IV.

Det var Dagen efter Knuts Ankomst. Holt sad og fortalte sin Søn Byens «indre Historie» i de forløbne Aar.

«Der har du Begivenhedernes Skelet,» endte han, «Du maa nu blive Partiets Fører, Knut.»

«Med din Stemme, Far?»

«Stemmer? Du vil faa Stemmer i Overflod! Du med din Begavelse!»

54«Men hvorfor i Alverden lader du dig ikke vælge selv, Far?» –

Holt tyggede paa Pibespidsen.

«Jeg savner Kundskaber –»

«Har dine Rivaler flere?»

«Nej færre. Men jeg har min Stolthed. Jeg maatte være Høvding, men det kan jeg ikke. Desuden – nu – mod den nye Magt – nej, det vilde ikke nytte. Men du, du er rustet –».

«Jeg! Nej, Far, Spændkraften i mig er brudt; jeg ejer ikke et tændende Ord mere.»

Der indtraadte en lang Pause. Holt sad med Hænderne paa Bordpladen og stirrede ned for sig.

«Det er slemt,» sagde han, «meget slemt. Jeg havde saavist ventet – jeg havde stolet paa –»

Knut rejste sig.

«Det gjør mig ondt, Far, at jeg skal skuffe dine Forventninger. Men jeg kan ikke gjøre noget derved. Tabt er tabt.»

Peter stak sit Hoved ind af Døren. Han forklarede, at han umuligt kunde arbejde i dette dejlige Vaarvejr, og han kom nu for at spørge Knut, om de ikke skulde hilse paa fælles Venner.

«Lad gaa,» svarede Knut og tændte en Cigar. «Men før mig nu ikke strax sammen med nogen af dem, der lugter af Bukkerag.Forfatternote: Bukkerag, Bukkehaar. Du skal betænke, at jeg kommer fra en Dampskibsrejse.»

55«Hvad mener du?» spurgte Peter. «Jeg tænkte, vi skulde gaa op til Aage Storm; der træffer du vist mange, du kjender.»

«Som du vil. Jeg er parat.»

De gik. Holt blev længe siddende i samme Stilling. Han talte halvhøjt med sig selv: «Ja – hvad er derved at gjøre? Indskrænke sig – – afskedige – – og saa – og saa give dem Sejren i Hænderne!»

Han rejste sig heftigt og slog i Bordet.

«For Satan! Jeg har redet en Storm af før i mine Dage, og jeg vil vove det endnu engang!»

Peter og Knut vandrede afsted gjennem de bugtede Gader, forbi Latinskolen og gjennem Porten. De stansede ved et ensligt beliggende rødmalet Hus. Her boede Aage Storm.

De traadte ind i et langt, smalt Værelse, i hvis Midte der stod et svært Egebord. Paa begge Sider var der Bænke. En stram Lugt af Tobaksrøg slog de Indtrædende imøde. Omkring Bordet sad der sex Herrer og drak hjemmebrygget Øl af store Krus. Verten, Aage Storm, gik op og ned med lange, velovervejede, man kunde fristes til at sige, dybsindige Skridt og talte. Han gik med den ene Haand stukken ned i Lommen paa sin Vadmelsjakke; i den anden holdt han en overordentlig lang Pibe med et meget gammelt Hode. Af og til stansede han ved Vinduet og saa med et langt Blik op i det blaa. Man lagde derved Mærke til det næst et umaadeligt Skjæg 56og en Manke af brunt Haar mest fremtrædende ved Manden: hans dybe, tænksomme Øjne.

Uden at stanse i sin Gang eller sin Tale hilste han paa de indtrædende med et Nik. Han gik netop og «lagde ud» noget gammelt, Fortidens «sterke» Digtning. Han stansede tilslut atter ved Vinduet, saa igjen op i det blaa og sagde: «Ja, det er mærkeligt! Alt er saa dybt hos disse gamle, saa dybt og saa sterkt, saa sterkt. Det er bare sterke Evighedstanker altsammen.»

Derpaa taug han længe, vendte sig langsomt om til sine Gjester og tog først Peter, siden Knut i Haand. Han holdt baade Peters og Knuts Haand længe i sin og saa dem ind i Øjnene med et mildt Smil. «Naa saa det er Knut Holt,» sagde han.

Betænksomt gik han derefter hen til Skabet og kom tilbage med en Flaske under Armen og to Krus i Haanden.

Han fyldte Krusene og drak de andre til. Saa begyndte han igjen sin Vandring frem og tilbage uden, som det lod, at have Øre for den Samtale, som imidlertid førtes af de andre.

En af de tilstedeværende nærmede sig Knut. Hvem har ikke i en eller anden Landsbygd mødt denne Skikkelse? Det er en ældre korpulent Herre med et fedt, blast Ansigt og rødsprængte, posede Øjne. Han bærer Hornbriller med store, runde Glas, militært Halsbind, en lige op til Halsen knappet Vest, der er fedtet ved Lommerne, 57en luvslidt sort Frak og vide Vadmelsbuxer. Og hvem, der har mødt denne Herre, har ikke strax været paa det rene med, at han lever af at indkassere smaa tvilsomme Fordringer og at føre smaa tvilsomme Retssager, som ingen anden vil tage sig af?

