I.

53De sidste udløbere fra fjeldvidden strakte sig som lave åser ned igjennem bygden og endte i bratte fjeldknauser og små berg. Derpå sænkede slettelandet sig i bølgende bakker og lange volder mod fjorden. I bakkehældingen et stykke oppe fra stranden var kirken reist for mange hundrede år siden.

Nu var den en anselig korskirke med hvide, kalkede mure og høit, slankt tårnspir. Fordum havde den kun været et aflangt, firkantet bygværk med et tykt og trodsigt tårn ridende midt på tagryggen. Dengang bredte vist skogen sig over det meste af bygden. Vidt var der mellem gårdene, og dér sad endda folk, som ikke alene havde arvet sine minder, men også sin magt fra småkonger.

Længe var der bygget på den, og adskillige skjæbnens omskiftelser var både den og hele 54egnen undergået, inden kirken stod der i sin færdige skikkelse. Kalken gjorde sit bedste for at skjule de uensartede materialier; men alligevel mærkedes det let, at medens langskibet var omhyggelig opført af svære, hugne blokke, var begge sidefløiene senere føiet til af en slægt, som ikke havde tænkt så meget på soliditeten, men nøiet sig med mindre sten og slettere arbeide, når den kun fik sin kirke stor nok og staselig at se til.

Lige ved den var præstegården, blot skilt fra den ved kirkegården og en stump allé af kjæmpemæssige lønner. Rundt tunet lå dens huse, lidet forskjellige fra en almindelig større bondegårds, når undtages den lave enetages hovedbygning, hvis høie, udoverhængende tag havde afskårne møner og var tækket med sorte, hollandske teglsten.

Tidligere havde visselig bebyggelsen været vidtløftigere og rummeligere og måtte have været skikket til at give husrum for mange, eftersom der skulde have været et almindeligt hvilested for reisende folk og især for pilegrime på deres valfarter til Nidaros. Som en hjælp for præsten til at opfylde sine værtspligter mod alle disse skal et helt dalføre på den anden side af fjorden være henlagt til kaldet. Omkring 1700 var imidlertid 55husene brændt, og den præst, som lod dem sætte op igjen, havde været nødt til for største delen at gjøre det på sin egen bekostning, og derfor havde han bare skaffet det nødvendige hus og ly for sig og sin familie. Hans efterfølgere havde vedligeholdt og flikket og pudset, såvidt fornødent var, og uden at kaste noget overflødigt bort på det, som ikke var deres eiendom. Kun de store, hvælvede kjældere var tilbage af den oprindelige katholske præstebolig som et synligt tegn på svunden herlighed.

Bygden var ellers fattig på minder og sagn fra den katholske tid. De kapeller og private kirker, hvormed fromme og mægtige mænd havde forsynet sine gårde, var forsvundet. Der berettedes i ubestemt almindelighed om ufred og slag og om småkonger og ildgjerningsmænd, hvis gravhøie endnu påvistes. Men for det meste kjendes ikke engang deres navne. Om præsterne vidste man blot, at de havde præket papistiske vranglærdomme, der var farlige for saligheden og havde ledet sjælene til fortabelse. Ja, så havde de endvidere måttet forpligte sig til aldrig at gifte sig og stedse at leve som ungkarer, og derfor havde de været slemme efter fremmede kvindfolk, og da de havde kunnet give sig selv aflad, kan det 56snart skjønnes, hvorledes det stod til i menigheden, når de var de værste i ugudeligheden, som revse den skulde. – De ensomme katholske geistlige var løst knyttede til egnens slægter, som derfor let glemte dem ud af sine traditioner, og heller ikke gav de sig af med at dyrke egen jord, hvori erindringen om dem kunde fæste rod.

Ganske anderledes sagnrige var århundrederne efter reformationen. Og alle fortællinger fra dem samlede sig om præstegården og dens herrer. De lutherske geistlige flyttede ind der med kvinder og barn og havde hjemme som familiefædre og fast bosatte mænd blandt bønderne. De tog selv del i agrenes dyrkning og sendte sine tjenere for at drive fiske på grundene langs fjorden. Da kaldet var stort og godt, drog sjelden en præst, som engang var kommen did, derfra igjen. Og når han faldt fra, hændte det, at hans sønner og døtre delte arven mellem sig og blev i bygden og giftede sig ind i dens fremste ætter, i hvis saga hans navn og bedrifter så indesluttedes og overleveredes til efterverdenen. Desuden forsvandt efterhånden fra egnen de adelige stormænd, som havde været dens selvskrevne høvdinger. Enten sygnede de legemlig og åndelig hen for til slutning intet afkom at efterlade sig, eller også forarmedes 57de og drog bort for andetsteds at søge en bedre lykke end den, der var dem forundt på deres hjemsted, eller også sank de ned blandt den øvrige almue. Den plads, der stod tom efter dem, udfyldtes af de protestantiske præster. Deres levesæt stillede dem nær til de rige bønder; men ved sin lærdom og dannelse og den myndighed, som deres embede gav dem, faldt det af sig selv, at de ikke alene blev menighedens åndelige, men tillige dens timelige ledere, til hvem folk vendte sig for råd og hjælp, og i den mindste som i den største husstand greb naturligvis præsten ind ved sit nærvær, når det gjaldt de vigtigste ting som ægteskab og barsel og død.

Således blev sognepræsten og præstegården midtpunktet i den bygdens historie, som mundtlig overleveredes fra menneskealder til menneskealder.

Mangt og meget kunde glemmes af ydre tildragelser. Uår og dyrtid, flom og pest, ja endog krig og fienders indfald kunde blot efterlade sig svage, sagnmæssige spor. Men på de store gårde, der næsten stedse forblev i de samme ætters eie, havde man ofte fra oldefædrenes dage og nedigjennem rede på, hvilken præst, som havde viet forældrene og døbt børnene, og undertiden var 58der også skrivekyndige mænd, som skrev sligt op til efterslægtens nytte og opbyggelse.

Dér i bygden delte man dens historie efter præsternes levetid, omtrent som oldtidens folk delte sin efter kongernes dynastier.

En underlig skare var det, de forlængst afdøde sognepræster, der således førte en gjengangertilværelse i almuens forestillinger. De fleste af dem omfattedes med sympathi og en slags bygdepatriotisk agtelse. Ingen skulde sige det sogn på, at det ikke havde havt præster, som kunde søge sin mage både vidt og bredt.

Og jo underligere de var, jo vældigere og brutalere deres skikkelser trådte frem, jo mere deres færd syntes at stride mod det fredens og kjærlighedens embede, som de skulde forvalte, desto høiere syntes de at stå i sagnets gunst.

*

Omkring 1795 flyttede pastor Lind med sin familie ind på præstegården. Han kom fra et dårligt kald nede i det Christiansandske, der også var hans egentlige hjemstavn. Det var ikke alene den lange transports skyld, at han ikke førte synderligt flyttegods med sig, og det, han havde, så temmelig tarveligt ud.

59Han var endnu forholdsvis ung, en liden velnæret mand med blomstrende ansigtsfarve og rødblondt hår, smidig og let bevægelig i sin optræden, meget snaksom og yderst elskværdig mod sine conditionerede naboer, hvem han med overstrømmende venlighed forsikrede om den glæde, det voldte ham at være kommen fra den fjerne afkrog ved kysten til et distrikt, der talte så mange dannede og oplyste personer i sin midte.

Om ham er det sagt af en af hans kolleger, at der vil gå adskillige slægtled hen, førend den skade kan gjenoprettes, som han tilføiede religionen og moralen i sin menighed.

Visselig tiltrådte han sit nye embede med de oprigtigste forsætter om at forvalte det rettelig. Men han var af dem, der må sætte sig selv i forgrunden overalt, og som ynder at nyde larmen af sin egen virksomhed, og hans forfængelighed var stegen til det naragtige ved den dominerende stilling han havde indtaget i det ensomme og fattige sogn ved kysten. Som ivrig rationalist var Lind fra begyndelsen af nidkjær for skolevæsenet og oplysningens fremme. Men uklog og ukjendt med forholdene stødte han straks an overalt og fornærmede storbønderne. Han havde været vant til i sit forrige lille kald at farte om blandt folk 60snakke med dem og retlede dem og til stedse at blive modtaget med ærbødighed som en art høiere væsen. Dér, hvor han nu var, likte de ikke, at præsten for rastløst rundt i bygden og faldt med døren ind i huset. De krævede bare af ham, at han skulde besørge sine forretninger med den rette anstand, revse deres synder med den rette strenghed og i helgen overbringe dem guds ord og bud med den rette myndighed – alt for rundelig betaling. Forresten kunde han holde sig i værdig ro og vente, til den, som vilde ham noget, søgte ham.

Hans pågående venlighed brød de sig ikke om; de tog den for nedladenhed og blev tvære og uhøflige. Han på sin side blev skræmt og kjed ved stadig at se sine bedste bestræbelser mødt med uovervindelig mistænksomhed og irriteret ved at træffe ordknap studshed, når han efter evne prøvede at gjøre vel mod dem, der kunde trænge det. Nei, da havde de fattige fiskere og lodser ganske anderledes forstået at sætte pris på ham, og med bitterhed sandede han, hvad hans velærværdighed biskopen havde sagt til ham under flytningen opover, idet han advarede Lind om den vanskelige gjerning denne vilde få at øve mellem Oplandenes rige proprietærer og øvrige 61indbyggere, der havde bevaret så sørgelig lidet af de norske bønders oprindelighed og ufordærvede natur.

Desuden var Lind den første rationalistiske præst i den bygd. Vel havde tidens tvil og vantro allerede tidlig fået indpas hos «de rige proprietærer» og deres omgivelser og fundet en frugtbar jordbund i sindene. Men de moderne åndsretninger var indsmuglet tiltrods for en orthodoks geistlighed, var vokset i styrke og fanatisme ved kampen mod den og ved at sammensmeltes med præstehad, og selv de mest fremskredne af disse landlige fritænkere mente i grunden, det var præstens redelige pligt, den han var lønnet for, at tordne mod dem og tvinge dem tilbage under troens lydighed. Det var ingen stas ved at gjøre nar af dogmer og mirakler, når ikke præsten tog til gjenmæle og gav spotten et præg af farlig formastelse. Den enfoldige almue likte ikke, at Lind prækte, så de syntes han i sine udlægninger vride og vrængte både Martin Luthers katekisme og de øvrige hellige skrifter, og den fattede underlige tanker ved at se ham stå på en venskabelig fod med landkræmmer Hans Orre, hvem gamle præsten havde fordømt som en gudsfornægter, der neppe var værdig til at begraves i indviet jord.

