I.

125Søndagsstilhet ruget over Leiths dokker, og tomt og øde var det paa kaiene. Under oplagsskurets tak kvitret og skvatret spurvene, hoppet og flagret hjemmevant om og slog sig frækt ned like for føttene av en ensom vaktmand, som halvsov paa en kassestabel. Av og til slang en flok pyntede matroser forbi; de gjorde en vending bort til dokporten, glante opover gatene og snudde haabløse om. De kjendte til, hvad en skotsk sabbat vil si, og hadde paa forhaand opgit at gjøre noget utav fridagen sin.

Paa dækket av Islands-damperen gik jeg og drev, likesaa motfalden og kjed av det hele som de stakkars matrosene. Ikke en sporvogn var igang til Edinburgh, vanskelig vilde det være at skaffe en droske, og om 126jeg vaaget den druge marsjen tilfots – hvad skulde jeg saa der? Alt var jo stængt og lukket der som her, museer og samlinger, værtshus og kafeer. Sagtens vilde lønnen for strævet bare bli at komme fra asken i ilden, fra det forholdsvis svale skib til glohete gaters støvørken … Jeg opga ogsaa at gjøre noget utav stillingen, satte mig træt og grætten ned i skyggen og stirret paa det skittentblakke vand, som glitret i den stekende sommersol, og paa masteskogen, som strakte sig vidt og bredt til høire og venstre. Paa hver eneste skute var der vel nok av dem, som ikke følte sig bedre tilmote end jeg.

Op av det graabrune taakesløret over byen raket dens mangfoldige kirketaarn, og i den tykke, urene luft tok Arthurs-Seat og de øvrige høiderne ved Edinburgh sig ut som rigtige fjeld, blaanende i det fjerne.

Aa, hvad skulde én gjøre?

Styrmanden stod søvnig ved rækken og svettet i mørkeblaa klær; den blanke snoren om luen hans skinte, saa det skar i øinene.

127– Jeg tror, jeg forsvinder og faar mig en lur, sa han, men lot det likevel være, for han var ikke krøpet ut av køien før frokost, og det var kvalmt og lummert i lugaren.

En liten, trind og velpleid dansk fiskegrosserer, som var paa tilbakereise fra Færøerne, sat paa en feltstol tæt ved mig og halte sørgmodig i sine lange barter, øiensynlig overvældet av hjemve efter tre ukers fravær fra Kjøbenhavn. Han brukte at være snakkesaligheten selv, men nu var han taus. For første gang fra den stund av, at han var kommet ombord, hadde han ikke aapnet munden paa et kvarter, endda han hadde folk inden hørvidde. – Som han ellers kunde snakke! Aldrig har jeg truffet nogen med den evne til at konversere sig selv som denne grossereren. En høflig sætning indskutt i ny og næ var til at holde ham paa glid timevis; tidde én bomstille, brydde han sig ikke om det, og vilde én utmattet liste sig væk, opdaget han det straks. Da klamret hans buttede fingrer sig til ens trøiekrave, ordene sprutet fra 128hans læber, han sporet sin tunge til det ytterste, han maatte ha en tilhører, vilde ikke slippe sit bytte, skiftet i vanvittig hvirvel sneset av emner i et kjør i den forfængelige tro, at ét i det mindste skulde kunne pirre interessen hos den ulykkelige, hvis ører værket efter hvile. Og umennesket var ovenikjøpet ikke sjøsyk! Hans taletrang ga ham simpelthen ikke tider til at merke det, naar skibet rullet for den seigeste atlanterhavs-dønning; han hegtet sig til det nærmeste faste holdepunkt og lot pjattet plaskregne over os, mens sjøskvætten pisket ham om de fete kinder, og vinden ulte ham nedigjennem halsen.

Han møtte præcis ved bordet; morgen, middag og kvæld fløt hans ordstrøm like ustanselig – alle maaltider besudlet han for os med sit snak. Kapteinen, kokken, matrosene, restauratricen, opvartningsjomfruen og styrmændene hadde lært at sky ham som pesten og søke dækning, saasnart de paa avstand hørte skravlen paa ham. Og denne mands eneste medpassager hadde jeg været 129det meste av en uke og skulde være det en til. Men den veltalenhet, som det vældige hav ikke hadde kunnet tvinge og stormen ikke hemme, hadde altsaa den skotske sabbat bragt til at forstumme.

Braatt reiste grossereren sig og sparket sint til stolen: – Skal vi ikke kjøle os med noget med is i – inde i røkesalonen?

– Nei tak, det er for tidlig, mente styrmanden.

Men hvad skulde én ta sig til? – Og for grossereren og mig blev det noget med is i, trods klokkeslettet. Styrmanden var standhaftig og lusket unda.

Gid jeg hadde fulgt hans eksempel! Jeg hadde ikke overveiet det, jeg gik ind til. Avkjølingen livet grossereren op, og kvernen gav sig atter til at male ustanselig – ustanselig. Jeg hadde en makelig plass ved salondøren med utsigt over kaien og døste av i den sanseløse sløvhet, som kan snike sig ind paa én ved en brusende elv. Jeg husker, jeg undret mig over at høre spurvekvitret saa tydelig imellem og tænkte, 130at det var vist, som naar vi fornemmer fossekallens pip midt i fosseduren – –

Jeg vaaknet ved at se en løierlig skikkelse stige høitidsfuldt over landgangen og nærme sig salonen. Det var en yngre mand – snaut over de tredve – som uten hensyn til varmen var iført en fotsid, snusbrun ytterfrak med bred, luvslitt fløielskrave. Men paa hodet hadde han straahat med rødt baand og rundt halsen og den høie engelske snippen et kunstnerisk knyttet slips med viftende ender. Nedenfor de vide, frynsede buksekantene syntes skor, som hadde været gule. I en rem over skuldren bar han en svær malerkasse.