Redaktør Højsen – thi ham var det – havde engang indtaget denne beskedne Stilling i en afsides Bygd og vilde maaske endnu have ført en ubemærket Tilværelse, ifald han ikke havde været en Mand med en urokkelig Overbevisning. Denne Egenskab havde ikke altid været ham til Baade. Han havde været Kadet, men var kommen til den Overbevisning, at det var uværdigt for et frit Væsen at underkaste sig den militære Disiplin. Han geraadede desaarsag i Kollision med sine Overordnede, der nærede bornerede Anskuelser i dette Punkt. Saa blev han Examinat. jur. og Landsprokurator. Han havde levet mange Aar som saadan, da han pludselig fornam en dyb Overbevisning om Demokratiets højere Ret. Da hans Livsstilling ikke godt lod sig forene med denne nye Erkjendelse, flyttede han til Byen og grundede en demokratisk Avis, der vandt megen. Udbredelse, og han levede nu ret sorgfrit for sin Overbevisning.

Han hilste familiært paa Knut og trak ham hen i en Krog, hvor han begyndte at underholde ham med Valgskandaler og Bynyt. Han havde engang havt Hjerneslag; den ene Mundvig var 58endnu noget slap, og Ordene kom derfor glidende ud paa en egen lam Maade. Det gav hele hans Konversation et ubehageligt intimt Præg; man ventede altid Meddelelser, der ikke var for høviske Ører. Han talte om «det gejstlige Tyranni» i Byen. Han kunde fortælle Knut de utroligste Ting – – kjendte Knut Pastor Grøn, der forøvrigt nu var fraflyttet Byen? Knut havde ikke den Fornøjelse. «Ja for ser De – med ham begyndte det. Vildhagen gav det første Stød, men kunde ikke give Bevægelsen det rette gentile Præg. Den blev først chik, da Grøn kom. Ser De, han var nu egentlig en glad Sjæl, der allerhelst støvede om i Selskaber og snakkede om sig selv. Men han var af dem, som alle Omgivelser smitter af paa; han bar med sig Farver af alle Vægge. Saa blev han da snart helligt anløben. Uden sin Aftenselskabelighed kunde han dog ikke leve, og saa opfandt man de aandelige Selskaber. Det var især Kjøbmands- og Haandværkerfamilierne, som gav sig den Ære. Grøn overvældedes af Indbydelser. Det arme Kreatur ilede aandeløs fra Selskab til Selskab, ofte til flere pr. Aften. Jeg siger Dem, han var beundringsværdig. Men han kunde dog ikke tilfredsstille Efterspørgselen. Dette Liv i Spidskjole havde sandsynligvis dræbt endog ham, men saa hændte der noget ubehageligt. Her var dengang en Mængde Fallitter i Byen og flere svigagtige. Og netop Fallenterne havde været de ivrigste til at holde aandelige 59Selskaber. Det var en ny Maade at skaffe sig Kredit paa. Men De begriber, at da Forholdet først havde vakt Opmærksomhed, maatte der komme et Omslag. Det blev pludseligt farligt at indbyde Præster. Aha, er det kommen saa vidt med ham, sagde man, og Kreditten var fløjten. Dermed var det ugjenkaldeligt forbi med den gejstlige Selskabelighed. Det var et frygteligt Stød for Grøn, hvis Gaver var smaa udenfor det selskabelige. – Saa kom Telnæs. Han var Enkemand. Han gik ikke i Selskaber, men han gik i Kvindeforeninger, af hvilke han stiftede en Mængde. Noget lignende har jeg aldrig oplevet. Alle Byens Kvinder, unge og gamle, slugt af Foreninger. Hjemme sad de til op over Ørerne i Broderier, der var ham tiltænkt. Han havde et lidet Kammer fuldt af Andagtshylder, Andagtspuder og Andagtstepper. Det er notorisk – jeg forsikrer Dem! Han holdt en stor Kvindeforening oppe hos sig selv. At komme ind der var det højeste Maal for den kvindelige Ærgjerrighed. Og de, der ikke blev med – hvor de hadede de andre! Det var kristeligt Brødnid i stor Stil. Kvinderne dannede sig et eget Sprog den Tid. Han var alt for dem, ogsaa deres Ordbog og Grammatik. Og dog – dog faldt ogsaa han. Han havde elsket sin afdøde Hustru for højt til, at han ikke skulde føle Trang til at tage en ny. Højere vedkommende var naturligvis ogsaa impliceret i Sagen. Det var et overilet Skridt. Med 60et Slag var det hele forbi. Han faldt, han styrtede, han var forladt og forglemt i samme Nu. Tomme Bænke og ingen Andagtshylder. Han søgte sig bort det forteste, han kunde.

