Kjøbenhavn, Ø. d. 12te Januar 1882.
Kjære Ven! Tak for Deres Brevkort. Glædeligt Nytaar for Dem og Deres.
Mens jeg husker det, maa jeg dog spørge, hvad De synes om, at Ibsen har skrevet Takkebreve til Winkel-Hornet og Erik Bøgh for Anmeldelser, som jeg tilogmed hører vare tvivlsomme nok? Det er dog meget besynderligt. Endvidere har han spurgt Hegel, om den haarde Medfart i Bladene havde skadet Afsætningen. Den gamle Heire vred sig og snoede Benene om hinanden – ja spurgte endogsaa mig tilraads, om han turde svare Ibsen, at Afsætningen virkelig havde lidt; fra Cammermeyer i Kristiania var der f. Ex. kommet 500 Exemplarer tilbage – hele Commissionslageret – ja C. bad endog Hegel ogsaa tage noget af «den faste Regning» tilbage! Jeg mente naturligvis, at Ibsen maatte være gammel nok til at taale Svar paa et Spørgsmaal.
Om jeg hører til dem, Gjengangere har gjort et dybt Indtryk paa? – ja! men mere som et Billede af Ibsen end af Livet. Jeg ved aldrig, at jeg saa stærkt og vedholdende har henført et literært Arbeide til Forfatteren; naar jeg tænker paa Gjengangere, tænker jeg hverken paa Fædre, Mødre, Sønner, Ludere eller Præster, men bare paa Ibsen. Denne Ophobning af Rædsler interesserer mig – rent ud sagt – mindre for sin egen Skyld end for det Indblik det giver mig i denne fine, forsigtige, dekorerede, lidt snobbede Person, der ligesom Nora altid har gaaet med en hemmelig Lyst til at sige «Pinedød» midt opi al Finheden, – og som nu har faaet Mod – Gud ved hvorfra til pludseligt at skaffe sig Luft i et vildt Anfald. Thi i selve Anfaldet er der mere Vildhed end egentlig Kraft – synes nu jeg.
Dernæst tænker jeg meget paa, hvad literær Virkning denne Bog vil have. Først vil den være en Lynafleder for os alle, og gjøre os det muligt at gaa langt videre end vi før kunde. Dernæst vil den være en Fristelse for smaa Hoveder, der af den ville fange Mod til at stable store Rædsler op i bitte smaa Dynger. Den har givet «vore Fiender» Vand paa Møllen, den har skræmt «vore Venner» og vore Halvvenner; men ved at ligge til den opvoxende Slægt, vil den styrke de kommende Slægter i Rygraden, og give dem ganske anderledes Føde for Livet end det Slik, hvormed vi opfødtes. Deres Anmeldelse læste jeg med Interesse, skjønt jeg nok syntes, De gik lidt udenom; Polemiken ved De, jeg ikke forstaar.
– I Julen havde vi det morsomt – mit Hindernissen. Thi Kitty blev just i de Dage opereret (min Søster, som kom helt fra Paris, forat opereres i Næsen) og det faldt jo lidt ubekvemt i Huset, hvor ogsaa Jacobsen boede. Men senere blev det bedre; Jacobsen blev her i 3 Uger, og vi vare saa glade i ham. Nu besvarer jeg i et Par Dage alle mine Breve og saa begynder jeg min nye Bog: «Skipper Worse»; men hvorledes den skal kunne være færdig til Vaaren, det forstaar jeg rigtignok ikke.
Min Kone hilser paa det venskabeligste baade til Dem og til Deres Frue! jeg ogsaa!
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 12te Januar 1882.
Kjære Frøken! – De glædede mig ret med Deres Brev; skriv snart igjen, saa er De snil. Jeg havde hørt, at De var en Stund i Stavanger, og jeg kan tænke, det var en behagelig Tid. Der kan ikke – det er jeg enig med Dem i – der kan ikke tænkes noget hyggeligere end vor Familie om Sommeren – paa Reise fra Sølyst til Holmegenæs i smaa gemytlige Selskaber, Sø og Solskin og Regn og Pianoforte, – jeg har saamænd ikke ladet mig lokke bort fra alt det; jeg maatte bort og længter som en Nar og kommer aldrig igjen. Se – dette skriver jeg nu bare til Dem; ellers siger og skriver jeg, at jeg snart flytter; men det tror jeg er mest, forat trøste mig selv, – hvorom alting er: lad os tale om noget andet.
For Exempel om Musik. Jeg har hørt Essipoff og Popper-Menter. Det gaar tilbage med mig; jeg føler ikke længer Glæde ved Musik; det piner mig snarere. Nei lad os ikke tale om Musik; lad mig svare ordentligt paa Deres Brev.
Har jeg anbefalet Dem at foragte Menneskene? – det maa være længe siden; eller var jeg virkelig saa barnagtig ihøst? Hvis De levede i Kjøben havn, vilde De ikke foragte Menneskene, for her er ingen. De burde komme herned – hvad? Kan De ikke finde paa en eller anden mærkværdig Sygdom, som kun kan behandles i Kjøbenhavn? – eller vil De ikke gaa paa Musikkonservatoriet i Bredgade – nei det burde De dog ikke, for hernede er der ingen, som kan spille. Men vi vil aldeles ikke tale om Musik.
Deres nærgaaende Spørgsmaal, som ikke er det allermindste for nærgaaende, skal jeg med Fornøielse besvare saa godt jeg kan. Men det burde besvares mundtlig – (Ryg mod Ryg – naturligvis); thi Deres Spørgsmaal er meget omfattende.
Det kan gjerne være, at det er en Doktors Pligt at sukre sine Piller; men det er sletikke Forfatterens. Thi en Forfatter (af min Art) er ingenlunde en Læge, men han er Sygdommen; for ham gjælder det sletikke at helbrede nogen, men at gjøre syg – faa Sygdommen til at «slaa ud», saa enhver ser sin Sygdom, saa faar hver for sig se til at blive frisk igjen som han kan.
De er ikke klar over det, De spørger om – ellers spurgte De jo ikke –; hør nu f. Ex. dette: «for at skabe et sandt tiltalende Billede af Livet maa Digteren o.s.v.» – hvorfor skulde et sandt Billede af Livet være tiltalende?
Her ligger Grundmisforstaaelsen, som er Tidens Onde og som endnu gaar igjen i et Hoved saa klart og fordomsfrit som Deres. Literaturen har hidtil indbildt Menneskene, at Livet er tiltalende; der har udviklet sig et tøvet System eller et systematisk Tøv, der fabler om, at alt skal sees fra to Sider. Det er en Lære – god nok for en Veirhane eller en theologisk Candidat; men jeg mener, at den, som ikke ser ensidigt, han ser overhovedet ikke; den, der føler Verdensjammeren i sit eget Bryst, han har ikke Lov til – han tør ikke krænke Gudinden ved at vende sit Øie mod disse lyse Sider ved Livet, hvormed vi berolige os og langsomt snigmyrde vor Retfærdighedssands. Hvad nu jeg selv føler, hvad det for mig er at være Forfatter, kan jeg ikke betro til noget Papir; men hvis vi stod fortroligt sammen – Ryg mod Ryg, kunde det hænde, at jeg fortalte Dem noget, som De ikke ved.
Deres hengivne ALK.
Kjøbenhavn, d: 13d. Januar 1882.
Kjære Ven! jeg skriver kun nogle Linier til dig; thi mere har du slet ikke fortjent – og ikke det engang, eftersom du forsvandt fra vor Horizont, før du forsvandt, idet du førte os bag Lyset, drak, bedrog os og fordunstede som en Tyv om Morgenen i August – eller var det September? Dog – hvorfor kaste Perler for Svin! Derimod:
Sub rosa – men det forstaar du ikke; thi jeg mindes fra Examensdagene at du var en ihærdig Strygebolt – altsaa: under fire Fødder – som min Fætter siger; – min Fætter Carsten – ja det er altsaa ikke ham med de fire – forstaar du –, men nok om det – ny Linie!
Fætter Carsten talte jeg alvorligt med for nogen Tid siden. Det pinte ham – som du nok kan forstaa –, at hans literære Udvikling paa en Maade er gaaet istaa efter hin første Begyndelse, som jeg ialfald finder lovende. Jeg foreslog ham da at prøve en praktisk Beskjæftigelse saa nær hans Hovedinteresse som muligt, og Talen faldt da naturligt paa Direktørposten ved Bergens Theater. Vi var jo begge enige om, at han i de fleste Henseender – kanske i alle – var mere værd end I. Grieg. Men han mente, du vilde forblive i Stillingen. Det mente ikke jeg – efter hvad jeg troede at have forstaaet af dig. Saa foreslog jeg – nu kommer sub rosa –, at jeg som intim Ven skulde spørge dig, om du vilde forblive (i hvilket Tilfælde han altsaa intet vilde foretage), eller om du – som mit Indtryk var – kun halvt nødtvunget tog Posten og gjerne overlod den til en anden. Dette maa du altsaa svare mig paa ganske under Haanden.
Du har faaet altfor mange Linier! – glædeligt ikkedestomindre Nytaar for din Kone især og for dig bagefter. Beate hilser Eder begge – og jeg ogsaa
Din dybt nedbøiede A.L.K.
[Etter 13/1 1882.]
Deres Brev har gjort mig bitterligt ondt. Jeg kommer fra en Familie og fra Omgivelser, hvor vi ikke ere vante til at sorteres ud fra Gentlemen, der vide og forstaa, hvad de skylder sine Medmennesker af Hensyn i enhver Henseende.
Den af Dem antydede Eventualitet, at De skulde behøve at udtræde af Committéen, finder jeg ikke at være nødvendig, især af den Grund, at der i Kredse af Kvinder og Mænd, der samarbeide, for at lindre Nød og Fattigdom, ogsaa tør formodes at findes mange andre, for hvem deres christne Tro er deres bedste Eje og som ikke for nogen Pris vilde være med til at drive Propaganda for Fritænkeriet.
Det eneste korrekte, som jeg efter dette tror der kan gjøres, er derimod, at jeg træder tilbage med mit Tilbud. Dette er da ogsaa gjort.
ALK.
Kjøbenhavn d. 20de Januar 1882.
Kjære Ven! – tak for dit Brev af 7de dns. Jeg vilde svaret strax, for at afholde dig fra nogen offentlig Udtalelse om mig og mit Forhold som Teglværkseier. Thi du ved, jeg liger ikke saadant; det faar saa let Udseende af en Tilstelning, der er beregnet paa at tage sig godt ud, men som ikke har stort at betyde.
Men før jeg fik svaret, saa jeg Inseratet i Stav. Amtstidende. Jeg vil takke dig for din gode Mening om mig; ligesom jeg ogsaa for mit eget Vedkommende tør staa ved det som skrives. Men ialmindelighed mener jeg, at den Slags Ting bør forblive mellem Mand og Mand; det kommer ikke Avispakket ved.
Det glæder mig, at Vinteren hidtil har været taalelig for Arbeiderne; men endnu er der jo langt frem til Vaar og nyt Arbeide; derfor maa du støtte til saalangt du kan med mine Penge, og skulde det blive for galt med en eller anden, faar du skrive til mig; du glemmer vel ikke gamle X.
Det gjør mig ondt, at Aaret ikke blev bedre for Teglværket; men du burde dog ikke tabe Modet. Hvis du nu i daarlig Tid overlader din Andel til de to andre, taber du vist Penge; og da kunde det ogsaa hænde, at du kom bort fra hele Bedriften. Men dermed er du ikke tjent. Alle dine Kundskaber gaar i Retning af Teglbrug og din store Erfaring er en Kapital, som du ikke har Raad til at kaste bort eller lade ligge uden Rente.
Heller ikke skjønner jeg, at du som Bestyrer af et andet Teglværk kunde faa det saa bekvemt og hyggeligt som ved Malde.
Sikkert er det: din Aarsfortjeneste var ynkeligt liden; men jeg tror, du bør holde ud. Desuden kan jeg ikke tænke mig, at Berner og Bertelsen tør slippe dig ud af Kompaniet; thi de forstaar jo ingenting; derfor kunde du kanske opnaa fordelagtige Betingelser ved at true med at gaa ud? i ethvertfald vil jeg ønske bedre Lykke i dette Aar.
Hils alle mine Venner.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn d. 31te Januar 1882.
Kjære Broder! Der er en Ulempe ved saadanne lange Breve – saa jille som de ere –, og det er, at de næsten ikke kunne besvares ordentlig; men jeg vil vælge mig et Par Punkter, som synes mig de vigtigste. Der er en Indvending, som har fulgt mig fra jeg begyndte; mine Fiender forme den saa: Kielland skriver saaledes, fordi det er moderne; han skjælder og smælder; men selv sidder han som Paven i Hummerskrotten – fed og inderligt fornøiet med denne Verden, han skildrer saa sort. Mine Venner undre sig, – antyde –, beklage, at jeg skriver saa blygraat og lever saa rosenrødt; du bebreider mig – ikke det mindste for nærgaaende – forstaar du –, at jeg staar udenfor eller ovenfor; en ung Veninde skrev en Dag og spurgte, om det virkelig var saa, at jeg selv stod kold overfor den Jammer, jeg skildrede.
Skulde jeg engang svare paa den Grundtanke, som gaar gjennem alt dette, maatte jeg aabne mig meget mere end jeg nogensinde vil gjøre for noget Menneske. Men saameget maa du dog se: Den Kraft, som driver mig og lægger Varme i mit Ord, er den onde Samvittighed over, at jeg har det altfor godt, – jeg tør ikke kalde det Medlidenhed med de andre, thi det er en farlig Vei til Selvbehagelighed; – jeg kalder det ond Samvittighed, Selvbebreidelse eller noget lignende. Naar jeg da skriver om Else, og du siger, at Forfatteren er ikke i Bogen, du savner den livskraftige Løsning, som Haabet giver, – Kjære – Forfatteren er i Bogen – han er nærmest at finde i Konsul With; hele det Samfundslag, hvortil Forfatteren hører, er der med alle sine Løgne, sit Hykleri og sin patenterede Haardhjertethed.