Manden traadte hen til døren. Med en mager haand, som stak frem av en uhyre mansjet, lettet han paa hatten og bukket sirlig. Haaret var meget sort og meget pomadisert, det glatrakede ansigt gustent og vissent, og paa den rette, fyldige næsen red en lorgnet, som skygget for smaa mysende øine. Et forbindtlig smil trak de tynde læber fra hinanden og viste et par avbrukne 131fortænder; saa blev munden lukket helt op, og en mild, skarrende stemme spurte: – Undskyld, er det kapteinen, jeg har den ære at –?

Nyt buk. Pause.

– Skal De ha fat i kapteinen? Han er iland.

– Er styrmanden forut?

– Jeg hadde ingen greie paa det.

– Ja, undskyld –. Endnu et buk, mere flygtig end det forrige, og den fremmede gik forut med neiende skridt og slæpende føtter. Frakkehempen var avrevet, og i nakken paa ham dinglet en bitteliten lænkestump lystig nedad kraven.

Om en stund indfandt der sig en engelsk agent, som hadde forretninger med grossereren, og jeg nyttet høvet til at fjerne mig. Ved byssen, inde under broen, passiarte den fremmede ivrig med maskinmesteren og kokken. Fyren hadde gjort mig nysgjerrig – hvad kunde han være? Danske eller nordmand? Jeg agtet at bringe det paa det rene og hilste paa dem. Han 132vendte sig straks mot mig, og sa indsmigrende høflig: – Herren har muligens noget, De vil ha malt?

Nei, jeg hadde ikke det. Han var altsaa maler?

– Til tjeneste – kunstmaler, portrætmaler. Jeg maler ikke for mandskapet alene, men ogsaa for officerene. Jeg maler baade for og agter. – Kunde det more Dem at se en prøve paa min kunst?

Han rakte mig et miniaturportræt, utført efter fotografi. Det forestillet en ung kone i sin bedste stas. I brystet hadde hun en diger guldnaal, lokkerne var blonde, kinderne yndefuldt skjære og fine, de vidtopspite øine himmelblaa og læberne rosenrøde.

– Han er virkelig flink, forsikret maskinmesteren.

– Det er kona mi, oplyste kokken. Og lik sig er a jaggu. Er det ikke pent? – Jeg tinget det forrige turen.

Pligtskyldigst ytret jeg min beundring saavel for modellen som for billedet og 133spurte, om maleren hadde mange bestillinger.

– En mængde! Langt fler end jeg kan overkomme. Jeg har seks damer til assistanse paa mit atelier. Men naturligvis – det avsluttende, fuldendelsen, de strøk, som gir et portræt kunstværd, det besørger jeg selv. Og det kan hænde, jeg gjør det hele selv, især for en personlig bekjendt og god ven, nikket han nedlatende til kokken. Han holdt billedet ut fra sig, la hodet paa skakke og blev saa ved: – Med dette er jeg igrunden vel tilfreds. Uttrykket – teintens sarte tone – jaha, jeg tør si, jeg har været temmelig heldig, ikke sandt? Men, sukket han, la os ikke glemme den store Thorvaldsens berømte ord om det farlige ved kunstnerens tilfredshet med sit værk. Det kjender vi jo allesammen – –. Skulde saa herren ikke ha et eller andet, De ønsker utført? Forutbetaling er ikke nødvendig, jeg sender pr. postopkrav. Ikke? – Ikke heller Deres eget billede? Er der da 134ikke en søt pike paa Island, som venter paa det? Aa, vist er der!

Jeg negtet det alvorlig; men han blev ihærdig og mundrapt ved, mens han aapnet kassen sin, hentet frem en bunke fotografier og spredte dem ut paa kjøkkenbænken i byssen: – Se kuns her! Bestillinger, som jeg har erholdt i de sidste dage – enkelte er alt ekspedert. Dette er en barnegruppe til kapteinen paa «Laurvig», barken derhenne – han er fra Norge likesom De og jeg – – Joda, jeg er født i Norge av danske forældre, men opvokset i Kjøbenhavn. Og min hustru er norsk, det vilde sikkert glæde hende meget at hilse paa en landsmand … Se, det er fru Hansen! Hun var hos sin mand paa «Argo», reiste iforgaars, hun tok hjem for omstændigheternes skyld – – Og disse fra forskjellige andre, mindes ikke nøie navnene, de er notert paa baksiden. De forstaar, mine kunder er slet ikke bare simple matroser; jeg arbeider især for kahytten. Som sagt, jeg maler baade for og agter, smilte han fiffig.

135Det var billeder av matrosers kjærester, styrmænds forloveder og runde, friske barneansigter fra kapteinsfamilier. Ved nogen var der heftet haarlokker, pakket i papir og omviklet med silketraad. Fotografierne bar merker av eiernes grove fingrer – titt og ofte hadde de vel stirret paa dem og længtet efter hjemmet langt borte, men de hadde skilt sig fra skattene sine i haap om snart at faa dem tilbake straalende av livagtige farver.

Ingen kan drømme vakrere end en gift sjømand, og saa litet trænges for at fange hans drøm og lokke den med. Den styrer stadig mot det hjem, han forestiller sig hegnet av den lune hygge, som han selv saart sakner, og der findes ikke det varmt hjemlige, han ikke digter ind i drømmen som fuld sandhet. En utmaiet, hysterisk skippermadam, en sjusket, likesæl og sur matroskone kan av sine ægtefæller, hvis hjertelag gjør dem blind for feil og skavanker, motta en hyldest saa ærbødig og ægte, at én ved synet av den er 136nærved at kunne fatte ridderens forblindede tilbedelse av den halvhundrede-aarige, forhenværende skjønjomfru. Og blir en slik sjømand tvunget til at se virkeligheten, dømmer han ikke – han tilgir og sørger og forblir evig taknemmelig for den drømmen, som svandt.

