XXV

134De kom til Vorregaard alt næste Dags Aften og blev der en Uge. Men paa den ottende Dag tog de Farvel med Sakarias Wilde og Vorregaard, og paa et lidet Dampskib (et af de første Dampskibe, der byggedes i Norge) rejste de i mere end to Døgn og kom en sen Eftermiddag til Børge. Fæstningen laa paa en Holme. Det var en gammel Fæstning, der langt borte fra var synlig ved sin graahvide Mur og sit Taarn. Den skjulte sig ikke lumsk, men laa ligesom og raabte langt borte fra: her er jeg.

Huset, hvori de skulde bo, havde kun faa Værelser; men en stor Have hørte til og desuden to store Udhuse, der lugtede af Mug og tørret Fisk. Den forrige Beboer af Chefshuset, en nylig afdød Kaptejn med stor Familie, havde hængt Fisk der til Tørring. Hans Enke, der endnu boede paa Holmen for at 135ordne nogle Møbler, der skulde sælges hinsides Sundet, fortalte, medens hun viste Ada rundt, meget om, hvor god hendes Mand havde været, hvor han havde arbejdet og slidt for Børnene: de to, han og Fruen, spiste mest den Fisk, Kaptejnen fiskede selv; de havde kun Kjød to Gange om Ugen. Skolegang og Ophold i Byen for tre Gutter og to Piger kostede meget.

Fruen var mager og liden med spids Næse og smaa klare Øjne. Hun havde vist engang været smuk, men for meget længe siden. Hendes Stemme, der nu var spinkel og tynd, kunde af og til faa en skjær Klang, helst naar hun tænkte sig om og snakked om det, som var engang – ligesom et gammelt, slidt Klaver hist og her kan gjemme fine, klingre Toner.

Da Stahls nogle Dage efter var kommen til Ro, gav Ada sig en Eftermiddag Tid til at se sig omkring paa Holmen, hvor de boede. Den bestod for Størsteparten af sort Fjeld, sparsomt bevokset med Ener, Lyng og Nyper. Havet udenfor var mægtigt, og næsten altid i Skiften og Uro. Men naar det en enkelt Gang var stille, saa var dets Taushed meget dyb og dets Ro syntes from. Første Aften gik Ada en længere Tur og hun satte sig paa 136en Bænk, der vistnok var stillet paa det Sted for Udsigtens Skyld. Hun saa da en Uendelighed af Stene, og hun saa Havet med en Himmel over, der let blev skyet. Hun syntes paa et Vis godt om det hele. Om en Stund kom en gammel Mand og en gammel Kone forbi, begge seende frem for sig uden at blive hende var. Nede ved Sjøkanten gik to Soldater og røg Tobak. Den ene havde et Trækspil under Armen. Nu og da tog han og trak i det, medens han sang gjennem Næsen med høj Stemme af de bedrøvelige Sange, Soldater og Matroser plejer at synge, naar Længselen efter Hjemmet og deres Kjærester kommer over dem.

Da hun kom hjem igjen, sad hendes Mand i Dagligstuen og samtalede med to Sergeanter; disse rejste sig og bukkede stivt, da Carsten sagde: «min Hustru.» Ada nikkede og satte sig og tog et Haandarbejde frem og hørte nu en lang Snakken frem og tilbage om noget Kalk og Cement, som endnu ikke var kommet, og om Geværer, der skulde anskaffes. Samtalen virkede noget nær søvndyssende paa hende. Endelig var man færdig for denne Gang. Løjtnant Stahl bad dem om at komme næste Dag paa Kontoret præcis Kl. 10.

Men da Carsten og Ada var bleven alene 137gik han hen til sin unge Kone og bøjed sig over hende.

«Kjære Ada,» sagde han, «er Du ikke til syvende og sidst kjed, fordi jeg har slæbt Dig herop?»

Hun slog Armen om hans Hals og lagde sin Kind mod hans:

«Nej, nej, nej,» hvisked hun ivrig, «jeg tror, vi kan faa det godt, tror Du ikke, Du skal se.»

– Dagene gik ogsaa godt. Høsten og Vinteren gled bort, uden at de vidste det. Der var saa roligt og saa lunt i Chefshuset. Ada gik omkring og sørgede baade for det ene og det andet. Hun havde til slut det bedst ordnede Hus, som tænkes kunde. Hun vidste saavel, hvor alting laa, lige fra de noksaa ligegyldige Ting, der laa paa det øverste Loft i Kasser, lige til Klæder og Sølvtøj, der hang i Klædeskabe og laa i Sølvkuffert.

Da Vaaren kom, begyndte hun at indrette Huset udenfra. Den affældige Veranda blev stivet op og fik Solsejl over. Senere – i Juni – kom et sommerligt Udstyr til: Bambusstole, Bambusbord, hvorpaa en stor Karaffel med Sommerdrik, som Ada var flink 138til at tillave: en syrlig Citronekstrakt med en svag Tilsætning af Vanilje.

Men først og sidst sørged hun for Haven. I den gik altid en Gartner omkring og vanded og klipped og planted. Tidt om Eftermiddagen, naar Solen hældede, hørte man Lyden af hans Saks, der beskar Træerne, nogle korte, skarpe Lyd. Alt i Sommerens første Maaned blev Haven vakker at se til. Mange dejlige Blomster trivedes rundt i Bedene. Og under Verandaen var nogle store, sjældne Bladplanter stillede hen, som vifted med sine Blade, om de var af de slanke, grønne, eller som stod og groede stærkt og stille og suged Fugtighed og Sol, om de var af de lavstammede med mørke, brogede Farver.

Ada havde megen Interesse for alt dette; det voldte hende ingen Anstrængelse at sysle med det og ordne det. Hun fulgte kun sin iboende Trang som Fuglen, der folder sin Vinge ud.

Og som i det Stykke, saaledes ogsaa i al hendes Færd og Beskjæftigelse.

Endog naar det gjaldt at deltage i det, der af mange besynderlige Mennesker bliver regnet for lavtliggende, nemlig Kjøkkenvæsnet, var hun meget ivrig. Særlig for Madlavning kunde hun til sine Tider faa en ligefrem 139umaadelig Interesse. Hun havde mellem andre Ting fra sit Hjem paa Vorregaard fundet en gammel Kogebog, og i den læste hun gjærne. Kogebogen var som en hel Eventyrbog: et Mylder af Skovfugl og Sjøfugl, Oksekjød, Harer og Elsdyr. Saa det mindre Fuglevildt, Kramsfugl, Rugd, And og Kylling og saa tilslut de gammeldags stolte Retter Bjørneribben, stegt i Peber og Salt, og Vildsvin der bares ind, stegte hele, og prydede med Sølv og Silke.

Ada var dristig nok til at give sig i Kast med vanskelige Retter, som her stod Opskrift paa, og som hun før ikke havde hørt Tale om. Stahl fulgte med og glædede sig ofte og fandt Retterne brilliante, mindende om en Ret i den eller den udenlandske Restauration. Indtil baade han og Ada en vakker Dag fik Mavepine af en aparte Ret, tilberedt efter en gammel romersk Spiseseddel, der ogsaa havde faaet Plads i den mangfoldige Kogebog. Da lo Stahl og gik i Kjøkkenet og bad Kokkepigen og Vedhuggeren om at tage Vare paa den gode Frue, som nu snart ikke var til at styre. Og Kokkepigen og Vedhuggeren, som den Dag havde undret sig over Adas Kogekunst, lo ogsaa, og Ada lo naturligvis ogsaa selv angergiven med Hovedet paa Skakke. 140Men efter den Tid forlod hun de vanskelige Retter og holdt sig til Steg, Bøf og Koteletter, som hun lærte Pigen at stege, saa de skinnede saftige og lokkende.

Det med den romerske Postej var den eneste Galskab, Ada indlod sig paa. Ellers var hun ikke meget urolig. Hendes Fordringer til Livet var ikke store, og hendes Luksus var meget beskeden. En Flaske Maria Farina nu og da, den hun brugte til at friske Vaskevandet op med. Hendes Dragt var, omend meget stilfuld, enkel. Om Sommeren holdt hun af at gaa klædt i hvide eller perlegraa Stoffer med Wildernes gamle Sølvstads og Øjvind Galtes Sølvbælte. Om Vinteren holdt hun mest af sort med en eller anden Ting af det Guld til Pryd, som hun havde faaet af sin Fader i Aarenes Løb.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.