Eller vilde du virkelig heller, at jeg skulde sætte en ædel Figur ind – en liden Irgens – med rigtige, sande, sunde Begreber, forat Menneskene kunde beroliges ved «at finde sig selv igjen», og jeg høste Ros for sandt kristeligt Alvor? – Nei – da er det ti Gange bedre, at være den, jeg er, og saa lade dem skraale: hvad den Kielland dog maa være for et slet Menneske og hvor ondt og stygt han tænker! (Aftenbladet)
Og endnu et om Paven i Hummerskrotten. Der er en underlig Overtro blandt Menneskene, at den, der vil elske og hjælpe andre – især nedover, maa begynde med at forlade sin Sfære og i det ydre stige ned til de andres Standpunkt. For mig staar det klart, at det er dette uhyre Skaberi, som har ødelagt de fleste gode Bestræbelser i vort Land; hvor ganske anderledes hel vilde ikke Chr. Bruun være, om han ikke gik med langt Haar, Christusskjæg og Vadmelsfrak, og dog er han den eneste, som ikke helt er gaaet under i Skaberi.
Kun den, der helt ud forbliver i Overensstemmelse med sig selv, formaar i Længden at give godt og fuldlødigt Arbeide. Enhver – endog den ubetydeligste Afbøining, forat tækkes andre, forat ligne andre, er et Skaberi, der grusomt vil hævne sig. Af den, der vil føre Sjælene til Salighed, fordres, at hans Liv og Vandel afgiver Garantien for, at han selv er gjennemtrængt af Troen; men den, som ikke har nogen Vei at vise, men kun vil vække til Eftertanke, han bør helst være skjult, – ikke i Anonymitet, men skjult i Forklædning. Var jeg en Alvorsmand, vilde de sige: ja – pyt! han er en Grinebider, en Hypokonder, hvem vil høre ham. Men naar de Letsindige, de Tankeløse, de Verdslige ser mig, saa siger de: Men Herregud! – han er jo en af vore, og dog skriver han saa! Dette forvirrer, vækker Nysgjerrighed, forarger og slutter med at gavne.
At der, forat fuldstændiggjøre Else behøvedes en Skildring af hvorledes hun fra Fald til Fald hvergang har en Modstand at overvinde i sin kristelige Bevidsthed, tror jeg aldeles ikke. Jeg har hørt Svend Olsen forberede til Konfirmation i Nygadens Forsamlingshus; jeg har hørt Gutterne fremsige sine Lexer uden Feil, uden at puste; – men at jeg skulde tro, at der i den hele Forsamling var 3, som for Livet medbragte Alvor fra denne og de senere Ceremonier, dertil maatte jeg være naiv – som en Præst. I tro selvfølgelig, at der findes mere af Kristendom hos Folk, fordi enhver, som taler med Eder, strax graver frem i sin Erindring, hvad han har lært og hørt; men at dette: at opvoxe i det kristne Samfund skulde lægge en – om end liden Grundvold til kristelig Bevidsthed er – som Regel – ikke holdbar.
Elses Stemning i Kirken er det bedste Træk i Skildringen. Netop saaledes vil et ungt Udskud tænke og føle. Først Lysten til at gaa ind – fremkaldt ved Frk. Falbes Møde; saa de fromme, fredelige Tanker, mens hun sidder varm efter den hurtige Gang gjennem Byen og lytter til den dæmpede festlige Klang af Kimingen. Men i den frygtelige Allarm, som du ved opstaar, naar Klokkerne falde i med de taktfaste, larmende Slag, farer hun op, kjender sig ensom, fælen i Halvmørket, – den lille Rørelse – saa fremmed i dette Hjerte – flygter bort, hun er det forskræmte Elendighedens Barn, der jages gjennem Samfundet med Politiet i Hælene – hvad vil hun her, hvor skikkelige Mennesker dyrke den strænge Gud? At du, som kjender et offentlig Fruentimmers Tilværelse i en By, kan falde paa, at hun vil falde i Tanker om Jesu Lidelse! Leiligheden er ikke greben til et Anfald mod Kirken; men det er Forholdet mellem Else og Kirken.
Du svæver i en overordentlig stor og farlig Vildfarelse, naar du lovsynger Landspræsterne. Det er ligefrem historisk Løgn, naar I prise Kristenlivet blandt Almuen som Præsteværk. Sandheden er, at Almuen i sin Tid, da Præsternes Indbildskhed steg over alle Skræv – endogsaa over de nuværende –, tiltvang sig gjennem Lidelse og Kamp den gamle sande Tro, og der er ikke en eneste god Ting hverken i Eders Liv eller i Eders Forkyndelse, som ikke blev paatvunget Eders Fædre, efterat den rette Tro endelig seirede trods Præsteskabet. Der er faa af de bedste Embedsnavne, som ikke ere plettede fra Aarhundredets Begyndelse, og det glemmer Almuen aldrig. Men hele den Religiøsitet, som I nu lever af og pukker paa, har Folket selv tilkjæmpet sig og Lærerne have trinvis og modstræbende gjort Bevægelsen med. Det skal der staa i min næste Bog.
Din hengivne Broder ALK
Kjøbenhavn, d. 2d Februar 1882.
Kjære Formynder! – det er ikke uden Beklagelse, jeg erfarer, at du endnu ikke har naaet det Synspunkt, fra hvilket min Økonomi alene kan og bør anskues nemlig: det humoristiske. Du kan da vel vide, at something must turn up, for Exempel, jeg kan faa en Arv eller vinde i Lotteriet. Jeg spiller vistnok ikke; thi Chancen er saa liden, at det vilde være at kaste Penge bort – noget, jeg aldrig gjør. Men netop fordi Chancen er saa forsvindende liden for de Spillende, er den næsten ligesaastor for de Ikkespillende – en Gevinst kunde saaledes let falde udenfor, og da traf den ganske vist mig. Du ser saaledes, at der ikke er Grund til alvorlig Bekymring.
Cto Couranten fandt jeg fortryllende og min Stilling over Forventning favorabel; naar vi blive disse lede Østerrigere kvit, vil den blive glimrende. Desværre sender jeg dig idag to Regninger, som du maa betale for mig; thi det kan jeg ikke. Til Kronenwerth skriver jeg, at Beløbet vil blive ham sendt fra Stavanger. Jeg nærer ingen Tvivl om, at du jo nu er fortvivlet; men det er Formynderne altid i de gode Komedier, og de have altid Uret.
Jeg forlader nu de alvorlige Materier og anlægger en spøgefuldere Tone.
Det gjør mig ondt, at du er saa bureaukratisk-rævaxtionær, at du vil skjule, at Byfuden var mod Gasen; thi han var mod Gasen og det skal staa i min nye Bog! – hvis det overhovedet bliver nogen Bog; thi endnu er 1ste Kapitel ufuldført.
Den skal udkomme til Vaaren, og Hegel har allerede foreslaaet 5 000 Exempl. Kunde jeg nu bare faa den godt samlet; men jeg er saa usvigelig vis paa, at det gaar som almindeligt: jeg slipper ud en Masse Folk i 1ste Kapitel og saa render de fra mig som Jagthunde, og naar de saa hæseblæsende kommer til Maalet, har jeg ikke faaet anbragt Halvdelen af det, jeg vilde sige – og denne Halvdel, som mangler er den bedre Halvdel! Men det er med Romanskrivning som med Økonomien, det er ingen Kunst, men en Skjæbne. Den, der er bestemt til Økonom, vilde intet udrette ved at kaste sine Penge ud af Vinduet, selv om han lukkede det, vilde Pengene uden at skade Glasset vende tilbage; ligesaa forgjæves vilde det være, om jeg prøvede at holde paa mine Penge, min Pen eller mine Personer.
Jeg tør ikke skrive paa denne Side af Frygt for, at Brevet skal blive overvægtigt, og jeg vilde gjerne, du skulde se, at jeg har lagt mig dine Formaninger paa Hjerte.
Din uforbederlige A. L. Micawber, Esq.
Kjøbenhavn den 19. Februar 1882.
Kjære ældre Ven! vil De ikke være saa snil at passe paa, at jeg ikke kommer op paa min usalige danske Kjæphest næste Gang vi mødes. Jeg forstaar godt, at De maa paaholde alt Deres Venskab for mig, forat kunne bære over med mine Ord, naar de boltrer sig som vildest, og vi vilde dog begge beklage, om nogen Misstemning skulde formørke vort sidste Samvær.
Det kan desværre ikke nægtes, at jeg har faaet et ondt Øie til det Danske; at jeg har Ret til at benytte mine Erfaringer til at danne mig en Mening, vil De forgjæves benægte; men jeg kan holde min Mund d. v. s. jeg kan ikke holde min Mund, naar jeg provoceres, – lad os derfor endrægtigen undgaa det Emne; vi har dog – trods Brandes’s Forbauselse – andet, vi kan tale om.
Deres oprigtigt hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d. 27d Febr. 1882.
Kjære Formynder! jeg svarer i al Hast paa dit kjærlige af 21 d., – kortelig svarer jeg, fordi der ikke er noget at svare til saadant Pølsesnak, som du altid fører, naar du taler om Penge, som du ikke forstaar dig det mindste paa.
Kortelig svarer jeg ogsaa, fordi jeg er stærkt optaget med min Bog, og kun har liden Tid til Breve; jeg er i det 5te Kapitel. Jeg kommer ikke hjem til Sommeren og bliver her et Aar til; men saa ikke mere.
Kan du skaffe mig Svar paa følgende Spørgsmaal?
Jeg formoder, at det bliver en god Bog; jeg er ialfald selv stærkt optaget af den, og da pleier det at blive godt. Der kommer intet stødende, snarere er den vel religiøs. Men jeg har faaet saadan Interesse for Hougianerne især paa Grund af deres Frisind overfor de Styrende, og fordi Embedspakket her har en Synd, som de endnu ikke har faaet sig godskrevet. Det bliver besynderligt for alle mine Venner, at se alt det religiøse, jeg tumler med og høist forvirrende – haaber jeg – for mine Fiender.
Hils Kitty!
Farvel saalænge Din A. L. K.
Kjøbenhavn den 7. Marts 1882.
Kjære Doctor! Tak for Deres Brev og for Deres Brevkort, som netop i dette Øieblik manede mig til at skrive til Dem, mens jeg tager mig en liden Fristund fra Skipper Worse og hans Sorger. Naar De er saa tilfreds med Karen, saa gad jeg vide, hvad De vil sige om: Pesten i Bergamo, som Jacobsen netop har pillet sammen. Det er for mig det uden al Sammenligning fortrinligste, jeg har læst paa Dansk. De kommer til at faa Dem en stor Glæde ved at læse den; der er intet ufriskt, eller uklart som jeg undertiden finder hos ham, – alt er uforligneligt skjønt og fuldendt. Ogsaa Støv af Bjørnson var god – ikke sandt? hvor moderat, hvor kjærligt og mandigt man mærker den gode Mening banke i hvert Ord; han tager det forvovneste Emne som en voxen Mand uden at forstyrres af Skriget, som venter ham, lægger det roligt og smukt ud – uden Spark til nogen Side og uden overflødig Forargelse. Det var mig en stor Opbyggelse at læse den. – Indledningen var jeg ikke saa tilfreds med, den er – Gud forlade min Mund – lidt skabagtig og ikke saa lidt endda. Men fra de begynder at lede efter Gutterne, er der ikke Skygge over min Beundring. Deres Bror mente, den var lidt lavet – saadan lagt tilrette, forat faa Tendensen frem, det mener jeg ogsaa; men det er i mine Øine det største Fortrin; for mig er der netop noget velgjørende i at læse saadant, hvor ubarmhjertig alt det er kappet væk, som ikke netop gjør Nytte i Fortællingen, og hvor kun det faar Lov til at foregaa, som præciserer Hensigten. Se det er nu min Orm; Jacobsen havde ikke endnu læst Støv, saa vi fik ikke høre hans Dom; den pleier at falde for streng – synes jeg. Min Bog er i det syvende Kapitel og jeg formoder omtrent halvveis. Det gaar med Fart; men det kan vist ikke gaa anderledes for mig. Naar jeg gaar et Par Dage uden at skrive, saa tænker jeg ialmindelighed – som Kjeld Horge – bare paa Kraftstederne – omigjen og omigjen – til jeg kan dem udenad. Men naar jeg derimod sætter mig til at skrive uden at vide andet, end at i dette Kapitel skal det og det ske, saa sker det til min egen Overraskelse for mine Øine paa Papiret og Pennen følger bare efter, forat det skal blive staaende der. Jeg har skrevet to Kapitler – en Række Scener, som der virkelig er Liv i, som jeg ikke havde Anelse om, da jeg begyndte om Morgenen.
Mit kjære Byesbarn Steffens har aldrig sagt noget saa træffende om mig, som det om Kammerjunkerne; det skal staa paa min Gravsten. Kun undrer det mig, at De ikke synes at indse, at det netop er min Lykke og min Styrke. Alle Mennesker, der leve i fuld Forstaaelse med sine Omgivelser, som ere tilfredse, fortrolige, broderlige o. s. v. enige o. s. v. kort sagt, som ere komne paa sin rette Hylde – de ere efter min Erfaring de allerkjedsommeligste Væsner paa Kloden; kun saalænge Mennesket er utilfreds, saalænge der intet findes i Verden, som han kan gaa op i – kun saalænge duer han noget for sig selv og for mig. Saasnart jeg faar realiseret min nuværende Yndlingsidé: et muret Hus i Stavanger, skal De høre mig jamre og længte efter Skjaldenes hellige Kor og de beslægtede Aanders søde Forening. Næste Gang skal De høre om Bogen, hvis De vil.