– Av omtale kjendte jeg det slags mennesker, maleren hørte til. Gamle sjøfolk fortæller om dem, naar de paa stuevæggen har skilderier i glas og ramme av skuter, de fordum har faret med. De skilderiene skriver sig mest fra lurvete, forsultne kryp, som drog sig paa kaiene med et farveskrin i lommen og bød sig til «at skildre av skuten», dersom de fik en shilling at kjøpe det nødvendige tegnemateriale for. En kasse eller en stenhelle paa bryggekanten tjente dem til staffeli. Farvene blev blandet, blyant og pensel ført med en viss øvelse. Opmerksomme tilskuere sanket sig om kunstneren, som kanske tigget en skraa for at faa den rette leten paa seilduken – tynd tobakssaus skal nemlig ha været det vanligste 137og bedste til den bruk – og der blev ikke sparet paa ros og daddel, efter hvert som verket skred frem. I en fei var det færdig: Med klare bokstaver pranget fartøiets navn paa baugen, der det stevnet med bugnende seil over hvittoppede, mørkeblaa bølger. Bestilleren rykket ut med en shilling til og ga gladelig mat og brændevin ekstra, og likesaa gjensidig fornøiet som paven og Rafael skiltes partene.

Nu skal dette usikre, fattigslige levebrødet for kaienes bohémer være vokset til en virkelig industri og ha utvidet sit omraade fra skuten til mandskapet. Maleren skal ha kolleger i de fleste havnestæder.

– Maler De ikke skib ogsaa? spurte jeg ham.

– Tja – ikke gjerne, svarte han overlegent og samlet med et flot haandsving de foreviste fotografiene sammen og gjemte dem igjen i kassen sin. – Det overlater jeg helst til mine assistenter. Min specialitet, har jeg forklaret Dem, er portræt – ikke marine. Men, hvis De vil, gudbevars 138… Et skib koster efter størrelsen fra to shillings til fire shillings, et enkelt portræt fra tre til fem og et dobbelt fra seks til otte.

Prisene var ikke stive, indrømmet jeg.

– De kan saa si. Men kunstens kaar er trange her i verden.

– Dobbeltportrætter – hvad er det?

– Naa, de er mest til foræringer. F. e. en kaptein og hans frue eller en rask svend og en smuk pike ved siden av hinanden indenfor én ramme, det er av de ting, som damerne er glad i – netop av de ting. Der fordres følgelig to fotografier.

Styrmanden var kommet til, han satte i at le, saa det klukket i ham: – Leverer De endnu den sorten? – Det gjælder at være paapasselig da, forat det ikke skal spænde av som ombord paa «Frigga» –

Maleren slængte med et rykk kassen sin over skulderen. Hans øine lynte bak brilleglassene, og der fløi et saa blygt rødmende skjær over hans kinder, som skulde han ha streifet dem med sin egen fineste pensel: – Hør, styrmand, la være at rote op 139i historier, som ikke angaar Dem. Skjønner De? Jeg vil det ikke, det irriterer mig, jeg tillater det ikke, jeg forbyr det!

Kneisende gik han nogen skridt, men da forlot vreden ham. Han gjorde helt om, viftet elegant med hatten til avsked og ropte: – Paa gjensyn i eftermiddag, gentlemen, om en av Dem skulde ha en bestilling! Og saa skred han videre og steg høitidsfuldt ned paa kaien. Gangen var neiende, han slæpte føttene, og den bittelille lænkestumpen dinglet lystig paa frakkekraven hans.

Vi smaalo. – Hvordan spændte det av paa «Frigga»? spurte jeg. – Kan De ikke gi os historien?

– Javel. Det var forresten stygt at prikke ham med den, svarte styrmanden. – Det var for tre aar siden, og jeg fór med «Frigga» av Stavanger dengangen. Vi laa hjemme og reparerte om vinteren, og da tiden faldt folkene meget lang, fik andenstyrmand og stuerten – det var en svenske – sig kjærester, sagtens bare saan til tidsfordriv 140i førstningen. Men alvor blev det, uten at de rigtig tænkte sig om. Da vi seilte, var guttene ringforlovet og bedrøvelige. Stuerten hadde jamen pantsat en splinterny jakkedres for at betale ringen. Men paa tilbakereisen fra Island var det bedre med finansene, og her i Leith tinget de to dobbeltportrætter, som skulde sendes til pikenes adresse om nogen uker – den ene var fra Stavanger, den andre fra Sandnes … Vi blev fort ekspedert hjemme, og parrene hadde rimeligvis ikke syndelig stunder til at være i lag. Vi gik nordenom Island paany og var væk omtrent en maaned, inden vi la til i Leiths dok paa retur. Om kvelden hadde skipperen post til os, og en pakke var der til andenstyrmand og en til stuerten. Og ikke før hadde de set, hvad som var i dem, saa smeldte andenstyrmand i at bande og stuerten i at tute, og sørgelig tilstand var det paa dem. Om morgenen blev de bløte og fortrolige – hadde trøstet sig med flasken begripeligvis – og plumpet ut med aarsaken, og 141den var dobbeltportrettene. Damerne var blit forvekslet, og det værste var, at begge hadde de skrevet, at billederne var skikket dem til spot og spe og altfor sandfærdig røbet, hvilke utskudd av kvindeslægten de troløse kjærestene omgikkes i utenlandske havner.