62Før Lind vidste, hvorledes det var gået til, måtte han indrømme for sig selv, at han og hans menighed aldeles ikke stemte overens. Træt af sine uheldige forsøg på at vinde bøndernes fortrolighed og tillid, gav han tabt og omgikkes kun med sine standsfæller, de conditionerede, der smålo af beretningen om reformatorens nederlag og opfattede sagen humoristisk. Til gjengjæld forstod de at anerkjende hans selskabelige talenter, modtog ham gjæstfrit i sin afgrænsede kreds og hjalp mere end gjerne den livlige og svage mand til at glemme de hensyn, han skyldte sin præstekjole og krave. Uvant som han var med deres levesæt, orkede Lind ikke at holde måde og lod sig rive fuldstændig hen af den vilde selskabelighed, som rådede blandt egnens honoratiores. I ring gik det fra gård til gård, fra majoren på Emilienberg til procuratoren på Gihle, fra kammerråden på Stav til Juell på Romstad og kaptein Tebetmann på Kjelsrud, med afstikkere imellem til adskillige flere også udenbygds, og kortspil og punscheboller og dundrende viser var der, hvorsomhelst turen gik.

I denne malstrøm blev Lind værre medfaren end nogen anden. Økonomisk ruineret og legemlig og åndelig svækket af helseslidende svir og nattevågen, 63kunde han snart ikke mere holde sig oppe og hævde sin værdighed, skjønt han ofte fik mærke, at man syntes han drev det for vidt til en pastor at være. Han blev en ufrivillig geistlig bajads, og efterhånden vovede endog den bande af aldrende, luvslidte løitnanter og forkomne subjekter af bedre familie, der tjente sit nådsensbrød ved at dingle i rigfolks fodspor som en slags hofnarre, at gjøre løier med ham, ligesom deres velgjørere og disses barn gjorde løier med dem selv. Undertiden bragtes han dog til raseri og skaffede sin vrede luft ved chikanøse avertissementer i aviserne om distriktets embedsmænds sportulering og militæres færd, og da han et par gange havde voldt folk ubehageligheder ved dette, blev han ikke mere en velseet gjæst, kun tålt, fordi han nu ikke kunde undgåes.

Men menigheden sagde, at dens præst var en dranker og spiller, der selv ikke troede det guds ord, han forkyndte. Der bares rygter ud om hans ondskab og smålighed i sit hjem mod kone og barn. Han blev en gjenstand for almen foragt; ingen ydede ham mere, end loven bød. Og i pastor Linds tid blev præsternes magt og anseelse undergravet i den bygd.

Den, som led mest under præstens udskeielser, 64var hans hustru. Ondt kunde det være for hende, når han pludselig trak huset fuldt af fremmede, der skulde opvartes og trakteres, medens hun neppe vidste, hvorfra hun skulde tage føden til sig og barnene. Forpint og elendig kunde hun være, når hun sad oppe om natten og gruede for, at han skulde have tabt meget i kort og lade sinnet og ophidselsen gå ud over hende; thi spil var den mest ulyksalige af alle Linds laster. Virkelig en lettelse for hende var det undertiden, at manden blev hjulpet ind af skydsgutten så døddrukken, at han ikke formåede at ytre en stavelse. – Værst var det dagligdagse samliv med ham, når han enten sad timevis indestængt på kontoret og halvsovende spekulerede på udveie fra sine forviklede pengeaffærer og formelig hvæsede og skummede af raseri, dersom nogen forstyrrede ham, eller også rumsterede ør og grætten omkring i kjøkken og stue besat af det indfald, at husholdningen slugte altfor meget, og skreg op i fortvilelse, skjændte og survede over sin kones uforstandige ødselhed.

Blev så fruen alene, var børnene stellet om og de øieblikkelige bekymringer ryddede tilside, sad hun timevis inde på stuen og hengav sig til minderne fra de dage, da de havde det så godt 65i det ensomme sogn ude ved kysten. Da havde Lind været så tilfreds og kjærlig mod hende uagtet deres armod, men nu – at han kunde være bleven slig, som han nu var! – – Hun græd og længtede håbløst mod fortiden og hadede i sit hjerte de nye omgivelser, hvori de var kommet, og som havde røvet hendes mand fra hende, skabt ham om til en hustyran og et slet menneske. Hun lagde panden mod vinduesruden, drømte om udsigten fra deres forrige hjem over det bølgende blå hav og afskyede dette dorske, grå ferskvand, som flød dernede i fjorden.

Hun drømte og længtede og græd, indtil hun hørte skridt nærme sig og forstyrret hoppede i veiret i skræk for, hvad der nu var påfærde igjen.

Hun havde barnene at leve for; men sygdom og død stødte til hendes øvrige sorger. Flere af barnene døde tidlig, så der blev hele ti år mellem den ældste søn Nicolai og hans to yngre brødre. Døtre var der ikke.

Om Nicolai samlede hendes moderkjærlighed sig. Hun slæbte og sparede og strævede for hans skyld og underkastede sig savn og ydmygelser for at kunne sende ham på skole i Christiania. De andre to stakler var små endnu, med dem var det foreløbig ikke så nøie. Gik det 66Nicolai godt, lærte han noget ordentligt og artede sig vel, blev der altid en råd for dem også. Når det gjaldt ham, brugte hun allehånde listige midler for at skaffe ham det nødvendige. Hun stjal unda det halve juleslagt og skikkede det med en af naboerne til salg i byen, hun kneb på hver skilling til stas og klæder og lod smågutterne gå barbent om sommeren som fattigunger. Hun forklarede ham det, så ofte han var hjemme i ferierne, og lagde til, at når han bare kom frem i verden, vilde hun håbe på bedre dage for dem alle.

Lidt spædde jo pastoren til iblandt, og omsider drog Nicolai til Kjøbenhavn og blev student. Det år undte hun neppe hans søskende og sig selv det tørre brød. Lind måtte naturligvis have sit ordentlige stel og intet savne.

Tiden gik. I Kjøbenhavn slog Nicolai sig igjennem på egen hånd med nogle dalers understøttelse af og til fra faderen. Han skrev ikke ofte; portoen var så dyr. For moderen blev han ligesom borte, og da hendes hjælp og umiddelbare omsorg ikke længer kunde nå ham, stod hun ikke i det længer. Hun blev sløv og gammel og mistede kræfterne til som forhen at stræve og mase for familien.

Men våren 1804 kviknede hun atter til ved 67det glade budskab, at Nicolai vilde besøge sine forældre til sommeren. Hun solgte i smug to tønder byg, og for pengene blev der syet nye klæder til gutterne. Betalingen for tøiet lovede landkræmmer Orre at vente med sålænge. Rimeligvis blev den gjældspost aldrig ført ind i hans bøger.

II.

Det havde stridregnet om natten. På morgensiden havde nedbøren givet sig, men himlen hang endnu disig og grå over den gråblå fjord, og solen magtede ikke at komme sig helt frem; dens stråler sivede blot med blændende hvidlig glans gjennem skydækket mod syd.

Liden og elegant antrukken stod Nicolai Lind på præstegårdens tun med ryggen støttet mod havestakittet og lod blikket følge åserne hinsides fjorden. Ellers syntes de en sammenhængende fjeldkjæde, men nu lagde tågedotterne sig ned i hver dalsøk og kløft og løste kjæden op i runde koller og berg. Han strakte sig dovent og morgengrættent, bøiede det omhyggelig friserede hoved tilbage og keg over lønnetræernes grønne kroner opad det vådblanke, sorte kirkespir mod fløien. Vinden var sprunget om til nordvest. Han smilte 68lunt: Godt veirvarsel – – han havde da ikke glemt al sin hjemlige og landlige viden nede i Kjøbenhavn. Men svalerne trode nok ikke, vinden var at stole på. Pilsnart slap de sig ud af rederne under tagskjægget og skar i store buer gjennem luften ligeover marken, i rastløs jagt efter føden, uden kvidren – bare når de vendte tilbage til reden og raslende smuttede ind under tagstenene, satte de i små anstrængte skrig.

Ved den anden ende af hovedbygningen, mellem den og låvebroen, så han en snes halvvoksne gutter og jenter, som havde klumpet sig ihob om kjøkkentrappen. Det var ungdom, der skulde indskrives til konfirmation. Af og til skiltes et par stykker ud af flokken, traskede langsomt opover trappen og forsvandt i huset. Præstens kontor var nemlig ved siden af kjøkkenet. Lind havde givet dem ordre til at indfinde sig turvis, medens de øvrige ventede udenfor. Han vilde ikke have dem inde hos sig alle på én gang.

På den brede, flade saltsten midt på tunet sad to mænd med ryggen mod Nicolai. Den ene var gammel; under hatteskyggen stak langt, gråt hår frem i nakken. Den anden var pukkelrygget og havde en kaskjet på.

69Nicolai kjendte dem. Den gamle var en svenske, som kaldte sig Palmstrøm, en halvstuderet røver, som sagdes rømt fra sit fødeland for en forbrydelse. Han havde opholdt sig i bygden, sålænge Nicolai kunde mindes, og ernærede sig som en slags tusenkunstner, der kunde udrette hvadsomhelst, man satte ham til. Han var lige flink som snedker, tømmermand, kvaksalver og barbér eller smed. Bedst likte han sig, når han fik lov til at fungere som gartner, plante og pode frugttrær og anlægge haver. Forresten havde han ikke noget godt ord på sig, og det blev almindelig troet, at han snarere var en heksekunstner end en tusenkunstner, og selv om han ikke havde svartboka, holdt han i hvert fald samkvem med finner og hesteskjærere og alskens omvankende pak, især blandt sine indvandrede landsmænd. Han havde bygslet en plads oppe i Vestbyåsen, den værste taterkrog i bygden, og kunde alene takke sine evne til at gjøre sig nyttig på de conditioneredes gårde for, at ikke øvrigheden havde gået ham stærkere på klingen, end han sandsynligvis vilde have synes om.