Vi fik Fonn. Slet ikke Selskabsmand, begrænset Foreningsmand. Han har opfundet den aandelige Spadseretur. Han har udvalgt sig en Sti bag om Byen – der gaar han med dem enkeltvis. Faar ikke mange Andagtspuder, men har dog en umaadelig Magt. Jeg siger Dem –»

Han blev afbrudt. Aage Storm tog atter Ordet og alle de andre forstummede. Han lagde ud om Urtiden med dens Guddomslys. Man gjenfandt nogle af dens Evighedstanker i Folkedybet ogsaa i vore Dage.

Knut opponerede. Han troede ikke paa nogen svunden Guldalder, da Uskyldigheden og de sterke Evighedstanker florerede, og følgelig heller ikke paa det baglænds Fremskridt. Derimod kjendte han en Hulebeboernes og Affaldsdyngernes Tid og et Fremskridt fra den og dens Tanker – –

Alle saa forbausede, fortørnede paa ham. Ikke enig med Aage Storm! Ikke tro paa Guddomslyset i Folkedybet! Kunde det være muligt?

Aage Storm stansede i sin Gang. Ogsaa han saa spørgende paa Knut. Er du ikke en af vore? syntes han at sige.

Der blev snart en levende Debat. Højsen talte om «sterke Overbevisninger», Aage Storm 61om det folkelige Instinkt, de andre sekunderede de to. Knut var bidsk, Aage Storm dyb, de andre, undtagen Peter, højrøstede.

Tilslut, da alle talte i Munden paa hverandre, brød Knut og Peter op. Aage Storm holdt dem igjen længe i Haand. Han saa mildt paa Peter, fremmed paa Knut. –

Knut og Peter vendte tilbage til Byen. Peter var urolig, hans Ansigt blussede.

«Hvorfor var du saa studs mod Aage Storm?» spurgte han.

«Jeg ved virkelig ikke – det var kanske, fordi han stod saa godt til Hug.»

«Fy Knut, det er ikke ret.»

«Indrømmet, min Ven. Men det er da ogsaa nogle forfærdelige Mennesker, dine Venner deroppe. Alle disse Talemaader – jeg troede dem længst hensovede.»

«Men tror du da ikke længer paa –»

«Det hellige Folk. Nej ligesaalidt som paa de hellige Fyrster.»

«Men Landet, Landet, elsker du da ikke dit Land?» –

«Nej. Jeg ser ikke noget ved det, som er værd at elske. Sterke Evighedstanker og store Syner! Ak, Gud forbarme sig! Kræmmertanker og Sildesyner,Forfatternote: Sildesyner, Tegn paa Sildens Ankomst. min Ven, og intet andet.»

Peter bøjede Hovedet. Graaden stod ham i Halsen. Han saa udover Søen og mod de grønne 62Dale mellem blaanende Fjelde, og han tænkte paa alle de smaa lune Hjem inde i alle disse Revner; han blev saa varm og bevæget derved og følte, at for disse Hjem kunde han sætte Livet ind.

Da de stod paa Højderne ved Havnen, sagde han: «Husker du den Aften, du talte for første Gang i Arbejdersamfundet, da alle tilslut rejste sig og raabte Hurra for dig? Da gik vi ogsaa udover her og saa paa Skibene og paa Havet. Og kan du huske, hvad du talte om? Det var om vort Land. Det maatte engang vorde, hvad det fordum var.»

«Jeg tror ved Gud gjerne, at jeg har sagt det. Jeg levte jo i den dejligste Uvidenhed baade om, hvad dette kjære Land havde været og var. Det grinagtigste er, at jeg gjerne havde ladet mig slaa ihjel for disse Talemaader.»

«Talemaader? – Ved du, Knut, at det var første Gang i mit Liv, at jeg fik en Følelse af, at der var noget stort og skjønt at leve for.»

«Gud velsigne dig, Peter, du er dog et ejegodt Skind.»

«Men Knut, hvorfor kunde du ikke –»

«Blive Digter igjen? Nej, jeg stiler ikke saa højt. Kunde jeg blot blive en jevn, haabende Arbejder! Men selv det –! Nu, ikke mere derom. Lad os sætte os. Og fortæl mig saa noget. Kan du ikke en eller anden fornøjelig Fiskerhistorie?63Du var saa fuld af saadanne Fortællinger i gamle Dage. De var saa pudsige og saa rørende.»

Peter var imidlertid ikke oplagt. Han var og blev forstemt.

Et lidet Dampskib svingede ind i Havnen. «Nej se! Det er Fjorddamperen!» raabte Peter. «Lad os gaa ned paa Bryggen.»

«Venter du nogen?»

«Nej – det vil sige – jeg venter ikke nogen – bestemt – men der kunde jo altid være nogen med, som – desuden – i det hele taget – jeg er bestandig dernede, naar Fjorddamperen kommer.» –

«Det var en egen Fornøjelse.»

«Ja for dig. Men jeg er jo derindenifra.»

De gik ned paa Kajen, hvor Dampskibet netop havde lagt til. Peter gik ombord og hilste paa Skibets Besætning, som han syntes at kjende meget nøje. Knut blev staaende paa Bryggen og fulgte sin Ven med Øjnene. Pludselig saa han ham storme op paa Agterdækket og hen til en tykladen Mand med et vejrbidt Skipperansigt og en liden rund Kone med de livligste brune Øjne i Verden. Peter talte og lo og pegte snart hid, snart did; den lille runde Kone gjorde det samme og klappede ham paa Skulderen. Manden stod med SnaddenForfatternote: Snadde, kort Pibe. i Munden og brummede nu og da nogle Ord ind i Samtalen med en dyb, menneskekjærlig Bas. Omkring Gruppen 64sværmede en hel Hob Smaagutter, der vilde bære Tøjet og vexelvis fremkaldte Latter og ærgerlige Udraab. Med et satte Peter med et livsfarligt Spring over Rækværket og ned paa Bryggen. «Kom op med, Knut! Det er nogle Kjendinger hjemmenifra – Handelsmand Brandt – du husker – ham, jeg var hos, før jeg kom herind. Det er saadanne prægtige Folk! Du kan tro, hun læser meget. Han er ogsaa mageløs – –» (lidt betænkelig:) «men han er rigtignok konservativ. Du maa endelig gaa med.» (Hviskende:) «Hun interesserer sig saa overordentligt for dig!»

Han var saa blussende, saa overordentlig blaaøjet og uskyldig-fornøjet.

«Hm,» svarede Knut, «mon jeg ikke burde holde mig paa Afstand, for at hun kan bevare Illusionen.»

«Nej, nej, du maa endelig –».

«Lad gaa da.»

De kom ombord, og Knut blev forestillet. Landhandleren brummede noget, der ikke lod sig opfatte, og saa med et mistroisk Sideblik paa Knut; hans Kone tog derimod Knuts Haand i begge sine og forsikrede, at hun længe havde ønsket at træffe Peters bedste Ven.

Landhandleren indbød de to Venner til at spise Middag med dem i Hotellet. Ved Middagsbordet førte Landhandlerens Kone Ordet. Hun havde saa uendeligt meget at betro Peter. Hun fortalte om Fisket, om Folk, der var omkomne 65paa Søen, om andre, der havde giftet sig, om en ny Bog, hun havde læst, om at de havde bygget og hundrede andre Ting. Man skulde have troet, at intet var bleven glemt, men da hun var færdig, overvældede Peter hende ligefrem med Spørgsmaal. Han vilde have meget nøjere Besked, først om Gaardens Mennesker, saa om dens Dyr, der selvfølgelig alle var hans gode Venner, og endelig om alle Rum store og smaa, og om hvert Bord, hver Sofa og Stol. Han vilde vide, om alt stod paa sin gamle Plads, om noget nyt var anskaffet eller noget gammelt afgaaet ved Døden, og saa videre. Han endte med Haven, og her gled Landhandleren med rolige Slag ind i Samtalen. De talte om hvert enkelt Træ, om hvordan det havde seet ud, da det blev plantet, om dets Opførsel i de forskjellige Somre – om det havde blomstret og baaret Frugt eller sturet – og endte med at anstille Gisninger om dets Fremtid.

«Du skal se, at det store fra 18 … bag om Stalden om nogen Tid vil blive Nummer 1 i hele Haven,» ytrede Landhandleren og blinkede med det ene Øje.

Peter tvilte.

«Jeg holder paa det lille ved Haveporten,» sagde han med vigtig Kjendermine.

«Hannas,» faldt Fruen ind.

«Det Skidt,» sagde Landhandleren foragteligt.

66Turen kom derpaa til Fruen at spørge. Knut fik herved at vide, at hans Ven agtede at grunde en selvstændig Forretning til Høsten, og at han allerede havde lejet et lidet Hus.

«Du faar Rum nok,» ytrede Fruen.

«Ja,» sagde Peter og blev uden Grund blussende rød.

Da Kaffeen var drukket, rejste Knut sig for at gaa. Peter tog ligeledes Afsked, men lovede at komme igjen senere for at følge Fruen om og gjøre Indkjøb.

Da Knut sagde Farvel til Fruen, ytrede hun: «Nu maa De sandelig besøge os i Sommer sammen med Peter.»

«Aaja!» udbrød denne glad overrasket og saa med et taknemmeligt Blik paa den lille, runde Kone.

Da de to Venner var kommen udenfor, spurgte Knut:

«Findes her en Kafé eller noget lignende? Jeg skulde dog have Lyst til igjen at se en norsk Avis.»