Jeg ba dem té hinanden brevene og billedene, og sammenhængen blev klar. De tømte mange glas og trøstet sig endda grundigere og lovde dyrt og hellig at rundjule maleren, som hadde voldt ulykken, dersom han vaagde sig ombord mere. Og han kom og ante ingen fare, og der vanket et hus, kan De tro! Andenstyrmand lot det bli med en tylft oprigtige lusinger, men saa brøt stuerten løs. Jeg var nede i lugaren og maatte op for at stagge dem. De væltet sig paa dækket, stuerten øverst og maleren underst, og han hylte og hujet som en kjærring i barnsnød. – Svensken var vild og strittet imot, da jeg slog kloen i ham og mente, at nu kunde det være flust nok. Han hadde klinket fortænderne ind 142paa synderen, spjærret frakken hans – senere har han ikke hat raad til at lapse sig i det plagg – og ristet den vesle forstanden ut av ham. Han rendte tummelumsk avsted med fillene flaksende, saasnart han kjendte sig fri, og kassen sin glemte han. Jeg lot en av fyrbøterne springe efter ham med den, men han kom ikke ombord igjen før næste morgningen, og da var han alkefuld og undskyldte sig med, at maleren ikke hadde stanset og set sig tilbake, før han var langt oppe i Edinburgh. Saa hadde fyrbøteren ikke kunnet finde veien ned til dokken uten at spørre sig for i hver eneste sjap – –

Men kjæresteriene til guttene blev det slut paa. Ikke spor av ringer paa fingrene mer den reisen! Jentene hadde kritisert og skuret kjærligheten av baade andenstyrmand og stuerten – det hadde altis været noget sandt i skjændebrevene deres.

Halloi, jomfruen roper paa Dem til middags! God fornøielse med grossereren. –

II.

143Efter kaffen jaget grossereren styrmanden og mig fra skibet, og uten hensigt og maal drev vi om i Leith. Tilfældigvis bøiet vi ind i sidegater, som ingen av os kjendte, og vi la ikke mærke til det, før vi var mitt i fattigkvarterene, dér det yrte og krydde av forkomne barn i trange smug mellem høie hus, som stængte sol og lys ute. Skitne, graableke og lasete krabbet de paa fortaugene og i rendestenene og bablet og skrek og lo og vrælte omkap. Barhodede og barbente gatearaberer morret sig med at sope brask og søppel i haug og stikke varme paa dyngene og danse trallende om baalene. I dørene hang uflidde, late kvindfolk og sladdret og glodde ørkesløst paa avkommet sit, som væltet sig i sølen. Mænd 144var sjelden at opdage; de faa, vi møtte, var dygtig paa en kant, og vi vek varsomt unda for dem. Vammel, fettagtig stank forpestet luften; den gufset ut av portrum og kjelderhalser og dunstet ut av murvæggene.

Vi vilde skynde os væk igjen. Styrmanden tok retningen, og satte fart paa, men kursen var ikke paalidelig, og en god time travet vi fra smug til smug rundt i den forsumpede fattigdoms vederstyggelighet. Da vi tilsidst dukket frem fra den, stod vi med ét paa en aapen plads under gamle, løvrike trær og trak pusten dypt som for at skylle lungene med frisk luft. Jeg blev næsten svimmel, overgangen hadde været for bratt.

– Værre svineri end i engelske og skotske havnebyer findes forhaabentlig ingensteds, sa styrmanden. Litt efter føiet han til: Aajo jeg har set det værre i fremmede verdensdeler. Men der rører det os ikke paa den maaten – det er ikke saa – saa – fortvilet hverdagslig. Jeg mener en kinamand er en kinamand og en neger en neger, 145og en amerikaner er ogsaa et menneske; men en britte er næreste naboen vor og skal likesom være skyld til os og slægtningen vor.

Jeg var enig med ham. Det er det leie, at en fattig engelskmand ofrer aldrig penger paa saape, og blir han velstaaende vasker han sig mest som tegn paa, at han er av den respektable klassen.

Vi skraadde over plassen til en bred, staselig gate. Her færdes det pene søndagspublikum. Bakefter korrekte herrer i flunkende floshatter og yngre og ældre ladies i raslende toiletter trippet de nydeligste barn, og alle hadde salmebøker i de hanskeklædte hænder, for det lakket mot aftengudstjenesten, og alt var saa agtværdig og rent og sundt.

Vi blev staaende ved en kirke og saa skarerne flokkes indad dens høithvælvede portal. Presten derinde maatte ha stor magt til at dra sindene ved forkyndelse. Der var trængsel utenfor.

Og kirkeklokkene ringte, som bare 146engelske kirkeklokker kan det. Fra Leiths og Edinburghs mangfoldige taarn vældet de kimende toner, stigende og synkende sang de sig sammen til et alvorsmanende og fortrøstnings jublende hallelujakor.

Barnegraat skar gjennem den mægtige klokkeklang, saar, jamrende barnegraat.

Nogen alen fra os stod en to-tre aars pike. «Mama! Mama! Back again», hikstet hun.

En ussel, rød bomuldskjole dækket den spinkle kroppen. Hodet var bøiet bakover, munden gapte krampagtig, gule haartavser slang om halsen hendes. De svake tynde armene sprikte som for at avværge folkestimen, og de nakne benene stampet i angst klaskende mot asfalten.

– Mama! Mama! Back again!

Kirkegjængerne gled stilt forbi hende i ubrutt strøm og ænset hende ikke. En skulde ha trodd, de ikke blev hende var, hvis de ikke støtt hadde passet paa at gaa litt tilside, saa der blev levnet et tomt rum omkring hende.

147– Hun har hjemme i de strøkene, vi kommer fra, sa styrmanden. Men at ikke en eneste tar sig av hende!

– Det er for galt! skjændte jeg, og vi stirret med ilter foragt paa den travle fromheten og gjorde ikke selv mine til at hjælpe.

– Back again! Back again! hikstet ungen.

Da banet en fyr i sid, snusbrun ytterfrak sig vei gjennem trængselen og stoppet op foran hende. Det var vor ven maleren. Uten videre satte han sig paa huk, stak den hæslige snuten sin tæt hen til barnets ansigt og talte til det. Skrikene tvinte av til klynkende hulken. Han hyfset hende op og vilde bære hende bort, da han fik øie paa os og nikket.

– Det var utmerket, sa han. Vil De kanske holde hende, skal jeg hente en konstabel.

Og før jeg visste ordet av, saa stod jeg der inderlig forlegen, med en arg, sprællende unge paa armen og smilte dumt. Efterat ubarmhjertighetens is først var brutt, 148blev ogsaa kirkegjængerne opmerksomme. En tyk borger læspet med venlig salvelse noget om forsømte barn og dikket hende paa halsen, og en aldrende dame fisket sukkertøi op av væsken sin og puttet det i munden paa den lille, som hostet det ut igjen over min krave.

Endelig var maleren tilbake med en konstabel, som trasket av med det fortapte lam.

– Jeg skal ombord til Dem, forklarte maleren. Stoler paa en forretning med maskinmesteren … Vi blev ifølge. Han sludret om løst og fast og syntes slet ikke at huske tildragelsen med barnet; den var forbi, straks den var forbi. Men styrmanden og jeg var uvilkaarlig blit anderledes mot ham end tidligere.

– – Maskinmesteren var iland for at vise grossereren byen.

– Saa var den marsj forgjæves, sa maleren skuffet og laget sig til at si farvel.

– Vil De ikke vente paa ham? foreslog jeg. Kom med, styrmand! Vi er trygge 149for grossereren, det ubæstet. Og vi gik ind i røkesalonen, hvor vore nidkjære velsignelser over ubæstet, som hadde myrdet os med snak, vakte en saa medlidende forstaaelse hos maleren, at vi grepet spurte, om vi ikke maatte by ham noget.

Maleren hadde ikke tat frakken av; han lænet sig fornemt tilbake i sofaen, støttet albuen paa kassen sin og strøk fingrene gjennem sin glinsende hanekam:

– Jeg vil takke for en baier – det er varmt, og en ægte gammel-carlsberger har altid været min yndlingsdrik.

Vi hadde Carlsberger-øl ombord fra Færøerne, og det kom. Han hævet sit glas, drak en slurk, smakte paa det og nød det, som om det hadde været den ædleste vin:

– Ah – en ægte dansk baier – bedre øl brygges ikke paa denne nederdrægtige jord! Og dette var godt. Garlsberger serveres vistnok paa enkelte skandinaviske restauranter i Leith, men desværre daarlig og surt og uforskammet dyrt, til herremandspriser. – Hvad, nordmænd? Dansk 150smør, dansk kjøt, dansk flesk, danske æg og dansk øl beviser, at vort lille land fremdeles duer til noget. I de varer kan vi tappert konkurrere med alverden. Skaal for gamle Danmark! Dermed slukte han resten, hældte i og tømte glasset paany.

Styrmanden vilde ringe efter mere øl, men vor gjæst la haanden paa armen hans:

– Ikke for min skyld kjære Dem. Jeg synes om øl, men tør ikke drikke meget av det, da min mave ikke længer er vant til det. Skal vi absolut ha en gjenstand, vil jeg foretrække en smule whisky. Man skal være forsigtig i denne temperatur. Maven, vet De.

Vel, han fik whisky, og han for ikke lempelig med flasken, først strævet han for at holde gaaende en samtale om almindelige emner, mens han drak; saa tændte han en cigar, faldt i mørke grublerier, rynket brynene og trommet vemodig paa bordet.

– Liker De Dem i Skotland? spurte jeg.

Det vækket ham. Bittert leende rev han lorgnetten av og kastet den fra sig. – Jeg 151hater det. Skulde jeg kunne trives i Skotland, under de forhold, hvori jeg er, og med det levebrød, jeg har? Jeg længes – længes til at bli syk av det – efter omgang med intelligente, dannede mennesker og støter kun paa de raa, brutale og umælende dyr, som alle sjøfolk er. – Undskyld, styrmand! At dette ikke sigter til Dem, at jeg betragter Dem som en undtagelse og en pryd for Deres stand, kan De dog ikke tvile om. Ikke en av tusen er som De. Jeg forsikrer Dem til, at jeg er i den grad alene, at jeg taper talens bruk; jeg famler efter ordene, og de løper surr for mig, naar jeg træffer mine likemænd. Jeg kunde fristes til at være bedrøvet over herrernes elskværdighet mot mig, fordi den vilde volde, at min ensomhet blir dobbelt smertelig, saasnart De er borte: – – Og min kunst, den nedværdiges til, hvad jeg kaldte et sjofelt levebrød.

Dog, la utsigterne være noksaa sorte, jeg resignerer ikke! Der er kræfter i mig. Jeg skal bryte mig en bane, jeg skal dukke 152op derhjemme og vise pakket, hvem det var, de skubbet i utlændighet. Jeg har talent, og de skal tvinges til at anerkjende det. Det haab, den forvissning, forlener mig styrke til at leve uten at ledes ved livet. – Men jeg reiste herfra imorgen den dag, dersom jeg ikke var en gift og bundet mand – jeg reiste med Deres skib!

Han bakset med armene og aandet hvislende mellem sine avbrukne fortænder. Vi skaalte paa opfyldelsen av hans haab, og han blev roligere og sa, at han vilde berette os sin skjæbne. Til en indledning somlet han op av lommen nogen visitkort, undersøkte dem og mumlet: – Neinei, det er de engelske. Jeg har forskjellige, fordi jeg har bekjendskaper paa alle sprog. – Saa rakte han hver av os et: – Det er de skandinaviske. De hadde guldsnit og navnet i snirklet skrift:

C. F. Hahn-Jeppesen,
Portrætmaler,
utdannet ved det kgl. kunstakademi i Kjøbenhavn.

Og da præsentationen var over, tok han 153til i skruede vendinger og med en affektert stemme, som han prøvde gi en sløret og sørgmodig klang, at fortælle sine tilskikkelser.

Hr. Hahn-Jeppesens «skjæbne» var i korthet den, at hans forældre hadde været omreisende danske skuespillere i Norge. Moren blev enke og bosatte sig i Kjøbenhavn, og da hun døde fra sønnen, blev han hjulpet ind paa akademiet av en av hendes velyndere, som støttet ham akkurat saapas, at han kunde sulte sig sløv og slap. Efterat velynderens forventninger om at utruge et geni var slaat feil, fik han ikke penger mer, men istedenfor disse gode raad, som han ikke lystret, at slutte med kunsten og ta sig noget lønsomt og nyttig for. Med en slunken mave og en opspilt forfængelighet fristet han i længste laget et ynkelig hundeliv, indtil nøden tugtet ham til at tigge sin tidligere mæcen om at skaffe ham et erhverv, likegyldig hvad det saa var. Det var ikke saa let: Han var blit for gammel til at lægge sig efter et haandværk og 154for legemlig svækket til tungt arbeide. Enden blev, at de satte ham ombord i et dampskib, han var tilsjøs en sommer, og senhøstes blev han meget syk kjørt til hospitalet i Leith. Da han blev frisk, lærte tilfældet ham, at han kunde nære sig ved at tegne og male efter fotografier, og saa hadde han giftet sig med en norsk stuepike hos en mægler.

Hans eget utsagn var ikke saa tørt. Det hadde et høiere sving og var en vidtløftig lekse. Men dette var omtrent kjernen i skrønene, naar alle stiliserende kruseduller og alle bevisste og ubevisste forskjønnende løgne blev skrællet av.

– Min hustru er en prægtig kvinde! ropte han leende og drak halve glasset ut. – Hun er fra Arendal. Hun pleier min svigtende helbred og holder orden paa min økonomi – ja, for økonomien ligger nu ikke for os kunstnere… Men hvor jeg har lidt, stønnet han. – Hvor jeg har lidt! Ikke sult og ikke kulde, hvis jeg om vinteren ikke hadde en pinde at putte i ovnen, var det 155haardeste. Det forfærdelige er at føle, hvordan det talent, jeg vét at jeg eier, døgn efter døgn pines tildøde i mig. Fatter De det, mine herrer? Nei, De kan ikke. Man maa selv være kunstner for at fatte det –.

– Det er slemt, sa styrmanden troskyldig, – at bli nødt til at bryte av med skolegangen sin. Likevel er det ikke værdt at bli motløs. Jeg kjendte en, han studerte til præst, og far hans røk fallit, da han var saan kvart færdig. Han maatte begi studeringene, men nu har han sine rundelige indtægter som skolemester i Amerika. Hadde De kunnet bli ved paa akademiet –.

– Jeg har ogsaa mine rundelige indtægter, svarte Hr. Hahn-Jeppesen tørt. – Finansielt er jeg temmelig godt situert. Mit atelier er meget net. Vil De ikke ved leilighet se det?

Styrmanden maapte overrasket. Ti minutter før hadde maleren freidig tilstaat, at han intet skikkelig atelier hadde, men arbeidet i samme værelse, dér hans kone sat og sydde paa maskin. Slike smaatterier tynget ikke hukommelsen hans.

156– Akademiet! snøftet maleren haansk. – Jeg forbander den time, jeg traadte over dets tærskel, og priser mig lykkelig, fordi jeg rystet støvet av mine fotsaaler og forlot den utklækningsanstalt for middelmaadigheter og prokrustes-seng for sande talenter! Der præker de mugne mumier av professorer evig om deres teknik – jasaamen, den er bra nok i og for sig, kan ikke undværes – men jeg kunde ikke bruke deres forbandede teknik. Min kunst skal være et organ for sjælen, ikke en slave av stoffet. Den skal være et lydig redskap for mine eiendommelige, sære stemninger. Jeg foranger intimitet og subjektivitet. Paa bunden av mit væsen er jeg en lyriker med en mystisk-dæmonisk aare, en følelsesdigter, for hvem ikke verset og musiken, men farven og linjen er de rette poetiske uttryksmidler. Jeg vil utvide min kunsts grænser og har derfor en strid kamp at kjæmpe for at løse min opgave. – Tør jeg spørre, hvad skulde der røre sig i min sjæl ved synet av akademiets trivielle, leiede modeller? Dets 157praksis og teorier er likefrem skadelige for mine naturlige anlæg. Jeg taalte ikke dets tvangstrøie. Bøiet jeg mig for professorerne og malte, som de vilde ha det, savnet man originalitet hos mig – og med rette, jeg nægter det ikke, kunde ikke falde mig ind at bestride det. Men øste jeg av min egen aands kilder og stolte paa min inspiration, evnet ikke de idiotiske hjerner at se andet end feil og ufuldkommenheter i mine produkter, uagtet der jo var enkelte av mine værker, som … Naa, jeg vil ikke prale, men de hadde fortjent en skjønsommere kritik.

Og han holdt paa i samme dur, saa «jeger» og fremmedord summet om os.

– Jeg kvaltes av mangel paa forstaaelse og stormet ut av akademiets bur, deklamerte han. – Her lever jeg og og sliter for brødet, krænket av ondskap og ringeagt og raahet, og bukker ikke under, takket være den lunt smilende beskedenhet, hvormed vi dansker fødes, og som er vor bedste fædrenearv. Skaal, nordiske frænder! ropte 158han, og efterat ha drukket sat han rank med armene foldet over brystet og løftet hode, rusen av whisky og stolthet over sin nationale beskedenhet.

Styrmanden pusset næsen kraftig og syntes at glæde sig over frændeskapet. Ingen av os sa noget.

– – Godaften, godaften! Ah, det er varmt. Tillater De? Det var grossereren, som bukket sig hilsende ind og med et nyfikent blik paa maleren trykket sig mellem bordet og sofaen op ved siden av mig.

Skal vi nu døie ham ogsaa, tænkte jeg og sukket. Men styrmanden forestilte hr. Hahn-Jeppesen, og kværnen tok paa at male. I Edinburgh hadde maskinmesteren svigtet ham under paaskudd av at ha et ærend til en ven, og det forklarte vor plageaands lange fravær. – Jeg har faret vild, sa han. – Jeg har streifet om i det vide og brede. Det minder mig om en utflugt til Paris med min svigerfar, etatsraad Hansen – –. Tappen var tat av familietønden, og da blev til og med grossererens 159vasne snak forgiftet av det rammeste slegtssnobberi. Snurre-burre-snurre-burre svirret det, og grosserer-societetsspisser og rangforordningens titler skimret som stjerner paa den vamle ordsuppen.

Jeg rømte rædselsslagen ut paa dækket. Kveldsbrisen luftet kjølig og frisk fra havet, og solnedgangen vævet gyldent spind i taake disen over byen. Forut paa anden plads var tre islandske jenter. De hadde laant kokkens trækspil; den ene spilte, og de to sang en folkevise med en langsom, tungsindig melodi, som blev brutt av et vildt, lidenskabelig omkvæd. En flok matroser sat omkring dem og hørte andægtig efter.

Langs kaien spaserte gamle, avdankede sjøulker og saa paa skuter. Vaktmanden i oplagsrummet hadde faat besøk. Det var vist konen og en voksen datter og hendes kjæreste. De hadde bænket sig i række paa kassestabelen, og det var fornuftige folk, som hadde det hyggelig uten snak. Mændene spyttet turvis, og mor og datter jespet i takt. – Et stykke fra dem hadde 160en tykfalden kvinde vaglet sig paa en tønde. Hun hadde et stripet tørklæ over skuldrene og en sommerhat med gilde blomster og sat og rugget paa sig, som om hun halvsov.

Kvelden var saa fredelig. Jeg stoppet mig en snadde og frydet mig til at nyte den i ro, men det skulde jeg ikke ha lov til. Fra røkesalonen kom maleren, blussende og litt ustø. Ytterfrakken var opknappet og avdækket en vest, som var oversmurt med malingflekker lik en palet. Han vinket til mig og blinket listig og blankøiet. Jeg gren misnøgd, og til gjengæld gjorde han dansetrin og knipset sig klunkende paa kindet. Jeg bandte brummende, og han nynnet en spansk vals.

Jeg mistet pipen av beundring: Den hule deklamator, kunstens martyr, var omskapt til en glad, kjøbenhavnsk gategut.

– Er det ham? Er det ham? spurte han indtrængende.

– Hvem?

– Grossereren, bæstet, som har myrdet Dem, og som De svor hevn?

161– Javel.

– Uhyh! Jeg skal være hevnens utkaarne redskap. Uhyh! Jeg vil øve blodhevn for Deres mord, jeg skal ramme hans Achilles-hæl – Uhyh! hvæste han som en teaterskurk og spankulerte rask tilbake med stive haneben.

Hvad pokker var dette for drukken galskap? Jeg løp efter, men rakk ham ikke.

Et overrasket utrop lød fra røkesalonen, og da jeg naadde den, hadde maleren grepet grossererens hænder og halte ham næsten op av sætet: – Nei, er det ikke Dem, grosserer Dorf! Og jeg, som neppe kjendte Dem igjen! Saa kan tiden svække venskapets minde –

– Kjender jeg Dem da –? stammet grossereren himmelfalden og vilde vri sig løs.

– Se nøie paa mig, Ulrik Emanuel Dorf. Grossereren slet sine hænder fri: – Mit fornavn er Fredrik.

– Jeg kan ta feil av navnet men ikke av personen. Ulrik og Fredrik, begge ender 162paa «rik» og kan let forvekles. Kjender De mig virkelig ikke igjen, Ulrik Emanuel Dorf?

– Jeg heter ikke Emanuel, protesterte han.

Maleren slog sig for panden. – Visst heter De ikke Emanuel, nei – det ændrer ikke saken. Husker De ikke hos Deres svigerfar –?

– Hos min svigerfar – statsraad Hansen –? sa grossereren grundende.

– Netop. Hr. Hahn-Jeppesen satte sig støtt.

Grossereren rykket undda op i sofahjørnet. – Har De maaske været hos etatsraadens?

– Jeg har vanket adskillig i det hus, svarte maleren. – De har ikke en cigar? Takk. Aa, vær saa god at lange mig tændstikkene.

Den anden adlød forvirret, mens han saa forvirret paa sin foregivne kjending. – De er portrætmaler og i Skotland for Deres studiers skyld, formoder jeg?

Svaret var et naadig nik.

– Hm – min svigerfar har en svakhet 163for kunsten, er litt av en genijæger sandt at si, og det kan være grunden til, at vi har været sammen hos etatsraadens; men desværre er jeg ganske ute av stand til at erindre det.

– Han var ellers ikke etatsraad dengang, sa maleren stutt. Og for at være oprigtig, forstaar jeg ikke, hvordan han kan ha kravlet saa høit tilveirs.

Grossereren lo lettet: – De erindrer allikevel feil. Vort bekjendtskap maa være av altfor gammel dato. Min svigerfar har været etatsraad i de sisste femten aar.

Maleren satte sig paa bordkanten og skuet uvillig og strengt ned paa ham: – Det er mig en glæde, at Deres svigerfar har hat held med sig, og jeg har i det mindste aldrig undset mig for at ta min hat av for ham. Dog, Fredrik Dorf, De skulde skamme Dem ved at fornægte oldingens tarvelige, men hæderlige fortid og forsynde Dem mot sandheten. For fem aar siden hadde Hansen en liten kjælderbeværtning i Laksegade.

Etatsraadens svigersøn sank ihop, hvit av 164harme: – Er De rundtosset, De frække knægt!