Den pukkelryggede var organisten, en stakkar, hvem gamle præsten havde taget sig af for hans legemlige skrøbeligheds skyld, ladet oplære 70i musik og derved skaffet hans nuværende levebrød.

Nicolai slentrede hen til dem og hilste: «Nå goddag, Palmstrøm. Hvorledes står det til?»

Palmstrøm reiste sig hurtig, rev hatten af og bukkede dybt: «Nei se, er det ikke den unge hr. Lind? Er den herren atter på disse kanter og er så gemenslig og venlig at huske en gammel bekjendt? Ak ja, det er længe, siden vi sidst mødtes. Takker så meget for forespørgselen. Befindendet er ellers som venteligt for én i mine ringe kår.»

Han snakkede rapt med lidt svensk sving på ordene og søgte at fortrække sit magre, rynkede ansigt til et blidt smil, men det blev til et smiskende grin, for den store høgenæse sprang altfor bistert frem, og de små øine blinkede uophørlig. Medens han talte, gestikulerede han ivrig med den høire hånd, der var tatoveret med underlige tegn i rød og blå farve.

Imidlertid stod organisten beskeden og taus med kaskjetten i næven hele tiden.

«Godmorgen, Nyeberg,» sagde Nicolai. «Så sæt da huen på, mand! Jeg er da ingen konge heller. – Har I noget ærinde hos præsten idag?»

Det var Palmstrøm som svarede: «Jeg ledsager min kjære ven Peder Nyeberg for at se om 71orgelet, som trænger lidt reparation eller pudsning, og så tænkte jeg med detsamme at melde mig til alters.» Han satte hatten på og lagde fromt hænderne overkors.

Nicolai lo: «Det glæder mig det, Palmstrøm, at du beflitter dig på et gudfrygtigt levnet på dine gamle dage.»

«Hm – ja, og så var det attesten for at have søgt herrens bord,» sagde svensken snedig og lagde hænderne på ryggen.

Borte ved kjøkkentrappen stimlede ungdommen tættere sammen. En tykfalden, lyshåret jente var kommet grædende ud fra kontoret og fortalte noget, sint og hulkende. De andre hyssede på hende og prøvede at trøste.

Nicolai snudde sig nervøst mod dem. Der var noget galt fat, og faderen havde været hos majoren igår og var altid slem efter flasken og hidsig om morgenen, når han havde nydt noget om kvælden. Han drev ind uden at ænse de to mere.

Svensken skjød munden betænksomt frem og satte sig igjen. Organisten ligeså.

«Den unge Lind lader til at være en oplyst person,» begyndte Palmstrøm med et lumsk sideblik til sin kamerat. «Det var ilde, jeg glemte at 72spørge om nyt fra Danmark. – Jeg fik mærkelige tidender, da jeg var over hos Hans Dalbye forleden.»

Organisten røbede ikke spor af nysgjerrighed. Han trommede med fingrene på stenen og var optaget af ungdommen. «Det er datter hans Gubrand Nerlien, som står og gråter,» sagde han.

«Det var virkelig rart nyt,» mente Palmstrøm. «Et mærkeligt vidnesbyrd om voksende forstandighed hos vore stormægtige styrere og regjerere, skjønt det er nok dem, som ikke vil like det. Kanske det kunde være artigt at vide for dig og, Nyebergen.»

«Hvad er det da?» spurgte Nyeberg ligegyldig. Han var fremdeles optaget af den tudende jente, der nu ifølge med en til fjernede sig fra flokken og blev borte bagom låvebroen. «Neigu’ tror jeg ikke, præsten har ærtet hende Berthe Nerlien, så hun stryger lige hjem til far sin!»

«Ja, bryder du dig ikke om det, kan det være det samme med det,» sagde svensken studs. «Jeg tænkte, jeg burde sige til en kjær ven det, som bent ud kommer hans embede ved, idetmindste hans geistlige overordnede.»

«Jeg bryr mig om det, hører du. – Er det nyt orgel til kirken?»

73«Ikke orgelet, men organisten angår det,» svarede Palmstrøm vægtig og blev ved, som om han læste op af en bog: «Eftersom Hans Dahlbye berettede, vil der snart ske store forandringer med kirkestasen. For nu er det kommet fra cancelliet, at ofringerne skal ophøre i kirkerne. Brudevielserne skal ligeledes blive afskaffet på det sæt, at de forenede ægtefolk tager med sig tvende vidner til sorenskriveren og der gjøre ægtenskabscontract samt indføres i protokollen. – Nå, min ven! Hvad synes du?»

Nyeberg kneiste stolt: «Det, må jeg sige, er en orden, som hviler på fornuftige grundsætninger.»

«Jaha, du –,» kløde Palmstrøm sig under hagen, «– dermed er brylluppet, præstepengene og meget mere i en hast betalte. – Men – men – ofringerne du? Hehe – jeg mener fedtet bliver noget slappere på den geistlige stand herefterdags! Men – men – –»

«Å, det er liden grund til at ynke den – Præstesækken bliver da ikke tom og trænger ikke fattighjælp alligevel», svarede organisten skarpt.

Svensken klappede ham beroligende på pukkelen. «Ikke præsten nei – men jeg må ret ynke mig over den hæderlige klokkerstand og 74organisterne med. Det bliver ikke så svært meget at lægge sig til bedste af de kornskjæpperne og dalerne, du får for helgemusiken din. Småskillingerne og markstykkerne for bryllupsspillet kommer godt med de og. Men hvad skal nu du og klokkeren få i denne deres fremholdne hånd – he, Nyebergen? Jeg mener en lort, jeg,» sluttede han hovedrystende.

Blodet steg op i den pukkelryggedes blege ansigt: «Du morer dig over en vens armodsdom, du Christian Palmstrøm!»

«Nei slettes ikke? – For al del, tro ikke så dårligt om mig, kjære ven! Jeg glædes blot ved fornuftens seir i kirkeritualet, fast end det bedrøver mig, at det går ud over dig!» protesterede Palmstrøm og løftede besværgende sin tatoverede næve. «Men se dér du! Hvad er påfærde dér?»

Fra ungdomsflokken lød undertrykt latter og ivrig prat. Den stimlede sammen og syntes at rådslå om noget. Palmstrøm stod op og skridtede henimod den; men Nyeberg nappede ham i den langskjødede frak og vilde have rede på, om Hans Dahlbyes efterretning var sand og vis. Men svensken kunde intet forsikre og angrede bare på, han ikke havde spurgt sig for hos den unge Lind, og bedrøvet traskede organisten efter.

75Gutterne veg unda, da de nærmede sig. Jenterne slog ring om den tykke lyslette, der nu havde trukket et blomstret tørklæde ned over panden og skottede sky hen på dem. Medens gutterne knæggede, og jenterne fniste, fik Palmstrøm ud af dem, at præsten ikke havde villet antegne Berthe Nerlien til konfirmation, fordi han laa i krangel med ham Gubrand, far hendes, om tienden, og havde afvist hende som uværdig. Men da de havde mærket, at han var ugrei og dimmen på synet og slig, at han nok ikke vilde komme ihu til imorgen det, han gjorde idag, havde Berthe byttet klæder med en anden og skulde gå ind på kontoret påny og sige sig at være fra Øverlien, hvor brugeren ikke havde noget udestående med præsten. De var ikke rædde for at betro sig til Palmstrøm, for når han var på bondegårdene pleiede han at lægge ud om præster og religion af bøger, som var mere lærde end både forklaring og postille.

De to mænd ymtede hverken noget til eller fra, men gav tål sålænge, til de så, at Berthes påfund lykkedes.

*

Imidlertid var Nicolai alene inde i stuen. Han sad borte ved vinduet, støttede albuen mod karmen 76og så melankolsk ud i haven, hvor alting var vådt, græsset og de vantrevne apaler med de mosgrode stammer og ribsbuskerne, hvis blade rynkede sig til små skåler fulde af blankt vand.

Det stod vist værre til hos forældrene, end han havde anet. Han var kommen hjem iforgårs, og faderen havde holdt sig ordentlig de to dagene, men inat havde han tuslet ustøt om i gangen, da han vendte tilbage fra majoren. Og idag var det nok rent ilde. Brændevinsbuteljen stod halvtømt på frokostbordet, da Nicolai spiste klokken ni – det kunde muligens ikke kaldes så tidlig efter landsens vaner. At en præst ikke skulde gidde passe sig – til og med, når der var indskrivning af konfirmanter!

Men måske var forholdene ikke så dårlige alligevel. Smågutterne havde jo både støvler og nye, gode klæder, og gud ved, de pleiede at være barbente og fillede, når han havde seet dem i ferierne. Der havde heller ikke været pengejammer at høre, endnu da.

Møblementet i stuen var forresten det gamle, svært tarvelige: Det store rødmalede slagbord, der brugtes til spisebord. Sofaen bag det var trukket med rudet værken ligesom stolene; for længe siden havde der været mørkegrønt damask, huskede 77han. På væggen over sofaen hang silhouetterne af faderen, moderen og ham selv og en af de døde søskende – de var klippede i Christianssand af en snurrig franskmand. Joho, det var en franskmand, og fiks med fingrene var fyren. – Speilet med den udskårne og forgyldte ramme var kjøbt på auktionen efter gamle provsten. Så var der det birketræs spillebord ved tværvæggen, pibehylden med de sølvbeslagne merskumshoder, det brune chatol i krogen og det hvidlakerede, høie slaguhr, der rak næsten helt til taget, og som havde kunnet vise både dato og årstal. Det var i grunden for prydeligt til de andre ting. – Han blev siddende og stirre på den skinnnende messingtalskive. Ovenover stod der indgraveret i snirklede træk «Even Hagensen Weelang 1768». Datoviseren havde Nicolai som barn revet løs og fået sine fortjente ris for det. Der var et sort hul efter den fremdeles. Drømmende og søvnig lyttede han til uhrets tikkende gang. «Ikke noget nyt – ikke noget nyt,» klang det. «Trænges ikke – trænges ikke – greier sig nok».