[Resten mangler]
Kjøbenhavn, d: 8de Marts 1882.
Kjære Ven! – Tak for dit Brev af 6te Februar. Du har vel nu igjen prøvet Silden, og det er vel venteligt ikke gaaet synderligt glimrende. Thi eftersom jeg har kunnet forstaa af Aviserne, har det været samme Slags Fiskeaar som ifjor og de sidste Aar: store Forhaabninger og smaa Hvaler, en Masse Maager og spildt Uleilighed. Det er dog forunderligt, at Silden kommer under Kysten som før, men stopper paa Dybet. Næste Aar faar du prøve Island; men det har du vel ikke Tid til, om du bliver ved Værket.
Det gjør mig meget ondt for X. Der var jo rigtignok Sygdom, og den kan knække den bedste, men jeg har dog mangen Gang undret mig over og beklaget, at selv en saa udmærket dygtig, ædruelig og paalidelig Mand som han ikke i vore Forhold skal kunne arbeide sig bedre frem i Velstand. Der er vel mange Grunde hertil; men min Smule Erfaring har dog lært mig – synes jeg –, at det er de uduelige Koner og de mange Børn, der trykker de fleste ned. Men saa tænker jeg igjen paa Y.; for ham var det ligefrem en Lykke, at han blev gift; det var en flink Kone, og hun fik da ikke Unger som en Kanin. Hvis du har flere af mine Penge, maa du dele dem ud til sidste Skilling hos X, eller hvor du ellers synes, det behøves. Naar der ikke er mere og der er nogen særegen Trang, saa ved du, at jeg altid efter Evne er beredt til at hjælpe. Hils alle mine Venner.
Naar du igjen skriver, maa du fortælle om Værket. Vaaren nærmer sig, og du tager vel fat iaar igjen? Jeg tænker, de gamle Murstensmøller ere temmelig skrale nu, og Remmer maa der vist kjøbes.
Her har ingen Vinter været. Taage og Sorpe og Storm – helst af Vest; ingen Sne at tale om og ikke Is. Jeg liger bedre en Vinter hjemme, skjønt den kan være vaad nok; men der er dog mere Drift og Fart i Veiret. Her er den ene Dag som den anden i lange Tider, og det er kjedeligt. Vi lever alle sammen godt og alt gaar efter Ønske. Gid det samme var tilfælde hos dig. Hils din Kone.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn d. 9. Marts 1882.
Kjære Ven! – jeg er ganske haandfalden, naar jeg skal sige dig, hvor glad jeg blev over «Støv», efterat jeg rigtignok havde grædt, som jeg var pisket. Først var det nu den store Nydelse at læse dig igjen, det er virkelig altfor længe siden. Og dernæst beundrede jeg dit store Maadehold, hvormed du opnaar saamegen Kraft paa disse farlige Punkter, hvor et altfor dristigt eller hvast Ord skræmmer en Mængde bort, der fortjener at høre. Det er bare den gamle, store Mester, som kan faa det saa varmt og kjærligt sagt og dog ikke bøie end et Haarsbred ud af Veien for nogetsomhelst Hensyn. Er du ikke selv glad i Fortællingen? – jeg har hidtil bare hørt Glæde; Beate hilser og takker; men der skal vel skraales som almindeligt.
Forøvrigt kjender jeg ikke stort til Stemningen her, vi bor langt fra Byen – helt ude ved Lille-Vibenshus, hvis du ved, hvor det er, og vor Kreds er igrunden ikke stor. Min nærmeste Ven er, foruden Carsten, J. P. Jacobsen, som du kan tro er værd at holde af. Syg er han, saa han kan ligge overende hvert Øieblik; men han er saa fin og ren og saa fri for Frygt og Dadel, at han er en sjelden Ridder blandt de Danske. Ære være de Danske forresten; men hvor jeg længter hjem – efter Folk, som bander og spytter. Naar de bander her, sige de i en kjælen Tone: Sætæn gæle maj! – det var rigtig noget at uleilige en ordentlig norsk Djævel for.
Tidsskriftet saa godt ud – selv jeg var tilfreds med Udstyret; og det skal blive en Fornøielse, om det slaar sig op. Folk her klager over, at de kan ikke faa subskribere paa det i Boghandelen. Det tror jeg saa gjerne. Arrangementet er vist saa oldnordisk som muligt. Men forresten bliver det vel bedre med Tiden, naar Udgiverne kan faa Overblik over, hvormange Exemplarer her kan gaa i Danmark. Nu om Dagen er her en Rift om de faa Hefter; Hegel har ikke faaet fat paa noget endnu! –
Hegel er en behagelig Mand; det hører til mine Fornøielser at sidde og tale med ham i hans Kontor, og jeg haaber rigtig, han synes godt om mig ogsaa. Vistnok siger jeg mangengang Ting, som bringer hans 12 Heirefjære bag Ørene til at dirre af Skræk; men han haaber dog altid, at jeg ikke mener det saa slemt. Du skulde seet Beate tilbords hos Hegel ved en stor Middag med Ambrosius Molbech! – hun var saa uforbederlig grov i sin Naivitet, at hun duperede – ja bedaarede den gamle Nøddeknækker.
Nu skriver jeg hver Dag et halvt Kapitel omtrent af min nye Bog. Den skal handle om Haugianerne. Jeg har nemlig opdaget, at det ogsaa er en Løgn, naar Præsterne tale om det Kristenliv, de have vakt blandt Folket. Sagen er, at Folket selv har tvunget dette Liv frem, og saa har Gisle Johnsons Ravneunger grebet det og levet paa det og deraf lavet sig en Lovsang. Ja – det er vel ikke nyt for dig; men jeg har grebet det med Glæde. Saa faar jeg ogsaa et Par Kapitler om din gamle Ven Djævelen, hvilke jeg haaber vil more Eder begge. Naar du nu faar Tid, maa du sende mig lidt Blæk; naar du tier, tænker jeg altid: bare han nu ikke gaar og blaaser Lapsen op, til den ganske overskygger hans gode Ven og Slagsbroder
Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d. 24de Marts 1882.
Kjære Ven! – har jeg været taus, saa tilgiv mig; det er ellers slet ikke min Vane at være en uefterrettelig Korrespondent. Men hvorledes det er blevet med Deres sidste Brev, kan jeg nu ikke længer klare, – at noget «har stødt mig» kan der aldeles ikke være Tale om; thi saa havde jeg husket det og ganske sikkert svaret. Jeg tror, vi sidst skrev om det latterlige i at Folk altid har saa travelt med – nei jeg faar slutte en Stund: mine Sønner tage Musikundervisning i Stuen ved Siden –; – at Folk altid har saa travelt med at finde Modellerne til en Forfatters Figurer. Jeg havde selv gjort noget lignende med Dem; men jeg husker, jeg blev ganske flau, da De fortalte mig, at Fru Collett havde gjenfundet sit Forhold til Welhaven i Deres Bog. Alligevel er der dog noget i det: det bør være en Pligt for os, der komme fra og skildre saa smaa og gjennemsigtige Forhold at give de Modeller, vi bevidst bruge, et saa misvisende ydre Præg som muligt. – Den store Begivenhed siden vor sidste Underholdning har jo været Gjengangere. Da jeg havde overstaaet den første voldsomme Rystelse, blev jeg lidt mere skeptisk, og jeg finder nu, at Ibsens Angreb her er mere vildt end egentlig vægtigt. For Ex.: det skulde interessere mig meget at høre et vel ført Angreb paa den overdrevne Frygt og Afsky for Blodskam; men et Angreb paa en saa indgroet Fordom falder aldeles til Jorden, naar det kun støttes af saa latterlige Grunde som disse: at Adam og Eva’s Børn avlede Børn sammen – og at der vist i Verden lever mangt Par, som uden at vide det ere Søskende eller Halvsøskende. Paa flere Steder – f. Ex ved det famose Præmie-Kaalhoved af en Præst – finder jeg, at Forfatteren har gjort sig Arbeidet vel let. Deraf den forfærdelige Virkning med det samme man staar foran disse opstablede Rædsler; men piller man siden ved det, maa jeg næsten tænke paa Stykkets egen Vittighed om Maskinsømmen. Det skulde været en Tordentale; men det er blevet et Skrig – et Skrig, som længe vil gjenlyde i Literaturen, og som ganske anderledes vil styrke vore Børns Nerver end det forbandede Kram, vi vokste op med. – Jeg ved sletikke, hvem Forfatteren er til: Til Statsraadstaburetten; hellerikke ved jeg Dagen for Bjørnsons Jubilæum; men jeg skal spørge Hegel eller nogen hjemme, og skrive det til Dem, naar jeg faar vide det. Heyse har vist forgabet sig i skandinavisk Literatur, naar han endog roser Statsraadstaburetten; jeg har ladet mig fortælle, at den er kjedelig til at spy af, og jeg har Grund til at tro det, for jeg hørte den forleden rose af Professor Molbech. Jeg har bare seet den udenpaa, den var mig for tyk. – Det glæder mig, at De ogsaa er flittig. Jeg slider med Slutten af Skipperen min; det handler om Haugianerne i Stavanger Aar 18- og nogle og firti. Et Aar til bliver jeg her, saa reiser jeg tilbage til Stavanger, hvilket Sted er den af Guderne mest benaadede Plet paa denne Klode. Her slaar jeg aldrig Rod; de er mig altfor literære her, de har læst saa generende meget og ser hele Livet – som Følge deraf – med halv Interesse, somom det var en Bog, som man haaber skal blive morsommere i næste Kapitel. Georg Brandes spiste hos os igaar; han har holdt et og skal holde et Foredrag til, som jeg desværre ikke hører, fordi Lokalet skal være saa kvalmt og uhyggeligt, og jeg har en gammel Aversion mod Forelæsninger, fordi jeg forsømte dem i mine Studenterdage. Skriv snart igjen, naar De har Lyst, mig er det altid kjært.
Deres ALK.
Kjøbenhavn, d: 17d April 1882.
Høistærede Herr Etatsraad E. Collin.
Tillad mig at takke Dem hjerteligt for Deres Bog med den venskabelige Paaskrift. Hver Aften læser jeg et Stykke med den høieste Interesse og meget Udbytte.
Jeg vilde ønske, at jeg kunde skrive en saa god og en saa tyk Bog.
Deres særdeles forbundne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d. 27d April 1882.
Kjære Formynder! – mens jeg husker de to Spørgsmaal: Kan du mere af Sangen:
En Sømands Brud har Bølgen kjær
Det stolte Hav hun fjernt og nær
Betragter som sin Brudeseng
Og Vuggen for sin Dreng – mer?
No. 2: Der kommer Bud til en Kjøbmand i 1842 eller saa, at hans Nodebas (eller Fuldmægtig) har kjøbt 400 Tønder Sild for ham. «Ved du Prisen?» raaber han ud af Vinduet. Opgiv mig en Pris i Ort og Skilling – bare nogenlunde paa fersk Sild fra den Tid. Var det 3 Ort og atten eller 6 Ort og atten? – eller hvad?
Det gjør mig ondt, at du kunde le af et Brev saa alvorligt som mit sidste; men du maa Pinedød ikke tro, at jeg saaledes lader mig afspæspæ-spise med en god Latter i Gangen.
Mine Frimærker! – Ulykkelige! – hvad er det for noget Belzebubs Tøv – a propos om ham, mens jeg husker det: har ikke Dons brukket sine Ben og slaaet sit Øie ud ved at «gaa Dons» – som Jonas Kielland pleiede at vise os? – at du ikke kan finde – forresten er jeg lidt færdig med Fru Collin, der er kommen to nye og en til – men derom senere – mine Frimærker, de ligger jo i en stor Convolut, som følges med en Bog – en trykt Bog, som var saa dum, at jeg klinede Frimærker i den. En saadan Formynder har jeg dog aldrig seet i den sletteste Vaudeville! – such!
Jeg skriver 7 – det er s’gu sandt – syv Timer om Dagen paa min Bog; et Kapitel hver Dag, saa jeg er snart færdig; det bliver dog en udmærket Bog – tror jeg, – ialfald er der en Glød i den, som pleier at betyde godt.
Rodenberg har kjøbt den for Deutsche Rundschau, hvor «Karen» skal have gjort saa megen Lykke; der kommer den i Juli–August; paa dansk i Juni. Det er jo en Tid, hvor man ikke pleier at udgive Bøger; men jeg har sat mig i Hovedet, at det er noget Tøv med denne Ophoben til Jul. Da læser man slet ikke, man raber; men om Sommeren – ved Badesteder og paa Landet kan man døie det værste Skidt bare for at faa Ende paa de lange Regndage – he? Hegel giver mig vel ikke Ret; men han klapper mig og siger: Kære Kælland! med Dem er det ganske ligegyldigt, naar De udkommer – hi-hi-hi! – Igaar vare vi der i en udsøgt Middag med de allerfineste Folk. Justitsraaden er saa stolt over, at Jacobsen og jeg – skjønt hørende til den onde Side – kan inviteres sammen med de allerstiveste. Naar han har Drachman og Schandorph, sker det altid Ulykker, og da bedes vi ikke med. A propos! hernede ere vi enige om, at Drachmans sidste Fortælling i Ude og hjemme var skreven efter «Else» og umaadeligt slet skreven. Han er det, man her kalder et Skabedyr og jeg er træt af ham – og af mange andre. – Men det er s’gu sandt; nu husker jeg, hvad det var, jeg skulde skrive om. Tror du, jeg kunde faa den Plan realiseret: Bygge et Hus for 16,000 Kroner paa Malde paa Laan i Bankerne og Prioritet. Grund skulde jeg kjøbe i Sommer paa et kort Ophold hjemme – paa Malde. Du skulde bygge med Arkitekt Ekhof, og jeg skulde komme med hele min Flok og finde alting færdigt til Mai 1883?
Ja jeg ser, jeg behøvede ikke saa megen Plads for min Plan; men svar nu du alvorligt og udførligt.
Din henrivende MyndlingA. L. K.
P. S.
Din Alexander.
Kjøbenhavn Ø. d. 7de Mai 1882.
Kjære Ven og Formynder! jeg ved ikke, om jeg nogensinde har takket dig, fordi du er saa snil mod mig og udfører alt, hvad jeg paabyrder dig, med saamegen Iver og Troskab? men jeg formoder, du har en Fornemmelse af, at jeg er dig hjertelig taknemlig og forbunden.
Min Skrift er saa rabalsk idag, jeg formoder, at jeg er paa Randen af at faa Skrivekrampe. Jeg har nemlig igaar med utrolig Anstrængelse og Flid fuldført min Roman; to Gange skrevet i 3 Maaneder paa Dagen! – det skal jeg have Ros for; men nu er jeg ogsaa træt, og min Haand saa forvildret, at jeg skriver de uvilkaarligste Streger. Det er som altid baade ondt og godt at være færdig, – godt fordi et fuldført Værk altid er en Sejer; men ondt fordi man føler sig saa tom efterpaa. Forgjæves strækker jeg mig og siger: ah, hvor deiligt at være færdig; – det er ikke deiligt igrunden; hvad der er deiligt er at have skrevet det første Kapitel og nogenlunde vide, hvad der skal staa i det næste. Denne Gang vil der imidlertid ikke gaa nogen lang ledig Periode som efter Else, da jeg allerede har et dæmrende og meget bittert Sujet om en stor gul Hund, – omtrent saa lang som en halv Else.
Det synes mig nu, somom du f. Ex. maa blive henrykt over Skipper Worse, det er virkelig for Stavanger en morsom Bog; Sludder og Vrøvl ere vi forberedte paa. Byfogden er skaanet, træffer du ham saa sig ham fra mig, at det holdt haardt; men jeg har lovet det. Haugianerne har jeg skildret i deres Decadence efter min bedste Overbevisning; med Sympathi for de første levende Kristne fra Hauges egen Tid har jeg ladet Efterfølgerne gaa op i verdslig Handel og det blødsødne Hykleri, som nu er trængt helt op til endel af Præsterne og som danner Grundvolden for næsten alle vore Fruentimmers Religiøsitet. Der er to Steder, man vil kaste sig over: et i femte Kapitel – Cardinalkapitlet – hvor jeg giver Juristerne et høist uventet Rap, og et i 4de, hvor Præsterne faar sin varme Mad bagfra – historisk. Ellers er den harmløs og absolut kydsk. Derfor venter jeg et stort Salg; næste Gang skal jeg berette dig om Oplagets Størrelse, Pris og antageligt Arketal; jeg sender de første 5 Kapitler til Trykning imorgen; de ere oversatte.
Jeg har været saa heldig at sætte Prisen paa fersk Sild til 3 Ort og atten, samt til ikke at nævne Nodebas, men bare: «Ivar Ostebø har kjøbt 400 Tønder for Jer!» Om jeg havde været hjemme, var denne Bog visselig blevet bedre, og var her bare Tid, men det er her ikke, skulde du eller din Broder læse igjennem nogle af Kapitlerne. – Det glæder mig, at du dog ikke ligefrem bespotter mig for min Plan om Huset og det er ganske som du mener, at jeg selv vil have det: Eckhoff tegner – (kan han?) – jeg er umyndig; alting kalkuleret; du lægger flade Stenheller overalt; jeg gnider en Morgen paa Lampen og staar foran mit ejendes Palads mod 2/3 Prioritet. Naar jeg bare kan komme hjem en 14 Dages Tid isommer, saaat vi kan faa kjøbt Grund. Stilen skal være som Ledaal eller de gamle Paladser i Amaliegade med Vaser og Guirlander, – man faar dem her af Zink; lad Ekop prøve sig. – Farvel.
Din hensvindende A. L. K.
Kjøbenhavn d. 7de Mai 1882.
Kjære Ven! Tak for Deres venlige Brev; det har ligget en Tid, fordi jeg har skrevet saa ivrigt paa min nye Bog. Igaar sluttede jeg den, og idag skriver jeg en Mængde Breve; imorgen gaar jeg ud i Luften og rører med Guds og St. Svithuns Hjælp ingen Pen mere før til Høsten.
At De har læst den tykke Bog, rører mig, saaat jeg endog en Dag besluttede at prøve selv; men saa saa jeg hele Taburetten hos Dr. Brandes og da opgav jeg det. Lidet læser jeg – det er vist, og nu er her saa meget: Collins Bog om H. C. Andersen, Jonas Lie, Sars Historie og saa Aviser fra Stavanger; dette er mere end nok for mig. Jeg har nemlig etableret en Grundsætning, at en god Forfatter bør skrive lidet, og aldeles ikke læse. Det er utroligt, hvor tilbøielig man er til at slaa af paa Fordringerne til sig selv og sænke Niveauet for, hvad man tør tillade sig, naar man læser meget; thi læse meget er at læse slet, eftersom det meste, som skrives er under det tilladelige. Har De ikke lagt Mærke til, naar De skriver noget, som De selv føler ikke er saa godt som det burde være og som De muligens kunde gjøre bedre, naar De anstrængte Dem, – at der da kommer en Djævel, som siger – aa ja! – alt kan ikke være prima Sort; det er s’gu ikke værre end saamangt andet, der trykkes om Aar og Dag! – Denne Djævel er al den middelmaadige og slette Literatur, vi putter i os ved Vintertid og frempaa Vaaren, den fortætter sig til en Djævel i Maven paa os, som gjør vor Stil skjødesløs eller flot, Tankerne tomme og konventionelle og ender med at gjøre os til respektable Literater, – ja en liden Grad over Journalister. A propos! – jeg kan ikke sympatisere rigtig med Deres Forslag i Norsk Tidsskrift om de navngivne Kritikere. Herregud! kan ikke det være hip som hap, hvad Fanden de Fyre hedde? Dersom en Forfatter virkelig bryder sig om dem, bør han ialfald skjule det og jo før jo heller vænne sig af dermed. Men lad dem endelig ikke indbilde sig, at noget voxent Menneske lægger Mærke til, om de hedde q eller Jæger.
Dersom De virkelig kommer over Kjøbenhavn, maa De naturligvis besøge os som De ogsaa lover; og jeg haaber, vi skal faa os en god Passiar. Men det er forøvrigt med blandede Følelser, jeg imødeser Sommeren, eftersom min Kone vil føde et – i Parenthes være det bemærket – temmeligt overflødigt Barn, og i saadanne Tider er hverken Huset eller Humøret iorden, – især ikke mit, der desværre afficeres af de ubetydeligste Uregelmæssigheder. Men mine Sindslidelser formaa dog ikke at standse den fortsatte Udvikling af Hager, og jeg tror, jeg har halvfemte nu. De skulde gjerne faa halvanden; men endnu mere vilde jeg unde vor fælles Ven J. P. Jacobsen lidt af min Fedme og Sundhed; thi han trænger det vist mere end De, skjønt Deres Portræt saa trist nok ud. Har jeg fortalt Dem, at der kommer et Bind Noveller af Jacobsen om 14 Dage? læg Mærke til: Pesten i Bergamo; det er efter mit Skjøn det bedste, som kan leveres. – Skal Deres nye Bog ud nu? – eller til Høsten? – min kommer først i Juni her og i Juli i Deutsche Rundschau. Lad os nu skrive regelmæssigt.
Deres hengivne Alex. L. K.
Kjøbenhavn, d: 7d Mai 1882
Kjære Svoger! – Tak for dit Brev af 30te f.M. – Vil du sende mig mit Manuskript til Karen, da jeg til en fremtidig Trykning ikke kan bruge Tidsskriftet paa Grund af de smaa Forbogstaver. Det ser jo meget lovende ud med Tidsskriftet og det er en Fornøielse at høre, hvor man interesserer sig for det – hernede ogsaa. Men alle klage over, at de aldrig faar sine Hefter. Det synes mig ogsaa at være lidt mærkeligt – alle disse Remedier der er med dette Tidsskrift; saa jeg ikke forleden Dag, at de, som ikke havde faaet Hefterne sine, skulde fremstille sig mellem 5 og 6 i Maribogade – tror jeg. Saadanne Fordringer til Kjøbere stilles dog ellers ikke ved andre literære Frembringelser, – naar jeg undtager dem der staa under Overskrift: Folkeskrifters Udbredelse; thi om disse læser jeg ogsaa de utroligste Avertissementer. Hvorledes kan det hænge sammen? – med andre Ting synes jeg, Boghandlerne nutildags kvæler os; og dette Tidsskrift – klager mine Venner her – er det næsten ikke muligt at faa fravristet Boghandleren; – det undrer mig.
Jeg skulde have spurgt dig, om du ved, hvem der har skrevet «Fredløs»? og hvem: Til Statsraadstaburetten? – jeg kjender selv ingen af Delene; men alle spørge mig. Saa vilde jeg ogsaa gjerne vide, om der fra literære Venners Side skal gjøres noget ved Bjørnsons Jubilæum? – det er jo i August?
Igaar sluttede jeg min Bog efter tre Maaneders Arbeide; det gik fort; men saa er jeg ogsaa temmeligt træt nu.
Hils Dagmar; hvis jeg faar Kraft, skal jeg skrive til hende. Hils ogsaa Sars og de andre Venner.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 9 d Mai 1882.
Hr. Justitsraad Fr: Hegel!
Herved sender jeg de fem første Kapitler af Skipper Worse, hvilket udgjør c. ? af hele Bogen. Naar det femte Kapitel er trykket, tænker jeg muligens at lade det komme i Ude og hjemme; derimod vil jeg ikke have nogen Udgave paa Svensk. Deutsche Rundschau optager den første Halvdel – tænker jeg – af Bogen i sit Julihefte.
Jeg imødeser Deres Forslag til Honorar og Oplagets Størrelse, idet jeg endnu engang beder Dem paalægge Bogtrykkeren den størst mulige Ødslen med Plads – saavel ved Kapitlernes Slutning og Begyndelse som ogsaa ved at sætte det mindst mulige Antal Linier paa hver side – f. Ex. 23? – Udstyr og Bind ønsker jeg som ved Garman & Worse; jeg bryder mig ikke om nogen Tegning eller Titelvignet; 1ste, 2det o.s.v. Tusinde trykkes foran. Første Korrektur besørges – efter Aftale – læst ved en af Deres Folk; andet vil jeg selv læse.
Kapitlerne komme med et Par Dages Mellemrum fra Oversætteren, saa jeg haaber, at hele Manuskriptet – der er 15 Kapitler – skal være afleveret ved Maanedens Udgang. Det bliver «en Sommerbog», men hvis De tror dette meget resikabelt, vil jeg dog foretrække et mindre Oplag fremfor at vente til Høsten. –
– Min Kone takker for Indbydelsen; vi ville overordentligt gjerne komme ud til Skovgaard en smuk Dag i Ugen; og af Skræk for «Vandgrøden» vil jeg ikke undlade at underrette Dem itide. Jacobsen tager vi med os; men Paulsen bor desværre saa langt borte.
Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.
10d Mai.
Jeg har ventet til idag, forat kunne sende det femte Kapitel, som er Bogens Kjerne. Veiret ser ikke ud til at ville begunstige vor Kjøretur i denne Uge. Vore venskabeligste Hilsener til alle Deres!
Deres meget hengivne ALK
Kjøbenhavn, d: 13de Mai 1882.
Hr. Jonas Lie! – jeg har læst Deres nye Bog og har fremfor andre Grund til at glæde mig over den. Der er nemlig en Sammenhæng mellem «Gaa paa» og min Skipper Worse, (som kommer snart): De har skildret Silden, naar den fiskes, jeg har taget den, naar den kommer til Byen, skaffer Arbeide og Formuer for de heldige. Deres Skildring af Fisket har jeg al Grund til at tro er overmaade korrekt; vistnok var det forbi med de gode Sildeaar, da jeg blev saa voxen, at jeg kunde have seet det med Forstaaelse. Men naar man er fra Stavanger, kan De skjønne, man har altid saavidt Greie paa de Ting, at man kan dømme, om et Billede af Livet der nord stemmer eller ikke. Derfor kan De tænke Dem, hvor jeg frydede mig over de kjendte Udtryk og hele det gamle Sildeliv. Og dog skal De have endnu mere Ros og Tak for den indestængte Bygd; det synes jeg, er det bedste af Bogen og noget af det bedste, jeg har læst.
