Han vendte dog tilbage, og hun skulde være blevet hans Hustru, denne Kvinde, som han aldrig havde elsket. Med det Dampskibs Forlis, i hvilket hun var gaaet ombord, var hans Pampaseventyr ude. Men det havde efterladt et Bundfald i hans Sind, som han ikke kunde blive kvit. Aldrig, aldrig havde dog Mindet derom knuget ham saaledes sammen i Skam og Smerte som i dette Øjeblik, da nye Livshaab var begyndt at vaagne. Han følte sit Indre smittet, forpestet – han vilde med Jubel have draget haanspyttet paa Pilegrimsgang gjennem Verden, ifald han derved kunde have manet denne Brøde 154ud af sit Liv, kunde have tvættet af sig alle Spor af de Kjærtegn, de havde vexlet.

«O, hvorfor opdrages vi ikke til det eneste, vi kan være, til resignerede Arbejdere, der ingen Løn har ivente,» sagde han for sig selv. «Hvorfor opfødes vi med Haab, der maa briste, hvorfor hylles vi ind i alle disse Illusioner, der bevirker, at vi den første Gang, vi ser klart og tænker ærligt, trues af Fortvilelse, af Afsind eller moralsk Fald?»

Midt under deres tause Fart udbrød Peter: «Knut – du skulde forlove dig.»

Knut for sammen ved dette uventede Udraab, men fattede sig strax og sagde spøgende:

«Du er forelsket og menneskekjærlig, Peter.»

«Du skulde forlove dig med Kornelia Vik.»

Knut følte en varm Flod over Brystet. Ordet var udtalt. Han vidste jo selv, at han elskede hende, men dog var det, som om det hele først fik den fulde blusvarme Virkelighed, da Peter udtalte det.

Knut svarede ikke. De sejlede videre i uafbrudt Taushed.

Da de igjen var oppe paa sit Sovekammer, begyndte Knut at pakke sin Vadsæk.

«Hvad i Alverden skal det betyde?» spurgte Peter.

«Jeg rejser,» svarede Knut.

«Men Knut –! Rejse –! Inat! Og uden at sige Farvel!»

155«Ja; det maa saa være. Hils Husets Folk fra mig og tak dem. Jeg har havt det godt, uendelig godt her.»

Peter gjorde fremdeles Indvendinger; men Knut hørte ikke paa ham. Da han var færdig med at pakke ind, tog han sin Hat og rakte Peter Haanden:

«Farvel, Peter.» Han blev staaende en Stund, som om han betænkte sig paa noget. «Hils – hils – din Forlovede.»

Han gik udover mod Dampskibsbryggen. Det var nu lys Morgen, men alt sov endnu – Dagen var alene. Knut gik hurtigt og saa sig ikke om; han var bange for at rokkes i den Beslutning, han havde taget. Først da han stod paa Dampskibsdækket, saa han tilbage mod den slumrende Bygd, hvor han havde befundet sig saa vel, og hvorfra Minder fra hans Fortid nu havde forjaget ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.