En vældig spyflue svirrede lige forbi øret på ham og klaskede mod ruden. Han vågnede brat i: – Såmæn var der ikke noget nyt, jo! – Halvklare gardiner for vinduerne, 78de fandtes ikke før. De var nystrøgne, altså til ære for ham.

Spyfluen løftede sig igjen og surrede iltert rundt under tagbjælkerne. Taget kunde de gjerne have hvidtet påny; svartere og mere tilrøget blev det for hver tid.

I kjøkkenet sprakede varmen på peisen. Der var de alt i kast med middagsmaden. Moderen kom stille ind og tog plads ved slagbordet. Nicolai havde straks ved det første gjensyn undret sig over, at hun var blevet så meget forandret. Nu slog det ham endnu mere. Hun var blevet fyldigere, og skjønt hun ikke var syg, var hendes bevægelser matte og trætte. Håret var grånet stærkt, og den sammenknebne og indsunkne mund røbede, at hun havde mistet flere tænder. De brune øine, som havde kunnet være så muntre og livlige, og som han havde været kry af, at folk sagde lignede hans egne, havde et besynderlig fraværende, ligesom forvåget udtryk.

Hun hentede et strikketøi frem, og medens hun mekanisk knyttede maskerne, begyndte hun omstændelig og monotont at spørge ham ud om hans liv nede i Kjøbenhavn, om hvorledes han havde det med hensyn til mad og klæder, om slægtninge og bekjendte fra dengang, hun havde 79fulgt sin mand did for to og tyve år siden, om hans studier, og når de kunde ventes afsluttede, om kongen var lige gal endnu og meget andet. Han havde svaret på det meste før et par gange, men hun syntes at have glemt det, og han fortalte sagtmodig opigjen al slags småtterier og vigtigere anliggender om hinanden.

Til gjengjæld ledede han passiaren hen på bygdens folk og forhørte sig om hver enkelt af den gamle omgangskreds og spurgte, om der var kommet nye familier. Jo, der var den nye sorenskriver. Ny sorenskriver? Hvem var det? Det var råden – cancelliråd Weydahl, rettede hun sig. Så nå, men det var mindst fire år siden, han kom, og ham havde Nicolai seet, forinden han reiste til Kjøbenhavn. Så var der ingen nye da; cancelliråden var den sidst ankomne. De omgikkes ham ikke meget; det vil sige, Lind traf ham undertiden. Men han indbød aldrig damer til sine selskaber, efterat fruen var død. Nicolai erindrede også fruens død. – Landkræmmer Orres på Alm, besøgte hun ikke dem ofte? Det var så vanskeligt, betroede hun ham hviskende, Lind skyldte vist Orre en større sum. Nicolai rynkede panden og betragtede dybsindig sprækkerne i vindueskarmen.

80Bevares, Orre havde ikke været pågående med at kræve dem; han havde i det hele taget ikke gjort det, troede hun. Men det var nu så, at Lind vistnok kviede sig for at møde Orre –

Det var tydeligt, at moderen sjelden kom ud af sit eget hus. Hun kunde ikke give bedre besked om, når hun sidst havde været borte end, at det var, da den mindste hos major Brager blev døbt, og den var snart året.

Nicolai vuggede sig på stolen. «Mor», sagde han, «du har ikke så godt af at sidde så meget inde. Vil du som jeg, gjør vi to visit hos Orres i eftermiddag. Jeg må da se om dem, mens jeg er hjemme.»

Hun smilte til ham: «Begge småpigerne er hjemme, du var rigtig venner med dem i gamle dage.» Derpå stansede hun og strøg forlegent nedover sin tarvelige, sorte kjole og sukkede tvilende. Den var hendes peneste, og hun havde taget den på i anledning af sønnen, men det kunde være spørgsmål, om den var fin nok til at gå bort i. – Han opfattede hendes miner: «Vist er du fin nok,» sagde han. «Vi skal bare på en snarvisit, det er ikke noget selskab, det gjælder.»

Hun mente kanske sit ved hans forslag, og 81så lod hun sig overtale, endda det var lidt vanskeligt med skydsen.

Det lysnede op i stuen. Solen brød frem med glitrende glans over havens apaler og ribsbusker og duggede græs.

Moderen lod strikketøiet synke ned i fanget: «Nei, nu klarner det!» Nicolai åbnede døren på vid væg og trådte ud i gangen.

Solskinnet strømmede gyldent og rigt over lysegrønne, bølgende kornagre, over fjorden, der krusedes af godsveirsbrisen, og over åserne hinsides, hvor tågedotterne var feiet væk, så de atter syntes en sammenhængende blå fjeldkjæde. Ungdomsflokken havde forladt gården. Der var ingen andre end smågutterne og et par husmandsunger, som i skyggen under låvebroen var i færd med at ødelægge et hvepsebol og gik løs på det med smeldende stenkast og viltre skrig.

Katten kom listende forsigtig mellem vandpytterne på tunet, smøg sig om Nicolais støvler,støvler,] rettet fra: støvler. skjød ryg og mol, så det durede, og gav sig til at lege med det ophakkede briskebar, hvormed ganggulvet var strøet.

«Her er vakkert – vakkert – vakkert,» tænkte Nicolai og mjaude lokkende til katten. «Det bliver godveir i eftermiddag, pus – på turen til Orre!»

82Da lød fra stuen Linds stemme gjennem den åbne dør. Den var opirret og misfornøiet og med en stærk, skingrende næselyd. Indimellem hørtes moderen, beroligende og ængstelig, som om hun forsvarede sig.

Nicolai gik ind. Henne ved hjørneskabet stod faderen. Med de yderste fingerspidser kneb han sin kone i armen og rystede hende. «Mit hjerte, mit hjerte! Den er ikke til at finde! Den var her imorges! Og hvor er den så, mit hjerte? Hvem har brugt den? Har jeg ikke forbudt dig at røre den?»

«Hvad er det, far?» spurgte Nicolai skarpt. Han så, at moderen krympede sig af smerte. Lind slap taget, vendte sig overrasket og genert for sønnen. Han havde røde flækker på kinderne, og øinene var stive og blanke, og han havde åbenbart drukket. Han gjorde sig venlig: «Det er bare skabnøglen, min dreng – den er ikke til at finde.»

«Du har vel forlagt den på kontoret,» afbrød madamen ham. «Jeg skal se efter.»

Hun skyndte sig ud, som om hun ikke vilde forklare sig videre og Lind fulgte efter.

Nicolai satte sig igjen ved vinduet. Han mærkede ikke mere til solskinnet udenfor. Det 83var svært så gammel faderen var blevet – hvid i håret og mager. Og så var det en ækkel vane, han havde, at kalde moderen ved kjælenavne, når han var slem mod hende.

III.

I kong Hans’ dage levede i Danmark en adelig væbner Jens Orre, der havde været videnom. På sine farter havde han indsuget kjætterske meninger, og stivsindet og uvorren, som han var, lagde han ikke dølgsmål derpå. Af den grund kom han i strid med en kannik, som han dræbte, og flygtede til Norge med hustru og barn. Han troede sig ikke sikker ved kysten eller byerne, men tyede til Oplandene. Han tog sit bosted i en bygd på vestsiden af Mjøsen og hug sit adelige våben ind i kirkens væg til tegn på, at han vilde slå sig til ro dér med sine.

Det var den første af Orreslægten, som krøniken kjendte. Denne mands sønnesøn flyttede over til østsiden og kjøbte gården Alm, der siden blev slægtens faste sæde. Han erhvervede stor formue, og den nedarvedes i adskillige led, uden at mindskes synderlig ved skifte og deling, da familien ikke blev talrig.

84Skjønt Orrerne ikke evnede at gjøre sin adelige rang gjældende, indtog de dog en særstilling. De skaffede sig aldrig meget jordegods; de nøiedes med Alm. Sine penge lånte de ud mod billige renter; ellers drev de på forskjellig vis kjøbmandskab og tjente ikke lidet ved, at flere af egnens bedste møllebrug kom i deres hænder.

De færdedes gjerne blandt bønderne og var godt likte af dem. Men aldrig hændte det, at Orrerne ved ægteskab forbandt sig med en bondeæt. Sønnerne hentede sine koner fra præsters og embedsmænds familier eller fra velstående kjøbmandshuse i byerne, og til de samme kredse bortgiftedes også døtrene.

Stamfaderens kjætterblod gik igjen hos dem alle. De holdt af i sin ungdom at gjøre vidtløftige reiser og besøge fremmede stæder og riger, og en urolig tørst efter viden drev dem ofte til at tilegne sig kundskaber, der rak ud over samtidens vanlige. Når de fra sine reiser vendte hjem til Alm, førte de med sig mange bøger og samlede med tiden et ganske anseligt bibliothek. Det var imidlertid kun tilgjængeligt for få; men af overordentlig betydning for deres omgivelser var de nye indtryk og anskuelser, der spredtes ved deres mundtlige beretninger og ved samværet 85med dem. Fra udenverdenens store stormfulde hav ledede de en frisk strøm frem til den stille, afstængte oplandsbygd.

I begyndelsen af det attende århundrede nåede Orrerne høiden af sin magt og rigdom. Under den fjerde Fredrik, da landet var udpint af krigens elendighed, og den forarmede statskasse skulde fyldes ved salg af kirker, drog Gregers Henrikssøn Orre til Kjøbenhavn og løste kirken ind på menighedens vegne og stillede i forskud, hvad der trængtes. Han var da den eneste, som på de kanter kunde råde over så store midler. Bagefter udlignedes hans tilgodehavende på de enkelte gårde.

Og i sommeren 1733 vederfaredes der Henrik Gregerssøn Orre den ære, at kong Christian den sjette og dronning Sophie Magdalena overnattede på Alm med samt deres følge. Der gik frasagn om den pragt, han da udfoldede, og hans barn glemte ikke nogensinde, hvorledes det blev dem tilstedet, medens deres majestæter sad ved taffelet, en for en at passere gjennem salen, bøie sig dybt for dem og føle de kongeliges blik hvile på sig så nær ved. Henrik Orre drømte om at få sit adelsskab anerkjendt, men kort efter døde han, og da var familiens formue svundet betragtelig ind.

