[II, 1]

[1] De Fremmede, som engang, medens Amtmandens vare fraværende, havde aflagt et kort Besøg paa Gaarden, vare en Provst Rein og hans Søster, middelaldrende Folk, begge bosatte i det sydlige Strøg af Landet. De befandt sig paa en Reise til en Bygd i Amtmandens District, hvorhen Fruens Mand, en Landmilitair, var bleven forflyttet.

Veien førte dem næsten lige forbi Gaarden. Provsten havde i yngre Dage kjendt Amtmanden og hans Kone. Det interesserede ham derfor høilig at see disse gamle Venner igjen efter saamange Aars Forløb.

Man vil erindre, at de Reisende traf blot Sophie, som ogsaa det Indtryk, hun gjorde paa dem, der stod i en besynderlig Modsætning til de barokke, uklare og tildels umilde Domme, de havde dannet sig om hende. Hvorvidt dette gunstige Indtryk havde sin Grund i en indløben Feiltagelse, er vanskeligt at afgjøre. [2] Fordomme og forudfattede Meninger øve en stor Magt over os, og spille ofte de Bedste et Puds.

Efterat de to agtværdige Sødskende, vel indskibede i den magelige Reisevogn, et Stykke op i Alleen lidt møisommeligt havde vendt sig om og tilvinket deres unge Vertinde endnu et sidste Levvel, bemærkede Provsten:

Det var da ret uheldigt, at vi ikke skulde træffe Familien hjemme.

Siig heller, vi vare saare heldige, svarede Søsteren, at vi traf den ældste Datter og ikke den yngre. Det skal være et reent Utyske, capricieuscapricieus] lunefull; underlig og fuld af Indfald. Vild og forvoven som en Kosak skal hun sprænge alle Faderens Heste. Hun havde været istand til at slaae Døren i lige for vor Næse.

Bevares! da var denne Søster noget ganske Andet!

Ikke sandt! det var da et sødt Menneske! Jeg er ganske og aldeles indtaget af hende . . . Og smuk! At man ikke har talt mere om en saadan Skjønhed! Der har Rygtet mod Sædvane været for moderat.

Jeg har dog hørt Frøken Ramm omtale som en indtagende Pige, bemærkede den mere ordknappe Broder.

Og saa forekommende og behagelig! . . . og saa Anretningen, hvor smagfuld var den ikke? Disse Retter vare saa simple og dog delikate, jeg veed hvad [3] det vil sige at præstere Saadant paa Landet . . . . . Og hvor peent lagde hun ikke for ved Bordet, og underholdt os tillige. Det er ingen let Opgave, det veed nok jeg.

Hun udviklede særdeles megen huuslig Virksomhed, sagde Provsten tankefuld.

Og det var ikke noget Overfladisk, det forsikrer jeg Dig! Jo, jo min lille fine Dame, tænkte jeg, dette er vistnok meget smukt og nydeligt Altsammen. Men der skal noget Andet til, end at kunne dække et Bord smagfuldt og gjøre Honneursgjøre Honneurs] gjøre sine plikter som vertinne paa en behagelig Maade. Der er andre Ting som ikke lade sig gjøre med Handsker paa, og det er vel ikke egentlig din Sag, men Du lader Mama sørge for det. Dog det skulle vi snart komme efter. Hvor kort Tiden var, feiede jeg dog omkring med hende i det hele Huus. Vi vare paa Lofte og i Kjældere, i Melkebod og i Væverkammer, og det maae jeg sige, jeg gjorde hende i al Stilhed Afbigt.gjorde hende … Afbigt] unnskyldte henne; ba henne om forlatelse Hun var saamen hjemme overalt, og skjøndt hun forsikrede, at hun tog ubetydelig Deel i disse udvendige Forretninger, vidste hun dog saa god Besked, og talte saa kyndig om enhver Ting, som om hun ikke interesserede sig for andet i Verden end for Vævning, Smør- og Ostetillavning.

Mon hun er musikalsk?

Det troer jeg neppe. Den Yngre derimod skal [4] være et musikalsk Genie. Men derfor faaer man ogsaa ved Siden af Noderne døie Unoderne med. Slige begavede Børn ere aldrig til rigtig Glæde . . . . . . Her fra denne Bakke tager Gaarden sig virkelig smukt ud. Mon Møllen dernede tilhører Amtmanden? See Dig dog om, Frederik!

Hvor gammel mon hun er? sagde Provsten og saae ud til den anden Side.

Hvem? den ældste? Det skal jeg kunne sige Dig paa en Prik. Hun maae netop være et, to a treogtyve, høist fireogtyve Aar. Da jeg for tyve Aar siden saa Fru Ramm, var den yngste af hendes Smaapiger tre a fire Aar . . . og hun ventede sig paanyt.

Fireogtyve Aar! da seer hun overmaade ung ud for sin Alder!

Af Væsen just ikke. Denne Sikkerhed har ikke ganske unge Piger; de ere mere forlegne med sin Person, mere affecterede om Du vil . . . . . Veed Du hvad, Frederik, det var en Kone for Dig!

Hvad falder Dig ind! raabte Provsten næsten heftig, og lettede sig op af den magelig hvilende Stilling . . . . en saa ung, smuk Pige! med hendes Fordringer!

Hm ja Fordringer! hvorfor ikke? En Mand som Du i dine bedste Aar, endnu ikke Halvtreds!Halvtreds] 50 der kan byde en saadan forvæntforvænt] bortskjemt; kresen liden Dame en Stilling som de [5] længe maa sukke efter. Fru Ramms to ældste gifte Døttre levede begge i maadelige Kaar.

Men fire Stedbørn, Mikaline! . . . en stor Landhuusholdning! . . . indvendte Broderen, der ikke ugjerne saae sig modsagt.

Fire Børn! nu ja, Børn ere Guds Gaver! . . . Alvorlig talt kjære Frederik, Planen er ikke saa ilde. Tag Du ind paa Gaarden, naar Du reiser ned igjen, giv Dig Tid i nogle Dage hos den gjestfrie Familie, og see Dig saa Tingen lidt nærmere an. . . . Det er desuden ikke passende at afspise dem med et altfor kort Besøg.

Den halv spøgende Vending Samtalen havde faaet, greb dybere ind i den værdige Provsts stille Tanker, end Søsteren vidste af. Hans Besøg hos Amtmandens havde ikke ganske været tilfældigt. Provst Rein havde i senere Aar giftet sig med en Cousine af Fru Ramm. Efter et kort Ægteskab, hvorpaa der ikke havde været det mindste at udsætte, var den unge Kone død, og havde efterladt ham fire Smaa. En Enkemand kan ikke bedre hædre sin Kones Minde, end ved saa hurtig som muligt at gifte sig igjen. Viser han ikke derved, at han ikke kan undvære det huuslige Livs Sødheder, som den Forevigede har lært ham at kjende? Jo smerteligere hans Tab har været, jo før, jo heller, længes han efter at faae det erstattet. I Almindelighed omfatter han dette Anliggende med mere Varme [6] end første Gang. Rein var i dette Tilfælde. Han længtedes inderlig efter en ny ægteskabelig Forbindelse. Eensomheden trættede ham, Husets Bestyrelse og smaae Børns Opdragelse gjorde det desuden nødvendigt. Der var intet kvindeligt Væsen i hans Omegn, der kunde komme i Betragtning. Rygtet havde nævnt ham Amtmand Ramms Døttre som ualmindelig velopdragne, huuslige og elskværdige Piger. Han vidste, at der var en voksen Datter endnu, der var ugift, den anden tænkte han sig først i Opvæxten. Da derfor hans Søster skulde tiltræde Reisen til sit nye Hjem, tilbød han sig til hendes Overraskelse som Ledsager. Det vilde glæde ham at lære dette at kjende, og det gav ham desuden Anledning til at fornye det gamle Bekjendtskab med Ramms, Noget han saa længe havde ønsket. At Reisen havde endnu en hemmelig Drivefjeder,Drivefjeder] motiv vilde han ikke ret tilstaae sig selv.

Forvexlingen af de to Søstre voldte imidlertid en slem Confusion. Han var ikke bleven skuffet, langtfra! Ulykken var, at han havde fundet noget Andet – meget Mere, end han havde ventet. Sophies Væsen, hendes Ungdom og Skjønhed vare Egenskaber, som den beskedne Mand ikke mere gjorde Regning paa hos den Ledsagerinde han søgte, der skulde blidgjøre ham hans fremrykkende Alderdom. Dog var han ikke ufølsom for disse Fortrin, de havde gjort et Indtryk paa [7] ham, som han af al Magt bestræbte sig for at forvinde.

Da han efter kort Tid vendte tilbage, traf han Familien hjemme. Alle ilede ud og omringede ham, inden han endnu var stegen af Vognen, med hjertelige Velkomstraab. Rein studsede ikke lidet ved at see en ukjendt, noget før, ret smuk, ung Dame ved Siden af Fru Ramm, som denne forestillede ham som en Datter af Huset. Men min elskværdige Vertinde? spurgte han, forundret henvendt mod Sophie, der viste sig bag de Andre.

Det er vor yngste Datter, som allerede har været saa lykkelig at gjøre Hr. Provstens Bekjendtskab. Ja vist, ja vist, sagde denne i en Forvirring, som han skjulte saa godt han kunde.

Men nu skulde den gode Mands Strid først ret begynde. Det gjaldt at glemme Rahel og henvende sit Sind til Lea.Rahel … Lea] jf. bibelhistorien om Rakel og Lea i 1. Mosebok. Jakob lures til å gifte seg med Labans eldste datter Lea, i den tro at hun er Rakel, Leas yngre søster. Amalies venlige, meer ziirlige Væsen, der havde et Udtryk af jomfruelig Beskedenhed, som deels var sandt og dels paataget, hendes tækkelige, mere satte Udvortes, behagede ham ogsaa. I de to Dage, Gjæsten opholdt sig hos dem, var det hendes Tour at gaae i Huset. Hun lagde for, hun skjænkede The etc. og disse Beskjæftigelser klædte hende godt, de passede saa at sige til hendes Personlighed, idet de tillige mere hindrede en vis usand, affecteret Side fra at komme frem. Han kunde ikke nægte for [8] sig selv, at denne huuslige, mere jevne Pige var den meest passende for ham, og han bestræbte sig for at henvende al sin Opmærksomhed paa hende. Dette skeede som sagt ikke uden Anfægtelser. Da Amalie havde Opvartningen at sørge for, tilfaldt Underholdningen mere den yngre Søster. Provsten var en Mand, der forstod ret vel at sætte Priis paa kvindelig Elskværdighed. Sophie havde denne Gratie, der ligesom gjenfødes og frigjøres ved Kulturen, det vil sige, hvor den ydre Dannelse har staaet i en heldig Samklang med den indre. Denne lykkelige Harmonie opnaaes sjelden af vore unge Piger, derfor falde de, idet de træde ud over den ubevidste Barndoms Grændser, saa let hen i Stivhed og Affectation. Thi Affectation bestaaer som oftest kun i en Stræben, en Famlen efter en Form for det indre opvaagnende Menneske, medens man smertelig føler det Mislykkede. De rigest Begavede ere ligefuldt, ja ofte mere, udsatte for Affectation. Sophie undgik maaskee kun denne Klippe, ved at hun saa tidlig blev hensat i cultiverede Omgivelser.

Men det blev den arme Mand først ret broget, da Sophie begyndte at synge og spille, et Talent, som han endnu ikke vidste noget af. Provsten havde i yngre Aar spillet Violin; han var en stor Elsker af Musik. Naar hun hævede sin herlige Stemme, glemte han reent den lille, tynde Samtale, han havde begyndt [9] med Amalie om Landlivet og Gaardens Beliggenhed, og naar hun ufortrøden begyndte hvor man slap, svarede han adspredt og hen i Taaget.

Ak, tænkte han, denne unge Pige er en af disse udsøgte Naturer, disse Poesiens Duftvæxter, der ved en Misforstaaelse er skudt op i vor haarde Jordbund, men som aldrig vil fæste Rod. Hun er ikke skabt for Virkeligheden, ikke for vort huuslige Liv. Hvor skjæv denne Slutning var, søgte han i den et Slags Beroligelse. Men naar saa under en Spadseretour ud over Markerne Samtalen mellem dem kom paa ganske praktiske og landlige Gjenstande, vilde hiin Opfatning af hende igjen ikke passe. Sophie var opvoxet mellem disse Ting, og hun viste saameget forstandig Skjøn paa dem og talte saa naturligt derom, som om hun først her var i sin rigtige Sphære. Hans Søsters Ord: det var en Kone for Dig! løde da igjen ret fristende for hans Øre. Den fatale Forvexling, som fra først af havde draget hans Tanker hen paa den Urette! Den værdige Mand reiste hjem forstemt, vred paa sig selv, og ledsaget af mange Bønner om at komme snart igjen, og det i et ordentligt langt Besøg.

Hurtigere end han selv tænkte, skeede dette. Nogle Familieanliggender gjorde strax efter en ny Reise op til Søsteren nødvendig, og paa Tilbageturen undlod han ikke at stige af hos Amtmandens, hvor han blev [10] modtaget med uskrømtetuskrømtet] oppriktig Glæde. Ogsaa paa Sophie havde han gjort et godt Indtryk. Der var noget mildt, tillidsvækkende i hans Maade at være paa, der ingenlunde udelukkede den Respect, hans Alder og Værdighed krævede. Han havde en Sindets Ungdommelighed, der charakteriserer saa mange ældre Mænd, og som danner en saadan underlig Kontrast til vor yngre Slægts indre Udlevethed og vrantne,vrantne] sure; negative; vanskelige sygelige Livsanskuelse. Han elskede Ungdommen, han forsvarede dens Feil, naar de blot vare ungdommelige, han gik med Varme ind i dens Interesser, uden at han selv vilde være ung. Intet i hans Væsen eller Udvortes røbede nogensomhelst Bestræbelse derefter. Dette var kraftigt og kjernesundt. Rein havde været en meget smuk Mand; han var det endnu. Det sorte, stærke Haar var endnu kun ubetydelig graanet. Tænkning og aandelig Anstrængelse havde ikke trykket ødelæggende Spor paa hans Ansigt; men der lyste Forstand og Godhed, parret med Fasthed, ud af det. Hans Skikkelse, hans herlige Røst, hans Holdning, der var imponerende og selv noget chevaleresk,chevaleresk] ridderlig; kavalermessig syntes bedre at passe til en fornem Militair end en geistlig Mand. Sophie sagde til Amalie, at hun leedleed] likte Rein saa godt, at hun ikke vilde gaae i Kirke for at høre ham præke; deres Præst havde nemlig anmodet Rein om at forrette Kirketjenesten, da han selv havde Forfald. Denne Yttring, sagt og [11] optaget i Spøg, indeholdt dog et sørgeligt Alvor. Fru Ramm gik næsten hver Søndag i Kirke med sine Døttre. Hos hende traadte Bevidstheden, det er Beskuelsen af, at hun havde været i Kirke i Andagtens Sted. Men for dem, som kom med Trang til en høiere Opløftelse, vilde dette ikke forslaae. Sophie deelte Skjæbne med tusinde Børn. Opvoxet i en steril Tid og særlig under en fortørret og verdsligsindet Moder, maatte hun undvære Velsignelsen af en allerede i Hjemmet vakt levende Forbindelse med Guddommen. Lykkelig hvem der saa magelig kom til denne Velsignelse! som bragte Amuletten med, inden Livets Kampe begyndte, og hvem det ikke, ligesom Sophie, var forbeholdt, af selve disse Kampe og Lidelser, smertelig at skulle tilkjæmpe sig den! Hendes aabne, religiøse Sind søgte tidlig Gud i Naturen, i alt hvad der var stort og skjønt, medens hun dunkelt følte Savnet af en inderligere Hvilen i ham. Men denne Nærmelse, denne inderligere Tilegnen af det Høieste, hvor skulde man søge den, uden i Kirkerne? Men netop her, i hendes Hjembygds Kirke, havde Sophie mindst fundet den; den hele Act her voldte hende Uro og Forstemthed. Som Barn fik hun ofte ondt og maatte bringes ud. Dette vil neppe kunne forundre Nogen, der kjender lidt til Gudstjenesten i mange af vore Kirker paa Landet, idet mindste saaledes, som den øvedes for [12] tyve til tredive Aar tilbage. Man tænke sig til de ofte aands- og gudsforladte Taler, den Masse Psalmer, som Menighed, Klokker og Organist foredrage hver i sit Tempo og sin Toneart, og de mange Ceremonier, Barnedaab, AltergangAltergang] nattverd og Catechisation,Catechisation] overhøring av menigheten der hobes sammen paa engang; hvor maa dette berøve den alt Høitideligt og udtvære den indtil man er slap paa Legeme og Sjel! Man tænke sig dette i stivnende Kulde, eller i den qvælende Sommerhede!

Det var en smuk, solklar Dag den Søndag, Rein skulde prædike. Hele den Ramm’ske Familie tog til Kirke for at høre ham. Det lille snævre, dunkle Gudshuus var fuldproppet af Mennesker. Men Rein havde beordret den store ChordørChordør] åpning mellom kor og skip i kirke oplukket, saa den friske Sommervind kunde trænge ind og holde Luften reen. Solen skinnede gjennem det tætte Løvværk udenfor, der dannede ligesom et lysegrønt, gjennemsigtigt Teppe foran Indgangen. Det saae saa smukt ud. Ethvert Øie søgte dette Punkt og enhver kunde efter sin Trang hvile derved, eller higende fortabe sig i den store, duftende, lyse Gudssal udenfor! Psalmerne vare valgte sparsommere og med mere Omhu. Han holdt derpaa en Tale, som efter vore Tiders Fordringer neppe vilde været fyldestgjørende, men som understøttet af hans milde, værdige Personlighed gjorde det bedste Indtryk. Den var kort og sammenhængende og var dertil affattet [13] i et baade smukt og fatteligt Sprog. Menigheden lyttede, som om den for første Gang hørte sig tiltalt i Modersmaalet. En levende Opmærksomhed var traadt i Stedet for den sædvanlige døde Stilhed. Saagar den gamle hvidhaarede Mand, der aldrig manglede paa sin Plads under Prædikestolen, hvor han altid fik sig en sød Søvn, var idag munter; han bøiede sig et Par Gange frem, for at kunne see den fremmede Præst.

Fru Ramm reiste hjem med sine Døttre fuldkommen tilfredsstillet og ganske stolt af sin Gjæst.

I sit Forhold til Amtmandens to Døttre havde Rein ganske taget det Partie, der anstod en sindig, aldrende Mand. I de tre Dage han opholdt sig i Familien, beskjæftigede han sig udelukkende med Amalie; han viste hende al den Opmærksomhed, der passede sig for hans Alder, og Amalie, hvem denne Udmærkelse smigrede, kom ham tillidsfuld og venlig imøde. Hun betroede ham endog, at et stille, huusligt Liv i en Præstegaard paa Landet, var Idealet af alle hendes Ønsker, – Udeladelser, som Tilhøreren ikke kunde andet end tyde gunstig for sig selv. I en fortrolig Samtale med Forældrene den sidste Aften, anholdt han om hendes Haand. Han udtalte dette mere som et Ønske, end som en Begjæring, og da han ikke som en forelsket Yngling turde henvende sig til hende selv, lagde han sin Sag i deres Hænder. Baade Amtmanden [14] og Fruen bleve glad overraskede. Partiet var anseligt; Provsten var en i alle Stillinger agtet Mand, hvis Huus havde Ry for Orden og Velstand. De forsikkrede uden videre, at deres Datter vilde finde sig særdeles hædret ved hans Tilbud.

Amalie blev kaldet til Forældrene. Men her mødte dem dog en Modstand, de ei havde ventet. Amalie sank paa Knæ og bad dem hulkende, ikke at gjøre hende ulykkelig og knuse to Hjerter, der vare skabte for hinanden. Endelig kom det ud, at hun alt i lang Tid havde været hemmelig forlovet med Brøcher.

Saa, der har vi det! sagde Fru Ramm.

I Guds Navn min Pige, sagde Amtmanden og løftede hende op, berolige Dig! Her er ikke Tale om at gjøre Dig ulykkelig; Ingen vil tvinge Dig. Vi have viist Dig Udsigten til en Forbindelse med en anseet Mand, der er istand til at omgive Dig med alle Livets Goder. Du har selv valgt en, i menneskelige Øine idetmindste, ringere Lod.

En saadan Stymper som Brøcher, der maaske om ti Aar kan have Udsigt til et Sognekald oppe i Finmarken, lagde Fruen til.

O! raabte Amalie, vi ere begge unge og behøve ikke saameget. Kjærlighed og Nøisomhed kan forsøde selv det tarveligste Liv. . . .

Men af hans PersonelcapellansPersonelcapellan] kapellan, som en sogneprest selv lønner Gage kunne I [15] dog for Pokker ikke tænke paa at leve, hvad? – sagde Amtmanden.

O Faer, stammede Amalie med nedslagne Øine, om saa var? . . Du veed den store Plads under Bratlid staaer tom. Brøcher har Haab om at forpagte den paa billige Vilkaar. . . . Den ligger saa yndig ved Vandet! . . . .

Den gamle, faldefærdige Rede! – Du drømmer nok, raabte hendes Moder.

Vi sætte det istand . . . . O, vi skulle indrette os paa Galterud som i et Paradis.

Faderen rystede paa Hovedet, men Fru Ramm tog det langt fra ikke saa resigneret.

Da Amalie var gaaet, udbrød hun: Har man hørt Mage til Daarlighed! Hvor kan Amalie finde Smag i den stive, træge Pedant? Saadan en Erkeprosaist! . . . . En Pige med hendes Følelse og Smag! . . .

Ja ja Mariane, derved er desværre ikke mere at gjøre. Vi – i visse Forbindelser talede Amtmanden altid i Pluralis, – vi have selv holdt Partiet for antageligt og viist Brøcher Forekommenhed.

Du udtrykker Dig underlig, kjære Ven. . . Vi skulde have viist Brøcher Forekommenhed! . . . Vi skulde have opmuntret ham! . . . Vi have viist Brøcher [16] den Forekommenhed, som vi vise enhver Gjæst i vort Huus. . .

Ja ja kjære Mariane, jeg mener jo ogsaa kun, at . . at vi have begegnetbegegnet] behandlet; tatt i mot ham paa en Maade som . . som ikke netop har afskrækket ham . . . Nu, skeet er skeet. Troer Amalie derved at blive lykkelig, – i Guds Navn! . . Nu smerter det mig blot, at vi have beredet Rein en Skuffelse.

Rein tog imod KurvenKurven] avslaget med megen Anstand. Han lod som om Intet var passeret, og udtalte sig med megen Deeltagelse om Brøchers Stilling, som han søgte at fremstille i et trøsteligere Lys. Han lovede endog at anvende sin Indflydelse for ham, og reiste fra Gaarden – som det lod til – meget trøstig.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.