Jeg ved ikke, hvad De synes om saadanne aabne Udtalelser af en yngre Forfatter; men jeg har det Indtryk af Dem, at De er Mand for at snu Dem om og bide igjen, hvis De ikke liger det. I Tillid hertil vil jeg vove en meget nærgaaende Bemærkning, – ikke forat prøve, hvor langt jeg tør gaa, endmindre forat gjøre mig vigtig; men fordi det vedrører Ting, som jeg ofte har tænkt paa, og som det altid interesserer mig at diskutere. Det er det gamle Spørgsmaal: om vi velstaaende Folks Børn fra Embedsklassen og det høiere Bourgeoisie – nogensinde kan forstaa Bønder og smaa fattige By folk saaledes, at vi formaar at skildre dem helt sandt i deres indbyrdes Forhold? Paa de Punkter, hvor den høiere Dannelse støder sammen med den lavere, ville vi – naar vi ellers have Evne til at se – nok kunde give et tro Billede af Forholdet; men ikke tror jeg, at nogen af os – fine Folk kan skildre et helt Liv fra de lavere (De misforstaa ikke Ordet, jeg bruger det bare i Farten) Sfærer i Samfundet saaledes, at det bliver et sandt og korrekt Udtryk for de Menneskers Tænke og Tale-vis i deres indbyrdes Omgang. Jeg kjender kun Zola’s l’assommoir, som i den Henseende gjør et fuldstændigt paalideligt Indtryk; men han kommer jo ogsaa selv nedenifra gjennem Filler og Sult. Hvad mig selv angaar, er jeg altid ængstelig og misfornøiet med mig selv, naar jeg behandler de Mennesker. Men saa maa jeg jo ogsaa indrømme, at jeg ved hele min Person og mit Væsen er særligt uskikket til at gjøre de nødvendige Studier. Resultatet er for mig i saa Henseende blevet: vi lærer dem aldrig at kjende; og jeg har dog i ni Aar havt 30 til 40 Mænd, Kvinder og Børn under min umiddelbare Styrelse og Omsorg – baade om Sommeren, naar de arbeidede, og om Vinteren, naar de sultede. Derimod har jeg med Skræk seet talrige af «vore Folk» – især Præster, der indbilde sig og høit fortælle, hvorledes de gaar ud og ind i Bondens Stue som i hans Hjertes Inderste, hvor de kjende ham til Punkt og Prikke lige ind i de intimeste Folder. Og saa ved jeg, at Bonden ler sig kryl af disse samme Mænd bag deres Ryg; at han uden den mindste Anstrængelse trækker dem omkring efter Næsen gjennem et helt Liv, uden at de et Secund mærke, hvorledes Bonden lo dem ud, gjennemskuede dem og hadede dem. Nei – vi forstaar dem aldrig; og de misforstaar os ofte.
Efter denne Indledning maa De ikke tro, jeg vil afprute Dem et stort Kjendskab til Smaafolkene, men jeg vil ved min nærgaaende Bemærkning paapege, hvorledes selv en saa vel underrettet Mand som De kan gribe feil paa et enkelt Punkt. Den nærgaaende Bemærkning gjælder hin Sild, som Rejer stikker i Lommen Pag 76. Paa Forhaand vil jeg – hvis De kan sige, at noget lignende eller vel endog det samme er faktisk passeret med en Bondegut – til min Dødsdag paastaa, at der var noget iveien med den Gut; fine Folk havde forkvaklet ham og gjort ham affekteret og skabagtig. Men det er Rejer ikke.
At den samme Trang til at gjemme noget, der har tilhørt den Elskede eller som hun bare har berørt – for Ex en Rose, et Buxebaand, en Haarlok eller sligt, at den samme Trang findes hos en forelsket Bondegut, vil jeg ingenlunde benægte; men jeg vil paastaa, at den væsentlig vil holde sig til de samme nævnte Gjenstande eller dog inden deres nærmeste Kategorier. Ikke fordi en Sild for ham – som for os – har noget ækelt ved sig ved sin Lugt og Fugtighed (hvilket jeg senere skal have fat paa) – ikke derfor vil han undlade at tage den som et Elskovs-pant. Men fordi han daglig vasser i Sild, ligger i Sild, staar op i Sild, ser ikke andet, tænker ikke paa andet – derfor vil den Sild, som Stina har ganet, ikke tale til hans Hjerte i det uendelige Mylder af Millioner, han daglig færdes i. Jeg kan ikke indrømme, at en sund Bondegut uden Affektation kan falde i Elskovsdrømme over en Sild blandt Silden, som den Elskedes Fingre har behandlet. Derimod synes jeg netop – undskyld mig nu! – at det smager lidt af Præsternes Godtkjøbs-Kjendskab til Bonden, naar Forfatteren paa samme Tid som han indfører sine og sin «Klasses» Følelser og Handlemaade i Bondens Hjerte og Hoved (hvad jeg – som sagt – ikke vil forbyde) – dog samtidig hermed – fordi Talen er om en Bondegut – sænker Gjenstanden mange Octaver i Finhed – fra Rosen ned til Silden – saaat de fine Læserinder ville udbryde: Gud – tænk en Sild i Lommen! – og «Præsterne» ville træde til med Kjendermine og sige: Netop saaledes er Bonden; – et ægte Træk af det virkelige Liv! Det er denne Ros, jeg vilde finde det pinligt at modtage. Thi der er – det er jeg saa sikker paa – i denne Skildring, uden at De ved det selv, noget af det gamle Standshovmod, der vel ikke frakjender Bonden de «fine Følelser»; men som dog ikke kan lade være at lægge det hele ned i en grotesk Stemning, som skal være meget meget humoristisk og harmløs for ikke at lade den indgroede Bondeforagt skinne igjennem. Og i samme Retning peger Ordene: «saa vaad og sleip og skjællet som den var». Thi vi ere vel enige om, at for ham, der vælter i Sild, har det ingenting at betyde; Bemærkningen kan derfor ikke have noget psychologisk Værd som yderligere Bevis paa hans Elskovs Styrke: at han tog og gjemte den ækle Sild, – Silden er ham i og for sig saa kjær – uden Stinas Ganing – at han gjerne kunde æde den raa; det kan derfor kun være et lidet Fingerpeg fra Forfatteren, der yderligere skal understrege, hvor snurrige de ere – disse Bønder: de elske, som vi; formere sig vel ogsaa paa samme Maade; men naar vi indaande den Elskedes Væsen i Rosens Duft, mindes de sin Pige ved at trykke en sur Sild til sit Bryst. Ser De! – her er noget af Ringeagt i dette, som opirrer mig til det yderste! –
Ja – nu ved jeg virkelig ikke, hvad De synes om mig! – hvis De er sint, vil De sige: komme og beskylde mig for Bondeforagt, Ringeagt o. s. v.!; men hvis De er en meget taalmodig og elskværdig Mand, vil De sige; han er rask paa Kjæften – den unge Herre!
Thi min Mening er jo kun den at vise et Exempel paa, hvorledes vi alle – selv de bedste blandt os – bære dybt i vort Blod Levninger af Fordomme og Standsforagt; – det er jo ikke at undres over, sligt slibes langsomt af Generationerne. Og Meningen med min aabne Udtalelse har ogsaa kun været at vise os begge den Tjeneste at prøve en Klaring af vigtige og interessante Ting – enten De nu kan indrømme noget af, hvad jeg har sagt, – eller De vil være saa snil at vise mig tilrette.
Iethvertfald haaber jeg at høre fra Dem, naar Skipper Worse kommer, og er der saa sandt et Sted i Bogen, hvor De faar Lyst til at slaa et Domme dagsslag, saa kan jeg forsikre Dem, at jeg vil føle mig glad og æret derved.
Modtag mine venskabeligste Hilsener.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 18d Mai 1882.
Kjære Ven! – nuvel! – hvis du altsaa uden at forhale Trykningen af Bogen kan faa det femte Kapitel sat for dit Blad, saa sælger jeg det herved til Optagelse i Ude og hj. pr. kontant.
Overskriften skal være:
Det 5te Kapitel af «Skipper Worse» – Alexander L. Kielland’s nye Roman, der om kort Tid vil udkomme paa Gyld. Forl.
Korrektur bryder jeg mig ikke om at læse, naar du vil garantere mig, at Ingen faar stikke en Finger paa min Ortografi. Skulde denne være altfor stridende mod Bladets sædvanlige, faar du heller sætte en Note om Forfatterens Stridighed i Smaating. Hele Kapitlet maa ind paa en Gang.
Din hengivne Alex. LK.
[…]
Kjøbenhavn, d: 22de Mai 1882.
Kjære Hr. Lie! – da jeg fik Deres Brev saa uhyre fort og saa uhyre sort af Blæk, tænkte jeg strax: han er sint! Men efterhaanden som det lykkedes mig at pille Ordene ud af det Blæk, hvori de saa rigeligen vare indhyllede, blev jeg mere og mere rørt, og nu maa jeg takke Dem med Glæde og forøget Agtelse, fordi De saa taalmodigen og venskabeligen optog min nærgaaende Tale. – Af Deres Bog faar De vist megen Glæde, – selv Dr. E. Brandes – en af Kongens trofasteste Nytorvere – min Betegnelse for de uforbederlige, naturblinde Kjøbenhavnere – selv han var henrykt over Deres Skildring af Fisket.
Naar min Bog kommer over Pintse, haaber jeg, De vil give mig en Rivaf til Gjengjæld.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 26de Mai 1882.
Til Redaktionen af [Juleroser»
Hr. Vilhelm Bergsøe!
Jeg skal af Høflighed svare paa Deres ærede af 25 dns., skjønt jeg her – som ved saa mange lignende Forespørgsler ikke egentlig kan indse, hvad der er at svare paa. Thi Deres Brev indeholder intet Tilbud, som jeg kunde modtage eller afslaa; jeg finder det udenfor al Rimelighed at forudsætte, at jeg skulde «være villig til at støtte» Hr. Kunsthandler Bojesens «Juleroser», – et Foretagende som – saa vidt jeg forstod – var meget indbringende ifjor.
Vel kan jeg tænke mig, at det var Meningen at sende mig Honorar efterpaa – uden Tvivl et anstændigt Honorar, – det er slet ikke det, jeg er bange for; – men hvad jeg ikke kan lige – ja hvad der rent ud sagt støder mig – er denne Maade at forespørge hos Forfatterne, om de ville støtte dette eller hint mod en Udsigt til en pour boire altefter Forlæggernes Skjøn.
Kun med en bestemt Offerte paa Haanden kan jeg give Dem bestemt Svar, om jeg vil være med eller ikke; thi det hele er slet og ret en Forretningssag og intet literært Foretagende, som fortjener eller trænger at «støttes», og – det vil De vist indrømme mig – jeg kan dog ikke have nogen anden Interesse end den pekuniære af at komme mellem Hr. Kunsthandler Bojesens Juleroser.
Deres ærbødige Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 28de Mai 1882.
Kjære Hr. Justitsraad! vil De høre en ny liden Plan?
Hvergang jeg fordeler mine Friexemplarer af en ny Bog, tænker jeg, hvor dumt det dog er at give netop mine Nærmeste, som ere de sikreste Bogkjøbere. Desuden øger Forpligtelsernes Antal, saa jeg nu er ved det Punkt, at jeg ved Fordelingen ligefrem maa frygte for at støde nogen ved Udeladelse.
Men dette er mig en utaalelig Ting, hvorfor jeg igaaraftes Klokken elleve tog den faste og urokkelige Beslutning: ikke mere at fordele et eneste Friexemplar; vil jeg give en Bog til en Ven eller Veninde, vil jeg selv kjøbe den hos Boghandleren.
Af mine Friexemplarer vil jeg derimod danne et Fond til Hjælp for mine gamle Arbejdere paa Malde Teglværk og i den Omegn; jeg har endnu der en Ven, som deler ud for mig, hvad jeg sender; og da der jo ikke er saa mange, kommer selv smaa Beløb til at gjøre Gavn, – fattige er de ogsaa i en sørgelig Grad.
Nu er Spørgsmaalet, om De – som Forlægger kan være tjent med at betale mig Penge istedetfor disse Friexemplarer? – vil De svare derpaa som Forretningsmand.
Beate har endelig resigneret, skjønt Veiret er saa fristende. Hun har det ellers godt; men det er en yderst uhyggelig Tid; jeg føler mig selv, som om jeg gaar med Tvillinger. Venskabelig Hilsen.
Deres Alexander Kielland.
Kjøbenhavn, d. 1ste Juni 1882.
Kjære Ven! – da De nu ikke tager mig det ilde op, at jeg ikke kommer helt ud til Dem, sender jeg Dem herved min Tak for Deres Bog – en Tak, som kan være tarvelig nok, da jeg nu – som De hørte – selv ikke længer gjengjælder mine Kollegaers Gaver af Bøger. Og lad mig saa med det samme sætte Deres Taalmodighed paa Prøve ved nogle nærgaaende Bemærkninger.
De sagde eller skrev engang om Dr. Schandorph, at han var saa lærd og fuld af Citater. Det samme vil jeg i høi Grad sige om Dem. Saasnart De er i Italien, forskaaner De os ikke for en eneste kunst- eller literaturhistorisk Trivialitet. Dersom De anede, hvor knusende kjedsommeligt det er for os, som ikke have været i Italien, at læse dette Land beskrevet af Fremmede – halvt Dithyrambe halvt Baedecker –, de samme Ruiner, de samme Cypresser, Lopper og Lazaroner. Og saa denne uforklarlige Lyst til at se Literaturhistorie, hvor der dog maa være Liv og Blod at finde; denne snurrige Lyst til at snuse om i Stuer og Senge, hvor Byron og Musset have drukket og horet! Dernæst kan jeg ikke tilgive Dem Titelen, der minder om Heines Florentinische Nächte. Altsaa sætter jeg: En venetiansk Fantasi, Flor. Erindr. meget lavt, ligesaa Portraitets Fyrste. Salon i Paris, Livet i München meget høiere, ligesaa Rosendal. Ole Bull og Ibsen gode og interessante; en Henrettelse i Bergen endnu bedre og Stakkels Trine uden Sammenligning allerbedst.
Til Stakkels Trine har jeg kun en Indvending: Indledningen; hvad skal vi dog med denne famose Orkan? Ellers er det en Fortælling af stor Paalidelighed i en nøgtern Stil, som ikke noksom maa beundres efter de italienske Udbrud. Det er mig saa klart, at dette er Deres feldt; De har Medlidenhed og Kjendskab til smaa Folk og ogsaa Farver; hvad der er glødende, glimrende og stort skildrer De ikke koldt og overlegent nok, og derved faar De det ikke til at staa klart frem.
Dersom De absolut vil have Handelsbetjenten med, burde vi have seet ham før – f. Ex. gjørende Kur til Trine; nu kommer han lidt utilsløret som et Middel til at frembringe Kontrast. Men det er en liden Ting! Fortællingen er ikke blot den bedste i Bogen, men i og for sig et Arbeide som maa opvække Beundring hos alle, som forstaar sig paa Literatur. Reis hjem og skriv saadanne Ting og lad il diavolo tage la bella Italia.
Vi gaar herhjemme fremdeles og «venter». Det er ingen misundelsesværdig Tilværelse. Imidlertid haaber jeg dog, vi sees snart igjen.
Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 7d Juni 1882.
Kjære Hr. Justitsraad! – jeg blander mig ikke gjerne op i andres Affairer, men jeg maa dog endnu engang komme tilbage til vor Samtale om Fætter Carsten. Jeg vil slet ikke, at De skal tro, at jeg – ved at paakalde Deres saa ofte og rigeligen beviste Velvilje mod mig – skulde ville prøve at paanøde Dem en Mand, De ikke behøver eller ønsker at have. Men jeg tror, at Carstens Fordringer ere saa langt beskednere end De tror og derfor lettere at tilfredsstille. Han taler ikke om sin Stilling; men af mange Smaating kan jeg forstaa, at det bliver ham mer og mer pinligt at gaa uden fast Beskjæftigelse; og jeg er overbevist om, at han med Iver og Taknemlighed vilde modtage en ganske underordnet Post for den beskedneste Løn, – Hovedsagen for ham vil være, at han befries for det moralske Tryk, der ligger i at leve paa literære Forhaabninger, der ialfald foreløbig synes svage, – og af sin Kones Penge. Saa tænkte jeg mig, om der muligens nu ved Sommerferierne kunde være en ledig Plads – om det saa blot var et Vicariat.
Carsten har nu lært Handelsregning og Skrivning, og er – det kan jeg ialfald borge for – paalidelig, retskaffen og behagelig i Omgang.
– Jeg er halvt flau over denne varme Anbefaling af min Fætter, – den han forresten ikke ved noget om og ikke maa vide noget om –; men jeg haaber, De ikke bliver utaalmodig, ligesom jeg – enten det nu bliver saa eller saa – uforandret forbliver
Deres forbundne og meget hengivne Alexander L. Kielland.
[…]
Kjøbenhavn, d: 8de Juni 1882.
Kjære Ven! – nu er jeg færdig med min Bog og skynder mig at svare paa dit Brev. Bogen, som heder «Skipper Worse», vil udkomme den 23de Juni, og jeg skal skrive til Floor at han sender dig et Exemplar som Gave fra mig. Det er min Plan at komme hjem en tre Ugers Tid fra Midten af næste Maaned, og den Tid vil jeg benytte til at udsøge mig et Sted i Omegnen af Stavanger, hvor jeg saa kunde lade opføre et Hus. Vil du ikke være saa snil at prøve, hvad Pris man skulde give for N. Oftedals Stykke helt fra Molleberget og op til Grændsen med Nygaard? – eller er der noget tilsalgs af Ligaardene? Den Kant vil jeg bo paa, men sig det ikke til nogen.
Nu kan du vel fortælle mig om Svendsens Murstensmaskine; jeg er meget spændt paa at høre, hvorledes det gaar; nogen stor Tiltro har jeg ikke – det maa jeg sige; den Erfaring en saa ung Mand kan have, som aldrig – saavidt jeg ved – har studeret Teglværket i Udlandet, kan ikke være meget stor; mulig er det jo, at han er et Geni, men det ser han mig dog ikke ud til. Fortæl mig iethvertfald endelig, hvorledes det gaar med Maskinen.
Nu om Dagen gaar det vel ellers livagtigt paa Værket med Lasting og Smøging – eller brænder I allerede? Det var dog godt at se, at der var nogle temmeligt store Leverancer at begynde med, skjønt noget egentligt Liv er der vel ikke endnu kommen i Murstenshandelen. Det varer længe; men det maa komme; naar du bare ikke bliver nødt til at gaa dybere i din Vexelgjæld, thi da er det bedre at springe fra det altsammen strax.
Her er fuld Sommer, og Rugen er høiere end jeg; Veiret er godt og frugtbart med Sol og Regn, saa Danmark venter sig et Kronaar. Det er jo godt hjemme ogsaa – hører jeg, og du kan tro, jeg glæder mig til at komme hjem nogle Dage i Sommer; til næste Vaar er det Meningen at komme med Familien og saa forblive hjemme i Ro og Fred. Det skulde være morsomt om vi kom til at bo nær hinanden; se nu til, at du kan skaffe mig godt Kjøb paa et Stykke af Li-Kanten.
Mange venskabelige Hilsener til dig og dine.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 12te Juni 1882.
Hr. Albert Bonnier! – da jeg i sin Tid undlod at svare paa Deres Skrivelse angaaende min Julefortælling: «Else», mente jeg, De deraf maatte for staa, at vor Brevvexling var afbrudt. Det er derfor med en vis Overraskelse, jeg idag modtager Deres Brev fra Paris, hvori De synes at forudsætte, at jeg fremdeles skulde kunne ønske at lade mine Bøger forlægge paa svensk i Deres Forretning.
Tillad mig at minde Dem om vor Correspondence vedrørende «Else»!
Dengang Göteborgs H. & Sjöf.tidn. vilde tage Fortællingen som Feuilleton, spurgte jeg Dem, om De ikkedestomindre ønskede Bogen paa Deres Forlag. De svarede: at isaafald maatte De nedsætte Honoraret fra 20 til 15 Kr.
Dette Afslag udgjør for «Elses» Vedkommende en Sum af 37 l/2 Krone.
Som Forretningsmand har jeg havt rigelig Anledning til at møde den utroligste Ugenerthed i Retning af Prutning fra Kjøbernes Side; men jeg har altid ment, at – selv naar man handler med Mursten, er der et Velanstændighedens Lavmaal, under hvilket den Lysthavende ikke kan byde uden at fornærme Sælgeren.
Efter Deres seneste Skrivelse fra Paris maa jeg tro, at De ikke er Dem bevidst, at De har tilføiet mig en saadan Fornærmelse, og – ret beseet undrer det mig ikke. Thi den udsøgte Haan, hvormed Forlæggere siden umindelige Tider have nedladt sig til at leve af Forfatterne, har selvfølgelig efterladt Spor ogsaa i Nutidens Opfatning; – og naar jeg ikke deler denne Opfatning, maa jeg desværre indrømme, at jeg endnu er en Undtagelse. Imidlertid er det mit faste Haab, at naar jeg om – lad os sige – 10 Aar offentliggjør vor Correspondence, vil samme allerede for den daværende Slægt frembyde et ligesaa interessant som i høieste Grad overraskende Exempel paa den Behandling, en Forlægger kunde falde paa at byde en Forfatter i Aarene 1881–2.
Skulde De vredes ved dette Brev, vil jeg foreslaa, at De gjemmer saavel Brevet som Deres Vrede i – lad os sige – 10 Aar. Kanske er ogsaa De ved den Tid kommen til en Anskuelse af, hva der sømmer sig i Forholdet mellem Forlægger og Forfatter, som atter kunde muliggjøre et Samarbeide mellem os.
Deres ærbødige Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn Ø. d. 13de Juni 1882.
Kjære Formynder! jeg begyndte at blive ganske sint, fordi der aldrig kom Brev fra dig; saa kom der da endelig et lidet Skitbrev af 10de Juni, som jeg strax besvarer. – Jeg vidste at det var noget oppe i Gjællerne, som ved Ganingen blev udrevet; men jeg gad slet ikke forklare det i en hel Sætning Ligesom der er to Slags facta – nemlig: facta sandt og facta Løgn – som Skrædder Clausen sagde til Jonas Kielland – saaledes er der ogsaa to Slags Virkelighedsskildring. Kan du huske et Kapitel i en af Drachmanns Bøger, hvori han opregner alt det Værktøi, som findes i en Smedie, – det er den Godtkjøbs-Realisme – efter Clausen: facta Løgn, som er saa grueligt bange for at glemme noget af sin Visdom, som ikke giver tabt, før Læseren har faaet det ind med Skeer every bit – Zola er ogsaa plagesom i saa Maade. Efter min Ide skal en Forfatter netop holde sig paa det Punkt, at han skifter Sol og Vind ligeligt mellem den Kyndige og den Ukyndige; ikke til Fordel for den ene trætter den anden enten med Fagord eller med utidige Forklaringer. Ved næste Oplag kunde jeg være fristet til at tage hele Forklaringen bort eller sætte: det vil sige rive Gjællerne ud. Men naar du tænker dig et større Publikum, saa vil du indrømme, at altfor smaa Hensyn til den lille Flok af Kyndige ikke ere berettigede. Imidlertid er det uheldigt, at der staar Indvold; thi det kunde lede Tanken hen paa, at salt Sild var helt opflækket og tømt – som en Røgesild, – og det vil overraske mange!
Et Exempel paa min Ide om god Virkelighedsskildring er de første fire Sild, som kastes ind. Der vil den Ukyndige neppe studse, men den Kyndige vil sige: han ved Besked. Og netop der havde jeg saadan brændende Lyst til at give hele Scenen med Tællingen: Raabene, Talsilden, Kridtstregerne og det hele. Men mit Princip tro gav jeg det op, da det vilde opholde Skildringens Fart og være plagesomt for de Ukyndige.
Du har vel seet, at jeg til Ære for dig har taget tre Linier ordret fra dit store Brev; det er om Lyset i Sildehougen: «som var stukket midt ned i Sildehougen, og som altid voldte stor Bekymring formedelst Snyden med vaade Fingre, Falden omkuld og andre Gjenvordigheder.» Jeg har rent glemt at fortælle det før; men du saa det vel? – jeg læser aldrig Stedet uden at le; thi jeg ser disse tre Linier saa tydeligt som en egen liden Enhed inde i min egen Stil.
Siden du saaledes er med paa Forfatterskabet, vil jeg haabe, at vi faar Ære og Glæde af Bogen. Hegel har jeg perset godt – kan du tro. Istedetfor 28 à 29 Linier paa Siden har jeg denne Gang 25, hvilket gjør mig en netto af over 2 Ark, endvidere har han lagt 20 Kr. pr. Ark til den almindelige Betaling. Vor Kontrakt er saadan: 5 000 Exempl. à 270 Kr. pr. Ark, hvilket for 20 Ark gjør 5 400 Kr. Jeg haaber, du er stolt af mig! Hegel regner selv paa 2det Oplag strax; endvidere skal «Else» snart ud igjen, og sandsynligvis G. & W. Derimod har jeg ligefrem brudt med Svenskerne og vil ikke oversættes af det forbandede Broderpak. Ligeledes er der paa Grund af min Oversætters Ubehændighed kommen noget iveien med Deutsche Rundschau, hvorom jeg skal fortælle næste Gang. Da skal du ogsaa faa vide, hvorfor jeg iaar ikke uddeler et eneste Friexemplar ikke til dig engang. Skriv nu strax – er du snil.
Din Alexander
Kjøbenhavn, d: 16d Juni 1882.
Kjære Ven! – Nu er det tilslut blevet mig klart, at jeg skylder Brev; thi din Afhandling om S. S. var jo at anse som en Skrivelse. Jeg vederkvægede og bestyrkede mine Meninger, ligesom meget, jeg ikke selv havde tænkt fuldt ud, blev mig klart ved den Del af Afhandlingen, som omhandler gammel Digtning mod ny; – det var som i gamle Dage, da jeg hverken vidste op eller ned, og orienterede mig langsomt ved Dr. Brandes’s Værker. Men selve den omskrevne Digter kan jo jeg ikke læse, der endnu staar foran Adam Homo; tilslut bliver jeg – som den Fyr hos Daudet, der aldrig nævnes som andet end l’homme, qui a lu Proudhon – den Forfatter, som ikke har læst Adam Homo. Saameget mere maa jeg forresten takke for Afhandlingen som jeg ved min nye Bog ikke kommer til at sende dig noget Friexemplar. Jeg har nemlig bestemt mig til at ophøre med den Ting, som fra først af var en Glæde, men tilslut udvidede sig til en byrdefuld Pligt, med mange Hensyn til alle Kanter, hvilket er noget, jeg prøver at holde mig fri for. Derfor og forat styrke mig selv i mit Princip, undlader jeg at sende endog til mine fortroligste og bedste Venner, hvem jeg helst vilde vise Opmærksomhed og hvis Dom er mig værdifuldest, for hvilket Brud paa Sædvane og god Tone jeg fremsender mit Portrait som en mæglende Person. Bogen kommer Fredag den 23d Juni og er 20 Ark stor. Selv er jeg mere end ellers tilfreds med dens gode Sider. Jacobsens Noveller var en god Bog; jeg begriber ikke – eller rettere, jeg ærgrer mig over, at jeg begriber, hvorfor Publikum ikke fuldt ud paaskjønner ham; og hvergang jeg saa maa sige mig selv: han er for god for Massen, farer det som et Stik gjennem mig: mine og Ewalds store Oplag! Imidlertid skulde jeg gjerne resignere som en populær Romanskriver – trøstet ved den gode Indtægt –, naar jeg bare kunde faa mere Interesse overført paa J. P. Men det er utroligt, hvormeget det staar ham imod selv hos ellers brave Læsere, at hans Sprog – hvad jeg jo ogsaa synes – er mangesteds ganske forvokset eller forkrøblet under Dressuren. Selv Kierkegaard, som havde den samme Dyretæmmermaner, – han red dog selv Dyret; Jacobsen staar midt i Circus og lader stundom Sproget gjøre ret banale Circuskunster. En anden god Bog er sandelig Gjellerups Darwin. Jeg var saa gal paa ham for Rødtjørn, hvor jeg synes, der var saamegen gutteagtig Godtkjøbs-Vantro og deslige, at jeg nu med den største Glæde maa erkjende, at der er noget genialt ved hans Talent, som – f. Ex. Ewald og jeg – kunde bide os i Fingrene efter. Aldrig havde jeg troet, at jeg uden Ærgrelse skulde kunne taale et nyt Digt om Geister og Genier; men Sandheden er, at jeg ved Læsningen af enkelte Partier var fuld af Beundring – ja Henrykkelse. «Gaa paa» af Jonas Lie svæver ikke saa høit; den kan sammenlignes med min Skipper Worse, i hvilken Sammenligning jeg for min Part vil foreslaa, at den taber.
Beate venter hver Dag at nedkomme med en Datter – jeg med en Søn – det vil sige, du forstaar, hun mener, jeg faar en Datter – nei jeg mener, hun faar en Søn – ja du forstaar!
Din Alexander.
Kjøbenhavn, d: 19de Juni 1882.
Kjære Hr. Justitsraad! – jeg fik idag Brev fra min Broder i Kristiania (15 Juni), hvori det heder: «Hvorledes gaar det til, at jeg forleden Dag traf en Mand, som allerede havde læst «Skipper Worse»? Han havde faaet laant et Exemplar hos en, som atter havde laant det hos en anden o.s.v.; men Exemplaret ejedes af din fordums Ven cand. jur. Fr. Salicath.»
Jeg har strax skrevet til min Broder, at han paa det nøiagtigste maa efterspore Sammenhængen, ligesom jeg iler med at underrette Dem, forat Sagen kan blive undersøgt i Trykkeriet eller Bogbinderiet. Thi det er jo indlysende, at det vil være til stor Skade for os alle, om mine Fiender i Kristiania, – og jeg siges at have adskillige saadanne, – om de kunne sidde færdige med en hel lang, knusende Kritik den første Dag, Bogen udbydes paa Markedet.
Jeg antager, at De vil være ligesaa interesseret i at opdage og for Fremtiden forebygge saadanne Misbrug, hvorfra de nu end stamme, ligesom jeg ogsaa strax skal give Dem Underretning om, hvad jeg yderligere hører fra min Broder.
Mange Tak for Visiten igaar; her er alt uforandret.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn d. 20de Juni 1882.
Hr. Albert Bonnier!
Deres elskværdige Svar dateret Villerville d. 17d Juni paa mit mindre elskværdige Brev af 12te s. M. har forsaavidt slaaet mig, som jeg maa er kjende, at De ikke paa Forhaand kunde vide, hvor stor «Else» var. Jeg udtalte mig i mit Brev – som jeg altid gjør det – meget skarpt, hvor jeg finder eller mener at finde Spor af den gamle Opfatning af Forfatterskab, som endnu den Dag idag gjør os retløsere end alle andre Borgere.
Men naar De ikke destomindre foreslaar, at den hele Affaire skal være glemt mellem os, saa vil jeg ikke være stivere paa min Side.
Jeg modtager derfor Deres Tilbud i Brev dateret Paris d. 9de Juni: Et Oplag paa 2000 Exempl. mod 20 Kr. pr. Ark efter den norske Udgaves Størrelse – pr. kontant.
«Skipper Worse» udkommer Fredag d. 23d Juni og er 20 Ark stor.
Deres ærbødigeAlexander L. Kielland.
Kjøbenhavn d: 20 Juni 1882.
Kjære Hr. Justitsraad! – uagtet jeg skrev et saa stærkt Brev til Hr. Albert Bonnier, er han dog saa svensk, at han foreslaar, at vi skulle glemme den affaire. Jeg, som har faaet sagt ham min Mening, har intet at glemme, og jeg haaber, han for Fremtiden vil blive behageligere.
Derfor har jeg modtaget hans Tilbud om en svensk Oversættelse – det vil sige: jeg afsender ikke mit Brev, førend jeg har hørt fra Dem, om De har noget derimod. Ifølge Bonniers Brev vil den svenske Udgave først komme ud til Høsten. Her er alt uforandret. Vi hilse venskabeligst.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 30 Juni 1882.
Kjære Ven! – som en Mand af Principer vil jeg herved bryde et og takke for din underhaands Kritik af igaar.
Det er altsammen efter min Mening ret, hvad du dadlende siger; kun undrer det mig, at du roser Fennefos’s og Gamle Konsulens Kapitel. Det Kapitel skulde nemlig have været et monumentalt Kapitel af mine symbolske; men det mislykkedes, saaat jeg selv ikke taaler at læse det.
Du burde dog reise ned – eller op! til Jacobsen, jeg staar fremdeles paa et Ben ved Reden – nynnende: Hytten er lukket, Natten er stille –
En Ting ere vi sinte for, at du efter Komlerne, som dog serveredes med al Freidighed og Aandens Frimodighed endnu kan være ræd for at «komme til Uleilighed». Velkommen! –
Din hengivne ALK.
Gyldendalske Boghandel Kl. 3 1/2 [Juli 1882].
Kjære Hr. Justitsraad! – sved, sint og udmattet er jeg vendt tilbage, forat klage min Nød.
Jeg fandt efter lange Omsvøb Klokkeren til Vor Frue, og han forklarede mig følgende:
Først maatte jeg gaa til Provsten Warburg og bede ham løse mit Sognebaand! (og binde mit Tungebaand), derpaa maatte jeg gaa til St. Krag, derfra til Provst Rothe og saa til Klokker Erlandsen. Hvis da ingen af disse havde noget at indvende mod min Kones eller mine Besteforældre, var det muligt, at Barnet kunde opnaa en christelig Daab!
Mit Raseri kan De ikke forestille Dem; men førend jeg begynder denne nedværdigende Gang fra Præst til Præst, vil jeg paa Mandag komme ind til Dem – haabende at De også i dennne Sag kan hjælpe mig med Raad og Daad.
Deres Alexander Kielland.
Kjøbenhavn, d: 12 Juli 1882.
Kjære Hr. Lie! – jeg skynder mig at skrive til Dem, baade fordi jeg strax vil takke for Deres Brev, og fordi jeg tænker mig, at naar De reiser i Norge, bliver De vel ikke saa længe paa hvert Sted. Men naar De nu først er hjemme, agter De vel at forherlige B.B.’s Jubilæum baade i Sang og ved at være tilstede i Gausdal? Har han nogen Tid fortjent det, saa er det nu. Hans Tale paa Stiklestad har forfrisket min Rygmarv helt ned til den yderste Halehvirvel. Selv kommer jeg ikke til Gausdal. Vistnok er det mit Haab at naa hjem en Tur isommer, hvis min Kone, som forleden fik en Datter, bliver saa frisk, at jeg kan forlade hende. Men jeg maa absolut til Stavanger, forat ordne mine Affærer saaledes, at jeg til næste – det vil sige første Vaar kan flytte hjem for Alvor. Jeg kan nemlig ikke udholde at leve tilleie blandt fremmede.
Efter Bestemmelsen skulde jeg kunne reise herfra i de første Dage af August; hvor er De da? – det skulde dog være morsomt at træffes. Dengang jeg var en lang Laban – rigtig en Laban af en Student, viste man mig Jonas Lie paa Gaden; men jeg anede dengang lidet, at jeg skulde blive hans Collega i dobbelt Forstand: baade Sagfører og Forfatter. – Nuvel! Jus ville vi ikke tale, om vi mødes, men jeg haaber, vi skulde more os. Hilsen fra mine til Deres
venskabeligst Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 13d Juli 1882.
Kjære Herre og gode Ven! Tak for din Tale paa Stiklestad. I døde og flaue Tider kan det nok hænde, at du ikke passer saa godt; men alle maa vi dog være enige om at takke Guderne, fordi vi har dig, naar det kniber. Nu synes jeg, det gaar godt i Norge; hvad der skal siges, det bliver sagt, og alt, hvad vore Fiender burde tie med, det bliver ogsaa sagt. Der er bare en Ting som ærgrer mig lidt i vore Venners Tale, det er, naar det gjentages og gjentages, at Sverige er det langt mægtigere og større Land. Norge bliver tilslut som etslags Polen overfor Rusland. Men hvad Fanden er dette Sverige, hvis Mægtighed de kommer halende med? Eller findes her en norsk Mand, som for Alvor tror, at denne vor sammenbragte Broder er at være ræd for? Derfor skulde man slutte med saadan Tale, som bare kan gjøre de Unge bange og forvirrede. Naar vi haaber, at de Svenske ikke kommer for at slaas, saa er det for deres egen og for deres Kvinders Skyld; men lykkes det gale Folk at faa dem med paa slig Galskab, saa lad dem bare komme! – Guds Død! det er da ikke noget at være ræd for!
A propos! Beate fik den 5. den 4. som lykkeligvis var en Datter, hvilket vi begge ønskede os. Hun er meget frisk – jeg mener Moderen, Datteren ved jeg lidet om, da hun ligger nedgravet paa Bunden af en Vugge. Da hun kom til Verden, […] vog hun 8 ½ ?; men Livets Sorger og Bekymringer har allerede berøvet hende det halve. Anderledes gaar det med hendes formodede Fader. Han trives – ja, er det ikke ubegribeligt? – han trives tilsyneladende trods Hjemve og Pessimisme! han indhylles mere og mere i Spæk og udsveder en fin og kostelig Spermacetolie. For her er varmt – kan du tro! en fed dansk Varme fuld af Støv og en simpel Frugtbarhed. Jeg er saagu saa kjed af at se det gro med Kaal og Korn, at jeg længes efter at sidde paa en ordentlig Sten midt i Lyngen. Det kan forresten hænde, at jeg faar den Nydelse iaar; thi hvis Beate bliver saa hurtig frisk som hun pleier, reiser jeg hjem en Snartur i August. Det er min Agt at kjøbe Grund nær Stavanger og bygge mig et Slot, hvor jeg vil bo fra Vaaren 1883 indtil min salige Ende. […]
Jeg har spekuleret paa, hvormed jeg skulde forherlige dit Jubilæum; hvis jeg bare kunde faa Tid, vilde jeg komme til dig og spille Fløite for dig; men jeg maa til Stavanger først og fremst. Jeg sendte dig ikke Skipper Worse, fordi jeg har svoret ikke mere at sende Forfatterexempl. – det blev altfor plagesomt med alle de nye Bekjendte, som fordrede det. Derfor sløifede jeg alle. Du sender mig vel alligevel et Par Ord om den? –
Hilsen fra mine til dine, fra mig til dig.
Din Alexander.
Stavanger [aug.] 1882.
Kjære Beate! det er Søndag-morgen – en af de ægte: fin Nordenvind og Solskin. Fra Ullenhougene kan jeg hilse dig fra alle de blaa Fjelde; det er noget andet end det forhadte Sverige, som du ser. Her er endnu deiligere end jeg vidste, og alle Folk ere ligesaa velvillige som intelligente og interessante. Om dig er der kun en Mening, hvilken er en for mig yderst trættende Lovtale over, hvor flink du er i alle Maader! – de skulde bare vide! – men jeg tier! – derfor maa jeg først og fremst sende dig de kjærligste Hilsener fra alle her; de holde meget af dig allesammen; – det er ubegribeligt, men det er sandt.
Paa Reisen fik jeg endelig Storm nok. Desuden gik Maskinen paa «Stavanger» istykker, da det var paa det værste om Natten, Kahytterne fyldtes med Røg og Folk styrtede paa Dækket – troende at Skibet vilde synke strax. Kun en beholdt sin Sindsro, fordi han sov til den lyse Morgen som en brølende Engel, – kan du gjætte, hvem det var? Da vi med «Orion» – vor gamle Ven – kom til Egersund, var Veiret saa galt, at alle Passagererne gik iland og tog Extratog; kun én forblev ombord, spiste frygteligt, tændte alle mulige Lamper og vandrede stolt omkring i de tomme Kahytter, – mon du kjender ham? Om Morgenen vaagnede jeg og saa ud af mit Vindu. Der stod en Mand og pillede sig i Næsen med Tommelfingeren; og da følte jeg, at jeg var hjemme.
«Orion» gik ikke til Flekkefjord, og der var altfor morsomt ombord til, at jeg skulde gaaet iland i Egersund, derved kom jeg altsaa ikke til Jacob; men jeg faar fyge ned til ham en Dag.
Din hengivne A.L.K.
Kjøbenhavn: d: 20d Septemb. 1882.
Kjære Jubilant! Tak for dit uanstændige Brev af 20d August, som jeg fik i Stavanger midt i mine Synder og i en Hvirvel af Skram og Elskov og hvide Veste – rigtig en haugiansk Forsamling […] Du kan ellers tro, der var herligt hjemme. Jeg vidste nok, der var vakkert, – jeg kjendte jo Folk og Fjeld, men alligevel blev jeg saa overrasket, – jeg havde aldeles glemt, at alt var saa over al Maade deiligt. Der har jeg ogsaa nu sat igang et stort dyrt Hus for mig ved Hafsfjorden – uden Penge vistnok, men med store Haab til ingenting og i en Letsindighed, som er min Stolthed.
Frederikssund den 28. September.
Jeg kan ikke længer huske, hvorved jeg blev afbrudt i mit Brev; men lad mig fuldføre det nu, om det end ikke bliver noget Brev, som du kan være tjent med. Det kan vel ikke nytte mig at ville fortælle dig noget om, at den bekjendte Laps er humørsyg og mange Gange har Rækker af meget onde Dage. Du vilde ikke kunne tro andet end, at det var en ny Form for hans lystige Skabagtighed – en Tro, jeg beder dig beholde i al din øvrige Vantro. Imidlertid er jeg reist herud, forat tie og være alene; det øsregner, og Hønsene nede i Kroens Gaard ser ud som skuffede Novembermænd. Men jeg skulde gjerne ville vide noget om dig: hvad det er, du arbeider med og helst og især, om der er noget i det, man fortæller, at du vil til Udlandet for længere Tid? Du maa sende mig nogle Blækklatter om det; iethvertfald kan du vel ikke komme til Udlandet uden at berøre Kjøbenhavn, og da skal det glæde mig over al Maade at faa en ordentlig norsk Snak med dig. Du tror ikke, hvor pinagtigt det danske er mig – helst nu, da jeg saa nylig var hjemme; Vestlandet er dog Frihedens Vugge og Stavanger er en Perle; men jeg indrømmer, at det ser ud som en Østers.
Hvis du kommer hertil, har jeg bare en Frygt, og det er, at du bliver saa optaget med Repræsentation, Fester og saadanne (jeg gad vide, hvad der staar) – og saadanne Ting kan jeg ikke være med paa. Men det skulde dog være underligt, om vi ikke skulde finde hinanden i fornuftige norske Samtaler, og det glæder jeg mig til, og det trænger jeg ogsaa til. Her er – ja jeg vil saa nødig sige noget ondt om Danskerne; men – mellem os – jeg kan ikke holde dem ud længer. […]
Hils din kjære Medjubilantinde fra os begge. Det lader til, at din vanartige Søn har passeret Kjøbenhavn uden at opsøge os; skjæld ham ud for det, – og kom snart selv.
Din hengivne A. L. K.
Kjøbenhavn, d: 12te Oct. 1882.
Kjære Ven! – i det Par Dage, som er gaaet, siden jeg fik dit Brev, har jeg gjort, hvad jeg kunde uden altfor stor Indiscretion for at skaffe disse Penge. Men jeg kjender jo ikke mange her – og hjemme slet ingen, der i et Tilfælde som dette vilde yde B.B. en Haandsrækning. Selv har jeg ingen Penge og bygger desuden Hus for dem, jeg ikke har. Jeg kan derfor ikke være dig til nogen Nytte, da jeg tilogmed just nu fik uformodet Afslag fra en Forlægger, der oprindelig syntes villig til at tage Værkerne pr. Commission – noget, jeg troede, du vilde været ligesaa godt tjent med. Dette synes mig ligesaa forunderligt som feigt; thi en Boghandler maa dog forstaa, at en Bog af Bjørnson nok vil skaffe Pengene igjen, hvad Fanden der saa staar i den. Derimod vil jeg ikke kalde private Venner feige, om de ives med saaledes at række Haand iblinde. Misforstaa mig ikke: selvfølgeligt er Arbeidet godt gjort, og forresten er du jo selv ansvarlig og Mand for Ansvaret. Men den, som her vilde «støtte Sagen», han fik dog overfor sig selv en liden Brøkdel af Ansvaret for, hvad i Bøgerne staar. Og – for nu at tale om mig selv – saa ved du, jeg baade i Spøg og i Alvor har sagt, jeg ikke ligte den Maade at angribe Religionen paa: at rode i de gamle Myther og Sagn. Dertil svarede du: vort Folk er et juridisk Folk; kan du faa det overbevist om, at der er Ugreie i Dokumenterne, saa er Sagen halvt vundet.
Dengang havde jeg intet Svar; det slog mig, hvad du sagde. Nu kan jeg svare saa: Det er muligt, at du ved at vise Ugreien i Dokumenterne kan rive Bind fra mange Øine og pludselig vise dem Afgrunde af Løgn og Nonsens; det er endogsaa muligt, at en saadan Kraft vil være i dit Ord, at du kan vinde ligesaa mange Ikke-kristne som Peder og de andre vandt Kristne hin berømte Pintsedag, da de døbte med Sprøite; men saa vil ogsaa dine Ikke-kristne være ligesaastort Skrab som Peder sine; det vil sige Dusinmennesker, der af ydre Smaagrunde (Ugreie i Dokumenterne), af halvklar Trang til et nyt Klædebonds Forfriskelse aflægger det gamle og triver det nye – omtrent som naar Folk gaar over fra Islam til Brahma – fra Religion til Religion – fra den ene Elendighed i den anden.
Thi naar Ikke-kristendom drives frem som en Kamp – som en lærd theologisk Kamp mod Kristendommen, saa bliver jo selve Ikke-kristendom men en Religion – med Præster, Martyrer, Sandhedsvidner og hele Kleresiet, som meget snart skulde holde skarpt Øie med sine «kjære Med-ikkekristne», at de intet Tilbagefald gjorde mod den gamle forbandede Kristendom. Men det er jo ikke det vi ville: at Menneskene endnu engang skulle skifte Religion; men vi stræbe efter at befri dem for religiøs Forestilling overhovedet. At angribe en Religion paa Læresætninger og Dogmer er efter min Mening kun et spirende Religionsstifteri; thi Læresætninger og Dogmer dø ikke, men de remplaceres af sine Modsætninger og saa er vi oppi det samme Svineri som før. Befries fra Religion kan ingen ved Lærens Modbevis af anden Lære, og man bør altid have Mistillid til dem, der have travelt med at knuse sine gamle Guder. Tvivlere og Spottere kan man faa paa den Maade, og disse kunne en Tid være nyttige mod Præstepakket; men det Slags omvendte gaa tilslut altid den samme Vei: naar de gaa mod Døden, saa slikke de Præstens Fod, der han bringer dem Ablater og Sherry. Selve Livet maa befries for religiøs Forestilling ved en stedse dybere Indsigt i Tilværelsens Sammenhæng og ubønhørlige Brutalitet. Det er gjennem denne – om du saa vil – øvre Vei jeg mener, Mennesket føres til den Religionsløshed, der styrker og klarer.
Og skulde du ville svare, at dette med den øvre Vei er noget aristokratisk Storsnuderi, – der maa vel ogsaa findes en nedre Vei, zum Gebrauch für Jedermann, saa vil jeg dertil svare dig: nei. Til Rom fører utallige Veie; men fra Rom, fra Nazareth, fra Mekka fra alle Religioners blodige Arnesteder fører kun en Vei: gjennem Naturkundskab at erkjende den absolutte Umulighed af «et høiere Væsens» Existens. Naar vi nu snart træffes, skal vi slaaes videre om den Ting; vi ere nemlig her tæt ved det Spørgsmaal, som du naturligvis slider med hver Dag: er det Ret saaledes at kaste Tvivlen i Folk? Jeg har altid svaret ja; og dog skulde jeg nok trænge til en Bestyrkelse ved at tale med dig. Du siger ikke, naar du kommer, hellerikke naar du forlader Gausdal; men det rygtes vel, naar du begynder Færden. Vi glæde os til at gjense Eder og ønske Eder hjærteligt velkommen. Dit Brev forresten skal vi mundtlig debattere og mange andre Ting.
Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 22d Oct. 1882.
Hr. Justitsraad Fr. Hegel!
Jeg sender idag Manuskriptet til Karen, som efter min Plan skal staa som No. 2 – efter «Trofast» i den lille Julebog. Vil De lade Karen sætte efter det franske Mønster, saa vi kan se, hvad det gjør af sig?
«Trofast» skal De faa inden 14 Dage, den skulde først oversættes.
Jeg skriver til Nyt Tidsskrift efter Samtykke til at gjentage Karen.
Med venlige Hilsener
Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 23d O. Aften 1882.
Kjære Ven! jeg kan ikke komme til Middagen for Svendsen imorgen; men min Kone kommer. Derfor vilde jeg anmodet dig om at tage dig af hende, – noget jeg forresten fremdeles beder dig om, skjønt hun iaften hos Hr. Henriques har truffet Aftale om at følges med ham og hans Familie.
Vil du altsaa være min Kone – hvis det fornødiges – en trofast Ridder; dernæst tilgive min Udebliven; endvidere frembringe fra mig en ærbødighenrykkelsesfuld Hilsen til din Kone, – med samt en dunkel Antydning af, at hun snart vil erholde et Budskab fra mig; og slutteligen acceptere min Tak for dit Brev uden Datum og modtage Forsikringen om min Hengivenhed uten Grændser – venskabeligst
Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 2den Novbr. 1882.
Kjære Hr. Justitsraad Hegel! – der er hjemme i Stavanger en Læseforening for Kvinder, som møisommeligt kjæmper sig frem mod Fordom og Ligegyldighed. Min Søster og især jeg selv har hjulpet med Husleie og Bøger, og da jeg slet ikke kan faa mine Venner hjemme med mig, er min Iver for at hjælpe disse Damer steget. Det faldt mig da ind, om De ikke skulde have endel nyttigt Skrab blandt gamle Forlagsartikler; de – Damerne – ere sandelig saa nøisomme, at de ville være henrykte ved selv det tarveligste Grundlag til en Bogsamling. De er altid saa imødekommende mod mig, at De ikke maa betænke Dem paa at sige det, om De finder mig paatrængende.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Kjøbenhavn, d: 18de Novbr. 1882.
Kjære Ven! – jeg lovede saa halvt om halvt din Kone at komme indom en af de første Dage, siden jeg ikke traf dig forleden. Men nu vil jeg skrive et Par Ord, da jeg reiser bort hele næste Uge. Din Bog var ikke blot glødende Kul paa mit Hoved; men den var i og for sig en stor Fornøielse. Jeg beundrer mest Victor Hugo, som jeg aldrig havde læst før; dernæst kan jeg ikke noksom forundre mig over, hvorledes du kan opfinde en saadan Masse Vrøvl og Passiar og faa det til at hænge sammen og virkelig give al den Aftensnak en vis Fart – en vis Verlauf, der fører til et Maal, – noget, man aldrig skulde tro, mens man læser.
Dillettantkomedien skulde efter min Mening været større eller mindre; som den er, ligner den lidt unge Personer i Alderen: hverken Fugl eller Fisk.
Men alt i alt er det dog en god Bog, som der for os yngre er meget at lære af, og hvis du sætter Pris paa det, skal du have min Ros for den og Tak, fordi du saa uforskyldt sendte den til mig.
Min Kone sender Eder venlig Hilsen.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Malmø d. 24de Novbr. 1882.
Kjære Hr. Justitsraad Hegel!
Ifølge Deres Opfordring af 23de Novbr. skal jeg gjentage, hvad jeg troede at have sagt tydeligt nok i mit sidste Brev: at der fra min Side intet er tilhinder for, at De iler, saameget De selv vil, med at lade min Bog udkomme.
Med Tyskerne klarer det sig formodentlig saa, at de klogelig venter, indtil Bogen er lige ved at udkomme i Kjøbenhavn, for da at afspise mig med ingenting.
Jeg er – som De ganske rigtigen har bemærket – ikke i nogen tilfreds Stemning; heller ikke har det opmuntret mig at erfare, at jeg har tabt 2000 Exempl. ved ikke at være kommen tidligere med Trofast. Det er næsten en Trøst, at Bogen er saa sørgeligt liden.
Mit Haab staar nu til, at Norge skal opnaa den Konvention med Tyskland, som Danmark i sin Tid vragede; kanske kan jeg da faa lidt Revanche for alle de Skuffelser og Ærgrelser, disse Fandens Tyskere har beredt mig.
Maatte mit Humør snart forbedre sig! – jeg er ellers flittig her; Planen til en ny Bog er lagt og første Kapitel næsten færdigt, – gid jeg nu bare ogsaa maatte være saa heldig at frembyde den paa Markedet i en gunstig Maaned!
Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.
Malmø – Hotel Kramer den 24de November 1882.
Kjære Andreas! jeg har været her nogle Dage, for i Ensomhed at lægge Grunden til min nye Bog om Skolen. Den skal, – men det maa du ikke fortælle nogen, da Titelen skal være en Overraskelse – hedde «Gift», og den omhandler de store Skolers demoraliserende Indflydelse. Baade den saakaldte klassiske Dannelse og den forløine Kristendom i Husene skal være den Gift, hvormed Ungdommen tidligt korrumperes, og min «Helt» skal som Følge deraf miste sine gode, hæderlige Egenskaber, blive en almindelig Embedskjæltring og gjøre carrière.
Ved Titelen «Gift» opnaar jeg direkte at vende mig mod Lochmann, som sagde, at Arbeidsfolk skulde paaklæbes et Giftmærke; og jeg synes godt om at gjøre – eller rettere: at jeg faar Anledning til at vise, at jeg netop anser det for Samfundets Gift, som han og den største Del af «Intelligensen» med ham anser som Samfundets sidste Grundpille. Jeg har skrevet det meste af første Kapitel, som er ganske harmløst og – saa synes jeg – meget morsomt. Det bliver forresten vanskeligt at skaane mine gamle Lærere ganske; jeg kan ikke med saadanne glimrende Typer for mig forsage dem helt og finde op af nyt. Bahr sidder desværre allerede paa Kathederet med sit: «flere Byer!» men han «sager» ikke, han skjærer derimod en utrolig Mængde Fjærpenne, hvilket han jo aldrig har gjort? Saaledes faar jeg prøve at gjøre dem saa ukjendelige som muligt, men ganske forsage dem, – det kan jeg ikke. – Min lille Julebog – det bliver vist den mindste Bog til Julen – 96 Sider og et latterligt lidet Format – men saa liden den er, har den dog gjort mig Ærgrelser nok. Det bliver imidlertid for langt at udvikle, og kanske gaar det hele noksaa godt; men jeg har herfra sendt Hegel et Par bitre Breve. Selv han, som dog efter alles Mening er den fineste Forlægger, har endnu ikke den Opfatning af Forholdet, som jeg forlanger. Kan saa være, jeg er for strid og fordringsfuld; men han skal sandelig ogsaa betænke, hvad han tjener ved mig.
Fortæl mig endelig strax om C. B. Svendsen og om alt, hva dermed staar i Forbindelse. Intet kan interessere mig mere; især om du vilde gjøre dig den Umage at give mig et almindeligt Billede af Stemningen i Byen. Svar nu strax.
Din Alexander.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.
Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