86Hans søn åbnede en ny rigdomskilde. Han blev kongelig priviligeret landkræmmer med borgerskab i Christiania, og snart var den skade repareret, som Christian den sjettes nåde havde forvoldt. Thi der fandtes ingen anden landkræmmer i milevid omkreds og over hele Oplandene ingen så vel forsynet. I hans krambod var alt at få: silketøier så tykke og solide, at kjolerne, som blev syet deraf, kunde stå for sig selv; blonder og brogede bånd; kattuner og taft; fløiel og «svanedun» og «skjæg»; fint engelsk klæde, strømpetøi, kaskjetter og hatter såvel som salt og tobak, kryderier, sukker og kaffe, ja endogså the, chokolade og vin for de conditionerede. – Det var ikke uden årsag, når øvrigheden klagede over, at bedriften på Alm udbredte luksus og overdådighed blandt almuen, og at koner og piger dovent lod rok og væv skjøtte sig selv, fordi det, som kjøbtes færdigt, både var letvindtere at skaffe sig og gildere end de simple hjemmevirkede stoffer. Men såfremt åringerne var gode, og kornavlingen blev heldig solgt, agtede bønderne det mindre, om der gik lidt med til stas for kjærringerne.

Da århundredet skiftede, hed landkræmmeren Hans Orre. Det var en underlig mand i femti-sekti års alderen. Vissen og gul vimsede han om, 87stedse i brune klæder med sølvknapper, med en liden hårpisk vippende i nakken og en skildpaddes snusdåse i hånden. I sin ungdom havde han været i London og Paris. Han var meget belæst og brugte gjerne franske og engelske citater, helst til enfoldige og ulærde, som ikke fattede dem. Desuden var Hans Orre republikaner og fritænker på sin hals, satte aldrig sine ben i kirken og ødslede med respektløse deklamationer om monarchi og religion, så flere syntes, det var rart, han ikke kom i uleilighed. Der var en vis formel og spydig høflighed over ham selv ved de alvorligste anledninger. Han var enkemand, og det fortaltes, at ved madamens dødsleie bragtes der bud til ham, at en fremmed vilde have ham i tale. Orre bad hilse og undskylde et øieblik; hans kone holdt netop på at dø, men han skulde forhåbentlig straks være til tjeneste. Nogle minutter efter kom han trippende og bukkende: «Værsgod, nu er jeg til tjeneste! Nu er min kone netop død.»

Han skulde før have været udsvævende med kvinder, men forresten var han en ordensmand, hvem ingen havde seet beruset, og som afskyede høit spil. Hvad hjertelag angår, røbede han aldrig i gjerning nogen mangel derpå, men tidt og ofte i ord.

88Hans husholdning bestyredes af en ugift søster. Han havde to sønner, hvoraf den ældste skulde arve gården og forretningen – den anden var juridisk embedsmand i Jylland – og et par unge døtre.

Alm lå omtrent en fjerding søndenfor kirken. Veien løb først mellem enge og veldyrkede agre, svingede så om et brat berg, hvor furuskogen skjød sine strantne stammer op af den magre jord, og så havde man med en gang gården for sig. Den var næsten herskabelig bebygget. Midt imod var hovedbygningen. Den var på to stokværk og bar på taget et lidet klokketårn, der skyldte Henrik Orre sin tilblivelse, og som havde sin eiendommelige historie. I dyre domme havde han betalt en kunstfærdig gudbrandsdøl for at anbringe et uhr i tårnet med talskiver til alle dets fire sider. Gudbrandsdølen havde ikke kunnet greie opgaven anderledes end ved at sætte et uhrværk op for hver talskive; men da intet af dem dreiede viserne med lige hurtighed, og da de samtlige skulde forkynde halve og hele timer med klingende slag, gjorde de døgnet igjennem et uafbrudt spektakel, indtil gårdens bedrøvede herre befalede at stoppe tre af mekanikerens vidundere. Det sidste blev ved at jage sine visere rundt og 89vægrede sig hårdnakket for at bøie sig for solens autoritet som naturlig tidsmåler.

Fra hovedbygningen strakte to lange enetages fløie med mange små vinduer sig fremover. De brugtes til varelager og bolig for tjenerne, og i den nærmest veien var kramboden, hvortil indgangen var fra gårdspladsen opad en smal stentrappe med høie, slidte trin. Alle disse bygninger var gulmalede. De grå udhuse lå i klynge på skråningen mod fjorden.

På tunet var der travel færdsel fra årle morgen til sent på kvæld. Der var reist stolperækker, hvor folk bandt hestene sine, medens de hvilede og ofte måtte bie hele økten, før de fik sine ærinder forrettet i den trange, mørke krambod. Thi der gik svendene tvære og hovmodige bag disken, som om det bare var af sin godhed, at de gav én det, han skulde have for sine penge.

*

I storstuen på Alm var thebordet dækket med hvid, fryndset dug. Af den dampende messingmaskine skjænkede den venlige og trivelige tante Birgitte theen i fine kopper af blåmønstret Kjøbenhavner-porcellæn til madame Lind, husets døtre Laurentze og Sophie og deres gamle grandtante, 90der var over de otteti og kaldtes gamlejomfruen til adskillelse fra tante Birgitte. Kagefadene bødes om, og madame Lind forsynede sig og betakkede sig og forsynede sig igjen under megen nøden. Så fulgte en glasskål med småskeer og askjetterne med syltetøiet. Damerne beholdt hver askjet et lidet øieblik, stak sin ske i syltetøiet, smagte og spiste, men idet de lod den gå videre, satte de skeen fra sig i et glas med vand, der var stillet midt på bordet. Når så en askjet til blev sendt rundt, tog de atter en ske af glasset, brugte den og dyppede den nedi påny.

Stærk eftermiddagssol fyldte stuen. Strålerne brødes i lysekronens mangfoldige prismer og legede i sitrende regnbuefarver på væggens mørke tapet. Det var varmt, og sveden perlede på gamlejomfruens statelige oldenborgernæse, medens hun strikkede flittig. Om det høire håndled bar hun i et tyndt sølvarmbånd en liden filegransforsiret kugle af poleret træ, hvori garnnøstet var gjemt. Hun var tunghørt, og hendes skrigende stemme afbrød undertiden passiaren, der gled dæmpet og næsten hviskende.

Ærbart og stille sad Laurentze hos sin grandtante med hænderne foldet i fanget. Hun havde ligesom søsteren en udringet og kortærmet kjole 91af lyst, blomstret tøi. Den klædte hende ikke, men fremhævede, at hun var noget forvokset og altfor blond.

Døren til bibliotheket var åben, og i konsolspeilet lige overfor så hun Nicolai Lind blandt de øvrige herrer derinde. Hun følte hele tiden, at han sad og så på hende, og vilde gjerne ha snud på hodet og smilt til ham; men hun vovede ikke for sit bare liv, for opad dørposten stod løitnant Wallace og dinglede med en lang pibe og blæste store røgskyer ud i luften, og Wallace – den ækle pebersvend – var altid parat til at mærke sig det mindste smil og det snareste blik for at ærte med det bagefter.

Bibliotheket var Orres yndlingssted. Dér levnede boghylderne neppe plads til kanapéen ved den ene langvæg og svenskeovnen borte i krogen. De rak fra gulv til tag rundt alle vægge og var fulde af bøger med solide, brune rygge eller bunker af omhyggelig ordnede hefter og aviser. Øverst oppe var rækker af folianter bundne i gulhvidt pergament; de var samlede af den nuværende eiers forfædre, og mængden af dem var bragt med langveis fra og kjøbt i fremmede lande.

Over kanapéen hang et kobberstik af Voltaire i forgyldt ramme. Han havde før havt selskab 92med flere berømte mænd; men da pladsen var bleven for liden, var de fortrængt ind på storstuen og nu skuede hans bidske oldingefjæs i ensom storhed udover de tilstedeværende som et skilt for værtens anskuelser.

Foruden værten, Nicolai Lind og løitnant Wallace var det major Brager og en velstående gårdbruger, der skulde afslutte en kornhandel. Majoren og løitnanten havde indfundet sig i følge, uden indbydelse, men i den hensigt at styrke sig lidt efter gårsdagens anstrengelser.

Orre var en gjæstfri mand, og skjønt han selv kun nød sukkervand, var der for de andre sat frem en mugge punsch, brygget af hans kraftige jamaicarum.

De var gået Nicolai hårdt på klingen efter nyheder fra Kjøbenhavn; men han havde ikke synderligt at berette og var snart presset læns. Derpå var de raget i en hidsig politisk disput om krigen mellem Frankrige og England. Den tørre, kantede major bankede taktfast med piberøret i det egetræs bord for at give sin mening større vægt og forsvor sig på, at de franskes keiser var en dygtig krop – å, forlade mig! for en dygtig krop det var, som kunde gjøre kål både på engelskmænd og jakobinere. Løitnant Wallace var 93enig med majoren, snappede ham ordet at munden, satte sig resolut skrævs over en høirygget stol og snakkede meget og forvirret om jakobinerne og kongen af Sverige, for hvilket nederdrægtige kompagni han udtrykte sin dybeste foragt ved at trække brynene sammen, så hele hans sorte pandelug rørte sig. Punschen havde allerede virket på ham, og der var endnu en fjern rullen af nattens svir i hans røst.

Orre docerede skarpt og gjennemtrængende republikanske grundsætninger, medens gårdbrugeren alt i et greb om glasset med sin posede næve og skålede med studenten, der havde frydet hans hjerte ved at titulere ham proprietær. Så ofte han havde drukket, lagde han sig tilbage i karmstolen, trak i enderne på det fiolette silketørklæde, som var bundet om hans korte hals, og knæggede så vommen rystede. Og hvergang så majoren misbilligende henover ham og undrede sig på, at fyren kunde opføre sig så freidig, som var han blandt sine standsfæller.

Et vindu var slået op og i solstrimen derfra gled en ustanselig strøm af tobaksrøg sagte ud.

