[I, 15]

243Et Forhold mellem to unge Personer, der, kun grundet på gjensidig Interesse, ikke har et bestemt andet Mål end en blot åndelig Udveksling, hører af gode Grunde til de såre sjeldne hos os. De synes at tilhøre lykkeligere, friere, mere udviklede Tilstande end de nærværende. Når de desuagtet finder Sted, vækker de en Opsigt som alle de Fænomener, der ikke spirer i naturlig Grund. Mødre og Værger kan ikke fordrage den Slags Venskaber. De er dem for upraktiske, ofte hindrende for Døtrenes Lykke. Og Mødrene har Ret. Hvortil denne farlige Prøvesten? Vore Børn kan jo blive lykkelige ad den almindelige Vei, uden at der spørges, om de har nogen Ånd eller Sjel . . . En Smule 244Ungdom og dens Huld og et Kvantum praktisk Dygtighed, Mere behøves der jo ikke; det knytter Båndet, og dermed Basta. Hvad kommer der ud af en høiere Stræben for en ung Pige? Medens hun beriger sin Ånd og opklarer sin Livsanskuelse, glemmer hun Krænkelserne, der lurer udenfor i Verdens skjæve Udtydninger, glemmer måske endogså Lykken, der imidlertid har banket på i Skikkelse af en «holden Mand» eller en Fætter, der kan avancere, og hun må endda være glad, når hendes platoniske Ven, for hvem hun trodsede alle disse Onder, ikke selv bliver den slemmeste Forræder. Mødrene har, som sagt, ganske Ret. Her, som i alle Konflikter mellem begge Kjøn, har hun Alt at tabe, han derimod Intet. En ung Pige, der med al sin Varme skriftlig og mundtlig pleier en sådan Forbindelse, må enten besidde en ekstraordinær Sjelsstyrke til at sætte sig ud over Følgerne, eller en Naivetet, der Intet aner. Det var en sær Forening af begge disse Egenskaber, der gjorde, at Sofie så uforbeholdent hengav sig til den.

Den særegne Pakt, de havde sluttet, vakte derfor snart Omtale. Det er sandt, de pålagde sig heller ingen Tvang. Man havde 245truffet dem spadserende og til Hest, og på Hjemture magede de det altid så, at de kom til at sidde sammen.

På et Bal kort før Kold reiste talte de næsten ikke med Andre. Der blev hvisket i alle Kroge. «Sådan for det hele Selskab!» det måtte da være en Forlovelse, men så var de igjen så besynderlig kolde! Ingen havde endnu seet ham tage hendes Hånd, og den Stilling, han iagttog under deres lange Konversationer, der forresten blev holdte i alles Nærværelse, var så afmålt, så høitidelig, som om det var en Dronning, han havde for sig. Det Værste var, at da Kold ved Midnat reiste hjem, faldt Sofie, der ikke dansede, i Søvn, og hun sov til den lyse Morgen, da Ballet sluttede. Sofie anede Intet, inden man ved næste Leilighed kom med Gratulationer; da blev hun yderlig forbauset og negtede det tørt og afgjørende. Hendes Moder negtede det også, men med den hemmelighedsfulde Mine, der tillader Fortolkninger efter Behag. Dette forvirrede aldeles, men det formildede ikke Stemningen.

Når hun havde været ude, fandt man hundrede Ting at bemærke om hende. En fandt hende for fri, en Anden for stiv, atter en Anden 246fandt, at hun altfor tydeligt lagde for Dagen, at hun kjedede sig – kort, det var ubegribeligt, hvor den elskværdige, dannede Dame, Fru Ramm kunde komme til den Datter, der var så underlig, så forskruet, så aparte, så barnagtig, så – man vidste ikke selv hvad. Det «Barnagtige» bestod i, at hun undertiden brød de Voksnes stive Kreds og sluttede sig til Børnenes Lege, til megen Fryd for dem. Hos Præstens smuttede hun gjerne op til den gamle Jomfru Nandrup, der, skjønt altid sengeliggende, dog var fuld af Livlighed. Det gamle Menneske fik ligesom nyt Liv den Dag, den unge, smukke Pige trådte ind til hende, venligt spurgte til hende og derpå med megen Interesse hørte på hendes mange lystige og traurige Historier. Dog var det især, når Sofie var fraværende, man følte en Lyst til at kritisere hende; når hun var tilstede, øvede hendes Personlighed sin Magt over Alle, og mod deres Villie imponerede hun dem. Et Omdømme forstørres altid i sine fjernere Svingninger ligesom de større og større Ringe, der omkredser den Sten, der falder i Dammen. I næste Bygd havde Rygtet gjort hende til et rent Fabeldyr.

En Dag, da Amtmandens, på Sofie nær, 247var bortreiste, kom en Familie fra en fjern Egn for at aflægge et Besøg. Sofie modtog dem alene, og idet hun følte den Forpligtelse, der pålå hende som Værtinde, opbød hun Alt for at behage de Fremmede. Et nydeligt Middagsbord, Ture omkring på Gården lod dem ikke savne de Fraværende. De reiste aldeles opfyldte af hendes forekommende Opmærksomhed. Til Slutning må vi endnu bemærke, at Sofie stod sig bedst hos Bygdens gamle Herrer, der mer eller mindre var hendes varme Beundrere. Mænd er aldrig så smålige i sine Domme som Fruentimmer, og da ingen krænket Forfængelighed kom med i Spillet, optog de Sofies Elskværdighed ren og uforvansket. Det Fremmedartede i hendes Væsen morede dem uden at støde dem, det blotte Syn af hende vakte lyse Minder. Hun tyktes dem Gjenskinnet af et Ideal, drømt engang for længe, længe siden, og som Mutters Prosa og et trediveårigt Kontorstøv ikke ganske havde begravet.

Lorenz Brandts Besøg var i den senere Tid blevne hyppigere hos Amtmandens, da han for det Første havde slået sig ned hos sin Moder. Desværre så man, at det for hver Gang gik ned ad Bakke med ham. Den grønne 248Frakke, Verkensvesten og Voksdugshuen med Kokarden (hin Dragt, Kold havde foræret ham, havde han solgt igjen, da hans Stolthed ikke tillod ham at bære den), Alt tog øiensynlig af, og han selv syntes med stærke Skridt at nærme sig til det sidste traurige Trin, denne dyriske Sløvhedstilstand, hvorhen Blusel og Anger ikke mere når. Mod de andre var han mer høirøstet og uforskammet end nogensinde, medens han viste Sofie en ligeså vidt dreven pathetisk Beundring. Gud ved, hvem der er mest at beklage, sagde Amalie til hende, Mor og jeg, som han er så uartig imod, eller Du, der er Gjenstand for hans Høiagtelse. Der er ingen Tvivl om, at jeg er ulykkeligst, mente Sofie; thi jeg bestræber mig dog for at nedstemme hans Følelser for mig, medens Mor og Du ikke gjør Eder synderlig Umage for at formilde dem, han nærer for Eder. Hans Påtrængenhed begyndte virkelig at genere hende høilig. Var det hende muligt, undgik hun at være nærværende. At møde ham ude, alene, voldte hende i Tankerne en stor Rædsel.

En Eftermiddag befandt Sofie sig på sit Værelse ovenpå, der var beliggende indenfor et større, som tilhørte Amalie. Hun sad på den lille, lave Sofa mellem Vinduerne og læste 249i en Bog, som Kold havde lånt hende. Udenfor slog et længe ventet Regn forfriskende ned på de tørre Marker. Af og til, når et svagt Lyn blinkede for de sænkede Øielåg, så hun op, medens hun mekanisk fulgte den endnu fjerne Tordens Rullen. Hun hørte således, fordybet i sin Læsning, at det gik i den ydre Dør, at hendes egen blev lukket op og i, og at sagte Skridt nærmede sig. Da hun troede, at det var Amalie, så hun efter en Stund ligegyldig op. Foran hende stod Lorenz Brandt med et stivt, næsten forvildet Blik fæstet på hende:

O, hvorfor så ræd! sagde han, er jeg da et Uhyre? Endnu har jeg jo Intet sagt!

Hvad vil De? hvem søger De?

Dig, netop Dig – ingen Anden, jeg har Noget at sige Dig.

Så er dette Værelse ikke Stedet dertil; hvor tør De vove at trænge herind?

Hun reiste sig for at gå, men det var forgjæves. Brandt havde med sin Knortekjep stillet sig foran Døren på en Måde, som viste, at det var hans Agt at afskjære enhver Flugt. Han var i den Tilstand, der for Alle af hans Lige er den skrækkeligste: han var ædru. Håret hang vådt og forpjusket om det indfaldne 250Ansigt. I de ellers matte, glansløse Øine med det rødlige Hvide lyste en dunkel Ild, en fortvivlet Beslutning.

Her, intet andet Sted kan jeg tale med Dig. Dernede ikke. Tror Du, at jeg har isinde at røre et Stenhjerte som din Moders, eller at give en Romanscene for din tossede, forskruede Søster?

Ti! råbte Sofie i Harme. Således vover De at omtale dem, De skylder Agtelse idetmindste! Mennesker, som i Deres hele Liv ikke har vist Dem Andet end Godhed og Overbærelse . . . .

Godhed og Overbærelse! sagde Brandt bittert. Så din Moder har behandlet mig med Godhed? O ja, hun kjælede for Drengen, hun også, sålænge han var smuk og håbefuld, sålænge Lykken smilte til ham, med andre Ord; da det var forbi, sparkede man til ham som til en skabbet Hund. Din Fader, den stakkels forskræmte Gamle, tør naturligvis heller ikke . . .

Sofie afbrød ham igjen. Nævn ikke Faders Navn, sagde hun. De ved ikke selv, hvad De siger, hvor afskyligt det er . . . . Tænk Dem om, hvis Skyld er det, at Far og Mor har forandret sin Opførsel mod Dem?

251Du har ikke forandret den, Sofie. Du, den Bedste, den Ædleste af din Slægt, Du har vist mig Deltagelse og Godhed . . . .

Nei, afbrød Sofie forskrækket, jeg har ingen Godhed vist mer end de Andre . . . .

Jo, jo, negt det ikke! Du har ikke behandlet mig som en Elendig, en Forskudt. I din Opførsel lå der noget ganske Andet. Denne Ømhed, hvormed Du hang ved mig allerede som Barn, som jeg, den af Alle forgudede Yngling, dengang ikke vidste at skatte rigtig, den er endnu ikke slukket i dit Hjerte for mig – o, afbryd mig ikke – dette opgik klart for mig den første Gang, jeg efter mange År så Dig igjen. Fra hin Dag, fra hin uforglemmelige Aften på Sæteren, daterer sig en ny Retning i mit Liv; da druknede jeg ligesom det gamle Menneske i mig, Du blev mig mit Livshåb, min nye Ledestjerne, ja Du, Sofie, er af Himlen udkåret til en stor, en herlig Mission, til et Menneskes Frelse; ved din Hånd vil han vende tilbage til det menneskelige Samfund, som har forstødt ham.

Jeg! udbrød endelig Sofie . . . . Hvad mener De? . . . .

Ja Du og ingen Anden! vedblev Brandt med den samme underlige Blanding af Svulst 252og virkelig Følelse. Ser Du, jeg ved jo vel, at jeg er sunken dybt, og at Menneskene har en Ret, men også kun en Slags Ret til at forstøde mig; thi endnu lever der, jeg føler det, noget Godt og Dygtigt i mig, som deres Hårdhed ikke har mægtet at ødelægge. Ja, ve over dette hjerteløse Samfund! . . . På det vælter jeg den største Skyld, den bitreste Skyld. Istedenfor at række en forvildet Sjel Hånden, istedenfor at søge at opreise ham i hans egen Agtelse, støder det ham med Foragt dybere ned i Svælget og behandler ham som en Æreløs, inden han endnu er det. Det Skrækkelige ved min Stilling, Sofie, er det næsten Umulige i at vende om, da Broen overalt er afkastet; da står Villien hændervridende og bryder fortvivlet sin Kraft mod det Umulige, indtil den føler sin Afmagt igjen, den stakkels Villie. Det Skrækkelige er, at man holdes for forloren, medens man endnu kunde reddes. Jeg kunde fortælle Dig Træk heraf, som vilde røre Dig, der er så god, til Tårer, og som måtte kunne røre en Sten. I hine lystige, sværmende Dage, der blev Spiren til mit Fald som så mangen Andens, havde jeg en Kammerat, en Ven. Han var Ånden i vore Sammenkomster, den onde må jeg lægge til. 253Den Vildeste, den mest Ekstravagante, var han den Første og Sidste i alle Lag; dertil begavet med en vis Overlegenhed, drog han de Yngre og Svagere med sig mod Fordærvelsens Rand. Han selv reddede sig itide og erholdt ved mægtig Protektion et af Landets gode Præstekald. Her havde han allerede i nogle År forkyndt Guds Ord fra sine besmittede Læber . . . . Da tænkte jeg på ham, på denne Ven, der havde havt så megen Skyld i min Ulykke, og i en god Stund besluttede jeg at opsøge ham – nu skal hans gode Eksempel virke på mig, tænkte jeg, det vil styrke mig at se hans virkelige Fromhed og ærefulde Vandel – og jeg forberedte mig til dette Gjensyn . . . Sofie! I lang Tid hungrede jeg, for at skaffe mig en anstændig Klædning . . . . Hvad vil det sige at hungre! Men i fire Måneder smagte mine Læber ikke Forbandelsens Drik, for at jeg kunde fremstille mig ham værdig. Og jeg kom – og han modtog mig godt? O ja; jeg hungrede ikke, og jeg fik Tag over Hovedet, men som en Tigger blev Mad og Seng tilslængt mig på et afsides Værelse, hvor man husede Håndværkskarle og omstreifende Personer, og når jeg viste mig, krøb hans Kone og Børn i Skjul, som om jeg var en 254Spedalsk. Også hid i denne Afkrog havde Rygtet trængt sig foran mig, her, hvor han, agtet og tilfreds, nød Frugterne af sin Skinhellighed. Ja, han var en af disse mange vanhellige Præster her i Landet, der bruger Slapheden efter Udsvævelsen som en Fromhedsmaske, hvorved de blænder et stakkels godtroende Bønderfolk. Tro dog ikke, at han lod mig gå uden at se mig – nei bevares! Næste Morgen blev jeg stædet for hans Åsyn, og hans Velærværdighed holdt en salvelsesfuld Formaningstale og afskedigede mig derpå, idet han trykkede mig en hel Speciedaler i Hånden, som jeg ikke havde Fatning nok til at kaste ham i Ansigtet, den elendige Hykler! Når Venner behandler En så, hvad tror Du da ikke, at jeg har døiet af Fremmede? Ja, også her i Huset, hvor jeg engang var elsket som en Søn, møder mig denne Ringeagt, der er desto frygteligere, som den skjuler sig under en glat, kold Opførsel, jeg ikke kan få Tag i, og som glider mig som en Ål ud af Hænderne. Således er jeg bleven jaget som et såret, som et udmattet Dyr, indtil jeg sank for dine Fødder. Sofie, af Dig venter jeg Livet – Du har det i din Hånd – bestem!

Sofie, i hvis medlidende Træk man kunde 255læse den Deltagelse, hvormed hun havde fulgt hans Skildring, glemte over den næsten hans egentlige Hensigt; måske havde hun endnu ikke ret forstået den. Hans sidste Ord bragte hende pludselig tilbage til Virkeligheden.

Hvorledes? råbte hun, De kan dog ikke mene? . .

At Du skal forene din Skjebne med min, at Du skal blive min Redning, mit Håb, min Støtte . . . Jo, det mener jeg . . . .

Sofie trådte med Rædsel så langt tilbage, som hun kunde. Men da hun bemærkede den vilde, næsten fortvivlede Gebærde, hvormed Lorenz fulgte denne hendes uvilkårlige Bevægelse, fattede hun sig voldsomt, nærmede sig igjen, og idet hun lagde sin skjælvende Hånd på hans Arm, sagde hun mildt:

Besind Dem, Brandt; det kan ikke være Deres Alvor. Jeg skulde turde påtage mig et sådant Kald! . . . . Jeg, så ung, så uerfaren, der ikke kjender det Mindste til Verden, skulde formå det over Dem, som Andre ikke har kunnet, der står Dem langt nærmere? . . . De siger, at jeg selv har opmuntret Dem . . . . O nei, nei, det er umuligt, at De kan tage sådan feil! . . . . Jeg har været venlig og høflig mod Dem som mod enhver Anden . . . . Og 256hvorfor skulde jeg negte det? . . . . Også Deres Skjebne, som jeg sammenlignede med den, vi engang udmalede os, gik mig til Hjerte, og det kunde ikke falde mig ind at skjule det . . . . Jeg har ikke seet Dem på mange År, og Kontrasten måtte derfor gribe mig smerteligt! . . . . Havde jeg, som de Andre, fulgt Dem Skridt for Skridt, så vilde det være gået mig som dem, frygter jeg, og De vilde nu været ligeså vred på mig.

Denne lange, vel studerte og høist moralske Tale klæder Dig ganske udmerket, sagde Lorenz bittert. Det er et arveligt Talent, mærker jeg. Jeg venter nu blot på Kapitlet om min gamle, nedbøiede Moder, som din Mama så uforligneligt ved at foredrage – bliv ved! Jeg hører andægtig til.

Jeg vil aldeles ikke blive ved. Vi har talt altfor længe om det. Lad os gå . . Lad os gå! Men først skal De love mig, at det skal være sidste Gang . .

Og det er Alt, hvad Du har at sige mig? Og dermed tror Du at kunne affærdige mig? sagde Lorenz og trådte et Skridt nærmere.

Min Gud! hvad vil De da? Hvad kan, hvad skal jeg gjøre?

Du skal blive min . . . O, Sofie, miskjend 257ikke Dit Kald! Hvad tror Du, en sådan Engel er sat til her i Verden uden for at frelse de Fortabte? Det er Kvindens Bestemmelse at opofre sig.

Nei, det er ikke Kvindens Bestemmelse at styrte sig i en sikker Ulykke uden at kunne frelse Nogen . . .

Sofie, sagde han og faldt på Knæ, idet han med Heftighed greb hendes Hænder. Afsig ikke denne Dom så hårdt, så afgjørende. Jeg forlanger intet Løfte af Dig nu, giv mig blot et Håb, et lidet bitte Håb om, at Du vil høre mig, når jeg har gjort mig fortjent dertil . . . . Jeg ved det, således som Du ser mig nu, kan jeg blot vække din Afsky . . . . Din Uvillie er så naturlig! Du skal ikke se mig, uden at jeg kan vise mig for Dig i en Skikkelse, der er Dig værdig . . . . Dog jo, se Dig må jeg for at hente Styrke til det nye Liv, jeg skal føre, min Igjenfødelse – blot se Dig for at læse en Stråle af Håb i dine Øine; dermed skal jeg trodse Alt, Verdens Foragt, ja, om selve Helvedet steg op for at friste mig.

Jeg beder, jeg besværger Dem, Brandt, sagde den dødblege Sofie, lad mig være . . . . . . Glem, at De nogensinde har talt om 258dette. Reis Dem, for Guds Skyld, reis Dem! . . Brandt . . . Gud ved, hvor Deres Ulykke går mig nær! . . . Hvor villig jeg vil tro på alt Undskyldende for Dem, på Alt, hvad der endnu er Godt, og som kunde reddes, men ikke ved mig, ikke ved mig! Jeg vil altid være venlig mod Dem . . . . Jeg skal ikke glemme, at De har været os en Broder . . Jeg skal forsvare Dem mod Alle og stå Dem bi i Råd og Dåd som en Søster . . . . hvis De selv vil det, hvis De ikke tvinger mig til at sky og hade Dem . . . .

Altså «Ritter, treue Schwesterliebe, widmet Euch dies Herz». Tak skal Du ha. Råd har jeg nok af, Dåd rigtignok mindre – og er det dit sidste, uigjenkaldelige Ord?

Kom, kom! . . .

Aha, jeg forstår, sagde Lorenz efter en Pause, medens hans Øie hvilede skarpt på hende. En Anden har trængt sig mellem Dig og mig. Det var altså dine beskedne Skrupler, at Du ikke var dette Kald voksen! Men mig narrer Du ikke; se blot, hvor rød Du bliver! Så har han dog lusket sig ind i dit Hjerte, denne glatte Vindbeutel, så har han dog vidst at bestikke Dig med sine nymodens, 259hjerteløse Fraser! Vogt Dig for dette Menneske, Sofie, han vil volde din Ulykke.

Sofie svarede ikke, men uvilkårlig bukkede hun sig efter Bogen, der var faldt ned, medens en brændende Rødme bedækkede hendes Ansigt. Brandt gjættede denne Bevægelse, han rev hende Bogen ud af Hånden, så på Titelbladet og skreg: Tænkte jeg det ikke! der står hans Navn, den Ford–! Og som en Rasende rev han Bogen i mange Stykker og trampede på den. O, mumlede han, når jeg blot vidste, hvorfor jeg hader dette Menneske så!

Hans værste Synd var vel, at han sprang i Vandet og frelste Deres Liv, sagde Sofie med Foragt.

Ja, Du har Død og Helvede Ret – det også, derfor hader jeg ham netop, skreg Brandt med stigende Raseri . . . Har han ikke derved beredet sig en ny Triumf og mig nye Ydmygelser? . . O, jeg forstår, han er bleven dobbelt interessant, uimodståelig siden . . . . Men hans Tur kommer nok også engang! Gid mine Kvaler tusindfold ramme ham! Ja, gid han vride sig for din Fod, fortvivlet og ubønhørt som jeg! . . . . Og Du, Sofie, tag Dig iagt! Du skal herefter føle, hvad det vil sige at styrte et Menneske ned i Afgrunden.

260Han gik med et skrækkeligt Blik. I Døren gav han sin Hund, der længe havde pebet udenfor, et brutalt Spark, så det arme Bæst hylende tumlede tilside. Amalie, der lidt efter kom til, fandt Sofie siddende på Sofaen, bævende på alle Lemmer. Neppe kunde hun få antydet, hvad der var passeret.

Det skrækkelige Menneske! råbte Amalie, og søgte kjerlig at berolige Søsteren. At man skal være udsat for Sådant! . . . . Se, der går han! . . . Og lige over Mors Nelliker . . . Det er dog rædsomt! Og Søstrene så nu med Skræk og en viss Tilfredsstillelse Brandt, fulgt af sin slukørede Hund, springe tvers over Blomsterbedene i Haven, klatre over Stakittet og forsvinde i Marken. Tordenbygen udgjød sig idetsamme under voldsomme Lyn.

Da Amalie var gået, lukkede Sofie sin Dør, et Rov for nye Tanker og Bevægelser. På Lorenz Brandt tænkte hun ikke mere.

Ende på første Del.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.