Styrmanden nappet mig i trøien og trak mig ut paa dækket. Var maleren splitrende forrykt? – Jeg fortalte ham, at optrinnet rimeligvis skulde være en hevn for vore lidelser, og han skaket smilende paa hodet og tænkte, han vilde bli herutenfor saalænge. – Men lykkes den hevnen, bør vi sandelig lønne ham med en bestilling –.

– Det vilde jeg være med paa, og vi spleiste fem shillings.

Jeg gik ind igjen og fandt øieblikket meget kritisk. Maleren hævdet sin fordelagtige stilling paa bordkanten og holdt sit offer indestængt i sofahjørnet. Han ledsaget sine ord med vægtige klap paa fangens skuldrer og kuet med det ethvert forsøk paa opstand. Spjættende og gnistrende av sinne prøvde grossereren gang paa gang at reise sig og spydde edder og galde. Gjennem vinduet i bakgrunden tittet styrmandens skjæggede ansigt …

– Hvor kunde en hentydning til 165beværtningen ophisse Dem saan, formante hr. Hahn-Jeppesen. – En anstændig, gemytlig bule var den med bedre kunder. Min fætter, den halte baker, var stamgjæst der; etatsraadinden er just hans kjødelige tante, og av ham blev jeg indført i huset.

– Hold kjæft! brølte grossereren.

Maleren parerte et slag og drev uskræmt paa med sit: – Etatsraaden stod sjelden ved disken selv – næ, det gjorde i regelen den ældste datter, Deres fru gemalinde, og ved den disk har saamænd De knepet mangen snaps og mangt et kys. Hils hende fra mig, hun var rigtig en elskværdig jomfru. Og hendes frøken søster – hehe! Vi var paa nippet til at bli svogre, vi to, vet De, men saa blev der en kurre paa traaden i julegildet hos Deres svigerfar. Det var den flabbede barbersvend i stuen. Men ham smed etatsraaden begripeligvis paa porten og jeg reiste. Jeg haaber hun har trøstet sig, den rare tøs!

– Han er vanvittig – bring ham til fornuft! sa grossereren bønlig til mig.

166– Undskyld, jeg kan ikke blande mig i familiesaker, svarte jeg og nærmet mig døren. – Jeg skal ikke genere –

– Der er intet familieskap! skrek han.

– Er der intet familieskap? spurte maleren skarpt. – Er kanske ikke Deres svigermor etatsraadinden min kjødelige fætters tante? Var jeg kanske ikke paa nippet til at bli Deres ringforlovede svoger, hvis det ikke hadde været for den barbersvend i stuen? Er ikke det familieskap? Har De ikke skam i livet, Ulrik Fredrik Emanuel Dorf? –

Raseriet øket grossererens kræfter, og da maleren skottet efter mig og ikke var paa sin post, gjorde han et støt, som vippet fienden ned av bordet, feiende med sig flasker og glas, og med et arrig hvin hoppet han over den faldne, styrtet ut og forsvandt i kahytstrappen.

Stønnende av latter sanket styrmanden hr. Hahn-Jeppesen op av glasskaarene og tørket av ham.

– Jeg har seiret, valplassen er min! 167utbrøt han. – Men seiren var dyrekjøpt. Skade for de ædle varer her er spildt! – Kan herrerne si mig, hvad klokken er? Au, saa sent. Da faar jeg skynde mig. Pligten og forretningerne kalder, og min hustru venter.

– Jeg bestiller et billede, sa styrmanden og talte de fem shillings op. Men kunstneren skjøv stolt pengene fra sig: – Maa jeg først be om fotografiet.

Det hadde vi ikke tænkt paa. Styrmanden fandt paa raad og sprang ned i lugaren sin efter et. Maleren saa længe paa det: – Det er en skjøn, en storartet dame. De har smak. – Hvilken herlig svanehals, hvilken høibaaren hake – og dette sjælfulde blik – ja, en veritabel Gibson-girl med sjæl! Er hun Deres forlovede?

Styrmanden svarte forlegent nei.

– Altsaa blot Deres elskede. De elsker hende, efter hendes ytre at dømme er hun av høi stand, og der er hindringer at overvinde og skranker at sprænge.

168Det var det, uovervindelige hindringer. Grossererens glas var levnet helt og fuldt paa bordet. Hr. Hahn-Jeppesen løftet det: – Alle hindringer kan kjærligheten overvinde. Dette bæger tømmer jeg tilbunds paa Deres og den av Dem elskede, skjønne kvindes forening.

Dermed tok han avsked, slængte kassen over akslen og gik. Han steg høitidsfuldt over landgangsbroen ned paa kaien og skred videre, og den bittelille lænkestumpen dinglet lystig paa frakkekraven hans.

– De ga ham et fotografi, styrmand –? sa jeg.

– Ja. Jeg hadde det fra Kristiania. Det var fru Dybwad i et av stykkerne til Ibsen.

*

– Kristian! Kristian! gneldret det kvasst inde paa kaien. Det søvnige, tykfaldne mennesket med blomsterhatten hadde jumpet fra tønden og vraltet maleren i møte. – Kristian! skjældte hun. – Du skulde ut paa fortjeneste, skulde du, og saa har 169du bare været paa damperen den hele eftermiddagen og fyldt dig i selskap med matroser og slabedasker – –

Maleren stanset op. Han saa sig ræd omkring, tysset paa hende, pekte paa os og plukket én for én sine shillings frem og la dem i næven hendes. Saa gik han litt slingrende bortimot dokporten. Hun fulgte tæt bakefter, lik en lurende, lysten taugbaat efter en havarist, som endda haaper, han kan berge sig selv.

Om Fabler og Hændelser

I årene 1904–19 ga Tryggve Andersen ut en rekke noveller og fortellinger. Samlingen Fabler og hændelser fra 1915 inneholder tre kortprosatekster: «Verdens herre og mester», «Døden ombord» og «I havn».

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1915 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook