[II, 17]

[245] Cold havde tilbragt en stille, men arbeidsom Vinter. Vi gjenfinde ham ved hans Arbeidsbord i hans Bolig i Christiania. Han reiste sig netop fra nogle Timers vedholdende Skriveri. Var han syg, eller var det Skjæret af den heldende Martsdag i det i sig selv noget triste Værelse, men han saa bleg og medtaget ud, og hans Ansigt havde ikke det tilfredse Udtryk, som vi kjende fra hans landlige Informatordage.Informatordage] lærertilværelse Han gik nogle Gange hurtig op og ned, af og til standsende ved Vinduet for at kaste et adspredt Blik ud paa den smudsige Gade. Ikke uden Glæde saa han Müller dreie om Hjørnet og tage Veien mod hans Bolig.

De saaes endnu temmelig ofte. Ethvert Skin af Aabenhjertighed var imidlertid forsvundet fra Colds Side. Han havde endelig grebet det Rette, han havde [246] kort og bestemt afviist enhver Indtrængen paa Enemærker, hvor han vidste, at Müller aldrig vilde forstaa ham. Müller respecterte dette, og gjorde aldrig noget Forsøg derpaa, uden dog – det maa vi sige til hans Roes – at dette gjorde noget Skaar i den virkelige Interesse han viste sin unge Ven. Denne paa sin Side trængte til hans Selskab som Adspredelse. Müller var dog en Individualitet. Hans egne, noget krasse Maade at opfatte Tingene paa, morede ham, ligesom det kunde forbause ham mangengang at see den chirurgiske Sikkerhed hvormed Müller foer hen over ethvert Livsphænomen, hvor der var noget Illusorisk at bortskjære. Halve Timer kunde han sidde taus og høre paa hans lunefulde, ofte barokke Expectorationer,Expectorationer] uttalelser og da Müller, som alle livlige, megettalende Mennesker i en taus Tilhører altid saa en god Tilhører, og til Nød overførte noget af egen Overflod paa ham, mærkede han lidet til Colds Ordknaphed, og efter slige Monologer gik han gjerne derfra med det Indtryk, at hans Georg dog var et sjeldent underholdende Menneske, et Menneske som man kunde tale med.

Cold havde stillet en Tobakskasse midt paa Bordet og tændt en Voxstabel,Voxstabel] lang, tynn veke dyppet i smeltet voks og viklet opp i en rulle eller spiral; vokslys en Tilberedelse som Müller belønnede med et tilfreds Nik og et Spørgsmaal til hans Befindende. Han havde i den sidste Tid ikke været rigtig vel.

[247] Du bør ikke gaa ud, vedblev han med et prøvende Blik paa Colds Træk, der, netop oplyste af Flammen hvorover han tændte en Cigar, syntes ham paafaldende skarpe og lidende. Det er en afskyelig lumsk Luft, som endog Friske bør tage sig iagt for. Giv mig din Haand!

Aa Snak, sagde Cold, afværgende. De gjør for meget Væsen deraf.

Efter Müllers uheldige Operationer paa Gaarden, undgik han hvad der kunde bringe Tanken hen paa hine Scener. Cold nævnede næsten aldrig sit Ophold der. De følte maaskee begge, at her var et Punkt, der ingen Forklaring taalte mellem dem.

Samtalen var allerede med den Müller egne Bevægelighed gleden over de forskjelligste Gjenstande, da han pludselig udbrød:

Hvad siger Du om Nyheden fra Amtmandens?

Cold kastede et Blik til Siden, der lignede det Menneskes, der har tændt en Mine, der skal sprænge ham og Alting i Luften . . . . . Hvilken Nyhed?

Du har ikke hørt den endnu? Den lille Sophie er forlovet. Hun skal giftes med Provst Rein, en værdig Halvhundreaarig, der har Huus, MobilierMobilier] løsøre og Børn, Alting fix og færdigt. Mama kan spare sig Sorgen for Udstyret. See det kalder jeg en rask Beslutning. Ja, der var s’gu noget Aparte ved den Lille, hun saa determineret ud.

[248] Det er ikke sandt, udbrød Cold.

Maaske; men visst er det dog. Edvard Ramm fortalte mig det i dette Øieblik. Brylluppet skal holdes meget snart og begge Søstre, baade den lille, nydelige Sophie og den sværmeriske Amalie skulle vies paa engang. Jeg kan endog sige Dig Dagen, saa nøiagtig som nogen Sladdersøster. Lad see: første Juni, Fruens Geburtsdag. Der skal være stor Stads, og som gammel Bekjendt faar Du vist ogsaa en Indbydelse.

Det kunde nok hænde.

Det er dog latterligt med disse Bryllupper, vedblev Müller. Herregud, hvilke Anstalter, hvormegen Qvalm og Spectakel for en Formalitets Skyld! Thi naar det kommer til Stykket, er det dog denne, hvis Magerhed skal dækkes under alt dette. Tag engang Flitterstadsen bort, saa skal vi see: Tag Brudekjolen, det hele veldresserede Grædechor af pyntede Fruer og Jomfruer, visse Grupperinger og Maneuvres, f. Ex. at Bruden skal gaa paa høire Side op til Alteret, og saa skuppes over paa Venstre, hvorved formodentlig symbolsk skal antydes, at her gaaer Mandens ridderlige Forhold over i Herskerens . . . Tag Sangen og Klangen og Mamas Øiesteen Brudekammeret . . O, o jeg synes jeg seer Fru Ramm den Dag! . . . . Tag saa endelig Talen, som man rigtignok allerbedst kan [249] undvære, og saa har vi den nøgne Formular igjen; men hvem i al Verden vilde finde den tilstrækkelig? Ingen ung Dame vilde synes hun var rigtig gift ved den blotte og bare præstelige Handling. Bliver jeg engang over Fortjeneste saa lykkelig, at jeg skal holde Bryllup, saa skal det skee uden Optøier. Allerhelst vilde jeg hente mig Bruden uden Ceremonier. Jeg skulde blive ligesaa fortræffelig en Mand for det, sætte ligesaa vist i Enkekassen, og vi skulde blevet enige om, med samme Anstand og samme Trofasthed at plage hinanden Livet igjennem, som om Præsten havde lagt vore Hænder sammen.

Cold hørte paa denne Tale omtrent med samme Følelse som Lord Nigel, Dagen før han skal bestige Skafottet, hører sin humoristiske Ven Sir Mungo,Lord Nigel … Sir Mungo] romankarakterer i The Fortunes of Nigel (1822) av den skotske forfatter Walter Scott (1771–1832) skildre ham de Henrettelsesscener, han har bivaanet.

Endnu efter at Müller var gaaet, stod han som forstenet. Umuligt, umuligt var det eneste han fattede, og som uafladelig steg op paa hans Læbe. Han søgte Edvard i hans Logi. Med Vishedens, Haabløshedens Vished, forlod han ham. Edvard blev forbauset over det Oprør, hvori denne Efterretning satte hans ellers saa rolige og sindige Lærer; forundret stirrede han efter ham.

Nei – hjem kunde han ikke gaa igjen. Derinde maatte han qvæles. Han har siden forklaret Müller, [250] at han havde en Fornemmelse, medens han foer gjennem Gaderne, som om Husene flyttede sig og spærrede ham Veien, og hvert Øieblik truede med at falde over ham. Ved at see sig ude af Byen, følte han sig lettet, og det drev ham ustandselig fremad i den Retning, hvor hans Tanker drog ham hen, ad den nordlige Vei.

Det var i Slutningen af Marts, denne i vort Klimat tristeste Aarstid, da Naturen bereder sig til sit langvarige, møiefulde Værk at afkaste Vinterens Aag, der dennegang, efter en alt for smuk Sommer, havde været mere end almindelig strengt. I denne Tid fremtræder Naturen næsten hæslig hos os. De brune Marker med deres enkelte grelle Snepletter forstyrre alle Omrids og betage Landskabet ethvert Perspectiv. Vaarfuglenes jamrende Skrig, Bækkenes hule, underjordiske Brusen, indgyder Sindet en Uro, en ubeskrivelig længtede Traurighed. Det gjælder at forene den Fordring i os, at nu skal og maa Vinteren være forbi, med den Bevidsthed, at dette er en Skuffelse og at vi i Grunden have det Værste igjen. Luften er mild, men Jorden uddamper denne isnende Fugtighed, der virker ømfindligere, end den strengeste Vinterkulde.

Cold var kommen forbi Tøien og stormede op ad de tunge Bakker ovenfor. Gud veed hvorlangt det indre Oprør endnu havde drevet ham, – thi han følte [251] blot denne Bevægelsens Lindring under en heftig Smerte – hvis ikke et ufærdigt Veianlæg havde standset ham. Han vendte om; nedenfor laa Christiania i sit evige Taageslør.

Fra denne Side har Synet af Dalen, hvori vor Hovedstad ligger, noget Ucultiveret, Adsplittet, der høilig forstyrrer den maleriske Effect, som først ved en fjernere Afstand vindes igjen. Mindre vil dette mærkes naar Sommeren gyder sine bløde, smeltende TinterTinter] (farge)toner over Landskabet, men i dette Øieblik laante det ganske det Sønderrevne i Beskuerens Sindsstæmning. For ham laa Byen der med dens dunkle, uregelmæssige, af intet Spiir endnu oplivede Huusmasse, dens utallige rundt om i den skovløse Dal henstrøede Løkker og Smaahuse, som en nedstyrtet Stad, en uhyre Gruusdynge, der havde spredt sine Levninger rundt om, medens Fjorden med sit hvide Liigklæde halvt stræbte at dølge Ødelæggelsen. En skarp Vind blæste ham imøde, da han ilede nedefter. Han var uden Overfrakke. Men han mærkede maaskee intet til dette, selv, da Feberen allerede bankede i hans Aarer. Dagen efter sendte hans Værtinde Bud efter Müller, men denne var uheldigviis bortreist. Da Müller, to Dage efter uden at ane Noget, rolig steg Trapperne op i sin unge Vens Logi fandt han denne i Delirium.Delirium] sykdomstilstand med uro, angst og hallusinasjoner

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.