14/1 1872. [Kristiania]
Kære Rode, så længe Danskerne (og Henr. Ibsen i hans ballonbrev) tror, at det var den vel instruerte preussiske hær, som slog Franskmændene, så længe ligger al magt for dem på at have en vel dresseret, soldat-fordærvet armé, som for at blive et landeværn, ødelægger ungdommens moral og hjæmmets tradition. Men da forholdet er aldeles omvendt: det var tysk intelligens og begejstring, den skønneste, største begejstring, som ødelagde fransk officersuvidenhed og fransk soldat-væsen, så giver det også en annen facit. Dermed stanser jeg ikke ved Preussernes soldat-inretning, skønt den efter mit hoved er hundre gange bedre æn den franske, siden galt skal være; men jeg tar den egenskab frem, som her sejrede, uansét systemet, ikke ved systemet, jeg tar troen, begejstringen, intelligentsen. Kan du få dette op i dit folk og dertil en fra barn øvet ungdom under fanerne, som har fæst, når de har våben-øvelser, og blir brødre og borgere på det at komme under våben sammen, da har du, hvad jeg stanser ved. Og hvis du tror, det er schøntuerei at sætte et folks moralske velfærd og hjæmmets tradition over en armé, som for et lidet folk intet værn blir, så længe den sakner hine egenskaber, som fæltlivet ubetinget ødelægger, så har du, vildledet af din iver efter at sige mig «uartigheder» for på den måde at opdrage mig, taget fejl af hele sagen, som da forresten de fleste i denne tid gør.
Da du blandt andre uartigheder i et foregående brev fandt ud, at jeg lidet eller intet havde med Vorherre at gøre og derfor ikke burde tale om, at Han brugte mange, som just ikke var efter hans sind, var du atter vilfarende, da du spurte, om Jesus gjorde det? Naturligvis også han, som brugte Judas, der syndede, Peter der syndede, og sluttede sig nær til mænd med skrøbeligheder, som oftere vises; men egentlig mente jeg med udtrykket vor himmelske Fader.
Hvad jeg siger i min afskeds-artikel er ord til annet sant. Jeg har før sagt det samme til dig, at jeg vilde slutte når denne sag var fullbragt; det er den jo ikke som sag; men den er ført i den grad in i al vor diskussjon fra øverst til nederst, har i den grad udskilt parterne, at alle tar sig af den på den ene eller den andre måden, så jeg bogstavelig er blét overflødig. Hverken er jeg «træt» eller bankerot; bladet vovede jeg ikke længer at føre ansvaret for, når pængerne ikke kom in i så stor, voksende udstrækning som med dette, og at stævne og pante måtte overlades andre. Da salget frembød sig af sig selv, så jeg vinket og modtog det.
Når jeg siger en ting, skal du tro den; men disse forudsætninger, som tvinger mig til gang på gang at forsvare, nu min sandfærdighed, nu min ærlighed (som da jeg absolut skulde være misundelig på Ibsen, når der er en gennemgående fejl ved ham, som jeg hader), det krænker mig, og denne forfølgelse af mig med mistanker, rettelser, advarsler, beskyldninger – ja, prøv den på Ploug eller hvilken somhelst storbygget mand, og prøv om det passer dem, og det når hele deres sjæl er spænt i et handlings-moment.
«Sigurd Jorsalfar» tør jeg ikke opføre i Sverige. Dahlqvist færdig, Schwarz ligeså. I Danmark har de Sigurd; men ikke Eystein. Her har vi begge, men en på hvert teater, og din svoger og andre dumme mænnesker står der og hindrer en sammensmæltning ved alle sine naragtige ængstelser og hensyn. At slige stue-griser også kommer op at handle! – Og da naturligvis altid i det, som de ikke forstår. Havde vi ånd over vort samfund, så skete jo ikke sligt nonsens.
Imidlertid sætter Grieg musik til stykket. Sænde det fra mig vil jeg ikke, før det et eller annet sted skal opføres. Jeg arbejder fortiden på nogle digte og hjælper mine skuespillere, som gør gode affærer, og så læser jeg Grundtvig. «Kirke-spejlet» er et stort vuggende hav i halv-tåge.
Nej, engang må jeg slutte. Se nu til, hvorledes det går. Hvad jeg arbejder for, sker (på en enkelt untagelse) ikke idag eller imorgen; men sæt ideerne i ungdommen, ved hvem det kanske heller ikke sker; men så sker det ved deres børn. Ellers tror jeg, at, er vi over den nuværende slægt, så sker alt! – Men den er, min sjel, klein.
din innerlig heng. Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 15/1 1872.
Kære Margrete, dette er vel nok. Jeg har fulgt hine mænd med en tro så stærk, at skønt det sved i mit sind, når jeg på stedet så, hvor fortvilet galt situationen og pligten blev opfattet, og skønt jeg, troende på frihed og nationalitet, så begge krænkede i den såkaldte gode sags tjeneste, – trodde jeg; ti de forstod det jo; de tjente jo sagen med sit hjærte-blod. Men hvor fejltagelsen er et slag i mit åbne ansigt, hvorved jeg tumler ned i en afgrund af mørke, – så var jeg et meget strafværdigt menneske, om jeg ikke siden brugte min egen forstand.
Slesvig tabtes ved at ingen af hine mænd trodde på frihed og nationalitet eller hin tid i Danmark trodde ikke på det. Slesvig vinnes ved at ikke alene Danmark, men Preussen, Tyskland, Europa tror på dem. Spørsmålet kunne én gang have lagt i armeerne; den tid er forbi for de første 10-20 år, det ligger nu i udviklingen. Gør eders egen nationalitet og oplysning, begge på troens grund, så stærk, så fri, at den blir en erobrende magt i eder, så holder I forsættet fast i eder selv, og I holder Slesvigs frænd-folk fast.
Men når nu jeg og andre, som foreløbig kan være unævnte, ti hvert navn vækker jo kun strid hos eder, ser spørsmålets afgørende, og i kraft deraf griber dybere ned, samler ligt og uligt, for at få den dybe folke-tone op i friheds– og nationalitets-spørsmålet; når vi vil give dem ansvar idet vi gir dem magt, vil dele med dem for at komme til at eje alt deres, som er «folke-kraften», massens oplysning, virkelighedens moral eller hvad nu de forskællige kaller den, så – ja, hvad gør så I? – Jo, I forfølger os med hine spørsmål fra før 1870 (armé-spørsmålene) med al den kritik, som I har lært af den ældre slægt, hvis fejl vi nu vil rette, med al den uartighed, som de har anvendt mod de bønder og fri-mænd, som første gang vilde have stæmme og sæde blandt dem, og med alle hine påminnelser om, at vi skal ikke glæmme dem, der kæmpede først, vi er uden pietet, uden hukommelse, og fejlene dengang var vore egne; ti hvorfor var vi ikke også dengang til som ledende? Med andre ord, vi skal slet ikke få lov til at rette på nogen ting, fordi de gamle selv ikke er med, eller fordi vi ikke ærer dem nok, fordi vi ikke gør så istedetfor så, eller fordi vore medarbejdere ikke alle er som vi, kanske ikke alle retskafne. Ja, det allerværste eller allergaleste er tilsist dette, at I, som forbyder os at slutte parti med J. A. Hansen (som sit liv igænnem har været folke-sagen tro og det ikke af egen-fordel; ti fordel havde han funnet langt større på den andre siden), – I betænker Eder ikke på at gænvinne Slesvig i et forbund med – Rusland! Ja, konsekventsen af eders æstetiske schøntuerei-lære om ikke at gå i parti sammen, fordi der kunde være dem med, som ikke mente det som vi i alle dele, fører jo igrunden til, at I måtte tage Slesvig ganske alene, ti ellers kunde I komme i forbund med Ikke-Troende, eller mælde eder ud af stats-kirken, menigheden, Danmark. – Se, hvor villfarende I blir bare af forfølgelses-lyst mod os, og det fordi det gamle og de gamle står rundt om eder. Jeg for min del hylder alt, som har været, når det på en stor måde bar sin tid op, men når de, som skulde være de første til at hjælpe os, af pietet for de gamle følger efter os som hævn-gudindernes tog med hæse skrig, da kaster vi i forbigående et spyd gænnem de gamle forat få fred for dem; de er jo plagende genfærd. Det gæller om dem (hvis fejl det er vor mission at rette, for at skille, hvad de gjorde godt, ud fra fejlene) – det gæller om dem, at –
«blandt velgørernes dit navn skal tælles
af slægt på slægt, men først så må du fælles!»
Bogen om Deres far har jeg endnu ikke fåt. Men det ved jeg på forhånd, at i karakteren var ingen af disse mænd stærke; derimod i det åndfulde, i hjærtelaget; det var Guizots slægt, en «dannet» klog slægt med fine ævner. At tanken om Slesvigs deling opgaves på grund af lidt modbør, var så svagt, så dårligt, så lastværdigt, at vi ikke med noget ord må undskylle det. De kunde naturligvis aldrig have gennemført det som regering; men de kunde have holdt en opinion oppe, som så i 1864 i London havde frælst Slesvig. At ikke nationalitets– og friheds-tanken dengang blev tærsket in i folket – nu ja, lad os ikke snakke mere om det. – Ved De, at Kong Karl lige foran London-konferencen tilbød alliance på dette grundlag: Slesvigs deling? At biskop Monrad svarte: «Vi må have Holsten med forat bevare vor inflydelse i Tyskland!!!» – Sohlmann oplyser det nu i en liden bog, han skriver på; han har sét Monrads brev!!!! Den danske politik i Slesvig har været intil det utrolige énvis og smålig, – men lad os da derfor også løfte os op over den! Lad os da i alle fall nu lade friheds– og nationalitets-tankerne råde med os og lad os ikke som et junker-styret folk over armé-tanken glæmme hine. Nej, lad armé-tanken lydigt tjenende ordne sig in under hine, og da har vi den som en opdragelses-kraft i et folk, ikke som dets svorne fiende, som tære-kraften både på dets moral og dets økonomi, som det, der ødelægger tiende hver mand af ungdommen (ofte fysisk ved at på føre den gemene sygdomme) og ved at etablere en disciplin-tanke, som er uden rod i karakter og hjærte, altså hvælver en kold, åndløs lov-bygning over slægtens horizont, så den siden lettere fanges in for alt snobberi, al mammon– og forfængeligheds-dyrkelse. Giv mig en tale-stol istedetfor denne pænne-stump, giv mig en nordisk kristelig forsamling at tale til, og Ploug og Rosenberg og de gamles øvrige genfærd at tale mod, og jeg skal knuse deres tanker til ler-støv, som sopes ud med skarnet efter os.
Hvor forfærdelig jeg er hadet heroppe fortiden. Jeg kunde fortælle Dem sørgelige exempler, kære Margrete, men jeg holder det nok ud.
Ikvæld stifter vi i studentersamfundet en forening, hvortil alle har adgang, som er af vor anskuelse i det væsentlige. Det er fornæmmelig for at drage stortingsmændene, som nu kommer, in til os. Den tæller blomsten af dette samfunds ungdom og mænd. Den ny skandinavisme, republiken, arméen på schweitzer-fod, flertals-regering, – og over dette alle de åndelige syn, som leder det, som frugtbargør det, som i tidens fylle realiserer det. Ungdommen døbes. På folke-højskolerne er jeg også engang imellem og døber. Er det ikke ret kanske? Næste år til Upsala for at gøre det samme. – Foreløbig korresponderer jeg nu med svenske mænd.
Ja, jeg tror på Norden og dens opgaver! Herren lade det regne på sæden, Herren give os frejdighed, så andres modløshed og tvil ikke slår vor ånd med lamhed. Han give gode vænner og manges samstæmmende tro! Han give landene ungdom; de har i mer æn en mænneskealder kun havt gamle! –
Eders innerlig heng. Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 23/1 1872.
Vennen min, tak for brevet! Så står vi da atter hyggeligt forstående hinannen! Jeg har også siden læst bogen om Lehmann og ihvorvel den var blevet fyldigere skrevet, om den havde været skrevet af en nutidsmand, og kanske ikke med mindre kærlighed (ti den kan ikke skildre frejdigt nok, som har været med at tabe så meget som et medlem af hint parti og har ikke fåt en ny tro istedetfor den tabte); ihvorvel bogen havde været bedre, om en frejdig mand havde skrevet om en frejdig mand, en ungdom om en stor, skøn ungdom, der brast i skuffelsen, så har den glædet mig, og ikke mindst derved, at han stod engang som vi står nu, og manden taber, men ikke ånden, den er oppe, den er levende i store syner og mange lidelser mod evige mål. Tak for bogen, også derfor at jeg har lært den tid bedre at kænne, som vi har vokset ud af, og den mand at kænne, som har skabt et så stort stykke af Danmarks liv, og deres liv og hjæm, som jeg innerlig ælsker.
En stun har teatret helt optaget mig. Jeg har nu truet sammensmæltningen istan. Men ligesom jeg har holdt mig selv udenfor, således blir sandsynligvis resultatet af det hele, at her slutter mit teater-liv. Efter den skammelige behandling man i denne fædrelandske sag har udsat mig for, fordi jeg arbejder for og tilhører det store folke-parti, vor eneste mulige fræmtid, vor livs-betingelse, – siger jeg mig selv, og uigænkallelig, at har de ikke brug for mig nu, når to personaler slås sammen, som jeg alene har kænskab til, og hvis fleste medlemmer på begge scener alene jeg har ført til virksomhed og klarhed over sine egne ævner og scenearbejdets opgave, så slutter jeg for alle tider. En hver ærekær mand sætter sin grænse; overskrider han den, gør han sig selv til pjalt, og det kræver intet mål, ingen opgave af nogen mand.
Jeg tar det som vink fra Vorherre, at han vil, jeg skal leve for annet. Det har kostet mig at klippe denne livstråd over, kostet mig frygteligt; men nu er det forbi. I marts skal sammensmæltningen foregå. Hartvig Lassen har ladet sig låne til at stænge mig ude. Han tænker kun at stå til juni, da skulde jeg nok tilbydes posten; men klog af det troløse i alt dette, blir jeg da ikke at få for nogen pris i værden, ej heller om teatret var knust.
Hermed slut om teatret.
Jeg læser Grundtvig, og atter og atter han; men jeg arbejder ingenting; mit sind har været i bølge-gang ved hin siste store, dybe krænkelse, hvortil din svoger har været med. Bønder i Østerdalen og på Hedemarken har sendt mig en inbydelse til en æres-middag; sådant tror jeg er uden eksempel i vor historie. De kan holle middag for en af sin midte; men sende bud på en mand for at hædre ham, tror jeg aldrig før har hændt. – Til sommeren drager Karoline og hele huset og jeg til fjæls; vi vil leve i Valders hele sommeren i den vidunderlige fjæld-luft deroppe. Grieg og hustru flytter med, jeg skal skrive Arnljot om til en opera for ham deroppe, hvilket er snart gjort; hele planen er, scene for scene, færdig. Sansynligvis fullfører jeg nu «Klokker-familien,» – sansynligvis for at lægge i pulten ved siden af «Sigurd Jorsalfar!» –
Jeg har skrevet nogle værs paa et meget skarpt digt; om jeg nogensinde ender det, vil tiden vise. Vi er kommet in i det tusenårige samlings-år, men man vil gærne glemme, at i det stod Hafursfjord-slaget for tusen år siden. Nu vil man «samle» ved hjælp af øll, punsch, taler, og «ved at lægge politiken væk så længe!» – Hils Margrete! Hun må blive frisk og skrive mig til!
din Bjørn.
[Kristiania] 2/2 1872.
Kære ven, der lyser så megen kærlighed op af grunden i Deres breve, og der flammer så megen tænkning henover den, at det har været mig husvalende at læse, og da det kom i en tid og på en dag, hvorpå jeg savnede, blev jeg meget bevæget af det.
At slippe teatret løst fra mit liv har kostet mig, så jeg i min gærning intet lignende har mødt. Jeg er ænnu ikke færdig med kampen, og den vil bryde op igæn, jeg føler det. Jeg har målt mine anlæg for teater-gærningen med manges over hele Europa, og hvad det væsentlige angår, har jeg ikke set mine overgåt, og disse har mit fædreland til brug i dets tilblivelses-tid, men vrager dem, se, jeg skønner det ikke. Jeg er den eneste her hjæmme, som ved, hvad jeg vil i disse ting, og derfor ener alle uduelige sig om at spærre vejen for mig til en virksomhed, der er af lige så stor betydning for hovedstaden, som den vilde være monumental for mig selv. Nu skulde scenen grundlægges, og nu trænges jeg ikke. – Men min beslutning er urokkelig: forsmår man mig nu, tar jeg det aldrig siden. Etsteds må man slutte.
Muligens at jeg får lidt hjælp til en udenlands-rejse til høsten. I så fal en tur til Sverige først for at redde mit hus, imens jeg er borte, og derefter gænnem Tyskland til Italien. – Kunde jeg komme til København, se Eder og Greensteen, så var dette et ønske jeg drømmer opfyldt mangen en nat; men der er så meget jeg ikke vil se, at dette holder hint stangen. Jeg må nu en tur til Hedemarken, hvor bønderne fra stedet og fra Østerdalen vil gøre gilde for mig. – Siden skal jeg til Bergen og holde nogle gamle forelæsninger. – Jeg skriver intet; jeg sørger. Jo, et stykke, nærmest til Carl Ploug har jeg skrevet i Folkebladet dennegang. Det kommer dog tilsist dertil, at jeg rent ud afskyr ham. Det nytter Dem ikke det minste, søde sjæl, at kalle dem min far, alle disse, som tænkte og handlede før os, jeg hugger dem ned lige fullt for det, når de spærrer vejen, og aldrig har jeg set noget menneske af vilje handle annerledes, og at det er kristeligt også, er jeg aldeles overbevist om; ti kristen-begejstringen er ikke barmhjærtig, den. – En annen sag er det at bære over med deres fejl, at se skævheder, men derigennem dog spiren til os selv og at takke dem for dette og for alt godt: – lad dem ikke stille sig op og i vejen, siger jeg. Her er punktet, derfor skal de fælles – og så gøres til helgene.
I «Bjørnson-foreningen» (!) i studentersamfundet sidder Grundtvigianere ved ét bord, positivister ved et annet, rationalister ved et tredje, blandinger ved et fjerde. Men om alt dette holder vi dyb fred; ti der er så meget nu, for hvis skyld vi tilsammen og i kærlighed tar spot og hårde vilkår hver eneste dag af mange slags, og jeg er overtydet om, at der i den kreds er ingen, som ikke også gav livet for det. – Kan De ikke fatte dette, kan De ikke være med på sådan måde, så er det tørt hen, fordi De ikke kan handle; ti aldrig i værden får De andre vilkår at handle under æn i enighed med uenige.
At Termansen og den slags brave folk ikke skønner dette, beviser for mig bare så sørgeligt, at den forstan på, hvad handling er, modsat snak, drøm, passiv lydighed, hengivelse, opblussen uden dybere vilje, den forstan er ænnu ikke kommet til det lille bløde danske folk i sin store alminnelighed. – Den dag kirke-sagen, skole-sagen kræver afgørelse, ener Grundtvigianerne sig med midt-partiet eller hvemsomhelst, der vil hjælpe dem, mod fordums og tilkommende vænner. Dette er at handle, hele resten er sur-dejg! – Saa vil De, at jeg uafladelig skal sige til mine medarbejdere: husk, vi er ikke enige, husk ænnelig det! I er nogle fæle materialister igrunnen, ser I, nogle udyr, som jeg og mine er langt ophøjet over, – ja, min præke-lyst (levning af ikke-handle-tiden) fik jeg vel madet ved dette; men sagen forsmægtede i samme grad, som min prækende samvittighed blev mættet.
«Forsvare sig». – Gutterne i gevær (Bjørn har alt sit) til gymnastiken og deres mod gjort utvilsomt ved daglig øvelse på mange måder; men nej så sannelig om de for fædrelandets skyld skal miste sin sjæl i en armé-inretning, som er Nordens ånd imod, hvis jeg kan undgå det. Var jeg ting-mand, voterte jeg tvært imod det hele budget, til jeg fik en armé-ordning, som var vor, og som altså ikke slog ihjæl den ånd, som den skulde forsvare. Vil man ikke tage dette radikalt, så får man det aldrig annerledes. Punktum. Punktum. Punktum!
Min sjæl har i senere tid været draget til at skrive en række borgerlige stykker, som skulde fræmlægge mine tanker ved de problemer, hvorpå vi nu lever. Jeg har altid vidst, at did kom jeg engang, og jeg synes modningen nu er her, eller i alle fall på veje. Men siden denne teatrets lumpne opførsel mod mig, dør al min lyst, Og om jeg får den igæn, – jeg ved ikke, hvad vej scenen nu går, jeg har ingen tillid til, at jeg får vakre billeder tilbage af mine tanker. I hvert fall går der nu en produktiv tid op for mig, om den også blir noget annerledes af udseende æn I har væntet.
Jeg har atter taget Sigurd Jorsalfarer til nåde og inleverer den nu, strax den er afskrevet.
«Mine» børn får en god opdragelse af «sin» mor; jeg er næmlig så lidt med; men hun siger, det er mig, d.v.s. mine anlæg i godt og ondt, som hun stræver med i dem allesammen. De er sunde, friske, de kommer også alle til (hvad jeg engang ikke troede) at se godt ud. Bjørn ælsker musik, teater, leg, historier; men er nokså stræbsom på skolen, kun mageløs uopmærksom og uordentlig. Men han er den snilleste af alle børnene, ubetinget lydig og sanfærdig. Ejnar er den flinkeste i sin klasse, og han døde, hvis det blev annerledes; han har et stærkt sind, som kræver varsomhed. Erling er og blir en kæmpe. Han er rod-vokset, uopslidelig; stærk af vilje, men så dybt hengiven. Undrer mig ellers, om der ikke er et stort dyr i ham, som skal tvinges til at trælle for ikke at blive herre. Bergljot fin, stor-øjet, gal af smærte og glæde; det blir et farligt pigebarn! Ypperlige anlæg har hun. Vugge-barnet Dagny ligner på Bjørn og Ejnar, tier hele dagen; der blir moderen siddende i det uendelige. – Vort hus er sådant nu, at alle siger, de ser intet koseligere i Kristiania, og dette er også min mening.
Stor omgang har vi ikke; men under den lange forfølgelse har der dannet sig en venne-flok om os, som er til at lide på, kan De tro. Først af alle Sars’s familie.
(Ja nu har disse to ark lagt længe og væntet på fortsættelse; men nu husker jeg ikke engang, hvad jeg dengang vilde skrive om.)
Jeg maa fortælle Dem, at Joh. Sverdrup af den store folke-sag, som han fører i politiken er blevet en troende mand, som hengiver sig med begejstring til religionens gærning i folket og tager det for sin egen del med det alvor og den energi, som er ham egen. Dette er ikke det eneste eksempel her hjæmme på, at forbund med folkesjælen har ført til troen.
Jeg så i Fædrelandet en anmeldelse ved Frederik Nielsen af «Kirkespejlet», hvor det blev sagt, at Grundtvigs prækener virkelig stod ved siden af Martensens tankevækkende do. og Monrads energiske tiltag! – At Ploug vil opta noget, som er så desorienteret på hvad der er væsentlig og uvæsentlig, stort og behændigt. Jeg kan ikke læse Fædrelandet mere, jeg harmer mig et par dager for hver gang jeg gør det, hele den ukristelige ånd i hans egne artikler er mig også modbydelig hos den gamle mand. At I virkelig vil opretholde ham? Er det ikke igæn denne halvhed, som I foretrækker for at tage helt parti for at få sin sag helt fræm.
Ja, dette brev blev vist intet hyggeligt. Jeg tænkte det, da jeg begynte det; men jeg kom in i andre stæmninger.
Nu afskrives Sigurd Jorsalfarer, så fort ræmmer og tøj kan holde for at inleveres til Kr. teater, Stockholms, Gøteborgs og Khavns. Musik af Grieg.
Eders B. B.
[Kristiania] 22/2 1872.
Kære Tora, igår-kvæld kom vi hjæm fra en længere rejse; først på sængen åbner jeg de mange breve, som væntede mig og deriblant dit. Jeg blev forskrækket over, at dette brev havde væntet så længe, og jeg havde idag telegraferet, hvis ikke Martine Falch derved kunde blive for forskrækket; hun er på stationen. Altså må jeg skrive.
Din mor hører til de prægtigste kvinner jeg har mødt, og ligesom jeg selv har modtaget et intryk af henne for livet, således har jeg meddelt mange det; ti hun hører til den kreds af mønsterkvinner, hvoraf jeg plejer at fræmdrage eksempler. Ja, hun var kærlig, hennes hjærte havde en stråle-glans om sig, og så var hun så original! Hun var et helt mænneske, noget for sig; du kunne putte henne in i hvilkesomhelst forhold, hun fant sig straks tilrette uden at opgive noget af sit. Man kunde i sin tid med lige så stor tryghed for et godt udfall have dannet en salon-dame af henne, som en køkken-mor, hun havde alle ævner og utrolig spænstighed i dem. Som «køkkenmor» var hun stor; fra køkkenet at opdrage en børne-flok, sammenholde et hus, glæde dets vænner og være sjælen i en ikke liden kreds, gør få henne efter, og ænnu færre som hun.
Kære venner, modtag Karolines og min vemodige deltagelse. Jeg tog din mor med i min aften-bøn igår-aftes med al den tak, som jeg skyldte henne, både henne selv og hennes eksempel.
Er der noget, I mangler, så kanske jeg kan hjælpe en smule. Gå i så fall til Hegel og tag dette brev med.
Jeg kommer fra en tur til Hedemarken og Gudbrandsdalen, da bønderne (og hermed må tænkes på andre bønder æn de danske, næmlig stor-bønder på 100,000 specier og mere og i alle fall sælvejere på sine æld-gamle æt-gårde) disse bønder altså havde inbudt mig til at holde foredrag og modtage en æres-middag ovenpå.
Den gik stort til; Østerdølerne, Hedemarkingerne, Totningerne og Gudbrandsdølerne er landets stolteste og rigeste folk, og denne ære, som er den for mig kæreste, jeg nogensinne har modtaget, er den første i sit slags i Norge. Karoline var med, og dette var rejsen, vi var på.
I disse dager har jeg inleveret «Sigurd Jorsalfar» til teatrene over hele Norden; musiken til stykket er komponeret af Grieg.
I sommer begynner Grieg på operaen Arnljot Gelline, som jeg skriver for ham; jeg har desuden et annet stykke under arbejde. Til høsten gør Karoline og jeg en rejse til Rom. Du ved, vi ejer hus med have og tomter til? Her er så hyggeligt. Mor bor her i byen nu, hun skal til bedstemor idag. I mindre [æn] et år har vor familie nu tabt min far, Josephine Nordraach og din mor. Hvem er den næste?
Hils Emma med alt godt fra os, hennes kæreste ligeså. Hun er vel ikke forfængelig, ved jeg? Snild og sød er hun, bare hun ikke er forfængelig. Jeg må have begges portrætter, jeg må studere dem! Hils Viggo og hans mage; hils eders prægtige ældste søster og hennes mand og deres børn; hvordan lever Nanna nu?
Din hengivne Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 23/2 1872.
Kære, kære Margrete Rode, lille Dagny, vort dejligste barn, stille bestandig, smilte, når nogen kom til vuggen, og hver dag i en udvikling mod at blive sund og smuk, døde igåraftes efter 6 timers krampe-anfall pludselig, og hele huset er i en ustanselig sorg. Karoline stod på knæ foran vuggen den hele tid, og tog efter endt kamp den lilles pude med og lagde under sit hoved. Hennes rige, umålelige kærlighed havde gjort alt, hun kan hvile trøstig ud på minnet om denne korte glæde, som var givet os. Mig har det truffet som en opmaning, den Herren give mig kraft til at følge.
O, Gud, o Gud, hvilken sorg! Vi har jo noget hvidt og fint om os, men vi kan ikke se det, vi må græde og græde. Hils!
Deres Bjørnstjerne.
[Kristiania] 2/3 1872.
Kære, kære Schmith, jeg er taler i disse materier, ikke skriver, og det eneste og bedste fra taleren må blive borte her, ligesom hele foredraget lider under denne dobbelt-virksomhed. Hjælp mig nu!
Du kan kassere det hele, det enkelte, rette, tilføje. Om det kan stå i et videnskabeligt tids-skrift, ved jeg ikke engang. Men – jeg har vilje til at sige dette, og jeg vil have det sagt på denne måde, om ikke nu, om ikke her, så dog. Send mig det altså, hvis du kasserer det. To anmærkninger skal du se på: den om Martensen, den om Erik Bøgh; det var mig en nødvendighed at skrive dem; men om det er en nødvendighed at læse dem, ved jeg ikke rigtig. Jeg har ligefrem ondt af Erik Bøgh her; ti jeg ved, at hvert mænneske med dette vil tænke på ham.
Skal artikelen have en slutnings-bemærkning, så sæt den til; – en kort en? –
Ja, gør med det, hvad du vil; men lad mig læse korrekturen.
I alvorlighed, under intrykket af et stort tab har jeg skrevet dette, forsåvidt er hvært ord vejet, som det indeholder hvad jeg tror bør siges.
din heng. Bjørnst. Bjørnson.
Det skønner du, at de enkelte punkter i afhandlingens anden del må stå, et for et, om også i anden form.
[Kristiania] 7/3 1872.
Kære fru Hejberg; jeg har fåt mit stykke «Sigurd Jorsalfar» tilbage med den besked, at teater-styrelsen meget beklager, at den ikke kan bruge det.
Har denne bestyrelse nu med samt sin censur så travelt med ny danske stykker, at den ikke har tid til at sige en norsk forfatter, hvorfor den forkaster hans arbejde?
Da henvender jeg mig til Dem, som vistnok har mest travelt, men som alligevel kan finne stunder til at sige mig årsagen. Jeg er ganske overmåde nysgerrig, så De må endelig haste med svaret.
Vi har mistet vort yngste barn og er begge meget mismodige.
Deres bestandig hengivne Bjørnst. Bjørnson.
Kristiania 9/3 [1872].
Kære ven, jeg har måske i heden ikke værget mig nok mod den misforståelse, at man med intelligentsen vil oplysningen tillivs. Se på det! –
I det hele: du må hjælpe mig! –
Anmærkningen om Martensen piner mig; jeg havde også ellers de tusene ting at tilføje eller stryge; men det kommer bare af, at dette er mine daglige tanker som jeg her, så simpelt jeg kunde, har fæstet et minimum af.
Her er blant ungdommen ved universitetet mange rationalister, mange positivister; de slutter sig alle om mig, fordi jeg, trods min religion, som er en daglig stigende kraft i mit liv, er den mest norske, mest frihedssindede af vore åndelige mænd, og fordi Gud har givet mig veltalenhedens gave med virkning i vore forsamlinger.
Men jeg imødeser den tid, da Ibsen tager min plads hos dem, da den nuværende konservatisme hos os, trods sit had til mine frihedskrav, optager mig og forstøder ham, som er dem anti-podisk, men fordi han i sin uklarhed har forfulgt samfunds-friheden samtidig med at han har præket den åndelige, ænnu en stun behøves. – Med andre ord: straks de konservative ved den pårykkende rationalisme med følge, ænnelig forfærdes, ser de sin bedste bunds-forvant i mig, som måske drager mange af deres pene slægt-fortsættere over med til friheds-dyrkelsen i religiøs ånd, men så det keder mig og ækler fienderne, d.v.s. de frisinnede af rationalisme.
Men straks jeg vender mig til landet, forandres scenen. Der er alle som jeg, vil det samme som jeg, og vil nu sikerlig, efterhånden som folkehøjskolen gør sin gærning, både våge og ofre noget for det, hvorpå viljen er sat. Jeg glæder mig usigelig til den tid, hvori alt dette står klart; men vænte-tiden er ofte besynderlig og kan gøre vemodig.
Om et par dager til Bergen, dennegang gænnem Land, Valdres, over File-fjældene til Lærdal, og sjø-vejen gænnem Sognefjord. Jeg kommer sansynligvis til i Bergen at tjene 600 Spd. netto på fire forelæsninger. Rasmus Nielsen blir nu kallet til Bergen af forelæsningskommitteen (som jeg ikke har med) – kommer han, tror du? –
NB, hvor er den, som kan læse den samme historie, som Brandes, men i åndens tjeneste! Hvor syg og træt jeg er efter læsningen!
Det er sant: – når jeg har sagt, at man giver Grundtvig tysk afstamning og har sat Lessing under, menes, som du ved, Kirkebeviset med dåben som det største for religionen, hvilket Martensen oplyser, at Lessing har sat op for G. – Men sæt tingen ved siden af Lessings navn og nævn da flere i Tyskland, som han skal afstamme fra (i mythelæren Schelling fEx.) –
din B. B.
Bergen 27[–29]/3 1872.
Kære ven, dels på rejse (overland), dels med forberedelser og visitter og bryllop og sange, derfor svar først idag. Her meget arbejde, taler i deres samlag og foreninger til vækkelse og til samhold, og dertil forelæsningerne, som kommer til at lønne mig for det øvrige stræv med pænger, hvad nu så forresten den egentlige virkning af det hele blir. Jeg sender idag hjæm 550 Spd.
Din mælding af Brandes’s bog er skrevet med magt. Den bærer hastværksmærker, men disse tiltaler mig her; ti det viser en mand, som skriver raskt ud af fylle, og din stærke livsanskuelse står i kommando-forhold til genstanden. Du har unægtelig nu din egen stil; og den er unægtelig også den stærkeste, som idag er oppe i dagsliteraturen. Så meget hellere ønskede jeg de traditionelle filosofiske substantiv-dannelser (som ikke hører vort sprog til) borte med sine uundgåelige knuder i meningen. Jo tydeligere jo stærkere.
Walt Whitman har skaffet mig en glæde, som ingen ny mand og bog på mange år har havt ifølge, og i én henseende den største jeg nogensinne har havt. Aldrig havde jeg i mine dager tænkt at få en hjælp i ånd fra Amerika, – men således og ikke annerledes måtte den naturligvis komme! Jeg takker ham og dig af mit fulle hjærte, jeg gik betaget i dager bagefter, og ænnu gæster de store intryk mig, som var jeg på havet og så forbi-drivende is-bjerge, der varsler våren.
Angående min artikel: jeg har altid vidst, at mit intryk af Martensen var rigtigt; men har tænkt og tænker ænnu, at det på dette sted kun virker irriterende. Men som du vil.
Abonnenterne skal jeg samle blant ungdommen, som jeg har sagt; men først må min artikel stå. – Du skal overhovedet tro på min opfattelse af forholdene; jeg er således bunnen til norsk ånd og natur, at jeg vanskelig kan ta fejl, og jeg har et realistisk syn. Jonas Lie har aldrig ænnu set noget somhelst heroppe aldeles rigtigt. Han er dels i omgivelsernes, dels i intrykkenes vold, og hans natur er virtuosens; han må få det til at rulle, så det behager. Men han er fantasifull og kærlig.
Her er så meget alvor oppe over vor ungdom – rakket taler jeg ikke om –, at jeg med tro går løs på min gærning iblant dem. At der er dem iblant dem, som med kraft tar fat fra rationalistiske og positivistiske udgangspunkter anser jeg til gavn i det hele.
Termansen! – protest skal ikke sætte dig i slet humør. Han er en «bleg-født» bonde og en æstetiker i sin kristendom. Men af Grundtvigianerne kommer dog handlingens kristenfolk, og dette trænger vi. –
Last ikke os Nordmænd og da navnlig ikke mig for vor snevre syns-vidde. Jeg tror en god del af det, I kaller det modsatte, er tysk af naturell og opdragelse, og at vi Nordboere ved at se det almene i det enkelte (og ikke bestandig omvendt) udmærker os som følelsesfolket og som det intensere, hvis syn snarere leder til handling. Vi må alle efterhånden vænne os til at tage det enkelte, vi ser, og ikke vogte den tyske filosofis svin i det almenes skoge.
Du skænner på Wallem; han har ikke skrevet en eneste mælding af «For Ide og Virkelighed». Jeg tror, at enten har Fasting skrevet de fleste selv, eller har han inspireret Theodor Blehr. Men jeg skal nu træffe mine Forføjninger. Her i Bergen får jeg dennegang mange abonnenter.
Den Anmærkning du (og Nielsen) har sat under min artikel er mig aldeles ufattelig. Enten er det, der siges, selv-følgeligt, eller også dølger det en særegen tydning; i så fall hvilken? – At jeg rørte mig så vidt individuelt, at I umuligt kunde være ansvarlige for mig, skønnede man på forhånd; at min form ikke var eders, skønnede man også, – og om Ploug, artikelens fare, er vi jo enige.
Det ser ille ud, at de to udgivere reserverer sig lige over for den tredje; hellere burde artikelen have været borte. Jeg gav dig jo frihed til at rette i den, om den generede dig. Men dette kommer ligesom et bag-slag, der visselig ikke skader mig, men ser så dumt ud.
[Bergen] d. 29de apr.[eg. mars] 72.
Jeg blir her i tolv dager til. Jeg vilde gærne, at Clemens Petersen, hvor han nu er, skulde få min smule artikel; for mange år siden spådde han mit brudd med Ploug, han burde nu fornæmme det.
Om mindre æn et års tid kommer vi til at udgive et ugeskrift heroppe: den frimodige, hvori alle de kræfter, vor unge politik og videnskab har, som styrer af hver sin artikel, ener sig om i folkelig grej fræmstilling at ordne og bære ud oplysningernes, troens og poesiens tanker og at insamle fra livet gænnem utallige korrespondenter (hjæm-vendte studenter og folkehøjskole-elever) den skarpeste kritik over det, der er. Vi vil i stor udstrækning følge både det danske og svenske liv; – kunde du ikke være med her?
Hils Nielsen hjærteligt fra mig!
Din innerlig hengivne B. B.
11/4 1872. [Bergen]
Kære fru Hejberg, i mange henseender er det lejt, at dette er intruffet med Molbech. Ikke for hans skyld, der nu engang ligner en flue, der er kommet op af et mælkefad, og er innerlig ækel med sin fejge smålighed, den ulykkeligste repræsentant, som I i sin tid kunde have for danskheden i Kiel. – Men for meget mere. Først for min egen skyld. Jeg har nu just intrådt i den periode, som jeg vidste vilde komme, at jeg slag i slag skrev nye stykker; men da stridshansken er kastet, må den optages, og ikke et stykke af mig skal spilles på Københavns teater; Sigurd Slembe indrages straks. Dernæst for det heles skyld; ti heroppe er jubel, hvergang noget sådant sker, og nu er der jo jubel i Københavneriet også. – Men det dannelsesbrud, som allerede er intrådt, udvider sig, ender sansynligvis med at Danmark glider over igennem indifferentisme og gennem selvtilbedelse i småtteri og intethed – glider over i Tyskland; jeg ser intet andet; væksten i folket miskænnes jo i den grad i den store by og dens dannelse, at jeg aldrig kan tro den når frem, før det er blevet for sent. – Jeg har prøvet at tage et tag i de «råere» kræfter dernede og i Grundtvigianismen, som arbejder i disse; men mine tvil kan jeg ikke dæmpe. I en sådan tid at give mine folke-stykker til spot for Københavneriets kritik, det eneste de har igæn, vil jeg ikke, og intet mænneske kan mere forlange det af mig. Jeg får holde mig til Norge og Sverige og sige farvel. Ikke således, at jeg ikke i politik og samfunds-udvikling skal holde fast og drage de Danske in til os og nytte deres mange lærdomme; men i Københavneriet vil jeg ikke mere Gud give, Danmark blev Norden tro, at folke-arbejdet tog stor vækst være med og den gamle dannelse har jeg kun tilskuer-forhold til. og kvalte byen i sine stærke arme; men jeg tror det ikke; ak, jeg tror det ikke. Sommetider luer troen op igæn, men så kastes jeg tilbage. Det skulde være det lykkeligste som kunde hænde mig, om denne tro kunde blive stærk igæn, som når jeg sad i en dansk folkehøjskole eller i Vartous kirke; jeg er ikke skabt til tvil. Men når jeg ser, at endog folke-partiet, og det efter Slesvigs-erfaringerne, er med på den bundløse uret mod Island, så fatter jeg det, at her er vel ikke håb. Det danske folk, som privat er det godsligste, ælskeligste, offer-villigste jeg kænner, men som folk småligt, små-sinnet til det utrolige (behandlingen af Tyskerne i de tyske provinser, af Island og Norge før, af Island nu, handelen med Sct. Thomas, mænneske-handelen) er mig en gåde. – De skal ikke føle Dem krænket; jeg er et følelsesmænneske, som skriver til en forstandig kvinne, oplys mig! Men kom ikke med, at jeg ikke kænner disse forhold, jeg har nævnet, jeg kænner dem tilgagns; jeg agter om Island nu at skrive en liden bog og at få den oversat for udenlandske læsere. –
Vor scene har nu den bedste besætning i Norden; men den er ustyret, og jeg har for bestandig trukket mig tilbage. Jeg ser ikke engang mine egne stykker for ikke at forføres. Mit siste har gjort en stormende lykke. – Til efteråret rejser jeg ud. Mit forhold heroppe er stridens; men jeg bæres jo nu af så megen tro og frejdighed, at jeg i dette stærke liv lever mit eget dobbelt. At være med i et folks begynnelser, er den skønneste lod noget mænneske kan have.
Jeg tjener udmærket på mine forelæsninger og arbejder, jeg har et yndigt lidet hjæm herude ved sjøen og dog midt i byen, og jeg har ypperlige venner og stærkt forhold til mit lands liv. Gud har ført det rigtigt med mig, og jeg takker ham sammen med mine.
Mine børn har jeg megen glæde af, Karoline er en mageløs opdrager, hun er deres fortrolige søster, deri stikker hele hæmmeligheden.
Være nu Gud med Dem og Deres arbejde, kære veninne, og skal vi æn ikke oftere komme til at drikke te sammen med den dejligste pasisar til mund-godt ude hos Dem, vi skal dog ikke tabe hverandre; ti De er den eneste af den gamle skole, som forstår os af den ny.
Deres innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 18/[4] 1872.
Kære fru Margrete, dette skrives alene forat bede Dem uopholdelig at indrage Sigurd Slembe. Intet stykke af mig skal mere komme til Københavns teater. Jeg bér Dem nu med al den innerlighed, som jeg kan, ikke mere at søge at invirke på denne min beslutning, som i hver henseende er den ene rigtige. Nu er kasseret ved dette teater: «Mellem Slagene», «Halte-Hulda», «Kong Sverre», «Sigurd Jorsalfar», nu skal det være nok. Norsk og Dansk kommer til at sejle bredt op fra hverandre, hvis ikke Grundtvigianismen i form af folkelig dannelse bliver sejer-herre paa pladsen. – Her er en styg glæde heroppe, hvergang noget sådant sker, som at Sigurd Jorsalfar forkastes i Danmark, men gør stormende lykke her. Og jeg vil ikke øge den, ej heller traktere Københavneriets kritik med en ny lækkerbidsken; jeg har nu nok af det.
Lad os holde sammen, vi, som kan, lad os prøve at tro, skønt det mangen gang blir mig så svært at få Danmark med i Nordens Nyvækkelse, som dog er udgåt derfra! Derfor hjælp mig, De, kære, kære venner!
Jeg fatter ikke den omhyggelige Gotfred. Med «to gange sammentigget blad» mener jeg jo, hvor holdningsløs hans stilling er; den står ikke ved ham, men ved tilfældige bidrag, og det ikke engang af dem, der er enige med ham, hvilket jeg ikke oplyste, men som jo berettiger mig yderligere til at bruge udtrykket. Dette selv er hårdt; men meningen må jo frem, når den er så innerlig sand; der er jo en stor trøst for os andre, som ælsker mere end Ploug, næmlig Nordens fremtid, at han ikke kan bestå uden ved hjælp, og det endog af dem, som ikke er enige med ham!
Jeg har det så godt nu. Jeg er så sund og stærk og glad, og Karoline kommer sig, og børnene er brave, og huset er yndigt og sommeren kommer.
I får snart se nogle vakre ting fra mig, hvis Gud vil det; men Danmark vil jeg ikke til, nej, ikke på mange, mange år; der må være et skifte i det, som styrer, før jeg kommer, – og skal vi opleve det snart? Ak, jeg tror det ikke, jeg ser ikke tegnene.
Nu vil jeg ikke skrive brev; jeg kommer lige fra rejsen og er fortumlet; men: kommer I aldrig herop? Jeg fik brev fra Greensteen, at han kommer, det dejlige mænneske, her står seng færdig til ham, og vor modtagelse skal overgå al den venlighed han nogetsteds har mødt, sig ham det, til jeg selv får sige ham det.
Den herlige gut, hils ham! Hils frøken Zahle! Deres og Gotfreds innerlig hengivne
Bjørn.
Kristiania 19/4 1872
Kære Schmith, Fædrelandet læser jeg ikke, uden når et blad her hjæmme optager noget af det. Men jeg har hørt, at du har svaret og det udmærket. Tak! – Jeg har aldrig et øjeblik tænkt på at svare, hvad så Ploug kom med.
Jeg skriver en liden fortælling for et tysk tidsskrift; den skal du få, samt nogle digte.
Du er nu engang en mand, hvad fejl du forresten kan ha, og jeg holder så vidt af dig, at jeg tror jeg forstår dig tilbunds, og derfor tør det kanske glæde dig at høre, at jeg gænnem dit grineri tror at se, at du alligevel nu har mere mod på arbejdet og er meget mere troende på fremgangen af dit og vort æn før. – Bliv du lidt mere kærlig af medgang, lidt mere ydmyg af lykke, og det blir dog dig vi kommer til at bruge. Vi må ha en vagt mod intelligentsen, og det er af din ihærdige beskaffenhed, og med din sikre rifle; så bor vi bønder tryggere bag fjældene og klitterne om vor lille kirke. Gud lægge mildhed i dit hjærte!
Hils din resignerte, og hils Rasmus Nielsen i hans hygge-bolig.
din ven Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 30/4 1872.
Kære ven, fortællingen blir vel snart færdig; men jeg vil intet som helst press have, fordi den ingen synderlig ting er, så vidt jeg nu kan skønne.
Vedlagte digt er til tjeneste straks. I disse dager faller det Stangske ministerium; skulde vi da ikke med en note nedenunder aftrykke mit digt til Stang og lade et par nye digte følge dette? –
Artikelen mod Ploug må aftrykkes særskilt her oppe, fordi man vil have den. Plougs egne artikler læses ikke længer her oppe; man er aldeles færdig med ham. Jeg hører af Schrøder fra Askov, at det samme er tilfældet i Danmark. I Schrøder så jeg Grundtvigs-dannelse og kristendom legemliggjort. Han hører til det betydeligste Danmark har. Havde jeg kænt ham før, så havde han nu ståt i vort tidsskrift.
I folke-højskole-mødet, som har havt en betydelig virkning, fik skrift-teologien den første alvorlige modstan, den ænnu har fåt i Norge; her kom begynnelsen til enden!
Kristofer Brun (som fortiden bor hos mig) overrislede dem med iskoldt vand, og mit foredrag, hvorom referatet intet begreb giver, hører til det bedste, jeg har fåt lov til at gøre. Du kan danne dig en forestilling om måden, hvorpå det blev holdt, når jeg fortæller dig, at mange damer på galleriet græd af forfærdelse, og mødet bagefter var det stilfærdigste, som kan holdes, og ved fæsten kunde ikke en eneste af dem våge sig frem; vi havde hele valen. Jeg har i mit liv ikke været så vred.
– Jeg har på ungdommen mærket stor virkning af dette møde, og det har hos os uddannet den mening, at vi – ikke hvert år, men – hvergang tankerne har samlet sig til stærke spørsmål, samles herinne og holder sådanne møder på dem, og da inbyder eder.
din hengivne Bjørn.
[Kristiania 3/5 1872].
Hr Schrøder!
Vi bringer Dem herved vor hjerteligste tak for Deres deltagelse i det nys afholdte folkehøiskolemøde og for de vigtige og interessante bidrag, De har givet til løsningen af spørgsmålet om folkehøiskolens opgave.
Vi føler os overbeviste om, at alle mødets deltagere – til hvilken retning de end hører – er Dem inderlig taknemmelig for de meddelelser, De har givet fra Deres erfaring som folkehøiskolelærer, og vi er ligeså sikker på at De i høi grad har styrket vor folkehøiskole og udbredt interesse for dens gjerning. Vi ved til gjengjæld intet bedre at ønske, end at De længe måtte vedblive at virke for folkelig oplysning og vækkelse til glæde for Dem selv og Deres fædreland.
Kristiania 3 mai 1872.
| J. Aars. | Dr. Ge. Vilh. Lyng. | Bjørnst. Bjørnso | ||
| Aubert. | Jørgen Moe. | P. Hærem. | Carl Berner. | C. Schonnert. |
| >Klaus Hanssen. |
[Kristiania] 6/5 1872.
Kære Schmith,
så-vist som du er lidet folkelig og forstår næppe, hvad en mand som Schrøder er for eder, eller denne gærning betyder, tilbunds betyder, således er du lidet kristelig, og at du kæmper for kristendommen med det vred-agtige, hadefulle, tro-opslidte sind, er mig mer æn en gåde.
Da det lader til, at alle mine venner og alt jeg giver min tro her i Norden, er dig modbydeligt, bør du fritage mig for den ære at stå sammen med dig som udgiver. Jeg holder meget af dig; men vi tjener vist bedst vor sag, om vi arbejder hver fra vort hold, og du slipper at forarge dig over mig så stærkt som i dit sidste brev, om jeg engang, og det i vort tids-skrift, måtte skrive, hvad jeg om Schrøder har skrevet til dig.
«Det slør» han har i sit indre, ja, det er det, som Nielsens gruelige klarhed savner, og du med. Dette skælderi vil jeg ikke, direkte eller indirekte tjene.
At samle subskribenter i Norge under intrykket af dit siste brev (ti nu skulde jeg nætop gøre det, nu er jeg fri) se det kan jeg ikke; du vil jo heller ingen pris sætte på at have så underlegne folk som Nordmænd til læsere.
Så smærteligt som det var at læse dit brev, så godt var det dog, at hele bundforskellen blev skreget så stigende voldsomt frem, at jeg blev såret og seende.
din hengivne Bjørnst. Bjørnson.
Jeg vil dog ikke misforstås, sender derfor ikke dette brev uden at takke, bestandig, for dit venskab; det har været så dybt trofast som du selv er, og kunde du i sommer komme herop til mig en fjorten dags tid (jeg skal betale rejsen på første vink af dig), så kunde [du] hvile og glæde dig ved os, det er jeg vis på; ti vi holder nu engang af dig, trods vor overordentlige afstan.
[Kristiania] 13/6 1872.
Kære Schmith,
din artikel om mening, viden, overbevisning, som er svært grej, burde have oplyst, at i Norge bruger man mening i betydning af overbevisning. Dette siste er et kunst-ord, som har ondt for at holde sig uden i strengere tale eller blant akademikere; det fælles-germaniske mening er vort ord sammen med tro, som vi bruger meget der, hvor I vilde bruge mening. Om halv-hundre år er kanske overbevisning kun tilbage i enkelte bøger og munde.
Dit digt har vunnet meget, ja, jeg har intet digt læst af dig så godt som dette; det er mønsterværdigt behandlet, det er stærkt uden en eneste råhed, sant uden forcerthed, det glæmmes aldrig af den, der har læst det, og jeg tror ikke det glæmmes i literaturen, så længe der er vane-kristendom til, som faller ved alvorlig prøve.
Både denne og forrige gang er sendt mig honorar. Det var en ren forglæmmelse i min Bergenske opkavethed, at jeg ikke skrev om dette. Skulde jeg fremtidig for et enkelt stykke ønske honorar, så skal jeg sige det. Nu har [jeg] en kantate ved tusen-års-fæsten (18de juli) færdig, som jeg sender dig, da den ellers ikke blir trykt i Danmark, og kom hæftet ikke ud før den 18de, så kunde det jo tages straks. Den fylder en tre blade. Et kort lidet digt – eller to – kan følge; om du vil have dem til, kan du selv afgøre.
Siste hæfte mangfoldigt og friskt.
Da dit siste brev kom, så fornærmeligt både for mig og mine lands-mænd havde jeg nætop begynt at samle subskribenter (15 stykker skulde just tegnes).
Efter den rasende ringeagt du viser os, fordi ikke nætop det er os magtpåliggende, som nu er dig, eller eders arbejde fortiden overhovedet vort, ved jeg ikke, om du skal gide have de femti, jeg har lovet dig, eller om jeg gør ret i at skaffe dig dem.
Jeg holder gentagende på, at du burde komme herop.
Kierkegaards siste efterladenskab, som jeg med omhyggelighed har læst, kan undertiden næsten frembringe den rundt-i-rundtfølelse, som ledsages af lyst til opkastelse. Jeg kunde skrive en bog om hans bog, så stærkt har han frastødt.
Jeg er fortiden overmåde glad over den politiske situation hos os, fordi den har drevet «intelligentsen» hen i en krog, skilt partierne (foreløbig); de må skilles på ny; men det, der er sket er nok for det første, ja, mere æn jeg trodde muligt på én gang. Ikke alene faller Stang, men han faller nu således, at stortingsmajoriteten blir landets leder, og da går alt siden af sig selv!
din heng. Bjørnst. Bjørnson.
21/6[–4/7] 1872. [Kristiania]
Kære ven, det blir mig umuligt at komme i sommer. Muligvis, når jeg til foråret kommer tilbage fra Rom, at jeg så går den vej, og da med det samme over til Sønderjylland til vedlagte adresse, hvis innehaver du uopholdelig skal svare og give samme besked.
Jeg sider i et Pokers betryk af susjetter og revidering og må bruge min sommer in i de lyse nætter og den sildige høst.
Din Islænder, Jokumsen, var her; det var en slyngel.
Jeg bér om at hilse din syttende-maj-gut fra os allesammen, d.v.s. foreløbig hans mor. – Hils også Frits og hustru, og hils andre venner, kænte og ukænte. Jeg har formeget at skrive om, tier derfor ganske.
din hengivne Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] den 4de Juli.
Spender på mig et par linjer, hvori du åbner mig anvisning på den sikreste, klareste vej til Grundtvigs historiske syn. Altså: bøgerne nævnt i den orden, som bringer resultatet.
[Kristiania] 29/6 1872.
Imorgen, kære S–, ender jeg en ny musik-tækst: bortførelsen. Den er tæmlig lang, formodentlig fire ganger så lang som kantaten. Kantaten kommer ikke til at bruges, så du kan trykke den, når du vil, som musik-tækst nr. 3. Jeg sender dig imorgen også: «bortførelsen».
Den er let, fin, kvik, et eventyr for unge piger. Hverken kantaten eller bortførelsen trykkes andresteder æn i Ide og Virkelighed, hvorfor jeg gærne tar betaling, hvis du har, hvis ikke, sligt slag.
I kantaten er vist den skriv-fejl: Håkon Halvdanssøn, for: Håkon Haralds søn. Jeg gad læse korrektur på begge stykker.
Under kantaten må stå som anmærkning: ikke nyttet.
din heng. Bj.
[Kristiania] 25/7 1872.
Kære fru Rode, jeg rejser ikke til Askov; jeg tænkte så småt derpå i vår engang; men det er længe siden. Jeg skønner ikke, hvordan dette ord er kommet ud.
Til Rom rejser jeg enten straks før eller straks efter jul. Jeg må først holde mine Grundtvigianske forelæsninger i Sverige, hvortil jeg forbereder mig.
Jeg skriver mindre ting, men som morer mig meget. Senere: Olav Trygvason.
Får jeg færdig alt det, som det tegner til at sommeren vil give plads til, så er dette den frugtbareste sommer jeg har levet, og den efterfølges af en høst på tre lange måneder, hvori også en del kan gøres. Men så rejse, rejse, rejse, rejse!
Jeg blev så glad, da jeg så Deres skrift, at jeg kan tænke mig, hvad jeg blir ved at se Dem selv og hins, alvors-mandens, åsyn. Grensten har nylig brugt nogle frygtelig spydige betegnelser om Dem; De må banke ham, når De møder ham. Husk nu på: jeg har gæsteværelse med to dejlige sænge, og her er det sundeste strøg og sted i Kristiania, og bad lige ude for porten. Hvis bøge-skoven gir Dem lov til det, så husk det!
Deres B. B.
[Kristiania] 29/7 1872.
Kære Schmidt,
Bortførelsen holder jeg nu meget på, altså tryk af!
Om det andet kan endnu intet siges; jeg vil tænke på sagen.
Jeg er svært optaget for tiden.
din heng. Bjørnst. Bjørnson.
29/8 1872.
Kære venner,
jeg tænkte, at den bedste tak for sist jeg kunde sende efter, var denne artikel. Men nu må jeg bede om følgende.
1) At Margrete skriver den af med sin bekænte, tydelige skrift.
2) At Rosenberg får se den, rette den; jeg har ikke tid til nu at tage alle aktstykker frem; men jeg tror, den er rigtig.
3) At han viser Jon Sigurdsson den, som også må tilføje, hvad han synes er ret; men ikke fordærve min mening.
4) At I bér: a) «Dagbladet» tage den op uden bemærkning i samme nummer; b) at Høgsbro tar den op; det siste er mig langt vigtigere.
5) At den blir læst for gamle Grundtvig.
Hvor jeg lo ved at se lille Rosenberg oppe mellem Stor-Juristerne dernede i en skandinavisk Leg med Uniformer og Ordens-Stjerner på. Å, spørg ham fra mig: når er en sag, ikke længer kommen æn skandinavismen, blevet båret af uniformer og ordener? – Er ikke det hele en storartet humbug, kan ikke hvert ord, hver lov her diskutteredes, også diskutteres med Franskmænd, Tyskere? Kan ikke lille Rosenberg ænnelig engang se, at det er ikke alt dette udvortes Krims-krams, hvortil selve foreningen også hører, hvorpå det kommer an i første som siste instans; men folkene, at det samme i kirke, skole, lov og armé, den samme ånd, Nordens ånd, at den er oppe (ikke nede) i dem alle, at det er det, som er sagen, – og at Juristerne «med sin europæiske overrisling» helst må være borte; ti netop et hjæmligt lov-begreb, æn sige hjæmligt greb i alt det annet, savner vi, og vi får det aldrig, aldrig ved jurister. Rosenberg udbringe en skål for Carl Ploug i et sådant lag, – å-ja, Ploug passede det at være optaget af uniformerne til høj-bords; men lille Rosenberg må som sagens tro nisse holde sig udenfor sådant; han må engang slutte med at kalle sligt skandinavisme og slige skandinaver, slutte med at gøre middel til mål, eller favne skyen for Juno. Lad ham også slutte med Carl Ploug; vil han tilbede hans portræt, så i stilhed; men den mand, som står bredest i vejen, kruser man ikke for. Sag står over mand.
Eders gamle Bjørn.
[Kristiania] 20/9 1872.
Kære venner, dette i al hast forat bede jer at holde den islandske artikel tilbage, efterat den er blevet ganske færdig, – fordi jeg nu har udarbejdet en artikel om det tyske forhold, som altså rykker i forgrunden. Gud har villet, at jeg i denne har kunnet lægge en kraft og klarhed og kærlighed, som i ingen annen artikel jeg har skrevet. Jeg vidste det nok, at det tryk af modsigelse med den ledsagende smærte over ikke at kunne godt nok svare til hvad jeg vilde og andre ventede, det vilde han bruge. Nu er jeg lettet! Saa give da den samme Gud, at det fant vej, og, om jeg tør bede derom, at jeg, til den findes, ikke må lide for meget af misforståelse!
Der er en kærlighed, jeg så ofte har sét i livet, hvori flere procent er had til noget andet. Dette skæmmer hele kærligheden, hvis væsen er, at pupillen i vor se-ævne udvider sig, så selv det fjærneste ses.
Når I nu skriver mig til, så vær snilde med mig! Jeg flytter i en måned så udelukkende alt annet in i poesien, at jeg ikke engang læser aviser anderledes æn nyt for dagen.
Hilsen til venner, og min inderligste, ja, min inderligste tak for sist, at I «hjalp mig med at bære min kuffert»! Dette er et smukt udtryk af Schmidth, som jeg vil optage, prøve selv at indøve for mine venners skyld og for de goder, de bærer på.
Eders B. Bjørnson.
Æn om I forenede Eder med Jungersen om en skole?
[Kristiania] 25/10 1872.
Kære Jungersen!
Apropos om tysk videnskabelighed! Til for to år siden troede jeg, at den latinske filologi og dermed en god del af sprog-methoden fortiden stod på Madvig. Ingenlunde; hans system er overfløjet, den enorme sprogforskning har lagt et helt nyt grammatisk system tilrette, og Madvig har ikke fulgt med. Her er for et års tid siden kommet en lat. grammatik af Weise i Fredrikshald, som står på Tyskerne. Jeg trodde vi i naturvidenskaberne havde stor-mænd. Nej, Jap. Steenstrup skal være et godt stykke af en charlatan, Nielsson har begaaet enorme fejlgreb o.s.v. – de yngre mænd skal der være fastere bund i; men de er meget unge (Nordenskjöld, Ossian Sars o.s.v.) Den chemiske, physiske, matemathiske videnskab skal fortiden aldeles bestemt have sin central-magt i Tyskland, og om den zoologiske siges der, at om opdagerne sidder andre steder, alene Tyskland indarbejder det så øjeblikkelig og bestemt i den forhåndenværende viden, med afvisning af det uberettigede, at alene der kan det nytte at studere det. Det samme siger lægerne, officererne. Det gamle studium i alle fag har arnestederne der; om det er nutidens opdragelse i Afrika, så kan den rette udrustning af viden dertil alene foregå fra Tyskland. – Vore opgravninger og derpå støttede hypotheser skal endnu være i det store taget en sansynlighedssag, og jeg hører, at den derpå byggede invandringsteori ejer atter mange modstandere blant de yngre som atter har gåt over til P. A. Munch.
Men kommer vi til deres tænkning i filosofi og kristendom, så er mine anskuelser Deres, kun at jeg har dem fra anden hånd, De, som det synes, fra første. Det er dog en farlig misforståelse, ja, jeg vil sige ævne til misforståelse, som det forbittrede og forbidte danske folk har lagt sig til i siste tid! Fordi jeg tænker som Dem i dette, har jeg begyndt altsammen!
Derimod er De fuldstændig fejltagende om, hvad der nu er oppe i Tyskland; det blir en for lang lektie at ramse op; men tro De, hverken at Preussen er noget andet end Tyskland, om det også af sin herrestilling har fåt et annet præg; ej heller at de savner kilderne til sin fornyelse hos sig selv (hvilket er det samme som de NorskNorske heroppe siger om jer!) Jeg ved, at Maurer er ikke alene om at inføre den gamle literatur i den ny, og de har stærke ting, som vi ikke kænner noget til.1 Jeg har i München levet blandt det kuld mænd, som der på stedet lærte og studerte sit og vort det gamle.
For mig er fortiden det danske ansigt hæsligt forvrænget. Dette har såret mig, så det har skreget i mig! Et følelses-folk som det danske, forgiftet af had, det måtte blive forgiftning, som forslog. –
Se nu medfarten, jeg får, og mål der hadets dybde, ti så sant der er en Gud over mig: jeg har kun handlet af kærlighed! Se, at der tør ikke gå et mænneske ud og vidne for mig i denne sag! Og I tro Eder modne til som profetisk-inspireret folk at slå den tyske Goliath!
Hvad har jeg ikke lidt for Danmark! Da jeg blev seende i den nordiske sag, skilte alle Norsk-Norske sig fra mig og begyndte en jagt på mig med den geneale A. O. Vinje i spidsen, som har forbittret flere år af mit liv. Troløsheden mod Danmark (den gamleHar De læst Wilhelm Hertz? Hebbels Nibelungen? Carl Ludwigs «der Erbförster»? herre!) var så stor, at ved 50års foreningsfæsten med Sverige 1864 vilde man ikke i den officielle fæst drikke Danmarks skål! Da, som det blødde i underhandlingerne efter en krig, som desværre havde sammenhæng med vor adskillelse for 50 år siden; ti havde vi været med, var udviklingen blevet en anden! Slå op i min digtsamling «Norrønastammen»; se, der, hvad som ikke kunde synges ved den fæst; mål så dybden af troløsheden. Da tvang jeg dem til at huske Danmark, men det havde nær kostet mig mine vinduer, og det kostede mig frygteligt had. I den islandske sag tog jeg på den vonde byld, som var på vej til at forgifte hele vor ungdom (og kan sagen ikke udredes annerledes æn nu sket, så er her kilden til nyt had til Danmark i Norge!) – jeg gjorde det af kærlighed til Danmark, forat bevare det gode forhold og forat ingyde de Norsk-Norske den gode tro til, at vi kun vilde retfærdighed. Blant disse, blant ungdommen er jeg, i byen, ubetinget den eneste talsman for forbindelsen med dansk ånd og folk her!
I disse samme dage står jeg og slås for det i vor forening i Samfundet, slås for det mod rationalisterne og følge, som helst vil give Danmark Fanden. Naturligvis gør jeg alt for vor egen skyld; men jeg kunde ikke gøre det uden at holde af eder og eders.
Men eders had holder jeg ikke af! Eders had er ialminnelighed så hadet både i Norge og Sverige (nu er det kommet for en dag, at så er det!), at jeg ser stor fare for det; ti uden os, driver I til Tyskland trods Grundtvig, Kierkegaard og Nielsen! Men Danmark er fortiden ikke ælsket i Norden (den onde samvittighed har naturligvis sin part i uviljen!), og vi, som holder af eder, har en ond tid, men ingen som jeg! Ingen har i Norge og Sverige lidt for eder som jeg, ingen gør det i dette øjeblik, og ingen er til tak derfor hadet af eder som jeg.
Dette er det første klage-brev jeg har skrevet, det blir vist også det siste. Men De tog mig i en egen stemning.
Deres væn Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 30/10 1872.
Dersom du havde energi, mod nok til at blive san, tilbunds mener jeg, i et enkelt forhold, som så dig frygteligt in i ansigtet, så pakkede du din kuffert og rejste enten hid op og talte med de Tyskere, som lever her, udenfor ophidselsen eller til Tyskland, til stille vakre folk, så langt syd som Salzburg f. ex. (jeg har just atter i disse dage talt med en Nordmand derfra), og så spurte du dig fore:
er det sant, at på grun af danske tirrerier og had i nutid og fra de siste 20 år i det hele, er det sant, at Tyskerne ikke tør ikke vil give noget uden garantier for sine, – og du fik et ja, som vilde svide i din sjæl. Der kan være noget usant i den beretning, som har dannet det stærkeste intryk i denne Tyskernes frygt for eder, – men det er der, det er således, og jeg har sagt det, og derfor hader I mig! – I får, så sant der er kristendom i eder, ænnelig en gang begynne at høre på den annen parts tale. Hvor blir nu de mænd af, som har forsynt mig med tilståelser om eders tirrerier (dem vi forresten daglig kan se i eders aviser ænnu, og som jeg personlig har fåt at prøve!) – hvor blir de af? Jeg kan ikke nævne dem ved navn, når de ikke vil nævne sig selv. Fejgt, fejgt, fejgt, fejgt, fejgt! –
Men dette er ikke det værste. (Jeg har skrevet om «garantierne», at de må bestå i den fuldkomneste frihed i kirke, skole, kommune, for skranken for begge sprog hele Slesvig over; thi så kan ingen klage! – dog, I har ingen frisinnet regæring, og I har ingen modig opinion, så dette kommer vel ikke frem uden så ræd, at Ingen ænser det). Men det værste er dette: for at få Slesvig tilbage gav jeg hvad garantier det skulle være, thi alt er bedre end den garantiløse tilstan, hvorunder de nu leve. Jeg har en bror i fiende-vold, og jeg betænker mig! Men I står egoistiske og hadefulle og tænker på garantierne fra sist (som var så dumme i sin opsætning, at intet uden god vilje kunde holde dem, og den havde I ikke!) I står og tænker på alt ondt for eder som følge af garantier, men ikke på Nordslesvigerne, på forholdet til Tyskland, der har sit dybe ansvar, – eders had er stærkere end eders kærlighed, Nordslesvigerne og eders opgaver kan ikke overvinne eder! – Eders følelse er forvrængt, eders tanke er forgiftet, og istedetfor at gøre op, ja, den minste smule, kaster I eder over mig i denne sag, og mine bedste venner gør det på en snigmyrdende måde; ti dette er dit brev, og intet annet.
Jeg bér jer gå Pokker i vold med eders høvdinge-tale! Jeg har ikke forlangt at være eders høvding; men jeg har rigtignok forlangt at være mig selv. Så kommer I og vil have mig til at være en annen, en lærd mand, eller en jurist, eller en filosof, som nu ret skal op– og udrede hele dette spind for eders teoretiske længsler. Nej, om jeg kun var en bonde, som ikke vidste mere om hele det historiske slagsmålsapparat i denne ulykkelige sag, end en alminnelig bonde; – jeg stod alligevel op og skreg! Ja, jeg skreg og ofrede som nu min søvn, mine venner, mine literære udsigter, min hustrus sunhed og deltagelse med min færd, – men jeg talte de ord, Gud lagde i min sjæl.
Ethvert brev fra dig eller dine sender jeg herefter uåbnet tilbage. Jeg tilgiver dig ikke dit siste brev nogensinde; jeg skal være lige venlig og engang prøve at betale dig din godhed tilbage; men dette kan aldrig, aldrig glæmmes.
Bjørnst. Bjørnson.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.
Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