Nicolai kjedede sig, generedes af bondens gemytlige fortrolighed og holdt op at svare på hans udråb. Han var sælsomt tilmode. Denne 94komiske fusentast af en major, der hakkede ordene frem, som om han havde glemt at tale sammenhængende, og denne gammeldagse landkræmmer, der prækede blindt væk om sine grundsætninger for en fornuftig statsorden og dryssede snus udover sine egne klæder og kanapéen og bordet, dem havde han i sin barndom sat høiest af alle i forældrenes omgangskreds. De havde stået for hans erindring i en mild glorie som hovedpersonerne i en landlig norsk idyl, og han havde tænkt på dem med ærbødighed. Han var formelig benauet over det, nu han havde dem for sig tilligemed en forranglet løitnant og en naragtig bonde, der med sin brautende halvkultur forekom ham som et typisk exempel på de fordærvede oplandske bønder.

For at dæmpe sit ubehag tømte han sit glas i én slurk, og da han det havde gjort, så han ind på stuen og mødte Laurentzes muntert smilende blik og tilstod for sig selv, at han også havde lidt en større skuffelse her idag.

Den morgen han under opreisen fra Danmark fra dækket af den lille slup så sit fødelands kyst løfte sig af havet, vidste han, at det, som stærkest havde draget ham til at gjense det efter tre års fravær, var en vag drøm, som var spiret 95af hans erindringer. Den var knyttet til en dæmrende pinsenat i furuskogen ovenfor Alm. Han havde været der med sine forældre og mange andre. Selskabet havde leiret sig på toppen af bjerget, og under megen jubel, under skåltaler og sange havde de efter egnens skik brændt pinsebål. Der havde stået en ung pige og stirret ind i ilden, netop som den sprakede op med blafrende flammer, efterat tjæretønden var faldt ned af stangen under rungende hurraråb fra tilskuerne. Hun havde været høi og klædt i hvidt og som en lys skygge mod det usikre mørke mellem furustammerne.

Da selskabet brød op, var han trådt hen til hende og havde grebet hende ved hånden, og de havde givet sig til som to barn at løbe foran gjennem skogen henad den ujevne sti, til de var komne et godt stykke bort fra de øvrige. Men da havde han taget hende om livet og kysset hende og fortalt hende, hvilken sorg det var ham, at han var hjemme sin sidste ferie, før han skulde reise til Kjøbenhavn og blive student, og at han holdt så inderlig af hende. De havde kysset hinanden og lovet hinanden troskab. Hun havde været så bleg og så kjær i den dæmrende pinsenat, og de havde ikke længer været barn nogen af dem.

96Fra det minde var der spiret en drøm, som havde været tilhuse i hans sind de tre vanskelige år i Kjøbenhavn. Derfor var han idag kjørt til Alm med hjertebanken hele veien.

Og nu – han så på Laurentze, der fremdeles smilte til ham, smilte uvilkårlig tilbage, sukkede og tømte atter sit glas, som løitnanten havde fyldt påny.

Nu fandtes der kun ringe lighed mellem den unge pige, der havde stået ved bålet, og Laurentze. Hun var storlemmet og lidt forvokset – det var ikke bare kjolen og den slappe og skjødesløse måde, hun førte sig på, som lod hende synes det. Ansigtet var fregnet, trækkene fyldige, grunde og udviskede. Det eneste vakre hos hende var de blå øine, der lyste frem under de vissentblonde krøller med et blik, hvis muntre lystighed gjemte en indre glæde. Dette blik plagede ham også. Hvor forskjellig hun end var fra den Laurentze, som han havde drømt om, var hun dog knyttet til ham ved et fælles minde, som det røbede, at hun trofast havde bevaret.

Men ét var sikkert: For den tungvindte pige, som sad derinde i stuen med de røde hænder foldet i skjødet og skottede fortrolig til ham, følte han ingen tilbøielighed, og enten årsagen 97dertil var, at hun havde udviklet sig uheldig, eller han ved at færdes om i verden havde lært at stille større krav til kvinder, måtte han ikke komme hendes fortrolighed imøde, men lade hende forstå, at han kun betragtede hende som en bekjendt, i det høieste som en barndomsveninde og intet mere. Forsigtig og koldblodig skulde han være for ikke at udsætte sig for uleilighed. Hun havde jo hilst ham velkommen så altfor påfaldende undselig og blidt, og den dialekt, hvori hun havde gjort det, kunde ikke just kaldes dannede menneskers korrekte sprog, vilde ikke netop være behagelig for Kjøbenhavnske øren. Han forpligtede sig til koldblodig forsigtighed, og det var uden resignation, han traf den afgjørelse.

Han holdt sine selvgivne løfter til efter aftens. Gårdbrugeren var reist forinden; det var ligesom ingen synderlig opfordrede ham til at blive. De øvrige tyede atter ind i bibliotheket til sine piber, medens Nicolai, der kjendte sig varm og lidt ør af punschen, gik alene ned i haven, hvis snurrige, stive anlæg med lysthuse og klippede hækker, der gulnedes i sommertørken og forkrøbledes af snetyngden om vinteren, engang havde kostet Henrik Orre store penge. Did ud vandrede ogsaa Laurentze. – Han spurgte konverserende efter hendes 98broder, der nylig var draget afsted på en bytur. Hun svarede keitet, og de blev gående tause ved siden af hinanden. Hvad der videre hændte, huskede aldrig Nicolai rigtig; men trods alle gode forsætter holdt han snart hendes hånd i sin, som hun trykkede ømt, og da han så hendes troskyldige blå øine stråle mod sig, nænnede han ikke andet end at tale om hin pinsenat. Han tog sig i det og vilde ytre noget om barndomsminder i almindelighed, men hendes læber var alligevel fulde og røde, og han kyssede dem, og han sagde det stik modsatte af, hvad han havde havt isinde.

Da de kom ind igjen sammen, sad grandtanten i en lænestol og nikkede. De var så løierlige og forlegne, og der var en så unaturlig ligegyldig klang i de ord, de vekslede, at madame Lind og tante Birgitte begge smilte betydningsfuldt, som om de ventede at spørge glædeligt nyt med det allerførste. Nicolai opfangede de gamle damers minespil og følte, at i de tyve minutter i haven var det uigjenkaldelige skeet – ulykken var fuldbyrdet. Han havde bundet sig overfor pigebarnet, og hans moder og tante Birgitte var vitterlighedsvidner.

Han for åndsfraværende med fingrene gjennem håret og sukkede melankolsk.

99Majoren slog op en skraldende latter: «Nei, se på den unge Lind, hvor han ligner pastoren, når kortene er kontrari!» Wallace faldt i med og gik løs på en historie om procuratoren, der havde tugtet en svær melding for præsten igår; men da Nicolai rettede sig og sendte ham et blik, der tindrede af forbitrelse, stoppede han brat. Nå, løitnanten havde ikke ment at krænke den unge Lind og konsterneret over virkningen af sin historie plumpede han ud med en undskyldning, der bragte Nicolai til vranten og flau at fralægge sig al fornærmelse.

Madamen begyndte heldigvis snart at tænke på at tage afsked. Hun var urolig, fordi de var reist afsted uden at varsko Lind, der sov middag. Det hastede ikke på en stund for de militære, men moder og søn brød op og fulgtes til vognen af hele familien med den stedse bukkende og høflige Orre i spidsen. Der blev sagt farvel under mange complimenter. Nicolai så længe på Laurentze. Tante Birgitte kunde ikke bare sig for at ønske studenten velkommen igjen, Laurentze gav ham pludselig endnu en gang hånden, Sofie fniste, hestene rykkede til, Orre gjorde sit sidste buk, og så rumlede trillen ud af gårdspladsen forbi et par langhårede åsmarkinger, der først nylig 100var blevet expederet på kramboden og nu traskede sagtmodig hjemover med næverskræpperne på ryggen.

Moderen var stille og mat af den uvante bevægelse. Sønnen havde sine tanker for sig selv og var glad, for han slap at snakke. Gjennem den lune sommerkvæld kjørte de tause til præstegården. Agerriksen skreg på engene, og fjorden lå blank som et speil.

En dorsk, fillet tjenestegut labbede over tunet for at spænde hestene fra. Madamen gik op kjøkkentrappen, medens Nicolai blev tilbage for at hjælpe gutten lidt. Da han var færdig, stødte han i gangdøren på sin fader, der ravede mod ham i skjorteærmer og med en pibe i munden. Bagenfor pastoren inderst i den halvdunkle gang skimtedes madamens sortklædte skikkelse.

«Er det dig, min dreng? Det er mig en glæde at se dig. – Her sidder jeg ensomme mand og bier til sent på nat efter min hustru og min nys hjemvendte søn. Det er ikke smukt af dem! Lade mig vente i forskrækkelse, forsvinde uden besked om, hvorhen de er dragne!» – Han var drukken og sint, men styrede sig såvidt, at han søgte at gjøre sine udtryk humoristiske.

101«Kjære dig, far, vi har ikke været så langt af – kun på visit hos Orre. Du hvilte jo efter middag, og vi vilde ikke forstyrre dig,» beroligede Nicolai.

«Træd ind, min dreng! Træd ind, min dreng! Jeg har jo neppe fået tale med dig siden dit komme,» sagde præsten klynkende venlig og drog ham ved armen med sig ind i stuen. Der lod han sig falde ned i sofaen og pegte på en stol: «Sæt dig ned, Nicolai, din fader vil tale med dig – tre døgn har du været i huset uden at tale med mig.» Han kastede piben bort på gulvet og trak med begge hænder i vestlinningen og sukkede hikkende: «Tre døgn under din faders tag uden et fortroligt ord, min søn!»

Madame Lind gik sagte ud. Nicolai satte sig. På bordet foran ham stod et ølkrus, en brændevinsbutelje og et glas mellem nogle krøllede og tilsølede aviser.

IV.

Den besked fra stuepigen, at madamen og studenten var kjørt til Orre, havde gjort pastoren rasende, da han vågnede ørsken og sløv om eftermiddagen. Han havde overøst tjenerne med skjænd. De tog sig imidlertid ikke nær af den ting, og 102smågutterne var rømt unda for hans vrede. Derpå havde han spaseret ud til slåttefolkene og kvikket sig med en eftasværdsdram sammen med dem, og humøret havde begyndt at bedre sig, da han så major Brager og løitnant Wallace fare forbi på kongsveien, og han vidste, hvorhen de skulde. Visse grunde, der skrev sig fra gårsdagens kortspil, havde hindret ham i råbe dem an, og visse grunde var ligeledes til hinder for, at han drog efter til landkræmmeren.

