[I, 2]

[25] Næste Dag, da Vennerne atter vare sammen paa Værelset, stansede Samtalen ved Tonerne af en Guitar eller et Claveer nedenfra. Man lyttede en Stund.

Hvad det angaaer . . sagde Müller, og gjorde en Bevægelse med Haanden hen ad den Kant, er jeg beroliget. Med hende kunde Du gjerne være ti Aar under Tag uden Skade.

Det er ikke fordi hun ikke er smuk nok, ung nok, derpaa kommer det som sagt i Grunden lidet an. Men der er en Kløvt mellem Dig og hende, som jeg ikke havde beregnet. Du er et Tidens Barn, hun er det ikke. Hun er «romantisk», som Folk kaldte det i min Ungdom. Hun bær Mærket af en Epoche, som Du ikke kjender noget til, men som ogsaa gjerne kan kaldes den lafontaineske, fordi den laborertelaborerte] utførte undersøkelser, eksperimenter eller analyser af alskens usande og forskruede Idealer, som især denne Forfatterdenne Forfatter] August Lafontaine (1758–1831), tysk forfatter bragte i Mode. Med et kom der en mere critisk Tid og slog Kløvter i Familierne. Derfor gaae nu ofte de Gamle som ængstelige Høns omkring Dammen og see til Andungerne, der tumle sig i et Element, som de slet ikke kjende, og kunne ikke begribe hvad det er for en Yngel de have klækket ud. Men til disse hører ikke Amalie. Hun er sin Moders Datter, en af de «velartede» Børn. Jeg saae det strax paa den Maade, hvorpaa hun var klædt, og hvorpaa hun slog Øiet op, see saaledes! men jeg kom strax paa det Rene, da Talen faldt paa hendes [26] Yndlingsskribenter. Jeg tør bande paa, at hun har et Yndlingslam, en Yndlingsdue, eller noget Sligt, at hun endvidere sværmer for «evig, ubrødelig Troskab», som man er forpligtet til at holde enhver Bengel.Bengel] lømmel

Cold havde Lyst til en Modsigelse, men han maatte hemmelig tilstaae sig, at denne Charakteristik var træffende. Frøken Amalie er en hjertensgod, brav Pige, uagtet nogle smaae romanagtige Griller.Griller] underlige innfall; fikse idéer; nykker Vi to ere længe siden paa det Rene med hinanden. Man maa før have skildret mig som en sort Forræder mod hendes svage, ubeskyttede Kjøn, thi i Førstningen viste hun en paafaldende Ængstelighed for mig. Bleve vi tilfældigviis ene i Stuen, overfaldt der hende en jomfruelig Forvirring, og et Par Gange, da jeg uformodentlig traf paa hende ude i det Frie, udstødte hun et lille Skrig og foer ind i Skoven. Men efterhaanden mærkede hun vel, at der fra min Side Intet var at befrygte, og hendes Væsen blev mere tillidsfuldt. . . .

Endelig, afbrød Müller ham, gik det over til et søsterligt, fortroligt Forhold. . . .

Ganske rigtigt . . . i lang Tid betroede hun mig alle sine Betragtninger over Livet, og de Glæder og Lidelser, der bevægede hende, men jeg maae vist ikke have tilfredsstillet hende i denne Rolle, thi lidt efter lidt ophørte det, hun blev igjen hemmelighedsfuld og ordknap. . . .

[27] Og nu finder hun Dig utaalelig . . nok om hende. Men Du nævnte en til. Hvor er hun? Hvor gammel er hun?

Hun er i Danmark hos en Onkel.

Hvordan seer hun ud? Kommer hun snart tilbage? Om hende har Du Intet fortalt endnu.

Der er ikke stort at sige heller . . . af det Gode nemlig. Dette Barn har gjort mig det temmelig broget.broget] vanskelig Hun har formelig voldt mig Fortræd.Fortræd] ergrelse Jeg var ret fornøiet da hun reiste.

Ei, Fortræd! men paa hvad Maade?

Det er vanskelig at sige. Det var et besynderligt Væsen. Jeg var saa ulykkelig at skulle lære hende. Men Gud bevare mig! Hvis noget i Verden var et Taalmodighedsværk, saa var det at læse med hende!

Hun var altsaa dum?

Dum? sagde Cold besynderlig fortabt. Han saae længe paa Müller med et fraværende Blik.

Nu ja, jeg spørger, om hun var dum eller klog?

Ja, det er jo netop, om hun var det eller ei. Man kunde bryde sit Hoved ituitu] i to; i stykker over hende. Undertiden indbildte jeg mig, at hun havde ypperlige Anlæg, men i Almindelighed maatte man troe, at hun var uhyre ringe begavet. Hun lærte sine LectierLectier] oppgaver; lekser saa slet, og viste sig saa uvidende, at det var til at fortvile over. Da jeg tænkte, at hun maaskee havde ondt for at lære [28] udenad, forsøgte jeg med allehaande mundtlige Foredrag, forgjæves, under disse var hun ligesaa adspredt og uopmærksom. Hun syntes blot at vente paa det Øieblik, da hun som en Stormvind kunde fare derifra.

I dit Sted havde jeg simpeltvæk frabedet mig Arbeidet.

Det vilde jeg ogsaa gjøre. Jeg vilde sige Faderen, at hun slet Intet lærte, at jeg ikke kunde forsvare at blive længere ved, men jeg havde ikke rigtig Hjerte til det. Han anede det slet ikke. Da det var gaaet saa brillant med Edvard, havde han en uindskrænket Tillid til mig. Og saa – og saa var der Noget, der drev mig til det Yderste. En Dag kom hun og sagde, at hun havde saadan Lyst til at lære Engelsk. Lad gaae, tænkte jeg, nu kan jeg jo prøve Taalmodigheden paa Engelsk engang. Men der tog jeg atter Feil. Hun lærte dette Sprog i en utrolig kort Tid, og med en Lethed, som forbausede mig. Med det Øvrige gik det som før. Det var umuligt at komme efter, om det var Stupiditet eller Vranghed, eller hvad det var. . . .

Det var som Fanden, skulde man ikke komme efter det!

Kom jeg ned i Stuen, saa var der ogsaa noget paa Færde. Moderen klagede altid over hende. «Det har lykkes mig at opdrage mine andre Døttre til pene, [29] dannede Piger, men jeg har intet Raad med Sophie.» Den gamle Ramm holdt dog meget af denne Datter. «Min Sophie er lidt vild, men det giver sig nok,» sagde han. Til mig havde hun en Mistillid, der grændsede til Uvillie.

En Dag kort før hun reiste bebreidede jeg hende dette, men da gav hun mig et Svar, som paa ny blev mig en Gaade. I det Øieblik saae hun ikke ud som et Barn, og den der blev forlegen, var jeg.

Müller havde med temmelig uskyldig Mine hørt paa denne Beretning. Den sidste Vending, som uforsigtig undslap Cold, var imidlertid nok til at vække hans utrættelige Vens Drillerie,Drillerie] erting; mobbing hvorunder denne dog søgte at skjule en alvorlig Bekymring.

See saa, Tak skal Du have, nu kan jeg Lectien udenad. Pas paa, nu kommer Metamorphosen,Metamorphosen] forvandlingen den urgamle, himmelfaldne, velbekjendte, dette Naturens mærkværdigste Taskenspillerstykke:Taskenspillerstykke] bedrageri; forvrengning Næste Dag, da den vise PædagogusPædagogus] pedagogen; læreren mediterer over en ny Behandlingsmaade af uforbederlige, egensindige Børn, gaaer Døren op, og «mit schüchternen, verschämten Wangen sieh’t er die Jungfrau vor sich steh’n,»«mit schüchternen, verschämten Wangen sieh’t er die Jungfrau vor sich steh’n»] henvisning til diktet «Das Lied von der Glocke» av den tyske dikteren Friedrich von Schiller (1759–1805), gjendiktet av Ivar Aasen (men av poetiske grunner er linjene stokket litt om): «Men litle jenta stor er vordi / og stend i beste blomen sin, / ven som ei himmelssyn på jordi / med blygdar-raudning bjart om kinn» (Framande dikt frå fire tusen år, redigert av Hartvig Kiran, Sigmund Skard og Halldis Moren Vesaas. Samlaget, Oslo 1995 [1968], s. 222, sp. 2, l. 1–4) jo, jeg har ogsaa læst Schiller engang.

Det kan gjerne være, sagde Cold halv leende, halv ærgerlig, men jeg var slet ikke saa heldig at opleve hans Metamorphose. Strax efter, med første Dampbaad, [30] reiste hun til Kjøbenhavn til en Søster af Amtmanden, EtatsraadindeEtatsraadinde] en som er gift med en mann med tittel «etatsråd» (dansk rangtittel) D., og her har hun siden været. Lykke paa Reisen! Det var ligesom Nissen forlod os, siden have vi havt Fred i Huset.

Men med næste Dampbaad kommer Nissen igjen, . . . . vogt Dig, min Gut for denne Nisse, den har mange Skikkelser og mange Navne.

Müllers sidste Ord var endnu, idet han greb Cold over begge Armene: Georg, vær paa din Post. Begaae ingen Dumheder!

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.