Jo, der fandtes noget saadant inde i et af de solløse Smug. De kom ind i en skummel Stue med støvede Vinduer, hvis nedre Halvdel var dækket med en grøn Skjærm. En gammel affalmet Billard stod i Midten, skidne Smaaborde langs Væggene. Paa et af disse Borde laa «Börsenhalle» og nogle forrevne indenlandske Blade. Ved nærmere Eftersyn viste det sig, at 67der blot fandtes gamle Aviser. «Gjesterne» – det vil sige Middagsgjesterne – læste netop de ny, forklarede en sjasket Jomfru i Tøfler og med en uhyre Chignon, der var skjæv.

«Skal vi spille lidt Billard, siden vi nu engang er her?» spurgte Knut. Det lod sig imidlertid heller ikke gjøre. «Gjesterne» havde paa denne Tid af Dagen Forret til Billarden. Knut brast til Jomfruens usigelige Forbauselse i Latter og tog sin Hat, da man i det samme hørte Trin i Trappen. Døren gik op, og ind kom Bjørnholt og de øvrige af det Kompagni, der raadede over Billarden mellem tre og fire. Bjørnholt skelede hen paa Knut, idet han snøftende gik hen i Krogen for at hente en Kø. Han lignede en bidsk Hund, der bereder sig til at gjøre et lumsk Angreb fra Siden. De andre Herrer skelede ogsaa hen paa Knut og trak sig ligeledes hen i Krogen. Pludselig snappede Bjørnholt efter sit Bytte.

«Nu Holt, tør man spørge, hvor De vil sætte Ild paa dennegang?»

«Intetsteds.»

«Virkelig? Skulde De være bleven –?»

«En Fredens Mand – ja. Jeg er sterkt betænkt paa at erhverve mig Mave, Embede og almindelig Højagtelse.»

«De er en Spottefugl som altid. Men er det sandt? Er De virkelig ikke Brandstifter længer?»

68«Jeg kan noteres paa den politiske Børs som «behagelig». Jeg har meldt mig ind i de ligegyldiges Forening.»

Bjørnholt kom hen imod ham med aabne Arme. «Men saa er De jo en af vore! Lad mig omfavne Dem, unge Mand Bliv ved paa Forbedringens Vej. – Vil De være med paa et Parti?»

«Nej, Tak, jeg gik blot herind for at se en norsk Avis.»

Bjørnholt tog ham i Frakken og trak ham hen i en Krog. «Død og Pine, De maa læse «Amtstidendens» Redaktionsartikel for idag. Den er fin. Den er imod Fonn. Han tyranniserer os. Nu faar han sine Klaps – men fint; han er jo med os.»

Saa slap han Knut og raabte i tordnende Skolemestertone til de øvrige Herrer: «Begynd!»

Peter havde under dette Møde næsten tygget sin Underlæbe itu; sin Hat havde han knuget sammen i en eneste Klump. Da han og Knut igjen stod ude paa Gaden, udbrød han:

«At Du kunde være saa venlig mod denne – denne –. Jeg kan næsten ikke styre mig, naar jeg ser ham. Og saa er alle saa bange for ham, alle undtagen Aage Storm.»

«Saa din Ven –?»

«Han har da ialfald engang i en offentlig Forsamling sagt ham Sandheden lige i Øjnene: «De er en født Bøddel, Hr. Bjørnholt, en Bøddel slet og ret.»

69«For Pokker, han er ikke at spøge med, din Ridder Hr. Aage.»

De gik i Taushed videre. Pludselig stansede Knut: «Hør, jeg tror, jeg vil se endnu engang op til din Ven.»

«Du vil –?»

«Gjøre ham en Undskyldning.»

Peter var maalløs. Han følte sig som et eneste lidet ydmygt, taknemmeligt Punkt i en naadebestraalet Verden. Denne Dag var den rigeste, han paa længe havde oplevet. – –

Paa samme Tid som Vennerne for anden Gang aflagde Aage Storm et Besøg, sad der et lidet udvalgt Selskab samlet i Kjøbmand Viks Dagligstue. Der havde været Kvindeforening. Medlemmerne havde imidlertid fjernet sig med Undtagelse af «Bestyrerinden» Madam Tvet, en høj knoklet Kvinde med Haaret kjæmmet i to store Buer ned over Kinderne og to ualmindeligt udviklede Hugtænder. Foruden hende bestod Selskabet af Vildhagen, Præsten Fonn og hans Kollega, Byens anden, nys ankomne Præst Strand. Det var en sterkbygget liden Mand, hvis Væsen i Selvforglemmelsens Stunder snart mindede om en burschikos Student, snart om en gemytlig, lidt grovkornet Skipper. Han havde, før han blev den glade Student, været Sømand. Efter at have faaet Embedsexamen blev han først Sømandspræst og fik derpaa et Kald i det lille Ladested, hvorfra han nu kom. Naar han ihukom sin 70gejstlige Stand, var han den myndige Prælat fra Top til Taa. «Han øvede sig til Bispen,» havde hans Kammerater tidligt sagt om ham.

Baade Fonn og Strand ansaaes for store Prædikanter. Strand talte med mægtig Røst, han virkede altid ved store, overvældende Chok og lagde an paa at knuse. Fonn talte dæmpet og lidt syngende; hans Styrke laa i det stille, stadige Dryp. Begge talte utrætteligt.

Man sad hyggeligt sammen og talte om aandelige Ting.

«Jeg tør nok sige, at der trænges Arbejdere her i Byen,» sagde Fonn, idet han rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage, gnidende sine lange, tynde Hænder bag paa Ryggen. «Her er virkelig Nød – hm – Sektvæsnet – hm –».

«Naa, saa Splidens Aand er kommen ind her ogsaa,» faldt Strand ind. «Men lad os bare tage ordentlig fat, kjære Kollega. Jeg har nogen Øvelse i at behandle de Folk, og naar jeg nu faar overskuet Arbejdsmarken her –»

«Hm,» faldt Fonn ind. «De aabenbart afvigende er kanske ikke de værste. Der er andre, der vil høre Kirken til –»

«Rigtig. De, der koketterer med Tidens falske Ideer. Vi havde ogsaa dem i min forrige Menighed, og naar jeg nu faar overskuet Arbejdsmarken –»

«Desværre har ogsaa den rene Vantro gjennem en enkelt Mand –»

71«Tab ikke Modet, Kollega! Naar jeg nu bare har faaet –»

«Om Forladelse,» afbrød Fonn ham og henvendte sig derpaa til Vik. «Har Baptistinden været hos Dem siden?»

«Ja. Hun paaberaabte sig, at De selv havde undervist hende paa Lærerindeskolen og givet hende de bedste Attester for Duelighed, religiøst Sind og ulasteligt Levnet. Men nu, da hun var bleven Baptist, havde De overalt misrekommanderet hende. Hun kunde ikke længer faa Arbejde her i Byen.»

Fonn gned sig i Hænderne og sagde: «Nej.»

«Hun ønskede nu blot at komme bort; men hun manglede Rejsepenge. Ingen vilde laane hende noget, da De fraraader det, og nu kom hun da til mig.»

«Og De svarede?»

«At jeg ikke opmuntrer til Frafald.»

Fonn saa med et ydmygt Blik paa sin Kollega.

«Hun er dog kommen afsted,» bemærkede Vik.

Fonn spidsede Ørerne.

«Hun gik til Skibsreder Holt.»

«Hm. Det er den Mand, jeg nylig hentydede til,» forklarede Fonn sin Kollega. – – «Mens jeg husker det,» blev han derpaa ved henvendt til Vik. «Berg var atter oppe hos mig 72og bad om Understøttelse af vort Fattigfond. Jeg henviste ham til Dem.»

«Ja, han har været her.»

«Tør jeg spørge –?»

«Jeg svarede, at jeg er enig med Dem. Den der ikke tror paa den evige Fordømmelse, er ikke nogen Kristen.»

«Rigtig,» ytrede Fonn og hostede beskedent.

«Han er forstokket,» sagde Vik.

«Jeg tror dog, Herrens Haand nu har rammet ham saa tungt, at –»

«Han har faaet Hjælp.»

Fonn studsede.

«Skibsreder Holt har taget ham i sin Tjeneste.»

Fonn vendte sig til sin Kollega.

«De ser, at denne Mand støtter alle, der modstaar Kaldelsen.»

«Ja, her maa tages kraftigt fat,» faldt Strand ind og beholdt nu endelig Ordet. Man fik en udførlig Redegjørelse for, hvad han havde udrettet paa sin forrige «Arbejdsmark». Tilslut dvælede han ved Hedningemissionen. I hans forrige Menighed havde man havt femti Missionsfaar, om hvis «Røgt og Pleje» der havde været ført meget opbyggelige Forhandlinger paa sidste Kredsmøde.

Kornelia forlod under Beretningen Stuen og gik ud i Haven. Hun blev undertiden saa dødelig træt af Dag efter Dag at se de samme Mennesker og høre de samme Tanker i de samme 73Ord. Præster, Bibelbud, missionerende Kvinder, Faderen, Tanten – alle bragte det samme op igjen og op igjen. Fra Morgen til Aften om Traktater, gejstlige Møder, Foreningstepper og Missionsstrømper. Stundom ikke blot trættede denne Tale hende, den oprørte hende ogsaa. Som nu hvad Fonn havde fortalt. Var det da saa skjønt og stort at berøve en fattig Baptistinde og en forsulten Arbejder sit Udkomme? Hun kjæmpede med sig selv, hun vilde tvinge sig til Lydighed, men undertiden – aa, hvor usigelig vanskeligt det ofte faldt hende at tro, at det var Sandheden, som Fonn og de andre forkyndte.

Vinterlivet var i det hele saa stille, saa ensformigt. Den eneste Begivenhed indtraf over Nytaar. Da kom der nogle Handelsrejsende, der lugtede af Cigarer og Pomade. De bragte gamle Anekdoter og nye Slips – det var det hele. Undertiden kunde en ny Bog falde hende i Hænde og bringe ukjendte Billeder til at vise sig indenfor hendes Horizont. Men der var ingen, hun kunde tale med om, hvad hun havde læst, og snart havde hun glemt, hvad hun blot halvvejs havde forstaaet.

Det var især om Vaaren, at den oprørske Lyst til at opleve noget nyt kom over hende. Det milde Vejr, den blaa Sø, den friske Lugt af Jord og spirende Løv og Græs, de mange hvide Sejl og rygende Dampere fyldte hende med en forventningsfuld Uro – nu syntes hun, der 74maatte hænde noget; om ikke andet, maatte kun faa se et nyt Ansigt, høre en ny Røst. Hun kunde, som hun sad inde i Stuen og døsede hen under Madam Tvets Læsning eller Fonns og Faderens kirkelige Samtaler, gribe sig i det Ønske at faa høre nogen briste ud i en rigtig klingende, ungdommelig overgiven Latter. Hun blev ganske bange over, hvad der kunde komme op i hendes Sind, og hun straffede sig selv med Bodsøvelser, der imidlertid intet hjalp.

Da hun havde vandret om en Stund derude i Haven og lugtet paa de brune og gule Knopper paa enkelte Trær og de fremtittende Blade paa andre, kom Selskabet ud paa Trappen. Strand havde tændt en Pibe, Fonn en Cigaret.

Strand, der var Botaniker – han var overhoved alt muligt – gjorde nogle Bemærkninger om de forskjellige Trærs LøvsprætstidForfatternote: Løvspræt, Løvspring og kom derved til at tænke paa Vegetationsforholdene paa Madagaskar. «Paa Madagaskar,» begyndte han i en Tone, der spaaede et to Timers Foredrag, da Bjørnholt i det samme viste sig udenfor Havegrinden.Forfatternote: Havegrind, Haveled. Han kom som sedvanligt med en Fart af sexten Mil i Vagten, rev Haveporten uvorrent op, slog med sin Stok efter Trær og Buske og trampede med muldede Støvler op over Jomfru Viks renskurede Trap.

«Godaften, Godaften!» hilste han og førte 75Stokken op til Hatten. Idet han vendte sig til Strand, blev han ved: «Allerede i Tøjet? Jeg hørte De var i Afrika. Jeg beder Dem dog ikke blot at tage Dem af de sorte, men ogsaa af de røde Hedninger.»

Strand lo. Han yndede, hvad han kaldte en «gejstlig Spøg». Han lovede at virke for Missionen blandt «de røde Racer» og spurgte Bjørnholt, om han havde noget «Individ», der burde «under Behandling».

«Ja, det er netop det, jeg vilde fortælle. Jeg har truffet Dr. Holt.»

Fonn forvandlede sig til to spidse, lyttende Ører; Kornelia nærmede sig Trappen.

«Allerede Gil fortalte,» blev Bjørnholt ved, «at den unge Mand ombord i Dampskibet havde vist sig at hylde solide Grundsætninger. Men Gil er, som De ved, ikke nogen ualmindelig skarpsindig Aand. Men nu har jeg truffet Manden. Han gjorde Nar af det hele og ser gyselig blaseret ud. Han har formodentlig ført et vildt Liv. En, der havde været sammen med ham oppe hos Aage Storm, fortalte mig ogsaa, at han havde kudsket den dybsindige Urtidstilbeder ganske forskrækkeligt. Altsaa alle Jern i Ilden, Hr. Strand.»

«Stol paa os,» sagde Strand. «Staten og Kirken bør være et.»

«Hm» – indvendte Fonn –, «jeg kan ikke være ganske enig deri.»

76«Men kjære Kollega,» begyndte den anden, og snart var de to gejstlige Herrer dybt indviklet i en Diskussion om Statens Forhold til Kirken. Bjørnholt gik uden videre sin Vej – han skulde endnu indom en ti-tolv Steder for at fortælle om Holt og for at samle Nyt. Ogsaa Kornelia forlod Haven; Vik, hans Søster, Vildhagen og Madam Tvet hørte derimod andægtigt paa hvad Strand havde at betro dem om «den hellige Statskirke» og «det hellige Embede».

Kornelia fulgte en Sti, der førte op paa Højderne mod Havet. Solen sank. Det lavest liggende Skylag, der dannede Kupler, Tinder og Tagger, glødede. Farvespillet blev altid sterkere og sterkere. Blodrødt vexlede med violet, iret og kobberbrunt. Der kom Bevægelse i Skymassen. Kuplerne, Tinderne, Taggerne vaklede, flød ud til Siderne og dannede et Øjeblik to uhyre lldlæber, der aandede Glød ogsaa i Skyerne ovenfor, men i næste Minut sank ned og forbrændte i et umaadeligt Ilddyb, hvorfra altid flere og flere af de øvre Skylag pludseligt sattes i Brand som rammet af glødende Kugler. Det saa ud, som om der dryppede Blod af Skyernes Kanter. Tilslut dannede Farverne en uhyre Vifte, der sloges lynsnart ud over Himlen. Lidt efter lidt blegnede alt. Skyerne sejlede melankolske østover som store Baller graa Uld.

Kornelia havde ved dette Syn, som hun saa ofte havde seet, før altid havt de samme 77Tanker: hun huskede et Billede af Jehova i Straaleglans, der hang i deres Dagligstue. Idag var det anderledes. Det syntes hende, som om disse Luer slog op fra de fjerne store Samfund, hvor der jo altid var Oprør, Drab og Brand, og hun tænkte paa Knut Holt, der jo egentlig hørte hjemme derude. Hvor meget ondt hun havde hørt om denne Mand! Nu havde Bjørnholt fortalt, at han ogsaa havde ført et vildt Liv – –.

«Hvor her er stygt,» blev der sagt bag hende.

Hun for sammen og tog sig for Brystet; hun havde nær udstødt et Skrig, da hun opdagede, at den Mand, hun havde tænkt paa, stod bag hende.

«Om Forladelse, jeg skræmte Dem nok,» sagde han og smilte.

Hun bevægede Læberne, men Svaret var uhørligt.

Lidt efter lidt fattede hun sig og tænkte nu først paa, hvad han havde sagt. Stygt? Hun saa forbauset paa ham. Her stygt? Da var dog alle virkelig enige om det modsatte. Hun dristede sig til at minde ham derom.

«Jo, jeg ved det nok – men derfor behøver det jo ikke at være sandt. Her er stygt; thi her er goldt, ganske rædsomt goldt. Vil De behage at se udover nu, da Festbelysningen er borte. Har De nogensinde seet noget saa melankolsk som denne stengraa Himmel og dette 78ørkenøde Hav! Og saa al denne Overflod paa nøgent Fjeld! Man kan vænne sig dertil, ligesom man med Tiden ogsaa kan forlige sig med denne Stank af Sild og Tran og Tang og Tjære. Men sværme for denne hjemlige Armod –!»

Hun følte sig oprørt, men tillige usikker og taug. Pludselig erindrede hun, hvem han var og blev bange, fordi hun stod og hørte paa ham. Hun begyndte derfor at gaa sagte hjemover. Han fulgte og blev ved at tale om hjemlige Forhold. Hun forstod ham blot tildels, og det, hun forstod, fandt hun svimlende dristigt og slet ikke rigtigt. En eneste Gang vovede hun sig til at sige et Par Ord. Hun spurgte, om der var saa meget bedre i de større Samfund – hun tænkte paa Oprørene, Drabene og Brandstiftelserne, som Bjørnholt talte om. Han forbausede hende ved at svare: «Bedre – aanej.» Siden sagde han dog: «I én Henseende er der maaske bedre: En Mands Liv bliver ikke saa let en stille Jordfæstelse af det dristigste, det sandeste og største, han har tænkt og følt.»

Hun var glad, da de stod udenfor den lille Haveport. Han hilste og gik videre; hun skyndte sig gjennem Haven og følte sig først ganske sikker, da hun igjen var vel inden Døre.

De fremmede var borte; Faderen og Tanten sad alene inde i Stuen.

«Du gik?» sagde Vik, da Datteren kom 79ind. «Du tabte meget. Det var en højst belærende Samtale.»

«Ja, det er vist,» istemte Tanten. «Gud, hvor Strand opbygger!»

Kornelia hørte neppe, hvad de sagde. Hun tænkte bare paa, hvad der var hændt hende. Hun sad den hele Aften og rugede over det som over en farlig Hemmelighed, og da hun havde lagt sig, laa hun længe, længe vaagen. At hun virkelig havde talt med, gaaet Side om Side med Knut Holt, ham, som hun aldrig havde hørt nævne uden at gyse og korse sig. Han havde seet paa hende og, mærkelig nok, slet ikke, som hun havde ventet det, slet ikke frækt og ondt, men ganske beskedent og mildt.– – Hun havde i Stilhed iagttaget ham. Hun havde f. Ex. strax seet, at han var moderne klædt, uden at han dog i sin Dragt lignede de Handelsrejsende, der gjestede Huset. Hun havde opdaget, at han havde noget store Hænder, og at han ofte knyttede dem, naar han talte om noget, der mishagede ham, at hans Stemme blev skarp og lignede hans Faders, naar han spottede, men var blød og velklingende, naar han blev ivrig og varm, og meget, meget andet – –.

Hun skjulte Ansigtet i Dynerne. Du gode Gud, hvad gjorde hun! Laa og tænkte paa den fremmede Mand, som hun slet ikke burde have lagt Mærke til eller hørt paa. Hun begyndte at 80bede sin Aftenbøn med stor Iver. Hun bad ogsaa flere andre Bønner – hun følte en Trang til at tvætte sig efter dette Møde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.