Han ruslede ind igjen. Å, som han da havde kjedet sig! De andre var i selskab, de andre sad hyggelig og glade tilhobe; han var alene i den store, tomme præstegård. Hans hustru var borte, hans barn var borte, og folkene var på arbeide. Å, som han kjedede sig! – De var alle uforskammede mod ham, de vyrdede ham ikke. I sin lomme kjendte han skabnøglen, den Gine havde forsøgt at stikke væk imorges. Hvorfor? Hun var bange for sin mand, at han skulde få lyst på et glas, nu den voksne søn var hjemme. Det var sådan en fin junker, det. – Vist havde han smagt en dråbe ved frokosten for at ordne sin mave, men det var der ikke blevet nogen perial af, det skulde han edelig bekræfte. – – «He, mit hjerte! Du trænger ikke at være bange. Du 103skal såmæn ikke behøve at blues over din mand!» Og han vandrede bitter og fortumlet mellem kontoret og dagligstuen og hadede sin kone og den ganske verden og længtede efter selskab og kjedede sig. For hver vending over gulvene så han på slaguhret. Han svedede af ærgrelse over de sene minutter. En nervøs mathed magtstjal ham, som han i ensomheden blot hørte lyden af sine egne, ujevne skridt. Det smertede i arme og ben. Dette var ikke til at udholde.

Skabnøglen smat ind i låsen; ølkruset, brændevinsbuteljen og glas sattes frem på bordet – – styrke sig måtte man ha lov til, når man havde været længe oppe om natten, men såmæn om hans Gine skulde behøve at undse sig for ham for deres voksne søns skyld.

Så gik timerne, og kvælden sank på, og pastoren blev beruset. Han hentede blæk og conceptpapir og forfattede et giftigt avertissement til «Norske Intelligentzsedler» om en uforstandig officer, der udkommanderede soldater, som er fattige husfædre og familieforsørgere til midt i vårånnen at medtage fjorten dages kost og indfinde sig på eksercerpladsen for at reparere gamle munderinger. Mon det ikke havde været billigt, at vårånnen var bleven afgjort, før arbeidet begyndte, 104eller arbeidet før vårånnen. Man har altid mærket, at landets fader, vor konge, har villet bespare familiefædre såmeget, det har kunnet lade sig gjøre. Det er ellers besynderligt, at vedkommende soldater aldrig har været skræddere.

Fjærpennen sled sig jamrende henad arket. Se, den skulde majoren have for sine spydigheder. Der vilde blive undersøgelser; der vilde blive bryderi – generalen var nøie på sligt – ja, der skulde blive ubehageligheder for majoren. Lind tømte mange drammer på dette og takkede den iltre rabulist af en bonde, Hans Dahlbye, der havde gjort ham opmærksom på sagen. Hans Dahlbye var såmæn bedre end sit rygte, trods alt det vrøvl han havde voldt Lind personlig; manden havde et åbent blik for almuens tarv.

Da avertissementet var fuldendt, var pastoren meget drukken. Han skulde ingen aftensmad have, havde han svaret kokkepigen, havde derpå blundet lidt, og så var hans kone kommet.

*

Luften i værelset var tung af harsk tobaksrøg og stanken af spiritus, og for Nicolai kjendtes den dobbelt trykkende ved modsætningen til den dugfriske kvæld udenfor. I det lyse tusmørke så han tydelig faderens forpjuskede, hvide hår og 105hans gulblege ansigt, der fordreiedes krampagtig under tungens og tankernes kamp mod fuldskaben.

En dyb skamfuldhed lagde sig over ham. Denne drukkenbolt dér, denne forfaldne præst, der gik som et skumpelskud for sin egen menighed, det var hans fader. Letsindighed og forfængelighed og den rå omgangskreds, tænkte Nicolai, havde bragt det så vidt med faderen, og med svidende anger mindedes han, at han ved forholdet til Laurentze havde knyttet sig til den samme kreds. Han skammede sig ikke blot over faderen, men også over sig selv, og skamfuldheden blev til en kvalm fornemmelse, der snørede brystet sammen. Han orkede det ikke mere.

«Det er sent, far, vi kan heller tale sammen imorgen.»

«Imorgen? Nei, den stille nats fortrolighed, min søn –» hikstede den drukne og bredte armene ud til omfavnelse.

Nicolai ryggede tilbage: «Du skulde gå og lægge dig, far.»

Præsten reiste sig gnistrende af sinne: «Så–å, du undser dig for mig, kaster vrag på mig, gut – he? Hvor har du været henne idag, du og din moder? – Hos mine fiender har I været – med to hester midt i høkjøringen! – Hos dem, 106der bagtaler mig, og I har forrådt mig. – Ak, vi skal dog ikke hade vort eget kjød og blod – tilgiv din fader, Nicolai, han tilgiver dig!»

Lind trykkede de udspilede fingre mod aviserne på bordet og var ulykkelig. «Nicolai,» mumlede han. «Du bragte mig hilsener fra Kjøbenhavn fra personer af anseelse og smag, og de havde taget vel imod dig, fordi de med vemod erindrede mig. De hilsener gjorde mig godt – jeg hørte engang til deres venner, og de nærede store forhåbninger til mig; thi jeg var også en person af både kundskaber og dannelse og smag. – Men jeg giftede mig og måtte finde mig et levebrød langt borte fra de steder, hvortil mit hjerte og min ånd var knyttede, hvortil de ifølge min natur og udvikling var bundne – – Ser du, jeg giftede mig, og jeg søgte mig did, og jeg søgte mig hid – – – Å, i Kjøbenhavn var du stolt af mig, da betydelige og anseede mænd nævnte mig, og her undser du dig for mig. He, he – har du gjæld, du? Jeg havde gjæld, og jeg har betalt gjæld, og jeg har gjæld igjen! Jeg har pådraget mig den for min talrige families skyld – vel, jeg indrømmer, at noget har jeg selv forbrugt, men mest min familie. – Det er længe siden, jeg giftede mig og omsider kom hid blandt dette 107rakkerepak af landkræmmere og majorer og misundelige kapellaner. Hør her, hvad jeg agter at sætte i avisen om det bæst majoren, som spotter mig – – – Nei, manuskriptet ligger i min frakkelomme, og frakken ligger på kontoret – Bliv siddende, hent den ikke, det kan være til senere,» sagde han til sønnen, der vilde stå op.

«Bliv siddende, siger jeg, og drik et mindebæger for de kjære venner i Kjøbenhavn!» fortsatte Lind og skjænkede ustøt af buteljen i glasset. «Skål! – Drik først, min dreng, du er voksen nu og kan tåle et glas.»

Det rislede koldt gjennem Nicolai; faderen så ud, som om han skulde gå helt fra samlingen. «Tak, jeg skal ikke have, du – Gå og læg dig, er du snil, du har ikke godt af at drikke mer.»

«Ikke godt af det, din – din – noksagt!» hvæsede den drukne. «Du har ingen ærbødighed for din gamle fader.» Han smilte ondskabsfuldt og spurgte med sødladen mildhed: «Betro dig til mig, har du gjæld, Nicolai? Jeg har havt mine tanker ved at se dit fine antræk. Jeg kjender jo omtrent dine kår – Betro dig til mig! Har du gjæld, og er det derfor, du er vendt hjem? – – Betro dig til mig,» bad han atter, da han intet svar fik, og hældede sig indsmigrende forover. 108«Jeg spørger dig alvorlig. Vis din fader den fortrolighed!»

Nicolai sad som på nåler; han følte, han blev bleg. Det var så, at han havde gjæld, og at han var kommen hjem for at få lidt understøttelse til den og til sine studier. Han havde speidet efter en leilighed til at åbenbare det. Men at sige det nu –

«Jo, far,» sagde han endelig. «Jeg skylder nogle penge og havde håbet på lidt hjælp af dig for det og for mine studier.»

Lind sprang op og stødte til bordet, så glas og butelje røg klirrende i gulvet. Med oprakte arme bøiede han sig nedover den anden og hylte: «Du vanartede dreng, du fine junker, du stratenjunker! som vil plyndre din arme fader for hans uselige sidste eiendele! – Du – du – og du undser dig for at være min søn!» Med knyttede næver puffede han efter hodet på Nicolai, der værgede for sig ved at holde albuen for ansigtet, medens han mærkede faderens hvislende, brændevinsstinkende åndedrag over sig.

«Gud, hvad er det? Kjære Lind, lad Nicolai være!» Det var moderen, som stod lige ved ham halvpåklædt og prøvede at holde faderen tilbage.

Præsten snudde sig: «Der er hun også!» 109Stemmen klikkede en stund for vrede, men så hylte han op påny: «Du har også forrådt mig, du har idag ledsaget min vanartede søn til mine fienders hus! Men jeg skal vise jer!» Og der fulgte en rivende strøm af anklager mod hustruen, der forødte hans gods, og mod sønnen, der vilde plyndre ham, røve hans sidste skilling.

Det gik rundt for Nicolai. Han sandsede sig ikke, før han så sin fader gribe moderen i skulderen og skake hende, så hun slingrede hjælpeløst under hans voldsomme tag.

«Rør ikke mor!» satte han vildt i. Det næste sekund for Lind løs på ham i en paroksysme af raseri, der bragte skummende fråde om hans læber. Ud af huset skulde denne slyngel af en forloren søn, som foragtede sin fader og glemte hans velgjerninger. Han skulde ikke mere betræde dets tærskel, den de besudlede. Kanske han ikke tillige forledede sin moder til ulydighed og det, som værre var? – Kanske ikke smågutterne havde nye klæder, og hvor var de fra? Trode hun, at hendes mand var blind? Tyveri var det, elendigt tyveri fra den fattige! – Og forøvet for at pynte brødrene for denne lapsede ødeland, som vilde tigge de skillinger, faderen erhvervede i sit ansigts sved!

110Nicolai tumlede om i stuen for at undgå den vanvittiges anfald. Overalt var faderen efter, svingende armene i de hvide skjortærmer og dængende efter ham med knytnæver.

«Gå – gå ud sålænge!» bønfaldt moderen ham. Han sprang ud i gangen, ud på tunet. Gangdøren blev smeldt i efter ham, og de hylende forbandelser stilnede af inde i huset.

Han blev stående længe, tungt pustende, angst for, at moderen skulde mishandles.

Det varede neppe en halv time – han syntes, det var timer – før hun kom ud på kjøkkentrappen og bad ham gå forsigtig op; Lind var i seng og døsede hen. Hun var dygtig forgrædt, men nokså rolig. Nicolai rystede på hodet og hviskede til hende ikke at stænge kjøkkenet: Han vilde vente, til han blev mere herre over sig selv.

Han tørrede sveden af panden og knappede mekanisk sin vest. Den havde mistet endel knapper – faderen maatte have grebet ham i kraven. Han så op. En tjenestejente i bare særken gløttede ud af et kammersvindu efter ham. Det tålte han ikke og gik fort ned ad alléen til kirken.

Tankeløst lukkede han grinden op og gik videre tværs over kirkegården, idet han bøiede af fra den grusede vei og ind mellem gravene. De 111var lave tuer, somme med små trækors, størstedelen uden. Af og til var der store stenplader med indhuggen skrift. Han sparkede mod dem uden at mærke det og fortsatte sin gang til det borteste hjørne af kirkegården, hvor kongsveien løb langs muren, der havde en bred, græsgroet kant. På den slængte han sig ned med armene under nakken og så overgit op i luften.

Hvad var det – hvad var det, som var skeet? Hele dagens hændelser – den flirende flok af kluntet konfirmationsungdom, scenen mellem forældrene om formiddagen, besøget hos Orre, haven på Alm og Laurentze – alt for gjennem hans hjerne med nagende tydelighed, indtil tankerne stansede foran det værste og sidste og ikke magtede mer: Hans fader var en forfalden præst, et skumpelskud for hvermand, en afsindig delirant, der mishandlede hustru og barn. – Hvad havde han forbrudt, at dette skulde vederfares ham! Havde han ikke inderlig elsket og længtet efter sit hjem, og havde han ikke forespeilet sig gjensynet med sine kjære så smukt, medens han led og stred for at klare sig i Kjøbenhavn, næsten ene overladt til sin egen hjælp i den store by? – Medlidende selvtilfredshed dulmede for en stund 112oprøret i hans indre. Trætheden sank over ham som søvndyssende tåger.

En kaje svang sig skrigende ud af tårnets svartglugge. Flere flaksede efter. Nicolai vågnede gysende af kulde og satte sig på murkanten. Over ham hævede sig et lønnetræ med vidt grenet krone, og i dets tunge løv raslede vinden sagte. Den korte nat lakkede til ende.

Hvad var det – hvad var det? Hvorfor lå han her? – Laurentze! – Drømmen fra hin morgen, han seilede op under fødelandets kyst, den hvide pige ved pinsebålet sluttede sig sammen til en række af latterligt selvbedrag, hvoraf den blonde, forvoksede kvinde, som han nu havde forlovet sig med, havde revet ham ud.

Vorherre og skjæbnen var grusomme. Indbildningerne om den pige havde været hans dyreste eie i årevis. De borte under gravtuerne var kvit sine indbildninger, de. Bedst at have det, som de har det. – Det grøssede i ham. Han var i det hjørne af kirkegården, hvor selvmorderne begravedes. Her i den yderste krog af den indviede jord blev de lagt, og endda undte neppe graveren dem at få være der; han brugte altid at kaste kvisthauger over tuerne deres.

Klaprende hestetrav klang fra kongsveien. 113Han dukkede sig bag muren for ikke at blive opdaget. Det var to karjoler efter hinanden, og de havde hast. I den forreste var en svær mand i kavaj med hatten trykket dybt ned. Hagen støttede han træt mod brystet; ansigtet var rødsprængt og kjødfuldt. Bagefter en endnu førere, men lavere mand, der var en smule ustø i sædet.

Nicolai kjendte dem. Den forreste var cancelliråd Weydahl, den sidste procurator Høegh på Gihle. Ganske rigtig, han huskede, at Wallace havde fortalt, de skulde have et forhør idag, og moret sig over, hvordan de vilde like det efter laget på Emilienberg.

De var straks ude af sigte. – Så, slig var cancelliråden blevet. Det viste sig på ham, at han bares med i den samme dur, som de øvrige conditionerede i bygden. Nicolai forstod dem nu. Her bode de, en fåtallig flok, hvis ånd og hjerte – var det ikke så, faderen havde sagt? – ved natur og udvikling var knyttet til Kjøbenhavn, til stæderne og til deres standsfæller, spredt på gårdene, dagsreiser fra nærmeste by, uden at kunne holde vedlige forbindelsen med sine tidligere venner og åndsbeslægtede, der var forblevne «personer af anseelse og smag». Og slutte sig til bønderne – storsnudede folk, der sjelden som 114gjæsten på Alm smigredes ved proprietærtitler – dertil savnede de evne, om lysten endog var der. Forviste i udlændighed – det blev de tvunget til at være her i egnen, de kunde gjerne være barnefødte her for den slags skyld. Fjernet fra den verden, som de åndelig og legemlig havde levet sig ind i, midt oppe i en samfundstilstand, som bød dem imod i længden, med hvor gode forsætter de så overtog sine embeder, visnede deres åndelige interesser hen af mangel på næring, og blev deres legemlige kultur slidt af dem i stadige controverser med en modvillig almue. Henvist til hinandens indbyrdes selskab for den tid, som levnedes dem fra forretningerne og jordbruget, søgte de sammen på landsens vis og erhvervede storbønders laster, medens de tabte sine egne dyder. Kun Orre alene var undkommet fra den almindelige fordærvelse, landkræmmeren, hvis familie var tørket ind ved generationers savn, og som stivede sig op med sukkervand og republikanske grundsætninger.

Den, som havde kræfter, kunde måske stå i det, gjøre sit pligtmæssige arbeide og fylde sin stilling trods det, at han var nødt til at vælge mellem drik og spil og rå svir eller ørkesløs ensomhed og lærd pedanteri og ufrugtbar grublen over 115fortidens minder for de døgnets timer, som søvn og arbeide ikke slugte. Men en svag mand som hans fader – og han selv? – – –

Nei aldrig i evighed, svor Nicolai, vilde han lade sig binde til denne egn og blive dens offer! Men om han nu giftede sig med Laurentze? Han var da ikke smedet fast her for det. – Gifte sig og betale gjæld, få barn og gjøre gjæld, havde faderen også sagt, og det vilde nok blive vilkårene for ham da. Embedsmand på landsbygden måtte han prøve at blive; Laurentze passede ikke i bymæssige forhold. Og enten han blev bygdepave ved en fattigslig vestlandsfjord eller skulde slås med oplandske storbønder, lige ilde blev det for ham. Det stakkels pigebarn, mumlede han, hun var dog for meget landlig uskyldighed. Han gad ikke forestille sig det, som egentlig bragte ham til at grue for et samliv med hende. Han syntes synd på hende, som muligens havde været så sikker på ham i årevis.

Han plukkede ærgerlig græsstrå fra murkanten og bed i dem. Historien med Laurentze – var den forresten andet end tåbelighed, som han ikke behøvede at tage sig nær af, når han bare kom fri fra den? Hun vilde græde lidt og være lidt enfoldig ulykkelig, dersom han rømte 116fra det hele. Men det kunde dog ikke fordres af ham, at han skulde forspilde sin fremtid for en barndomsdrøm og for letsindig passiar en aftenstund i en have.

Bedst at rømme fra det hele, fra Laurentze, fra bygden, fra landet. Bryde sig bane som så mange før ham, didop, hvor tilværelsen levedes skjønt og rigt, og kaste alle små bekymringer over bord. Nei, det skulde ikke gå ham som faderen og majoren og procuratoren og de andre her. Han måtte væk og det straks. Gudskelov han havde penge til reisen til Kjøbenhavn, og kneb det, fik han låne i Christiania. Moderen og brødrene kunde han ikke være til nogen trøst nu, men dem skulde han visselig ikke svigte.

Han vilde pakke sit tøi, sige farvel til sin moder og lade en af tjenestegutterne kjøre sig til nærmeste skydsskifte, før faderen vågnede.

Vindens raslen var døet hen i lønnens krone. Bag skogene i øst farvedes den sitrende luft af solens komme. Der gled et blegrødt skjær over kirkens kalkede vægge, og høit over dens spir hang en ensom sky, hvis bræmmer allerede var tændt, og en tung, flammende glød brændte sig hurtig gjennem dens blygrå masse. Mod vest lå fjorden og åserne i kolde, grønlige toner. – 117Ensteds borte på jorderne bryntes en ljå, så det ljomede. Nicolai kunde ikke se den fyruge kar; det var vel en, som vilde nytte tiden og slå, medens græsset endnu var sprødt af natteduggen.

Et par timer senere kjørte en stolkjærre fra præstegården. I den solvarme morgen hvirvledes veiens støv op under hjulene. På sædet hos skydsgutten sad Nicolai. Han vendte sig og svingede hilsende med hatten til en sortklædt kvinde, der stod på tunet og så efter ham med tørre, forgræmmede øine.

*

Nicolai Lind kom ikke mere til bygden. Men omkring 1850 døde den adlede diplomat og geheimeråd Nicolai von Lind i en af de mindre tyske residensstæder. Han havde holdt ord og stået moderen bi og understøttet sine brødre, skjønt han aldrig havde ladet dem kalde til sig. Han fik det eftermæle af dem, som kjendte ham bedst, at han var kommet frem i verden ikke ved overordentlige gaver og talenter, men ved jevn dygtighed, som stedse var at forlade sig på, ved et smidigt og indsmigrende væsen, der 118røbede fin dannelse og megen smag, og fornemmelig ved et heldigt giftermål med en holstensk comtesse. Han havde været en hjemløs eventyrer af den ufarligste og behageligste art. Han undgik at træffe landsmænd.

Om I cancellirådens dage

I cancellirådens dage ble første gang utgitt i 1897. Romanens ti kapitler/fortellinger kan leses hver for seg, men danner også en hel historie. Handlingen utspiller seg i overgangen mellom 1700- og 1800-tallet og gjennomgangsfigur er kanselliråd Weydal. Boka tar for seg motsetningene mellom embetsstanden og bygdefolket, og handler om forfall.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1897 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook